3. januar
Denne sag med White & Wotherspoons regnskaber viser sig at være en kæmpeopgave. Der er 20 tykke hovedbøger, som skal undersøges og gennemgås. Hvem var det, der så gerne ville være yngste kompagnon? Det er imidlertid den første store forretningsopgave, der helt og holdent er blevet lagt i mine hænder. Jeg må vise mig opgaven voksen. Men det hele skal være færdigt i så god tid, at sagførerne kan få resultatet udleveret, inden retssagen tager sin begyndelse. Johnson sagde nu til morgen, at jeg måtte sørge for at have de sidste tal parat inden den 20. i denne måned. Du Almægtige! Nå, der er ikke andet at gøre, end at gå i gang, og hvis min hjerne og mine nerver ellers kan stå for presset, skal jeg nok klare det. Det vil være ensbetydende med kontorarbejde fra klokken 10 til 17 og derpå endnu en arbejdsperiode fra klokken 20 aften til klokken et nat. Der er dramatik i en revisors tilværelse. Når jeg sidder der i de sene nattetimer, mens hele verden sover, og gennemgår den ene række tal efter den anden for at finde de manglende beløb, forstår jeg, at min profession slet ikke er så kedelig endda, når det kommer til stykket.
I mandags kom jeg på sporet af de første tegn på underslæb. Ingen storvildtjæger kan have følt større spænding ved at opdage de første spor af sit bytte. Men jeg kigger på de 20 hovedbøger og tænker på den jungle, jeg må følge mit bytte igennem for at få ram på det. Det bliver hårdt arbejde, men også spændende sport på en måde! Jeg så engang den fede fyr ved en middag på rådhuset, hans røde ansigt over den hvide serviet. Han så på den lille blege mand, der sad for bordenden. Han ville også selv have været bleg, hvis han havde kunnet se den opgave, jeg ville få overdraget.
6. januar
Hvor er det dog tåbeligt af læger at pålægge en patient hvile, når hvile er helt udelukket! Fjolser! De kunne lige så godt råbe til en mand, der har en flok ulve i hælene, at det, han trænger til, er absolut ro og hvile. Mit arbejde skal være færdig til en bestemt dato, ellers vil jeg have forspildt mit livs store chance. Så hvordan i alverden skulle jeg have tid til at hvile mig? Jeg kan tage en uges ferie efter retssagen.
Måske var det fjollet af mig, at jeg i det hele taget gik til lægen. Men jeg bliver let nervøs og utilpas, når jeg sidder alene og arbejder om natten. Der er ikke tale om smerter – kun en slags trykken for panden og nu og da ligesom en tåge for øjnene. Jeg tænkte, at lægen måske havde noget, der kunne afhjælpe symptomerne. Men holde op med at arbejde? Det er absurd at forlange den slags. Det kan sammenlignes med et marathon. I begyndelsen føler man sig utilpas. Hjertet hamrer, og man snapper efter vejret. Men hvis man bare har viljestyrke nok til at fortsætte, får man pusten igen. Jeg vil fortsætte med mit arbejde og vente på at få pusten igen. Og får jeg ikke det – nå ja, så vil jeg fortsætte med mit arbejde alligevel. Jeg er blevet færdig med to hovedbøger og er godt i gang med den tredje. Slynglen har dækket sine spor godt, men jeg er ikke desto mindre i stand til at finde og følge dem.
9. januar
Det var ikke min mening at gå til lægen igen, men jeg blev nødt til det. “Jeg overbelaster mine nerver, udsætter mig for at få et fuldstændigt sammenbrud og risikerer endda, at min hjerne tager skade.” Det er en noget af en mundfuld at måtte sluge. Nå, men jeg har i sinde at affinde mig med arbejdspresset og løbe risikoen. Så længe jeg er i stand til at sidde på min stol med min kuglepen, vil jeg følge den gamle slyngels spor.
For øvrigt må jeg nok hellere her fortælle om den besynderlige oplevelse, som fik mig til at gå til lægen for anden gang. Jeg har besluttet mig for at føre nøjagtig kontrol over mine symptomer og følelser, fordi de i sig selv er interessante – “et mærkeligt psykologisk studie,” siger lægen. Men også fordi jeg er helt overbevist om, at så snart jeg er færdig med dem, vil det hele forekomme mig uvirkeligt, som en mystisk drøm på grænsen mellem søvn og vågen tilstand. Så mens indtrykkene er friske, skriver jeg dem nu ned. Om ikke for andet så for at få tankerne lidt væk fra de endeløse talkolonner.
