Denne historie burde egentlig fortælles i futurum, eftersom den vil foregå i året 1987, men da tanken evner at glide i enhver retning – også ud over målet skal den fortælles i fortid
Den unge frøken Concreta B. Damnitson vågnede en majmorgen af nævnte 1987 i sin tempererede porcelænsseng, hvor hun sov utildækket. Hun desinficerede sin hud og tog plads i den cardansk ophængte gynge, der ved sine vilkårlige omdrejninger aftvang brugeren så voldsomme svømmetag som ved en drukningsproces midt i Atlanterhavet. Denne motion (Magnus Söderbloms System) var i høj grad påkrævet nu, da man takket være radioen (herom nærmere senere) sjældent forlod hjemmet.
Concreta Damnitson iførte sig derefter en ventileret morgendragt af spindelsvævsfint asbest, der spillede i de lyse ultraviolette farver, som fem år tilbage, takket være den store japanske oftalmolog Fuksjima, var gjort synlige for menneskeøjet ved inddrypning i pupillen af en mild og sød eliksir: Neuro-Chrom Essens. Disse ultraviolette, vidunderlige farver bar navne efter de fjerne tiders første opdagere af usynlige stråler. Concretas morgendragt var en Khiton i bleget Røgten-farve med mørkere Nils Finsen-farvet krave og ligesom de vide benklæder broderet med skønne Becquerelle og Madame Curie-ornamenter.
Frøken Concreta fandt på en taburet sit morgenmåltid serveret: Seks tabletter med smag som æblemos og tre flødetabeletter, alle fra Liebigs verdensberømte kemiske fødemiddels-fabrik. Allerede i 1950 havde afholds-progressionisterne gennemført verdensforbud mod kødæderi (ligesom fyrretyve år tidligere imod spiritusnydelse). De såkaldte ‘hjemmekogere’ jagedes som de dyr, de var, af sanitærpolitiets radioopsyns-apparater, som i sin tid ‘hjemmebrænderne’, og interneredes skånselsløst i gummiceller side om side med de sidste luftforpestere, tobaksrygerne. Men endnu rasede kampen mod barberiets sidste horde: Vegetarerne, som slagtede de forsvarsløse planter, der end ikke som dyrene kunne skrige deres smerte ud. Concretas moder var en ivrig forkæmper for den nye kemiske ernæring ved tabletter, opbygget syntetisk af kullets atomer. Fattigdommen var ved dette system allerede aldeles afskaffet, idet enhver borger gratis på kommunens central kunne få udleveret tyve tabletter dagligt, dog – for at modarbejde dovenskab – uden smagstilsætning.
Concreta anvendte som tilsætning et udvalg af fru Baltimores berømte ‘smags-molekyler på ti tusind måder’ og drak til måltidet et glas vand, hvori hun opløste en blanding af 70% vitaminer og 30% statsanerkendte bakterier, gavnlige for fordøjelsen (der reguleredes automatisk hver uge).
Til måltidet nød hun en symfonikoncert, der blev udført af det verdensberømte eskimo-orkester under ledelse af kapelmester og komponist Osarkrark.
Frøken Concreta Damnitson havde i tre måneder været forlovet med en ung videnskabsmand, Boris Koniscky, der var professor ved Polyteknikum i Yokohama. De var blevet introduceret for hinanden ved en radio-menuet aften hos den russiske gesandt i Washington, hvorhen Concreta, der var bosat i New York (med sine forældres tilladelse) havde radio-oversendt sig selv. De to unge var mødtes i sværmerisk passion for den unge rhapsodi-digtning, der nu var blevet moderne, og Boris indfandt sig næsten daglig (med fru Damnitsons tilladelse) i det Damnitsonske samtalekabinet. Der tilstod han hende sin kærlighed, og hendes billede på Boris Konisckys laboratorievæg i Yokohama rødmede af lykke.
