“Jeg bryder mig ikke om at fortælle dig, hvad det var, Georg. Det er desuden komplet latterligt at dvæle ved en hallucination, ligeså dumt som at fortælle drømme, men det var satans ubehageligt, og to nætter i træk har jeg ikke lukket et øje.”
“Kære Kurt, som vært må jeg beklage, at du den første gang, du besøger mig efter at skæbnen har gjort mig til herre på Osthausen, skal blive forulempet af husspøgelser, der absolut ikke står under min kommando og hvis optræden er mig særdeles ubehagelig, ikke mindst fordi deres uvæsen går ud over en kær ven og trofast regimentskammerat, som du. Men hvad skal jeg gøre?”
Grev Georg V. Stollberg til Osthausen lænede sig betænkeligt tilbage i den lette pürschvogn, der førte ham og hans ungdomsven oberst Kurt v. Koscielski på inspektionstur rundt på ejendommen Osthausens frugtbare og vidtstrakte enemærker.
Georg V. Stollberg var oprindelig en fattig officers søn, som i sit halvtredsindstyvende år helt uventet ved en fjern slægtnings død arvede godset Osthausen i Østprøjsen, som han straks tiltrådte, og hvor han og hans hustru besluttede sig for at henleve resten af deres dage i landlig ro.
Koscielski, grev Georgs ungdomsven, havde nu i to dage været gæst på Osthausen. Som en kær ven var han blevet indlogeret i slottets fineste gæsteværelse, og i to nætter havde han ikke lukket et øje på grund af et ganske usædvanlig nederdrægtigt spøgeri.
Der er naturligvis ingen dannede og oplyste mennesker i vore dage, der tror på spøgelser, man kan tro på verdensfreden, på den gule fare, på spiritisme og pavens ufejlbarlighed, men på spøgelser tror man ikke – punktum!
Hverken grev Stollberg eller oberst Koscielski troede på spøgelser, og obersten skammede sig ved at tilstå, at han havde været uhyggeligt til mode. Hvad han havde set, ville han ikke fortælle.
“Jeg ønsker ikke, ser du” sagde han, “at Gud og hvermand skal løbe rundt og fortælle om mig og spøgelserne, jeg ønsker ikke, at min hallucination skal fæstne sig og blive tradition. Den skyldes rimeligvis din fortræffelige Asmanhäuser og den Strassburger gåseleverpostej en Croute som din elskværdige hustru beværtede mig med til middag første dag, jeg var her. Anden nat er hallucinationen allerede blevet stationær i min hjerne, og jeg er overbevist om, at den kommer igen i aften.”
Grev Stollberg rystede på hovedet. “Et sted må den jo komme fra. Erindrer du ikke, at du har hørt noget lignende?”
“Hvor skulle jeg vide det. I mit lange liv har jeg naturligvis hørt et utal af røverhistorier, der kommer igen, nu da min pligtopfyldende mave desværre ikke mere fungerer programmæssigt, og jeg, som alle stakler der har passeret de halvthundrede, må købe livets glæde med opofrelse af fred og ro for min konstitution. Det er ørkenløst at diskutere dette. Der står desuden en råbuk ude på engen. Den skal skydes.”
Så kørte de ud til bukken, og obersten skød den lige på bladet. “Skyde kan man da endnu,” lo han kort. Så kørte de hjem med bukken.
Obersten tog forsigtigt til maden: en aldeles fortrindelig ret, bækforeller i Bellevue fristede ham dog over evne, og den Asmanhäuser der lå i Osthausens kælder var mere, end en kommandør kunne stå for.
Han lukkede ikke et øje hele natten. Spøgeriet var om muligt værre end de to foregående nætter.
Ved frokost næste dag blev det bestemt, at han skulle have et andet værelse. Det fik han, men snakken gik i krogene på slottet, en stuepige sagde op og den gamle portvogter fortalte historier så hårene rejste sig på personalets hoveder.
Oberst Koscielski ærgrede sig og grev Stollberg ville absolut ligge i Det Røde Værelse, men fik ikke lov til det af sin kone. Så måtte han naturligvis opgive det. Uindskrænket herre i sit hus var selv ikke greven af Stollberg-Osthausen. Men han ærgrede sig med Koscielski over det fordømte spøgeri, der gjorde ham latterlig og hans tjenestefolk kulrede.
Og så kunne han ikke engang få at vide, hvad det var. For det ville Koscielski ikke ud med.
