Djævelen havde fristet menneskenes børn, og Herrens engel jog dem med sit flammende sværd ud af Paradisets have. Det gik tungt fremad over heder og høje, over dale og svimlende dybder. Under flugten slog Eva sit lange hår over Adams nakke for at skærme ham mod solens stikkende stråler, og Adam støttede Eva og bar hende over åer og moser. Men hver gang de ville hvile sig eller ville stille deres tørst, eller blot standsede for at trække torne ud af deres sårede fødder, så de det blinkende flammesværd bag sig, og blev atter drevet fremad, uden ro og hvile.
På tredjedagen kom de til en bred, palmebevokset dal, hvor en flod snoede sig muntert gennem, og da solen i det samme gik ned, sank Eva sammen, udmattet af sult og træthed. Hun satte sig for Adams fødder og sagde: “Dette smukke sted er en afglans af Paradisets have! Lad mig blot dø her og begrav mig i palmernes skygge. Jeg kan ikke mere.”
Adam bøjede sig bedrøvet over hende; men da han løftede hende op, så han, at flammesværdet bag dem var forsvundet. I stedet blinkede månen ned fra den mørkeblå nattehimmel. Det tog Adam som et tegn og sagde: “Her vil vi bo og bygge! Herren vil måske endnu være os nådig.”
Den næste dag samlede Adam grene og byggede Eva et hus. Det var stort nok til dem – de var jo kun to; men lidt efter lidt måtte Adam bygge huset større, for floden var fuld af børn, og de løb bestandig hen til Eva. Der var jo ingen andre, der kunne tage sig af dem. Det blev til sidst næsten for mange. Eva kunne ikke skaffe tøj til dem alle, og Adam havde det også hårdt. Han sled og slæbte, dyrkede jorden, såede og vandede; men der kom kun torn og tidsel, og det kunne de jo ikke leve af. De blev bestandig fattigere, og til sidst vidste Adam hverken ud eller ind.
I mange, mange tider havde Vor Herre hverken tænkt eller talt til menneskene, fordi han var så vred på dem. Da huskede han dog en dag igen på dem med et mildt sind og besluttede sig for at stige ned til jorden for at se, hvorledes det gik dem. Det var netop en søndag, og Eva havde travlt med at vaske og kæmme sine børn og give dem det nye tøj på, som hun havde syet i løbet af ugen.
Mens hun sad i døren med alle børnene omkring sig, så hun Vor Herre komme vandrende langt nede i dalen. Eva blev flov og ulykkelig; for hun havde kun nået at vaske knap halvdelen af børnene, og resten af dem så snavsede og beskidte ud i deres hverdagstøj. Hun skammede sig over, at Vor Herre skulle se dem se så fæle ud på en søndag. I en fart jog hun alle de snavsede børn ind i huset, og så kaldte hun på Adam og sagde til ham, at han skulle skynde sig at skjule dem så godt han kunne, inden Vor Herre kom.
Så Adam tog børnene og gemte dem, hvor han kunne. De sorteste lukkede han ind i en klippehule ved huset. Nogle gemte han i en høj på marken; men dem i de grå trøjer og med de små røde huer beholdt han i huset, og gemte dem rundt omkring i lo og lade, i stalden og ude i bryggerset, hvor han nu kunne få plads til dem.
Så kom Vor Herre.
“Er det alle dine børn?” spurgte han Eva, da han så den pæne børneflok i deres nye søndagstøj. “Har du ikke flere?”
“Nej,” svarede Eva og slog øjnene ned; for hun vidste jo godt, at hun løj for Vor Herre.
“Så vil jeg tage forbandelsen fra dig og Adam, og give dine børn min velsignelse,” sagde Vor Herre, hvorefter han tog alle børnene i sin favn, velsignede dem og gav dem evne til det, de senere skulle blive på jorden. Men de skjulte børn fik han ikke at se, og Eva bad ham ikke om at velsigne dem.
Fra den dag af ville disse børn ikke mere trives; ja, de ville ikke engang kendes ved Eva mere. De blev ved med at pusle om i klippehulen, i højen, på loftet og i laden, og Eva kunne ingen vegne komme med dem. Skønt de blev gamle og grå, blev de ved med at være små og snavsede. De fik store hoveder og tynde ben. Nogle blev pukkelryggede, andre hjulbenede; og når de kunne komme til det, drillede og forskrækkede de Evas andre børn, og skjulte sig så i en fart, når hun ville skælde dem ud.
Til sidst lod hun dem passe sig selv, men de fulgte de andre børn over hele verden og driller dem endnu i dag. De blev nemlig til bjergtrolde, højfolk og nisser. Af de to sidste slags havde vi engang mange ude på landet, og det er deres gavtyvestreger, vi nu skal fortælle om.
Trykt i Nissen, udgivet på Ernst Bojesens Kunstforlag, 1889. – 142 sider, illustreret af H.A. Brendekilde
“Spøgelseshistorier: Fortællinger i ramme” består af en række korte fortællinger indlagt i en rammefortælling, hvor en gruppe mænd sidder og fortæller historier. Denne her kaldes for “Spøgelseskareten”.
– I gangen, som fra Riddersalen fører til nogle mindre værelser i vestre fløj, hænger blandt et par portrætter et maleri af en adelsmand fra Christian den Fjerdes tid. Skønt det forestiller en mand i trediverne, er det mærkeligt derved, at hans hår er aldeles hvidt og danner en sær kontrast til det mørkebrune skæg. Maleren har ingen mester været, men han har dog formået at give de ungdommelige træk et præg af dyb sørgmodighed, og de har intet af den bevidste selvfølelse, som ellers præger portrætter af datidens adelsmænd.
Jeg havde tit set på det omtalte maleri og søgt i slægtens historie efter en forklaring, men jeg havde intet fundet, udover at portrættet var af Hr. Preben Skinkel. Hr. Preben var medejer af gården her; hans ældre, gifte broder styrede bedriften, mens han selv i sin første ungdom rejste i fremmede lande, og senere opholdt sig ved kongens hof. Han tog også siden del i den tyske krig og holdt sig mandigt ved kongens side i det ulykkelige slag ved Lutter am Barenberg.
Disse få og tørre oplysninger havde jeg fra den ligprædiken, Hr. Søfren Staby holdt ved Hr. Prebens begravelse. Andre oplysninger fandtes ikke i prædikenens skal af vidtløftige ord og udførlige citater. At han døde ugift, kunne dog tyde på, at en eller anden kærlighedstragedie havde kastet en skygge over hans liv.
Så fandt jeg tilfældigt et håndskrift, hvori en gammel adelsmand sysler med livets og dødens problemer, og illustrerer sine betragtninger med tildragelser, han enten har hørt eller selv erfaret i et virksomt og bevæget liv. Da adelmandens slægt ved giftemål var knyttet til Hr. Prebens, er dette formodentlig grunden til, ikke blot at en afskrift af originalen er havnet i arkivet, men at håndskriftet tillige indeholdt svaret på det spørgsmål, der havde beskæftiget mig så længe. Og her er, hvad jeg læste.
Efter nederlaget ved Lutter am Barenberg og de umiddelbare følger deraf havde Hr. Preben afsluttet sin krigstjeneste og var vendt tilbage til Jylland for på sin gård at afvente den frygtede invasion af den kejserlige hær. Undervejs hjem tog han ind til Lerbæk ved Vejle, som dengang tilhørte Johan Brockenhus, der havde været hans ledsager på udenlandsrejsen og siden var forblevet hans gode ven. Hr. Johan havde netop hentet sin brud, Helvig Bille, fra Kjærsgaard på Fyn, og ægteparret nød hvedebrødsdagene på Lerbæk, da Hr. Preben meldte sin ankomst. Han blev hilst velkommen som gæst, skønt hans nyheder om krigen bragte forstyrrelse i hvedebrødsdagenes fredelige tilstand.
Hr. Preben havde nok at fortælle de opmærksomme tilhørere. Om slaget, hvor kongen på et hængende hår var blevet taget til fange af en flok kejserlige ryttere, og de tyske lejetropper spillede en så forargelig rolle; om arbejdet med at samle de splittede afdelinger af den danske hær og den brydsomme march gennem egne, der var hærgede som af onde ånder, og hvor luften var forpestet af ubegravede lig og røg fra afbrændte landsbyer. Men den værste nyhed var dog den, at Wallensteins tropper gjorde sig rede til et angreb på Jylland for at erobre hele halvøen. De samme Wallensteinere, om hvilke rygtet sagde, at der, hvor de trådte, groede intet græs. Og som en flok ravne drog den danske konges tyske lejetropper foran dem.
