Måned: april 2018

Sølvspejlet af Arthur Conan Doyle

by

23/04/2018

22:05

Leave a comment on Sølvspejlet af Arthur Conan Doyle

1900-1950, Britiske forfattere

, , , ,

Sir Arthur Conan Doyle3. januar
Denne sag med White & Wotherspoons regnskaber viser sig at  være en kæmpeopgave. Der er 20 tykke hovedbøger, som skal undersøges og gennemgås. Hvem var det, der så gerne ville være yngste kompagnon? Det er imidlertid den første store forretningsopgave, der helt og holdent er blevet lagt i mine hænder. Jeg må vise mig opgaven voksen. Men det hele skal være færdigt i så god tid, at sagførerne kan få resultatet udleveret, inden retssagen tager sin begyndelse. Johnson sagde nu til morgen, at jeg måtte sørge for at have de sidste tal parat inden den 20. i denne måned. Du Almægtige! Nå, der er ikke andet at gøre, end at gå i gang, og hvis min hjerne og mine nerver ellers kan stå for presset, skal jeg nok klare det. Det vil være ensbetydende med kontorarbejde fra klokken 10 til 17 og derpå endnu en arbejdsperiode fra klokken 20 aften til klokken et nat. Der er dramatik i en revisors tilværelse. Når jeg sidder der i de sene nattetimer, mens hele verden sover, og gennemgår den ene række tal efter den anden for at finde de manglende beløb, forstår jeg, at min profession slet ikke er så kedelig endda, når det kommer til stykket.

I mandags kom jeg på sporet af de første tegn på underslæb. Ingen storvildtjæger kan have følt større spænding ved at opdage de første spor af sit bytte. Men jeg kigger på de 20 hovedbøger og tænker på den jungle, jeg må følge mit bytte igennem for at få ram på det. Det bliver hårdt arbejde, men også spændende sport på en måde! Jeg så engang den fede fyr ved en middag på rådhuset, hans røde ansigt over den hvide serviet. Han så på den lille blege mand, der sad for bordenden. Han ville også selv have været bleg, hvis han havde kunnet se den opgave, jeg ville få overdraget.

6. januar
Hvor er det dog tåbeligt af læger at pålægge en patient hvile, når hvile er helt udelukket! Fjolser! De kunne lige så godt råbe til en mand, der har en flok ulve i hælene, at det, han trænger til, er absolut ro og hvile. Mit arbejde skal være færdig til en bestemt dato, ellers vil jeg have forspildt mit livs store chance. Så hvordan i alverden skulle jeg have tid til at hvile mig? Jeg kan tage en uges ferie efter retssagen.

Måske var det fjollet af mig, at jeg i det hele taget gik til lægen. Men jeg bliver let nervøs og utilpas, når jeg sidder alene og arbejder om natten. Der er ikke tale om smerter – kun en slags trykken for panden og nu og da ligesom en tåge for øjnene. Jeg tænkte, at lægen måske havde noget, der kunne afhjælpe symptomerne. Men holde op med at arbejde? Det er absurd at forlange den slags. Det kan sammenlignes med et marathon. I begyndelsen føler man sig utilpas. Hjertet hamrer, og man snapper efter vejret. Men hvis man bare har viljestyrke nok til at fortsætte, får man pusten igen. Jeg vil fortsætte med mit arbejde og vente på at få pusten igen. Og får jeg ikke det – nå ja, så vil jeg fortsætte med mit arbejde alligevel. Jeg er blevet færdig med to hovedbøger og er godt i gang med den tredje. Slynglen har dækket sine spor godt, men jeg er ikke desto mindre i stand til at finde og følge dem.

9. januar
Det var ikke min mening at gå til lægen igen, men jeg blev nødt til det. “Jeg overbelaster mine nerver, udsætter mig for at få et fuldstændigt sammenbrud og risikerer endda, at min hjerne tager skade.” Det er en noget af en mundfuld at måtte sluge. Nå, men jeg har i sinde at affinde mig med arbejdspresset og løbe risikoen. Så længe jeg er i stand til at sidde på min stol med min kuglepen, vil jeg følge den gamle slyngels spor.

For øvrigt må jeg nok hellere her fortælle om den besynderlige oplevelse, som fik mig til at gå til lægen for anden gang. Jeg har besluttet mig for at føre nøjagtig kontrol over mine symptomer og følelser, fordi de i sig selv er interessante – “et mærkeligt psykologisk studie,” siger lægen. Men også fordi jeg er helt overbevist om, at så snart jeg er færdig med dem, vil det hele forekomme mig uvirkeligt, som en mystisk drøm på grænsen mellem søvn og vågen tilstand. Så mens indtrykkene er friske, skriver jeg dem nu ned. Om ikke for andet så for at få tankerne lidt væk fra de endeløse talkolonner.

Der er et gammelt sølvindrammet spejl i min stue. Det er en gave fra en af mine venner, som holder af antikviteter. Han fandt det tilfældigt på en auktion, men har ingen anelse om, hvor det stammer fra. Det er et stort spejl – en meter bredt og 60 centimter højt – og det står på en skænk til venstre for mig, når jeg sidder og skriver. Rammen er flad, cirka  10 centimeter bred og meget gammel: Den er så gammel, at der hverken er mærker eller stempler til bestemmelse af alderen. Glasset, der har facetkanter, rager lidt ud over rammen og har den pragtfulde reflekskraft, som åbenbart kun findes i meget gamle spejle. Når man kigger ind i det, er der en perspektivvirkning, som moderne spejle overhovedet ikke kan opvise magen til.

Spejlet er placeret således, at jeg normalt ikke kan se andet i det end gengivelsen af de røde gardiner, når jeg sidder ved bordet. Men i går nat skete der noget besynderligt. Jeg havde arbejdet i flere timer end jeg orkede, og havde haft adskillige af de generende anfald med tåge for øjnene. Gang på gang havde jeg været nødt til at holde inde med arbejdet for at gnide øjnene. Under et af anfaldene kastede jeg tilfældigt et blik på spejlet, som havde det besynderligste udseende. De røde gardiner, som det skulle have gengivet, var der ikke. I stedet så glasset tåget og sløret u -, ikke på overfladen, men dybt inde i selve kernen. Denne uklarhed syntes at rotere langsomt rundt derinde, indtil den blev en tæt, hvid sky, der hvirvlede omkring i tunge spiraler. Så virkelighedstro var genspejlingen, at jeg vendte mig om i den tro, at der var gået ild i gardinerne, og at det var røgen herfra, jeg så. Men alt var stille i stuen. Ikke en lyd hørtes udover urets tikken, og intet rørte sig bortset fra den mærkelige ‘skys’ langsomme omdrejninger dybt inde i kernen af det gamle spejl.

Men mens jeg fascineret så til, begyndte skyen eller tågen eller røgmassen, eller hvad man nu skal kalde den, at trække sig sammen og blive fast på to punkter ganske nær hinanden, og jeg så med en pirrende gysen, at det var to øjne, der stirrede ud i stuen. Jeg kunne også se det svage omrids af et hoved – en kvindes efter håret at dømme – men det var meget dunkelt. Kun øjnene var ganske tydelige. Og sikke øjne! De var mørke, strålende og fyldt med en voldsom lidenskab. Om det var raseri eller frygt, kunne jeg ikke sige. Aldrig har jeg set øjne, der var så fulde af intensitet og liv. De var ikke rettet mod mig, men stirrede ud i stuen. Jeg sad ganske stille et stykke tid, så lod jeg hånden glide hen over min pande i et forsøg på at tage mig sammen, og lidt efter gled det uskarpe omrids af hovedet over i den almindelige dunkelhed. Spejlet antog langsomt sin normale klarhed, og de røde gardiner tonede igen frem i spejlbilledet.

En skeptiker ville uden tvivl sige, at jeg var faldet i søvn over mine tal og at oplevelsen kun var en drøm. Men sandheden er, at jeg aldrig i mit liv har været så lysvågen. Jeg var i stand til at være kritisk over for fænomenet, imens jeg så på det, og sige til mig selv, at det var et hjernespind avlet af bekymringer, spekulationer og mangel på søvn. Men hvorfor netop denne form? Hvem er kvinden? Og hvad var den lidenskab, jeg læste i de vidunderlige brune øjne? De øjne der nu griber forstyrrende ind i mit arbejde. For første gang har jeg ikke nået den daglige kvota, jeg har sat mig som mål. Det er måske grunden til, at jeg ikke har haft nogen unormale fornemmelser i nat. I morgen må jeg vågne op, komme hvad der komme vil.

11. januar
Alt er vel, og jeg gør gode fremskridt med mit arbejde. Jeg vikler nettet strammere og strammere rundt om fyrens fede krop. Men han kan endnu nå at le sidst, hvis mine nerver bryder sammen. Spejlet kan næsten siges at være en slags barometer, der registrerer presset mod min hjerne. Jeg har lagt mærke til, at det hver nat er blevet sløret og tåget, før jeg har afsluttet mit arbejde.

Dr. Sinclair (som åbenbart er lidt af en psykolog) blev så interesseret i min beretning, at han kom på besøg her til aften for at kigge på spejlet. Jeg havde bemærket, at der med snørklede gamle bogstaver var indridset et eller andet på bagsiden af metalrammen. Han undersøgte det i sin lup, men kunne ikke få noget ud af det. Sane X. pal. var det endelige resultat, han kom frem til, men det bragte os jo ikke videre. Han rådede mig til at sætte spejlet ind i en anden stue, men når det kommer til stykket, kan det vel være ligegyldigt, for han har selv sagt, at uanset hvad jeg ser inde i det, så er det kun et symptom. Årsagen er de 20 hovedbøger, og det er dem og ikke spejlet, der burde stuves af vejen. Hvis det blot var muligt. Jeg er ved den 8., så jeg gør da fremskridt.

18. januar
Måske ville det alligevel have været klogere af mig at flytte spejlet bort. Jeg havde en usædvanlig oplevelse med det i nat. Og dog finder jeg det så interessant, så fascinerende, at jeg selv nu vil lade det blive stående, hvor det står. Hvad i alverden kan det mon betyde alt sammen?

Det var lige ved et-tiden om morgenen, og jeg var i færd med at lukke bøgerne for at vakle i seng, da jeg så hende foran mig. Hele stadiet med dunkelheden og uskarpheden må være undgået min opmærksomhed, for der var hun i al sin skønhed og lidenskab og sorg – så klart aftegnet som stod hun virkelig i stuen. Skikkelsen var lille, men meget tydelig. Så tydelig at hvert træk og hver fold i hendes kjole står mejslet i min hukommelse.

Hun sidder yderst til venstre i spejlet. En uskarp skikkelse kryber sammen ved siden af hende. Jeg kan lige akkurat skelne, at det er en mand. Bag dem er der en sky, i hvilken jeg kan se andre skikkelser. Skikkelser der bevæger sig! Det er ikke bare et billede, jeg ser på. Det er en scene fra livet, en virkelig hændelse. Kvinden kryber sammen og skælver. Manden ved siden af hende dukker sig. De skyggeagtige skikkelser gør vilde fagter og bevæger sig i små ryk. Jeg var så fascineret, at jeg helt glemte at være bange. Det var vanvittig irriterende at se så meget og så ikke se mere.