Hjemmet var som i middelalderen familiernes faste borg. Al fryd og hvert synsindtryk bragtes jo nu udefra ind i huset som andre varer. Der var intet som helst påskud mere for de unge til at knibe udenfor hjemmets fire vægge, hvor i øvrigt den årvågne moder kunne følge datterens vej på væggens hvide lærred skridt for skridt, takket være den allerede i 1950 komplette og universelt indførte Radio-Television.
Allerede i 1925 var man inde på at løse problemet: at overføre lysbølger ad elektrisk vej. Omkring 1930 var den nye Televisions-Radio fremstillet (gennem koordinationssystemet og ved selencelle-modtagere), og man kunne nu fra sit kabinets hvide lærredsvæg (eller fra sit lommeapparat i visitkortformat) følge enhver begivenhed ude i verden (for så vidt det var tilladt af politiet). Thi de første tider af komplet verdenskaos var afløst af en håndfast regulering, da de såkaldte aflukkede eller isolerede bølgelængder i 1960 blev opfundet af en norsk ingeniør. Der var således på ny skabt værn for privatlivets fred, der efter det ældre system havde været truet af påtrængende blikke tværs gennem husenes vægge: tusinder af belurende øjne, usete selv. Pengeafpressere, politiske spioner, forsmåede elskere og nærgående og perfide arkitekter, der havde anbragt skjulte radio-kameraer i lofterne. Nu havde alene kriminalpolitiet nøglen til samtlige verdens bølgelængder og kunne fra Centralen overvåge alle samfundsfjender og andre umoralske personer.
Selv senator Damnitson forlod aldrig hjemmet, men fik de andre senatorer bredkastet til sit arbejdskabinet, når der var berammet møde hos ham.
Hver dag klokken tolv viste Boris Koniscky sig på den hvide flade i Concreta Damnitsons salon, og Concreta viste sig på modtagerfladen i Boris Konisckys laboratorium, og også denne dag var et møde aftalt. Moderens væg var på denne dag optaget af damebesøg, idet fru Damnitson i sit boudoir havde sine morgenfremmede efter den nu så moderne franske stil, den såkaldte petit lever. Nu kom damerne til syne efterhånden, hver indrammet i et udsnit af sit eget private boudoir, alle i pragtfulde morgendragter i alle ultraviolets nuancer og med de moderne lysstrålekniplinger: fru Hotkins, der boede i Philadelphia, damerne Tocelli fra Napoli, fru Mungo, den kvindelige moral-kontrollant på Honolulu, og den berømte radiosangerinde fru Anna Petersen i København (der havde lovet ‘at tage noder med’, som det endnu hed). Concreta forbandt sin væg med moderens og sagde godmorgen til de ankomne damer. Derefter trak hun sig tilbage. Hun havde husfred nu, navnlig da broderen Edison var låst inde i sit loftskammer fuld af aritmetik, bredkastet af hans matematiklærer.