Den fjerde nat sov obersten som en sten i et værelse i hovedfløjen og betragtede det som en personlig fornærmelse, når nogen talte til ham om spøgeriet.
Men grev Stollberg ville have rede på det. “Det kan jo ikke nytte noget at kommandere nogen derop;” sagde han, “når du, Kurt, som jeg uden blinken turde have ladet sove i værelse sammen med min salige svigermor, må give op, så er ævret jo opgivet.”
Obersten grundede. “Jeg har en idé. Jeg har en sagfører i Berlin, hr. West, en djævel af en jurist, der er mig dyrbar, fordi han altid snyder min kontrapart så meget, at jeg kan stå ved det, selvom han flår mig til skindet. Lad os skrive efter ham. Han er født berliner, har aldrig været udenfor byen, aner formentlig ikke hvad et spøgelse er. Han er 34 år, kan spise granatstumper og drikke nitroglycerin til, sådan en mave har karlen, og han tror hverken på Vorherre eller Fanden. Lad os skrive efter ham. Du kan stole på, at han skal konfirmere spøgelserne, så de aldrig viser sig mere.”
“Er der flere end et?” spurgte Stollberg med et smil. Obersten tav.
De skrev efter overretssagfører Hans West, Dr. Juris., Mittelstrasse 4, Parterre. Og sagføreren kom. Det hed sig, at det gjaldt en grænseregulering, og for en fed proces rejste Dr. West gerne til Honolulu. Altså kom han.
“Donnervetter, det kalder jeg et anstændigt lokale,” sagde Dr. West, da han efter et solidt aftenmåltid blev ført op i Det Røde Værelse af kammertjeneren, der stod lidt bleg og skælvende med en sølvlysestage i sin hånd. “Et anstændigt lokale.”
Kammertjeneren skævede til krogene, men sagde ikke noget. Det var forbudt at sige et ord om spøgelser til Dr. West. Og skønt det kneb tav tjeneren ganske stille.
Han gik, og West blev alene i det store værelse. Han underkastede det en meget indgående undersøgelse, hvoraf det foreløbige resultat blev, at han, der oprindeligt havde bestemt at tage et salær på 300 Mark for konsultationen i det ikke særligt indviklede skel-spørgsmål, besluttede sig på forhånd for at sætte salæret op til 500 Mark. Så hertugeligt var lokalet.
Det Røde Værelse lå i den sydlige sidefløj af slottet Osthausen, en gammel trefløjet bygning, der stammede fra ridderordenens første dage, opført af sandsten og granit med to etager og et spidst tegltækket tag. Værelset var beliggende på første etage, med et stort, bredt vindue mod syd, seks alen til loft, med bjælkelag i loftet og parketgulv af pommersk eg. Det havde sin største længde indefter i dybden, og på endevæggen stod en stor himmelseng med et dybtrødt silkedamask forhæng.
Møblerne var beklædt med silkedamask, og værelset dannede fløjens yderste rum, dog uden vindue mod vest. Langs den ene væg løb korridoren, og med en dør stod værelset i forbindelse med et stort rummeligt billiardværelse.
Yderst herskabeligt var det hele, og det behagede Dr. West ganske overmåde. Han var sin klient, oberst Koscielski overmåde taknemmelig for den nye forretning, og lovede sig en del af fremtiden.
Det var rare mennesker, disse Stollbergs, et fortræffeligt køkken og en kælder, der var hævet over enhver kritik. Dr. West var berliner, købmandssøn og ganske bevandret i køkkenet og kælderens mysterier, en materialist af reneste vand med en gane, som fakultetet ærede og hans kollegaer med ærefrygt bøjede sig for.
Dr. West klædte sig af og gik i seng. Det var en dejlig seng. Dr. West lå og legede himmelspjæt med sig selv, indtil han blev betænkelig ved legen ved mindet om en farseret kalkun, der var bragt til hvile med en Macon, som Adlon Dressler ikke kunne have præsteret for betaling.
Herregård er nu alligevel herregård. At ligge i denne store, dejlige himmelseng, hvor generationer af tapre Stollberg’ere har hvilet deres trætte lemmer, eller – dejlige Stollberg’inder har udstrakt deres slanke legemer.
Dr. West drømte – stærke Stollberg’ere, slanke Stollberg’inder. Susen i de store egekroner udenfor vinduet, månens romantiske stråleskær ind ad det store buede vindue – 600 Mark mindst for konsultationen, farseret kalkun og en Macon, der gled hen over hans tunge. Alt imens sengen vippede let under ham. –
Herligt!