Der er et gammelt sølvindrammet spejl i min stue. Det er en gave fra en af mine venner, som holder af antikviteter. Han fandt det tilfældigt på en auktion, men har ingen anelse om, hvor det stammer fra. Det er et stort spejl – en meter bredt og 60 centimter højt – og det står på en skænk til venstre for mig, når jeg sidder og skriver. Rammen er flad, cirka 10 centimeter bred og meget gammel: Den er så gammel, at der hverken er mærker eller stempler til bestemmelse af alderen. Glasset, der har facetkanter, rager lidt ud over rammen og har den pragtfulde reflekskraft, som åbenbart kun findes i meget gamle spejle. Når man kigger ind i det, er der en perspektivvirkning, som moderne spejle overhovedet ikke kan opvise magen til.
Spejlet er placeret således, at jeg normalt ikke kan se andet i det end gengivelsen af de røde gardiner, når jeg sidder ved bordet. Men i går nat skete der noget besynderligt. Jeg havde arbejdet i flere timer end jeg orkede, og havde haft adskillige af de generende anfald med tåge for øjnene. Gang på gang havde jeg været nødt til at holde inde med arbejdet for at gnide øjnene. Under et af anfaldene kastede jeg tilfældigt et blik på spejlet, som havde det besynderligste udseende. De røde gardiner, som det skulle have gengivet, var der ikke. I stedet så glasset tåget og sløret u -, ikke på overfladen, men dybt inde i selve kernen. Denne uklarhed syntes at rotere langsomt rundt derinde, indtil den blev en tæt, hvid sky, der hvirvlede omkring i tunge spiraler. Så virkelighedstro var genspejlingen, at jeg vendte mig om i den tro, at der var gået ild i gardinerne, og at det var røgen herfra, jeg så. Men alt var stille i stuen. Ikke en lyd hørtes udover urets tikken, og intet rørte sig bortset fra den mærkelige ‘skys’ langsomme omdrejninger dybt inde i kernen af det gamle spejl.
Men mens jeg fascineret så til, begyndte skyen eller tågen eller røgmassen, eller hvad man nu skal kalde den, at trække sig sammen og blive fast på to punkter ganske nær hinanden, og jeg så med en pirrende gysen, at det var to øjne, der stirrede ud i stuen. Jeg kunne også se det svage omrids af et hoved – en kvindes efter håret at dømme – men det var meget dunkelt. Kun øjnene var ganske tydelige. Og sikke øjne! De var mørke, strålende og fyldt med en voldsom lidenskab. Om det var raseri eller frygt, kunne jeg ikke sige. Aldrig har jeg set øjne, der var så fulde af intensitet og liv. De var ikke rettet mod mig, men stirrede ud i stuen. Jeg sad ganske stille et stykke tid, så lod jeg hånden glide hen over min pande i et forsøg på at tage mig sammen, og lidt efter gled det uskarpe omrids af hovedet over i den almindelige dunkelhed. Spejlet antog langsomt sin normale klarhed, og de røde gardiner tonede igen frem i spejlbilledet.
En skeptiker ville uden tvivl sige, at jeg var faldet i søvn over mine tal og at oplevelsen kun var en drøm. Men sandheden er, at jeg aldrig i mit liv har været så lysvågen. Jeg var i stand til at være kritisk over for fænomenet, imens jeg så på det, og sige til mig selv, at det var et hjernespind avlet af bekymringer, spekulationer og mangel på søvn. Men hvorfor netop denne form? Hvem er kvinden? Og hvad var den lidenskab, jeg læste i de vidunderlige brune øjne? De øjne der nu griber forstyrrende ind i mit arbejde. For første gang har jeg ikke nået den daglige kvota, jeg har sat mig som mål. Det er måske grunden til, at jeg ikke har haft nogen unormale fornemmelser i nat. I morgen må jeg vågne op, komme hvad der komme vil.
