Bjergtagen I af M. A. Goldschmidt

Meir Aron Goldschmidt
By unknown for the image – Danske Stormænd fra de seneste aarhundreder af L F La Cour og Knud Fabricius, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=2155140

Efter et sagn

Dengang borgen eller herregården Debelsborg på Furland stod på det sted, hvor nu kun svage jordforhøjninger viser, at der har været bebygget, var der også i nærheden af borgen en lille sø. Hinsides søen var der  kornmarker, som strakte sig lige til den meget omtalte Smedehøj, der skyder ud som et forbjerg fra højlandet og danner grænsen mellem det dyrkede og det udyrkede eller vilde land.

Ved søen gik en vinterformiddag et ungt ægtepar, borgherren og hans hustru. Det havde kun frosset lidt; selve den lille sø var uden is; men de små bølger havde om natten vædet græsset ved søkanten, og de efterladte dråber var blevet til is, som derpå var blevet forøget med nye dråber, så hvert græsstrå på en lang strækning nu bar en slags klokke af is, og når da den lette vind for hen over søbredden, slog disse små klokker lempelig imod hinanden og frembragte en besynderlig musik. Hver gang vinden kom på ny og græsstråene svajede og klang med deres klokker, bøjede den unge borgfrue lyttende hovedet, og endelig sagde hun: “Det er dog forunderligt!”

“Hvad er forunderligt?” spurgte hendes ægtemand.
“Den melodi”, svarede hun.
“Melodi?” sagde han; “hvor er den?”
“Jeg ved ikke; det er, ligesom hele søen sang, og jorden og luften med, og melodien er så dejlig, så dejlig …. sådan -”

Hun gjorde et forsøg på at nynne den, men holdt straks inde ligesom skamfuld eller misfornøjet med sin egen stemme, der, skønt smuk, gjorde et magtesløst forsøg på at gengive, hvad der klang enten udenfor eller indeni hende.

“Nå, det er melodien!” sagde hendes ægtefælle leende og råbte straks efter til sin hund: “Hector! Hallo!”

For hende syntes hans stemme at gå ud i luften mellem tonerne ligesom en stærk hånd, der kvalte en uendelig mængde små væsner; men snart var ægteparret så langt fra søen, at intet kunne høres, og hun glemte eller bestræbte sig for at glemme den lille, såre lille begivenhed.

Vinteren kom stærkere og gik igen og gjorde plads for det livsalige forår og den blide, varme sommer.

Det var en juni eller juli aften. Borgherren og hans hustru sad udenfor deres havestue. Der rørte sig i den milde, lyse aften ikke en vind, undtagen engang imellem når bladene i bæveraspen, som stod tætved huset, rørte sig ganske svagt. Mens alt var så stille, og mens de hvide blomsterblade fra æble- og pæretræerne lå på jorden, var det, som om de sølvagtig skinnende, sagte bævende aspeblade så eller følte noget, som andre ikke kunne mærke, og dette ubekendte meddelte sindet en let, ikke ubehagelig angst, en anelse om et sagte, hemmelighedsfuldt naturens åndedræt. Og skønt alt var stille, kunne man dog ved at hengive sig og lytte høre lyd i stilheden. Det summede i luften og svirrede i græsset, det var en lyd ingensteds og allesteds fra, en lyd uden mening og dog en lyd af leg eller af glæde, der snart snurrede rundt, snart gjorde et hop, snart piblede frem som forunderlige fine kildevæld, derpå med et syntes at standse og se på sig selv for så at begynde forfra. Nu slog tårnuret, og mens slagene langsomt døde hen i rummet, var de som en stemme, på engang forstandig og højtidelig, der bød alt det skjulte og hemmelighedsfulde at tie, og det tav også, indtil det havde mærket, at nu kunne eller ville klokken ikke mere. Så lød et fugleskrig fra et ensomt træ, og så begyndte det igen overalt, dansende, svirrende, hoppende, summende, piblende, og vinden, der hævede sig lidt, bragte aspens blade til at bæve stærkere og slå med let, metalagtig raslen imod hinanden og de andre træers kroner til at bølge.

“Det er dog besynderligt!” sagde den unge borgfrue.
“Hvad er besynderligt?” spurgte borgherren.
“Ingenting …. Du vil le af mig.”
“Nej, hvad er det? Lad mig høre. Hvad er så besynderligt?”
“Ja, men du må ikke le, og du må ikke skælde ud. Det forekom mig med et, ligesom der var en overordenlig mængde lyse, engleagtige væsner, alt for små til at kaldes børn, og de stillede sig op i en kreds, og kredsen blev større og større, og så skulle de til at danse, og så blev æbletræet derhenne en kone, der gav sig til at synge for dem – og det var den samme melodi, den samme forunderlige, dejlige melodi, som klokkerne spillede i vinters ved søen.”

Hendes ægtefælle følte et uforklarligt had til den melodi, han aldrig havde hørt, og han sagde mismodig: “Det er jo ikke noget at skælde ud for; men du skulle dog tage dig i agt med de indbildninger, at det ikke skal gå dig som smedens tossede Ane.”

“Hvad var da det med smedens tossede Ane?”
“Åh, jeg ved ikke engang rigtig. Det var noget, der blev fortalt mig som barn, og andet sandt er der naturligvis ikke der i end, at hun ikke kunne tåle sine egne indbildninger og drømme.”
“Ja, men hvad bildte hun sig da ind? Hvad drømte hun om?”
“Det er da ikke godt for mig at vide! Men hun havde vel fået hovedet fuldt af eventyr, som folk går og snakker om, og her på egnen er det jo Smedehøjen, de har travlt med, og de har vel også allerede fortalt dig om stenen, der laver musik?”
“Nej! Er der sådan en sten? Hørte en vanvittig pige den sten synge?”
“Nej, hun var ikke tosset dengang; tværtimod, hun var en køn pige og havde mange bejlere, men mistede alting og forstanden oven i købet, fordi hun ville høre musikken fra stenen. Hun gik hen i kornmarken nedenfor højen og lyttede; men rimeligvis kunne hun ikke tåle sindsbevægelsen, og så fandt de hende sansesløs, og og hun kom aldrig til sanserne igen.”

“Kunne hun da aldrig tale? Sagde hun ikke, at hun havde hørt noget?”
»Hvor du spørger! Hun havde jo ligget besvimet.”
“Ja, men hvad havde bragt hende til at besvime?”
“Hendes indbildninger og angst naturligvis. Det, hun sagde, at hun havde set, var ellers ikke så slemt endda; men det var jo ydmygende, det forståer sig, for en køn pige.”
“Så? Hvad var det da?”
“Hun havde i højen set en gammel mand, der sagde til hende: Det er ikke dig.”
“Hvornår var det? Hvor mange år er det siden?” spurgte husfruen med store øjne.
“Men, Herregud, barn, du spørger jo, som om det var sandt!” svarede hendes ægtemand; “det var jo kun xmedens tossede Ane, der drømte det!”

Den følgende morgen havde borgherren et ærinde på gården eller borgen Voiel, og mens han drog dertil, mod sydøst, gik hun ud mod nordøst, forbi søen, gennem kornmarken, og da hun kom til markens rand, var hun overfor Smedehøjen. Der var to høje tæt ved hinanden; men hun kunne kende den rette ved, at der midt i den var en stor, rød sten, og med blikket fæstet på den satte hun sig på en tue for at lytte.

I samme øjeblik bevægede stenen sig, højen åbnedes, og i åbningen stod en ung mand. Sådan som sangen havde lydt fra de små isklokker om vinteren og fra æbletræet om sommeren, sådan så han ud, han var sangen i menneskelig skikkelse, og hun rejste sig og gik til ham som til en, hun førhen havde set med lukkede øjne, båret som billede i sit indre, ventet på at se udenfor sig selv for at sige til ham: Du er mig, og jeg er dig.

Der var ingen hule eller fordybning i højen. Så snart hun kom gennem åbningen, var der straks vidtstrakt land med himmel ovenover ligesom alt andet land. Det forekom hende, at dette land, idet hun uden at se på det dog opfangede et billede deraf på afstand, var stenet og lyngklædt hede; men uden at hun undredes derved, viste denne opfattelse sig straks forkert; thi ved hvert skridt, hun tog, kom hun imellem græs og blomster; hvad der kort forinden  havde forekommet hende blegt, stod i farvepragt, hvad hun havde anset for stilke, blev til store, fyldige træer, og da hun var kommet helt indenfor og stod ved hans side, var det hele et uendeligt, rigt landskab.

Han sagde ikke andet til hende end: “Du har tøvet længe”, og tog hende ved hånden, og i samme øjeblik, som hendes hånd berørte hans, stod der et slot, ganske tyst og stille, og der var intet tjenerskab, men alting syntes at se på hende med så blide, hengivende øjne, som hun aldrig førhen havde mødt.

Selve tystheden og stilheden var, når hun lyttede efter, musik, en sagte genklang fra isklokkerne og fra æbletræet, og landskabets uendelighed var ligeledes musik, en bestandig voksende, gyngende kreds af de lysende småskikkelser, og tiden, der gled hen, bar hende som en bølgende sø af toner, og kun ind i mellem lød den dybe røst fra tårnuret, og så standsede alt et kort øjeblik, og hun kunne spørge.

Hun spurgte ham engang, af hvad slægt han var, og han svarede: “Jeg nedstammer på mødrene side fra den Fugl Phønix, som, når den får en så stor sorg, at den ikke kan overkommes, brænder sig selv op og fødes igen; men ingen ved, hvor det er, at den genfødes.”

Så sælsomt ordet end var, syntes hende dog, at det var klar tale, og hun forstod den.

Hver gang så igen landet klang og stilheden sang og den bølgende sø af toner bar hende, syntes det hende, at hun selv talte. I hendes forrige tilværelse, forekom det hende, såvidt hun nu kunne erindre eller forstå den, var hvert ord kommet fra en skal, der lå om hendes sjæl; nu var det sjælen, som blev til ord, men dog ikke strømmede ganske med; thi på samme tid fornemmede den med stor tilfredsstillelse sig selv i behold og ligesom indhyllet i et fint slør. På lignende måde var det, når hun hørte, hvad han sagde. Førhen var ord kommet til hende som usikre, vaklende tegn på noget, der famlede efter sig selv; nu hørte hun ordene, som de fødtes i hjertets dyb og blev til et med stemme og blik.

Når den dybe røst fra tårnuret da igen lød og stilheden sænkede sig, var der intet, de kunne tale med hinanden om, end ikke den mørke baggrund for deres gyldne lykke. Hun spurgte ham, om det ikke var sandt, at alt havde hun for sig, undtagen loven, og han svarede sørgmodig, at således var det: Alt kunne de modstå; men hvis man fra den anden side af stenen kaldte på hende i lovens navn, så var de begge magtesløse, og ved denne bekræftelse påkom hende en følelse af en truende, stor, hellig, sonoffring, som hun stod i gæld for, og hvortil hun var indviet, og hun fornam det med en bæven, der lignede tårnurets hendøende klang.

Når det så sang og klang igen, i luften, i landet og i havet, syntes det hende, at de var fyrste og fyrstinde i et rige, og at meget blev udført, at både hans og hendes liv var en virksomhed, en bedrift, hvoraf andre havde gavn, og hvoraf de selv voksede; men hun kunne ikke gribe fat i og komme til vished om, hvad enten dette var eller blot syntes hende at være; thi endog når hun troede det allervirkeligst, forekom det hende dog ikke at have betydning i sig selv, men var blot en følelse i hendes hjerte, der gik ud og tog skikkelse af handling og vendte tilbage til hjertet igen. Dette forklarede han med de ord: Al bedrift er kærligheds tanke –

Solen, som stolt over himlen går,
Saften i gyldne ranke,
Mandens dåd, som til stjernerne når,
Alt er kærligheds tanke.

Men hvergang og hvor fjernt de end drog ud, kom altid et øjebliks standsning fra tårnuret, og han sagde med sorg til hende: Vi er dog tæt ved stenen og kan høre, hvis der kaldes –

Altid, end i den fjerneste vrå,
Hvor vi så monne vanke,
Er vi nær, og høre vi må
Loven på stenen banke.

