By anon – http://callumjames.blogspot.com/2013/04/richard-middleton-too-late-decadent.html, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=30447682
Solen var langsomt klatret over bakkerne op på himlen og strålede nu på en snehvid verden. Det havde frosset hårdt om natten, så fuglene, der hoppede omkring på de sølvhvide veje, efterlod ingen spor i sneen. Hist og her brød hækkenes sorte rækker hvidheden, der skjulte jorden, mens himlen skiftede farve fra orange til dybblå og fra dybblå til en blå så bleg, at himlen føltes som en tynd papirskærm snarere end et ubegrænset rum. Hen over de flade marker blæste en kold vind, som rystede de fine snefnug af træernes grene, men ikke havde kraft nok til at puffe de hvide toppe af hækkene. Som solen gled højere op på himlen, blandede de varme stråler sig med den kolde vind.
Måske var det denne skiften mellem varme og kulde, der forstyrrede vagabondens drømme, for han begyndte at brydes med sneen, der dækkede ham, som var han viklet ind i sit sengetøj, før han satte sig så op med med overraskelsen lysende ud af øjnene. “Du gode Gud! Jeg troede, jeg lå i min seng,” sagde han til sig selv, og så ud over det øde landskab, “men i stedet ligger jeg her.” Han strakte sig, rystede sneen af og rejste sig op. Nu mærkede han den skarpe vind. Pludselig rystede han af kulde, og savnede sin varme sneseng.
“Jeg må vist prise mig lykkelig over, at jeg vågnede,” tænkte han. “Eller uheldig for hvad har jeg at vågne til?” Han så sig omkring. De hvide bakker lyste mod himlen. Det betyder vel 60 kilometer endnu,” brummede han. “Hvordan kan det være? I går gik og gik jeg, til jeg var udmattet, og alligevel er jeg ikke nået længere end tyve kilometer fra Brighton. Til helvede med den sne, til helvede med Brighton, til helvede med det hele!” Mens solen krøb højere og højere op på himlen, begyndte han tålmodigt at vandre ud ad landevejen, bort fra de lysende bakker.
“Var det så godt eller skidt, at det kun var søvnen, der tog mig i nat, godt eller skidt, godt eller skidt?” Tankerne indrettede sig efter den rytmiske lyd af hans fødder mod vejen, og han søgte egentlig ikke et svar på sit spørgsmål. Det var bare godt at gå til.
Da vagabonden havde gået en fem-seks kilometer, overhalede han en dreng i vejkanten i færd med at tænde en cigaret. Drengen havde ingen overfrakke på og så spinkel og skrøbelig ud. “Er du på farten, kammerat?” spurgte drengen hæst, da han gik forbi.
“Det er jeg,” svarede vagabonden.
“Så vil jeg følges med dig et stykke vej, hvis du ikke går for hurtigt. Der er lidt ensomt at gå på landevejen på denne tid af dagen.”
Vagabonden nikkede, og drengen begyndte at humpe af sted ved siden af ham.
“Jeg er 18 år,” sagde han henkastet. “Du troede garanteret, at jeg var yngre.”
“Jeg ville have gættet på, du var 15.”
“Men det havde været forkert. Jeg blev 18 sidste år i august, og jeg har gået på landevejen i seks år. Som lille løb jeg hjemmefra fem gange, men hver gang hentede politiet mig hjem. De var ellers flinke nok, betjentene. Nu har jeg ikke noget hjem at løbe væk fra.”
“Det har jeg heller ikke,” svarede vagabonden dæmpet.
“Du kommer vist fra gode kår, hva’?” sagde drengen forpustet. “En gentleman der har mistet sit. Det er værre for dig end for mig.”
Vagabonden så på den spinkle skikkelse, der humpede af sted ved siden af ham og sagtnede tempoet.
“Jeg har ikke været på vejen, så længe, som du har,” indrømmede han.
“Nej, det kunne jeg se på måden, du går på. Du er endnu ikke blevet træt. Måske forventer du stadig at finde noget, når du kommer til vejs ende?”
Vagabonden tænkte sig om. “Jeg ved det ikke,” svarede han så med bitterhed i stemmen. “Jeg forventer altid noget.”
“Det lærer du nok,” sagde drengen. “Der er varmere i London, men det er vanskeligere at finde noget at spise. Der er ikke mere i det.”
“Men der er i det mindste en chance for at møde nogen, som forstår …”
“Det er bedre på landet,” afbrød drengen. “I nat fik jeg lov at sove i en kostald sammen med køerne, og i morges gav bondemanden mig te og en cigaret. Men i London må man sove under broerne om natten, og resten af døgnet jager politiet en.”
“Jeg faldt om i vejgrøften sidste nat og faldt i søvn på stedet,” sagde vagabonden. “Det er et under, at jeg ikke døde i kulden.”
Drengen så skarpt på ham. “Hvordan kan du vide, at du ikke døde?” spurgte han.
“Jeg forstår ikke …” vagabonden så spørgende på drengen.
“Ved du ikke,” svarede drengen hæst, “folk som os kan ikke slippe ud af rumlen, selv hvis vi vil. Altid sultne og tørstige og trætte og på farten. Alligevel føler jeg mig helt syg, hvis nogen tilbyder mig arbejde og et sted at bo. Synes du, at jeg ser stærk ud? Jeg er lille af min alder, men jeg har vandret på vejene i seks år, og tror du ikke, jeg er død? Jeg druknede ved Margate, og blev dræbt af en sigøjner, der slog mit hoved ind med sin stok, og stadigvæk går jeg her, på vej til London, bare for at forlade den igen. Fordi jeg ikke kan slippe landevejen. Død! Vi kan ikke komme herfra, selv om vi ville.”
Et hosteanfald afbrød ham, og vagabonden ventede, til han var kommet til hægterne igen.
“Du må vist hellere låne min frakke, dreng,” sagde han så. “Det er en grim hoste, du har.”
“Gå ad helvede til!” sagde drengen hidsigt og sugede på sin cigaret. “Jeg er okay. Jeg var ved at fortælle dig om landevejen. Du har ikke vænnet dig til den endnu, men det kommer nok. Vi er alle sammen døde, os der går på landevejen, og vi er trætte alle sammen, og alligevel kan vi ikke undvære det. Duften om sommeren af hø og støv, den varme vind i ansigtet og det våde græs i grøftekanten en tidlig morgen. Jeg ved ikke, jeg …”
Drengen faldt pludselig forover, og vagabonden greb ham i sine arme. “Jeg er syg,” hviskede drengen. “Syg.”