Men jeg kan i det mindste beskrive kvinden til mindste detalje. Hun er meget smuk og ganske ung, ikke en dag over 25, vil jeg tro. Hendes hår er  varmt kastanjebrunt med gyldne strejf, og hun bærer en lille hue, der går ned i en trekantet spids fortil og er af kniplinger kantet med perler. Hendes pande er høj, måske lidt for høj til at give fuldkommen skønhed, men den giver et anstrøg af kraft og styrke til et ansigt, der ellers kun have været blidt og feminint. Øjenbrynene er fint svungne over tunge øjenlåg, og så disse vidunderlige øjne. Så store, så mørke, så fulde af voldsom lidenskab, enten vrede eller frygt, der kappes med stolt selvbeherskelse. Hendes kinder er blege, læberne hvide af smerte, hagen og halsen fornemt rundet. Hun sidder let foroverbøjet i stolen, men hendes holdning er stiv og anspændt. Hendes kjole er af sort fløjl. En juvel funkler på hendes bryst, og et guldkrucifiks gløder i skyggen af en fold. Det er kvinden, hvis billede stadig bor i det gamle sølvspejl. Hvilken uhyggelig gerning kan have efterladt sit spor her, og i en anden tidsalder viser sig for et menneske, som på grund af overanstrengelse og hårdt nervepres befinder sig i en særlig sindstilstand?

Endnu en detalje: På venstre side af den sorte fløjlskjoles nederdel var der en klump hvide bånd, troede jeg først. Men da jeg billedsynet blev skarpere, opdagede jeg, at det var en mands hånd, knyttet og knudret af smerte, som krampagtigt holdt fast i kjolens fold. Resten af den sammenkrøbne mand var kun et uskarpt omrids, men den knyttede hånd sås tydeligt på den sorte baggrund og fik mig til at tænke på en tragedie af en eller anden art. Manden var bange, frygtelig bange. Det var ikke svært at se. Men hvad var det, der gjorde ham bange? Hvorfor knugede han så hårdt om hendes kjole? Svaret skulle søges hos de urolige skikkelser i baggrunden. De havde bragt fare med sig, både for ham og hende. Det interessante ved situationen fascinerede mig. Jeg tænkte ikke mere på den i relation til mine nerver. Jeg stirrede og stirrede, som om jeg var i teatret. Men jeg kunne ikke få mere ud af det. Tågen blev tyndere. Der var voldsomme bevægelser, som tilsyneladende havde noget at gøre med alle skikkelserne. Så blev spejlet atter klart.

Lægen siger, at jeg skal tage en fridag, og det kan jeg tillade mig, fordi jeg har gjort gode fremskridt i den seneste tid. Det er ganske tydeligt, at synerne helt og holdent beror på mine nervers tilstand, for jeg sad en time foran spejlet uden at der skete noget. Min hviledag har skræmt dem bort. Jeg gad nok vide, om jeg nogensinde finder ud af, hvad det alt sammen betyder. Her til aften undersøgte jeg spejlet ved stærkt lys, og foruden den mystiske inskription Sanc. X. pal. var jeg i stand til at skelne nogle spor af heraldiske mærker, der lige akkurat kunne anes på sølvet. De må være meget gamle, for de er næsten helt udviskede. Så vidt jeg kunne se, var der tale om tre spydhoveder, to ved siden af hinanden og en lige under dem. Jeg vil vise lægen dem i morgen, når han kommer på besøg.

14. januar
Føler mig atter i god form og er fast besluttet på, at intet nu skal standse mig, før mit arbejde er afsluttet. Lægen fik forevist mærkerne på spejlet, og han var enig med mig i, at de er heraldiske. Han er dybt interesseret i alt, hvad jeg har fortalt ham, og han krydsforhørte mig om samtlige detaljer. Det morer mig at se, hvorledes han er et bytte for to modstridende ønsker. På den ene side ønsker han, at hans patient skal blive symptomerne kvit, og på den anden side håber han, at det lykkes mig at opklare dette mysterium fra fortiden. Han rådede mig til fortsat hvile, men protesterede ikke særlig voldsomt, da jeg erklærede, at der ikke kunne være tale om yderligere hvile, før jeg var blevet færdig med de resterende 10 hovedbøger.

17. januar
I tre nætter har jeg ikke oplevet noget usædvanligt, min hviledag har båret frugt. Der er kun en fjerdedel af mit arbejde tilbage, men jeg bliver nødt til at sætte tempoet op, for sagførerne råber og skriger på deres materiale. De skal nok få, hvad de har brug for, og mere til. Jeg har fyren i saksen! Når de opdager, hvilken åleglat og durkdreven fyr han er, vil jeg uden tvivl få anerkendelse for mit arbejde. Falske handelskonti, falske statusopgørelser, dividender hentet fra kapitalen, tab opført som fortjeneste, udeladelse af arbejdsomkostninger, manipulationer med kontantbeholdningen – det er en ‘køn’ journal!

18. januar
Hovedpine, nervøse trækninger, tåge for øjnene, trykken for tindingerne, alt sammen forvarsler om alvorlige ubehageligheder, og de har heller ikke ladet vente på sig. Men jeg er nu ikke nær så ked af, at billedsynet har vist sig igen, som jeg blev skuffet over, at det forsvandt, før alt var åbenbaret og opklaret.

Men jeg så mere i nat. Den sammenkrøbne mand var lige så klart aftegnet som kvinden, hvis kjole han klamrer sig til. Han er en lille mørkhudet fyr med spidst, sort hageskæg. Han bærer en hvid kappe af damask kantet med pelsværk. Den fremherskende farve i hans øvrige klædedragt er rød. Men hvor er han dog bange. Han kryber sammen og ryster som et espeløv og ser sig hele tiden tilbage over skulderen. Han har en lille kniv i den anden hånd, men han er alt for underkuet til at turde bruge den. Nu begynder jeg også så småt at kunne skelne skikkelserne i baggrunden. Barske, skæggede, mørke ansigter dukker frem af tågen. Især én af disse mænd virker frastødende. Han er et rent skelet at se på med hule kinder og indsunkne øjne. Også han har en kniv i hånden. Til højre for kvinden står en høj ung mand med hørfarvet hår og en mut og trodsig mine. Den smukke kvinde ser bønfaldende op på ham. Det samme gør manden, der kryber sammen på gulvet. Den høje unge mand synes således at være herre over deres skæbne. Den bange mand på gulvet rykker nærmere og kryber i skjul bag kvindens skørter. Den høje unge mand bøjer sig ned og forsøger at hale hende bort fra ham. Alt dette så jeg i nat, inden spejlet atter blev klart. Vil jeg mon aldrig få at vide, hvad det ender med, og hvad det hele drejer sig om? Det er ikke bare et fantasidrama, det er jeg overbevist om. Engang, på et eller andet tidspunkt, har scenen udspillet sig, og det gamle spejl har frigivet den. Men hvornår – og hvor?

20. januar
Mit arbejde er ved at være færdigt, og det er på høje tid. Jeg føler en anspændthed i hjernen, et ulideligt pres, der advarer mig om, at et eller andet snart vil slå klik. Jeg har arbejdet til den yderste grænse af, hvad jeg formår. Men i nat skal det lykkes mig at blive færdig. Med en sidste voldsom kraftanspændelse vil jeg afslutte den 20. hovedbog, inden jeg rejser mig fra stolen. Jeg vil nå at blive færdig. Jeg vil.

7. februar
Det lykkedes også. Men åh Gud, hvilken oplevelse! Jeg ved ikke, om jeg har kræfter nok til at skrive det hele ned.

Lad mig først og fremmest forklare, at jeg skriver dette på dr. Sinclairs privatklinik cirka tre uger efter at have indført det sidste notat i min dagbog. Natten til den 21. januar slog det omsider klik for mit nervesystem, og jeg huskede intet, før jeg tre dage senere opdagede, at jeg befandt mig på dette hvilehjem. Men jeg kan hvile ud med god samvittighed. Mit arbejde var blevet færdigt, inden jeg brød sammen, og mine tal er overgivet til sagførerne. Jagten er forbi.

Og nu må jeg beskrive den sidste nat. Jeg havde svoret på, at arbejdet skulle gøres færdigt. Til trods for at det føltes som om mit hoved skulle sprænges, koncentrerede jeg mig så intenst om mit arbejde, at jeg ikke så op en eneste gang, før den sidste række tal var lagt sammen. Men det krævede en kolossal selvbeherskelse, fordi jeg vidste, at der hele tiden foregik vidunderlige ting i spejlet. Det fortalte hver eneste nerve i min krop mig. Hvis jeg blot havde set op en eneste gang i utide, ville det have været sket med mit arbejde. Altså så jeg ikke op, før de sidste tal var lagt sammen. Men da jeg omsider med værkende tindinger lagde pennen fra mig og så op – hvilket syn mødte da ikke mine øjne!

Spejlet med den brede sølvramme var som en strålende oplyst scene, hvorpå der opførtes et drama. Der var ikke længere den mindste antydning af tåge. Den hårde belastning af mine nerver havde fremkaldt denne forbløffende klarhed. Hvert ansigtstræk, hver bevægelse trådte frem med fuldkommen livagtig tydelighed. At tænke sig at jeg, en udkørt, jordbunden revisor med en bedragerisk svindlers regnskabsbøger liggende foran mig, blandt alle mennesker var blevet udvalgt til at overvære et sådant optrin!

Det var det samme sceneri og de samme personer, men dramaet var skredet videre frem. Den høje unge mand holdt kvinden i sine arme. Hun bøjede sig væk fra ham og så op på ham med alle tegn på afsky. De andre havde revet den sammenkrøbne mand bort fra hende. En halv snes stykker af dem stod i en kreds omkring ham – vilde, skæggede mænd. De stak efter ham med deres knive. Det så ud, som om de allesammen stak i ham på samme tid. Deres arme steg og faldt. Blodet strømmede ikke ud af ham, det sprøjtede! Hans røde dragt blev overstænket med det. Han vred og vendte sig, og det røde blod flød ud over den purpurfarvede dragt. De fortsatte med at hakke løs på ham, og blodet vedblev at sprøjte fra ham. Det var et grufuldt syn, grufuldt! De slæbte ham hen mod døren, mens han sparkede vildt omkring sig. Kvinden så på ham over skulderen, og hendes mund åbnede sig. Jeg hørte ikke en lyd, men jeg vidste, at hun skreg. Og så – hvad enten det nu skyldtes det nervepirrende syn foran mig, eller det slet og ret var reaktionen efter de sidste ugers opslidende arbejde – begyndte stuen at danse for mig. Gulvet gled bort under mine fødder, og jeg sansede ikke mere. Tidligt om morgenen fandt min værtinde mig liggende bevidstløs foran sølvspejlet, men selv havde jeg ingen erindring om noget, før jeg tre dage senere vågnede op i de stille og rolige omgivelser på dr. Sinclairs klinik.

9. februar
Først i dag har jeg givet dr. Sinclair en detaljeret beretning om min oplevelse. Han havde ikke tilladt mig at tale om den før. Han hørte efter med levende interesse. “Identificerer De ikke dette med en velkendt begivenhed fra historien?” spurgte han med et mistænksomt blik i øjnene. Jeg forsikrede ham, at jeg ikke var særlig velbevandret i historie. “Har De virkelig ingen anelse om, hvor det spejl stammer fra, og hvem det engang har tilhørt?” fortsatte han. “Har De måske?” spurgte jeg, for han talte på en mærkelig betydningsfuld måde. “Det er utroligt,” sagde han. “Og dog, hvordan skal det ellers kunne forklares? De scenerier, De tidligere skildrede, gav antydning om det, men nu kan der ikke længere være tale om tilfældige sammentræf. Jeg vil vise Dem nogle notater i aften.”

Senere
Han er lige gået. Jeg vil prøve at nedskrive hans ord så nøjagtigt, som jeg kan genkalde mig dem. Han begyndte med at lægge nogle støvede bøger på min seng.

“Dem kan De læse, når De får tid og lyst,” sagde han. “Jeg har nogle notater her, som De kan verificere. Der er ingen tvivl om, at det, De har set, er de skotske adelmænds mord på Rizzio i marts 1566 under overværelse af Maria Stuart. Deres beskrivelse af kvinden er nøjagtig og korrekt. Den høje pande og de tunge øjenlåg i forening med stor skønhed, den beskrivelse kan næppe passe på to kvinder. Den høje unge mand var hendes gemal, Darnley. Rizzio, hedder det i krøniken, ‘var iført en folderig kappe af pelskantet damask samt rødbrune fløjlsbenklæder.’ Med den ene hånd klamrede han sig til Marias kjole, i den anden hånd havde han en dolk. Den barske, huløjede mand var Ruthven, som lige havde rejst sig fra et længere sygeleje. Hver eneste detalje er korrekt.”