– Imidlertid havde borgherren naturligvis straks savnet hende, og da han på alle efterspørgsler fik det svar, at hun var blevet set gå ind i kornmarken under højen, og alle var af den overbevisning, at hun var taget derind, så måtte han til sidst tro på det og forespurgte hos gamle, erfarne folk om, hvad der nu var at gøre. De rådede enstemmig til, at der skulle ringes foran højen med kirkeklokken, og når hun så kom ud, pålagde de ham, måtte hun aldrig mindes om, at hun havde været derinde.

Kirkeklokken blev da taget ned og bragt hen til højen, og man ringede med den i tre dage og nætter; men det hjalp ikke.

Da huskede borgherren, at hans hustru havde talt om en klang, en melodi, der havde lydt fra isklokkerne og fra æbletræet, og som hun havde fundet så skøn, og han tænkte, at når man kunne opdage og gribe den melodi og synge den ved højen, så ville hun komme ud. Derfor udlovede han en stor belønning til den, som kunne opfange og synge melodien, og flere kom også og sagde, de havde den, og deres sang blev prøvet udenfor højen; men det hjalp ikke.

Meget mere prøvede borgherren; hver dag gik han til højen og forsøgte et eller andet, som måske kunne have magt, men altid frugtesløst, indtil han en dag, kummerfuld og mismodig, idet han ville gå bort, uden at tænke videre derover, løftede hånden truende mod højen og sagde: “Hun er dog min lovlige hustru.”

Da hørte han en lyd, som om stenen blev løs i højen og smækkede til igen; men han så intet, før han vendte sig for at gå hjem, da så han sin hustru ligge sovende i kornmarken.

Han ilede til hende og løftede hende op i sine arme for at bære hende hjem. Hendes ansigt var vådt som af dug og hendes læber kolde, da han kyssede dem. Hun vågnede, så sig om med et blik, der var ham besynderlig fremmed, og spurgte: “Har jeg været længe borte?”

“Nej”, svarede han og vidste ikke selv, om han svarede sandt eller ej.

Han bragte hende hjem, og han indbød sin slægt og egnens fruer til at komme og holde hende med selskab. Han fortalte dem nøjagtig, hvorledes alt var foregået, hvad han med sine egne øjne havde set, hvorledes han havde fundet hende i kornmarken, så at hun egentlig ikke kunne siges at have været borte; men det uforklarlige, som var i, at hun dog syntes at have været borte, pålagde han dem, i henhold til de erfarne folks råd, ikke at nævne for hende, ej heller bringe noget på bane, som kunne minde derom. Hvad fruerne tænkte eller troede, berettes ikke; men de lovede at opfylde hans anmodning.

Da de så alle var samlede, fandt de sagen vanskelig; den af dem, som tiltroede sig mest sikkerhed, begyndte dog en samtale, idet hun fortalte, at et barn om morgenen var blevet kastet omkuld på vejen af en ko, der bissede. En anden frue spurgte, hvis ko det var, der havde gjort denne fortræd, og der blev svaret, at det var degnens blakkede – – men degnens blakkede var kommet til verden, mens hun var borte, og da de ikke turde berøre dette, skyndte de sig bort.

“Vi har også bedre af at være ene”, sagde hendes ægtemand.

De sad igen om aftenen i haven. Det var september, men en mild aften. Alt var tyst, træernes løv hang fyldigt, men ubevægeligt; intet svirrede i græsset, og intet summede i luften. Naturen var så stille sammenbøjet over sig selv, at den end ikke syntes at lytte eller at ane noget at lytte efter.

Pludselig sagde hun: “Det banker!”
“Hvor?” spurgte han, næsten angst.
“I æbletræet.”
“Det må have været en fugl, der pikkede på en gren; jeg hørte intet.”
“Jo, det bankede …. det var heller ikke en fugl …. det var heller ikke i æbletræet …”
“Hvor var det da?”
“Jeg ved det ikke …. i alle træerne ….”

Næste dag, da han var ude på egnen, befalede hun samtlige gårdens mænd ned i haven, og lod dem omhugge alle træerne og buskene og nedpløje blomsterbedene, for at der kunne blive kålhave.

Da han kom hjem, sagde hun til ham: “Nu vil der ikke blive banket mere.”

Han fandt det underligt, men var glad for, at hun var kommet af med sin forestilling – da udbrød hun: “Jo, det banker!”

“Hvor?” spurgte han.
“Inde i huset! Inde i vort kammer!”
“Hvordan kan du høre det? …. Men lad os gå derind!”

Da de kom derind, var der ingen lyd, og han sagde: “Kan du se! Her er ikke det ringeste!”

Hun lagde begge hænder på brystet og sagde: “Det banker på begge sider af stenen – på begge sider!”

Det kunne han aldeles ikke forstå; men han bar nag til stenen og besluttede nu at skaffe sig af med den, så han sendte sine karle til højen for at grave den ud.

Den sad dybere, end man havde formodet, og hele dagen gik med arbejdet.

Det var begyndt at mørkne; men pludselig lyste det i stuen med et stærkt skin udefra. Borgherren og hans hustru gik begge hastigt hen til vinduet.

“Åh”, sagde han, “det er hedebrand. Det er vist kommet af uforsigtighed, karlene have tændt ild derovre.”
“Hvor ovre?” spurgte hun.
“Ved højen. Jeg har befalet dem at tage stenen ud af højen.”
“Og det har tændt ild i højen!” sagde hun.
“Ikke i højen, men i lyngen, tænker jeg; det er lyngbrand.”
“Ja, det er lyngbrand!” sagde hun med en underlig tone og blev stående og stirrede ufravendt på den store lue.

Stedse højere hævede ilden sig og blev til et flammehav, funklende, flagrende, snart som mægtige tunger, snart som store vinger af en fugl, der ville bort, men ikke kunne, hævede sig og sank og hævede sig igen, alt sammen ombølget af røde, lette skyer og tindrende gnister og undertiden umådelig højt, som om det var store bygninger, der brændte nedenfor.

Med et fløj flammen stærkt op og sank derpå dybt, og hun udbrød: »Nu faldt slottets vinduer – nu fløj fuglen!”

Han blev ikke synderlig forbavset over dette udbrud; thi skønt det ikke var faldet ham selv ind, at det så ud som et brændende slot eller som en fugls vinger, stod synet levende for ham ved hendes ord.

Hele natten sås ilden; men den sank mere og mere sammen, og da solen stod op, var der i stedet for de lyse flammer kun en trist røg synlig.

Husherren kaldte på sin hund og gik ud for at bese brandstedet og tillige jage, hvis der bød sig vildt.

Da han var på vej hjem, opdagede han med et, at det lyste stærkt på den kant, hvor hans gård lå, og urolig og angst skyndte han sig videre. Snart så han, at hans frygt ikke havde været ubegrundet; det var hans gård, der brændte, og da han kom ind i borggården, så han til sin endnu større gru, at hans hustru stod oppe i det øverste stokværk, som ilden var tæt på at nå, mens husfolkene stod ubevægelige i gården og stirrede op.

“En stige! En stige!” råbte husherren.
“Det kan ikke nås!” råbte hun og forsvandt i ilden.

Senere sagde folk i Debel og på hele egnen, at ‘den gale frue’ havde stukket ild på Debelsborg.

Trykt i: Smaa Fortællinger, 1868

Kort om Meir Aron Goldschmidt

Født: den 26. oktober 1819
Død: den 15. august 1887

Læs mere på Arkiv for Dansk Litteratur

Skyggen af H. C. Andersen

H. C. Andersen - foto: Thora Hallager
By Thora Hallager (1821-1884) – http://museum.odense.dk/viden-om/hc-andersen/publikationer/jeg-sad-i-dag-for-photographen.aspx, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=11819411

I de hede lande, der kan solen rigtignok brænde! Folk bliver ganske mahognibrune; ja i de aller varmeste lande brændes de til negre, men det var nu kun til de hede lande, en lærd mand var kommet fra de kolde; der troede han nu at han kunne løbe om, ligesom der hjemme, men det blev han snart vænnet fra. Han og alle fornuftige folk måtte blive inde, vinduesskodder og døre var lukkede hele dagen; det så ud som hele huset sov og at ingen var hjemme. Den smalle gade med de høje huse, hvor han boede, var bygget således at solskinnet fra morgen til aften måtte ligge der, det var virkeligt ikke til at holde ud! – Den lærde mand fra de kolde lande, det var en ung mand, en klog mand, han syntes, han sad i en gloende ovn; det tog på ham, han blev ganske mager, selv hans skygge krøb ind, den blev meget mindre end hjemme, solen tog også på den. – De livede først op om aftenen, når solen var gået ned.

Det var en fornøjelse at se på; så snart lyset blev bragt ind i stuen, strakte skyggen sig helt op ad væggen, ja endda hen ad loftet, så lang gjorde den sig, den måtte strække sig for at komme til kræfter. Den lærde gik ud på altanen, for at strække sig der, og mens stjernerne kom frem i den dejlige klare luft, følte han det, som om han kom til live igen.

På alle altaner i gaden, og i de varme lande har hvert vindue en altan, kom folk frem, for luft må man have, selvom man er vant til at være mahogni! Der blev så levende oppe og nede. Skomagere og skræddere, alle folk flyttede ud på gaden, der kom bord og stol, og lyset brændte, ja over tusind lys brændte, og den ene talte og den anden sang, og folk spadserede, vognene kørte, æslerne gik: klingelingeling! de har klokker på;  døde blev begravede med salmesang, gadedrengene skød med troldkællinger, og kirkeklokkerne ringede, jo der var rigtig nok levende nede i gaden.

Kun i det hus, som lå lige overfor hvor den fremmede lærde mand boede, var der ganske stille; og dog boede der nogen, for på altanen stod der blomster, de groede så dejligt i solen, og det kunne de ikke, uden at de blev vandet, og nogen måtte jo vande dem; folk måtte der være. Døren derovre blev også åbnet halvt ud på aftenen, men der var mørkt derinde, i det mindste i det forreste værelse, dybere inde fra lød musik. Den fremmede lærde mand syntes, den var ganske mageløs, men det kunne nu også være at han kun bildte sig det ind, for han fandt alting mageløst derude i de varme lande, når bare der ingen sol havde været. Den fremmedes vært sagde at han ikke vidste, hvem der havde lejet genboens hus, man så jo ingen folk og hvad musikken angik, syntes han, at den var gruelig kedelig. “Det lyder som om der sidder én og øver sig på et stykke, han ikke kan komme ud af, altid det samme stykke.” “Jeg får det dog ud!” siger han nok, men han får det ikke ud, ligegyldigt hvor længe han spiller.”

En nat vågnede den fremmede, han sov for åben altandør, gardinet foran den løftede sig i vinden, og han syntes at der kom en forunderlig glans fra genboens altan, alle blomsterne skinnede som flammer, i de dejligste farver, og midt imellem blomsterne stod en slank, yndig jomfru, det var som om hun også lyste; det skar ham i øjnene, som han vågnede af søvnen; i et spring var han på gulvet, ganske sagte så han ud bag gardinet, men jomfruen var borte, glansen var borte; blomsterne skinnede slet ikke, men stod smukt, som altid; døren var på klem, og dybt inde klang musikken så blød og dejlig, så man faldt hen i søde tanker derved. Det var ligesom trolddom og hvem boede der? Hvor var den egentlig, indgangen? Hele stueetagen var butik ved siden af butik, og der kunne folk jo ikke altid løbe igennem.

En aften sad den fremmede ude på sin altan, inde i stuen bag ved ham brændte lyset, og så var det jo ganske naturligt at skyggen af ham gik over på genboens væg; ja der sad den lige over for mellem blomsterne på altanen; og når den fremmede rørte på sig, så rørte skyggen sig også, for det gør den. –

“Jeg tror min skygge er det eneste levende, man ser derovre!” sagde den lærde mand. “Se hvor net den sidder mellem blomsterne, døren står på klem, nu skulle skyggen være så snild at gå indenfor, og se sig om, og så komme og fortælle mig hvad den havde set! Ja, du skulle gøre gavn!” sagde han i spøg! “Vær så god at træde indenfor! Nå, går du!” og så nikkede han til skyggen og skyggen nikkede igen. “Ja så gå, men bliv ikke borte!” Og den fremmede rejste sig og hans skygge ovre på genboens altan rejste sig også; og den fremmede drejede sig og skyggen drejede sig også; ja hvis nogen havde lagt mærke dertil, da havde de tydeligt kunnet se, at skyggen gik ind af den halvåbne altandør hos genboen, lige idet den fremmede gik ind i sin stue og lod det lange gardin falde ned efter sig.