Vagabonden så sig om, men der var hverken mennesker eller huse i nærheden. Men mens han stod der hjælpeløs midt på vejen med drengen i sine arm, dukkede der pludselig en bil op i horisonten. Den kom langsomt nærmere gennem sneen og bremsede op ud for dem.
“Jeg er læge,” sagde bilisten, da bilen holdt stille. “Kan jeg hjælpe?” Han så opmærksomt på drengen og lyttede til hans besværede åndedrag. “Lungebetændelse,” sagde han. “Jeg kører ham til hospitalet. Vil De have et lift med?”
Vagabonden tænkte på arbejdsanstalten og rystede på hovedet. “Ellers tak, jeg vil hellere gå,” svarede han.
Da mændene løftede drengen i bilen, åbnede han øjnene på klem. “Vi ses igen uden for Reigate,” hviskede han til vagabonden. “Bare vent og se.” Og så forsvandt bilen ud ad den hvide landevej.
Hele formiddagen traskede vagabonden gennem den tunge tøsne. Ved middagstid stoppede han op for at tigge noget brød ved en gård og krøb ind i laden for at spise det. Her var dejligt varmt, og han faldt i søvn i høet, da han var færdig med at spise.
Det var mørkt, da han vågnede og igen begav sig ud på landevejen. Knap tre kilometer uden for Reigate dukkede en spinkel skikkelse ud af mørket og kom hen imod ham.
“Er du på farten, kammerat?” spurgte en hæs stemme. “Så vil jeg følges med dig et stykke vej, hvis du ikke går for hurtigt. Der er lidt ensomt at gå på landevejen på denne tid af dagen.”
“Jamen, du havde jo lungebetændelse,” udbrød vagabonden forfærdet, da han genkendte den spinkle skikkelse.
“Jeg døde på hospitalet i Crawley i morges,” svarede drengen.
by George Charles Beresford, black and white glossy print, 1920
“Jeg kan forsikre Dem om, at der skal et meget håndgribeligt spøgelse til at forskrække mig,” sagde jeg og stillede mig foran kaminen med mit glas i hånden.
“De er selv ude om det,” sagde manden med den visne arm og sendte mig et skævt blik.
“28 år,” sagde jeg, “jeg har levet i 28 år, og jeg har endnu til gode at se et spøgelse.”
Fra sin stol stirrede den gamle kvinde stift ind i ilden. Hendes blege øjne var vidt opspilede. “Måske nok,” indskød hun, “men i Deres 28 år har De heller aldrig set et hus som dette, tænker jeg. Der er meget, man ikke har set, når man kun er 28.” Hun rystede langsomt på hovedet. “Meget man ikke har set og prøvet.”
Jeg mistænkte halvt om halvt de gamle mennesker for at overdrive rædslerne i huset. Så satte jeg det nu tomme glas på bordet og så mig omkring. Da mit blik faldt på det gamle spejl i den modsatte ende af værelset, fangede jeg et glimt af en forvrænget skikkelse i glasset. Mig selv.
“Udmærket,” sagde jeg, “hvis jeg ser noget i nat, bliver jeg desto klogere. Jeg har tænkt mig at gå til sagen med et åbent sind.”
“De er selv ude om det,” gentog manden med den visne arm.
Lyden af sjokkende trin lød fra gangen, og så knagede døren i sine hængsler. Endnu en gammel mand trådte, endnu ældre, og mere krumbøjet og rynket den første. Hans øjne lå skjult i skygger, mens hans underlæbe krængede udad og hang bleg og lyserød ud fra hans rådne, gule tænder. Den gamle mand gik hen til en lænestol på den anden side af bordet, hvor han satte sig tungt og begyndte at hoste. Manden med den visne arm sendte den nyankomne et hurtigt, nærmest fjendtligt blik, men den gamle kone tog ingen notits af ham overhovedet. I stedet blev hun siddende med blikket stift rettet mod kaminilden.
“Som jeg sagde, De er selv ude om det,” gentog manden med den visne arm endnu en gang, da hosten stoppede et øjeblik.
“Jeg er her af egen fri vilje,” bekræftede jeg.
Først nu bemærkede den gamle mand, at jeg var der, og drejede hovedet skævt bagud for at se på mig. Jeg fangede et kort glimt af hans øjne. De var små og rødsprængte. Så begyndte han at hoste og harke igen.
“Hvorfor drikker du ikke?” vrissede manden med den visne arm og skubbede øllet over til den gamle mand. Han skænkede sig et glas, men hånden rystede så meget, at halvdelen i stedet ramte bordet. På væggen voksede en kæmpemæssig skygge frem og efterabede hånligt hans rystende bevægelser, mens han skænkede og drak.
Jeg må indrømme, at jeg ikke havde forventet disse groteske opsynsmænd. Efter min mening er der noget barbarisk og lurende over alderdommen. Dag for dag synes gamle mennesker at miste deres menneskelighed, og disse tre gjorde mig utilpas med deres gnavne tavshed, deres forkrøblede kroppe og deres åbenlyse fjendskab mod mig såvel som mod hinanden.
“Vil De ikke vise mig Deres meget omtalte spøgelsesværelse,” spurgte jeg, “så jeg kan gøre mig det bekvemt for natten.” Den gamle mand med hosten kastede pludselig hovedet tilbage, og den abrupte bevægelse fik mig til at fare sammen under hans skæve blik. Ingen svarede mig, så jeg gentog mit spørgsmål.
“Vil De ikke vise mig Deres meget omtalte spøgelsesværelse,” spurgte jeg lidt højere, “så skal De slippe for at underholde mig mere.”
“Der står et stearinlys på pladen uden for døren,” svarede manden med den visne arm endeligt med øjnene rettet mod mine fødder. “Men hvis De går op i det røde værelse i nat…”
“Denne nat af alle nætter!” mumlede den gamle kone,
“Gå hen ad gangen,” sagde han og nikkede mod døren, “indtil De kommer til vindeltrappen. På den anden repos ser De en dør dækket af et grønt klæde. Gå gennem døren og følg korridoren. For enden ligger det røde værelse på Deres venstre hånd.”
Jeg gentog hans forklaring, og han korrigerede mig en enkelt gang.
“Er det virkelig Deres alvor, at De går derop?” spurgte den gamle mand og så for tredje gang på mig med sit skæve, rødsprængte blik.
“Denne nat af alle nætter!” mumlede den gamle kone atter.
“Det er det, jeg er kommet for,” svarede jeg og gik hen imod døren. I det samme rejste den gamle mand sig og stavrede rundt om bordet, som for at være nærmere ved ilden og de andre.