“Jamen hvorfor netop mig?” spurgte jeg forvirret. “Hvorfor er det mig, der kom til at overvære dette?”

“Fordi De var i den rette sindsstemning til at modtage indtrykket. Fordi De tilfældigvis ejede det spejl, der gengav indtrykket.”

“Spejlet! De tror altså, det var Marias spejl. At det i sin tid stod i den stue, i hvilken ugerningen blev begået?”

“Jeg er overbevist om, at det var Marias spejl. Hun havde været dronning af Frankrig. Hendes personlige ejendele var stemplet med det kongelige våben. Det, De antog for at være tre spydspidser, var i virkeligheden de franske liljer.”

“Og indskriften?”

“Sanc. X. Pal. Det kan De udvide til Sanctæ Crucis Palatium. En eller anden har gjort et notat om, hvor spejlet stammede fra. Det var Det Hellige Kors’ Palads.”

“Holyrood!” udbrød jeg.

“Akkurat. Deres spejl stammer fra Holyrood. De har været ude for en højst besynderlig oplevelse og er sluppet godt fra den. Jeg er sikker på, at De aldrig mere vil udsætte Dem for at komme i en lignende situation.”

Trykt i: The Strand Magazine, august 1908.
Originaltitel: The Silver Mirror

Kort om Arthur Conan Doyle

Født: den 22. maj 1859
Død: den 7. juli 1930

Læs mere i The Arthur Conan Doyle Encyclopedia

Bjergtagen I af M. A. Goldschmidt

by

20/04/2018

22:55

Leave a comment on Bjergtagen I af M. A. Goldschmidt

1850-1899, Danske forfattere

, , ,

Meir Aron Goldschmidt
By unknown for the image – Danske Stormænd fra de seneste aarhundreder af L F La Cour og Knud Fabricius, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=2155140

Efter et sagn

Dengang borgen eller herregården Debelsborg på Furland stod på det sted, hvor nu kun svage jordforhøjninger viser, at der har været bebygget, var der også i nærheden af borgen en lille sø. Hinsides søen var der  kornmarker, som strakte sig lige til den meget omtalte Smedehøj, der skyder ud som et forbjerg fra højlandet og danner grænsen mellem det dyrkede og det udyrkede eller vilde land.

Ved søen gik en vinterformiddag et ungt ægtepar, borgherren og hans hustru. Det havde kun frosset lidt; selve den lille sø var uden is; men de små bølger havde om natten vædet græsset ved søkanten, og de efterladte dråber var blevet til is, som derpå var blevet forøget med nye dråber, så hvert græsstrå på en lang strækning nu bar en slags klokke af is, og når da den lette vind for hen over søbredden, slog disse små klokker lempelig imod hinanden og frembragte en besynderlig musik. Hver gang vinden kom på ny og græsstråene svajede og klang med deres klokker, bøjede den unge borgfrue lyttende hovedet, og endelig sagde hun: “Det er dog forunderligt!”

“Hvad er forunderligt?” spurgte hendes ægtemand.
“Den melodi”, svarede hun.
“Melodi?” sagde han; “hvor er den?”
“Jeg ved ikke; det er, ligesom hele søen sang, og jorden og luften med, og melodien er så dejlig, så dejlig …. sådan -”

Hun gjorde et forsøg på at nynne den, men holdt straks inde ligesom skamfuld eller misfornøjet med sin egen stemme, der, skønt smuk, gjorde et magtesløst forsøg på at gengive, hvad der klang enten udenfor eller indeni hende.

“Nå, det er melodien!” sagde hendes ægtefælle leende og råbte straks efter til sin hund: “Hector! Hallo!”

For hende syntes hans stemme at gå ud i luften mellem tonerne ligesom en stærk hånd, der kvalte en uendelig mængde små væsner; men snart var ægteparret så langt fra søen, at intet kunne høres, og hun glemte eller bestræbte sig for at glemme den lille, såre lille begivenhed.

Vinteren kom stærkere og gik igen og gjorde plads for det livsalige forår og den blide, varme sommer.

Det var en juni eller juli aften. Borgherren og hans hustru sad udenfor deres havestue. Der rørte sig i den milde, lyse aften ikke en vind, undtagen engang imellem når bladene i bæveraspen, som stod tætved huset, rørte sig ganske svagt. Mens alt var så stille, og mens de hvide blomsterblade fra æble- og pæretræerne lå på jorden, var det, som om de sølvagtig skinnende, sagte bævende aspeblade så eller følte noget, som andre ikke kunne mærke, og dette ubekendte meddelte sindet en let, ikke ubehagelig angst, en anelse om et sagte, hemmelighedsfuldt naturens åndedræt. Og skønt alt var stille, kunne man dog ved at hengive sig og lytte høre lyd i stilheden. Det summede i luften og svirrede i græsset, det var en lyd ingensteds og allesteds fra, en lyd uden mening og dog en lyd af leg eller af glæde, der snart snurrede rundt, snart gjorde et hop, snart piblede frem som forunderlige fine kildevæld, derpå med et syntes at standse og se på sig selv for så at begynde forfra. Nu slog tårnuret, og mens slagene langsomt døde hen i rummet, var de som en stemme, på engang forstandig og højtidelig, der bød alt det skjulte og hemmelighedsfulde at tie, og det tav også, indtil det havde mærket, at nu kunne eller ville klokken ikke mere. Så lød et fugleskrig fra et ensomt træ, og så begyndte det igen overalt, dansende, svirrende, hoppende, summende, piblende, og vinden, der hævede sig lidt, bragte aspens blade til at bæve stærkere og slå med let, metalagtig raslen imod hinanden og de andre træers kroner til at bølge.

“Det er dog besynderligt!” sagde den unge borgfrue.
“Hvad er besynderligt?” spurgte borgherren.
“Ingenting …. Du vil le af mig.”
“Nej, hvad er det? Lad mig høre. Hvad er så besynderligt?”
“Ja, men du må ikke le, og du må ikke skælde ud. Det forekom mig med et, ligesom der var en overordenlig mængde lyse, engleagtige væsner, alt for små til at kaldes børn, og de stillede sig op i en kreds, og kredsen blev større og større, og så skulle de til at danse, og så blev æbletræet derhenne en kone, der gav sig til at synge for dem – og det var den samme melodi, den samme forunderlige, dejlige melodi, som klokkerne spillede i vinters ved søen.”

Hendes ægtefælle følte et uforklarligt had til den melodi, han aldrig havde hørt, og han sagde mismodig: “Det er jo ikke noget at skælde ud for; men du skulle dog tage dig i agt med de indbildninger, at det ikke skal gå dig som smedens tossede Ane.”

“Hvad var da det med smedens tossede Ane?”
“Åh, jeg ved ikke engang rigtig. Det var noget, der blev fortalt mig som barn, og andet sandt er der naturligvis ikke der i end, at hun ikke kunne tåle sine egne indbildninger og drømme.”
“Ja, men hvad bildte hun sig da ind? Hvad drømte hun om?”
“Det er da ikke godt for mig at vide! Men hun havde vel fået hovedet fuldt af eventyr, som folk går og snakker om, og her på egnen er det jo Smedehøjen, de har travlt med, og de har vel også allerede fortalt dig om stenen, der laver musik?”
“Nej! Er der sådan en sten? Hørte en vanvittig pige den sten synge?”
“Nej, hun var ikke tosset dengang; tværtimod, hun var en køn pige og havde mange bejlere, men mistede alting og forstanden oven i købet, fordi hun ville høre musikken fra stenen. Hun gik hen i kornmarken nedenfor højen og lyttede; men rimeligvis kunne hun ikke tåle sindsbevægelsen, og så fandt de hende sansesløs, og og hun kom aldrig til sanserne igen.”

“Kunne hun da aldrig tale? Sagde hun ikke, at hun havde hørt noget?”
»Hvor du spørger! Hun havde jo ligget besvimet.”
“Ja, men hvad havde bragt hende til at besvime?”
“Hendes indbildninger og angst naturligvis. Det, hun sagde, at hun havde set, var ellers ikke så slemt endda; men det var jo ydmygende, det forståer sig, for en køn pige.”
“Så? Hvad var det da?”
“Hun havde i højen set en gammel mand, der sagde til hende: Det er ikke dig.”
“Hvornår var det? Hvor mange år er det siden?” spurgte husfruen med store øjne.
“Men, Herregud, barn, du spørger jo, som om det var sandt!” svarede hendes ægtemand; “det var jo kun xmedens tossede Ane, der drømte det!”

Den følgende morgen havde borgherren et ærinde på gården eller borgen Voiel, og mens han drog dertil, mod sydøst, gik hun ud mod nordøst, forbi søen, gennem kornmarken, og da hun kom til markens rand, var hun overfor Smedehøjen. Der var to høje tæt ved hinanden; men hun kunne kende den rette ved, at der midt i den var en stor, rød sten, og med blikket fæstet på den satte hun sig på en tue for at lytte.

I samme øjeblik bevægede stenen sig, højen åbnedes, og i åbningen stod en ung mand. Sådan som sangen havde lydt fra de små isklokker om vinteren og fra æbletræet om sommeren, sådan så han ud, han var sangen i menneskelig skikkelse, og hun rejste sig og gik til ham som til en, hun førhen havde set med lukkede øjne, båret som billede i sit indre, ventet på at se udenfor sig selv for at sige til ham: Du er mig, og jeg er dig.

Der var ingen hule eller fordybning i højen. Så snart hun kom gennem åbningen, var der straks vidtstrakt land med himmel ovenover ligesom alt andet land. Det forekom hende, at dette land, idet hun uden at se på det dog opfangede et billede deraf på afstand, var stenet og lyngklædt hede; men uden at hun undredes derved, viste denne opfattelse sig straks forkert; thi ved hvert skridt, hun tog, kom hun imellem græs og blomster; hvad der kort forinden  havde forekommet hende blegt, stod i farvepragt, hvad hun havde anset for stilke, blev til store, fyldige træer, og da hun var kommet helt indenfor og stod ved hans side, var det hele et uendeligt, rigt landskab.

Han sagde ikke andet til hende end: “Du har tøvet længe”, og tog hende ved hånden, og i samme øjeblik, som hendes hånd berørte hans, stod der et slot, ganske tyst og stille, og der var intet tjenerskab, men alting syntes at se på hende med så blide, hengivende øjne, som hun aldrig førhen havde mødt.

Selve tystheden og stilheden var, når hun lyttede efter, musik, en sagte genklang fra isklokkerne og fra æbletræet, og landskabets uendelighed var ligeledes musik, en bestandig voksende, gyngende kreds af de lysende småskikkelser, og tiden, der gled hen, bar hende som en bølgende sø af toner, og kun ind i mellem lød den dybe røst fra tårnuret, og så standsede alt et kort øjeblik, og hun kunne spørge.

Hun spurgte ham engang, af hvad slægt han var, og han svarede: “Jeg nedstammer på mødrene side fra den Fugl Phønix, som, når den får en så stor sorg, at den ikke kan overkommes, brænder sig selv op og fødes igen; men ingen ved, hvor det er, at den genfødes.”

Så sælsomt ordet end var, syntes hende dog, at det var klar tale, og hun forstod den.

Hver gang så igen landet klang og stilheden sang og den bølgende sø af toner bar hende, syntes det hende, at hun selv talte. I hendes forrige tilværelse, forekom det hende, såvidt hun nu kunne erindre eller forstå den, var hvert ord kommet fra en skal, der lå om hendes sjæl; nu var det sjælen, som blev til ord, men dog ikke strømmede ganske med; thi på samme tid fornemmede den med stor tilfredsstillelse sig selv i behold og ligesom indhyllet i et fint slør. På lignende måde var det, når hun hørte, hvad han sagde. Førhen var ord kommet til hende som usikre, vaklende tegn på noget, der famlede efter sig selv; nu hørte hun ordene, som de fødtes i hjertets dyb og blev til et med stemme og blik.

