Den tyske students eventyr af Washington Irving

Washington Irving
By Copy daguerreotype by Mathew Brady, reverse of original by John Plumbe.

En uvejrsnat i den stormfulde tid under den franske revolution gik en ung tysker sent om aftenen tilbage til sit logi gennem den gamle del af Paris. Lynene glimtede, og høje tordenbrag rungede gennem de høje, smalle gader.

Denne unge tysker hed Gottfried Wolfgang og var en ung mand af god familie. Han havde studeret nogen tid i Göttingen, men var i sin ungdoms iver blevet tiltrukket af gale og overdrevne doktriner, der så ofte har forvirret tyske studenter. Hans afsondrede liv, hans glubende flid og hans studiers særlige art øvede deres indvirkning på både legeme og sjæl, så hans helbred svigtede og han udviklede en sygelig fantasi. Han havde kastet sig ud i luftige spekulationer om åndevæsener til han, ligesom Swedenborg, havde sin egen idealverden omkring sig. Han fik en forestilling om, at en ond påvirkning hang over ham, at en ond ånd eller dæmon, forsøgte at lokke ham i en fælde og sikre hans fortabelse. Denne tanke påvirkede ham så voldsomt, at hans melankolske temperament ændrede sig til en ren besættelse. Han blev mat og fortvivlet. Da hans venner opdagede, hvordan de sjælelige kvaler tærede på ham, besluttede de, at den bedste kur var en luftforandring. Han blev derfor sendt til Paris for at fuldføre sine studier i denne bys glans og munterhed.

Wolfgang ankom til Paris, netop som revolutionen brød ud. Til at begynde med blev han grebet af det folkelige oprør, og han blev indfanget af tidens politiske og filosofiske teorier. Men de blodige scener, der fulgte, rystede hans følsomme natur, og fik ham til at væmmes ved samfundet og verden, så han blev mere indesluttet end nogen sinde. Han lukkede sig inde sin ensomme lejlighed i studenter-kvarteret, hvor han fortsatte med sine yndlingsspekulationer i timevis. Undertiden tilbragte han timer i træk på de store biblioteker i Paris, disse katakomber for afdøde forfattere, og rodede rundt i deres forråd af støvede og forældede værker for at finde føde for sin usunde appetit. Han var på en vis måde en litterær ådselæder, der nærede sig ved dét, han fandt i den rådnende litteraturs lighus.

Selv om Wolfgang var indesluttet og eremit-agtig, havde han et glødende temperament, som dog kun gav sig udslag i hans fantasi. Han var for genert og uvidende om verden til at gøre tilnærmelser til det andet køn, men han var en lidenskabelig beundrer af kvindelig skønhed, og på sit ensomme kammer fortabte han sig ofte i drømme om skikkelser og ansigter, han havde set. Og hans fantasi udmalede billeder af yndighed, der langt overgik virkeligheden.

En nat førte denne eksalterede tilstand til en drøm, der fik en forbløffende virkning på ham. I drømmen så han et kvindeansigt af overjordisk skønhed, og så stærkt et indtryk gjorde drømmen, at han genså ansigtet i drømme såvel som vågen gang på gang. Det plagede hans tanker ved dag, hans søvn om natten; kort sagt blev han lidenskabeligt indtaget i denne skygge af en drøm. Dette varede så længe, at det blev til en af de fikse ideer, der plager melankolske menneskers sind og undertiden fejlagtigt tolkes som vanvid.

Sådan var Gottfried Wolfgang, og således var hans situation. Han var på vej hjem en stormfuld nat gennem nogle af de gamle og dystre gyder i Paris, mens de vældige tordenbrag rungede mellem de høje huse i de smalle gader. Da kom han til Place de Greve, den plads, hvor de offentlige henrettelser finder sted. Lynene flimrede om spirene på det ældgamle Hôtel de Ville og sendte flakkende skær over den åbne plads forude. Idet Wolfgang krydsede pladsen, veg han tilbage i rædsel, da han pludselig fandt sig selv tæt på guillotinen. Det var i den værste rædselsperiode, da dette dødens frygtelige redskab altid stod rede og skafottet flød uafladelig af de tapre og retskafnes blod. Guillotinen havde selvsamme dag været i brug til en henrettelse, og nu stod den uhyggeligt opstillet i en tavs og sovende by og ventede på nye ofre.

Wolfgangs hjerte blev tungt i hans bryst, og han vendte sig gysende bort fra det frygtelige instrument. Da så han en skygge, der krøb sammen for foden af den trappe, der førte op til skafottet. En række flammende lynglimt viste den tydeligere. Det var en kvindeskikkelse, klædt i sort. Hun sad på et af de nederste trin og lænede sig frem med ansigtet skjult i skødet, og hendes lange uordentlige lokker hang ned til jorden, dryppende af den regn, der piskede ned. Wolfgang stoppede op. Der var noget ærefrygtindgydende over dette ensomme sorgens monument.

Kvinden så ud til at komme fra de bedre lag. Wolfgang vidste, at tiderne var omskiftelige, og at mangt et smukt hoved, der engang havde hvilet på dunpuder, nu sad på en omvandrende hjemløs. Måske var dette en stakkels sørgende, som den frygtelige økse havde bragt til fortvivlelse, og som sad her med knust hjerte på denne udkant af tilværelsen, hvorfra alt hvad der var hende kært var sendt over i evigheden.

Han nærmede sig og henvendte sig til hende med medfølende ord. Hun løftede hovedet og så på ham med et vildt blik. Forbløffet så han i lynenes klare skær netop det ansigt, der havde hjemsøgt ham i drømme. Det var blegt og fortvivlet, men stadigt blændende smukt. Skælvende af voldsomme og modstridende følelser talte Wolfgang atter til hende. Han sagde noget om at være ude på et sådant tidspunkt af natten og om et sådant uvejrs rasen og tilbød at følge hende til hendes venner. Hun pegede på guillotinen med en gestus af gru, der sagde alt.

“Jeg har ingen venner på jorden!” sagde hun.
“Men De har et hjem,” sagde Wolfgang.
“Ja – i graven!”

Studentens hjerte smeltede ved disse ord. “Hvis jeg som er en fremmed må driste mig til at fremsætte et tilbud uden fare for at blive misforstået,” sagde han “vil jeg tilbyde min ydmyge bolig som tilflugtssted; og mig selv som en hengiven ven. Jeg er selv venneløs i Paris og en fremmed i landet; men hvis mit liv kan være Dem til nytte, står det til Deres tjeneste og vil blive ofret, før De udsættes for skade eller vanære.”