Henne ved døren vendte jeg mig om og så på de tre, der nu sad tæt sammen, som mørke skygger mod den flammende ild, mens de stirrede på mig hen over skuldrene med et anspændt udtryk i de gamle ansigter.
“Godnat,” sagde jeg og åbnede døren.
“De er selv ude om det,” gentog manden med den visne arm en sidste gang.
Jeg lod døren stå åben, indtil jeg havde fået stearinlyset tændt. Så lukkede jeg den og efterlod de tre gamle mennesker bag den. Mine skridt gav genlyd i den stille, kolde gang, og jeg må tilstå, at mødet med de tre oldinge, der holdt opsyn med borgen for hendes Nåde, havde påvirket mig trods mine anstrengelser for at forholde mig nøgtern.
Oldingene synes at tilhøre en helt anden tidsalder. En tid hvor man troede på magi og hekse, og hvor spøgelsers eksistens var uomtvistelig. Selve de gamles tilstedeværelse føltes underlig uvirkelig. Som de sad der, klædt i tøj lavet af for længst afdøde syersker, i gamle, mørke møbler fra tidligere tider, føltes det næsten som om, de kun besøgte denne verden som en slags genfærd. Og denne følelse af uvirkelighed blev kun understøttet af mit ophold i den lange, skyggefyldte gang med fugtglinsende vægge.
Med en kraftanstrengelse jog jeg de uvelkomne tanker væk. Det trak i den kolde gang, så mit stearinlys blafrede og fik skyggerne på væggene til at krybe sammen og skælve. Ekkoet rungede op og ned ad vindeltrappen, mens skygger i det ene øjeblik for hen mod mig, og andre flygtede foran mig i mørket. Jeg nåede reposen og standsede et øjeblik for at lytte efter en indbildt raslen. Beroliget af stilheden åbnede jeg døren bag forhænget og stod i korridoren.
Synet var ikke som forventet. Månen lyste klart ind ad det store vindue for enden af korridoren, og lagde alting i sorte skygger eller sølvklart lys. Alt stod stadig på sin plads, og der var lys i lysestagerne. Bortset fra støvet kunne borgen være blevet forladt i går og ikke for halvandet år siden. En afventende stilhed lå over det hele.
Jeg skulle til at gå videre, men standsede så brat. En bronzefigur, der stod skjult bag reposens fremspringende væg, forskrækkede mig, da dens skygge sprang frem på den hvide væg, som om der lå nogen på lur i krogen, klar til at overfalde mig. Jeg stivnede et øjeblik, før jeg med hånden på revolveren i min lomme listede frem, kun for at opdage at min overfaldsmand var en bronzefigur af Ganymedes og ørnen, der lyste i måneskinnet. Lettet fik jeg styr på nerverne, så da en kinesisk porcelænsdukke på et lille bord nikkede med hovedet, da jeg gik forbi, rørte det mig knap nok.
Døren til det røde værelse befandt sig i en skyggefyldt krog. Med stearinlyset foran mig forsøgte jeg at få et overblik over nichen, inden jeg åbnede døren. Så blev jeg igen ramt af frygt. Det var her, min forgænger blev fundet.
Efter et hurtigt blik tilbage på Ganymedes i månelyset åbnede jeg døren til det røde værelse, lukkede den bag mig, drejede nøglen i låsen og stod med lyset højt hævet mens jeg betragtede stedet for min nattevagt: det røde værelse i Lorraine Castle, hvor den unge hertug var død. Eller rettere hvorfra han kom, da han faldt hovedkulds ned ad samme trappe, som jeg lige var kommet op af, under sit forsøg på at bevise at værelset ikke var hjemsøgt. I stedet endte hans død med at bekræfte overtroen, hvilket jeg fandt såre ufortjent. Også andre og ældre historier knyttede sig til værelset, hvis ry begyndte med en ægtemands drilleri af sin frygtsomme hustru, en spøg der endte tragisk.
Som jeg stod der og så ud over det mørke værelse fyldt med tunge møbler, sorte vindueskarme og et væld af skyggefulde nicher og alkover, forstod jeg godt rygterne. Mit stearinlys var kun en lille flamme i det vældige rum, og kunne slet ikke oplyse værelset. Og udenfor flammens lille ø af lys var mørket fuld af skygger, der føltes, som om de holdt øje med mig i den rungende stilhed.
I et forsøg på at bekæmpe tankerne om mørkets indbildte farer besluttede jeg mig for at foretage en systematisk undersøgelse af værelset. Efter at have sikret mig at døren var låst, gik jeg gennem værelset. Det svage ekko af mine fodtrin virkede som forstærkere for stilheden, mens jeg stirrede på hvert eneste møbel og trak alkovens sengeforhæng helt til side. Jeg trak gardinerne fra og undersøgte hasperne på hvert eneste vindue, før jeg lukkede skodderne. Jeg bankede på det mørke egetræspanel for at opdage eventuelle hemmelige hulrum. Og jeg bøjede mig endda ned for at se op i skorstenens sorte indre.
På min vej rundt i værelset tændte jeg alle lys. Der var to store spejle i værelset med lysestager, og på kaminhylden stod der også flere lysestager. Jeg tændte dem alle sammen. I kaminen var der lagt brænde til rette som en uventet betænksomhed af den gamle husholderske, og jeg tændte op for at holde enhver tilbøjelighed til kuldegysninger nede. Da ilden brændte godt, trak jeg en lænestol og et bord hen som en slags barriere og så ud over værelset igen.
Med min revolver på bordet og ingen tegn på noget forkert under min minutiøse undersøgelse af værelset burde jeg føle mig beroliget, men det rugende mørke i krogene og den overdøvende stilhed havde en uheldig indflydelse på min fornuft. Den knitrende lyd af ild og øerne af lys fra lysestagene var ikke tilstrækkelig til at få utrygheden til at forsvinde. Det næsten fysiske mørke i alkoven føltes som et levende, lurende væsen, og for at slå denne tanke ud af hovedet gik jeg til sidst hen til alkoven med et af lysene for at forvisse mig om, at der vitterligt ikke var noget derhenne. Her stillede jeg lyset på gulvet, og lod det blive da jeg vendte tilbage til kaminen.
Trods mine forsøg på at berolige mig selv var jeg på nuværende tidspunkt alligevel temmelig nervøs og ophidset. Jeg tænkte imidlertid fuldstændig klart, og forsøgte stædigt at overbevise mig selv om, at der ikke var nogen fare på færde. Der kunne ikke ske noget overnaturligt.