Der var et kvarters ventetid, og Concreta søgte glemsel for sine længsler efter Boris i en række billeder fra det store liv ude i verden. Hun forbandt sig således med Maison Paquin i Paris, og på den hvide lærredsflade i Concretas lille salon viste sig over hundrede mannequiner på rad i dragter, der alle så ud som en drøm! Derefter fremkaldte hun fra museerne i Firenze, Rom og Michaiowgrad (det tidligere Petrograd og dernæst Leningrad) de berømteste kunstværker, de dystre og tunge farver af den gamle tid: Rembrandt, Botticelli og til sidst Tizians Venus, liljehvid på sit leje. Men hendes sind længtes efter varme her i New Yorks verden af stål, cement og andre konkreter, og hun hentede et vue fra det gyldne horn i Stambul (fredet af det Internationale Museumsnævn), en palmekyst på Tahiti med indfødte ridende over brændingen på deres planker (alle statsansatte svømmere som sorterede under Marineministeriet), og i sin higen mod mere varme, en ørkenstrækning ved Timbuktu! Men her indtraf et uheld med en af de af Cooks Radiobureau engagerede arabere, der efter tur førte en kamel frem og tilbage foran ruinen, idet han pludselig fik solstik og måtte afhentes af en rednings-automobil. Det var til skandale verden over, forstod Concreta. Kamelen stak af. Der var nu ikke mere tid til at se en scene af den berømte svenske ballet i Stockholm Teateret, thi nu slog uret på Greenwich Laboratorium tydeligt tolv. Og på Concretas væg viste sig i de glødende japanske solfarver en kirsebærgang i Yokohama, hvor Boris stod, slank og sorthåret i sin gule kimono, (der var obligatorisk selv for de udenlandske professorer ved universitetet i Yokohama). Uvilkårligt strakte hun sine hænder ud imod den elskede, thi så levende syntes han hende i det fremkastede billede, at hun syntes, hun kunne gribe om ham. Hvor selv hans ædelt formede næse fik perspektiv! Men ak!
“Goddag min egen Concreta,” sagde Boris glad, og nu vidste hun, at hjemme hos ham i Yokohama stod hendes eget billede på den i kirsebærhaven opstillede vægflade.
Som det var mode dansede de derefter sammen en lille halv times tid til det berømte Radio-Menuet Orkester i Berlin. De berørte (som jo var den eneste mulighed og ansås for det mest anstændige mellem dansende) kun hinanden med fingerspidserne. Moralen havde nået betydelige højder takket være televisionen. Der blev kun danset menuet verden over.
“Hvor er du dejlig, Concreta,” sagde Boris, “i din nye formiddagsdragt. Har I køligt vejr hos jer? Her skinner solen dejligt, som du ser. Gid jeg kunne sende dig en thermoliter japansk sommervarme.”
“Send hellere dig selv,” lo Concreta omend med et suk, “så var det sommer med det samme her hos mig i mit triste New York.”
Boris rystede på hovedet. “Søde Concreta. Jeg kommer jo hver eneste dag og ser til dig!”
“Jamen ikke selv! Ikke selv Boris! Forstår du da ikke?”
Boris smilede: “Selv! Ser du mig da ikke, hører du ikke min stemme? Kan vi ikke danse til de samme toner? Hvad vil du mere, Concreta?”
“Mere?” Hun strakte hænderne ud mod ham. “Mere? Dig selv? Ikke blot dit spejlbillede, Boris! Ikke blot din stemme fra en svingende metalmembran. Virkeligheden, Boris, virkeligheden for dig og for mig!”
“Du er en lille romantiker!” lo Boris muntert, “der drømmer om at få virkeligheden. Er verden da ikke god nok for jer, I stakkels små kvinder?”
“Verden!” Hun knyttede hænderne. “Verden er skrækkelig, – den verden, som vore forældre har testamenteret til os unge – denne jord, der blot er mekanisme og spejlreflekser, forbundne ved atomkraft og elektroner! Hvad er det vore hænder griber, når vi famler efter lykken? Blot en kontakt! Hvad er det vi møder, når vi kalder på den vi elsker? Blot et fantom. Således er den verden, I har skabt for os. Hvor er den frihed og den lykke, I lovede menneskene gennem den moderne teknik. Sig mig det, Boris!”
Boris rynkede brynene. “Concreta! Glem ikke, at jeg er ingeniør og altså en af dem, der har bygget denne verden således op, at den kan blive komfortabel og eksemplarisk for menneskeheden, og ikke som i vore bedsteforældres tid, ikke bedre end en kostald! Forfald ikke til de længsler, som de uoverkommelige afstande dengang fremtvang hos de mørkerædde mennesker. Nu kan vi jo nå hinanden, ingen afstande eksisterer mere! Mørket er forjaget, frygten er død, al længsel er altså tåbelig og – som du godt ved, Concreta – forbudt ved den nye morallov af 25. september 1982 (nr. 4633) §212. Jeg må gå i rette med dig, Concreta. Eller finder du mangler ved den verden, vi mænd (navnlig vi ingeniører har skabt? (I kvinder opgav jo allerede omkring 1940 alle jeres planer om at deltage i mandens kulturkamp – og klogeligt) Så sig frit frem, hvad I mangler! Vi skal opfinde det til dig. Hvad er det så, Concreta?”