Der var en oprigtig iver over den unge mands fremtræden, og også hans udenlandske accent talte ham til gunst; den viste at han ikke var en forstokket pariser. Den hjemløse fremmede lod sig overbevise af studentens sande begejstring, og gav sig stiltiende ind under hans beskyttelse.

Han støttede hendes vaklende skridt over Pont Neuf og gennem gader raseret af folkemassen. Uvejret havde lagt sig, og tordenen buldrede i det fjerne. Hele Paris var stille; denne vældige vulkan af menneskelige lidenskaber slumrede ind for en stund for at samle ny styrke til næste dags udbrud. Studenten førte den, han havde taget i sin varetægt, gennem de ældgamle gader i Pays Latin og forbi Sorbonnes mørke mure til det store, lurvede hotel, han boede i. Her stirrede den gamle portnerske, der lukkede dem ind, overrasket på det usædvanlige syn af den melankolske Wolfgang med en kvindelig ledsagerske.

Da de kom ind i studentens lejlighed, rødmede han for første gang. Lejligheden var spartansk og skødesløst indrettet med kun et enkelt værelse. En gammeldags salon med en mængde udskåret træværk og besynderligt møbleret med resterne af fordums stråleglans, for det var et af disse hoteller, der engang havde tilhørt adelen. Værelset var oversået med bøger og papirer, og alt hvad man ellers finder hos en student, og hans seng stod uredt i en alkove i den ene ende.

Da lysene blev bragt ind, og Wolfgang fik bedre mulighed for at betragte den fremmede, blev han endnu mere beruset af hendes skønhed. Hendes ansigt var blegt, men blændende skønt og fremhævet af et ravnsort hår, der hang i lange lokker. Hendes øjne var store og strålende, med et ganske særligt udtryk der næsten var vildt. For så vidt som den sorte kjole tillod hendes skikkelse at ses, var den fuldendt symmetrisk. Hele hendes udseende var særdeles iøjnefaldende, selv om hun var klædt på enkleste vis. Det eneste, hun bar, som nærmede sig et smykke, var et bredt sort bånd om halsen med et diamanthæfte.

Studenten blev nu ganske forvirret, da han overvejede, hvor han skulle gøre af det hjælpeløse væsen, der således var overladt til hans beskyttelse. Han tænkte på at overlade sit værelse til hende og selv søge logi andetsteds. Dog var han så fortryllet af hendes ynde, og hans tanker og sanser lammet af en sådan forhekselse, at han ikke kunne løsrive sig fra hende.

Også hendes væremåde var særegen og uforklarlig. Hun talte ikke mere om guillotinen, og hendes sorg havde lagt sig. Studenten havde med sin opmærksomhed vundet først hendes tillid og så tilsyneladende hendes hjerte. Det var åbenlyst, at hun ligesom han var en eksalteret natur, og de eksalterede forstår hurtigt hinanden.

Beruset af øjeblikket tilstod Wolfgang sin lidenskab for hende. Han fortalte hende historien om den mystiske drøm, og hvordan hun havde vundet hans hjerte, før han overhovedet havde set hende. Hans beretning havde en ejendommelig indvirkning på hende, og hun indrømmede, at hun havde fattet en godhed for ham, der var lige så uforklarlig.

Det var en tid med vanvittige teorier og vanvittige gerninger. Gamle fordomme og trossætninger blev skubbet til side; alt stod under ‘Fornuftens gudindes’ herredømme. Den gamle tids værdier var i opbrud, og man var begyndt at betragte ægteskabet med dets former og ceremonier som overflødige bånd for sjæle af ære. ‘Socialpagter’ var på mode, og Wolfgang var for meget af en teoretiker til ikke at lade sig smitte af tidens liberale doktriner.

“Hvorfor skulle vi skilles?” spurgte han. “Vore hjerter er forenede og for fornuftens og ærens øje er vi ét. Hvad behov er der for lurvede ceremonier for at binde to ædle sjæle sammen?”

Kvinden lyttede i stor sindsbevægelse; hun havde også godhed for de nye tiders opbrud med de gamle skikke.

“Du har hverken hjem eller familie,” fortsatte han. “Lad mig være alt for dig, eller rettere, lad os være alt for hinanden. Hvis form er nødvendig, skal formen overholdes – her er min hånd. Jeg forpligter mig til dig for evigt.”
“For evigt?” sagde den fremmede højtideligt.
“For evigt!” gentog Wolfgang.
Den fremmede greb hans fremrakte hånd. “Så er jeg din,” mumlede hun og sank ind mod hans bryst.

Den næste morgen forlod studenten sin brud, mens hun endnu sov, og drog ud for at søge en mere rummelig bolig, der passede til hans ændrede situation. Da han vendte tilbage, fandt han hende liggende med hovedet hængende ud over sengen og en arm strakt hen over det. Han talte til hende, men fik intet svar, så han gik hen for at vække hende af den kejtede stilling. Da han tog hendes hånd, var den kold – der var ingen puls – hendes ansigt var ligblegt. Hun var død!

Vild af rædsel alarmerede han huset. En forvirret scene fulgte. Politiet blev tilkaldt, men da gendarmeren kom ind i værelset, for han tilbage ved synet af liget.

“Du godeste Gud!” råbte han. “Hvordan er denne kvinde kommet her?”
“Ved De da noget om hende?” spurgte Wolfgang ivrigt.
“Om jeg gør?” udbrød politimanden. “Hun blev henrettet i guillotinen i går!”

Han trådte frem og løsnede det sorte bånd om ligets hals – og hovedet trillede ned på gulvet. Ved synet af dette blev studenten grebet af et anfald af vanvid. “Den djævel! Den djævel har fået mig i eje!” skreg han. “Jeg er fortabt for evig!”

De prøvede at bringe ham til ro, men forgæves. Han var besat af den frygtelige tro, at en ond ånd havde genoplivet liget for at lokke ham i en fælde. Han blev vanvittig og døde i et galehus.