Næste morgen gik den lærde mand ud for at drikke kaffe og læse aviser. “Hvad er det?” sagde han, da han kom ud i solskinnet, “jeg har jo ingen skygge! Så er den virkelig gået i aftes og ikke kommet igen; det er noget kedeligt noget!”

Og det ærgrede ham, men ikke så meget fordi skyggen var borte, som fordi han vidste, at der var en historie til om en mand uden skygge, den kendte alle folk hjemme i de kolde lande, og kom nu den lærde mand der og fortalte sin, så ville de sige, at han efterlignede, og det behøvede han ikke. Han ville derfor slet ikke tale derom, og det var fornuftigt tænkt.

Om aftenen gik han ud på sin altan igen, lyset havde han meget rigtig sat bag ved sig, for han vidste at skyggen vil have sin herre til lampeskærmen, men han kunne ikke lokke den; han gjorde sig lille, han gjorde sig stor, men der var ingen skygge, der kom ingen! Han sagde: hm! hm! men det hjalp ikke.

Ærgerligt var det, men i de varme lande vokser alting hurtigt, og efter otte dages forløb mærkede han, til sin store fornøjelse, at der voksede en ny skygge ud fra benene, når han kom ud i solen, roden måtte været blevet siddende. Efter tre uger havde han en ganske tålelig skygge, der, da han begav sig hjem til de nordlige lande, voksede mere og mere på rejsen, så den til sidst var så lang og så stor at det halve var nok.

Så kom den lærde mand hjem og han skrev bøger om hvad der var sandt i verden, og om hvad der var godt og hvad der var smukt, og der gik dage og der gik år; der gik mange år.

Da sidder han en aften i sin stue og så banker det ganske sagte på døren.

“Kom ind!” siger han, men der kom ingen; så lukker han op og foran ham stod et overordentligt magert menneske, så han blev ganske underlig. Forresten var mennesket særdeles fint klædt på, så det måtte være en fornem mand.

“Hvem har jeg den ære at tale med?” spurgte den lærde.

“Ja det tænkte jeg nok!” sagde den fine mand, “at De ikke genkender mig! Jeg er blevet så meget legeme, og jeg har ordentlig fået kød og klæder. De har nok aldrig tænkt at se mig i sådan en velmagt. Kender De ikke deres gamle skygge? Ja De har vist ikke troet at jeg kom igen. Mig er det gået særdeles vel siden jeg sidst var hos Dem, jeg er i alle henseender blevet meget formuende! Skal jeg købe mig fri fra tjenesten, så kan jeg!” og så raslede han med et helt bundt kostbare signeter, som hang ved uret, og han stak sin hånd ind i den tykke guldkæde, han bar om halsen; nej hvor alle fingrene glimtede med diamantringe! Og det var alt sammen virkeligt.

“Nej, jeg kan ikke komme til mig selv!” sagde den lærde mand, “hvad er dog alt det!”

“Ja noget almindeligt er det ikke!” sagde skyggen , “men De selv hører jo heller ikke til de almindelige, og jeg, det ved De nok, har fra barnsben trådt i Deres fodspor. Så snart De fandt, at jeg var moden til at gå alene ud i verden, gik jeg min egen vej; jeg er i de aller brillanteste omstændigheder, men der kom en slags længsel over mig efter at se Dem endnu en gang, før De dør, De skal jo dø! Jeg ville også gerne gense disse lande, for man holder dog altid af fædrelandet! – Jeg ved, De har fået en anden skygge, har jeg noget at betale til den eller Dem? De må endelig være så god at sige det.”

“Nej, er det virkelig dig!” sagde den lærde mand, “det er dog højst mærkværdig! Aldrig havde jeg troet at ens gamle skygge kunne komme igen som menneske!”

“Sig mig hvad jeg har at betale!” sagde skyggen, “for jeg vil nødig stå i gæld!”

“Hvor kan du tale således!” sagde den lærde mand. “Hvad gæld er her at snakke om! Vær så fri, som nogen! Jeg glæder mig overordentlig ved din lykke! Sid ned, gamle ven og fortæl mig bare lidt om hvorledes det er gået til, og hvad du så ovre hos genboen, der i de varme lande!” –

“Ja, det skal jeg fortælle Dem,” sagde skyggen og satte sig ned, “men så må De også love mig, at De aldrig fortæller til nogen, hvor De end træffer mig, at jeg har været deres skygge! Jeg har i sinde at forlove mig; jeg kan forsørge mere end en familie!” –

“Vær ganske rolig!” sagde den lærde mand, “jeg skal ikke sige til nogen hvem du er! Her er min hånd! Jeg lover det og en mand et ord!”

“Et ord en skygge!” sagde skyggen, og således måtte den jo tale.

Det var ellers virkelig ganske mærkværdigt hvor meget menneske den var; ganske sortklædt var den og i det allerfineste sorte klæde, lakerede støvler, og hat der kunne smække sammen, så at den blev bar pul og skygge, ikke at tale om hvad vi allerede ved her var, signeter, guldhalskæde og diamantringe; jo, skyggen var overordentlig godt klædt på, og det var just det, som gjorde at den var et menneske.

“Nu skal jeg fortælle!” sagde skyggen , og så satte den sine ben med de lakerede støvler så hårdt, den kunne, ned på ærmet af den lærde mands nye skygge, der lå som en puddelhund ved hans fødder, og det var nu enten af hovmod eller måske for at få den til at hænge ved; og den liggende skygge, holdt sig så stille og rolig, for ret at høre efter; den ville nok vide hvorledes man således kunne komme løs og tjene sig op til sin egen herre.

“Ved De, hvem der boede i genboens hus?” sagde skyggen, “det var den dejligste af alle, det var Poesien! Jeg var der i tre uger og det havde samme virkning, som om man levede i tre tusind år og læste alt hvad der var digtet og skrevet, for det siger jeg og det er rigtigt. Jeg har set alt og jeg ved alt!”

“Poesien!” råbte den lærde mand! “Ja, ja – hun er tit eremit i de store byer! Poesien! Ja, jeg har set hende et eneste kort øjeblik, men søvnen sad mig i øjnene! Hun stod på altanen og skinnede som nordlyset skinner! Fortæl, fortæl! Du var på altanen, du gik ind ad døren og så – -!”

“Så var jeg i forgemakket!” sagde skyggen. “De har altid siddet og set over til forgemakket. Der var slet intet lys, der var en slags tusmørke, men den ene dør stod åben lige overfor den anden i en lang række stuer og sale; og der var lyst op, jeg var sikkert blevet slået ihjel af alt det lys, hvis var jeg kommet helt ind til jomfruen; men jeg var besindig, jeg gav mig tid og det skal man gøre!”

“Og hvad så du så?” spurgte den lærde mand.

“Jeg så alting, og jeg skal fortælle Dem det, men, – jeg vil ikke være storsnudet, men – som fri og med de kundskaber jeg har, for ikke at tale om min gode stilling og mine fortræffelige omstændigheder, – så ville jeg ønske at De sagde De til mig!”

“Om forladelse!” sagde den lærde mand, “det er gammel vane, som sidder fast! – De har fuldkommen ret, og jeg skal huske det! Men nu fortæller De mig alt hvad De så!”

“Alting!” sagde skyggen, “for jeg så alt og jeg ved alt!”

“Hvorledes så der ud i de inderste sale?” spurgte den lærde mand. “Var der som i den friske skov? Var der som i en hellig kirke? Var salene som den stjerneklare himmel, når man står på de høje bjerge?”

“Alting var der!” sagde skyggen. “Jeg gik godt nok ikke helt ind, jeg blev i det forreste værelse i tusmørket, men der stod jeg særdeles godt, jeg så alting og jeg ved alting! Jeg har været ved Poesiens hof, i forgemakket.”

“Men hvad så De? Gik oldtidens guder gennem de store sale? Kæmpede de gamle helte der? Legede der søde børn som fortalte deres drømme?”

“Jeg siger Dem, jeg var der og De begriber, jeg så alt, hvad der var at se! Havde De kommet derover, var De ikke blevet menneske, men det blev jeg! Og tillige lærte jeg at kende min inderste natur, mit medfødte, det familieskab, jeg havde med Poesien. Ja dengang jeg var hos Dem, tænkte jeg ikke over det, men altid når solen stod op og solen gik ned, blev jeg så underlig stor; i måneskin var jeg næsten ved at være tydeligere end De selv; jeg forstod ikke den gang min natur, i forgemakket gik det op for mig! Jeg blev menneske! – Moden kom jeg ud, men De var ikke længere i de varme lande; jeg skammede mig som menneske ved at gå som jeg gik, jeg trængte til støvler, til klæder, til hele denne menneske-fernis, som gør et menneske genkendeligt. – Jeg skjulte mig, ja, Dem siger jeg det, De sætter det jo ikke i nogen bog, jeg skjulte mig i kagekonens skørt, under det skjulte jeg mig; konen tænkte ikke på hvor meget hun gemte; først om aftenen gik jeg ud; jeg løb om i måneskinnet på gaden; jeg gjorde mig lang op ad muren, det kildrer så dejligt i ryggen! Jeg løb op og jeg løb ned, kiggede ind af de højeste vinduer, ind i salen og på taget, jeg kiggede hvor ingen kunne kigge og jeg så hvad ingen andre så, hvad ingen skulle se! Det er i grunden en nedrig verden! Jeg ville ikke være menneske, dersom det nu ikke engang var antaget at det var noget at være det! Jeg så det utænkeligste hos konerne, hos mændene, hos forældrene og hos de søde mageløse børn; – jeg så”, sagde skyggen, “hvad ingen mennesker må vide, men hvad de allesammen så gerne vil vide, ondt hos naboen. – Havde jeg skrevet en avis, var den blevet læst! Men jeg skrev til personen selv, og der blev en forfærdelse i alle byer hvor jeg kom. De blev så bange for mig, og de holdt så overordentlig af mig. Professorerne gjorde mig til professor, skrædderne gav mig ny klæder, jeg er godt forsynet; møntmesteren slog mønt for mig, og konerne sagde, jeg var så køn! – Og så blev jeg den mand jeg er, og nu siger jeg farvel; her er mit kort, jeg bor på solsiden og er altid hjemme i regnvejr!” Og så gik skyggen .

“Det var dog mærkeligt!” sagde den lærde mand.

År og dag gik, så kom skyggen igen.

“Hvorledes går det?” spurgte den.

“Ak!” sagde den lærde mand, “jeg skriver om det sande og det gode og det skønne, men ingen bryder sig om at høre det, jeg er ganske fortvivlet, for jeg tager mig det så nær!”

“Men det gør jeg ikke!” sagde skyggen, “jeg bliver fed, og det er det man skal se at blive! Ja, De forstår dem ikke på verden. De bliver dårlig af det. De må rejse! Jeg rejser til sommer; vil De med? Jeg gad nok have en rejsekammerat! Vil De rejse med, som skygge? Det skal være mig en stor fornøjelse at have Dem med, jeg betaler rejsen!”

“Det går vist for vidt” sagde den lærde mand.

“Det er ligesom man tager det!” sagde skyggen. “De vil have grumme godt af at rejse! Vil De være min skygge så skal De få alting frit på rejsen!”

“Det er for galt!” sagde den lærde mand.

“Men sådan er verden nu!” sagde skyggen, “og således bliver den!” Og så gik skyggen .

Den lærde mand havde det slet ikke godt, sorg og plage fulgte ham, og når han talte om det sande og det gode og det skønne, var det som at give roser til en ko! – Han blev ganske syg til sidst.

“De ser virkelig ud ligesom en skygge!” sagde folk til ham, og det gøs i den lærde mand, når han tænkte på det.

“De skal tage til et kurbad!” sagde skyggen, som kom og besøgte ham, “der er ikke andet for! Jeg vil tage Dem med for gammelt bekendtskabs skyld, jeg betaler rejsen og De underholder mig på vejen! Jeg vil til et kurbad, mit skæg gror ikke ud som det skulle, det er også en sygdom, og skæg må man have! Vær De nu fornuftig og tag imod tilbuddet, vi rejser jo som kammerater!”