Når den dybe røst fra tårnuret da igen lød og stilheden sænkede sig, var der intet, de kunne tale med hinanden om, end ikke den mørke baggrund for deres gyldne lykke. Hun spurgte ham, om det ikke var sandt, at alt havde hun for sig, undtagen loven, og han svarede sørgmodig, at således var det: Alt kunne de modstå; men hvis man fra den anden side af stenen kaldte på hende i lovens navn, så var de begge magtesløse, og ved denne bekræftelse påkom hende en følelse af en truende, stor, hellig, sonoffring, som hun stod i gæld for, og hvortil hun var indviet, og hun fornam det med en bæven, der lignede tårnurets hendøende klang.

Når det så sang og klang igen, i luften, i landet og i havet, syntes det hende, at de var fyrste og fyrstinde i et rige, og at meget blev udført, at både hans og hendes liv var en virksomhed, en bedrift, hvoraf andre havde gavn, og hvoraf de selv voksede; men hun kunne ikke gribe fat i og komme til vished om, hvad enten dette var eller blot syntes hende at være; thi endog når hun troede det allervirkeligst, forekom det hende dog ikke at have betydning i sig selv, men var blot en følelse i hendes hjerte, der gik ud og tog skikkelse af handling og vendte tilbage til hjertet igen. Dette forklarede han med de ord: Al bedrift er kærligheds tanke –

Solen, som stolt over himlen går,
Saften i gyldne ranke,
Mandens dåd, som til stjernerne når,
Alt er kærligheds tanke.

Men hvergang og hvor fjernt de end drog ud, kom altid et øjebliks standsning fra tårnuret, og han sagde med sorg til hende: Vi er dog tæt ved stenen og kan høre, hvis der kaldes –

Altid, end i den fjerneste vrå,
Hvor vi så monne vanke,
Er vi nær, og høre vi må
Loven på stenen banke.

– Imidlertid havde borgherren naturligvis straks savnet hende, og da han på alle efterspørgsler fik det svar, at hun var blevet set gå ind i kornmarken under højen, og alle var af den overbevisning, at hun var taget derind, så måtte han til sidst tro på det og forespurgte hos gamle, erfarne folk om, hvad der nu var at gøre. De rådede enstemmig til, at der skulle ringes foran højen med kirkeklokken, og når hun så kom ud, pålagde de ham, måtte hun aldrig mindes om, at hun havde været derinde.

Kirkeklokken blev da taget ned og bragt hen til højen, og man ringede med den i tre dage og nætter; men det hjalp ikke.

Da huskede borgherren, at hans hustru havde talt om en klang, en melodi, der havde lydt fra isklokkerne og fra æbletræet, og som hun havde fundet så skøn, og han tænkte, at når man kunne opdage og gribe den melodi og synge den ved højen, så ville hun komme ud. Derfor udlovede han en stor belønning til den, som kunne opfange og synge melodien, og flere kom også og sagde, de havde den, og deres sang blev prøvet udenfor højen; men det hjalp ikke.

Meget mere prøvede borgherren; hver dag gik han til højen og forsøgte et eller andet, som måske kunne have magt, men altid frugtesløst, indtil han en dag, kummerfuld og mismodig, idet han ville gå bort, uden at tænke videre derover, løftede hånden truende mod højen og sagde: “Hun er dog min lovlige hustru.”

Da hørte han en lyd, som om stenen blev løs i højen og smækkede til igen; men han så intet, før han vendte sig for at gå hjem, da så han sin hustru ligge sovende i kornmarken.

Han ilede til hende og løftede hende op i sine arme for at bære hende hjem. Hendes ansigt var vådt som af dug og hendes læber kolde, da han kyssede dem. Hun vågnede, så sig om med et blik, der var ham besynderlig fremmed, og spurgte: “Har jeg været længe borte?”

“Nej”, svarede han og vidste ikke selv, om han svarede sandt eller ej.

Han bragte hende hjem, og han indbød sin slægt og egnens fruer til at komme og holde hende med selskab. Han fortalte dem nøjagtig, hvorledes alt var foregået, hvad han med sine egne øjne havde set, hvorledes han havde fundet hende i kornmarken, så at hun egentlig ikke kunne siges at have været borte; men det uforklarlige, som var i, at hun dog syntes at have været borte, pålagde han dem, i henhold til de erfarne folks råd, ikke at nævne for hende, ej heller bringe noget på bane, som kunne minde derom. Hvad fruerne tænkte eller troede, berettes ikke; men de lovede at opfylde hans anmodning.

Da de så alle var samlede, fandt de sagen vanskelig; den af dem, som tiltroede sig mest sikkerhed, begyndte dog en samtale, idet hun fortalte, at et barn om morgenen var blevet kastet omkuld på vejen af en ko, der bissede. En anden frue spurgte, hvis ko det var, der havde gjort denne fortræd, og der blev svaret, at det var degnens blakkede – – men degnens blakkede var kommet til verden, mens hun var borte, og da de ikke turde berøre dette, skyndte de sig bort.

“Vi har også bedre af at være ene”, sagde hendes ægtemand.

De sad igen om aftenen i haven. Det var september, men en mild aften. Alt var tyst, træernes løv hang fyldigt, men ubevægeligt; intet svirrede i græsset, og intet summede i luften. Naturen var så stille sammenbøjet over sig selv, at den end ikke syntes at lytte eller at ane noget at lytte efter.

Pludselig sagde hun: “Det banker!”
“Hvor?” spurgte han, næsten angst.
“I æbletræet.”
“Det må have været en fugl, der pikkede på en gren; jeg hørte intet.”
“Jo, det bankede …. det var heller ikke en fugl …. det var heller ikke i æbletræet …”
“Hvor var det da?”
“Jeg ved det ikke …. i alle træerne ….”

Næste dag, da han var ude på egnen, befalede hun samtlige gårdens mænd ned i haven, og lod dem omhugge alle træerne og buskene og nedpløje blomsterbedene, for at der kunne blive kålhave.

Da han kom hjem, sagde hun til ham: “Nu vil der ikke blive banket mere.”

Han fandt det underligt, men var glad for, at hun var kommet af med sin forestilling – da udbrød hun: “Jo, det banker!”

“Hvor?” spurgte han.
“Inde i huset! Inde i vort kammer!”
“Hvordan kan du høre det? …. Men lad os gå derind!”

Da de kom derind, var der ingen lyd, og han sagde: “Kan du se! Her er ikke det ringeste!”

Hun lagde begge hænder på brystet og sagde: “Det banker på begge sider af stenen – på begge sider!”

Det kunne han aldeles ikke forstå; men han bar nag til stenen og besluttede nu at skaffe sig af med den, så han sendte sine karle til højen for at grave den ud.

Den sad dybere, end man havde formodet, og hele dagen gik med arbejdet.

Det var begyndt at mørkne; men pludselig lyste det i stuen med et stærkt skin udefra. Borgherren og hans hustru gik begge hastigt hen til vinduet.

“Åh”, sagde han, “det er hedebrand. Det er vist kommet af uforsigtighed, karlene have tændt ild derovre.”
“Hvor ovre?” spurgte hun.
“Ved højen. Jeg har befalet dem at tage stenen ud af højen.”
“Og det har tændt ild i højen!” sagde hun.
“Ikke i højen, men i lyngen, tænker jeg; det er lyngbrand.”
“Ja, det er lyngbrand!” sagde hun med en underlig tone og blev stående og stirrede ufravendt på den store lue.

Stedse højere hævede ilden sig og blev til et flammehav, funklende, flagrende, snart som mægtige tunger, snart som store vinger af en fugl, der ville bort, men ikke kunne, hævede sig og sank og hævede sig igen, alt sammen ombølget af røde, lette skyer og tindrende gnister og undertiden umådelig højt, som om det var store bygninger, der brændte nedenfor.

Med et fløj flammen stærkt op og sank derpå dybt, og hun udbrød: »Nu faldt slottets vinduer – nu fløj fuglen!”

Han blev ikke synderlig forbavset over dette udbrud; thi skønt det ikke var faldet ham selv ind, at det så ud som et brændende slot eller som en fugls vinger, stod synet levende for ham ved hendes ord.

Hele natten sås ilden; men den sank mere og mere sammen, og da solen stod op, var der i stedet for de lyse flammer kun en trist røg synlig.

Husherren kaldte på sin hund og gik ud for at bese brandstedet og tillige jage, hvis der bød sig vildt.

Da han var på vej hjem, opdagede han med et, at det lyste stærkt på den kant, hvor hans gård lå, og urolig og angst skyndte han sig videre. Snart så han, at hans frygt ikke havde været ubegrundet; det var hans gård, der brændte, og da han kom ind i borggården, så han til sin endnu større gru, at hans hustru stod oppe i det øverste stokværk, som ilden var tæt på at nå, mens husfolkene stod ubevægelige i gården og stirrede op.

“En stige! En stige!” råbte husherren.
“Det kan ikke nås!” råbte hun og forsvandt i ilden.

Senere sagde folk i Debel og på hele egnen, at ‘den gale frue’ havde stukket ild på Debelsborg.

Trykt i: Smaa Fortællinger, 1868

Kort om Meir Aron Goldschmidt

Født: den 26. oktober 1819
Død: den 15. august 1887

Læs mere på Arkiv for Dansk Litteratur

Skyggen af H. C. Andersen

by

20/04/2018

22:01

1 kommentar til Skyggen af H. C. Andersen

1800-1849, Danske forfattere

, , , ,

H. C. Andersen - foto: Thora Hallager
By Thora Hallager (1821-1884) – http://museum.odense.dk/viden-om/hc-andersen/publikationer/jeg-sad-i-dag-for-photographen.aspx, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=11819411

I de hede lande, der kan solen rigtignok brænde! Folk bliver ganske mahognibrune; ja i de aller varmeste lande brændes de til negre, men det var nu kun til de hede lande, en lærd mand var kommet fra de kolde; der troede han nu at han kunne løbe om, ligesom der hjemme, men det blev han snart vænnet fra. Han og alle fornuftige folk måtte blive inde, vinduesskodder og døre var lukkede hele dagen; det så ud som hele huset sov og at ingen var hjemme. Den smalle gade med de høje huse, hvor han boede, var bygget således at solskinnet fra morgen til aften måtte ligge der, det var virkeligt ikke til at holde ud! – Den lærde mand fra de kolde lande, det var en ung mand, en klog mand, han syntes, han sad i en gloende ovn; det tog på ham, han blev ganske mager, selv hans skygge krøb ind, den blev meget mindre end hjemme, solen tog også på den. – De livede først op om aftenen, når solen var gået ned.

Det var en fornøjelse at se på; så snart lyset blev bragt ind i stuen, strakte skyggen sig helt op ad væggen, ja endda hen ad loftet, så lang gjorde den sig, den måtte strække sig for at komme til kræfter. Den lærde gik ud på altanen, for at strække sig der, og mens stjernerne kom frem i den dejlige klare luft, følte han det, som om han kom til live igen.

På alle altaner i gaden, og i de varme lande har hvert vindue en altan, kom folk frem, for luft må man have, selvom man er vant til at være mahogni! Der blev så levende oppe og nede. Skomagere og skræddere, alle folk flyttede ud på gaden, der kom bord og stol, og lyset brændte, ja over tusind lys brændte, og den ene talte og den anden sang, og folk spadserede, vognene kørte, æslerne gik: klingelingeling! de har klokker på;  døde blev begravede med salmesang, gadedrengene skød med troldkællinger, og kirkeklokkerne ringede, jo der var rigtig nok levende nede i gaden.