Trykt i Tales of a Traveller, 1824
Originaltitel: The Adventure of the German Student

Kort om Washington Irving

Født: 3. april 1783
Død: 28. november 1859

Læs mere om Washington Irving

Schimmelmanns hest af Vilhelm Bergsøe

Vilhelm Bergsøe
By P. Hansen – Illustreret Dansk Litteraturhistorie, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=2908686

For ti til femten år siden lå Hellebæk endnu uberørt. Ingen jernbane bragte københavnerne til Helsingør, intet Marienlyst prangede med sortklædte opvartere. Hamlets grav var endnu ikke opfundet, og når en enkelt fremmed fra Hammermøneskoven forvildede sig ind i Hellebæk eller Aalsgaarde, kunne han være vis på at tiltrække beundrende tilskuere til vinduerne. Den lille fabriksby lå stille og roligt i sommerens solskin med sine hvide huse og klaprende møllehjul. I Aalsgaarde tørrede mændene deres garn, mens kvinderne syslede foran huset med nål og tråd. Det var i denne lykkelige periode, at jeg færdedes i Hellebæk; thi disse dybe, dunkle skovsøer, denne vegetation, der broderligt forbinder bagen og anemonen med birken, enebærret og lyngen, husede en hel verden for sig, travle, rastløse beboere, hvis færd det nok var værd at gøre sig bekendt med.

Min tid var delt mellem skoven og kroen. Man havde endnu en vis skyhed for at leje sine værelser ud. Hvor tydeligt husker jeg endnu kroens store sal med dens blåblomstrede sofa, de forunderlige, gammeldags stole, den rødmalede fyrretræs kommode med de besværlige skuffer, der altid ville ud, men, ligesom i nydelsen af deres frihed, aldrig ind igen. Hvor klart ser jeg ikke den mærkværdige pasteltegning, som jeg endnu svæver i uvished om, hvad enten den betød ‘Maria Himmelfart’ eller ‘Musernes dans på Helikon’, og som var en gave til huset fra en mere naiv end talentfuld kunstnerinde i omegnen.

Alle disse herligheder hørte mig til. Hele kroen stod til min rådighed, med undtagelse af skænkestuen og butikken, hvor man handlede med kaffe, sukker og et cetera, som der stod på skiltet. Dog var der lørdag aften en indskrænkning i min ejendomsret. Da samledes folk fra land og by, ikke til politisk vrøvl over en halvgammel avis, men til en ordentlig, solid dram, til en dans, og somme tider til en tvekamp, hvor man dog hverken anvendte kårder eller pistoler. Her lærte jeg mænd at kende med hårde, barske, vejrbidte ansigter, og dog barnligt naive og godmodige; mænd, som stod lige fast, hvad enten de bandt an med en snapseflaske på land eller en stormvejrsdag til vands. Jeg kunne nævne mange af disse, men jeg dvæler kun ved én, bådsmanden, min Ven, Niels Kei.

Niels Kei og havet havde været uadskillelige, dog til en vis periode. Fra skibsdreng var han blevet matros, fra matros blev han bådsmand. Så havde han fået nok af krigerberømmelsen, som havde kostet ham noget af den højre kind med tilsvarende bakenbart. Han var blevet fisker, både efter egentlige fisk og efter de kaptajner, der for modvind lå stille i sundet, og med hvem han drev en ikke ubetydelig forretning med proviant og andre fornødenheder. En skønne dag solgte han sine garn og net for en snes daler, købte sig en vogn og en hest for halvandet hundrede, og nu var han, hvad der ville krænke ham dybt, hvis han hørte det, en underlig mellemting af vognmand og fisker — efter kaptajner.

Men han var også noget andet. Han var Hellebæks gåde, dens mysterium, dens uløselige sfinks. Hvor havde Niels Kei fået den brune hest og den lille, lette, nymalede vogn fra? — eller for at gå lige til sagen: Hvorfra havde han fået pengene? Havde han levet på Sicilien, ville man have sagt, at han havde fundet ‘den døde mand’. I Hellebæk mumlede man i krogene. rystede på hovedet og skottede hemmeligt efter den brune, når den med vognen, Niels Kei og en fremmed rullede ned ad vejen mod Helsingør.

Niels Kei tog en rigsdaler for denne tjeneste; men jeg, studenten, kørte for tre mark, “thi man skal ikke være ublu,” mente han.

Niels havde en ganske speciel måde at behandle sin hest og sit køretøj på. Når han gjorde linerne fast, var det med et halvstik, som bandt han skødet på et storsejl. Når han sad på bukken, skrævede han ud med benene og stemte dem mod vognkærrens forreste kant, som om han roede med årer i en jolle, og ville han muntre den brune op, havde han nogle ganske mærkelige slag med linerne, slag, der på en påfaldende måde mindede mig om en mand, der pilker torsk. Men den brune forstod ham, og han forstod den, og det var jo hovedsagen.

Således rullede vi en efterårsaften hen ad vejen til Helsingør. Niels Kei med en uvognmandsmæssig sydvest på hovedet, for han mente, at vi snart fik regn fra nordøst; jeg var iført baldragt og hestedækken. Vejen gik gennem Hammermølleskoven, forbi den mørke Bondedam og op imod Kobberdammen under gensidig tavshed. Niels Kei virkede ikke oplagt den aften, og havde ikke sit sædvanlige lune humør med sit smørrede grin.

Pludseligt sagde han: “Ved studenten at, at Ole Hansen er død i nat? Det var min ven!”

“Ole Hansen!” gentog jeg forbavset. “Hvorledes?”

“Af for meget vand; han er druknet,” svarede Niels Kei tørt. “Ja, det kunne man nu have sagt sig selv,” føjede han halvdæmpet til, mens han langede ud efter den brune med en bevægelse, som kastede han en trosse på land.

“Har han da druknet sig?” spurgte jeg.

“Druknet sig?” gentog Niels foragteligt. Der er ingen fisker, der drukner sig. Jollen lå med bunden i vejret lige ud for den sorte sten, og Ole Hansen lå lidt sønder på ind imod stranden — død som en sild.”

“Hvorfor kunne man have sagt sig selv det?” vedblev jeg.

Niels Kei trykkede med den venstre hånd sydvesten fastere på hovedet, pilkede den brune med den højre, og sendte mig et meget sigende blik.

“Skal han ligge her?” spurgte jeg, idet vi kørte forbi den lille skovkirkegård, hvis hvide mure blev farvet gule af den nedgående sol.”