Og så rejste de; skyggen var da herre og herren var da skygge; de kørte med hinanden, de red og gik sammen, side ved side, forud og bagefter, således som solen stod; skyggen vidste altid at holde sig på herrepladsen; og det tænkte den lærde mand ikke over; han havde et godt hjerte, og var særdeles mild og venlig, og en dag sagde han til skyggen: “Da vi nu er blevet rejsekammerater, og vi tillige er vokset op fra barndommen sammen, skulle vi så ikke drikke dus, det er dog mere fortroligt!”

“De siger noget!” sagde skyggen, som jo nu var den egentlige herre. “Det er meget ligefremt og velment sagt, jeg vil være ligeså velmenende og ligefrem. De, som en lærd mand, ved jo nok hvor underlig naturen er. Nogle mennesker kan ikke tåle at røre ved gråt papir, så får de ondt; andre går der som et stød igennem, når man gnider et søm mod en Glasrude; jeg får samme følelse ved at høre Dem sige du til mig, jeg føler mig ligesom trykket til jorden i min første stilling hos Dem. De ser at det er en følelse, det er ikke stolthed; jeg kan ikke lade Dem sige du til mig, men jeg skal gerne sige du til Dem, så er det halve gjort!”

Og så sagde skyggen du til sin forrige herre.

“Det er dog for galt,” tænkte han, “at jeg må sige De og han siger du,” men nu måtte han holde ud.

Så kom de til et kurbad, hvor der var mange fremmede og imellem disse en dejlig kongedatter, som havde den sygdom at hun så for godt og derfor var så ængstelig.

Straks mærkede hun at han, der var kommet, var en ganske anden person end alle de andre; “han er her for at få sit skæg til at vokse, siger man, men jeg ser den rette årsag, han kan ikke kaste skygge.”

Nysgerrig var hun blevet; og så gav hun sig straks til at tale med den fremmede herre under en spadseretur. Som kongedatter behøvede hun ikke at bruge mange høflighedsfraser, så hun sagde, »Deres sygdom er at De ikke kan kaste skygge.”

“Deres kongelige højhed må være betydelig i bedring!” sagde skyggen, “jeg ved, at Deres sygdom er at De ser alt for godt, men det har ændret sig, De er helbredt, jeg har just en ganske usædvanlig skygge! Ser De ikke den person, som altid går med mig! Andre mennesker har en almindelig skygge, men jeg holder ikke af det almindelige. Man giver tit sin tjener finere klæder i liberiet end man selv bruger, og således har jeg ladet min skygge pudse op til menneske. Ja, De ser, at jeg endogså har givet ham en skygge. Det er meget kostbart, men jeg holder af have noget for mig selv!” –

“Hvad?” tænkte prinsessen, “skulle jeg virkelig være kommet mig! Dette kurbad er det bedste der er til! Vandet har i vor tid ganske forunderlige kræfter. Men jeg tager ikke bort, for nu bliver her morsomt; den fremmede synes jeg overordenligt om. Bare hans skæg ikke vokser, for så rejser han!”

Om aftenen i den store balsal dansede kongedatteren og skyggen. Hun var let, men han var endnu lettere, sådan en danser havde hun aldrig mødt. Hun fortalte ham fra hvor hun var fra, og han kendte landet, han havde været der, men da var hun ikke hjemme, han havde kigget ind af vinduerne foroven og forneden, han havde set både det ene og det andet, så han kunne svare kongedatteren og gøre antydninger, så hun blev ganske forundret; han måtte være den viseste mand på hele jorden! Hun blev så forundret over alt det han vidste, og da de dansede igen, blev hun forelsket, og det kunne skyggen godt mærke, for hun så ikke mere lige igennem ham. Så dansede de nok engang og hun var lige ved at sige det, men hun var besindig, hun tænkte på sit land og rige og på de mange mennesker, hun skulle regere over. “En vis mand er han,” sagde hun til sig selv, “det er godt! Og dejligt danser han, det er også godt, men mon han har gode kundskaber, det er ligeså vigtigt! Han må eksamineres.” Og så begyndte hun så småt at spørge ham om noget af det allervanskeligste, som hun ikke selv kunne have svaret på; og skyggen gjorde et ganske underligt ansigt.

“Det kan De ikke svare på!” sagde kongedatteren.

“Det hører til min børnelærdom,” sagde skyggen, “jeg tror sågar min skygge derhenne ved døren kan svare på det!”

“Deres skygge!” sagde kongedatteren, “det ville være højst mærkeligt!”

“Ja, jeg siger ikke helt sikkert, at han kan!” sagde skyggen, “men jeg tror det, han har nu i så mange år fulgt mig, og hørt efter, – så jeg tror det! Men hvis deres kongelige højhed tillader, at jeg gør Dem opmærksom på, at han er så stolt af at gå for et menneske, at når han skal være i rigtig humør, og det må han være for at svare godt, så må han behandles ganske som et menneske.”

“Det kan jeg godt lide!” sagde kongedatteren.

Og så gik hun hen til den lærde mand ved døren, og hun talte med ham om sol og måne, og om menneskene både udenpå og indeni og han svarede så klogt og godt.

“Hvilken stor mand det må være, der har så vis en skygge!” tænkte hun, “det vil være en ren velsignelse for mit folk og rige om jeg valgte ham til min gemal; – jeg gør det!”

Og de var snart enige, både kongedatteren og skyggen, men ingen skulle vide det før hun kom hjem til sit eget rige.

“Ingen, ikke engang min skygge!” sagde skyggen , og det havde han sine grunde til! –

Så kom de til landet hvor kongedatteren regerede når hun var hjemme.

“Hør min gode ven!” sagde skyggen til den lærde mand, “nu er jeg blevet så lykkelig og mægtig, som nogen kan blive, nu vil jeg også gøre noget for dig! Du skal bo hos mig her på slottet, køre med mig i min kongelige vogn og have hundrede tusinde rigsdaler om året; men så må du lade dig kalde skygge af alle og enhver; du må ikke sige at du har været menneske og en gang om året, når jeg sidder på altanen i solskin og lader mig hylde, må du ligge ved mine fødder, som en skygge skal! Jeg skal sige dig, jeg gifter mig med kongedatteren, og i aften skal brylluppet holdes.”

“Nej, det er dog alt for galt!” sagde den lærde mand, “det vil jeg ikke, det gør jeg ikke! Det er at bedrage hele landet og kongedatteren med! Jeg siger alting! At jeg er mennesket, og at du er skyggen, du er bare klædt på!”

“Det er der ingen som vil tro på!” sagde skyggen, “vær fornuftig, eller jeg kalder på vagten!” –

“Jeg går lige til kongedatteren!” sagde den lærde mand. “Men jeg går først!” sagde skyggen, “og du går lige i fængsel!” – Og det gjorde han, for skildvagterne lystrede ham, som de vidste kongedatteren ville have.

“Du ryster!” sagde kongedatteren, da skyggen kom ind til hende, “er der sket noget? Du må ikke blive syg til i aften, nu vi skal have bryllup.”

“Jeg har oplevet det mest forfærdelige!” sagde skyggen, “tænk dig – ja, sådan en stakkels skyggehjerne kan ikke holde meget ud! – Tænk dig, min skygge er blevet gal, han tror at han er mennesket og at jeg – tænk dig bare, – at jeg er hans skygge!”

“Det er frygteligt!” sagde prinsessen, “er han spærret inde?”

“Det er han! Jeg er bange for, at han aldrig kommer sig.”

“Stakkels skygge!” sagde prinsessen, “han er meget ulykkelig; det er en sand velgerning at befri ham fra den smule liv han har, og når jeg tænker over det, så tror jeg det bliver nødvendigt at det bliver gjort i al stilhed!”

“Det er rigtig nok hårdt!” sagde skyggen, “for det var en tro tjener!” og så gav han ligesom et suk.

“De har en ædel karakter!” sagde kongedatteren.

Om aftenen var hele byen oplyst, og kanonerne gik af: bum! Og soldaterne præsenterede gevær. Det var et bryllup! Kongedatteren og skyggen gik ud på altanen for at lade sig se og hylde!

Den lærde mand hørte ikke noget til alt det, for ham havde de taget livet af. –

Trykt i: 1847

Kort om H. C. Andersen

Født: den 2. april 1805
Død: den 4. august 1875

Læs mere på Arkiv for Dansk Litteratur

Bjergtagen II af M. A. Goldschmidt

Meir Aron Goldschmidt
By unknown for the image – Danske Stormænd fra de seneste aarhundreder af L F La Cour og Knud Fabricius, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=2155140

Bjergtagen
II

Enhver skov ser ud, som om den skjuler en hemmelighed, og den der går alene ind i skovens inderste, kan føle at hemmeligheden er tæt ved ham og omkring ham, uden at han dog ved, hvad den er.

Der siges, at det skal være farligt at se det hemmelige; men der fortælles også, at ridderens søn på borgen, som lå i nærheden af, hvor Aunsbjerg nu ligger, fik det at se.

Dengang var skoven meget større end nu. Nærved borgen var den udhugget, med gange, og lignede en lund; mellem ask, elle og røn hævede sig i afstand fra hinanden de hvide bøgestammer og syntes med deres alvorlige, stille fred at tilkendegive, at de havde vænnet sig til menneskene, som færdedes imellem dem. Men så kom en å, og ovre på den anden side stod skoven med sine mørke, svulmende kroner, med dybt nedhængende grene og med buskads, der nåede vandet, i stor, sær tavshed, levende sit eget liv, så at den forekom riddersønnen, der legede ene ved åbredden, snart som en gammel, vred kæmpe fra fortiden, snart, når den nedgående sol kastede sit farvede lys gennem enkelte åbninger, som et forunderligt land, hvor andre børn legede.

Engang ville han derover og lavede sig en flåde af gamle brædder; men netop som han ville vove sig ud på sit skrøbelige fartøj, kom hans moder til og forbød ham strengt alle sådanne forsøg og tog brædderne fra ham. – “Der er trolde derovre!” sagde hun for at afskrække ham, og det skræmte ham også. Men efter nogen tids forløb var hendes ord, når han lyttede til stilheden og så farverne, kun en bekræftelse på, at der virkelig var nogen derovre, og det kunne ikke være troldfolk; thi hvorledes kunne det da se så dejligt ud? Men alligevel, trods den store magt, hvormed det drog ham, søgte han ikke igen at komme derover, og det var mindre moderens forbud, der virkede, end en følelse, han ikke selv forstod: kærlighed til selve længselen.

Han voksede op, og hans fader tog ham med sig og overgav ham til en anden borgherre, for at han sammen med jævnbyrdige skulle lære ridderlig idræt og hofsæder, og i al den tid var skoven i hans erindring som hyllet i et slør eller i tåge; men så snart han skulle hjemad, mindedes han den igen tydelig, først med et smil, som over en barndomsdrøm, men så med stigende længsel, som om barndomsdrømmen var sand.

Så indtraf det en forårsmorgen, da han efter et uvejr kom ned til åen, at han så et væltet træ på den anden bred. Det var revet op med rode og lå ligesom et menneske, der havde lidt stor overlast og efter at være blevet dræbt var kastet på hovedet ud i åen. Han blev ganske beklemt ved at se den vildskab, som de hemmelighedsfulde, tavse træer om natten havde udøvet imod hinanden, indtil han opdagede, at det fældede træ lidt efter lidt gled nedad, og at grenene kom nærmere over til ham, så der dannedes en bro. Så blev det mere end en bro: en besynderlig venlig indbydelse; de derovre havde ofret en af deres egen slægt for at lade ham komme til dem.

Han gik over broen og ind i skoven, og med følelsen af at være hemmelighedsfuldt ventet kunne han ikke forstå, hvorfor de store, mørke egetræer blev tavse, når han nærmede sig dem. Det begyndte at forekomme ham, at han måske alligevel ikke var velkommen, som om de kun for hans skyld tog skikkelse af træer og faldt hen i en stilhed, der voksede og voksede, så at han kunne høre sit eget åndedræt og følte sig så ene, at han syntes at ikke blot han men også hele verden var ved at forsvinde.