Udover Hr. Preben besøgte også en ung adelsjomfru Lerbæk som gæst, Jomfru Ingeborg Kaas. Hun var medtaget af Fru Helvig til selskab på Lerbæk. Hr. Preben var nok sluppet uskadt fra krigen, men kun for nu at blive hjerteramt af den lille, listige bueskytte, som aldrig fejler sit mål. Hr. Preben og Jomfru Ingeborg fandt stort behag i hinanden, så muligvis inspireret af Hr. Johan og Fru Helvig lykkelige eksempel, endte det med at det fælles besøg på Lerbæk gjorde dem til gode venner og modnede deres beslutning om, at de ville tilhøre hinanden for livet.
Hr. Preben betroede sig til vennen, som lovede at tale hans sag for sin svigerfar, der var den unge, forældreløse jomfrus værge. Og Jomfru Ingeborg betroede sig til veninden, og efter almindelig rådslagning blev det bestemt, at de skulle giftes, når Hr. Preben efter sin hjemkomst havde gjort alt rede til hendes modtagelse. Der var ingen grund til at vente, og tiden var for usikker til udsættelse. Med henblik på den truende krigsfare agtede Hr. Johan desuden at forlade Jylland og drage til Havrelykke på Lolland, og når han forlod Lerbæk skulle Jomfru Ingeborg med pålideligt følgeskab rejse til Hr. Prebens gård for der at fejre brylluppet.
Da Hr. Preben ved borgporten tog afsked med sin forlovede, var hun sært vemodig; men han så det kun som et tegn på jomfruens oprigtige kærlighed.
“Vær glad, mit hjerte,” sagde han. “Det er kun et kort farvel; snart mødes vi igen for aldrig mere at skilles.”
“Ak nej,” sukkede Jomfru Ingeborg. “Jeg har en følelse af, at jeg aldrig mere skal få Jer at se.”
“Det ligger alene i Guds hånd,” svarede han, smittet af hendes alvor. “Men hvorfor skulle Han have bragt os sammen efter at have ført mig uskadt gennem så mange farer, for at skille os ad nu?” Og han tilføjede som i et øjebliks overmod: “Selv død vil jeg dog komme og bringe Jer bud derom, og det samme må I gøre.”
Derpå red han bort. Oppe ved skoven vendte han sig om og svingede sin hat. Hun stod endnu på samme sted. Så skjulte træerne dem for hinanden.
Der blev glæde i gården ved Hr. Prebens hjemkomst. Rygterne om den danske hær og dens hårde skæbne var også nået til denne afsides egn, og de var ikke blevet mindre grumme på deres lange og bugtede vej. Men nu var han, der stod dem nær, hel og uskadt hos dem, så tænkte man ikke på de tusindvis, som var blevet tilbage og havde fundet en ukendt grav i det fremmede.
Den sidste nyhed han havde at berette, bragte dog en smule malurt i glæden. To kvinder i ét hus er sjældent en lykke, og skønt hans svigerinde, Fru Malfred, var en rolig og forstandig kvinde, mærkede Hr. Preben dog en vis misstemning mod Jomfru Ingeborg, som pludselig skulle føres ind i deres kreds. Han skildrede hende imidlertid med så stor varme og levende farver, at Fru Malfred med sit rolige smil erklærede, at selvom Jomfru Ingeborg kun besad halvdelen af de fortrin og dyder, Hr. Preben så i hende, så var hun stadig en pryd for sit køn.
Misstemningen hos Hr. Prebens broder skyldtes en anden årsag. Hr. Anders havde aldrig forestillet sig, at broderen ville gifte sig, skønt der ikke var nogen grund til at antage det modsatte. Men han havde levet sig ind i den forestilling, at broderen ville forblive ugift og gården således helt og ubeskåret ville tilfalde Hr. Anders og dennes arvinger. Nu gjorde en fremmed indgreb i det, han havde vænnet sig til at betragte som sin gode ret, og det bragte forstyrrelser. Fru Malfred var dog nysgerrig efter at lære den nye husfælle at kende, og Hr. Anders fik andet at tænke på end sine skuffede forhåbninger.
En del af den danske hær drog op gennem Jylland til værn mod de fremrykkende kejserlige tropper, men syntes at have sat sig for at gøre rent bord, inden disse kom. De havde stormet Koldinghus, hvor kong Christian og Kristine Munk opholdt sig og kun med møje undslap. Mens deres fører sendte røvet bytte bort i hele skibsladninger, gjorde folkene deres bedste efter ringere mål. Egnen her lå afsides langt fra deres vej og var som følge deraf forskånet for deres besøg, men rygterne om deres fremfærd nåede dog hertil, og adelen holdt møder for at rådslå om, hvad der burde gøres, da kongen var for optaget af Fru Kirsten og hendes meritter til at vide råd og holde sine egne tropper i kort snor.
Imidlertid blev alt gjort rede til Jomfru Ingeborgs modtagelse, og da der fra Lerbæk var sendt bud om, at herskabet havde forladt gården for fra Horsens at drage over til Fyn, red Hr. Preben dagligt ned til landevejen og spejdede efter den vogn, der skulle bringe hans kommende brud. Men hver dag vendte han skuffet tilbage, og for hver dag voksede hans utålmodighed og uro. Han bebrejdede sig, at han ikke selv havde hentet hende fra Lerbæk, men nu kunne han intet gøre, for han vidste ikke, hvilken vej vognen ville komme.
En sen aften hvor alle på gården var gået til ro, sad Hr. Preben på sit kammer, ene med sine tanker og pint af sin tvungne uvirksomhed. Pludselig hørte han en vogn komme kørende ind ad borgporten og rasle hen over den toppede stenbro. Han lyttede. Nu standsede den. Det måtte være den længeventede! Men alt var stille; ingen rørte sig på gården. Han skulle netop til at ile ud, da døren åbnedes, og hendes velkendte skikkelse langsomt trådte ham imøde.
Han strakte armene ud imod hende. “Ingeborg!” udbrød han. “Gud være lovet, at I endelig kom, jeg har været så bange for, at der skulle være sket Jer noget, og bittert fortrudt at jeg ikke blev og tog Jer med mig.”
“Min tid er knap. Jeg kommer kun for at sige farvel,” lød svaret.
“Men hvad er der sket?” Han greb begge hendes hænder; de var kolde som is. Hendes ansigt var så blegt, og øjnene så dybe og mørke, som om der ingen bund var i dem.
Hun rystede vemodigt på hovedet. “Der er sket det, som skiller os her i livet. Vi mødes først igen i Evigheden.”
Grebet af en usigelig angst havde han sluppet hendes hænder og stirrede nu på hende som på et drømmesyn. Så bøjede hun tavs hovedet, vendte sig bort og skred ud ad døren. Der mærkedes et isnende vindpust, da den åbnedes og lukkedes efter hende. Straks efter kørte en vogn bort.
Hr. Preben stod som stivnet uden at sanse eller forstå. Så sank han ned i stolen, hvor han før havde siddet, og her fandt broderen ham den følgende morgen. Hans hår var blevet hvidt, og han smilede aldrig mere, men gik resten af sine dage gennem livet uden fuldt at være til stede.
Det vides ikke, hvor eller hvordan Jomfru Ingeborg havde fundet døden. Men historien fortæller, at den tredie nat efter Hr. Prebens død hørte de, der vågede ved hans kiste, en vogn køre ind i gården og lidt efter køre bort igen. Men der var intet at se.
Trykt i: Spøgelseshistorier fortællinger i ramme, 1914
Illustration: Louis Moe
Kort om Alex. Schumacher:
Født: Den 17. september 1853
Død: Den 18. marts 1932
“Spøgelseshistorier: Fortællinger i ramme” består af en række korte fortællinger indlagt i en rammefortælling, hvor en gruppe mænd sidder og fortæller historier. Denne her kaldes for “Spanieren”.
– De kender jo den engelske digter Alexander Pope?
– Nå, jeg kan se på Dem, at De hverken har læst den berømte ‘Røvede hårlok’ eller de øvrige poesier, som henrykkede hans landsmænd i det 18. århundrede.
– Om jeg har? Jeg må ærligt tilstå, nej. Men under mit sidste besøg i England, på et herresæde, faldt jeg over hans ‘Levned’ en kedsommelig regnvejrsdag, og deri fandt jeg denne historie.