For at fordrive tiden gav jeg mig i kast med at rime noget á la Ingoldsbys myter om ophavet til værelsets rygte, men da jeg sagde et par af linjerne højt, svarede ekkoet i en ubehagelig klang. Af samme årsag opgav jeg også hurtigt en samtale med mig selv, om det umulige i spøgelser og hjemsøgte værelser. I stedet vendte mine tanker tilbage til de tre oldinge nedenunder, og trods mit ubehag ved dem føltes det trods alt som et mere sikkert emne.
Der gik dog ikke længe, før det uroen igen faldt over mig. De syv stearinlys var slet ikke nok til at oplyse værelset. Lyset jeg havde efterladt ved alkoven blafrede i trækken, og det flakkende ildskær fik skyggerne til ustandselig at skifte og bevæge sig. Pludselig slog det mig, at jeg var gået forbi flere lys i korridoren, og efter lidt overvindelse tog jeg et lys og efterlod døren på vid gab. Snart efter vendte jeg tilbage med hele ti lys, som jeg anbragte i forskelligt nips, og stillede hvor skyggerne var mørkest. Nu var hver eneste tomme i værelset direkte belyst af mindst et stearinlys. Der var noget trøstende ved alle disse små levende flammer, og samtidig gav synet af, hvordan de langsomt brændte ned, mig en beroligende fornemmelse af, at tiden gik. Alligevel vejede udsigten til nattevagten dog tungt på mig, mens urets visere langsomt krøb mod midnat.
Så gik lyset ved alkoven ud! Jeg så det ikke ske, men pludselig havde mørket genindtaget sin plads, som en uvelkommen fremmed der ud af det blå står foran dig.
“Det var dog en pokkers træk,” udbrød jeg for at berolige mig selv. Så tog jeg tændstikkerne på bordet og gik tværs igennem værelset for at tænde lyset igen. Den første tændstik ville ikke brænde, og da jeg havde fået ild i den anden, var der pludseligt noget, der blinkede på væggen overfor. Uvillig vendte jeg mig om og så, at de to lys på det lille bord ved kaminen var gået ud.
Jeg sprang op. “Mærkeligt, har jeg selv slukket dem uden at tænke over det?”
Jeg gik hen til det lille bord for at tænde dem igen, men mens jeg tændte det første, så jeg et af lysene ved spejlene blafre og gå ud. Kort efter slukkede også det andet lys. Flammen forsvandt i et nu, som om vægen blev nappet over uden at efterlade hverken glød eller røg. Og mens jeg stirrede på de slukkede stearinlys, gik lyset ved fodenden af sengen ud, og de mørke skygger syntes atter at krybe hen mod mig.
“Hvad sker der dog?” udbrød jeg, da først det ene og så det andet lys på kaminhylden fulgte efter. Min stemme lød underlig højt i det nu halvmørke rum. I det samme gik lyset på skabet ud, og det jeg lige havde tændt i alkoven fulgte efter.
“Hold så op med at slukke mine lys!” råbte jeg ud i rummet, mens jeg strøg en tændstik til stearinlyset på kaminhylden. Mine hænder rystede, så jeg ikke kunne ramme svovlet på tændstikæsken, men endelig dukkede kaminhylden frem af mørket igen. I det samme slukkede to lys i den fjerneste ende af værelset. Det lykkedes mig at tænde de store lys foran spejlet og dem på gulvet foran døren, og et øjeblik syntes jeg at vinde terræn igen. Men i et lydløst hug slukkede fire lys i træk i forskellige hjørner af værelset, og mens jeg overvejede hvor jeg skulle bruge den, skyndte jeg mig med rystende hænder at stryge endnu en tændstik.
Mens jeg stod der, ubeslutsom, så det ud som om en usynlig hånd slukkede de to lys på bordet. Rædselsslagen for jeg hen til alkoven og ind i krogen og hen til vinduet og fik tændt tre lys, imens endnu to lys gik ud henne ved kaminen. Det slog mig, at jeg kunne bruge lyset i lysestagen ved sengen til at tænde de andre lys med. På den måde skulle jeg ikke spilde tid på at stryge tændstikkerne. Men stadigvæk gik lysene ud, og mørket krøb ind på mig som et kulsort forhæng, der blev trukket hen over himlen og slukkede stjernerne. Nu og da dukkede de frem et øjeblik, og så blev de borte igen.
Næsten vanvittig af rædsel sprang jeg nu hektisk fra lys til lys i en håbløs kamp mod den ubarmhjertige fjende. Jeg slog mit ben på bordet. Jeg væltede en stol. Jeg snublede og trak dugen af bordet i faldet. Sengelyset trillede fra mig, og jeg greb et andet, da jeg rejste mig. Det blæste ud, idet jeg løftede det fra bordet, og de to sidste lys fulgte efter. Men der var stadig lys i værelset. Et rødt lys strømmede over loftet og holdt skyggerne borte fra mig. Kaminilden!
Jeg vendte mig mod kaminen, hvor flammerne stadig dansede mellem de glødende kul og kastede røde reflekser på møblerne. Jeg tog et par skridt hen imod kamingitteret, og i et nu døde flammerne bort og forsvandt. Selv gløderne forsvandt, og idet jeg stak mit lys ind mellem stængerne i kamingitteret, lukkede mørket sig om mig i et kvælende favntag, som dræbte den sidste rest af fornuft i min hjerne.
Lyset faldt ud af hånden på mig, mens jeg slog om mig i et forgæves forsøg på at holde det altomsluttende mørke væk. Jeg skreg af al min magt igen og igen, til jeg pludselig vaklede hen mod døren. Af uvisse grunde var jeg kommet i tanke om den måneoplyste gang, og med bøjet hoved og armene for ansigtet snublede jeg hen mod døren.
I min panik havde jeg dog glemt, hvor døren var og stødte i stedet ind i sengen. Vaklende vendte jeg mig om og og blev enten skubbet eller væltede selv ind i et stort møbel. Jeg har en svag erindring om min desperate kamp i mørket, hvor jeg slog om mig i blinde; om et tungt slag der ramte mig i panden; og om en frygtelig fornemmelse af at falde i en evighed, mens jeg hektisk forsøgte at holde mig på benene. Så husker jeg ikke mere.
Da jeg åbnede mine øjne, var det blevet dag. Jeg havde en klodset forbinding om hovedet, og manden med den visne arm stod og så på mig. Mens jeg forsøgte at huske, hvad der var sket, og hvor jeg var, så jeg mig om i værelset. Så fik jeg øje på den gamle kone. Hun virkede ikke længere fraværende og fjendtlig, men var i gang med at hælde nogle dråber medicin fra en lille blå flaske op i et glas.
“Hvor er jeg?” spurgte jeg. “Jeg synes, jeg har set jer før, men jeg kan ikke huske, hvem I er.”