11. januar
Alt er vel, og jeg gør gode fremskridt med mit arbejde. Jeg vikler nettet strammere og strammere rundt om fyrens fede krop. Men han kan endnu nå at le sidst, hvis mine nerver bryder sammen. Spejlet kan næsten siges at være en slags barometer, der registrerer presset mod min hjerne. Jeg har lagt mærke til, at det hver nat er blevet sløret og tåget, før jeg har afsluttet mit arbejde.
Dr. Sinclair (som åbenbart er lidt af en psykolog) blev så interesseret i min beretning, at han kom på besøg her til aften for at kigge på spejlet. Jeg havde bemærket, at der med snørklede gamle bogstaver var indridset et eller andet på bagsiden af metalrammen. Han undersøgte det i sin lup, men kunne ikke få noget ud af det. Sane X. pal. var det endelige resultat, han kom frem til, men det bragte os jo ikke videre. Han rådede mig til at sætte spejlet ind i en anden stue, men når det kommer til stykket, kan det vel være ligegyldigt, for han har selv sagt, at uanset hvad jeg ser inde i det, så er det kun et symptom. Årsagen er de 20 hovedbøger, og det er dem og ikke spejlet, der burde stuves af vejen. Hvis det blot var muligt. Jeg er ved den 8., så jeg gør da fremskridt.
18. januar
Måske ville det alligevel have været klogere af mig at flytte spejlet bort. Jeg havde en usædvanlig oplevelse med det i nat. Og dog finder jeg det så interessant, så fascinerende, at jeg selv nu vil lade det blive stående, hvor det står. Hvad i alverden kan det mon betyde alt sammen?
Det var lige ved et-tiden om morgenen, og jeg var i færd med at lukke bøgerne for at vakle i seng, da jeg så hende foran mig. Hele stadiet med dunkelheden og uskarpheden må være undgået min opmærksomhed, for der var hun i al sin skønhed og lidenskab og sorg – så klart aftegnet som stod hun virkelig i stuen. Skikkelsen var lille, men meget tydelig. Så tydelig at hvert træk og hver fold i hendes kjole står mejslet i min hukommelse.
Hun sidder yderst til venstre i spejlet. En uskarp skikkelse kryber sammen ved siden af hende. Jeg kan lige akkurat skelne, at det er en mand. Bag dem er der en sky, i hvilken jeg kan se andre skikkelser. Skikkelser der bevæger sig! Det er ikke bare et billede, jeg ser på. Det er en scene fra livet, en virkelig hændelse. Kvinden kryber sammen og skælver. Manden ved siden af hende dukker sig. De skyggeagtige skikkelser gør vilde fagter og bevæger sig i små ryk. Jeg var så fascineret, at jeg helt glemte at være bange. Det var vanvittig irriterende at se så meget og så ikke se mere.
Men jeg kan i det mindste beskrive kvinden til mindste detalje. Hun er meget smuk og ganske ung, ikke en dag over 25, vil jeg tro. Hendes hår er varmt kastanjebrunt med gyldne strejf, og hun bærer en lille hue, der går ned i en trekantet spids fortil og er af kniplinger kantet med perler. Hendes pande er høj, måske lidt for høj til at give fuldkommen skønhed, men den giver et anstrøg af kraft og styrke til et ansigt, der ellers kun have været blidt og feminint. Øjenbrynene er fint svungne over tunge øjenlåg, og så disse vidunderlige øjne. Så store, så mørke, så fulde af voldsom lidenskab, enten vrede eller frygt, der kappes med stolt selvbeherskelse. Hendes kinder er blege, læberne hvide af smerte, hagen og halsen fornemt rundet. Hun sidder let foroverbøjet i stolen, men hendes holdning er stiv og anspændt. Hendes kjole er af sort fløjl. En juvel funkler på hendes bryst, og et guldkrucifiks gløder i skyggen af en fold. Det er kvinden, hvis billede stadig bor i det gamle sølvspejl. Hvilken uhyggelig gerning kan have efterladt sit spor her, og i en anden tidsalder viser sig for et menneske, som på grund af overanstrengelse og hårdt nervepres befinder sig i en særlig sindstilstand?