“Nej,” sagde Niels Kei. “Fiskerne går nordpå. Næppe havde han sagt dette, før den brune pludseligt stod stille midt på vejen med et ryk. Derpå skuttede den sig, som om den rystede fluer af hele kroppen, virrede med hovedet og var ikke til at få af stedet.

“Hmpf” sagde Niels Kei med en underlig mine og lod tøjlerne synke.

“Hvad sker der?” spurgte jeg.

“Åh, det er en uting,” brummede han, og i samme øjeblik fo’r vi af sted, som om den brune havde sporerne i siden.

“Har studenten noget imod at køre en lille omvej?” spurgte Niels, hvis mine var blevet endnu mere betænkelig.

“Som De vil,” svarede jeg, og dermed drejede vi op ad en bivej til højre, der førte ind i skoven. Den brune travede flinkt fremad, indtil vi nåede en stendysse til venstre, omringet af mægtige, enestående bøgetræer. Her skuttede den sig igen, virrede med hovedet og lagde ørerne tilbage.

“Tænkte jeg det ikke nok,” sagde Niels Kei med overbevisning i stemmen. Vi skulle aldrig have kørt på en fredag.” Derpå stod han af vognen, samlede en sten op, kastede den hen på dyngen og steg så op i vognen igen. I samme øjeblik fik den brune nyt liv, og vi tullede atter hen ad vejen.

“Hvad var det, De gjorde der, Niels?” spurgte jeg.

“Åh, det er sådan en slags skik,” sagde han kort. “Jeg lagde en sten for Skimmelmands hest.”

“Hvad er det for en?” spurgte jeg.

“Ja, studenten er jo så lærd,” svarede Niels Kei tøvende, “at han vel næppe tror på, hvad vi andre véd er sikkert og vist.”

“Jo vist gør jeg så, Niels,” sagde jeg, “der er mere imellem Himmel og Jord, end de lærde forstår sig på.”

“Ja, det er der, det er sikkert og vist,” sagde han, “og hvis studenten vil lade være med at grine ad mig, skal jeg fortælle ham det hele. Se, denne Skimmelmand, ham som byggede fabrikken, han var tysker, og en stor …” Her holdt Niels Kei pludseligt inde, og betragtede mig med et blik, som om han ville læse min mening.

“Ja vel,” sagde jeg.

“Han havde meget at gøre med Syvårskrigen,” vedblev Niels Kei. “Det kneb dengang stærkt med foder til hestene, og så skulle denne Skimmelmand sørge for havren, for han var ansat som proviantforvalter. Men hvordan det nu gik til, så kunne preusserkongens heste aldrig hamle op, hverken med franskmændenes eller russernes, og så lod preusserkongen Skimmelmand tilkalde. Men han havde lugtet lunten i forvejen, og skønt et helt husarregiment satte efter ham, så var han dog hele tiden foran, for han havde en gråskimmel, som ingen af de andres heste kunne hamle op med. Så kom de til sidst til floden Elben langt nede i Tyskland, og der svømmede Skimmelmands hest over, men husarerne druknede, hver eneste en. Så bar hesten ham helt op i Jylland, og til sidst kom han til København, og der kaldte han sig ‘Skimmelmand’, fordi skimlen havde frelst ham; ellers havde han nok heddet noget andet før. Så fik vores konge, Frederik den femte eller fjerde, fat i ham, og gjorde ham til minister og lod ham bygge fabrikken her, som er et fideikommis, for han var en dygtig mand. Da preusserkongen fik det at vide, lod han tiden gå, til krigen var endt, og de alle troede, at det hele var glemt. Så sendte han en delegation til vores konge, og så skulle Skimmelmand selvfølgelig hilse på sine landsmænd. De lå på et stort fregatskib ud for Trekroner, og kaptajnen havde ordre til, at så snart Skimmelmand satte sin fod på dækket, skulle de stikke til søs med ham. Chaluppen lå nede ved Toldbodtrappen med det preussiske kongeflag, og Skimmelmand var allerede ude på Toldboden. Der stod en livvagtskarl, som hed Schultz, for han var egentlig en holstener og kunne snakke tysk så godt som nogen. Han havde dagen i forvejen siddet inde i Brokkens Bod og drukket sammen med matroserne fra det preussiske skib, og der havde han hørt, at det hele var en fælde for at fange Skimmelmand og bringe ham tilbage til preusserne. Han turde dog ikke sige noget, da ministeren gik forbi med de høje herrer, men så blinkede han til ham og gjorde tegn, som en der får håndjern på. Se, det forstod Skimmelmand straks, for han var en stor Lucifer, og så sagde han, at han havde glemt nogle papirer oppe på slottet. De ville sende en Lakaj efter dem, men Skimmelmand sagde, at han måtte hente dem selv, og så gik han op på slottet, og der blev han. Preusserne ventede og ventede; men til sidst gik det op for dem, at de var blevet narret, og så stak de til havs igen, og Skimmelmand gik fri igen. Men så skrev preusserkongen til vores konge, at han skulle sætte Skimmelmand under jern og lås, og det måtte vores konge love at gøre. Så derfor gav kongen ham det store, forgyldte jernstakit uden for hans gård i Bredgaden; det står der endnu den dag i dag, og kan ses af enhver. Det sidste véd jeg er vist og sandt, for jeg har selv hørt det af den gamle Schultz, ham livvagtskarlen, som blinkede til Skimmelmand, og som derfor blev ansat som inspektør ved fabrikken. Det andet har jeg læst mig til, og det kan derfor gerne være, at det kun er en historie.”

“Men hvad blev der af hesten?” spurgte jeg.

“Ja, hesten,” gentog Niels Kei med et sky blik omkring sig. “Se, det var nu ingen rigtig hest. Det kan enhver nok vide, for den blev begravet her inde i skoven, som et andet kristent menneske, ikke at tale om hvad den havde gjort og endnu gør.” Her var det øjensynligt, at Niels igen kom ind på det mystiske, for han så ud efter nogle optrækkende skyer og tav.

“Nå, hvad gør den?” frittede jeg.

“Ja, det er det, studenten naturligvis ikke vil tro,” mumlede Niels Kei. “Den går omkring og græsser ved kirkegården uden hud og hår, ja, uden at der er så meget som en smule kød på den. Møder den folk, går den straks af vejen; men endnu er det aldrig slået fejl, at den, der har mødt den, er gået i graven tre dage efter. Dyrene kan kende, hvor den har gået; for de har nu langt mere forstand på den slags end vi andre. Så er der ikke andet for, end at korse en sten af og lægge den for Skimmelmands hest, ellers får de dødskuller eller andet skab. Deraf kommer stendyssen derhenne.”