De fortalte mig, hvad der var sket, og om det røde værelse, og imens lyttede jeg, som om de fortalte mig et eventyr.
“Vi fandt Dem ved daggry,” sagde manden med den visne arm, “med blodig pande og læber.” Taknemmelig for deres hjælp undrede jeg mig over, hvorfor jeg dog havde følt sådan en afsky for dem under vores første møde.
Langsomt kom min hukommelse tilbage.
“Tror De nu,” spurgte han, “at det spøger i det røde værelse?” Han talte ikke længere som en, der hilser en ubuden gæst, men medfølende som en bekymret ven.
“Ja,” svarede jeg, “det spøger i værelset.”
“Og De har set det? Vi har levet hele vort liv her, og vi har aldrig turdet se det. Er det sandt, at det er den gamle jarl, der …”
“Nej,” sagde jeg, “det er det ikke.”
“Jeg sagde det jo,” indskød den gamle kone. “Det er hans stakkels unge grevinde, der blev bange …”
“Heller ikke det,” sagde jeg. “Det er hverken jarlens spøgelse eller grevinden, der hjemsøger det værelse. Det er slet ikke noget genfærd, men noget, der er værre, langt værre, noget uhåndgribeligt …”
“Men hvad?” spurgte de.
“Det et det værste, der kan hjemsøge os stakkels dødelige mennesker,” svarede jeg, “det er – i al sin enkelthed – frygten selv! Frygt, som hverken vil have lys eller lyde, som ikke vil tage imod fornuft, som overdøver og formørker og overvælder. Den fulgte mig gennem korridoren, den kæmpede imod mig i værelset …”
Jeg tav brat. Der blev en pause. Jeg førte hånden op til bandagen om mit hoved. “Lysene slukkede det ene efter det andet, og jeg flygtede …”
Så løftede den gamle mand hovedet for at se på mig med sit skæve blik. “Det er sandt. Jeg vidste, det var der. En mørkets magt. At lægge en sådan forbandelse over et hjem! Det lurer der altid. Man kan mærke det selv i dagtimerne, selv på en lys sommerdag. Det er i forhængene, i gardinerne, det lurer bag ved én, uanset hvorhen man end vender sig. I skumringen kryber det i korridoren og følger én, så man ikke tør vende sig. Det er, som De siger. Frygten selv er i det værelse. En sort, altfortærende frygt – og det vedbliver med at være der, så længe dette syndens hus består.”
Djævelen havde fristet menneskenes børn, og Herrens engel jog dem med sit flammende sværd ud af Paradisets have. Det gik tungt fremad over heder og høje, over dale og svimlende dybder. Under flugten slog Eva sit lange hår over Adams nakke for at skærme ham mod solens stikkende stråler, og Adam støttede Eva og bar hende over åer og moser. Men hver gang de ville hvile sig eller ville stille deres tørst, eller blot standsede for at trække torne ud af deres sårede fødder, så de det blinkende flammesværd bag sig, og blev atter drevet fremad, uden ro og hvile.
På tredjedagen kom de til en bred, palmebevokset dal, hvor en flod snoede sig muntert gennem, og da solen i det samme gik ned, sank Eva sammen, udmattet af sult og træthed. Hun satte sig for Adams fødder og sagde: “Dette smukke sted er en afglans af Paradisets have! Lad mig blot dø her og begrav mig i palmernes skygge. Jeg kan ikke mere.”
Adam bøjede sig bedrøvet over hende; men da han løftede hende op, så han, at flammesværdet bag dem var forsvundet. I stedet blinkede månen ned fra den mørkeblå nattehimmel. Det tog Adam som et tegn og sagde: “Her vil vi bo og bygge! Herren vil måske endnu være os nådig.”
Den næste dag samlede Adam grene og byggede Eva et hus. Det var stort nok til dem – de var jo kun to; men lidt efter lidt måtte Adam bygge huset større, for floden var fuld af børn, og de løb bestandig hen til Eva. Der var jo ingen andre, der kunne tage sig af dem. Det blev til sidst næsten for mange. Eva kunne ikke skaffe tøj til dem alle, og Adam havde det også hårdt. Han sled og slæbte, dyrkede jorden, såede og vandede; men der kom kun torn og tidsel, og det kunne de jo ikke leve af. De blev bestandig fattigere, og til sidst vidste Adam hverken ud eller ind.
I mange, mange tider havde Vor Herre hverken tænkt eller talt til menneskene, fordi han var så vred på dem. Da huskede han dog en dag igen på dem med et mildt sind og besluttede sig for at stige ned til jorden for at se, hvorledes det gik dem. Det var netop en søndag, og Eva havde travlt med at vaske og kæmme sine børn og give dem det nye tøj på, som hun havde syet i løbet af ugen.
Mens hun sad i døren med alle børnene omkring sig, så hun Vor Herre komme vandrende langt nede i dalen. Eva blev flov og ulykkelig; for hun havde kun nået at vaske knap halvdelen af børnene, og resten af dem så snavsede og beskidte ud i deres hverdagstøj. Hun skammede sig over, at Vor Herre skulle se dem se så fæle ud på en søndag. I en fart jog hun alle de snavsede børn ind i huset, og så kaldte hun på Adam og sagde til ham, at han skulle skynde sig at skjule dem så godt han kunne, inden Vor Herre kom.
Så Adam tog børnene og gemte dem, hvor han kunne. De sorteste lukkede han ind i en klippehule ved huset. Nogle gemte han i en høj på marken; men dem i de grå trøjer og med de små røde huer beholdt han i huset, og gemte dem rundt omkring i lo og lade, i stalden og ude i bryggerset, hvor han nu kunne få plads til dem.
Så kom Vor Herre.
“Er det alle dine børn?” spurgte han Eva, da han så den pæne børneflok i deres nye søndagstøj. “Har du ikke flere?”
“Nej,” svarede Eva og slog øjnene ned; for hun vidste jo godt, at hun løj for Vor Herre.
“Så vil jeg tage forbandelsen fra dig og Adam, og give dine børn min velsignelse,” sagde Vor Herre, hvorefter han tog alle børnene i sin favn, velsignede dem og gav dem evne til det, de senere skulle blive på jorden. Men de skjulte børn fik han ikke at se, og Eva bad ham ikke om at velsigne dem.
Fra den dag af ville disse børn ikke mere trives; ja, de ville ikke engang kendes ved Eva mere. De blev ved med at pusle om i klippehulen, i højen, på loftet og i laden, og Eva kunne ingen vegne komme med dem. Skønt de blev gamle og grå, blev de ved med at være små og snavsede. De fik store hoveder og tynde ben. Nogle blev pukkelryggede, andre hjulbenede; og når de kunne komme til det, drillede og forskrækkede de Evas andre børn, og skjulte sig så i en fart, når hun ville skælde dem ud.
