Hvorledes nisserne blev til af Vilhelm Bergsøe

Nissen af Vilhelm Bergsøe, illustreret af H. A. BrendekildeDjævelen havde fristet menneskenes børn, og Herrens engel jog dem med sit flammende sværd ud af Paradisets have. Det gik tungt fremad over heder og høje, over dale og svimlende dybder. Under flugten slog Eva sit lange hår over Adams nakke for at skærme ham mod solens stikkende stråler, og Adam støttede Eva og bar hende over åer og moser. Men hver gang de ville hvile sig eller ville stille deres tørst, eller blot standsede for at trække torne ud af deres sårede fødder, så de det blinkende flammesværd bag sig, og blev atter drevet fremad, uden ro og hvile.

På tredjedagen kom de til en bred, palmebevokset dal, hvor en flod snoede sig muntert gennem, og da solen i det samme gik ned, sank Eva sammen, udmattet af sult og træthed. Hun satte sig for Adams fødder og sagde: “Dette smukke sted er en afglans af Paradisets have! Lad mig blot dø her og begrav mig i palmernes skygge. Jeg kan ikke mere.”

Adam bøjede sig bedrøvet over hende; men da han løftede hende op, så han, at flammesværdet bag dem var forsvundet. I stedet blinkede månen ned fra den mørkeblå nattehimmel. Det tog Adam som et tegn og sagde: “Her vil vi bo og bygge! Herren vil måske endnu være os nådig.”

Den næste dag samlede Adam grene og byggede Eva et hus. Det var stort nok til dem – de var jo kun to; men lidt efter lidt måtte Adam bygge huset større, for floden var fuld af børn, og de løb bestandig hen til Eva. Der var jo ingen andre, der kunne tage sig af dem. Det blev til sidst næsten for mange. Eva kunne ikke skaffe tøj til dem alle, og Adam havde det også hårdt. Han sled og slæbte, dyrkede jorden, såede og vandede; men der kom kun torn og tidsel, og det kunne de jo ikke leve af. De blev bestandig fattigere, og til sidst vidste Adam hverken ud eller ind.

I mange, mange tider havde Vor Herre hverken tænkt eller talt til menneskene, fordi han var så vred på dem. Da huskede han dog en dag igen på dem med et mildt sind og besluttede sig for at stige ned til jorden for at se, hvorledes det gik dem. Det var netop en søndag, og Eva havde travlt med at vaske og kæmme sine børn og give dem det nye tøj på, som hun havde syet i løbet af ugen.

Mens hun sad i døren med alle børnene omkring sig, så hun Vor Herre komme vandrende langt nede i dalen. Eva blev flov og ulykkelig; for hun havde kun nået at vaske knap halvdelen af børnene, og resten af dem så snavsede og beskidte ud i deres hverdagstøj. Hun skammede sig over, at Vor Herre skulle se dem se så fæle ud på en søndag. I en fart jog hun alle de snavsede børn ind i huset, og så kaldte hun på Adam og sagde til ham, at han skulle skynde sig at skjule dem så godt han kunne, inden Vor Herre kom.

Så Adam tog børnene og gemte dem, hvor han kunne. De sorteste lukkede han ind i en klippehule ved huset. Nogle gemte han i en høj på marken; men dem i de grå trøjer og med de små røde huer beholdt han i huset, og gemte dem rundt omkring i lo og lade, i stalden og ude i bryggerset, hvor han nu kunne få plads til dem.

Så kom Vor Herre.

“Er det alle dine børn?” spurgte han Eva, da han så den pæne børneflok i deres nye søndagstøj. “Har du ikke flere?”
“Nej,” svarede Eva og slog øjnene ned; for hun vidste jo godt, at hun løj for Vor Herre.
“Så vil jeg tage forbandelsen fra dig og Adam, og give dine børn min velsignelse,” sagde Vor Herre, hvorefter han tog alle børnene i sin favn, velsignede dem og gav dem evne til det, de senere skulle blive på jorden. Men de skjulte børn fik han ikke at se, og Eva bad ham ikke om at velsigne dem.

Fra den dag af ville disse børn ikke mere trives; ja, de ville ikke engang kendes ved Eva mere. De blev ved med at pusle om i klippehulen, i højen, på loftet og i laden, og Eva kunne ingen vegne komme med dem. Skønt de blev gamle og grå, blev de ved med at være små og snavsede. De fik store hoveder og tynde ben. Nogle blev pukkelryggede, andre hjulbenede; og når de kunne komme til det, drillede og forskrækkede de Evas andre børn, og skjulte sig så i en fart, når hun ville skælde dem ud.

Til sidst lod hun dem passe sig selv, men de fulgte de andre børn over hele verden og driller dem endnu i dag. De blev nemlig til bjergtrolde, højfolk og nisser. Af de to sidste slags havde vi engang mange ude på landet, og det er deres gavtyvestreger, vi nu skal fortælle om.

Trykt i Nissen, udgivet på Ernst Bojesens Kunstforlag, 1889. – 142 sider, illustreret af H.A. Brendekilde

Kort om Vilhelm Bergsøe

Født: den 8. februar 1835
Død: den 26. juni 1911

Læs mere på Arkiv for Dansk Litteratur