Endnu en detalje: På venstre side af den sorte fløjlskjoles nederdel var der en klump hvide bånd, troede jeg først. Men da jeg billedsynet blev skarpere, opdagede jeg, at det var en mands hånd, knyttet og knudret af smerte, som krampagtigt holdt fast i kjolens fold. Resten af den sammenkrøbne mand var kun et uskarpt omrids, men den knyttede hånd sås tydeligt på den sorte baggrund og fik mig til at tænke på en tragedie af en eller anden art. Manden var bange, frygtelig bange. Det var ikke svært at se. Men hvad var det, der gjorde ham bange? Hvorfor knugede han så hårdt om hendes kjole? Svaret skulle søges hos de urolige skikkelser i baggrunden. De havde bragt fare med sig, både for ham og hende. Det interessante ved situationen fascinerede mig. Jeg tænkte ikke mere på den i relation til mine nerver. Jeg stirrede og stirrede, som om jeg var i teatret. Men jeg kunne ikke få mere ud af det. Tågen blev tyndere. Der var voldsomme bevægelser, som tilsyneladende havde noget at gøre med alle skikkelserne. Så blev spejlet atter klart.
Lægen siger, at jeg skal tage en fridag, og det kan jeg tillade mig, fordi jeg har gjort gode fremskridt i den seneste tid. Det er ganske tydeligt, at synerne helt og holdent beror på mine nervers tilstand, for jeg sad en time foran spejlet uden at der skete noget. Min hviledag har skræmt dem bort. Jeg gad nok vide, om jeg nogensinde finder ud af, hvad det alt sammen betyder. Her til aften undersøgte jeg spejlet ved stærkt lys, og foruden den mystiske inskription Sanc. X. pal. var jeg i stand til at skelne nogle spor af heraldiske mærker, der lige akkurat kunne anes på sølvet. De må være meget gamle, for de er næsten helt udviskede. Så vidt jeg kunne se, var der tale om tre spydhoveder, to ved siden af hinanden og en lige under dem. Jeg vil vise lægen dem i morgen, når han kommer på besøg.
14. januar
Føler mig atter i god form og er fast besluttet på, at intet nu skal standse mig, før mit arbejde er afsluttet. Lægen fik forevist mærkerne på spejlet, og han var enig med mig i, at de er heraldiske. Han er dybt interesseret i alt, hvad jeg har fortalt ham, og han krydsforhørte mig om samtlige detaljer. Det morer mig at se, hvorledes han er et bytte for to modstridende ønsker. På den ene side ønsker han, at hans patient skal blive symptomerne kvit, og på den anden side håber han, at det lykkes mig at opklare dette mysterium fra fortiden. Han rådede mig til fortsat hvile, men protesterede ikke særlig voldsomt, da jeg erklærede, at der ikke kunne være tale om yderligere hvile, før jeg var blevet færdig med de resterende 10 hovedbøger.
17. januar
I tre nætter har jeg ikke oplevet noget usædvanligt, min hviledag har båret frugt. Der er kun en fjerdedel af mit arbejde tilbage, men jeg bliver nødt til at sætte tempoet op, for sagførerne råber og skriger på deres materiale. De skal nok få, hvad de har brug for, og mere til. Jeg har fyren i saksen! Når de opdager, hvilken åleglat og durkdreven fyr han er, vil jeg uden tvivl få anerkendelse for mit arbejde. Falske handelskonti, falske statusopgørelser, dividender hentet fra kapitalen, tab opført som fortjeneste, udeladelse af arbejdsomkostninger, manipulationer med kontantbeholdningen – det er en ‘køn’ journal!
18. januar
Hovedpine, nervøse trækninger, tåge for øjnene, trykken for tindingerne, alt sammen forvarsler om alvorlige ubehageligheder, og de har heller ikke ladet vente på sig. Men jeg er nu ikke nær så ked af, at billedsynet har vist sig igen, som jeg blev skuffet over, at det forsvandt, før alt var åbenbaret og opklaret.