Til sidst lod hun dem passe sig selv, men de fulgte de andre børn over hele verden og driller dem endnu i dag. De blev nemlig til bjergtrolde, højfolk og nisser. Af de to sidste slags havde vi engang mange ude på landet, og det er deres gavtyvestreger, vi nu skal fortælle om.
Trykt i Nissen, udgivet på Ernst Bojesens Kunstforlag, 1889. – 142 sider, illustreret af H.A. Brendekilde
“Spøgelseshistorier: Fortællinger i ramme” består af en række korte fortællinger indlagt i en rammefortælling, hvor en gruppe mænd sidder og fortæller historier. Denne her kaldes for “Spøgelseskareten”.
– I gangen, som fra Riddersalen fører til nogle mindre værelser i vestre fløj, hænger blandt et par portrætter et maleri af en adelsmand fra Christian den Fjerdes tid. Skønt det forestiller en mand i trediverne, er det mærkeligt derved, at hans hår er aldeles hvidt og danner en sær kontrast til det mørkebrune skæg. Maleren har ingen mester været, men han har dog formået at give de ungdommelige træk et præg af dyb sørgmodighed, og de har intet af den bevidste selvfølelse, som ellers præger portrætter af datidens adelsmænd.
Jeg havde tit set på det omtalte maleri og søgt i slægtens historie efter en forklaring, men jeg havde intet fundet, udover at portrættet var af Hr. Preben Skinkel. Hr. Preben var medejer af gården her; hans ældre, gifte broder styrede bedriften, mens han selv i sin første ungdom rejste i fremmede lande, og senere opholdt sig ved kongens hof. Han tog også siden del i den tyske krig og holdt sig mandigt ved kongens side i det ulykkelige slag ved Lutter am Barenberg.
Disse få og tørre oplysninger havde jeg fra den ligprædiken, Hr. Søfren Staby holdt ved Hr. Prebens begravelse. Andre oplysninger fandtes ikke i prædikenens skal af vidtløftige ord og udførlige citater. At han døde ugift, kunne dog tyde på, at en eller anden kærlighedstragedie havde kastet en skygge over hans liv.
Så fandt jeg tilfældigt et håndskrift, hvori en gammel adelsmand sysler med livets og dødens problemer, og illustrerer sine betragtninger med tildragelser, han enten har hørt eller selv erfaret i et virksomt og bevæget liv. Da adelmandens slægt ved giftemål var knyttet til Hr. Prebens, er dette formodentlig grunden til, ikke blot at en afskrift af originalen er havnet i arkivet, men at håndskriftet tillige indeholdt svaret på det spørgsmål, der havde beskæftiget mig så længe. Og her er, hvad jeg læste.
Efter nederlaget ved Lutter am Barenberg og de umiddelbare følger deraf havde Hr. Preben afsluttet sin krigstjeneste og var vendt tilbage til Jylland for på sin gård at afvente den frygtede invasion af den kejserlige hær. Undervejs hjem tog han ind til Lerbæk ved Vejle, som dengang tilhørte Johan Brockenhus, der havde været hans ledsager på udenlandsrejsen og siden var forblevet hans gode ven. Hr. Johan havde netop hentet sin brud, Helvig Bille, fra Kjærsgaard på Fyn, og ægteparret nød hvedebrødsdagene på Lerbæk, da Hr. Preben meldte sin ankomst. Han blev hilst velkommen som gæst, skønt hans nyheder om krigen bragte forstyrrelse i hvedebrødsdagenes fredelige tilstand.
Hr. Preben havde nok at fortælle de opmærksomme tilhørere. Om slaget, hvor kongen på et hængende hår var blevet taget til fange af en flok kejserlige ryttere, og de tyske lejetropper spillede en så forargelig rolle; om arbejdet med at samle de splittede afdelinger af den danske hær og den brydsomme march gennem egne, der var hærgede som af onde ånder, og hvor luften var forpestet af ubegravede lig og røg fra afbrændte landsbyer. Men den værste nyhed var dog den, at Wallensteins tropper gjorde sig rede til et angreb på Jylland for at erobre hele halvøen. De samme Wallensteinere, om hvilke rygtet sagde, at der, hvor de trådte, groede intet græs. Og som en flok ravne drog den danske konges tyske lejetropper foran dem.
Udover Hr. Preben besøgte også en ung adelsjomfru Lerbæk som gæst, Jomfru Ingeborg Kaas. Hun var medtaget af Fru Helvig til selskab på Lerbæk. Hr. Preben var nok sluppet uskadt fra krigen, men kun for nu at blive hjerteramt af den lille, listige bueskytte, som aldrig fejler sit mål. Hr. Preben og Jomfru Ingeborg fandt stort behag i hinanden, så muligvis inspireret af Hr. Johan og Fru Helvig lykkelige eksempel, endte det med at det fælles besøg på Lerbæk gjorde dem til gode venner og modnede deres beslutning om, at de ville tilhøre hinanden for livet.
Hr. Preben betroede sig til vennen, som lovede at tale hans sag for sin svigerfar, der var den unge, forældreløse jomfrus værge. Og Jomfru Ingeborg betroede sig til veninden, og efter almindelig rådslagning blev det bestemt, at de skulle giftes, når Hr. Preben efter sin hjemkomst havde gjort alt rede til hendes modtagelse. Der var ingen grund til at vente, og tiden var for usikker til udsættelse. Med henblik på den truende krigsfare agtede Hr. Johan desuden at forlade Jylland og drage til Havrelykke på Lolland, og når han forlod Lerbæk skulle Jomfru Ingeborg med pålideligt følgeskab rejse til Hr. Prebens gård for der at fejre brylluppet.
Da Hr. Preben ved borgporten tog afsked med sin forlovede, var hun sært vemodig; men han så det kun som et tegn på jomfruens oprigtige kærlighed.
“Vær glad, mit hjerte,” sagde han. “Det er kun et kort farvel; snart mødes vi igen for aldrig mere at skilles.”
“Ak nej,” sukkede Jomfru Ingeborg. “Jeg har en følelse af, at jeg aldrig mere skal få Jer at se.”
“Det ligger alene i Guds hånd,” svarede han, smittet af hendes alvor. “Men hvorfor skulle Han have bragt os sammen efter at have ført mig uskadt gennem så mange farer, for at skille os ad nu?” Og han tilføjede som i et øjebliks overmod: “Selv død vil jeg dog komme og bringe Jer bud derom, og det samme må I gøre.”