Kun i det hus, som lå lige overfor hvor den fremmede lærde mand boede, var der ganske stille; og dog boede der nogen, for på altanen stod der blomster, de groede så dejligt i solen, og det kunne de ikke, uden at de blev vandet, og nogen måtte jo vande dem; folk måtte der være. Døren derovre blev også åbnet halvt ud på aftenen, men der var mørkt derinde, i det mindste i det forreste værelse, dybere inde fra lød musik. Den fremmede lærde mand syntes, den var ganske mageløs, men det kunne nu også være at han kun bildte sig det ind, for han fandt alting mageløst derude i de varme lande, når bare der ingen sol havde været. Den fremmedes vært sagde at han ikke vidste, hvem der havde lejet genboens hus, man så jo ingen folk og hvad musikken angik, syntes han, at den var gruelig kedelig. “Det lyder som om der sidder én og øver sig på et stykke, han ikke kan komme ud af, altid det samme stykke.” “Jeg får det dog ud!” siger han nok, men han får det ikke ud, ligegyldigt hvor længe han spiller.”

En nat vågnede den fremmede, han sov for åben altandør, gardinet foran den løftede sig i vinden, og han syntes at der kom en forunderlig glans fra genboens altan, alle blomsterne skinnede som flammer, i de dejligste farver, og midt imellem blomsterne stod en slank, yndig jomfru, det var som om hun også lyste; det skar ham i øjnene, som han vågnede af søvnen; i et spring var han på gulvet, ganske sagte så han ud bag gardinet, men jomfruen var borte, glansen var borte; blomsterne skinnede slet ikke, men stod smukt, som altid; døren var på klem, og dybt inde klang musikken så blød og dejlig, så man faldt hen i søde tanker derved. Det var ligesom trolddom og hvem boede der? Hvor var den egentlig, indgangen? Hele stueetagen var butik ved siden af butik, og der kunne folk jo ikke altid løbe igennem.

En aften sad den fremmede ude på sin altan, inde i stuen bag ved ham brændte lyset, og så var det jo ganske naturligt at skyggen af ham gik over på genboens væg; ja der sad den lige over for mellem blomsterne på altanen; og når den fremmede rørte på sig, så rørte skyggen sig også, for det gør den. –

“Jeg tror min skygge er det eneste levende, man ser derovre!” sagde den lærde mand. “Se hvor net den sidder mellem blomsterne, døren står på klem, nu skulle skyggen være så snild at gå indenfor, og se sig om, og så komme og fortælle mig hvad den havde set! Ja, du skulle gøre gavn!” sagde han i spøg! “Vær så god at træde indenfor! Nå, går du!” og så nikkede han til skyggen og skyggen nikkede igen. “Ja så gå, men bliv ikke borte!” Og den fremmede rejste sig og hans skygge ovre på genboens altan rejste sig også; og den fremmede drejede sig og skyggen drejede sig også; ja hvis nogen havde lagt mærke dertil, da havde de tydeligt kunnet se, at skyggen gik ind af den halvåbne altandør hos genboen, lige idet den fremmede gik ind i sin stue og lod det lange gardin falde ned efter sig.

Næste morgen gik den lærde mand ud for at drikke kaffe og læse aviser. “Hvad er det?” sagde han, da han kom ud i solskinnet, “jeg har jo ingen skygge! Så er den virkelig gået i aftes og ikke kommet igen; det er noget kedeligt noget!”

Og det ærgrede ham, men ikke så meget fordi skyggen var borte, som fordi han vidste, at der var en historie til om en mand uden skygge, den kendte alle folk hjemme i de kolde lande, og kom nu den lærde mand der og fortalte sin, så ville de sige, at han efterlignede, og det behøvede han ikke. Han ville derfor slet ikke tale derom, og det var fornuftigt tænkt.

Om aftenen gik han ud på sin altan igen, lyset havde han meget rigtig sat bag ved sig, for han vidste at skyggen vil have sin herre til lampeskærmen, men han kunne ikke lokke den; han gjorde sig lille, han gjorde sig stor, men der var ingen skygge, der kom ingen! Han sagde: hm! hm! men det hjalp ikke.

Ærgerligt var det, men i de varme lande vokser alting hurtigt, og efter otte dages forløb mærkede han, til sin store fornøjelse, at der voksede en ny skygge ud fra benene, når han kom ud i solen, roden måtte været blevet siddende. Efter tre uger havde han en ganske tålelig skygge, der, da han begav sig hjem til de nordlige lande, voksede mere og mere på rejsen, så den til sidst var så lang og så stor at det halve var nok.

Så kom den lærde mand hjem og han skrev bøger om hvad der var sandt i verden, og om hvad der var godt og hvad der var smukt, og der gik dage og der gik år; der gik mange år.

Da sidder han en aften i sin stue og så banker det ganske sagte på døren.

“Kom ind!” siger han, men der kom ingen; så lukker han op og foran ham stod et overordentligt magert menneske, så han blev ganske underlig. Forresten var mennesket særdeles fint klædt på, så det måtte være en fornem mand.

“Hvem har jeg den ære at tale med?” spurgte den lærde.

“Ja det tænkte jeg nok!” sagde den fine mand, “at De ikke genkender mig! Jeg er blevet så meget legeme, og jeg har ordentlig fået kød og klæder. De har nok aldrig tænkt at se mig i sådan en velmagt. Kender De ikke deres gamle skygge? Ja De har vist ikke troet at jeg kom igen. Mig er det gået særdeles vel siden jeg sidst var hos Dem, jeg er i alle henseender blevet meget formuende! Skal jeg købe mig fri fra tjenesten, så kan jeg!” og så raslede han med et helt bundt kostbare signeter, som hang ved uret, og han stak sin hånd ind i den tykke guldkæde, han bar om halsen; nej hvor alle fingrene glimtede med diamantringe! Og det var alt sammen virkeligt.

“Nej, jeg kan ikke komme til mig selv!” sagde den lærde mand, “hvad er dog alt det!”

“Ja noget almindeligt er det ikke!” sagde skyggen , “men De selv hører jo heller ikke til de almindelige, og jeg, det ved De nok, har fra barnsben trådt i Deres fodspor. Så snart De fandt, at jeg var moden til at gå alene ud i verden, gik jeg min egen vej; jeg er i de aller brillanteste omstændigheder, men der kom en slags længsel over mig efter at se Dem endnu en gang, før De dør, De skal jo dø! Jeg ville også gerne gense disse lande, for man holder dog altid af fædrelandet! – Jeg ved, De har fået en anden skygge, har jeg noget at betale til den eller Dem? De må endelig være så god at sige det.”

“Nej, er det virkelig dig!” sagde den lærde mand, “det er dog højst mærkværdig! Aldrig havde jeg troet at ens gamle skygge kunne komme igen som menneske!”

“Sig mig hvad jeg har at betale!” sagde skyggen, “for jeg vil nødig stå i gæld!”

“Hvor kan du tale således!” sagde den lærde mand. “Hvad gæld er her at snakke om! Vær så fri, som nogen! Jeg glæder mig overordentlig ved din lykke! Sid ned, gamle ven og fortæl mig bare lidt om hvorledes det er gået til, og hvad du så ovre hos genboen, der i de varme lande!” –

“Ja, det skal jeg fortælle Dem,” sagde skyggen og satte sig ned, “men så må De også love mig, at De aldrig fortæller til nogen, hvor De end træffer mig, at jeg har været deres skygge! Jeg har i sinde at forlove mig; jeg kan forsørge mere end en familie!” –

“Vær ganske rolig!” sagde den lærde mand, “jeg skal ikke sige til nogen hvem du er! Her er min hånd! Jeg lover det og en mand et ord!”

“Et ord en skygge!” sagde skyggen, og således måtte den jo tale.

Det var ellers virkelig ganske mærkværdigt hvor meget menneske den var; ganske sortklædt var den og i det allerfineste sorte klæde, lakerede støvler, og hat der kunne smække sammen, så at den blev bar pul og skygge, ikke at tale om hvad vi allerede ved her var, signeter, guldhalskæde og diamantringe; jo, skyggen var overordentlig godt klædt på, og det var just det, som gjorde at den var et menneske.

“Nu skal jeg fortælle!” sagde skyggen , og så satte den sine ben med de lakerede støvler så hårdt, den kunne, ned på ærmet af den lærde mands nye skygge, der lå som en puddelhund ved hans fødder, og det var nu enten af hovmod eller måske for at få den til at hænge ved; og den liggende skygge, holdt sig så stille og rolig, for ret at høre efter; den ville nok vide hvorledes man således kunne komme løs og tjene sig op til sin egen herre.

“Ved De, hvem der boede i genboens hus?” sagde skyggen, “det var den dejligste af alle, det var Poesien! Jeg var der i tre uger og det havde samme virkning, som om man levede i tre tusind år og læste alt hvad der var digtet og skrevet, for det siger jeg og det er rigtigt. Jeg har set alt og jeg ved alt!”

“Poesien!” råbte den lærde mand! “Ja, ja – hun er tit eremit i de store byer! Poesien! Ja, jeg har set hende et eneste kort øjeblik, men søvnen sad mig i øjnene! Hun stod på altanen og skinnede som nordlyset skinner! Fortæl, fortæl! Du var på altanen, du gik ind ad døren og så – -!”

“Så var jeg i forgemakket!” sagde skyggen. “De har altid siddet og set over til forgemakket. Der var slet intet lys, der var en slags tusmørke, men den ene dør stod åben lige overfor den anden i en lang række stuer og sale; og der var lyst op, jeg var sikkert blevet slået ihjel af alt det lys, hvis var jeg kommet helt ind til jomfruen; men jeg var besindig, jeg gav mig tid og det skal man gøre!”

“Og hvad så du så?” spurgte den lærde mand.

“Jeg så alting, og jeg skal fortælle Dem det, men, – jeg vil ikke være storsnudet, men – som fri og med de kundskaber jeg har, for ikke at tale om min gode stilling og mine fortræffelige omstændigheder, – så ville jeg ønske at De sagde De til mig!”

“Om forladelse!” sagde den lærde mand, “det er gammel vane, som sidder fast! – De har fuldkommen ret, og jeg skal huske det! Men nu fortæller De mig alt hvad De så!”

“Alting!” sagde skyggen, “for jeg så alt og jeg ved alt!”

“Hvorledes så der ud i de inderste sale?” spurgte den lærde mand. “Var der som i den friske skov? Var der som i en hellig kirke? Var salene som den stjerneklare himmel, når man står på de høje bjerge?”

“Alting var der!” sagde skyggen. “Jeg gik godt nok ikke helt ind, jeg blev i det forreste værelse i tusmørket, men der stod jeg særdeles godt, jeg så alting og jeg ved alting! Jeg har været ved Poesiens hof, i forgemakket.”

“Men hvad så De? Gik oldtidens guder gennem de store sale? Kæmpede de gamle helte der? Legede der søde børn som fortalte deres drømme?”