Denne Mr. Pope var et udpræget forstands-menneske og som følge deraf en erklæret fjende af spøgelsehistorier og overtroiske forestillinger. Det ganske uagtet at the second sight eller synskhed er en udbredt evne i Skotland, og ethvert engelsk hus af nogenlunde respektabel alder har et ‘husspøgelse’ eller flere, som hænger ved skuepladsen for tidligere gerninger. Det skyldes måske også englændernes respekt for traditionen. Men skønt digter og englænder kunne Mr. Pope som sagt ikke udstå spøgelser og havde udtrykkeligt forbudt sit tyende så meget som at omtale emnet for ham, og truet enhver der gjorde det med øjeblikkelig afsked.
Nu var han netop flyttet ind i en ny lejlighed, tilmed i et hus hvis alder og indretning nok kunne tyde på, at skygger lurede i dets mange krinkelkroge. Han havde fulgt anbringelsen af møblerne i sine værelser, og i arbejdsværelset, der også skulle tjene som soveværelse, havde han egenhændig opstillet sin bogsamling og anbragt sine værker i smuk rækkefølge og ret iøjnefaldende.
Nu skulle han tilbringe den første nat i sin nye lejlighed. Døren var låst, lyset brændte i stagen ved sengen, og han havde lagt sig mageligt til rette med en bog for efter sædvane at læse sig i søvn. Hvilken bog omtaler historien ikke, men det har næppe været et af hans egne værker. Da han har ligget lidt, bliver han opmærksom på en lyd henne ved døren ind til værelset. Han ser derhen, og i samme øjeblik går døren op, og ind træder en skikkelse i gammel spansk dragt.
“Hvem er det?” råber Pope til skikkelsen, som har et mørkt og alvorligt udseende. Men spanieren lader som ingenting, går hen til bogreolen, tager Popes skrifter, det ene bind efter det andet, bladrer lidt i dem, og med et nederdrægtigt spottende smil sætter han dem på plads igen. Men, som digteren henne i sengen ærgerligt bemærker, omvendt med titlen nedefter.
Pope brummer og rømmer sig. Spanieren lader sig ikke forstyrre i sin stumme kritik, og da han endelig er færdig med bøgerne, går han hen til skrivebordet, tager et manuskript, som digteren har arbejdet på om aftenen, læser, bladrer i det, ryster af og til smilende på hovedet og bladrer videre.
“Det er dog for galt,” tænker digteren. “Min Herre,” siger han og rejser sig op i sengen, “når De vil besøge folk, skulle De vælge et mere passende tidspunkt.” Spanieren værdiger ham ikke et blik.
“Og når De kommer til fremmede folk, burde De iagttage simpel høflighed og ikke rode i andres papirer.” Spanieren bladrer roligt videre, med sit nedrige, spottende smil.
“I modsat fald,” bruser den krænkede digter ud, “i modsat fald er man i sin gode ret, når man tugter en så påtrængende person…” Og dermed springer han ud af sengen, griber sin kårde og farer hen mod spanieren. Denne sænker roligt hånden, hvori han holder papirerne, og idet han med det samme kolde, spottende smil ser på den iltre lille skrutryggede digter i natkjole og med nathue, åbner han med den anden hånd sin vams og viser Pope sit blottede bryst. Her ser digteren til sin skræk et gabende, blodigt sår. Forfærdet farer han tilbage og ringer på sin tjener. Den korte, skarpe klang af klokken lyder gennem det stille hus; men der kommer ingen. Han ringer igen. Forgæves. Spanieren lader sig ikke forstyrre. Han står ganske rolig ved skrivebordet og bladrer i papirerne.
“Min Herre,” siger Pope til sidst, “nu synes jeg det må være nok; er De ikke så god at gå Deres vej!” Spanieren nikker samtykkende og går langsomt og værdigt ud ad døren.
Helt fortumlet af det natlige eventyr går Pope igen i seng. Så kommer tjeneren endelig og spørger, hvad Herren ønsker?
“Mødte du ikke nogen?” spørger Pope.
“Jo, på trappen,” svarer tjeneren.
“Hvem var det? Hvordan så han ud?”
Tjeneren svarer ikke, men står forlegen.
“Svar, når jeg spørger dig!”
Tjeneren minder om Herrens forbud mod at omtale visse ting, men endelig rykker han ud med, at han har mødt spanieren, og at det er genfærdet af en spanier, som for mange år siden er blevet myrdet der i huset. Ingen har dristet sig til at omtale det på grund af Herrens strenge forbud.
“Det er godt,” siger Pope, “men bliv nu her resten af natten. Du kan ligge henne på sofaen.” Digteren falder i søvn, og da han om morgenen vågner, kalder han på sin tjener. Ingen svarer. Han ser hen på sofaen. Der ligger ingen tjener.
Nu bliver Pope vred. Han trækker i klokkestrengen. Der kommer nogen op ad trappen, banker på og tager i døren. Den er låst. Pope må stå ud af sengen og lukke op. Det er tjeneren.
“Hvorfor er du gået din vej?” spørger Pope.
“Hvad mener Herren. De ringede og her er jeg,” svarer tjeneren forbavset.
“Har du da ikke været her i nat, da du mødte spanieren?”
Tjeneren ryster på hovedet. “Spanieren?” gentager han.
“Ja, spanieren” svarer Pope, “som var herinde.”
Tjeneren ser tvivlende på sin Herre og minder ham om, at døren var låst indvendigt fra. “De må have drømt Herre,” han til sidst. “Drømt!” gentager Pope ærgerlig. “Står bøgerne da ikke omvendt henne i reolen, således som den uhøflige gæst stillede dem i nat?” Begge ser hen på reolen. Bøgerne står i den skønneste orden, præcist som Pope havde stillet dem den foregående dag. “Nu kan du gå,” siger Pope og klapper tjeneren på skulderen. “Jeg ville blot sætte dig på prøve, men du har bestået den til min fulde tilfredshed.”
Pope glemte dog aldrig den mærkelige drøm, der var så levende, at den nær havde fået ham selv til at tro på gengangere.
Trykt i: Spøgelseshistorier fortællinger i ramme, 1914
Illustration: Louis Moe
Kort om Alex. Schumacher:
Født: Den 17. september 1853
Død: Den 18. marts 1932
Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=301042
Den vilde fugl, den vilde fugl
Nu bryder den frem af sit mørke skjul
Mens dagen ta’r til at skumre.
Og høre du det, du vilde fugl
Jeg slår med min fægtekårde hjul,
Jeg kan disse finter i alle numre
Så støder jeg dig, så hugger du mig,
Mens dagen ta’r til at skumre.
Er det dig, fugl med de mørke, glansløse, bløde fjer? Er det dig – dig som flyver om aftenen – for om dagen må du ikke? Er du kommet for at drikke mit hjerteblod? Drik! Det sydede i mit hoved. Valravn og natravn blandede sig i et med de andre gådefulde flyvere, de mørke med de glansløse, bløde fjer. Jeg rejste mig halvt over ende i sengen, hvor jeg lå påklædt under min kappe, søvnløs og dog med så megen længsel efter søvn og hvile.
Jeg havde døset dagen over og daset ind i skumringen, havde været havde vågen, havde drømt og vidste dog at jeg ikke havde lukket et øje, blot ligget sådan og ladet tiden og alt tidens sive gennem mig som gennem en sigte. Inde i sjælen havde jeg følt, hvordan dråbe for dråbe var dryppet som lunken gråd ned i de dybe gemmer, der aldrig afdækkes … det skulle da være i den højeste sorg – eller i den lykkeligste elskov: og begge er uden ord.
Det måtte være nat. Jeg stødte med hånden imod et bord, famlede mig frem til en usselig stump lys, tændte pråsen, og så hvilke frugtesløse anstrengelser den gjorde sig for at sprede mørket. Lysestumpen gispede som efter luft, truede med at slukkes, sendte atter et gisp fra sig – og sådan narrede den og narredes – og jeg selv forekom mig som en bold i flammens magre, skælvende hånd. Og værelset fyldtes med skygger, der fulgte lysets vibrerende bevægelser.
Se, dér henne i fjerneste krog – er det ikke, som om noget – nogen – sidder, svæver, flagrer op, daler ned – og det ser på mig.
Det synes uhyre stort – og kan dog rummes i krogen derhenne. Jeg kan lægge hånden over øjnene så meget, jeg vil; det ser på mig. Så lader jeg hånden synke og gentager sagte: Er det dig, natravn, som flyver om aftenen – for om dagen må du ikke?