Så raslede det i nogen afstand, og det var, som om der for et venligt smil gennem stilheden, og noget hvidt gled hen mellem træerne, og da han fulgte retningen, kom han til et sted, der lignede mange andre åbne pletter i en skov, men dog var underfuldt forskellig fra dem alle. Det var en rund, grøn plads, omgivet af høje, ranke, hvide bøge, hvis kroner nåede sammen og dannede en kuppel, og gennem kuppelen faldt sollyset ned på stammerne og på grønsværet i utallige tindrende pletter. Det forunderlige var ikke blot stammernes hvidhed og grønsværets friskhed og solpletternes glans, men især, at hele synet var så hjemligt, det syntes ikke muligt, at her kunne være ensomt; det var, som om alt med sagte åndedræt ventede på nogen. Men der var stille igen, det flagrende hvide var forsvundet. Forventningen om dem, der skulle komme, steg i hans sind med en sådan magt, at han følte at han måtte dø, hvis han blev skuffet, og pludselig rakte et træ sine blade ned over ham og berørte hans øjne, så at de atter kunne se, og han så, at det hvide, der var gledet hen foran ham, var en pige, der stod i afstand mellem træerne, og alt, hvad der lyste, levede, det var blide øjne, der så på ham.

Han var så betaget af forundring og glæde, at han hverken kunne røre sig eller tale; men alle de små, lysende væsner nærmede sig ham i kreds, og den unge pige kom også nærmere og så på ham. Så snart han rørte på sig, veg det hele tilbage. “Du må ikke røre os”, sagde de små, “hvis ikke du vil blive hos os, og du kan ikke blive hos os, medmindre du i år og dag ikke har noget stærkere ønske.” Så forsvandt de alle for hans blik, og til sidst gled den unge pige som noget svindende hvidt tilbage i skoven.

Atter en dag kom han over og så synet, og atter talte de lyse væsner til ham i et sprog, der ikke var ord, men hvoraf han dog forstod meningen. De sagde: “Alle de, der har følt stor længsel og er forblevet den tro, må komme og bo hos os i vort gennemsigtige slot, der kan svæve for den sagteste vind. Der er altid lunt i skoven, hvor slottet står, selv om vinteren, og græsset visner ikke, og vi flytter aldrig, undtagen når en er os utro med sin længsel. Så falmer græsset, og vi må skjule os et andet sted.”

Og atter en dag sagde de til ham: “Et menneskes troskab er os endnu mere end solen; thi troskaben lyser både ved dag og ved nat. Hvis én blot et øjeblik har glemt os, men husker os igen med troskab, så tænder han igen solen for os og bringer os tilbage til det sted, hvor vi har leget.”

Hjemme på borgen sagde han intet om, hvad der var hændt ham; men, som det altid går dem, der er opslugt af en stor, men hemmelighedsfuld lykke, fik han udseende af at være nedslået og bedrøvet, og mens han kun længtes efter et eneste selskab, efter de lysende småvæsners ord eller sang og den tavse unge piges øjne, forsøgte hans slægtninge at muntre ham op, ved at råde ham til at ride til Karup og den hellige kilde sammesteds – thi dette sted, som nu ligger så fattigt i lyngheden, var dengang et navnkundigt møde- og valfartsted.

Han gav modvilligt efter for deres råd og opmuntringer. Men da han red ud i det åbne land, der lyste i soldagens glans, kom han for første gang til hel, glad bevidsthed om den store, underfulde gunst, der var vist ham. Det var for ham, som om han førte hele underet med sig, og at det udvidede sig. Himlen selv syntes ham kuppelen, der hvælvede sig om den indviede plads; jorden forekom ham at ånde og løfte sig med sagte længsel, og alle steder var der et skjult liv, øjne, der så på ham og fulgte med, agtpågivende og kærlige, sikre på, at han kun drog ud for at vende tilbage.

Da han kom til Karup, var der et stort optog, som, anført af præster i messehagel, af hvide og sorte munke og af kordrenge, der svang røgelsekar, drog rundt om den indhegnede kilde og derfra op i den store kirke på højen, som var indviet til Guds Moder, og han fulgte optoget, omend med nogen frygt; thi de ord, hans moder nogle år tilbage havde sagt ham: “Der er trolde derovre!” var endnu ikke ganske ude af hans sind, og selvom han ikke ville opgive skoven, følte han en sagte, sælsom ængstelighed for, at hans rigdom ikke var af den art, der kunne bæres med ind i en kirke, og at han skulle blive fristet til en anden og stærkere længsel.

Og der var også et øjeblik, idet sangen brød frem og fyldte kirkens hvælvinger, og idet en sky af virak bølgede hen over ham, da det var, som om noget tog fat i ham og ville rive ham med til et sted, langt fjernere end skoven, langt højere end dens kuppel, endnu mere frydefuld, skønt smertefuldt til døden; men straks efter, da billedet af Vor Frue blev båret tæt forbi ham og hendes skønne øjnes blik syntes at falde på ham, mindede de ham om hende i skoven og var dog ikke så skønne som hendes, og igen lidt efter, da de troendes menighed sank på knæ for det allerhelligste, mindede de mange hvide kvindelige hovedtøjer ham om solpletterne på grønsværet, og hvad disse skjulte, og med åndedrættet så tungt, som om han var i landflygtighed og aldrig kunne komme tilbage, gik han ud og red hjemad, og da han atter fuldt inddrak den frie luft, syntes det ham i hans sindsbevægelse, at han takkede Gud, fordi han ikke var blevet grebet af en anden og stærkere længsel.

Han red hjemad langs Åresvad Å, og da han kom til det sted vest for åen, hvor et lavt bjergland skyder ud i grene og danner små, grønne dale, så han i den synkende sols lys noget hvidt, hvidtlysende pletter, bevæge sig i den nærmeste dal, og han troede et øjeblik med pludselig lyksalighed, at det var dem fra skoven, der var kommet ud for at møde ham. Men så snart han red nærmere, skiftede synet, og han så, at det var mennesker, folk, der enten skulle til eller kom fra valfartstedet og havde slået lejr her; det hvide var legende børn, og imellem dem stod en ung pige, og hun som alle de andre så i dette øjeblik opmærksomt på riddersønnen, der kom ridende. Endnu mere end øjnene på den hellige jomfrues billede syntes den unge piges øjne at ligne hendes i skoven, ja, måden, hvorpå hun så, opmærksomt, ubevægelig og på afstand, syntes ham så ganske at være hendes, at han var fristet til at springe ned og knæle for hende og holde hende fast. Men i dette øjeblik slog den tanke ham, at det hele kun var et syn, hvormed man stillede ham på prøve for at se, om han var trofast med sin længsel, og efter at have hilst god aften og guds fred tog han øjnene til sig og red modvilligt videre.

Da han igen gik over til skoven, var han sikker på, at når han nåede det dejlige sted, ville noget nyt underfuldt ske, han ville blive belønnet for sin troskab og finde hende fra dalen derovre. Og så snart han genså grønsværen under kuppelen, viste det dejlige syn sig også på ny for ham, men svagere eller mattere, og da han utålmodig sprang frem og greb efter det, forsvandt det hastigere end nogensinde før, og det syntes ham da med uovervindelig magt, at det alt sammen havde skyndt sig hid fra dalen ved Åresvad Å og nu drillende drog tilbage dertil.

Så steg han til hest og red tilbage til dalen. Men der var imidlertid kommet andre vejfarende til, som havde slået lejr, og ingen kunne sige ham, hvor familien med den skønne unge pige var draget hen. Men efter de utydelige vink, han fik, drog han afsted og søgte, og endelig traf han dem igen.

Han hilste høvisk den unge pige og sagde til hende, at siden han havde set hende, havde han ikke haft ro for længsel; hun mindede ham om nogen, han altid havde søgt, og han bad hende sige, om det var rigtigt, og om hun følte det samme, så ville han blive lykkelig alle sine dage.

Hun så på ham med et hurtigt blik og svarede derpå med nedslagne øjne: “Ak, hvorfor sagde I ikke det, første gang vi sås!”

Forundret og forskrækket, skønt over noget, han ikke ret forstod, vendte han om. Han så, at han havde taget fejl, at den rette dog var i den store, hemmelighedsfulde, friske skov, og så snart han kom hjem til borgen, gik han igen derover. Men hele tiden lød ordene på ny for ham: “Hvorfor sagde I det ikke, første gang vi sås?” Hvad var der i de ord? Havde hendes nærmeste givet hende væk? Eller havde i mellemtiden hendes blik dvælet med forkærlighed på en anden? Eller hvad var sket?

Næsten uden at give agt på skoven havde han nået pladsen mellem de hvide bøge. Nu stod stedet der igen, lige skønt, lige ventende, som et hus på sit herskab, men på et herskab, der ikke kom. Det var den samme stilhed; men han lyttede til den med en anden angst, han kunne ikke få sit eget hjerte til at banke og kalde med samme magt som første gang. Så stillede han sig hen under et af træerne, i håb om, at dets grene skulle sænke sig og åbne hans øjne; men træet stod tavst og rørte sig ikke.

Mere og mere tung følte han stilheden og forladtheden, og den tanke slog ham, at han nu var ganske ude af verden, at han ikke var i stand til at vogte på, hvad der skete andet steds, at al den lyksalighed, han skulle vente på et år, var borte, at den skjulte begivenhed, som havde bragt hende til at sige: “Ak, hvorfor sagde I det ikke første gang!” fik mere og mere magt, og han skyndte sig af sted for at frelse hende som fra en virkelig fare.

Atter mødtes han med hende, og han spurgte hende om meningen af de ord, hun sidst havde sagt. Da svarede hun med et smil, der forårsagede ham et underligt behag og en utydelig smerte: “Det skulle jeg vistnok ikke have sagt.”
Men da hun på sådan måde gjorde ordene til intet, syntes de ham netop at være meget, og i stedet for at lade dem forsvinde ville han have deres hele mening og betydning. Men han forstod ikke at spørge, og hver gang han ville samle sig til et spørgsmål, kom der noget dobbelt over ham: Angst for det besynderlig dejlige, men dulgte, som havde været i hendes smil, og længsel efter at kaste sig for hendes fødder uden at spørge. Han vaklede sådan mellem dette dobbelte, at det ligesom var en tredie, ham ubekendt magt inden i ham, der rev ham løs og førte ham hjemad, tilbage til skoven, med den beslutning, nu fuldt og uden forbehold at søge den skjulte lykke.

Men noget gjorde ondt indeni ham, og da han igen gik over den sælsomme bro, var han sådan til mode, at han ønskede han kunne bede til de store, alvorsfulde træer om hjælp eller trøst, og da han så ret så på dem med al sit sinds uro, syntes de ham at sige: “Os finder du altid uforandrede; vi har intet dulgt smil, vi skjuler ingen hemmelighed. ……… Men var det sandt? Bar ikke skoven på noget hemmelighedsfuldt ligeså vel som den unge piges smil, og bar han ikke selv på en hemmelighed, når han stod overfor hende? …….. Det faldt ham pludselig ind, at ordet: “Hvorfor sagde I det ikke før?” også kunne indeholde en bebrejdelse mod ham, at hun kunne have haft en anelse eller endog viden om, at han før hende havde set denne i skoven, og i den pludselige sorg og angst for, muligvis at skulle have mistet hende på den måde, blandede sig et ønske om, at han aldrig havde set synet i skoven.

I næste øjeblik var han ved stedet, men kendte det knap igen. Det var det samme sted, samme græs, samme kreds af bøgetræer; men alligevel var den forskel forsvundet, som havde adskilt stedet fra andre åbne, runde pletter i en skov, og skønt det var ham umuligt at finde nogen enkelt ting, der ikke var i den gamle orden, fornemmede han dog, at der var ligeså meget borte som af et menneske, der havde udåndet.

“Så er alt forbi her!” sagde han med en blanding af smerte og glæde og vendte om for at ride til hende. Men netop som han nærmede sig, steg angsten for hint dulgte op, og på samme tid rejste sig i hans sjæl en fortvivlet sorg over at for bestandig have tabt det skønne og store syn og at skulle have jaget de elskelige væsner i landflygtighed. Det syntes ham den højeste pligt, med ny længsel og troskab at vende om og kalde dem tilbage, og så vendte han om, i én stærk heftig higen – indtil hans erindring med et for tilbage til hende, genså hendes billede og hendes smil med et sådan stigende vemod, at det forekom ham, som om den lyksalighed, han nu vendte ryggen til, måtte forbarme sig over ham og møde ham undervejs til skoven og sige ham, at hun og skoven var et.

