Den vilde fugl, den vilde fugl
Nu bryder den frem af sit mørke skjul
Mens dagen ta’r til at skumre.
Og høre du det, du vilde fugl
Jeg slår med min fægtekårde hjul,
Jeg kan disse finter i alle numre
Så støder jeg dig, så hugger du mig,
Mens dagen ta’r til at skumre.
Er det dig, fugl med de mørke, glansløse, bløde fjer? Er det dig – dig som flyver om aftenen – for om dagen må du ikke? Er du kommet for at drikke mit hjerteblod? Drik! Det sydede i mit hoved. Valravn og natravn blandede sig i et med de andre gådefulde flyvere, de mørke med de glansløse, bløde fjer. Jeg rejste mig halvt over ende i sengen, hvor jeg lå påklædt under min kappe, søvnløs og dog med så megen længsel efter søvn og hvile.
Jeg havde døset dagen over og daset ind i skumringen, havde været havde vågen, havde drømt og vidste dog at jeg ikke havde lukket et øje, blot ligget sådan og ladet tiden og alt tidens sive gennem mig som gennem en sigte. Inde i sjælen havde jeg følt, hvordan dråbe for dråbe var dryppet som lunken gråd ned i de dybe gemmer, der aldrig afdækkes … det skulle da være i den højeste sorg – eller i den lykkeligste elskov: og begge er uden ord.
Det måtte være nat. Jeg stødte med hånden imod et bord, famlede mig frem til en usselig stump lys, tændte pråsen, og så hvilke frugtesløse anstrengelser den gjorde sig for at sprede mørket. Lysestumpen gispede som efter luft, truede med at slukkes, sendte atter et gisp fra sig – og sådan narrede den og narredes – og jeg selv forekom mig som en bold i flammens magre, skælvende hånd. Og værelset fyldtes med skygger, der fulgte lysets vibrerende bevægelser.
Se, dér henne i fjerneste krog – er det ikke, som om noget – nogen – sidder, svæver, flagrer op, daler ned – og det ser på mig.
Det synes uhyre stort – og kan dog rummes i krogen derhenne. Jeg kan lægge hånden over øjnene så meget, jeg vil; det ser på mig. Så lader jeg hånden synke og gentager sagte: Er det dig, natravn, som flyver om aftenen – for om dagen må du ikke?
Det svarer ikke. Men jeg hvisker: Mit hjerteblod – det er alt drukket – jeg har selv udgydt det, tidlig og silde, i tide og utide, i sorg og i lyst, i liv og i … Tys! Du har intet mere at fordre. Bort med dig! Vi er kvit!
Og jeg ligger atter døsende hen, med en fornemnmelse af at ordene har beroliget mig.
Jeg husker at jeg som dreng havde en allikeunge. En anden dreng havde plyndret en rede i et højt træ og foræret mig fuglen. Straks jeg fik den, forekom det mig at være en synd, et rov, et hæleri. Men vi byggede den et hus og fodrede den dagen lang – den lange sommerdag igennem. Den var slugvorn, skræppede stadig efter mere fisk, mere kød og brød, flere orme. Jeg gav alle mine lommepenge ud – tiggede sammen til den – stjal fra spisekammeret til den – blev tyv for fuglens skyld. Jo mere jeg gav den, jo mere ville den have, men jo mere den fik, jo mere svandt også hos mig fornemmelsen af at have gjort den uret. Ville den monstro deroppe i reden have fået så meget?
Timevis kunne jeg sidde hos den og betragte den, Timevis sad den og så på mig. Eller den så netop ikke på mig. Solen gnistrede på dens sodsorte fjer – og dog forekom den mig at skyde lyset fra sig, ligesom and og gås skyder vandet fra sig. Fuglen forekom mig altid at være som i nat – i mulm og nat, uagtet den skinnende dag udgød hele sit sommervæld over den. I et væk blinkede den med øjnene – men der skød stadig som en metallisk hinde over dem; og om end retningen af blikket var imod mig: så på mig, det gjorde den aldrig.
Jeg tænkte da i min drengeforstand: mon den ser indefter? Mon den allikeunge ikke er uhyre klog – har lært alt, hvad du ikke engang selv har lært – kan geografi og verdenshistorie og den svære aritmetik!
Ja den svære aritmetik – med de uendelige rodtegn de andre hieroglyffer – som jeg sagte, gysende tænkte på, at jeg efter ferien skulle tilbage til.
Og mens den, med hovedet skudt ned mellem skuldrene, blinkende vendte de metaliske øjenhinder i solen – så forekom den mig som en blind seer, vismand, en filosof, en profet. Og jeg klappede i hænderne og tænkte ved mig selv: Du er dog en pokkers fyr, du huser en profet!
Kom jeg til den ud på aftenskumringen og satte mig ned udenfor dens hus, så vraltede den frem, skræppende, slog ud med de korte vinger og spærrede det sorte og alt for store næb op på vid gab. Og et blodrødt svælg lyste mig i møde – ligesom et friskt kødsår, der aldrig vil hele, men bestandig råbte: Mere! Mere!
Jeg blev uhyggelig til mode, skyndte mig at lade mit aften smørrebrød – mit eget og mine søstres – forsvinde i svælget. Og atter sad den dér med fast sammenlukket næb, som et menneske, der har en vilje, en ubøjelig vilje; og den gled mere og mere ind i mørket – blev til mulm og nat – og ud fra denne nat så to stirrende, gådefulde øjne på mig.
Jeg drømte om fuglen, vågnede tit og skreg. Den vil baske mig, den vil bide mig; den havde ikke fået nok, den ville drikke mit hjerteblod!
Så tog huskatten den.
Åh! … dér henne i krogen – dér! Se, hvor det er vokset – hvor det breder sig – som om det var selve natten på sine lydløse, glansløse vinger, med sit hoved, der støder imod stjernerne, og sine fødder, der griber med de krumme kløer i jordskorpen. Det er ikke alliken – det er ikke en profet – det er det uundgrundelige, det uafvendelige – det er natravnen, som ser på mig!
Den skal have den kranker lykke, den gode ikke kan få.
Men ravnen flyver om aftenen.
Og jeg beder en sagte bøn – som jeg næppe selv kan forstå – som ingen hører … ingen uden én.
Og alle hjertekilder bløder i mig.
Trykt i Troldtøj – Folkesagn i nutidsliv, illustreret af Joachim Skovgaard, Aug. Jerndorff og Th. Bindesbøll. 1890
Kort om Holger Drachmann
Født: 9. oktober 1846
Død: 14. januar 1908
Læs mere på Arkiv for Dansk Litteratur