Det svarer ikke. Men jeg hvisker: Mit hjerteblod – det er alt drukket – jeg har selv udgydt det, tidlig og silde, i tide og utide, i sorg og i lyst, i liv og i … Tys! Du har intet mere at fordre. Bort med dig! Vi er kvit!
Og jeg ligger atter døsende hen, med en fornemnmelse af at ordene har beroliget mig.
Jeg husker at jeg som dreng havde en allikeunge. En anden dreng havde plyndret en rede i et højt træ og foræret mig fuglen. Straks jeg fik den, forekom det mig at være en synd, et rov, et hæleri. Men vi byggede den et hus og fodrede den dagen lang – den lange sommerdag igennem. Den var slugvorn, skræppede stadig efter mere fisk, mere kød og brød, flere orme. Jeg gav alle mine lommepenge ud – tiggede sammen til den – stjal fra spisekammeret til den – blev tyv for fuglens skyld. Jo mere jeg gav den, jo mere ville den have, men jo mere den fik, jo mere svandt også hos mig fornemmelsen af at have gjort den uret. Ville den monstro deroppe i reden have fået så meget?
Timevis kunne jeg sidde hos den og betragte den, Timevis sad den og så på mig. Eller den så netop ikke på mig. Solen gnistrede på dens sodsorte fjer – og dog forekom den mig at skyde lyset fra sig, ligesom and og gås skyder vandet fra sig. Fuglen forekom mig altid at være som i nat – i mulm og nat, uagtet den skinnende dag udgød hele sit sommervæld over den. I et væk blinkede den med øjnene – men der skød stadig som en metallisk hinde over dem; og om end retningen af blikket var imod mig: så på mig, det gjorde den aldrig.
Jeg tænkte da i min drengeforstand: mon den ser indefter? Mon den allikeunge ikke er uhyre klog – har lært alt, hvad du ikke engang selv har lært – kan geografi og verdenshistorie og den svære aritmetik!
Ja den svære aritmetik – med de uendelige rodtegn de andre hieroglyffer – som jeg sagte, gysende tænkte på, at jeg efter ferien skulle tilbage til.
Og mens den, med hovedet skudt ned mellem skuldrene, blinkende vendte de metaliske øjenhinder i solen – så forekom den mig som en blind seer, vismand, en filosof, en profet. Og jeg klappede i hænderne og tænkte ved mig selv: Du er dog en pokkers fyr, du huser en profet!
Kom jeg til den ud på aftenskumringen og satte mig ned udenfor dens hus, så vraltede den frem, skræppende, slog ud med de korte vinger og spærrede det sorte og alt for store næb op på vid gab. Og et blodrødt svælg lyste mig i møde – ligesom et friskt kødsår, der aldrig vil hele, men bestandig råbte: Mere! Mere!
Jeg blev uhyggelig til mode, skyndte mig at lade mit aften smørrebrød – mit eget og mine søstres – forsvinde i svælget. Og atter sad den dér med fast sammenlukket næb, som et menneske, der har en vilje, en ubøjelig vilje; og den gled mere og mere ind i mørket – blev til mulm og nat – og ud fra denne nat så to stirrende, gådefulde øjne på mig.
Jeg drømte om fuglen, vågnede tit og skreg. Den vil baske mig, den vil bide mig; den havde ikke fået nok, den ville drikke mit hjerteblod!
Så tog huskatten den.
Åh! … dér henne i krogen – dér! Se, hvor det er vokset – hvor det breder sig – som om det var selve natten på sine lydløse, glansløse vinger, med sit hoved, der støder imod stjernerne, og sine fødder, der griber med de krumme kløer i jordskorpen. Det er ikke alliken – det er ikke en profet – det er det uundgrundelige, det uafvendelige – det er natravnen, som ser på mig!
Den skal have den kranker lykke, den gode ikke kan få.
Men ravnen flyver om aftenen.
Og jeg beder en sagte bøn – som jeg næppe selv kan forstå – som ingen hører … ingen uden én.
Og alle hjertekilder bløder i mig.
Trykt i Troldtøj – Folkesagn i nutidsliv, illustreret af Joachim Skovgaard, Aug. Jerndorff og Th. Bindesbøll. 1890
By P. Hansen – Illustreret Dansk Litteraturhistorie, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=2908686
For ti til femten år siden lå Hellebæk endnu uberørt. Ingen jernbane bragte københavnerne til Helsingør, intet Marienlyst prangede med sortklædte opvartere. Hamlets grav var endnu ikke opfundet, og når en enkelt fremmed fra Hammermøneskoven forvildede sig ind i Hellebæk eller Aalsgaarde, kunne han være vis på at tiltrække beundrende tilskuere til vinduerne. Den lille fabriksby lå stille og roligt i sommerens solskin med sine hvide huse og klaprende møllehjul. I Aalsgaarde tørrede mændene deres garn, mens kvinderne syslede foran huset med nål og tråd. Det var i denne lykkelige periode, at jeg færdedes i Hellebæk; thi disse dybe, dunkle skovsøer, denne vegetation, der broderligt forbinder bagen og anemonen med birken, enebærret og lyngen, husede en hel verden for sig, travle, rastløse beboere, hvis færd det nok var værd at gøre sig bekendt med.
Min tid var delt mellem skoven og kroen. Man havde endnu en vis skyhed for at leje sine værelser ud. Hvor tydeligt husker jeg endnu kroens store sal med dens blåblomstrede sofa, de forunderlige, gammeldags stole, den rødmalede fyrretræs kommode med de besværlige skuffer, der altid ville ud, men, ligesom i nydelsen af deres frihed, aldrig ind igen. Hvor klart ser jeg ikke den mærkværdige pasteltegning, som jeg endnu svæver i uvished om, hvad enten den betød ‘Maria Himmelfart’ eller ‘Musernes dans på Helikon’, og som var en gave til huset fra en mere naiv end talentfuld kunstnerinde i omegnen.
Alle disse herligheder hørte mig til. Hele kroen stod til min rådighed, med undtagelse af skænkestuen og butikken, hvor man handlede med kaffe, sukker og et cetera, som der stod på skiltet. Dog var der lørdag aften en indskrænkning i min ejendomsret. Da samledes folk fra land og by, ikke til politisk vrøvl over en halvgammel avis, men til en ordentlig, solid dram, til en dans, og somme tider til en tvekamp, hvor man dog hverken anvendte kårder eller pistoler. Her lærte jeg mænd at kende med hårde, barske, vejrbidte ansigter, og dog barnligt naive og godmodige; mænd, som stod lige fast, hvad enten de bandt an med en snapseflaske på land eller en stormvejrsdag til vands. Jeg kunne nævne mange af disse, men jeg dvæler kun ved én, bådsmanden, min Ven, Niels Kei.
Niels Kei og havet havde været uadskillelige, dog til en vis periode. Fra skibsdreng var han blevet matros, fra matros blev han bådsmand. Så havde han fået nok af krigerberømmelsen, som havde kostet ham noget af den højre kind med tilsvarende bakenbart. Han var blevet fisker, både efter egentlige fisk og efter de kaptajner, der for modvind lå stille i sundet, og med hvem han drev en ikke ubetydelig forretning med proviant og andre fornødenheder. En skønne dag solgte han sine garn og net for en snes daler, købte sig en vogn og en hest for halvandet hundrede, og nu var han, hvad der ville krænke ham dybt, hvis han hørte det, en underlig mellemting af vognmand og fisker — efter kaptajner.
Men han var også noget andet. Han var Hellebæks gåde, dens mysterium, dens uløselige sfinks. Hvor havde Niels Kei fået den brune hest og den lille, lette, nymalede vogn fra? — eller for at gå lige til sagen: Hvorfra havde han fået pengene? Havde han levet på Sicilien, ville man have sagt, at han havde fundet ‘den døde mand’. I Hellebæk mumlede man i krogene. rystede på hovedet og skottede hemmeligt efter den brune, når den med vognen, Niels Kei og en fremmed rullede ned ad vejen mod Helsingør.
Niels Kei tog en rigsdaler for denne tjeneste; men jeg, studenten, kørte for tre mark, “thi man skal ikke være ublu,” mente han.
Niels havde en ganske speciel måde at behandle sin hest og sit køretøj på. Når han gjorde linerne fast, var det med et halvstik, som bandt han skødet på et storsejl. Når han sad på bukken, skrævede han ud med benene og stemte dem mod vognkærrens forreste kant, som om han roede med årer i en jolle, og ville han muntre den brune op, havde han nogle ganske mærkelige slag med linerne, slag, der på en påfaldende måde mindede mig om en mand, der pilker torsk. Men den brune forstod ham, og han forstod den, og det var jo hovedsagen.