Derpå red han bort. Oppe ved skoven vendte han sig om og svingede sin hat. Hun stod endnu på samme sted. Så skjulte træerne dem for hinanden.
Der blev glæde i gården ved Hr. Prebens hjemkomst. Rygterne om den danske hær og dens hårde skæbne var også nået til denne afsides egn, og de var ikke blevet mindre grumme på deres lange og bugtede vej. Men nu var han, der stod dem nær, hel og uskadt hos dem, så tænkte man ikke på de tusindvis, som var blevet tilbage og havde fundet en ukendt grav i det fremmede.
Den sidste nyhed han havde at berette, bragte dog en smule malurt i glæden. To kvinder i ét hus er sjældent en lykke, og skønt hans svigerinde, Fru Malfred, var en rolig og forstandig kvinde, mærkede Hr. Preben dog en vis misstemning mod Jomfru Ingeborg, som pludselig skulle føres ind i deres kreds. Han skildrede hende imidlertid med så stor varme og levende farver, at Fru Malfred med sit rolige smil erklærede, at selvom Jomfru Ingeborg kun besad halvdelen af de fortrin og dyder, Hr. Preben så i hende, så var hun stadig en pryd for sit køn.
Misstemningen hos Hr. Prebens broder skyldtes en anden årsag. Hr. Anders havde aldrig forestillet sig, at broderen ville gifte sig, skønt der ikke var nogen grund til at antage det modsatte. Men han havde levet sig ind i den forestilling, at broderen ville forblive ugift og gården således helt og ubeskåret ville tilfalde Hr. Anders og dennes arvinger. Nu gjorde en fremmed indgreb i det, han havde vænnet sig til at betragte som sin gode ret, og det bragte forstyrrelser. Fru Malfred var dog nysgerrig efter at lære den nye husfælle at kende, og Hr. Anders fik andet at tænke på end sine skuffede forhåbninger.
En del af den danske hær drog op gennem Jylland til værn mod de fremrykkende kejserlige tropper, men syntes at have sat sig for at gøre rent bord, inden disse kom. De havde stormet Koldinghus, hvor kong Christian og Kristine Munk opholdt sig og kun med møje undslap. Mens deres fører sendte røvet bytte bort i hele skibsladninger, gjorde folkene deres bedste efter ringere mål. Egnen her lå afsides langt fra deres vej og var som følge deraf forskånet for deres besøg, men rygterne om deres fremfærd nåede dog hertil, og adelen holdt møder for at rådslå om, hvad der burde gøres, da kongen var for optaget af Fru Kirsten og hendes meritter til at vide råd og holde sine egne tropper i kort snor.
Imidlertid blev alt gjort rede til Jomfru Ingeborgs modtagelse, og da der fra Lerbæk var sendt bud om, at herskabet havde forladt gården for fra Horsens at drage over til Fyn, red Hr. Preben dagligt ned til landevejen og spejdede efter den vogn, der skulle bringe hans kommende brud. Men hver dag vendte han skuffet tilbage, og for hver dag voksede hans utålmodighed og uro. Han bebrejdede sig, at han ikke selv havde hentet hende fra Lerbæk, men nu kunne han intet gøre, for han vidste ikke, hvilken vej vognen ville komme.
En sen aften hvor alle på gården var gået til ro, sad Hr. Preben på sit kammer, ene med sine tanker og pint af sin tvungne uvirksomhed. Pludselig hørte han en vogn komme kørende ind ad borgporten og rasle hen over den toppede stenbro. Han lyttede. Nu standsede den. Det måtte være den længeventede! Men alt var stille; ingen rørte sig på gården. Han skulle netop til at ile ud, da døren åbnedes, og hendes velkendte skikkelse langsomt trådte ham imøde.
Han strakte armene ud imod hende. “Ingeborg!” udbrød han. “Gud være lovet, at I endelig kom, jeg har været så bange for, at der skulle være sket Jer noget, og bittert fortrudt at jeg ikke blev og tog Jer med mig.”
“Min tid er knap. Jeg kommer kun for at sige farvel,” lød svaret.
“Men hvad er der sket?” Han greb begge hendes hænder; de var kolde som is. Hendes ansigt var så blegt, og øjnene så dybe og mørke, som om der ingen bund var i dem.
Hun rystede vemodigt på hovedet. “Der er sket det, som skiller os her i livet. Vi mødes først igen i Evigheden.”
Grebet af en usigelig angst havde han sluppet hendes hænder og stirrede nu på hende som på et drømmesyn. Så bøjede hun tavs hovedet, vendte sig bort og skred ud ad døren. Der mærkedes et isnende vindpust, da den åbnedes og lukkedes efter hende. Straks efter kørte en vogn bort.
Hr. Preben stod som stivnet uden at sanse eller forstå. Så sank han ned i stolen, hvor han før havde siddet, og her fandt broderen ham den følgende morgen. Hans hår var blevet hvidt, og han smilede aldrig mere, men gik resten af sine dage gennem livet uden fuldt at være til stede.
Det vides ikke, hvor eller hvordan Jomfru Ingeborg havde fundet døden. Men historien fortæller, at den tredie nat efter Hr. Prebens død hørte de, der vågede ved hans kiste, en vogn køre ind i gården og lidt efter køre bort igen. Men der var intet at se.
Trykt i: Spøgelseshistorier fortællinger i ramme, 1914
Illustration: Louis Moe
Kort om Alex. Schumacher:
Født: Den 17. september 1853
Død: Den 18. marts 1932
“Spøgelseshistorier: Fortællinger i ramme” består af en række korte fortællinger indlagt i en rammefortælling, hvor en gruppe mænd sidder og fortæller historier. Denne her kaldes for “Spanieren”.
– De kender jo den engelske digter Alexander Pope?
– Nå, jeg kan se på Dem, at De hverken har læst den berømte ‘Røvede hårlok’ eller de øvrige poesier, som henrykkede hans landsmænd i det 18. århundrede.
– Om jeg har? Jeg må ærligt tilstå, nej. Men under mit sidste besøg i England, på et herresæde, faldt jeg over hans ‘Levned’ en kedsommelig regnvejrsdag, og deri fandt jeg denne historie.
Denne Mr. Pope var et udpræget forstands-menneske og som følge deraf en erklæret fjende af spøgelsehistorier og overtroiske forestillinger. Det ganske uagtet at the second sight eller synskhed er en udbredt evne i Skotland, og ethvert engelsk hus af nogenlunde respektabel alder har et ‘husspøgelse’ eller flere, som hænger ved skuepladsen for tidligere gerninger. Det skyldes måske også englændernes respekt for traditionen. Men skønt digter og englænder kunne Mr. Pope som sagt ikke udstå spøgelser og havde udtrykkeligt forbudt sit tyende så meget som at omtale emnet for ham, og truet enhver der gjorde det med øjeblikkelig afsked.