Men jeg så mere i nat. Den sammenkrøbne mand var lige så klart aftegnet som kvinden, hvis kjole han klamrer sig til. Han er en lille mørkhudet fyr med spidst, sort hageskæg. Han bærer en hvid kappe af damask kantet med pelsværk. Den fremherskende farve i hans øvrige klædedragt er rød. Men hvor er han dog bange. Han kryber sammen og ryster som et espeløv og ser sig hele tiden tilbage over skulderen. Han har en lille kniv i den anden hånd, men han er alt for underkuet til at turde bruge den. Nu begynder jeg også så småt at kunne skelne skikkelserne i baggrunden. Barske, skæggede, mørke ansigter dukker frem af tågen. Især én af disse mænd virker frastødende. Han er et rent skelet at se på med hule kinder og indsunkne øjne. Også han har en kniv i hånden. Til højre for kvinden står en høj ung mand med hørfarvet hår og en mut og trodsig mine. Den smukke kvinde ser bønfaldende op på ham. Det samme gør manden, der kryber sammen på gulvet. Den høje unge mand synes således at være herre over deres skæbne. Den bange mand på gulvet rykker nærmere og kryber i skjul bag kvindens skørter. Den høje unge mand bøjer sig ned og forsøger at hale hende bort fra ham. Alt dette så jeg i nat, inden spejlet atter blev klart. Vil jeg mon aldrig få at vide, hvad det ender med, og hvad det hele drejer sig om? Det er ikke bare et fantasidrama, det er jeg overbevist om. Engang, på et eller andet tidspunkt, har scenen udspillet sig, og det gamle spejl har frigivet den. Men hvornår – og hvor?
20. januar
Mit arbejde er ved at være færdigt, og det er på høje tid. Jeg føler en anspændthed i hjernen, et ulideligt pres, der advarer mig om, at et eller andet snart vil slå klik. Jeg har arbejdet til den yderste grænse af, hvad jeg formår. Men i nat skal det lykkes mig at blive færdig. Med en sidste voldsom kraftanspændelse vil jeg afslutte den 20. hovedbog, inden jeg rejser mig fra stolen. Jeg vil nå at blive færdig. Jeg vil.
7. februar
Det lykkedes også. Men åh Gud, hvilken oplevelse! Jeg ved ikke, om jeg har kræfter nok til at skrive det hele ned.
Lad mig først og fremmest forklare, at jeg skriver dette på dr. Sinclairs privatklinik cirka tre uger efter at have indført det sidste notat i min dagbog. Natten til den 21. januar slog det omsider klik for mit nervesystem, og jeg huskede intet, før jeg tre dage senere opdagede, at jeg befandt mig på dette hvilehjem. Men jeg kan hvile ud med god samvittighed. Mit arbejde var blevet færdigt, inden jeg brød sammen, og mine tal er overgivet til sagførerne. Jagten er forbi.
Og nu må jeg beskrive den sidste nat. Jeg havde svoret på, at arbejdet skulle gøres færdigt. Til trods for at det føltes som om mit hoved skulle sprænges, koncentrerede jeg mig så intenst om mit arbejde, at jeg ikke så op en eneste gang, før den sidste række tal var lagt sammen. Men det krævede en kolossal selvbeherskelse, fordi jeg vidste, at der hele tiden foregik vidunderlige ting i spejlet. Det fortalte hver eneste nerve i min krop mig. Hvis jeg blot havde set op en eneste gang i utide, ville det have været sket med mit arbejde. Altså så jeg ikke op, før de sidste tal var lagt sammen. Men da jeg omsider med værkende tindinger lagde pennen fra mig og så op – hvilket syn mødte da ikke mine øjne!
Spejlet med den brede sølvramme var som en strålende oplyst scene, hvorpå der opførtes et drama. Der var ikke længere den mindste antydning af tåge. Den hårde belastning af mine nerver havde fremkaldt denne forbløffende klarhed. Hvert ansigtstræk, hver bevægelse trådte frem med fuldkommen livagtig tydelighed. At tænke sig at jeg, en udkørt, jordbunden revisor med en bedragerisk svindlers regnskabsbøger liggende foran mig, blandt alle mennesker var blevet udvalgt til at overvære et sådant optrin!