Således rullede vi en efterårsaften hen ad vejen til Helsingør. Niels Kei med en uvognmandsmæssig sydvest på hovedet, for han mente, at vi snart fik regn fra nordøst; jeg var iført baldragt og hestedækken. Vejen gik gennem Hammermølleskoven, forbi den mørke Bondedam og op imod Kobberdammen under gensidig tavshed. Niels Kei virkede ikke oplagt den aften, og havde ikke sit sædvanlige lune humør med sit smørrede grin.
Pludseligt sagde han: “Ved studenten at, at Ole Hansen er død i nat? Det var min ven!”
“Ole Hansen!” gentog jeg forbavset. “Hvorledes?”
“Af for meget vand; han er druknet,” svarede Niels Kei tørt. “Ja, det kunne man nu have sagt sig selv,” føjede han halvdæmpet til, mens han langede ud efter den brune med en bevægelse, som kastede han en trosse på land.
“Har han da druknet sig?” spurgte jeg.
“Druknet sig?” gentog Niels foragteligt. Der er ingen fisker, der drukner sig. Jollen lå med bunden i vejret lige ud for den sorte sten, og Ole Hansen lå lidt sønder på ind imod stranden — død som en sild.”
“Hvorfor kunne man have sagt sig selv det?” vedblev jeg.
Niels Kei trykkede med den venstre hånd sydvesten fastere på hovedet, pilkede den brune med den højre, og sendte mig et meget sigende blik.
“Skal han ligge her?” spurgte jeg, idet vi kørte forbi den lille skovkirkegård, hvis hvide mure blev farvet gule af den nedgående sol.”
“Nej,” sagde Niels Kei. “Fiskerne går nordpå. Næppe havde han sagt dette, før den brune pludseligt stod stille midt på vejen med et ryk. Derpå skuttede den sig, som om den rystede fluer af hele kroppen, virrede med hovedet og var ikke til at få af stedet.
“Hmpf” sagde Niels Kei med en underlig mine og lod tøjlerne synke.
“Hvad sker der?” spurgte jeg.
“Åh, det er en uting,” brummede han, og i samme øjeblik fo’r vi af sted, som om den brune havde sporerne i siden.
“Har studenten noget imod at køre en lille omvej?” spurgte Niels, hvis mine var blevet endnu mere betænkelig.
“Som De vil,” svarede jeg, og dermed drejede vi op ad en bivej til højre, der førte ind i skoven. Den brune travede flinkt fremad, indtil vi nåede en stendysse til venstre, omringet af mægtige, enestående bøgetræer. Her skuttede den sig igen, virrede med hovedet og lagde ørerne tilbage.
“Tænkte jeg det ikke nok,” sagde Niels Kei med overbevisning i stemmen. Vi skulle aldrig have kørt på en fredag.” Derpå stod han af vognen, samlede en sten op, kastede den hen på dyngen og steg så op i vognen igen. I samme øjeblik fik den brune nyt liv, og vi tullede atter hen ad vejen.
“Hvad var det, De gjorde der, Niels?” spurgte jeg.
“Åh, det er sådan en slags skik,” sagde han kort. “Jeg lagde en sten for Skimmelmands hest.”
“Hvad er det for en?” spurgte jeg.
“Ja, studenten er jo så lærd,” svarede Niels Kei tøvende, “at han vel næppe tror på, hvad vi andre véd er sikkert og vist.”
“Jo vist gør jeg så, Niels,” sagde jeg, “der er mere imellem Himmel og Jord, end de lærde forstår sig på.”
“Ja, det er der, det er sikkert og vist,” sagde han, “og hvis studenten vil lade være med at grine ad mig, skal jeg fortælle ham det hele. Se, denne Skimmelmand, ham som byggede fabrikken, han var tysker, og en stor …” Her holdt Niels Kei pludseligt inde, og betragtede mig med et blik, som om han ville læse min mening.
“Ja vel,” sagde jeg.
“Han havde meget at gøre med Syvårskrigen,” vedblev Niels Kei. “Det kneb dengang stærkt med foder til hestene, og så skulle denne Skimmelmand sørge for havren, for han var ansat som proviantforvalter. Men hvordan det nu gik til, så kunne preusserkongens heste aldrig hamle op, hverken med franskmændenes eller russernes, og så lod preusserkongen Skimmelmand tilkalde. Men han havde lugtet lunten i forvejen, og skønt et helt husarregiment satte efter ham, så var han dog hele tiden foran, for han havde en gråskimmel, som ingen af de andres heste kunne hamle op med. Så kom de til sidst til floden Elben langt nede i Tyskland, og der svømmede Skimmelmands hest over, men husarerne druknede, hver eneste en. Så bar hesten ham helt op i Jylland, og til sidst kom han til København, og der kaldte han sig ‘Skimmelmand’, fordi skimlen havde frelst ham; ellers havde han nok heddet noget andet før. Så fik vores konge, Frederik den femte eller fjerde, fat i ham, og gjorde ham til minister og lod ham bygge fabrikken her, som er et fideikommis, for han var en dygtig mand. Da preusserkongen fik det at vide, lod han tiden gå, til krigen var endt, og de alle troede, at det hele var glemt. Så sendte han en delegation til vores konge, og så skulle Skimmelmand selvfølgelig hilse på sine landsmænd. De lå på et stort fregatskib ud for Trekroner, og kaptajnen havde ordre til, at så snart Skimmelmand satte sin fod på dækket, skulle de stikke til søs med ham. Chaluppen lå nede ved Toldbodtrappen med det preussiske kongeflag, og Skimmelmand var allerede ude på Toldboden. Der stod en livvagtskarl, som hed Schultz, for han var egentlig en holstener og kunne snakke tysk så godt som nogen. Han havde dagen i forvejen siddet inde i Brokkens Bod og drukket sammen med matroserne fra det preussiske skib, og der havde han hørt, at det hele var en fælde for at fange Skimmelmand og bringe ham tilbage til preusserne. Han turde dog ikke sige noget, da ministeren gik forbi med de høje herrer, men så blinkede han til ham og gjorde tegn, som en der får håndjern på. Se, det forstod Skimmelmand straks, for han var en stor Lucifer, og så sagde han, at han havde glemt nogle papirer oppe på slottet. De ville sende en Lakaj efter dem, men Skimmelmand sagde, at han måtte hente dem selv, og så gik han op på slottet, og der blev han. Preusserne ventede og ventede; men til sidst gik det op for dem, at de var blevet narret, og så stak de til havs igen, og Skimmelmand gik fri igen. Men så skrev preusserkongen til vores konge, at han skulle sætte Skimmelmand under jern og lås, og det måtte vores konge love at gøre. Så derfor gav kongen ham det store, forgyldte jernstakit uden for hans gård i Bredgaden; det står der endnu den dag i dag, og kan ses af enhver. Det sidste véd jeg er vist og sandt, for jeg har selv hørt det af den gamle Schultz, ham livvagtskarlen, som blinkede til Skimmelmand, og som derfor blev ansat som inspektør ved fabrikken. Det andet har jeg læst mig til, og det kan derfor gerne være, at det kun er en historie.”
“Men hvad blev der af hesten?” spurgte jeg.
“Ja, hesten,” gentog Niels Kei med et sky blik omkring sig. “Se, det var nu ingen rigtig hest. Det kan enhver nok vide, for den blev begravet her inde i skoven, som et andet kristent menneske, ikke at tale om hvad den havde gjort og endnu gør.” Her var det øjensynligt, at Niels igen kom ind på det mystiske, for han så ud efter nogle optrækkende skyer og tav.
“Nå, hvad gør den?” frittede jeg.
“Ja, det er det, studenten naturligvis ikke vil tro,” mumlede Niels Kei. “Den går omkring og græsser ved kirkegården uden hud og hår, ja, uden at der er så meget som en smule kød på den. Møder den folk, går den straks af vejen; men endnu er det aldrig slået fejl, at den, der har mødt den, er gået i graven tre dage efter. Dyrene kan kende, hvor den har gået; for de har nu langt mere forstand på den slags end vi andre. Så er der ikke andet for, end at korse en sten af og lægge den for Skimmelmands hest, ellers får de dødskuller eller andet skab. Deraf kommer stendyssen derhenne.”
“Så Ole Hansen Schimmelmanns hest, før han døde?” spurgte jeg.