“Jeg siger Dem, jeg var der og De begriber, jeg så alt, hvad der var at se! Havde De kommet derover, var De ikke blevet menneske, men det blev jeg! Og tillige lærte jeg at kende min inderste natur, mit medfødte, det familieskab, jeg havde med Poesien. Ja dengang jeg var hos Dem, tænkte jeg ikke over det, men altid når solen stod op og solen gik ned, blev jeg så underlig stor; i måneskin var jeg næsten ved at være tydeligere end De selv; jeg forstod ikke den gang min natur, i forgemakket gik det op for mig! Jeg blev menneske! – Moden kom jeg ud, men De var ikke længere i de varme lande; jeg skammede mig som menneske ved at gå som jeg gik, jeg trængte til støvler, til klæder, til hele denne menneske-fernis, som gør et menneske genkendeligt. – Jeg skjulte mig, ja, Dem siger jeg det, De sætter det jo ikke i nogen bog, jeg skjulte mig i kagekonens skørt, under det skjulte jeg mig; konen tænkte ikke på hvor meget hun gemte; først om aftenen gik jeg ud; jeg løb om i måneskinnet på gaden; jeg gjorde mig lang op ad muren, det kildrer så dejligt i ryggen! Jeg løb op og jeg løb ned, kiggede ind af de højeste vinduer, ind i salen og på taget, jeg kiggede hvor ingen kunne kigge og jeg så hvad ingen andre så, hvad ingen skulle se! Det er i grunden en nedrig verden! Jeg ville ikke være menneske, dersom det nu ikke engang var antaget at det var noget at være det! Jeg så det utænkeligste hos konerne, hos mændene, hos forældrene og hos de søde mageløse børn; – jeg så”, sagde skyggen, “hvad ingen mennesker må vide, men hvad de allesammen så gerne vil vide, ondt hos naboen. – Havde jeg skrevet en avis, var den blevet læst! Men jeg skrev til personen selv, og der blev en forfærdelse i alle byer hvor jeg kom. De blev så bange for mig, og de holdt så overordentlig af mig. Professorerne gjorde mig til professor, skrædderne gav mig ny klæder, jeg er godt forsynet; møntmesteren slog mønt for mig, og konerne sagde, jeg var så køn! – Og så blev jeg den mand jeg er, og nu siger jeg farvel; her er mit kort, jeg bor på solsiden og er altid hjemme i regnvejr!” Og så gik skyggen .

“Det var dog mærkeligt!” sagde den lærde mand.

År og dag gik, så kom skyggen igen.

“Hvorledes går det?” spurgte den.

“Ak!” sagde den lærde mand, “jeg skriver om det sande og det gode og det skønne, men ingen bryder sig om at høre det, jeg er ganske fortvivlet, for jeg tager mig det så nær!”

“Men det gør jeg ikke!” sagde skyggen, “jeg bliver fed, og det er det man skal se at blive! Ja, De forstår dem ikke på verden. De bliver dårlig af det. De må rejse! Jeg rejser til sommer; vil De med? Jeg gad nok have en rejsekammerat! Vil De rejse med, som skygge? Det skal være mig en stor fornøjelse at have Dem med, jeg betaler rejsen!”

“Det går vist for vidt” sagde den lærde mand.

“Det er ligesom man tager det!” sagde skyggen. “De vil have grumme godt af at rejse! Vil De være min skygge så skal De få alting frit på rejsen!”

“Det er for galt!” sagde den lærde mand.

“Men sådan er verden nu!” sagde skyggen, “og således bliver den!” Og så gik skyggen .

Den lærde mand havde det slet ikke godt, sorg og plage fulgte ham, og når han talte om det sande og det gode og det skønne, var det som at give roser til en ko! – Han blev ganske syg til sidst.

“De ser virkelig ud ligesom en skygge!” sagde folk til ham, og det gøs i den lærde mand, når han tænkte på det.

“De skal tage til et kurbad!” sagde skyggen, som kom og besøgte ham, “der er ikke andet for! Jeg vil tage Dem med for gammelt bekendtskabs skyld, jeg betaler rejsen og De underholder mig på vejen! Jeg vil til et kurbad, mit skæg gror ikke ud som det skulle, det er også en sygdom, og skæg må man have! Vær De nu fornuftig og tag imod tilbuddet, vi rejser jo som kammerater!”

Og så rejste de; skyggen var da herre og herren var da skygge; de kørte med hinanden, de red og gik sammen, side ved side, forud og bagefter, således som solen stod; skyggen vidste altid at holde sig på herrepladsen; og det tænkte den lærde mand ikke over; han havde et godt hjerte, og var særdeles mild og venlig, og en dag sagde han til skyggen: “Da vi nu er blevet rejsekammerater, og vi tillige er vokset op fra barndommen sammen, skulle vi så ikke drikke dus, det er dog mere fortroligt!”

“De siger noget!” sagde skyggen, som jo nu var den egentlige herre. “Det er meget ligefremt og velment sagt, jeg vil være ligeså velmenende og ligefrem. De, som en lærd mand, ved jo nok hvor underlig naturen er. Nogle mennesker kan ikke tåle at røre ved gråt papir, så får de ondt; andre går der som et stød igennem, når man gnider et søm mod en Glasrude; jeg får samme følelse ved at høre Dem sige du til mig, jeg føler mig ligesom trykket til jorden i min første stilling hos Dem. De ser at det er en følelse, det er ikke stolthed; jeg kan ikke lade Dem sige du til mig, men jeg skal gerne sige du til Dem, så er det halve gjort!”

Og så sagde skyggen du til sin forrige herre.

“Det er dog for galt,” tænkte han, “at jeg må sige De og han siger du,” men nu måtte han holde ud.

Så kom de til et kurbad, hvor der var mange fremmede og imellem disse en dejlig kongedatter, som havde den sygdom at hun så for godt og derfor var så ængstelig.

Straks mærkede hun at han, der var kommet, var en ganske anden person end alle de andre; “han er her for at få sit skæg til at vokse, siger man, men jeg ser den rette årsag, han kan ikke kaste skygge.”

Nysgerrig var hun blevet; og så gav hun sig straks til at tale med den fremmede herre under en spadseretur. Som kongedatter behøvede hun ikke at bruge mange høflighedsfraser, så hun sagde, »Deres sygdom er at De ikke kan kaste skygge.”

“Deres kongelige højhed må være betydelig i bedring!” sagde skyggen, “jeg ved, at Deres sygdom er at De ser alt for godt, men det har ændret sig, De er helbredt, jeg har just en ganske usædvanlig skygge! Ser De ikke den person, som altid går med mig! Andre mennesker har en almindelig skygge, men jeg holder ikke af det almindelige. Man giver tit sin tjener finere klæder i liberiet end man selv bruger, og således har jeg ladet min skygge pudse op til menneske. Ja, De ser, at jeg endogså har givet ham en skygge. Det er meget kostbart, men jeg holder af have noget for mig selv!” –

“Hvad?” tænkte prinsessen, “skulle jeg virkelig være kommet mig! Dette kurbad er det bedste der er til! Vandet har i vor tid ganske forunderlige kræfter. Men jeg tager ikke bort, for nu bliver her morsomt; den fremmede synes jeg overordenligt om. Bare hans skæg ikke vokser, for så rejser han!”

Om aftenen i den store balsal dansede kongedatteren og skyggen. Hun var let, men han var endnu lettere, sådan en danser havde hun aldrig mødt. Hun fortalte ham fra hvor hun var fra, og han kendte landet, han havde været der, men da var hun ikke hjemme, han havde kigget ind af vinduerne foroven og forneden, han havde set både det ene og det andet, så han kunne svare kongedatteren og gøre antydninger, så hun blev ganske forundret; han måtte være den viseste mand på hele jorden! Hun blev så forundret over alt det han vidste, og da de dansede igen, blev hun forelsket, og det kunne skyggen godt mærke, for hun så ikke mere lige igennem ham. Så dansede de nok engang og hun var lige ved at sige det, men hun var besindig, hun tænkte på sit land og rige og på de mange mennesker, hun skulle regere over. “En vis mand er han,” sagde hun til sig selv, “det er godt! Og dejligt danser han, det er også godt, men mon han har gode kundskaber, det er ligeså vigtigt! Han må eksamineres.” Og så begyndte hun så småt at spørge ham om noget af det allervanskeligste, som hun ikke selv kunne have svaret på; og skyggen gjorde et ganske underligt ansigt.

“Det kan De ikke svare på!” sagde kongedatteren.

“Det hører til min børnelærdom,” sagde skyggen, “jeg tror sågar min skygge derhenne ved døren kan svare på det!”

“Deres skygge!” sagde kongedatteren, “det ville være højst mærkeligt!”

“Ja, jeg siger ikke helt sikkert, at han kan!” sagde skyggen, “men jeg tror det, han har nu i så mange år fulgt mig, og hørt efter, – så jeg tror det! Men hvis deres kongelige højhed tillader, at jeg gør Dem opmærksom på, at han er så stolt af at gå for et menneske, at når han skal være i rigtig humør, og det må han være for at svare godt, så må han behandles ganske som et menneske.”

“Det kan jeg godt lide!” sagde kongedatteren.

Og så gik hun hen til den lærde mand ved døren, og hun talte med ham om sol og måne, og om menneskene både udenpå og indeni og han svarede så klogt og godt.

“Hvilken stor mand det må være, der har så vis en skygge!” tænkte hun, “det vil være en ren velsignelse for mit folk og rige om jeg valgte ham til min gemal; – jeg gør det!”

Og de var snart enige, både kongedatteren og skyggen, men ingen skulle vide det før hun kom hjem til sit eget rige.

“Ingen, ikke engang min skygge!” sagde skyggen , og det havde han sine grunde til! –

Så kom de til landet hvor kongedatteren regerede når hun var hjemme.

“Hør min gode ven!” sagde skyggen til den lærde mand, “nu er jeg blevet så lykkelig og mægtig, som nogen kan blive, nu vil jeg også gøre noget for dig! Du skal bo hos mig her på slottet, køre med mig i min kongelige vogn og have hundrede tusinde rigsdaler om året; men så må du lade dig kalde skygge af alle og enhver; du må ikke sige at du har været menneske og en gang om året, når jeg sidder på altanen i solskin og lader mig hylde, må du ligge ved mine fødder, som en skygge skal! Jeg skal sige dig, jeg gifter mig med kongedatteren, og i aften skal brylluppet holdes.”

“Nej, det er dog alt for galt!” sagde den lærde mand, “det vil jeg ikke, det gør jeg ikke! Det er at bedrage hele landet og kongedatteren med! Jeg siger alting! At jeg er mennesket, og at du er skyggen, du er bare klædt på!”

“Det er der ingen som vil tro på!” sagde skyggen, “vær fornuftig, eller jeg kalder på vagten!” –

“Jeg går lige til kongedatteren!” sagde den lærde mand. “Men jeg går først!” sagde skyggen, “og du går lige i fængsel!” – Og det gjorde han, for skildvagterne lystrede ham, som de vidste kongedatteren ville have.

“Du ryster!” sagde kongedatteren, da skyggen kom ind til hende, “er der sket noget? Du må ikke blive syg til i aften, nu vi skal have bryllup.”

“Jeg har oplevet det mest forfærdelige!” sagde skyggen, “tænk dig – ja, sådan en stakkels skyggehjerne kan ikke holde meget ud! – Tænk dig, min skygge er blevet gal, han tror at han er mennesket og at jeg – tænk dig bare, – at jeg er hans skygge!”

“Det er frygteligt!” sagde prinsessen, “er han spærret inde?”

“Det er han! Jeg er bange for, at han aldrig kommer sig.”

“Stakkels skygge!” sagde prinsessen, “han er meget ulykkelig; det er en sand velgerning at befri ham fra den smule liv han har, og når jeg tænker over det, så tror jeg det bliver nødvendigt at det bliver gjort i al stilhed!”

“Det er rigtig nok hårdt!” sagde skyggen, “for det var en tro tjener!” og så gav han ligesom et suk.

“De har en ædel karakter!” sagde kongedatteren.

Om aftenen var hele byen oplyst, og kanonerne gik af: bum! Og soldaterne præsenterede gevær. Det var et bryllup! Kongedatteren og skyggen gik ud på altanen for at lade sig se og hylde!

Den lærde mand hørte ikke noget til alt det, for ham havde de taget livet af. –

Trykt i: 1847

Kort om H. C. Andersen

Født: den 2. april 1805
Død: den 4. august 1875

Læs mere på Arkiv for Dansk Litteratur

Bjergtagen II af M. A. Goldschmidt

by

15/04/2018

16:06

Leave a comment on Bjergtagen II af M. A. Goldschmidt

1800-1849, Danske forfattere

, , , ,

Meir Aron Goldschmidt
By unknown for the image – Danske Stormænd fra de seneste aarhundreder af L F La Cour og Knud Fabricius, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=2155140

Bjergtagen
II

Enhver skov ser ud, som om den skjuler en hemmelighed, og den der går alene ind i skovens inderste, kan føle at hemmeligheden er tæt ved ham og omkring ham, uden at han dog ved, hvad den er.