“Så Ole Hansen Schimmelmanns hest, før han døde?” spurgte jeg.

Niels vendte skråen over i den anden side af munden, kastede en ny trosse over den brune, og sagde ligesom i luften: “Først hørte han den en nat i Aalsgaarde; siden mødte han den ved det vestre af kirkegårdsmuren ud imod værket. I aften er den ude igen.”

“Hvordan véd De det, Niels Kei?” spurgte jeg.

“Det har hun aldrig gjort før,” sagde Niels, og jog på den brune med pisken. “Den er ude igen i aften. — Nu får vi regn.”

“Men er det hele ikke den gamle historie om Helhesten?” sagde jeg og hyllede mig i dækkenet.

“Helhesten!” gentog Niels foragteligt. “Ja, studenten kan jo tro, hvad han vil. Helhesten? Den er jo historisk!”


“Nå, fik studenten sig så en kæreste?” spurgte Niels Kei, da jeg fra en af Kronborgs hyggelige, oplyste sale trådte ud i den skumle, nattemørke slotsgård.

“Nej, ikke denne gang, Niels.”

“Nu vel, så kør’ vi uden hende; det er ikke alle folk, der kan have kærester. En vinterjakke havde måske også været bedre,” føjede han til, idet jeg tog plads på sædet ved siden af ham. “Tag begge dækkener, student. Jeg behøver ingen.”

Natteluften var kold og bidende; Nordøstvinden stod lige ind fra Sundet og bragte mod sædvane regn. Klokken slog tolv, da vi rullede hen over den dundrende træbro. Mørket var så tæt, at vi næppe kunne skelne palisaderne, og lygter var en luksus, som Niels Kei endnu ikke kendte. Overgangen fra den livlige, brusende balmusik til Sundets melankolske bølgeslag, fra lyset, duften og samtalen til mørket, kulden og natteensomheden var så stor og pludselig, at jeg i dyb tavshed dampede på min cigar, uden at lægge mærke til den usædvanligt livlige konversation som Niels Kei førte, snart med mig, snart med sig selv og den brune.

Vi var ikke nået ret langt ud på landevejen, før jeg mærkede, at der var noget i vejen både med ham og den. Niels var ikke fuld, og den brune ikke kulret; men Niels havde dog taget temmelig fast på flasken, og den brune havde af og til nykker, der tiltog, jo mere vi nærmede os skoven.

Her aftog Niels Keis lystighed med et, og da vi havde kørt lidt under de dunkle graner, som hænger helt ud over vejen, sagde han pludseligt: “Her er fælt mørkt, Hr. student!”

“Tænd en cigar, Niels, den lyser,” sagde jeg, idet jeg rakte ham mit cigaretui.

“Tak, det er utid at ryge nu,” sagde Niels til min store forbavselse. Lidt efter kom vi forbi den første dam, og der ville han dreje om ad skovvejen til venstre.

“Holdt, Niels!” råbte jeg. “Det går aldrig; vi vælter i den første tørvegrav på vejen.”

“Lad mig om det,” sagde Niels Kei i en tone, jeg ikke havde hørt før. “Jeg har ret til at køre studenten, hvad vej jeg vil, når jeg blot kommer til Hellebæk med ham.”

“Og jeg har ret til at springe af, hvor jeg vil!” råbte jeg noget irriteret over Niels’ mærkelige opførsel. “Nu går jeg til fods resten af vejen så kan De køre i moser og tørvegrave, så meget De lyster.”

Niels betænkte sig et øjeblik; derpå tog han den brune ved bidslet og trak den frem over vejen.

“Nej, det kan jeg aldrig være,” mumlede han mere til sig selv end til mig. “Sid op, Hr. student. Lad os køre i Guds navn, men sker der noget, kommer det over Dem.”

Pludseligt kom jeg i tanke om Niels Keis historie, som jeg ganske havde glemt under ballets tummel, og jeg sagde leende: “De er da ikke bange for Schimmelmanns hest, Niels?”

Det gav et sæt i ham, da jeg udtalte disse ord, og han mumlede noget ved sig selv, som jeg ikke forstod. Lidt efter kom vi op på bakken, hvor der var lidt lysere, og hvor vi havde udsigt til alle sider, også til teglværket og kirkegården lige overfor. Den brune begyndte at trave raskere fremad, men lige med ét strakte den forbenene stift frem for sig, lagde ørerne tilbage, rystede over hele kroppen og udstødte en lyd, der var en mellemting af et hvin og en vrinsken.

“Ser De noget, Hr. student?” sagde Niels Kei med lav stemme. “Se derhenne!”

“Det er kun nogle hvide tåger, der trækker hen over mosen,” svarede jeg, idet jeg med øjnene søgte at fastholde og gennemtrænge de flygtige, i sig selv glidende masser, der af og til antog et ubestemt omrids af et stort, firbenet dyr.

“Hør!” hviskede Niels med hæs stemme.

“Åh snak, det er jo kun uglerne,” svarede jeg noget nervøs over udsigten til at vælte. “Få hesten frem, den er bange for noget.”

“Det er Skimmelmands hest,” sagde Niels Kei og stirrede ind i tågen, “vi ser den ikke, men dyrene forstår det.”

Lige som tågesøjlen blev ført over vejen af vinden, gjorde den brune et spring, der fik os begge til at gå bagover i vognen, og havde Niels Kei ikke fået fat i linerne, tror jeg, at den var galoperet hele vejen til Hellebæk.

Imidlertid fik han dog styr på den, og i nogenlunde regelmæssig fart fortsattes turen imod teglværket. Regnen drev ned, og mørket var så tæt, at den hvide kirkegårdsmur næsten forekom mig grå, idet vi kørte forbi den. Lige som vi var ved svinget til teglværket og næsten havde passeret muren, slog en ugle med et skarpt, skærende skrig hen over vore hoveder, og i samme øjeblik standsede den brune igen så pludseligt, at vi begge var nær ved at ryge ud af vognen.