Niels vendte skråen over i den anden side af munden, kastede en ny trosse over den brune, og sagde ligesom i luften: “Først hørte han den en nat i Aalsgaarde; siden mødte han den ved det vestre af kirkegårdsmuren ud imod værket. I aften er den ude igen.”
“Hvordan véd De det, Niels Kei?” spurgte jeg.
“Det har hun aldrig gjort før,” sagde Niels, og jog på den brune med pisken. “Den er ude igen i aften. — Nu får vi regn.”
“Men er det hele ikke den gamle historie om Helhesten?” sagde jeg og hyllede mig i dækkenet.
“Helhesten!” gentog Niels foragteligt. “Ja, studenten kan jo tro, hvad han vil. Helhesten? Den er jo historisk!”
“Nå, fik studenten sig så en kæreste?” spurgte Niels Kei, da jeg fra en af Kronborgs hyggelige, oplyste sale trådte ud i den skumle, nattemørke slotsgård.
“Nej, ikke denne gang, Niels.”
“Nu vel, så kør’ vi uden hende; det er ikke alle folk, der kan have kærester. En vinterjakke havde måske også været bedre,” føjede han til, idet jeg tog plads på sædet ved siden af ham. “Tag begge dækkener, student. Jeg behøver ingen.”
Natteluften var kold og bidende; Nordøstvinden stod lige ind fra Sundet og bragte mod sædvane regn. Klokken slog tolv, da vi rullede hen over den dundrende træbro. Mørket var så tæt, at vi næppe kunne skelne palisaderne, og lygter var en luksus, som Niels Kei endnu ikke kendte. Overgangen fra den livlige, brusende balmusik til Sundets melankolske bølgeslag, fra lyset, duften og samtalen til mørket, kulden og natteensomheden var så stor og pludselig, at jeg i dyb tavshed dampede på min cigar, uden at lægge mærke til den usædvanligt livlige konversation som Niels Kei førte, snart med mig, snart med sig selv og den brune.
Vi var ikke nået ret langt ud på landevejen, før jeg mærkede, at der var noget i vejen både med ham og den. Niels var ikke fuld, og den brune ikke kulret; men Niels havde dog taget temmelig fast på flasken, og den brune havde af og til nykker, der tiltog, jo mere vi nærmede os skoven.
Her aftog Niels Keis lystighed med et, og da vi havde kørt lidt under de dunkle graner, som hænger helt ud over vejen, sagde han pludseligt: “Her er fælt mørkt, Hr. student!”
“Tænd en cigar, Niels, den lyser,” sagde jeg, idet jeg rakte ham mit cigaretui.
“Tak, det er utid at ryge nu,” sagde Niels til min store forbavselse. Lidt efter kom vi forbi den første dam, og der ville han dreje om ad skovvejen til venstre.
“Holdt, Niels!” råbte jeg. “Det går aldrig; vi vælter i den første tørvegrav på vejen.”
“Lad mig om det,” sagde Niels Kei i en tone, jeg ikke havde hørt før. “Jeg har ret til at køre studenten, hvad vej jeg vil, når jeg blot kommer til Hellebæk med ham.”
“Og jeg har ret til at springe af, hvor jeg vil!” råbte jeg noget irriteret over Niels’ mærkelige opførsel. “Nu går jeg til fods resten af vejen så kan De køre i moser og tørvegrave, så meget De lyster.”
Niels betænkte sig et øjeblik; derpå tog han den brune ved bidslet og trak den frem over vejen.
“Nej, det kan jeg aldrig være,” mumlede han mere til sig selv end til mig. “Sid op, Hr. student. Lad os køre i Guds navn, men sker der noget, kommer det over Dem.”
Pludseligt kom jeg i tanke om Niels Keis historie, som jeg ganske havde glemt under ballets tummel, og jeg sagde leende: “De er da ikke bange for Schimmelmanns hest, Niels?”
Det gav et sæt i ham, da jeg udtalte disse ord, og han mumlede noget ved sig selv, som jeg ikke forstod. Lidt efter kom vi op på bakken, hvor der var lidt lysere, og hvor vi havde udsigt til alle sider, også til teglværket og kirkegården lige overfor. Den brune begyndte at trave raskere fremad, men lige med ét strakte den forbenene stift frem for sig, lagde ørerne tilbage, rystede over hele kroppen og udstødte en lyd, der var en mellemting af et hvin og en vrinsken.
“Ser De noget, Hr. student?” sagde Niels Kei med lav stemme. “Se derhenne!”
“Det er kun nogle hvide tåger, der trækker hen over mosen,” svarede jeg, idet jeg med øjnene søgte at fastholde og gennemtrænge de flygtige, i sig selv glidende masser, der af og til antog et ubestemt omrids af et stort, firbenet dyr.
“Hør!” hviskede Niels med hæs stemme.
“Åh snak, det er jo kun uglerne,” svarede jeg noget nervøs over udsigten til at vælte. “Få hesten frem, den er bange for noget.”
“Det er Skimmelmands hest,” sagde Niels Kei og stirrede ind i tågen, “vi ser den ikke, men dyrene forstår det.”
Lige som tågesøjlen blev ført over vejen af vinden, gjorde den brune et spring, der fik os begge til at gå bagover i vognen, og havde Niels Kei ikke fået fat i linerne, tror jeg, at den var galoperet hele vejen til Hellebæk.
Imidlertid fik han dog styr på den, og i nogenlunde regelmæssig fart fortsattes turen imod teglværket. Regnen drev ned, og mørket var så tæt, at den hvide kirkegårdsmur næsten forekom mig grå, idet vi kørte forbi den. Lige som vi var ved svinget til teglværket og næsten havde passeret muren, slog en ugle med et skarpt, skærende skrig hen over vore hoveder, og i samme øjeblik standsede den brune igen så pludseligt, at vi begge var nær ved at ryge ud af vognen.
“Jøsses kors! Hvad er det?” råbte Niels Kei, idet han greb mig fast i armen og med den anden hånd pegede ligefrem. Mit blik fulgte retningen. Det lysnede, glitrede og glimtede i luften; det var som om en enkelt månestråle, eller rettere, som om en stor, klar lyskegle skød frem fra et udhus i nærheden af teglværket. Derpå samlede den sig atter i luften og faldt som en hvid, klar, skinnende plet lige på kirkegårdsmuren. Hurtigere end jeg kan fortælle det, udvidede pletten sig til en bred, tågeagtig, lysende flade, og midt i denne stod usikkert og halvt henflydende med luften skelettet af en hest.
Niels stirrede på synet. Pletten trak sig atter sammen, blev mindre, klarere og mere lysende, og nu var skelettet så tydelig, at vi kunne tælle hvert ribben i den. Pludseligt gjorde den ligesom et hop i luften, lyskeglen forsvandt, og alt var indhyllet i det tykkeste mørke. I samme øjeblik tog den brune fart. Jeg hørte raslen af nedrullende vejskærver, derpå et brag — Niels Kei og jeg lå i grøften med vognen halvt over os.
“Hvad var det?” var mit første spørgsmål, da vi atter stod på vejen, og jeg havde overbevist mig om, at både Niels Kei og jeg var sluppet fra uheldet med nogle få småskrammer.
“Det var den onde skinbarlige selv. Det var Skimmelmands hest, Hr. student!” sagde Niels Kei og spyttede resten af det sand og grus ud, som han havde fået i munden under vores tur i grøften.
“Snak, Niels!” råbte jeg, modig ved ikke at være alene. “Lad os gå ind i udhuset, hvor lyset kom fra! Lad os søge teglværket igennem; der må være en naturlig forklaring.”
“I det udhus dér, Hr. student?” råbte Niels Kei og veg ud på vejen. “Nej, ikke om jeg så fik hundrede blanke dalere! Der hængte forpagterens karl sig i foråret, og der spøger det værre end en ulykke. Hun kom jo også derfra, den forbandede mær. Gud nåde os alle til hobe!”
“Men vognen?” indvendte jeg, da Niels gjorde mine til at gå.
“Ja, den blive her til i morgen,” sagde Niels, uden at bekymre sig om sin kæreste ejendom. “Gud hjælpe mig! Jeg har nok snart hverken brug for hest eller vogn. Det skulle da være en ligvogn,” føjede han sagte til, mens han kig ned ad skovvejen, hvor man endnu hørte galoppen af den brune, der søgte hjem med de sønderbrudte stumper dinglende bagefter sig.