Hun skjulte ansigtet i sine hænder. “Jeg ved det ikke, Boris. Noget, jeg føler!”
Hans udtryk (så hun ud gennem fingrene) skiftede og fik et eget spil af underfundigt lune. I dette øjeblik elskede hun ham over alt i verden. “Vel, Concreta, ” smilede han, “jeg må vel se at gøre din verden komplet. Netop for tiden,” han sænkede stemmen hemmelighedsfuldt, “sysler jeg med en opfindelse, som – men derom senere. Problemet er løst, og den første model næsten fuldført. Og så, Concreta, så kommer jeg selv og holder dig i mine arme. Hav tålmodighed en lille smule endnu – to uger allerhøjest, Concreta!”
I dette øjeblik blev han afbrudt, da en mand med vildtvoksende skæg og stirrende øjne viste sig på lærredet midt imellem dem og gjorde græsselige grimasser. Det var en sindssyg mand (Radio Avisen havde advaret imod ham), der på en eller anden mystisk måde havde bemægtiget sig nøglen til de aflukkede bølgelængder og kastede sig selv ind overalt, hvor to elskende mødtes. Nu stod han og vrængede ansigt af Boris og Concretas lykke. Kriminalpolitiet havde længe jaget ham med deres kontrolradio, men endnu vidste opdagerne ikke, hvor på kloden han befandt sig. Boris forbandt sig straks med politiets central i London, og straks efter viste en opdager fra Scotland Yard sig på lærredet og optog rapport.
Dagen for Boris Konisckys ankomst var sat til den 3. juni. Der var sendt indbydelse til de nærmeste venner af familien Damnitson, der dog ikke personligt, men kun i billedoverførelse skulle være tilstede. Men senator Damnitson og frue tog personligt ud på flyvebådens ankomststation. Concreta ventede i salonen, iført en ny robe med fosforescerende slæb. Hendes hjerte hamrede. Hun havde påtænkt sin radio at følge flyvebådens fart fra Yokohama; men var det ikke en langt større jubel blot at vente og at længes – og dog vide!
Senator Damnitson trådte ind i salonen. Hans ansigt havde det samme fortrædelige udtryk, der efter sagnet havde skaffet hans stamfader (der oprindelig var kulmine formand, siden mange millionær) familienavnet ‘Damn it‘, som senere blev til Damnitson. Senatoren rømmede sig.
“Ja, Concreta, hr. Boris Koniscky var desværre ikke med flyvebåden!” I dørsprækken stod moderen og pudrede bekymret næsen. Concreta sad skælvende hvid i sin pragt. Faderen hostede beroligende: “Men der var et budskab fra Boris med flyvebåden,” sagde han og tog et brev frem (et ganske gammeldags brev i kuvert). Han tilføjede – “og en kasse!” Han satte en lille, sort kasse, omtrent som et kamera, på bordet. “Efter udskriften på brevet,” sagde han, “skal du læse det i enerum.” Han så spørgende på sin hustru, der alvorsfuld nikkede sit samtykke, hvorpå forældrene sammen forlod Concretas salon.
Concreta brød brevet med skælvende fingre. “Min kære Concreta,” lød det. “Jeg kommer ikke selv, jeg holdes tilbage af mit arbejde, men lad denne hermed følgende kasse bringe dig mit bud. Jeg forstår til fulde, hvad du måtte føle ved vores sidste møde. Tilgiv mig. Alt er godt nu. Læs anvisningen på indersiden af låget, vær forsigtig når du åbner kassen. Så snart dette er udført, kommer jeg til stede på væggen. Din trofaste Boris.”