Men hun mødte ham ikke, og på skovens rand kunne han ikke længere udholde skuffelsen og længselen og red tilbage igen – for påny, da han nærmede sig hende, at mindes skoven og dens under – så red han atter tilbage – og igen – og igen – og sådan rider han endnu.

Trykt i: Smaa Fortællinger, 1868

Kort om M. A. Goldschmidt

Født: den 26. oktober 1819
Død: den 15. august 1887

Læs mere på Arkiv for Dansk Litteratur

Glasskabet af B. S. Ingemann

B. S. IngemannDen rige handelsmand Mr. Seyfert i London var blevet enkemand. Han var en særling og kun lidet yndet, da han gjaldt for en kold egoist og hjerteløs pengemand, der ingen andre menneskelige pligter erkendte, end punktlig opfyldelse af hvad der var lov og ret i landet. Han var kun nogle og tredive år; hans rolige, uforanderlige ansigt var som udhugget af sten. Han var udelukkende forretningsmand og påstod med en slags stolthed, at alt, hvad man kalder fantasi og følelse, var en forskruelse og sygelighed, som var fremmed for hans gode, sunde natur.

Hans ægteskab var ufrugtbart og havde kun været lidet lykkeligt. Den afdøde Fru Seyfert havde været en udmærket smuk brunette, med et heftigt, næsten sydlandsk temperament. Modsætningen mellem hendes lidenskabelighed og hendes ægtemands kulde havde ofte givet anledning til huslige optrin, der dog kun var enetaler, da manden altid ved slige udbrud iagttog med ligegyldig tavshed. Ved sit ægteskab havde grossereren, der tillige var juveler, erhvervet sin store formue; men ved ægteskabskontrakten var det på det nøjagtigste fastsat, at, hvis hans hustru døde uden livsarvinger, skulle hele hendes medbragte formue, med renter og renters renter, udbetales til hendes slægtninge, fra den dag og time, hun var begravet.

Uagtet denne ægteskabskontrakts bestemmelse, forblev dog Mr. Seyfert, til stor ærgrelse for hans afdøde kones familie, i lovgyldig besiddelse af hele formuen. Han erklærede nemlig, at han havde elsket sin ømme ægtefælle så højt, at han aldrig ville afse hendes legeme; – han lod hende ikke begrave, men lod hendes balsamerede og sminkede lig i en glimrende dragt med kostbare prydelser og smykker opstille i et glasskab i sit sovekammer, lige overfor vinduet, hvorfra enhver forbipasserende kunne se det om dagen og undertiden om aftenen i månelys. Det kom til en retssag med den afdødes slægtninge; men ifølge den ordrette lovfortolkning vandt Mr. Seyfert processen. Han beholdt virkelig liget i sit sovekammer.

Hver aften, når han gik i seng, trak han kun et grønt gardin for glasskabet – og sov rolig.

Fra det øjeblik, liget stod i glasskabet, syntes lykken imidlertid at have forladt huset. Det gik tilbage med handlen; flere kostbare forsendelser med amerikanske skibe forliste, og vigtige spekulationer med spanske bankobligationer mislykkedes. Der kom idelig sygdom i huset blandt tjenerskabet, og ingen syntes at kunne leve der, uden Mr. Seyfert selv, der havde et urokkelig helbred; men hans stenhårde ansigt bar nu præg af mørk trods. Processen havde kostet ham meget, og ved en række uheldige spekulationer led han i et eneste år så store tab, at han mistede sin kredit, og alle fordringer på huset strømmede ind på én gang. Det var netop årsdagen efter konens død, at han, efter en afregning med sin bogholder, erfarede hele sin mislige stilling og at han fra en millionær ville være bragt til betlerstaven og til gældsfængslet, hvis han ikke inden næste morgen kunne tilvejebringe en sum af 40,000 Pund Sterling.

Hans ansigt forblev dog uforandret ved denne opdagelse. Med et koldt hoverende nik gik han til sit sovekammer. I sin balsamerede kones ligdragt havde han anbragt diamanter til en værdi af 50,000 Pund. Denne skat, som han, ret imod sine kloge købmands-principper, et helt år havde ladet henstå i glasskabet, som en død kapital, tænkte han nu at gribe til, og – da han denne nat temmelig sent gik til sit sovekammer, trak han ikke, som sædvanlig, gardinet for glasskabet, men satte lampen på bordet og åbnede glasskabet, for at fratage liget de kostbare prydelser, der nu var hans eneste redning.

I ligets øjenhuler havde han ladet indsætte kostbare safirer; i deres sted syntes nu dog, til hans forbavselse, et par matte glasøjne at stirre ud på ham; og diamanterne, som han hver aften i et helt år troede at have set, kunne han ikke opdage. I den skarp belysning fra lampen føltes det, som de døde glasøjne pludselig lo hånligt ad ham – og han trådte tilbage med en uvilkårlig gru.

Tanken om, at en utro betjent, som han samme dag havde jaget af sin tjeneste, kunne have plyndret liget, blandede sig med en pludselig rædsel for den døde – en følelse, som han hidtil syntes at have været aldeles fri for. Forestillingen om det umådelige tab, der nu ville bringe ham i gældsfængslet næste morgen, overvandt dog gruen for den døde. Med en næsten krampagtig kraftanstrengelse rev han liget ud af glasskabet for at undersøge det ved lampen og lede efter sin skat; men jo mere han tumlede med liget, jo mere forvirrede blev hans tanker. – Ethvert sandt og gribende ord, hans ulykkelige kone havde sagt ham, men som han iskold havde ladet fare sig forbi uden at svare, tonede nu bebrejdende for hans sjæl med den afdødes røst; han troede, virkelig at høre hendes stemme, og han syntes, den dødes blå læber bevægede sig. – Formasteligheden i hans hykleriske og svigefulde behandling af liget, hvorved han bedrog hendes frænder og berøvede hende den gravens fred, de fleste mennesker sætter så høj pris på, syntes for første gang at få skikkelse i hans bevidsthed.

“Ja, du har ret” – mumlede han – “jeg var intet menneske – jeg var en stenmand – jeg var et uhyre – jeg elskede intet uden mig selv og dine rigdomme – men hvor er de? hvor er diamanterne, jeg lod dig pynte med i døden? – Den glans og ære ville jeg dog unde dig – der skulle du stå i pant for mig for min lykke – ha, min lykke – den tog du med dig til den fordømte åndeverden, du ville skræmme mig med – og diamanterne tog du med! – nej, dem har en tyv frataget dig – hvorfor skræmte du ikke ham med dine ildøjne? – hvorfor hviskede du ikke til ham, som nu til mig, om den evige fordømmelse? – ha, ti, ti! – slip mig! – du kvæler mig.” – Det var ham, som den døde klemte sine arme om hans hals og lo forfærdeligt.

Han tumlede bevidstløs om på gulvet – liget faldt ovenpå ham. I denne stilling blev han fundet om morgenen, endnu levende, men – vanvittig. Tabet af hans skat og hans rædsel for den døde var i 21 år hans eneste tanke. Nattescenen med liget, som ingen havde været vidne til, gentog han bestandig i sit vanvid. Deraf erfarede man først, hvad der var sket, og hvad han havde troet at høre og se i hans natlige tumlen med liget.

Diamanterne blev aldrig fundet.

Millionæren, Mr. Seyfert, døde som fattiglem i et hospital for vanvittige i London.

Trykt i: 1847

Om B. S. Ingemann:

Født: den 28. maj 1789
Død: den 24. februar 1862

Læs mere på Arkiv for Dansk Litteratur

Et skud i tågen af J. P. Jacobsen

J. P. Jacobsen
J. P. Jacobsen, Wikimedia Commons

Den lille grønne stue på Stavnede var øjensynlig nærmest indrettet på at tjene som gennemgang til den øvrige flugt af værelser. l alt fald indbød de lavryggede stole, der var stillet op langs med det perlemalede panel, ikke til længere ophold. På midten af væggen sad der et hjortegevir og kronede en lys plet, hvis form tydeligt angav, at et ovalt spejl engang havde haft sin plads her. Den ene af takkerne bar en bredskygget damestråhat med lange céladongrønne bånd, i hjørnet til højre stod der en fuglebøsse og en tørstig galla, i det andet en bunke medestænger og i en af snørerne var der indknyttet et par handsker. Midt i stuen fandtes et lille rundt bord med forgyldt fod; en stor buket bregner lå på dets sorte marmorplade.

Det var sent på formiddagen. I en stor og gylden stime strøg sollyset ind gennem en af de øverste ruder og dalede ned midt imellem bregnerne; nogle af dem var frodigt grønne, de fleste var visne, ikke tørre og sammenkrøllede, de havde ganske deres form, men den grønne farve var veget for en uendelighed af gule og brune skatteringer fra det spædeste hvidgule til det kraftigste rødbrunt.

Ved vinduet sad der en mand på en femogtyve år og stirrede hen på de lystige farver. Døren ud til naboværelset stod vidt åben og ved klaveret derinde sad en høj ung dame og spillede. Klaveret stod nær ved det åbne vindue, og karmen var så lav, at hun kunne se ud på græsplænen og vejen, hvor en ung mand i en lidt vel stilfuld ridedragt var beskæftiget med at ride en skimmel til. Rytteren var hendes forlovede, Niels Bryde hed han; hun var husets datter. Skimlen derude var hendes og det var en fætter til hende, der sad inde i forstuen, en søn af hendes farbroder proprietær Lind til Begtrup, der var død arm og forgældet og om hvem der i levende live aldrig var blevet sagt et godt ord, hvad han da heller ikke fortjente. Sønnen Henning havde Lind til Stavnede taget sig af og bekostet opdraget, dog kun så nogenlunde, thi uagtet Henning var godt begavet og havde megen lyst til bogen, blev han dog taget ud af Latinskolen, så snart han vel var konfirmeret og kom så hjem til Stavnede for at lære landvæsenet. Nu var han en slags forvalter på gården, men havde ingen reel myndighed, da den gamle Lind ikke kunne afholde sig fra at tale med allevegne.

Hans stilling var i det hele taget meget ubehagelig. Gården var i dårlig forfatning, og der kunne intet gøres for at for at bedre den, da der manglede kapital. Der kunne slet ikke være tale om at holde skridt, ikke med tiden, men ikke engang med naboerne. Alt måtte gå som det havde gået, Gud ved hvor længe; så meget som muligt for så lidt som muligt. I dårlige år måtte der derfor også sælges jordlodder fra, for at man dog kunne få rede penge at se.

Det var i det hele taget en såre sørgelig drift for en ung mand at sætte sin tid og sine kræfter ind på; hertil kom at gamle Lind var meget hidsig og umedgørlig, og da han havde vist Henning de omtalte Velgerninger, mente han ikke at være ham noget som helst hensyn skyldig. Han undså sig således ikke, når han blev heftig, for at lade denne høre hvad for en forsulten unge han havde været, da han tog ham til sig, og blev han rigtig vred, gik han endog så vidt, at han kom med, ganske vist sandfærdige, men også højst skånselsløse hentydninger til faderens færd.

En ugift onkel nede i det Slesvigske, som drev en udstrakt tømmerhandel, havde flere gange søgt at få Henning ned til sig, og denne var også for lang tid siden løbet bort fra livet på Stavnede, hvis han ikke havde været så forelsket i datteren, at han ikke kunne tænke sig muligheden af at leve noget andet sted end hun. Det var imidlertid ingen lykkelig kærlighed. Agathe kunne godt lide ham, de havde leget sammen som børn, for den sags skyld også som voksne;
men da han en dag, det var nu et år siden, havde erklæret sig for hende, var hun blevet både vred og forbavset og havde sagt ham, at hun anså det for en ubesindig spøg, og at hun ikke håbede, at han ville give hende anledning til at betragte det som en fiks vanvittighed, ved nogensinde oftere at hentyde til noget lignende.

Sagen var nemlig den, at den nedværdigende behandling, hun stadig så ham udsat for, og som han tålte, ganske vist af hensyn til sin kærlighed til hende, virkelig havde nedsat ham i hendes øjne, således at hun anså ham for hørende til en anden og lavere kaste end hendes egen, ikke lavere i rang eller fordi han var fattig, men lavere i følelse, lavere i æresbegreb.