Den næste dag var slud- og regnfuld. Først i skumringen kunne jeg komme ned til Niels Kei for at se, hvordan han havde det, og om den brune var kommet på stald. Jeg gik igennem den lille have, hvor georginerne og stokroserne syntes at fryse i regnen, ind i den snævre gård omkranset af et plankeværk. Der lå Niels Keis stadselige vogn med sønderbrudt fading og knækkede stænger. Den brune stod og vrinskede i spiltovet, som ventede den foder, men den var hverken striglet eller vasket. Fodersækken lå midt i gården, drivende våd af regnen, og døren til huset var imod sædvane lukket. Jeg lettede på klinken og trådte ind i den lille stenlagte forstue – der var ingen. Jeg gik ind i storstuen. Lyset faldt mat og svagt gennem de blyindfattede, solbrændte ruder. Dragkisteskufferne var trukket ud, deres indhold spredt rundt omkring på stole og bænke, og på det rødmalede bord lå en stak penge og en bunke gamle smudsige sedler. Ved siden af dem så jeg et stort ark hvidt papir og en pen tillige med en pomadekrukke, hvori fandtes en blækfyldt svamp, alt tydende på, at Niels Kei havde været i færd med at skrive, en for ham aldeles
usædvanlig beskæftigelse. Uordenen i vidnede om, at der var noget usædvanligt på færde. Jeg bøjede mig over papiret og læste følgende, skrevet med en stor og uøvet hånd:
“For det tilfelle, at jæ ved døden skolle omkomme skænger jæ te Helebeg fatikase to hunrede børn, som skolle fordeles af presten…”
Videre var han ikke kommet. Ordet ‘børn’ var streget over gentagne gange, og i stedet for var der sat noget, som vist skulle være rigsdalere, men det var løbet ud til en stor klat. Om mangel på færdighed var skyld heri, eller om klatten kunne henføres til den brændevinsflaske, der stod halvt tømt på bordet, skal jeg ikke kunne afgøre. Så meget er vist – jeg blev bange for, at Niels Kei havde eller ville begå selvmord. Jeg blev derfor overordentlig lettet, da jeg, efter at have passeret svinestien og de øvrige baghuse, så ham stå nede ved stranden med armene over kors, ryggen vendt imod mig, og uafladeligt stirrende mod nord ud over havet, som om han derfra ventede en langtfra kommende sejler. Han trykkede min fremrakte hånd, uden at spørge mig, hvorledes jeg havde det, eller blot byde mig så meget som ‘God Aften’, og gik derpå med bøjet hoved og et underligt sløvt udtryk i ansigtet op imod huset. Jeg fulgte efter, og således kom vi omtrent samtidigt ind i storstuen.
“Det var de stænger, Niels,” begyndte jeg, “og så den knækkede vognfading, som jeg ville tale med Dem om.”
“Åh tak, det behøves ikke,” sagde han og lettede på flasken.
“Jovist så, Niels,” sagde jeg, “det var mig, som forlangte, at vi skulle køre den vej.”
“Ja, men det var mig, som gjorde det,” svarede han og skød den lille sum fra sig, som jeg havde lagt på bordet. “Behold han blot sine penge, Hr. student! Han får bedre brug for dem end jeg.”
“Hør, sig mig, Niels,” sagde jeg, idet jeg for at gå lige til sagen tog fat på dokumentet. “De tænker da ikke på at dø? Hvad er det, De der har skrevet?”
“Det er Testemoniet,” sagde han og tog det blidt ud af hånden på mig.
“Testamente,” rettede jeg.
“Ja, det er nu som man siger,” svarede han lidt mut. “Jeg begyndte på testemoniet i morges, men det ville ikke rigtigt gå. Så var jeg ovre hos Ole Hansens enke. Hun fortalte mig, at papiret skulle være stempelret, og at jeg måtte have en prokurator til at gøre det. Der er et bud oppe efter ham.”
“Men Niels!” udbrød jeg igen. “Hvor kan De tro på den dumme snak? Vi så jo begge hesten, eller hvad det var, og betyder det noget, så kan jeg jo lige så godt dø, som De.”
Han så lidt usikkert på mig. derpå skænkede han sig en snaps og sagde: “Nej, De hører ikke til sognet, student; det gælder kun for Hellebæks sognefolk. Inden to dage er jeg gået nord på.”
Jeg ville atter forsøge på at overbevise ham, da der i døren viste sig en lille, tyk og trivelig person med rødmosset, smilende ansigt og en stor mappe under armen. Det var prokuratoren.
“Nå, så De vil gøre boet op i tide, Niels Kei?” råbte han os i møde med den mest joviale stemme i verden. “Det kan jeg lide! En mand tænker på mere end den dag i morgen, og det er godt at have alting i orden, for livs og døds skyld.”
Her gjorde prokuratoren plads for to unge mennesker, der så ud, som de blot ventede på engang at blive federe. Han lagde mappen på bordet, tog sig en snus og sagde med et blik på mig : “Lad os så tage fat!”
“Jo, lad os det!” sagde Niels Kei med klangløs stemme. “For livs og døds skyld!”
Den næste dag skulle Ole Hansen begraves. Flagene vajede på halv både hos toldkontrolløren og fra bådene ved kysten. På mange steder hos venner og bekendte, også hos Niels Kei, var der strøet buksbom og gran foran huset. Alt tydede på en sørgehøjtid, undtagen vejret, der var så solklart og glimrende, som en dansk oktoberdag kan være det. Fiskerne stod i klynger uden for sørgehuset, ventende på, at det blev deres tur til at tage sig en dram og en bid brød hos den afdøde, hvis storstue ikke nær var stor nok, til at huse dem alle. Jeg sluttede mig til dem, da jeg aftenen i forvejen havde jeg modtaget flere utvetydige vink om, at en student betydeligt ville forøge den hæder, der vistes den afdøde. Ja, Hellebæk lå endnu i sin uskyldigheds tilstand!
Mens jeg tankefuld stod og betragtede de sorte ligskamler, der var stillet midt på vejen, så jeg Niels Kei komme. Han var usædvanligt pyntet, med blank hat, blå trøje og rød, ulden skjorte, men han var ligbleg, og arret på hans kind brændte. Tavs trykkede han mig og de andre i hånden; derpå gik han ind for at få sig en dram på omgang. Lidt efter ordnedes toget, man havde blot ventet på Niels. Kisten blev båret ud og sat på bukkene. To hvidbårede spillemænd med rene sorgens ansigter gik foran og gned en ligmarch, som i hele sin tragiske naivetet næsten var komisk at høre på. Forrest efter kisten gik Niels Kei, i egenskab af ven og velhaver, sammen med den afdødes familie. Derpå kom jeg som hædersgæst ved siden af skolelæreren, mens de talrige fiskere med enkelte bønder sluttede toget. Stille og langsomt bevægede det sig fremad i det klare, men kolde efterårssolskin, og under de forunderlige, snart skrattende, snart klagende violintoner. Så standsede man, dels for at skifte bærere, men dels, hvad jeg hurtigt blev overbevist om, for endnu en gang at vise den afdøde en sidste hyldest. Når der over vejen var strøet grønt og blomster, betød det, at her havde Ole Hansen haft en ven. Kisten blev sat ned foran døren, spillemændene strøg en slags koral, og så gik man ind i huset for at få sig en dram på omgang. Stemningen begyndte, efterhånden som man rykkede frem, at blive mindre og mindre sørgmodig – for Ole Hansen havde haft mange venner. For hver gang, vi skred frem mod en blomstersmykket plet, strøg spillermændene lystigere løs på violinerne, samtalen klang mere støjende og højrøstet, og snapsene gik flittigere på omgang. Niels Kei, der i begyndelsen havde holdt sig bag ved kisten, tog snart sin gamle plads ved siden af mig, hans ansigt tabte mere og mere morgenens melankolske præg, og hver gang han kom ud efter en omgang, trykkede han mig fast i hånden, slog ud imod kisten og sagde med stigende betoning kun de ord: “Han var min ven. Hr. student!”
Det var med stor lettelse, at jeg så det hvide flyvesand omkring os, og Hornbæksplantagen med sine lyse birke og mørke Fyrtræer i baggrunden; for havde vejen været lige så beboet, som i begyndelsen, tror jeg, at vi alle var komnmet til Hornbæk mere salige end den afdøde.