Der siges, at det skal være farligt at se det hemmelige; men der fortælles også, at ridderens søn på borgen, som lå i nærheden af, hvor Aunsbjerg nu ligger, fik det at se.

Dengang var skoven meget større end nu. Nærved borgen var den udhugget, med gange, og lignede en lund; mellem ask, elle og røn hævede sig i afstand fra hinanden de hvide bøgestammer og syntes med deres alvorlige, stille fred at tilkendegive, at de havde vænnet sig til menneskene, som færdedes imellem dem. Men så kom en å, og ovre på den anden side stod skoven med sine mørke, svulmende kroner, med dybt nedhængende grene og med buskads, der nåede vandet, i stor, sær tavshed, levende sit eget liv, så at den forekom riddersønnen, der legede ene ved åbredden, snart som en gammel, vred kæmpe fra fortiden, snart, når den nedgående sol kastede sit farvede lys gennem enkelte åbninger, som et forunderligt land, hvor andre børn legede.

Engang ville han derover og lavede sig en flåde af gamle brædder; men netop som han ville vove sig ud på sit skrøbelige fartøj, kom hans moder til og forbød ham strengt alle sådanne forsøg og tog brædderne fra ham. – “Der er trolde derovre!” sagde hun for at afskrække ham, og det skræmte ham også. Men efter nogen tids forløb var hendes ord, når han lyttede til stilheden og så farverne, kun en bekræftelse på, at der virkelig var nogen derovre, og det kunne ikke være troldfolk; thi hvorledes kunne det da se så dejligt ud? Men alligevel, trods den store magt, hvormed det drog ham, søgte han ikke igen at komme derover, og det var mindre moderens forbud, der virkede, end en følelse, han ikke selv forstod: kærlighed til selve længselen.

Han voksede op, og hans fader tog ham med sig og overgav ham til en anden borgherre, for at han sammen med jævnbyrdige skulle lære ridderlig idræt og hofsæder, og i al den tid var skoven i hans erindring som hyllet i et slør eller i tåge; men så snart han skulle hjemad, mindedes han den igen tydelig, først med et smil, som over en barndomsdrøm, men så med stigende længsel, som om barndomsdrømmen var sand.

Så indtraf det en forårsmorgen, da han efter et uvejr kom ned til åen, at han så et væltet træ på den anden bred. Det var revet op med rode og lå ligesom et menneske, der havde lidt stor overlast og efter at være blevet dræbt var kastet på hovedet ud i åen. Han blev ganske beklemt ved at se den vildskab, som de hemmelighedsfulde, tavse træer om natten havde udøvet imod hinanden, indtil han opdagede, at det fældede træ lidt efter lidt gled nedad, og at grenene kom nærmere over til ham, så der dannedes en bro. Så blev det mere end en bro: en besynderlig venlig indbydelse; de derovre havde ofret en af deres egen slægt for at lade ham komme til dem.

Han gik over broen og ind i skoven, og med følelsen af at være hemmelighedsfuldt ventet kunne han ikke forstå, hvorfor de store, mørke egetræer blev tavse, når han nærmede sig dem. Det begyndte at forekomme ham, at han måske alligevel ikke var velkommen, som om de kun for hans skyld tog skikkelse af træer og faldt hen i en stilhed, der voksede og voksede, så at han kunne høre sit eget åndedræt og følte sig så ene, at han syntes at ikke blot han men også hele verden var ved at forsvinde.

Så raslede det i nogen afstand, og det var, som om der for et venligt smil gennem stilheden, og noget hvidt gled hen mellem træerne, og da han fulgte retningen, kom han til et sted, der lignede mange andre åbne pletter i en skov, men dog var underfuldt forskellig fra dem alle. Det var en rund, grøn plads, omgivet af høje, ranke, hvide bøge, hvis kroner nåede sammen og dannede en kuppel, og gennem kuppelen faldt sollyset ned på stammerne og på grønsværet i utallige tindrende pletter. Det forunderlige var ikke blot stammernes hvidhed og grønsværets friskhed og solpletternes glans, men især, at hele synet var så hjemligt, det syntes ikke muligt, at her kunne være ensomt; det var, som om alt med sagte åndedræt ventede på nogen. Men der var stille igen, det flagrende hvide var forsvundet. Forventningen om dem, der skulle komme, steg i hans sind med en sådan magt, at han følte at han måtte dø, hvis han blev skuffet, og pludselig rakte et træ sine blade ned over ham og berørte hans øjne, så at de atter kunne se, og han så, at det hvide, der var gledet hen foran ham, var en pige, der stod i afstand mellem træerne, og alt, hvad der lyste, levede, det var blide øjne, der så på ham.

Han var så betaget af forundring og glæde, at han hverken kunne røre sig eller tale; men alle de små, lysende væsner nærmede sig ham i kreds, og den unge pige kom også nærmere og så på ham. Så snart han rørte på sig, veg det hele tilbage. “Du må ikke røre os”, sagde de små, “hvis ikke du vil blive hos os, og du kan ikke blive hos os, medmindre du i år og dag ikke har noget stærkere ønske.” Så forsvandt de alle for hans blik, og til sidst gled den unge pige som noget svindende hvidt tilbage i skoven.

Atter en dag kom han over og så synet, og atter talte de lyse væsner til ham i et sprog, der ikke var ord, men hvoraf han dog forstod meningen. De sagde: “Alle de, der har følt stor længsel og er forblevet den tro, må komme og bo hos os i vort gennemsigtige slot, der kan svæve for den sagteste vind. Der er altid lunt i skoven, hvor slottet står, selv om vinteren, og græsset visner ikke, og vi flytter aldrig, undtagen når en er os utro med sin længsel. Så falmer græsset, og vi må skjule os et andet sted.”

Og atter en dag sagde de til ham: “Et menneskes troskab er os endnu mere end solen; thi troskaben lyser både ved dag og ved nat. Hvis én blot et øjeblik har glemt os, men husker os igen med troskab, så tænder han igen solen for os og bringer os tilbage til det sted, hvor vi har leget.”

Hjemme på borgen sagde han intet om, hvad der var hændt ham; men, som det altid går dem, der er opslugt af en stor, men hemmelighedsfuld lykke, fik han udseende af at være nedslået og bedrøvet, og mens han kun længtes efter et eneste selskab, efter de lysende småvæsners ord eller sang og den tavse unge piges øjne, forsøgte hans slægtninge at muntre ham op, ved at råde ham til at ride til Karup og den hellige kilde sammesteds – thi dette sted, som nu ligger så fattigt i lyngheden, var dengang et navnkundigt møde- og valfartsted.

Han gav modvilligt efter for deres råd og opmuntringer. Men da han red ud i det åbne land, der lyste i soldagens glans, kom han for første gang til hel, glad bevidsthed om den store, underfulde gunst, der var vist ham. Det var for ham, som om han førte hele underet med sig, og at det udvidede sig. Himlen selv syntes ham kuppelen, der hvælvede sig om den indviede plads; jorden forekom ham at ånde og løfte sig med sagte længsel, og alle steder var der et skjult liv, øjne, der så på ham og fulgte med, agtpågivende og kærlige, sikre på, at han kun drog ud for at vende tilbage.

Da han kom til Karup, var der et stort optog, som, anført af præster i messehagel, af hvide og sorte munke og af kordrenge, der svang røgelsekar, drog rundt om den indhegnede kilde og derfra op i den store kirke på højen, som var indviet til Guds Moder, og han fulgte optoget, omend med nogen frygt; thi de ord, hans moder nogle år tilbage havde sagt ham: “Der er trolde derovre!” var endnu ikke ganske ude af hans sind, og selvom han ikke ville opgive skoven, følte han en sagte, sælsom ængstelighed for, at hans rigdom ikke var af den art, der kunne bæres med ind i en kirke, og at han skulle blive fristet til en anden og stærkere længsel.

Og der var også et øjeblik, idet sangen brød frem og fyldte kirkens hvælvinger, og idet en sky af virak bølgede hen over ham, da det var, som om noget tog fat i ham og ville rive ham med til et sted, langt fjernere end skoven, langt højere end dens kuppel, endnu mere frydefuld, skønt smertefuldt til døden; men straks efter, da billedet af Vor Frue blev båret tæt forbi ham og hendes skønne øjnes blik syntes at falde på ham, mindede de ham om hende i skoven og var dog ikke så skønne som hendes, og igen lidt efter, da de troendes menighed sank på knæ for det allerhelligste, mindede de mange hvide kvindelige hovedtøjer ham om solpletterne på grønsværet, og hvad disse skjulte, og med åndedrættet så tungt, som om han var i landflygtighed og aldrig kunne komme tilbage, gik han ud og red hjemad, og da han atter fuldt inddrak den frie luft, syntes det ham i hans sindsbevægelse, at han takkede Gud, fordi han ikke var blevet grebet af en anden og stærkere længsel.

Han red hjemad langs Åresvad Å, og da han kom til det sted vest for åen, hvor et lavt bjergland skyder ud i grene og danner små, grønne dale, så han i den synkende sols lys noget hvidt, hvidtlysende pletter, bevæge sig i den nærmeste dal, og han troede et øjeblik med pludselig lyksalighed, at det var dem fra skoven, der var kommet ud for at møde ham. Men så snart han red nærmere, skiftede synet, og han så, at det var mennesker, folk, der enten skulle til eller kom fra valfartstedet og havde slået lejr her; det hvide var legende børn, og imellem dem stod en ung pige, og hun som alle de andre så i dette øjeblik opmærksomt på riddersønnen, der kom ridende. Endnu mere end øjnene på den hellige jomfrues billede syntes den unge piges øjne at ligne hendes i skoven, ja, måden, hvorpå hun så, opmærksomt, ubevægelig og på afstand, syntes ham så ganske at være hendes, at han var fristet til at springe ned og knæle for hende og holde hende fast. Men i dette øjeblik slog den tanke ham, at det hele kun var et syn, hvormed man stillede ham på prøve for at se, om han var trofast med sin længsel, og efter at have hilst god aften og guds fred tog han øjnene til sig og red modvilligt videre.

Da han igen gik over til skoven, var han sikker på, at når han nåede det dejlige sted, ville noget nyt underfuldt ske, han ville blive belønnet for sin troskab og finde hende fra dalen derovre. Og så snart han genså grønsværen under kuppelen, viste det dejlige syn sig også på ny for ham, men svagere eller mattere, og da han utålmodig sprang frem og greb efter det, forsvandt det hastigere end nogensinde før, og det syntes ham da med uovervindelig magt, at det alt sammen havde skyndt sig hid fra dalen ved Åresvad Å og nu drillende drog tilbage dertil.

Så steg han til hest og red tilbage til dalen. Men der var imidlertid kommet andre vejfarende til, som havde slået lejr, og ingen kunne sige ham, hvor familien med den skønne unge pige var draget hen. Men efter de utydelige vink, han fik, drog han afsted og søgte, og endelig traf han dem igen.

Han hilste høvisk den unge pige og sagde til hende, at siden han havde set hende, havde han ikke haft ro for længsel; hun mindede ham om nogen, han altid havde søgt, og han bad hende sige, om det var rigtigt, og om hun følte det samme, så ville han blive lykkelig alle sine dage.

Hun så på ham med et hurtigt blik og svarede derpå med nedslagne øjne: “Ak, hvorfor sagde I ikke det, første gang vi sås!”

Forundret og forskrækket, skønt over noget, han ikke ret forstod, vendte han om. Han så, at han havde taget fejl, at den rette dog var i den store, hemmelighedsfulde, friske skov, og så snart han kom hjem til borgen, gik han igen derover. Men hele tiden lød ordene på ny for ham: “Hvorfor sagde I det ikke, første gang vi sås?” Hvad var der i de ord? Havde hendes nærmeste givet hende væk? Eller havde i mellemtiden hendes blik dvælet med forkærlighed på en anden? Eller hvad var sket?