Så kom nogen tid efter forlovelsen med Bryde.

Hvad havde Henning ikke lidt i det fjerdingår, det havde stået på! og dog blev han; han kunne ikke give slip på tanken om at vinde hende, han håbede der skulle ske et eller andet, ja han håbede egentlig næppe, han fantaserede om mærkelige begivenheder, der skulle indtræffe og gøre en ende på forbindelsen, men han ventede ikke hans fantasier skulle blive til virkelighed, han trængte til dem som påskud for at blive.

“Agathe!” kaldte Rytteren derude og holdt sin hest an ved det åbne vindue, “Du ser jo slet ikke på os og nu gør vi dog vore sager så net.”

Agathe drejede hovedet om mod vinduet, nikkede til ham og sagde, idet hun blev ved med at spille: “Vist ser jeg på Jer, I var jo nær faldet derhenne ved snebolletræet;” og hun gjorde nogle hurtige løb højt oppe i diskanten.

“Gå nu! – Hyp!” og hun slog over i en larmende galopade.

Men rytteren blev holdende.

“Nå?”
“Sig mig, vil du blive siddende der ved klaveret hele formiddagen.”
“Ja!”
“Ja, så tror jeg vi vil prøve det – ja, vi kan vel nok ride over til Hagestedgård og komme igen til middag?”
“Ja, når I skynder Jer, farvel, tykke Blis, farvel Niels.”

Så red han, hun lukkede vinduet og spillede videre, men holdt snart op; – det var dog meget morsommere at spille, når han red derude og var utålmodig.

Henning sad og så efter den bortridende. Hvor han hadede dette menneske; havde han blot ikke været …. og de passede slet ikke for hinanden; ville der bare komme en lille kurre på tråden, at de ret kunne komme til at vise sig for hinanden som de virkelig var ….

Agathe kom ind i den grønne stue, nynnende på motivet til den nocturne, hun nys havde spillet, hun gik hen til det lille bord og gav sig til at ordne bregnebuketten. Sollyset faldt lige på hendes hænder; de var store og hvide, dejligt formede. Henning blev altid betaget af disse smukke hænder, og i dag bar hun meget vide ærmer, så den runde Arm sås lige op ti! albuen; de var så yppige, disse hænder, med deres fyldige blødhed, blændende hvidhed og kraftige former; og så det fine skiftende muskelspil, de yndefulde bevægelser – der var sådan en nydelig, bølgende bevægelse, når de strøg henover hendes hår. Hvor tit havde han ikke haft ondt af dem, når de måtte springe og strække sig over de dumme tangenter, det passede de slet ikke til, de skulle ligge stille i skødet af en mørk silkekjole, smykket med store ringe som nøgne haremskvinder.

Som hun stod der og syslede med bregnerne var der i hendes ansigt et udtryk af ligegyldig lykke, der æggede Henning. Hvorfor skulle livet være så lyst og let for hende, der havde ranet hvert glimt af lys fra ham? Om han skræmte hende op af denne lyse ro, om han jog en lille skygge over hendes vej! Hun havde slængt hans kærlighed ned i støvet for sine fødder og var gået hen over den som var den en livløs ting, som var det ikke en menneskesjæl, der længselsfuld og lykkesyg vred og våndede sig i denne kærlighed …..

“Nu kan han snart være i Borreby,” sagde han så og så ud af vinduet.
“Nej, han ville til Hagestedgaard,” svarede hun.
“Nå, ja det andet er jo ikke meget af vejen.”
“Hvad for noget? det er jo slet ikke vejen. ”
“Nej, det er det jo egenlig heller ikke – kommer han der ligemeget endnu?”
“Hvor?”
“i Borreby naturligvis, hos skovfogden.”
“Det ved jeg virkelig ikke, hvad skulle han komme der efter?”
“Åh, det er vel folkesnak, – Du ved de har den kønne datter.”
“Og så?”
“Ja Herregud! alle mandfolk er da ikke munke.”
“Siger man da noget?”
“Åh hvad, man siger jo noget om alle folk, men han kunne jo gerne være noget forsigtigere.”
“Men hvad siger man da? hvad siger man?”
“Åh, stævnemøder og … det sædvanlige.”
“Du lyver Henning! det er der ingen der siger, det er noget du laver alt sammen.”
“Hvorfor spørger du så? – Hvad fornøjelse skulle jeg forresten have af at gå og fortælle folk om den lykke, han gør hos de Borreby piger!”
Hun lod bregnerne ligge og gik hen til ham. “Så lav havde jeg ikke troet du var, Henning,” sagde hun.
“Ja, kæreste, jeg kan så godt forstå du bliver opbragt, det må jo også være kedeligt for dig, at han ikke kan lægge så meget bånd på sig – i alt fald nu.”
“Fy Henning! det er usselt og uværdigt af dig, men jeg tror ikke dine løgne.”
“Ja det er jo ikke mig der siger det,” sagde han og så ned for sig, “jeg har ikke set dem kysse hinanden.”

Agathe bøjede sig hen mod ham og slog ham foragteligt på kinden.

Han blev bleg som et lig og så op på hende med et blik, der halvt var en syg hunds og kun halvt en krænket mands. Agathe skjulte ansigtet i sine hænder og gik hen mod den åbne dør. Der stod hun lidt og støttede sig som om hun var svimmel, så så hun over skuldren hen på ham og sagde koldt og roligt: “Henning, jeg vil sige dig, jeg fortryder ikke hvad jeg har gjort.”

Så gik hun.

Henning sad længe som bedøvet, så vaklede han op på sit værelse og kastede sig på sin seng. Han væmmedes ved sig selv. Nu var alt forbi – det klogeste, han kunne gøre, var at skyde sig en kugle for panden; leve – luske sig livet igennem med et skulende blik som en sparket hund? – Nej!

– Hun havde stemplet ham med trællens mærke ved sit slag, og hun havde ret, der var intet andet at gøre overfor en sådan lavhed. Hvor havde han ikke elsket hende!

– brændende – vanvittigt; men ikke som en mand, som en hund, – i støvet for hendes fødder som for et gudebillede. De stod i haven, hun skar sit navn i et træ, vinden legede med hendes hår, han stjal sig til at kysse en af de flagrende lokker og var lykkelig i dage derefter; nej, hans kærlighed havde aldrig haft mandigt mod eller frejdigt håb, han var træl i alt, i sin kærlighed, sit håb, sit had. – Hvorfor havde hun ikke troet hvad han fortalte, men stolet blindt på Niels? Han havde aldrig løjet for hende, det var den første lave handling han nogensinde havde begået, og hun havde straks set det! Det var fordi hun aldrig havde tiltroet ham andet end hvad lavt og lumpent var. Hun havde aldrig forstået ham, og for hendes skyld havde han udholdt dette lange, kummerlige liv på Stavnede, hvor hver bid brød han havde puttet i sin mund var blevet gjort bitter ved mindelser om at den var en gave. Han kunne blive rasende ved den tanke. Hvor han hadede sig selv for sit vanvittige tålmod, for sin ydmyge håben. Han kunne myrde hende for det hun havde gjort ham til, og han ville hævnes, hun skulle betale ham de lange fornedrelsens år, de tusinde kvalfulde timer. Hævn for hans tabte selvagtelse, hævn for hans slaviske elskov og for slaget på hans kind.

Så vuggede han sig nu i drømme om hævn, som før i drømme om elskov, og han skød sig ikke, han rejste heller ikke.

En formiddag to eller tre dage senere stod Henning nede i gården med bøsse og jagttaske. Som han stod der kom Niels Bryde ridende, ligeledes udrustet til jagt, og ihvorvel de nu begge to syntes grumme lidt om hinanden, talte de dog venligt og lod særdeles henrykte over, at det traf sig så heldigt, at de kunne gøre turen sammen. De fulgtes så ad ned til “Rønnen”, en temmelig stor, lyngklædt, lav og flad holm ude mod fjordmundingen. Rønnen var hen på efteråret meget besøgt af sælhunde, som boltrede sig på de lave sandbanker, der skød ud fra stranden, eller sov på de store rullesten, som lå i landingen. Og det var disse sælhunde jagten gjaldt. Da de havde nået stedet, gik de hver sin vej langs med vandet. Det grålige, disede vejr havde lokket mange sæler ind, og de hørte jævnlig hinanden skyde. Efterhånden tog disen til og ved middagstid lå tågen tyk og tæt over holm og fjord, det var ikke muligt at kende sten og sælhunde fra hinanden i tyve skridts afstand.

Henning satte sig nede ved stranden, og stirrede ind i tågen. Der var ganske stille, kun en blid, skvulpende lyd fra vandet og en enlig strandløbers ængstelige piben dukkede en gang imellem op af den tunge, trykkende tavshed.

Han var træt af alle disse tanker, træt af at håbe, træt af at hade, syg af at drømme. Sidde ganske stille og stirre døsigt ud for sig, forestille sig verden som noget, der lå langt borte i det fjerne, som noget, der var overstået, sidde her ganske stille og lade timerne dø en for en, det var fred, det var næsten salighed. Da lød der en sang gennem tågen, frejdigt og jublende:

Til Majdag fører jeg hjem min Brud,
En Rosensblomme i Liljeskrud,
Spil Spillemænd, spil!
Den Dag skal Skoven ha’ Grønt i sin Hat
Og Engen ha’ Blomster i Barm.
Og fuld saa Maanen skal være den Nat,
Men Solen skal danse sig varm.
Og Gøgen skal kukke og Lykken os spaa
Og Finker skal fløjte og Drosler skal slaa,
Men Sorgen skal holde sig hjemme.

Det var Niels Brydes klare røst. Henning sprang op; som et lyn slog hadet ned i ham, hans øje brændte, han lo hæst, så kastede han bøssen til kinden,

Men Sorgen skal holde sig hjemme,

klang det igen; han sigtede mod lyden ind i tågen, de sidste ord døde i knaldet – så var alt stille som før.

Henning måtte støtte sig til den rygende bøsse, han holdt åndedrættet tilbage for at lytte – nej, gudskelov! der var kun vandets skvulpen og det fjerne skrig af opskræmte måger. – Jo! det jamrede sig derinde i tågen. Han kastede sig ned på jorden, trykkede ansigtet ned i lyngen og holdt sig for ørene. Tydeligt så han det fortrukne ansigt, lemmernes krampetrækninger og det røde blod, der ustandseligt vældede ud af brystet, strøm på strøm, dreven frem ved hvert hjerteslag – falde ned på den brune lyngtop, risle nedad grene og stamme og så sive bort mellem de sorte rødder.

Han løftede hovedet og lyttede: det jamrede sig endnu, men han turde ikke gå derhen, nej, nej! han sled i lyngen med sine tænder, gravede med hænderne i den løse bund, som for at søge skjul, væltede sig som en vanvittig frem og tilbage, men endnu var det ikke forbi derinde, endnu hørte han det klage.

Endelig tav det. Han lå længe og lyttede, så krøb han langsomt på alle fire ind i tågen. Det varede længe inden han kunne se noget, så fandt han ham omsider ved foden af en lille jordbanke. Han var stendød; skuddet havde truffet ham lige i hjertekulen.

Henning tog liget i sine arme og bar det tværs over rønnen ned i den båd, de var kommet derover i, så tog han årerne og roede mod land. Fra det øjeblik, han havde set liget, havde hans bevægelse sat sig, og der var trådt et stilfærdigt, dumpt vemod i stedet. Han tænkte på livets forgængelighed og på hvordan han skånsomt skulle forberede dem derhjemme.

Da han var kommet i land gik han op til en bondegård for at få fat i et køretøj. Manden spurgte hvordan ulykken var sket. Beretningen dannede sig næsten som af sig selv på Hennings læber: Bryde var krøbet over en banke derude på vestsiden med bøssen i hånden, hanen havde sagtens stået på halv, noget havde taget fat i den og bøssen var gået af. Henning kunne af skuddet høre, at de var nær ved hinanden og havde råbt på Bryde, da han intet svar fik, blev han urolig og gik efter knaldet, så fandt han ham ligge lige nedenfor jordbanken, men da var han allerede død.