“Jøsses kors! Hvad er det?” råbte Niels Kei, idet han greb mig fast i armen og med den anden hånd pegede ligefrem. Mit blik fulgte retningen. Det lysnede, glitrede og glimtede i luften; det var som om en enkelt månestråle, eller rettere, som om en stor, klar lyskegle skød frem fra et udhus i nærheden af teglværket. Derpå samlede den sig atter i luften og faldt som en hvid, klar, skinnende plet lige på kirkegårdsmuren. Hurtigere end jeg kan fortælle det, udvidede pletten sig til en bred, tågeagtig, lysende flade, og midt i denne stod usikkert og halvt henflydende med luften skelettet af en hest.

Niels stirrede på synet. Pletten trak sig atter sammen, blev mindre, klarere og mere lysende, og nu var skelettet så tydelig, at vi kunne tælle hvert ribben i den. Pludseligt gjorde den ligesom et hop i luften, lyskeglen forsvandt, og alt var indhyllet i det tykkeste mørke. I samme øjeblik tog den brune fart. Jeg hørte raslen af nedrullende vejskærver, derpå et brag — Niels Kei og jeg lå i grøften med vognen halvt over os.

“Hvad var det?” var mit første spørgsmål, da vi atter stod på vejen, og jeg havde overbevist mig om, at både Niels Kei og jeg var sluppet fra uheldet med nogle få småskrammer.

“Det var den onde skinbarlige selv. Det var Skimmelmands hest, Hr. student!” sagde Niels Kei og spyttede resten af det sand og grus ud, som han havde fået i munden under vores tur i grøften.

“Snak, Niels!” råbte jeg, modig ved ikke at være alene. “Lad os gå ind i udhuset, hvor lyset kom fra! Lad os søge teglværket igennem; der må være en naturlig forklaring.”

“I det udhus dér, Hr. student?” råbte Niels Kei og veg ud på vejen. “Nej, ikke om jeg så fik hundrede blanke dalere! Der hængte forpagterens karl sig i foråret, og der spøger det værre end en ulykke. Hun kom jo også derfra, den forbandede mær. Gud nåde os alle til hobe!”

“Men vognen?” indvendte jeg, da Niels gjorde mine til at gå.

“Ja, den blive her til i morgen,” sagde Niels, uden at bekymre sig om sin kæreste ejendom. “Gud hjælpe mig! Jeg har nok snart hverken brug for hest eller vogn. Det skulle da være en ligvogn,” føjede han sagte til, mens han kig ned ad skovvejen, hvor man endnu hørte galoppen af den brune, der søgte hjem med de sønderbrudte stumper dinglende bagefter sig.


Den næste dag var slud- og regnfuld. Først i skumringen kunne jeg komme ned til Niels Kei for at se, hvordan han havde det, og om den brune var kommet på stald. Jeg gik igennem den lille have, hvor georginerne og stokroserne syntes at fryse i regnen, ind i den snævre gård omkranset af et plankeværk. Der lå Niels Keis stadselige vogn med sønderbrudt fading og knækkede stænger. Den brune stod og vrinskede i spiltovet, som ventede den foder, men den var hverken striglet eller vasket. Fodersækken lå midt i gården, drivende våd af regnen, og døren til huset var imod sædvane lukket. Jeg lettede på klinken og trådte ind i den lille stenlagte forstue – der var ingen. Jeg gik ind i storstuen. Lyset faldt mat og svagt gennem de blyindfattede, solbrændte ruder. Dragkisteskufferne var trukket ud, deres indhold spredt rundt omkring på stole og bænke, og på det rødmalede bord lå en stak penge og en bunke gamle smudsige sedler. Ved siden af dem så jeg et stort ark hvidt papir og en pen tillige med en pomadekrukke, hvori fandtes en blækfyldt svamp, alt tydende på, at Niels Kei havde været i færd med at skrive, en for ham aldeles
usædvanlig beskæftigelse. Uordenen i vidnede om, at der var noget usædvanligt på færde. Jeg bøjede mig over papiret og læste følgende, skrevet med en stor og uøvet hånd:

For det tilfelle, at jæ ved døden skolle omkomme skænger jæ te Helebeg fatikase to hunrede børn, som skolle fordeles af presten…

Videre var han ikke kommet. Ordet ‘børn’ var streget over gentagne gange, og i stedet for var der sat noget, som vist skulle være rigsdalere, men det var løbet ud til en stor klat. Om mangel på færdighed var skyld heri, eller om klatten kunne henføres til den brændevinsflaske, der stod halvt tømt på bordet, skal jeg ikke kunne afgøre. Så meget er vist – jeg blev bange for, at Niels Kei havde eller ville begå selvmord. Jeg blev derfor overordentlig lettet, da jeg, efter at have passeret svinestien og de øvrige baghuse, så ham stå nede ved stranden med armene over kors, ryggen vendt imod mig, og uafladeligt stirrende mod nord ud over havet, som om han derfra ventede en langtfra kommende sejler. Han trykkede min fremrakte hånd, uden at spørge mig, hvorledes jeg havde det, eller blot byde mig så meget som ‘God Aften’, og gik derpå med bøjet hoved og et underligt sløvt udtryk i ansigtet op imod huset. Jeg fulgte efter, og således kom vi omtrent samtidigt ind i storstuen.

“Det var de stænger, Niels,” begyndte jeg, “og så den knækkede vognfading, som jeg ville tale med Dem om.”

“Åh tak, det behøves ikke,” sagde han og lettede på flasken.

“Jovist så, Niels,” sagde jeg, “det var mig, som forlangte, at vi skulle køre den vej.”

“Ja, men det var mig, som gjorde det,” svarede han og skød den lille sum fra sig, som jeg havde lagt på bordet. “Behold han blot sine penge, Hr. student! Han får bedre brug for dem end jeg.”

“Hør, sig mig, Niels,” sagde jeg, idet jeg for at gå lige til sagen tog fat på dokumentet. “De tænker da ikke på at dø? Hvad er det, De der har skrevet?”

“Det er Testemoniet,” sagde han og tog det blidt ud af hånden på mig.

“Testamente,” rettede jeg.

“Ja, det er nu som man siger,” svarede han lidt mut. “Jeg begyndte på testemoniet i morges, men det ville ikke rigtigt gå. Så var jeg ovre hos Ole Hansens enke. Hun fortalte mig, at papiret skulle være stempelret, og at jeg måtte have en prokurator til at gøre det. Der er et bud oppe efter ham.”