Der var noget forunderligt Bellmansk ved det hele. Ja, det indtryk forsvandt ikke engang, da vi kom ind på kirkegården, efter at man havde taget den sidste og største ‘omgang’ i Hornbæk Kro. Gravlægningen fik på sømandsvis en noget gyngende gang. Kisten blev firet ned, præsten holdt en temmelig salvelsesfuld tale, og da de tre ufravigelige skuffer sand havde spredt sig over kistelåget, og et fadervor var læst, betragtede jeg handlingen som endt. Under det hele havde jeg i det skjulte iagttaget Niels Kel. Først stod han med foldede hænder og stirrede stift hen for sig. Under talen gav han sig til at svinge med armene og virre med hovedet, som om han af og til misbilligede præstens Ord. Endeligt beholdt han, som i distraktion, hatten på under læsningen af fadervor. Ligesom følget beredte sig til at forlade kirkegården, gjorde han pludseligt en stor svingning uden om det og styrede med ingenlunde sikre skridt hen imod det bræt, der var lagt over graven.
“Væk med den sidste planke!” råbte han og sparkede den til side med foden.
Der blev en almindelig opsigt; men han stillede sig lige på randen af graven og stirrede ned i den med en meget spekulativ mine. Pludseligt rev han hatten af hovedet, slog ud med hånden og sagde: “Ja, nu ligger du der, Ole Hansen. — Du var min ven! Men det har du for, at du holdt fejl kurs og ikke klarede pynten!”
Han holdt et øjeblik inde, som ledte han efter ord. Derpå fortsatte han igen: “Du var min ven, Ole Hansen! Ja, jeg siger det, du var min ven! Men du var en stor synder for Gud og mennesker. Det véd jeg bedre end …”
Niels Keis tale fik her en noget brat slutning. Jorden skred ud under hans fødder, og med et hult brag styrtede han ned i graven, mens følget forfærdet stimlede til for at trække ham op.
Den følgende dag var jeg igen ude for at se til Niels Kei. Han lå i sengen med et tørklæde bundet om hovedet; for da han ramte kistekanten havde han skrabet sin næse betydeligt. Der var en usædvanlig ro og mildhed over ham, måske lige så meget på grund af de dødstanker, der havde grebet ham, som af skam over hans opførsel på Hornbæk Kirkegård. Han talte meget fornuftigt og forstandigt om alting; men ét var det umuligt at få ud af hans hoved: Det, at det var hans sidste dag, og at han ville dø inden midnat.
Forgæves forsøgte jeg at overbevise ham om det indlysende, at sådanne varsler i regelen intet betyder. Forgæves søgte jeg at bortforklare det sære syn ved naturvidenskabelige grunde, noget, som desuden faldt mig vanskeligt, da jeg ikke selv fuldkomment forstod det. Forgæves talte jeg om en tilfældig lysning fra teglværksovnen, om tågespejlinger og lysbrydninger. Han tilbageviste ethvert forsøg med ordene: “Enhver får nu tro, som han vil.”
Om eftermiddagen kom jeg igen. Niels Kei var oppe og påklædt, men det var, som han ikke havde ro på sig noget sted. Han gik fra stalden til stuen og fra stuen den lille strandhave, og selv her flyttede han sig fra den ene af de to bænke over til den anden, som om hans egen skygge forfulgte ham. Til sidst gik han ind i storstuen, hvor han satte sig på slagbænken og begravede ansigtet i sine hænder. Således blev han siddende, medens mørket faldt på, uden at agte på mine velmente råd og formaninger, og ligegyldig for alt, undtagen det grønne bornholmske stueur, hvis viser han af og til sendte et blik. Mørket faldt tættere og tættere, men endnu sad han lige ubevægelig. Da klokken slog syv, rejste han sig pludseligt op og sagde:
“Har studenten noget imod at følge med op til præsten?”
“Ikke det mindste, Niels,” svarede jeg, glad over, at hans tanker tog en anden retning, men dog noget betænkelig ved den lange vej, vi havde at tilbagelægge.
“Lad os så gå da!” sagde han, idet han langede hatten ned fra knagen.
Vi trådte ud på vejen. Jeg ville dreje til højre, men Niels sagde: “Nej, det er nok bedst, at jeg taler med ham i Helsingør.” Det vartydeligt, at hans opførsel på kirkegården lå ham tungt på hjertet.
Vi passerede gaden i Aalsgaarde, gik over Møllebroen, men da vi kom forbi kroen, hvor der stod en del unge fiskere, grinte de af ham. Niels Kei vendte hovedet til den anden side og sagde intet. Langsomt og under gensidig tavshed gennemvandrede vi Hellebæks Storgade, indtil vi kom til det punkt, hvor en skovsti slår af til venstre. Her stod Niels stille, som om han førte en kamp med sig selv, og sagde derpå: “Lad os gå denne vej.” Med disse ord tændte han en lille lygte, som han tog op af sin frakke. Langsomt og forsigtigt vandrede vi frem ad stien, langs dammen, snublede os frem over trærødderne, og for hver gang lygtens flagrende skær faldt på en af de hvide birkestammer, så jeg, at Niels skævede til dem. Endeligt nåede vi kirkegårdsmuren, hvor en lille gang løber op til hovedvejen ved teglværket. Her slukkede Niels Kei lygten, og sagde kort: “Her var det.”
“Ja,” svarede jeg, idet jeg så mig omkring, og på ny lagde mærke til, at der var lys i udhuset.
Netop som jeg udtalte ordet, for et lysglimt, som af et spejl, fra udhuset hen over vejen. En hvid, skinnende, cirkelrund plet viste sig på kirkegårdsmuren, og midt i den stod, ikke Schimmelmanns hest, men – en langbenet stork med en baby i næbbet.
Overraskelsen var så pludselig, og virkningen sp overvældende komisk, at jeg brast i latter, uden at lægge mærke til Niels Kei, som havde tabt lygten af forfærdelse.
“Det er jo en laterna magica!” råbte jeg, idet jeg trak ham hen imod huset. “Kom herind, Niels, så skal De se, at det går naturligt til.”
Det forholdt sig ganske, som jeg havde sagt. Inde i huset morede forpagterens drenge sig med at kaste de magiske spejlbilleder ud på den hvide mur gennem et hul i døren. Et skarpt forhør klarlagde, at de navnlig havde drevet dette uvæsen, når vejfarende kom forbi, og at de fredag aften havde været årsag til vort uheld.
“Skal vi så gå til præsten?” spurgte jeg, da vi atter stod på vejen.
“Nej, nu tror jeg, jeg kan opsætte det lidt,” sagde Niels Kei med sit gamle, smørrede smil. “Men vil studenten med på kroen og smage på en æggepunch, så er jeg med.”
“Nå, så det var en laterna magica,” fortsatte Niels, da vi sad i den lune krostue, og han stødte sit glas mod mit. “Ja , hvem kunne nu vide det? Sådan en må studenten købe til mig i København; men det skal være en med Skimmelmands hest — for i graven kom jeg dog ligegodt,” føjede han til.
Niels Kei kører ikke længere den brune imellem Hellebæk og Helsingør. Han er for længst ‘gået nordpå’ med den store vogn, som henter alle. Om han før sin død så Schimmelmanns hest, har jeg aldrig fået at vide. Derimod fandtes
der efter ham et lovformeligt ‘Testemonium’ på stemplet papir, hvorved der uddeltes to hundrede rigsdaler til fattige børn i Hellebæk. Om årsagen til denne rundhåndethed, gik der i lang tid de forskelligste rygter. Nogle ville vide, at Niels Kei i sin dødsstund havde betroet præsten, at han i forening med Ole Hansen havde fundet en pose mønter skjult i stendyssen over Schimmelmanns hest. Det ville forklare noget af det uforståelige i Niels Keis opførsel i de skæbnesvangre dage.
Trykt i: Nye Digtninger: Fortællinger og Digte af danske Forfattere, 1867
Djævelen havde fristet menneskenes børn, og Herrens engel jog dem med sit flammende sværd ud af Paradisets have. Det gik tungt fremad over heder og høje, over dale og svimlende dybder. Under flugten slog Eva sit lange hår over Adams nakke for at skærme ham mod solens stikkende stråler, og Adam støttede Eva og bar hende over åer og moser. Men hver gang de ville hvile sig eller ville stille deres tørst, eller blot standsede for at trække torne ud af deres sårede fødder, så de det blinkende flammesværd bag sig, og blev atter drevet fremad, uden ro og hvile.
“Spøgelseshistorier: Fortællinger i ramme” består af en række korte fortællinger indlagt i en rammefortælling, hvor en gruppe mænd sidder og fortæller historier. Denne her kaldes for “Spøgelseskareten”.