Han fortalte det hele roligt i en dæmpet, bedrøvet tone, og havde slet ingen fornemmelse af skyld, mens han fortalte det; men da de havde fået liget op i vognen, og det sank ned i halmen, faldt hovedet om på siden og slog med et svagt bump mod vognfaddingen, da var Henning nær besvimet, og han var ganske hjertesyg mens de kørte med liget over Borup til Hagestedgaard.

Hans første tanke, da han havde fået liget afleveret, var at løbe sin vej, og det var kun med den allerstørste selvovervindelse han tvang sig til at blive til begravelsen var forbi. Der var i den ventetid en feberagtig uro over ham i det ydre, og noget sælsomt opskræmt ved hans tanker, der gjorde, at de ikke kunne holde sig fast ved noget bestemt, men flakkede fra det ene til det andet. Denne deres rastløse hvirvlen og kredsen, som han ikke havde magt til at standse, var ved at gøre ham vanvittig, og når han var ene gav han sig til at tælle eller han nynnede og slog takt med foden, for på denne måde ligesom at fængsle tankerne og slippe for at blive hvirvlet ind i deres forfærdelige, udmattende runddans.

Endelig kom da begravelsen.

Dagen efter var Henning på vejen til sin onkel, tømmerhandleren, for at bede ham om at give ham en ansættelse i hans forretning. Han traf onklen i en meget nedtrykt sindsstemning. Hans gamle husholderske var nemlig død for en måneds tid siden, og han havde i disse dage måtte afskedige sin driftsbestyrer på grund af utroskab. Henning var derfor såre velkommen. Han sætter sig nu med iver ind i forretningen, og efter et års tids forløb overtager han ledelsen af den.

Fire år senere er der foregået en del forandringer. Tømmerhandleren er død og Henning indsat til hans hovedarving. Gamle Lind til Stavnede er også gået til sine fædre, men har efterladt gården så gældbetynget, at den har måtte sælges, og der er ved salget så godt som intet blevet til overs til Agathe. Stavnedes nye ejer er Henning, der har opgivet tømmerhandlen og er vendt tilbage til landbruget. På Hagestedgård er Niels Bryde blevet efterfulgt af en Klavsen, der med det første skal have bryllup med Agathe, som nu bor hos sognepræstens. Hun er endnu smukkere end før. Med Henning er det anderledes. Det er ikke til at se på ham, at han har haft lykken med sig. Han ser næsten gammel ud, ansigtstrækkene er skarpe, gangen mat, han går noget kroget, taler lidt og meget sagte, hans øje har fået en underlig tør glans og blikket er blevet uroligt og vildt. Når han tror sig ene, småsnakker han med sig selv og gestikulerer dertil. Folkene der på egnen tror derfor han drikker.

Men det er ikke det. Dag og nat, når som helst, ingensinde ved han sig sikker for tanken om mordet på Niels Bryde. Hans ånd og evner er visnet i denne evige angst, thi når den tanke kommer, er det ikke som anger eller dunkel kummer, men som levende, flammende rædsel, et forfærdeligt delirium, hvor synet forvildes, så alt bevæger sig: strømmende, dryppende, sælsomt rislende, og alt har skiftet farve, det er ligblegt eller dunkelblodigt rødt. Og der er en dragen i al den strømmen som sugede det af alle årer, som diede det af alle nervers fine tråde, og brystet gisper i navnløs angst, men intet forløsende skrig, intet lettet suk kan bane sig vej over de blege Læber.

Sådanne syner er tankens følge, derfor frygter han den, derfor er hans blik uroligt og hans gang så mat. Den frygt er det, der har afkræftet ham, og den kraft, han endnu har tilbage, lever i hans had. Thi han hader Agathe, hader hende fordi hans sjæl er gået til grunde ved hans kærlighed til hende, hans livslykke forspildt ved hende, hans fred ved hende, men mest hader han hende fordi hun intet aner om hele den verden af kval og elendighed, som hun har skabt; og når han nu snakker med sig selv under truende fagter, så er det hævn han tænker på, hævnplaner han går og drøfter. Men han lader sig ikke mærke med noget, han er venligheden selv mod Agathe, han bekoster hendes udstyr, og senere var han hendes fører til alteret, og hans venlighed kølnedes ikke efter brylluppet; han hjalp og rådede Klavsen i alle måder, og de gjorde i fællesskab flere store spekulationshandler, som havde et udmærket udfald. Henning holdt så op, men Klavsen havde lyst til at blive ved, og Henning lovede at støtte ham med råd og dåd. Det gjorde han også. Han forstrakte ham med meget betydelige pengesummer og Klavsen gik fra den ene spekulation til den anden. Han vandt ved nogle, tabte ved flere, men jo mere han spekulerede jo ivrigere blev han. Et meget stort foretagende skulle endelig gøre ham til en rig mand. Det fordrede flere store udbetalinger og Henning hjalp ham stadig; den sidste stod til rest, da trak Henning sig tilbage. Udsigterne syntes Klavsen meget lovende, og drog han sig nu ud af sagen, var han ødelagt, men betale kunne han ikke. Så skrev han Hennings navn efter på et par veksler, der var ingen, der ville fatte mistanke og vindingen ville snart komme. Foretagendet mislykkedes. Klavsen var næsten ruineret. Vekslernes forfaldsdag var nær, det sidste måtte forsøges, så sendte han Agathe op til Stavnede. Henning blev forbavset ved at se hende, thi det var ikke længe siden hun havde gjort barsel og vejret var råt og regnfuldt. Han førte hende ind i den grønne stue og hun fortalte der om den mislykkede spekulation og om vekslerne.

Henning rystede på hovedet og sagde roligt og mildt, at hun måtte, have misforstået sin mand, man skrev ikke andre folks navne på veksler, det var nemlig en forbrydelse, ligefrem en forbrydelse, som loven straffede med forbedringshuset.

Nej, nej, hun havde ikke misforstået sin mand, hun vidste det var en forbrydelse, det var netop derfor han måtte hjælpe; blot han ingen indsigelser ville gøre mod underskriften, så var alt godt igen.

Ja, men så måtte han betale vekslen, og det kunne han ikke, han havde allerede så mange penge i Klavsens foretagende, at han var bebyrdet over evne. Han kunne ikke.

Hun græd og bad.

Men hun måtte virkelig betænke, at han havde tabt uhyre ved Klavsen. Da hun fortalte ham, at foretagendet var mislykket, var det virkelig som om en havde slået ham på øret, så overrasket og fortumlet blev han. Ved at bruge dette udtryk kom han til at tænke på, at hun engang havde slået ham, kunne hun huske det. Nej! … det var den Dag han drillede hende med at Bryde … kunne hun virkelig ikke huske det? jo, hun havde i elskværdig ilterhed slået ham på kinden, på den kind der.

Ja men kunne han ikke hjælpe.

Det var her i denne stue. Ak, det var en anden tid, en mærkværdig tid. Han troede end også, at han havde friet til hende en gang, det kom ham sådan for. Sæt at hun havde taget ham, men det var tåbeligt at tale om, nej Bryde det var en smuk mand, og så skulle han komme så sørgeligt af dage, den smukke fyr.

Ja, ja, men var der virkelig ingen udvej, slet ingen?

Hun skulle ikke tro det med vekslerne, det var noget Klavsen havde bildt hende ind for at lokke ud af ham, om han ikke nok kunne hjælpe ham lidt endnu, det var et Fif, Klavsen var fiffig, meget fin, meget fin.

Nej, det var virkelig som hun sagde. Dersom hun kom tilbage med et afslag, måtte Klavsen flygte til Amerika, vognen, som skulle bringe ham til jernbanestationen i N., var allerede trukket frem, da hun gik herop.

Nej det havde han ikke troet om Klavsen. Det var dog den laveste kæltringstreg! bringe den mand i ulejlighed, der havde hjulpet og hjulpet ham atter og atter. Han måtte være meget slet. Det var oprørende, og så bringe vanære over kone og det uskyldige barn. Hun skulle høre, hvad folk ville sige! Stakkels Agathe, stakkels Agathe!

Hun kastede sig ned for ham og bad: “Henning, Henning, hav medlidenhed med os!”
“Nej, og tusinde gange nej, mit navn skal være uden plet, jeg hjælper ikke en forbryder.”

Så gik hun.

Henning satte sig og skrev til politiet i N. om at anholde Klavsen for vekselfalsk, når han viste sig på jernbanestationen. En stafet blev sendt af sted med brevet.

Om aftenen hørte han, at Klavsen var rejst, næste dag at han var anholdt i N.

Agathe måtte lægge sig til sengs, da hun kom hjem; svækket som hun var af den nys overståede sygdom havde hun ikke kunnet tåle anstrengelsen og de stærke sindsbevægelser. Efterretningen om, at Klavsen var grebet, knækkede hende ganske. Sygdommen antog en heftig, feberagtig karakter, og tre dage efter sendtes der melding til Stavnede om at hun var død.

Dagen før begravelsen gik Henning til Hagestedgård. Vejret var mørkt og tåget, løvet faldt i flokke, der var en ram, muldet lugt i luften.

De førte ham ind i ligstuen, vinduerne var blændet med hvide klæder, der brændte et par lys ved ligets hovedgærde. Luften var tung af blomsterduft fra de mange kranse og af lugten af ligkistens fernis.

Han blev næsten festlig stemt ved at se hende ligge der i den fantastiske, hvide ligdragt. De havde lagt et hvidt lin over hendes ansigt; han lod det ligge. hænderne lå foldede på brystet; de havde givet hende hvide bomuldshandsker på. Han tog hånden, trak handsken af og puttede den ind på sit bryst. Så så han nysgerrigt på hånden, bøjede på fingrene og åndede på dem som for at varme dem. Længe holdt han hendes hånd i sin, det blev mørkere og mørkere i værelset, tågen tog til derude. Så bøjede han sig hen mod ansigtet og hviskede: “Farvel Agathe! jeg vil sige dig noget inden vi skilles, jeg fortryder heller ikke hvad jeg har gjort,” så slap han hånden og gik.

Da han kom udenfor, kunne han næppe se ladebygningen, så tyk var tågen. Han fulgte stranden hjem. – Nu var han hævnet, og så! hvad så i morgen, og i overmorgen hvad så? – Der var så stille, kun en smule lyd fra vandet dernede; – men han kunne ikke høre sit hjerte, jo, det slog dog, men så mat, så mat, – hvad? det lød som et skud! og nok et! Han rystede på hovedet, smilede og mumlede: “nej, ikke to, kun et, kun et.” Han var så træt, men hvile – han havde ingen ro til at hvile. Han standsede et øjeblik og så sig om: der var ikke meget at se, tågen dannede en mur omkring ham, tåge foroven, tåge rundt om, sand forneden; der lå hans fodspor i sandet i en lige linje; midt ind i tågekredsen nåede de, ikke videre; han gik lidt igen, nej, de kom ikke længer end til midten, men bagved ham, der, hvor han havde gået, der var der kredse fulde af hans fjed. – Han var dog meget træt; det var sandet, der var så tungt at gå i – hvert fodspor havde kostet ham nogle af hans kræfter, ja! det var en række af grave for hans svundne kræfter – og til den anden side, der lå sandet jævnt og glat og ventede, – der for en gysen igennem ham: det er én, der går over min grav – der er nogen, der går i mine fodspor, det pusler derinde i tågen bagved som af kvindeklæder, der er noget hvidt derinde i den hvide tåge. Han gik igen så stærkt han kunne. Benene rystede under ham, det sortnede for ham, men fremad måtte han, af sted igennem tågen, for det derinde fulgte ham bestandigt. Det kom nærmere og nærmere, kræfterne var ved at forlade ham, han vaklede fra den ene side til den anden, sære blink for forbi hans øjne, skarpe, skærende lyde klang ham i øret, den kolde sved stod på hans pande, hans læber åbnede sig i rædsel, så sank han om på sandet. Og ud af tågen kom det, formløst og dog genkendeligt, snigende sig over ham tungt og langsomt. Han søgte at rejse sig, så greb det ham i struben med klamme, hvide fingre.

Den næste dag, da Agathe skulle begraves, måtte følget vente en stund, men der kom dog ingen fra Stavnede for at følge hende.

Trykt i: 1882

Kort om J. P. Jacobsen:

Født: den 7. april 1847
Død: den 30. april 1885

Læs mere på Arkiv for Dansk Litteratur