Det var det samme sceneri og de samme personer, men dramaet var skredet videre frem. Den høje unge mand holdt kvinden i sine arme. Hun bøjede sig væk fra ham og så op på ham med alle tegn på afsky. De andre havde revet den sammenkrøbne mand bort fra hende. En halv snes stykker af dem stod i en kreds omkring ham – vilde, skæggede mænd. De stak efter ham med deres knive. Det så ud, som om de allesammen stak i ham på samme tid. Deres arme steg og faldt. Blodet strømmede ikke ud af ham, det sprøjtede! Hans røde dragt blev overstænket med det. Han vred og vendte sig, og det røde blod flød ud over den purpurfarvede dragt. De fortsatte med at hakke løs på ham, og blodet vedblev at sprøjte fra ham. Det var et grufuldt syn, grufuldt! De slæbte ham hen mod døren, mens han sparkede vildt omkring sig. Kvinden så på ham over skulderen, og hendes mund åbnede sig. Jeg hørte ikke en lyd, men jeg vidste, at hun skreg. Og så – hvad enten det nu skyldtes det nervepirrende syn foran mig, eller det slet og ret var reaktionen efter de sidste ugers opslidende arbejde – begyndte stuen at danse for mig. Gulvet gled bort under mine fødder, og jeg sansede ikke mere. Tidligt om morgenen fandt min værtinde mig liggende bevidstløs foran sølvspejlet, men selv havde jeg ingen erindring om noget, før jeg tre dage senere vågnede op i de stille og rolige omgivelser på dr. Sinclairs klinik.
9. februar
Først i dag har jeg givet dr. Sinclair en detaljeret beretning om min oplevelse. Han havde ikke tilladt mig at tale om den før. Han hørte efter med levende interesse. “Identificerer De ikke dette med en velkendt begivenhed fra historien?” spurgte han med et mistænksomt blik i øjnene. Jeg forsikrede ham, at jeg ikke var særlig velbevandret i historie. “Har De virkelig ingen anelse om, hvor det spejl stammer fra, og hvem det engang har tilhørt?” fortsatte han. “Har De måske?” spurgte jeg, for han talte på en mærkelig betydningsfuld måde. “Det er utroligt,” sagde han. “Og dog, hvordan skal det ellers kunne forklares? De scenerier, De tidligere skildrede, gav antydning om det, men nu kan der ikke længere være tale om tilfældige sammentræf. Jeg vil vise Dem nogle notater i aften.”
Senere
Han er lige gået. Jeg vil prøve at nedskrive hans ord så nøjagtigt, som jeg kan genkalde mig dem. Han begyndte med at lægge nogle støvede bøger på min seng.
“Dem kan De læse, når De får tid og lyst,” sagde han. “Jeg har nogle notater her, som De kan verificere. Der er ingen tvivl om, at det, De har set, er de skotske adelmænds mord på Rizzio i marts 1566 under overværelse af Maria Stuart. Deres beskrivelse af kvinden er nøjagtig og korrekt. Den høje pande og de tunge øjenlåg i forening med stor skønhed, den beskrivelse kan næppe passe på to kvinder. Den høje unge mand var hendes gemal, Darnley. Rizzio, hedder det i krøniken, ‘var iført en folderig kappe af pelskantet damask samt rødbrune fløjlsbenklæder.’ Med den ene hånd klamrede han sig til Marias kjole, i den anden hånd havde han en dolk. Den barske, huløjede mand var Ruthven, som lige havde rejst sig fra et længere sygeleje. Hver eneste detalje er korrekt.”
“Jamen hvorfor netop mig?” spurgte jeg forvirret. “Hvorfor er det mig, der kom til at overvære dette?”
“Fordi De var i den rette sindsstemning til at modtage indtrykket. Fordi De tilfældigvis ejede det spejl, der gengav indtrykket.”
“Spejlet! De tror altså, det var Marias spejl. At det i sin tid stod i den stue, i hvilken ugerningen blev begået?”
“Jeg er overbevist om, at det var Marias spejl. Hun havde været dronning af Frankrig. Hendes personlige ejendele var stemplet med det kongelige våben. Det, De antog for at være tre spydspidser, var i virkeligheden de franske liljer.”
“Og indskriften?”
“Sanc. X. Pal. Det kan De udvide til Sanctæ Crucis Palatium. En eller anden har gjort et notat om, hvor spejlet stammede fra. Det var Det Hellige Kors’ Palads.”
“Holyrood!” udbrød jeg.
“Akkurat. Deres spejl stammer fra Holyrood. De har været ude for en højst besynderlig oplevelse og er sluppet godt fra den. Jeg er sikker på, at De aldrig mere vil udsætte Dem for at komme i en lignende situation.”
Trykt i: The Strand Magazine, august 1908.
Originaltitel: The Silver Mirror
Kort om Arthur Conan Doyle
Født: den 22. maj 1859
Død: den 7. juli 1930