Næsten uden at give agt på skoven havde han nået pladsen mellem de hvide bøge. Nu stod stedet der igen, lige skønt, lige ventende, som et hus på sit herskab, men på et herskab, der ikke kom. Det var den samme stilhed; men han lyttede til den med en anden angst, han kunne ikke få sit eget hjerte til at banke og kalde med samme magt som første gang. Så stillede han sig hen under et af træerne, i håb om, at dets grene skulle sænke sig og åbne hans øjne; men træet stod tavst og rørte sig ikke.

Mere og mere tung følte han stilheden og forladtheden, og den tanke slog ham, at han nu var ganske ude af verden, at han ikke var i stand til at vogte på, hvad der skete andet steds, at al den lyksalighed, han skulle vente på et år, var borte, at den skjulte begivenhed, som havde bragt hende til at sige: “Ak, hvorfor sagde I det ikke første gang!” fik mere og mere magt, og han skyndte sig af sted for at frelse hende som fra en virkelig fare.

Atter mødtes han med hende, og han spurgte hende om meningen af de ord, hun sidst havde sagt. Da svarede hun med et smil, der forårsagede ham et underligt behag og en utydelig smerte: “Det skulle jeg vistnok ikke have sagt.”
Men da hun på sådan måde gjorde ordene til intet, syntes de ham netop at være meget, og i stedet for at lade dem forsvinde ville han have deres hele mening og betydning. Men han forstod ikke at spørge, og hver gang han ville samle sig til et spørgsmål, kom der noget dobbelt over ham: Angst for det besynderlig dejlige, men dulgte, som havde været i hendes smil, og længsel efter at kaste sig for hendes fødder uden at spørge. Han vaklede sådan mellem dette dobbelte, at det ligesom var en tredie, ham ubekendt magt inden i ham, der rev ham løs og førte ham hjemad, tilbage til skoven, med den beslutning, nu fuldt og uden forbehold at søge den skjulte lykke.

Men noget gjorde ondt indeni ham, og da han igen gik over den sælsomme bro, var han sådan til mode, at han ønskede han kunne bede til de store, alvorsfulde træer om hjælp eller trøst, og da han så ret så på dem med al sit sinds uro, syntes de ham at sige: “Os finder du altid uforandrede; vi har intet dulgt smil, vi skjuler ingen hemmelighed. ……… Men var det sandt? Bar ikke skoven på noget hemmelighedsfuldt ligeså vel som den unge piges smil, og bar han ikke selv på en hemmelighed, når han stod overfor hende? …….. Det faldt ham pludselig ind, at ordet: “Hvorfor sagde I det ikke før?” også kunne indeholde en bebrejdelse mod ham, at hun kunne have haft en anelse eller endog viden om, at han før hende havde set denne i skoven, og i den pludselige sorg og angst for, muligvis at skulle have mistet hende på den måde, blandede sig et ønske om, at han aldrig havde set synet i skoven.

I næste øjeblik var han ved stedet, men kendte det knap igen. Det var det samme sted, samme græs, samme kreds af bøgetræer; men alligevel var den forskel forsvundet, som havde adskilt stedet fra andre åbne, runde pletter i en skov, og skønt det var ham umuligt at finde nogen enkelt ting, der ikke var i den gamle orden, fornemmede han dog, at der var ligeså meget borte som af et menneske, der havde udåndet.

“Så er alt forbi her!” sagde han med en blanding af smerte og glæde og vendte om for at ride til hende. Men netop som han nærmede sig, steg angsten for hint dulgte op, og på samme tid rejste sig i hans sjæl en fortvivlet sorg over at for bestandig have tabt det skønne og store syn og at skulle have jaget de elskelige væsner i landflygtighed. Det syntes ham den højeste pligt, med ny længsel og troskab at vende om og kalde dem tilbage, og så vendte han om, i én stærk heftig higen – indtil hans erindring med et for tilbage til hende, genså hendes billede og hendes smil med et sådan stigende vemod, at det forekom ham, som om den lyksalighed, han nu vendte ryggen til, måtte forbarme sig over ham og møde ham undervejs til skoven og sige ham, at hun og skoven var et.

Men hun mødte ham ikke, og på skovens rand kunne han ikke længere udholde skuffelsen og længselen og red tilbage igen – for påny, da han nærmede sig hende, at mindes skoven og dens under – så red han atter tilbage – og igen – og igen – og sådan rider han endnu.

Trykt i: Smaa Fortællinger, 1868

Kort om M. A. Goldschmidt

Født: den 26. oktober 1819
Død: den 15. august 1887

Læs mere på Arkiv for Dansk Litteratur

Glasskabet af B. S. Ingemann

by

14/04/2018

23:12

Leave a comment on Glasskabet af B. S. Ingemann

1800-1849, Danske forfattere

, , ,

B. S. IngemannDen rige handelsmand Mr. Seyfert i London var blevet enkemand. Han var en særling og kun lidet yndet, da han gjaldt for en kold egoist og hjerteløs pengemand, der ingen andre menneskelige pligter erkendte, end punktlig opfyldelse af hvad der var lov og ret i landet. Han var kun nogle og tredive år; hans rolige, uforanderlige ansigt var som udhugget af sten. Han var udelukkende forretningsmand og påstod med en slags stolthed, at alt, hvad man kalder fantasi og følelse, var en forskruelse og sygelighed, som var fremmed for hans gode, sunde natur.

Hans ægteskab var ufrugtbart og havde kun været lidet lykkeligt. Den afdøde Fru Seyfert havde været en udmærket smuk brunette, med et heftigt, næsten sydlandsk temperament. Modsætningen mellem hendes lidenskabelighed og hendes ægtemands kulde havde ofte givet anledning til huslige optrin, der dog kun var enetaler, da manden altid ved slige udbrud iagttog med ligegyldig tavshed. Ved sit ægteskab havde grossereren, der tillige var juveler, erhvervet sin store formue; men ved ægteskabskontrakten var det på det nøjagtigste fastsat, at, hvis hans hustru døde uden livsarvinger, skulle hele hendes medbragte formue, med renter og renters renter, udbetales til hendes slægtninge, fra den dag og time, hun var begravet.

Uagtet denne ægteskabskontrakts bestemmelse, forblev dog Mr. Seyfert, til stor ærgrelse for hans afdøde kones familie, i lovgyldig besiddelse af hele formuen. Han erklærede nemlig, at han havde elsket sin ømme ægtefælle så højt, at han aldrig ville afse hendes legeme; – han lod hende ikke begrave, men lod hendes balsamerede og sminkede lig i en glimrende dragt med kostbare prydelser og smykker opstille i et glasskab i sit sovekammer, lige overfor vinduet, hvorfra enhver forbipasserende kunne se det om dagen og undertiden om aftenen i månelys. Det kom til en retssag med den afdødes slægtninge; men ifølge den ordrette lovfortolkning vandt Mr. Seyfert processen. Han beholdt virkelig liget i sit sovekammer.

Hver aften, når han gik i seng, trak han kun et grønt gardin for glasskabet – og sov rolig.

Fra det øjeblik, liget stod i glasskabet, syntes lykken imidlertid at have forladt huset. Det gik tilbage med handlen; flere kostbare forsendelser med amerikanske skibe forliste, og vigtige spekulationer med spanske bankobligationer mislykkedes. Der kom idelig sygdom i huset blandt tjenerskabet, og ingen syntes at kunne leve der, uden Mr. Seyfert selv, der havde et urokkelig helbred; men hans stenhårde ansigt bar nu præg af mørk trods. Processen havde kostet ham meget, og ved en række uheldige spekulationer led han i et eneste år så store tab, at han mistede sin kredit, og alle fordringer på huset strømmede ind på én gang. Det var netop årsdagen efter konens død, at han, efter en afregning med sin bogholder, erfarede hele sin mislige stilling og at han fra en millionær ville være bragt til betlerstaven og til gældsfængslet, hvis han ikke inden næste morgen kunne tilvejebringe en sum af 40,000 Pund Sterling.

Hans ansigt forblev dog uforandret ved denne opdagelse. Med et koldt hoverende nik gik han til sit sovekammer. I sin balsamerede kones ligdragt havde han anbragt diamanter til en værdi af 50,000 Pund. Denne skat, som han, ret imod sine kloge købmands-principper, et helt år havde ladet henstå i glasskabet, som en død kapital, tænkte han nu at gribe til, og – da han denne nat temmelig sent gik til sit sovekammer, trak han ikke, som sædvanlig, gardinet for glasskabet, men satte lampen på bordet og åbnede glasskabet, for at fratage liget de kostbare prydelser, der nu var hans eneste redning.

I ligets øjenhuler havde han ladet indsætte kostbare safirer; i deres sted syntes nu dog, til hans forbavselse, et par matte glasøjne at stirre ud på ham; og diamanterne, som han hver aften i et helt år troede at have set, kunne han ikke opdage. I den skarp belysning fra lampen føltes det, som de døde glasøjne pludselig lo hånligt ad ham – og han trådte tilbage med en uvilkårlig gru.

Tanken om, at en utro betjent, som han samme dag havde jaget af sin tjeneste, kunne have plyndret liget, blandede sig med en pludselig rædsel for den døde – en følelse, som han hidtil syntes at have været aldeles fri for. Forestillingen om det umådelige tab, der nu ville bringe ham i gældsfængslet næste morgen, overvandt dog gruen for den døde. Med en næsten krampagtig kraftanstrengelse rev han liget ud af glasskabet for at undersøge det ved lampen og lede efter sin skat; men jo mere han tumlede med liget, jo mere forvirrede blev hans tanker. – Ethvert sandt og gribende ord, hans ulykkelige kone havde sagt ham, men som han iskold havde ladet fare sig forbi uden at svare, tonede nu bebrejdende for hans sjæl med den afdødes røst; han troede, virkelig at høre hendes stemme, og han syntes, den dødes blå læber bevægede sig. – Formasteligheden i hans hykleriske og svigefulde behandling af liget, hvorved han bedrog hendes frænder og berøvede hende den gravens fred, de fleste mennesker sætter så høj pris på, syntes for første gang at få skikkelse i hans bevidsthed.

“Ja, du har ret” – mumlede han – “jeg var intet menneske – jeg var en stenmand – jeg var et uhyre – jeg elskede intet uden mig selv og dine rigdomme – men hvor er de? hvor er diamanterne, jeg lod dig pynte med i døden? – Den glans og ære ville jeg dog unde dig – der skulle du stå i pant for mig for min lykke – ha, min lykke – den tog du med dig til den fordømte åndeverden, du ville skræmme mig med – og diamanterne tog du med! – nej, dem har en tyv frataget dig – hvorfor skræmte du ikke ham med dine ildøjne? – hvorfor hviskede du ikke til ham, som nu til mig, om den evige fordømmelse? – ha, ti, ti! – slip mig! – du kvæler mig.” – Det var ham, som den døde klemte sine arme om hans hals og lo forfærdeligt.

Han tumlede bevidstløs om på gulvet – liget faldt ovenpå ham. I denne stilling blev han fundet om morgenen, endnu levende, men – vanvittig. Tabet af hans skat og hans rædsel for den døde var i 21 år hans eneste tanke. Nattescenen med liget, som ingen havde været vidne til, gentog han bestandig i sit vanvid. Deraf erfarede man først, hvad der var sket, og hvad han havde troet at høre og se i hans natlige tumlen med liget.

Diamanterne blev aldrig fundet.

Millionæren, Mr. Seyfert, døde som fattiglem i et hospital for vanvittige i London.

Trykt i: 1847

Om B. S. Ingemann:

Født: den 28. maj 1789
Død: den 24. februar 1862

Læs mere på Arkiv for Dansk Litteratur