“Men Niels!” udbrød jeg igen. “Hvor kan De tro på den dumme snak? Vi så jo begge hesten, eller hvad det var, og betyder det noget, så kan jeg jo lige så godt dø, som De.”

Han så lidt usikkert på mig. derpå skænkede han sig en snaps og sagde: “Nej, De hører ikke til sognet, student; det gælder kun for Hellebæks sognefolk.  Inden to dage er jeg gået nord på.”

Jeg ville atter forsøge på at overbevise ham, da der i døren viste sig en lille, tyk og trivelig person med rødmosset, smilende ansigt og en stor mappe under armen. Det var prokuratoren.

“Nå, så De vil gøre boet op i tide, Niels Kei?” råbte han os i møde med den mest joviale stemme i verden. “Det kan jeg lide! En mand tænker på mere end den dag i morgen, og det er godt at have alting i orden, for livs og døds skyld.”

Her gjorde prokuratoren plads for to unge mennesker, der så ud, som de blot ventede på engang at blive federe. Han lagde mappen på bordet, tog sig en snus og sagde med et blik på mig : “Lad os så tage fat!”

“Jo, lad os det!” sagde Niels Kei med klangløs stemme.  “For livs og døds skyld!”


Den næste dag skulle Ole Hansen begraves. Flagene vajede på halv både hos toldkontrolløren og fra bådene ved kysten. På mange steder hos venner og bekendte, også hos Niels Kei, var der strøet buksbom og gran foran huset. Alt tydede på en sørgehøjtid, undtagen vejret, der var så solklart og glimrende, som en dansk oktoberdag kan være det. Fiskerne stod i klynger uden for sørgehuset, ventende på, at det blev deres tur til at tage sig en dram og en bid brød hos den afdøde, hvis storstue ikke nær var stor nok, til at huse dem alle. Jeg sluttede mig til dem, da jeg aftenen i forvejen havde jeg modtaget flere utvetydige vink om, at en student betydeligt ville forøge den hæder, der vistes den afdøde. Ja, Hellebæk lå endnu i sin uskyldigheds tilstand!

Mens jeg tankefuld stod og betragtede de sorte ligskamler, der var stillet midt på vejen, så jeg Niels Kei komme. Han var usædvanligt pyntet, med blank hat, blå trøje og rød, ulden skjorte, men han var ligbleg, og arret på hans kind brændte. Tavs trykkede han mig og de andre i hånden; derpå gik han ind for at få sig en dram på omgang. Lidt efter ordnedes toget, man havde blot ventet på Niels. Kisten blev båret ud og sat på bukkene. To hvidbårede spillemænd med rene sorgens ansigter gik foran og gned en ligmarch, som i hele sin tragiske naivetet næsten var komisk at høre på. Forrest efter kisten gik Niels Kei, i egenskab af ven og velhaver, sammen med den afdødes familie. Derpå kom jeg som hædersgæst ved siden af skolelæreren, mens de talrige fiskere med enkelte bønder sluttede toget. Stille og langsomt bevægede det sig fremad i det klare, men kolde efterårssolskin, og under de forunderlige, snart skrattende, snart klagende violintoner. Så standsede man, dels for at skifte bærere, men dels, hvad jeg hurtigt blev overbevist om, for endnu en gang at vise den afdøde en sidste hyldest. Når der over vejen var strøet grønt og blomster, betød det, at her havde Ole Hansen haft en ven. Kisten blev sat ned foran døren, spillemændene strøg en slags koral, og så gik man ind i huset for at få sig en dram på omgang. Stemningen begyndte, efterhånden som man rykkede frem, at blive mindre og mindre sørgmodig – for Ole Hansen havde haft mange venner. For hver gang, vi skred frem mod en blomstersmykket plet, strøg spillermændene lystigere løs på violinerne, samtalen klang mere støjende og højrøstet, og snapsene gik flittigere på omgang. Niels Kei, der i begyndelsen havde holdt sig bag ved kisten, tog snart sin gamle plads ved siden af mig, hans ansigt tabte mere og mere morgenens melankolske præg, og hver gang han kom ud efter en omgang, trykkede han mig fast i hånden, slog ud imod kisten og sagde med stigende betoning kun de ord: “Han var min ven. Hr. student!”

Det var med stor lettelse, at jeg så det hvide flyvesand omkring os, og Hornbæksplantagen med sine lyse birke og mørke Fyrtræer i baggrunden; for havde vejen været lige så beboet, som i begyndelsen, tror jeg, at vi alle var komnmet til Hornbæk mere salige end den afdøde.

Der var noget forunderligt Bellmansk ved det hele. Ja, det indtryk forsvandt ikke engang, da vi kom ind på kirkegården, efter at man havde taget den sidste og største ‘omgang’ i Hornbæk Kro. Gravlægningen fik på sømandsvis en noget gyngende gang. Kisten blev firet ned, præsten holdt en temmelig salvelsesfuld tale, og da de tre ufravigelige skuffer sand havde spredt sig over kistelåget, og et fadervor var læst, betragtede jeg handlingen som endt. Under det hele havde jeg i det skjulte iagttaget Niels Kel. Først stod han med foldede hænder og stirrede stift hen for sig. Under talen gav han sig til at svinge med armene og virre med hovedet, som om han af og til misbilligede præstens Ord. Endeligt beholdt han, som i distraktion, hatten på under læsningen af fadervor. Ligesom følget beredte sig til at forlade kirkegården, gjorde han pludseligt en stor svingning uden om det og styrede med ingenlunde sikre skridt hen imod det bræt, der var lagt over graven.

“Væk med den sidste planke!” råbte han og sparkede den til side med foden.

Der blev en almindelig opsigt; men han stillede sig lige på randen af graven og stirrede ned i den med en meget spekulativ mine. Pludseligt rev han hatten af hovedet, slog ud med hånden og sagde: “Ja, nu ligger du der, Ole Hansen. — Du var min ven! Men det har du for, at du holdt fejl kurs og ikke klarede pynten!”

Han holdt et øjeblik inde, som ledte han efter ord. Derpå fortsatte han igen: “Du var min ven, Ole Hansen! Ja, jeg siger det, du var min ven! Men du var en stor synder for Gud og mennesker. Det véd jeg bedre end …”

Niels Keis tale fik her en noget brat slutning. Jorden skred ud under hans fødder, og med et hult brag styrtede han ned i graven, mens følget forfærdet stimlede til for at trække ham op.