Concreta hentede en hammer og brød egenhændig kassen op. Den indeholdt et lille ebonitsort apparat med mange spoler, detektorer og lamper. Brugsanvisningen lød blot: “Forbind ledningen, mærket X, med kontakten på din radiomodtager.” Concreta adlød, og i det samme viste Boris sig på hendes salons vægflade, nydelig i sin elegante og velpressede kimono. Bag ved ham var hans laboratorium og ved hans side et lille, ebonitsort apparat, nøje magen til det tilsendte.
“Concreta!” sagde han. “Tro ikke, at jeg har miskendt en kvindes følelser. De korresponderer endogså nøje med følelser i mit eget bryst. Den teknik, som du så tankeløst har hånet, skal også denne gang føre menneskene frem til sejr og afhjælpe vort dybtfølte – og jeg skal villigt indrømme – fælles savn af at være hinanden nær. I tre år har jeg arbejdet på mit nye radioproblem. Nu er det løst. Og er ikke allerede den sejr for mit talent også dig en glæde, Concreta!”
“Ser du,” forklarede han, da hun blot utålmodigt løftede sine hænder. “Hidtil har vi kunne erstatte manglende nærhed mellem mennesker ved at overføre syns- og lydindtryk. Nu er jeg nået til også at kunne overføre følelsen på tusindvis af kilometers afstand. Følelsen forstår du! Hvad er den andet end visse elektriske svingninger i nervesystemet. Jeg har konstrueret en afsender og en modtager, der gør det muligt via radioen at overføre disse svingninger. Intet skiller mere menneskene. Al afstand er ryddet bort.”
“Concreta,” sagde han. “Ser du den lille ebonitskive med en pude af gummi, som ved en ledningssnor er forbundet med det apparat, der nu er i din varetægt? En tilsvarende findes, som du ser, på min afsender her i Yokohama. Denne!” Han pegede. “Gennem den vil jeg kunne sende ethvert følelsesindtryk fra mig selv til dig. Du bedes løfte omtalte ebonitskive. Således.”
Concreta adlød. Hun fandt, at den sorte, lille pude nærmest lignede en blæksuger.
“Concreta,” sagde Boris. “Nu nærmer jeg mine læber til afsenderpladen her i Yokohama – og du dine til den tilsvarende i New York. Følgen vil blive, at du vil fornemme mine læbers pres mod dine, både følelses- og smagsmæssigt nøjagtig, som om jeg stod i din stue i New York. Hver lille svingning af mine læbers molekyler vil nå dine korresponderende ditto. Og således, Concreta, giver jeg dig mit første kys.”
Concretas kinder flammede. Hun løftede hammeren, som hun endnu holdt i sin hånd, og slog til. Apparatets ebonitplader, krystaller og spoler sprang som slagger fra en ambolt, de små lamper eksploderede som en rad knaldperler.
“Hvad gør du?” stønnede Boris fra sit lærred.
“Hvad jeg gør!” Concretas øjne funklede. “Jeg slår fra mig, som du ser! Jeg har fået nok af din teknik. Og hvis du ikke inden i morgen klokken tolv – med den første flyvebåd via Nordpolen – er her i min stue – og personlig! – her – forstår du! – og kysser mig – rigtigt! – så er alt mellem os forbi! Jeg kaster dig ud af min bølgelængde. Og for evigt!”
Trykt i: Noveller, 3 – Livet er farligt. 1927
Kort om Otto Rung:
Født: Den 16. juni 1874
Død: Den 19. oktober 1945
“Spøgelseshistorier: Fortællinger i ramme” består af en række korte fortællinger indlagt i en rammefortælling, hvor en gruppe mænd sidder og fortæller historier. Denne her kaldes for “Snedkerens eventyr”.