Nu var han netop flyttet ind i en ny lejlighed, tilmed i et hus hvis alder og indretning nok kunne tyde på, at skygger lurede i dets mange krinkelkroge. Han havde fulgt anbringelsen af møblerne i sine værelser, og i arbejdsværelset, der også skulle tjene som soveværelse, havde han egenhændig opstillet sin bogsamling og anbragt sine værker i smuk rækkefølge og ret iøjnefaldende.
Nu skulle han tilbringe den første nat i sin nye lejlighed. Døren var låst, lyset brændte i stagen ved sengen, og han havde lagt sig mageligt til rette med en bog for efter sædvane at læse sig i søvn. Hvilken bog omtaler historien ikke, men det har næppe været et af hans egne værker. Da han har ligget lidt, bliver han opmærksom på en lyd henne ved døren ind til værelset. Han ser derhen, og i samme øjeblik går døren op, og ind træder en skikkelse i gammel spansk dragt.
“Hvem er det?” råber Pope til skikkelsen, som har et mørkt og alvorligt udseende. Men spanieren lader som ingenting, går hen til bogreolen, tager Popes skrifter, det ene bind efter det andet, bladrer lidt i dem, og med et nederdrægtigt spottende smil sætter han dem på plads igen. Men, som digteren henne i sengen ærgerligt bemærker, omvendt med titlen nedefter.
Pope brummer og rømmer sig. Spanieren lader sig ikke forstyrre i sin stumme kritik, og da han endelig er færdig med bøgerne, går han hen til skrivebordet, tager et manuskript, som digteren har arbejdet på om aftenen, læser, bladrer i det, ryster af og til smilende på hovedet og bladrer videre.
“Det er dog for galt,” tænker digteren. “Min Herre,” siger han og rejser sig op i sengen, “når De vil besøge folk, skulle De vælge et mere passende tidspunkt.” Spanieren værdiger ham ikke et blik.
“Og når De kommer til fremmede folk, burde De iagttage simpel høflighed og ikke rode i andres papirer.” Spanieren bladrer roligt videre, med sit nedrige, spottende smil.
“I modsat fald,” bruser den krænkede digter ud, “i modsat fald er man i sin gode ret, når man tugter en så påtrængende person…” Og dermed springer han ud af sengen, griber sin kårde og farer hen mod spanieren. Denne sænker roligt hånden, hvori han holder papirerne, og idet han med det samme kolde, spottende smil ser på den iltre lille skrutryggede digter i natkjole og med nathue, åbner han med den anden hånd sin vams og viser Pope sit blottede bryst. Her ser digteren til sin skræk et gabende, blodigt sår. Forfærdet farer han tilbage og ringer på sin tjener. Den korte, skarpe klang af klokken lyder gennem det stille hus; men der kommer ingen. Han ringer igen. Forgæves. Spanieren lader sig ikke forstyrre. Han står ganske rolig ved skrivebordet og bladrer i papirerne.
“Min Herre,” siger Pope til sidst, “nu synes jeg det må være nok; er De ikke så god at gå Deres vej!” Spanieren nikker samtykkende og går langsomt og værdigt ud ad døren.
Helt fortumlet af det natlige eventyr går Pope igen i seng. Så kommer tjeneren endelig og spørger, hvad Herren ønsker?
“Mødte du ikke nogen?” spørger Pope.
“Jo, på trappen,” svarer tjeneren.
“Hvem var det? Hvordan så han ud?”
Tjeneren svarer ikke, men står forlegen.
“Svar, når jeg spørger dig!”
Tjeneren minder om Herrens forbud mod at omtale visse ting, men endelig rykker han ud med, at han har mødt spanieren, og at det er genfærdet af en spanier, som for mange år siden er blevet myrdet der i huset. Ingen har dristet sig til at omtale det på grund af Herrens strenge forbud.
“Det er godt,” siger Pope, “men bliv nu her resten af natten. Du kan ligge henne på sofaen.” Digteren falder i søvn, og da han om morgenen vågner, kalder han på sin tjener. Ingen svarer. Han ser hen på sofaen. Der ligger ingen tjener.
Nu bliver Pope vred. Han trækker i klokkestrengen. Der kommer nogen op ad trappen, banker på og tager i døren. Den er låst. Pope må stå ud af sengen og lukke op. Det er tjeneren.
“Hvorfor er du gået din vej?” spørger Pope.
“Hvad mener Herren. De ringede og her er jeg,” svarer tjeneren forbavset.
“Har du da ikke været her i nat, da du mødte spanieren?”
Tjeneren ryster på hovedet. “Spanieren?” gentager han.
“Ja, spanieren” svarer Pope, “som var herinde.”
Tjeneren ser tvivlende på sin Herre og minder ham om, at døren var låst indvendigt fra. “De må have drømt Herre,” han til sidst. “Drømt!” gentager Pope ærgerlig. “Står bøgerne da ikke omvendt henne i reolen, således som den uhøflige gæst stillede dem i nat?” Begge ser hen på reolen. Bøgerne står i den skønneste orden, præcist som Pope havde stillet dem den foregående dag. “Nu kan du gå,” siger Pope og klapper tjeneren på skulderen. “Jeg ville blot sætte dig på prøve, men du har bestået den til min fulde tilfredshed.”
Pope glemte dog aldrig den mærkelige drøm, der var så levende, at den nær havde fået ham selv til at tro på gengangere.
Trykt i: Spøgelseshistorier fortællinger i ramme, 1914
Illustration: Louis Moe
Kort om Alex. Schumacher:
Født: Den 17. september 1853
Død: Den 18. marts 1932
Djævelen havde fristet menneskenes børn, og Herrens engel jog dem med sit flammende sværd ud af Paradisets have. Det gik tungt fremad over heder og høje, over dale og svimlende dybder. Under flugten slog Eva sit lange hår over Adams nakke for at skærme ham mod solens stikkende stråler, og Adam støttede Eva og bar hende over åer og moser. Men hver gang de ville hvile sig eller ville stille deres tørst, eller blot standsede for at trække torne ud af deres sårede fødder, så de det blinkende flammesværd bag sig, og blev atter drevet fremad, uden ro og hvile.
“Spøgelseshistorier: Fortællinger i ramme” består af en række korte fortællinger indlagt i en rammefortælling, hvor en gruppe mænd sidder og fortæller historier. Denne her kaldes for “Spøgelseskareten”.