Den følgende dag var jeg igen ude for at se til Niels Kei. Han lå i sengen med et tørklæde bundet om hovedet; for da han ramte kistekanten havde han skrabet sin næse betydeligt. Der var en usædvanlig ro og mildhed over ham, måske lige så meget på grund af de dødstanker, der havde grebet ham, som af skam over hans opførsel på Hornbæk Kirkegård. Han talte meget fornuftigt og forstandigt om alting; men ét var det umuligt at få ud af hans hoved: Det, at det var hans sidste dag, og at han ville dø inden midnat.

Forgæves forsøgte jeg at overbevise ham om det indlysende, at sådanne varsler i regelen intet betyder. Forgæves søgte jeg at bortforklare det sære syn ved naturvidenskabelige grunde, noget, som desuden faldt mig vanskeligt, da jeg ikke selv fuldkomment forstod det. Forgæves talte jeg om en tilfældig lysning fra teglværksovnen, om tågespejlinger og lysbrydninger. Han tilbageviste ethvert forsøg med ordene: “Enhver får nu tro, som han vil.”

Om eftermiddagen kom jeg igen. Niels Kei var oppe og påklædt, men det var, som han ikke havde ro på sig noget sted. Han gik fra stalden til stuen og fra stuen den lille strandhave, og selv her flyttede han sig fra den ene af de to bænke over til den anden, som om hans egen skygge forfulgte ham. Til sidst gik han ind i storstuen, hvor han satte sig på slagbænken og begravede ansigtet i sine hænder. Således blev han siddende, medens mørket faldt på, uden at agte på mine velmente råd og formaninger, og ligegyldig for alt, undtagen det grønne bornholmske stueur, hvis viser han af og til sendte et blik. Mørket faldt tættere og tættere, men endnu sad han lige ubevægelig. Da klokken slog syv, rejste han sig pludseligt op og sagde:

“Har studenten noget imod at følge med op til præsten?”

“Ikke det mindste, Niels,” svarede jeg, glad over, at hans tanker tog en anden retning, men dog noget betænkelig ved den lange vej, vi havde at tilbagelægge.

“Lad os så gå da!” sagde han, idet han langede hatten ned fra knagen.

Vi trådte ud på vejen. Jeg ville dreje til højre, men Niels sagde: “Nej, det er nok bedst, at jeg taler med ham i Helsingør.” Det vartydeligt, at hans opførsel på kirkegården lå ham tungt på hjertet.

Vi passerede gaden i Aalsgaarde, gik over Møllebroen, men da vi kom forbi kroen, hvor der stod en del unge fiskere, grinte de af ham. Niels Kei vendte hovedet til den anden side og sagde intet. Langsomt og under gensidig tavshed gennemvandrede vi Hellebæks Storgade, indtil vi kom til det punkt, hvor en skovsti slår af til venstre. Her stod Niels stille, som om han førte en kamp med sig selv, og sagde derpå: “Lad os gå denne vej.” Med disse ord tændte han en lille lygte, som han tog op af sin frakke. Langsomt og forsigtigt vandrede vi frem ad stien, langs dammen, snublede os frem over trærødderne, og for hver gang lygtens flagrende skær faldt på en af de hvide birkestammer, så jeg, at Niels skævede til dem. Endeligt nåede vi kirkegårdsmuren, hvor en lille gang løber op til hovedvejen ved teglværket. Her slukkede Niels Kei lygten, og sagde kort: “Her var det.”

“Ja,” svarede jeg, idet jeg så mig omkring, og på ny lagde mærke til, at der var lys i udhuset.

Netop som jeg udtalte ordet, for et lysglimt, som af et spejl, fra udhuset hen over vejen. En hvid, skinnende, cirkelrund plet viste sig på kirkegårdsmuren, og midt i den stod, ikke Schimmelmanns hest, men – en langbenet stork med en baby i næbbet.

Overraskelsen var så pludselig, og virkningen sp overvældende komisk, at jeg brast i latter, uden at lægge mærke til Niels Kei, som havde tabt lygten af forfærdelse.

“Det er jo en laterna magica!” råbte jeg, idet jeg trak ham hen imod huset. “Kom herind, Niels, så skal De se, at det går naturligt til.”

Det forholdt sig ganske, som jeg havde sagt. Inde i huset morede forpagterens drenge sig med at kaste de magiske spejlbilleder ud på den hvide mur gennem et hul i døren. Et skarpt forhør klarlagde, at de navnlig havde drevet dette uvæsen, når vejfarende kom forbi, og at de fredag aften havde været årsag til vort uheld.

“Skal vi så gå til præsten?” spurgte jeg, da vi atter stod på vejen.

“Nej, nu tror jeg, jeg kan opsætte det lidt,” sagde Niels Kei med sit gamle, smørrede smil. “Men vil studenten med på kroen og smage på en æggepunch, så er jeg med.”

“Nå, så det var en laterna magica,” fortsatte Niels, da vi sad i den lune krostue, og han stødte sit glas mod mit. “Ja , hvem kunne nu vide det? Sådan en må studenten købe til mig i København; men det skal være en med Skimmelmands hest — for i graven kom jeg dog ligegodt,” føjede han til.


Niels Kei kører ikke længere den brune imellem Hellebæk og Helsingør. Han er for længst ‘gået nordpå’ med den store vogn, som henter alle. Om han før sin død så Schimmelmanns hest, har jeg aldrig fået at vide. Derimod fandtes
der efter ham et lovformeligt ‘Testemonium’ på stemplet papir, hvorved der uddeltes to hundrede rigsdaler til fattige børn i Hellebæk. Om årsagen til denne rundhåndethed, gik der i lang tid de forskelligste rygter. Nogle ville vide, at Niels Kei i sin dødsstund havde betroet præsten, at han i forening med Ole Hansen havde fundet en pose mønter skjult i stendyssen over Schimmelmanns hest. Det ville forklare noget af det uforståelige i Niels Keis opførsel i de skæbnesvangre dage.

Trykt i: Nye Digtninger: Fortællinger og Digte af danske Forfattere, 1867

Kort om Vilhelm Bergsøe

Født: den 8. februar 1835
Død: den 26. juni 1911

Læs mere på Arkiv for Dansk Litteratur