Men hvad mon det kunne være – en kat? Der kunne naturligvis godt være katte på en herregård, der var overvejende sandsynlighed for, at der var katte, eftersom der sikkert var rotter og mus i hobetal. Men dette var en ganske nederdrægtig udholdende, generende og nervepågående kat.
Og så mjavede den ikke. Den græd ganske svagt, pibende, som et lille barn i nød. Den blev ved, klagende, klynkende, pibende, lige som om dens hale var i klemme. Satans til kat.
Dr. West slog øjnene op og så sig om i stuen. Tårnuret sang tolv med dump brummende bas – midnatstimen.
Det var Dr. West knusende ligegyldigt, han gik sjældent til ro før kl. to hjemme i Berlin, men denne forbandede kat. Så hjerteskærende den græd. Han kom til at tænke på sin først aktionssag, hvor det lykkedes ham at overbevise en hotelstuepige om et barnemord. Forhørsdommeren troede på hendes uskyld, lægerne vidste hverken ud eller ind, mordet var halvandet år gammelt, inden de fandt barnets lig. Han havde bevist det hele så klart, så upåklageligt sikkert, at pigen blev dømt fra sin hals. Hun havde også et lille barn, et lille et der var oppe hos hende i arresten, indtil de fandt et plejested. Det barn havde grædt, pebet ligeså ynkeligt som denne forbandede kat.
Dr. West lod blikket svæve rundt i det store værelse. Hvad fanden var dog dette her. Hvordan var det den stue så ud. Skulle han virkelig have drukket for meget Macon. Umuligt, han var indvendigt glaseret.
Men ligemeget, væggen for enden af værelset lige ud for hans seng, var før beklædt med et rødt mønstret tapet som sengomhæng og møbler. Nu var tapetet borte og for enden af hans seng gabte en stor stærk jernbeslået dør i spidsbuestil ham i møde.
Dr. West hadede uklarhed. Katten peb bag døren. Døren gloede ham i ansigtet, altså op og løs derpå.
Med et sæt var han oppe, månens stråler faldt klart og skarpt gennem vinduet, men månelyset er bedragerisk, altså kunstigt lys til hjælp. Han strøg en tændstik og tændte et af lysene i stagen. Således væbnet gik han hen over gulvet mod endevæggen.
Katten peb ikke mere, døren var borte, det damaskmønstrede tapet lod sig roligt beføle, det lød ikke engang hult, når West dunkede på væggen. Han noterede Macon farligt for nattero og lod honoraret vokse til 700 Mark. Desuden frøs han om benene og listede i seng, denne gang med mindre følelse af velvære. Sengen knirkede og værelset var alligevel for stort for en mand.
Han pustede lyset ud. Katten peb igen – det var en barnerøst, hjælpeløs, fortvivlet, ynkværdig, forbistret, væmmelig, irriterende …
Og der var jerndøren igen.
West satte sig op og begyndte at tænke på spøgelser. Det vil for et moderne kultiveret menneske sige på hallucinationer. Han var hallucineret – det havde han ikke prøvet før; altså løs og se hvorvidt det ville gå.
Det gik temmelig vidt.
Den stærke, jernbeslåede dør åbnede sig knirkende på sine hængsler, og på tærsklen stod en hvidklædt kvinde og viftede med et luftigt slør, ganske langsomt, usigelig vemodigt, men dog indtrængende.
“Det var en nydelig historie,” tænkte West. “Godaften, Deres Nåde” sagde han højt, “tør jeg spørge, hvad jeg kan være til tjeneste med?”
Den hvide skikkelse rørte sig ikke, men den nikkede og viftede en to – en to – en to – ligesom på maskine.
“De må undskylde Deres Nåde,” sagde West, “men jeg har ikke lært døvstummesproget.” Nu syntes han, det var frygteligt morsomt med den hallucination, men det kildrede ham ligegodt lidt langs rygraden.
Barnet peb og jamrede sig – det måtte være inde bag moderen – for det var moder og barn naturligvis. Barnet sørgede for den vokale afdeling af underholdningen, mens moderen tog sig af det mimisk-koreografiske.
“Tror Deres Nåde ikke, De kunne få den lille til at tie,” sagde West. Et forfærdeligt blegt ansigt med et blik, der skar dybt ind i hans, stirrede mod ham, mens skikkelsen nikkede en to – en to.
Det måtte være moderen fra barnemordssagen, Martha Hubert. “Er det Martha?” spurgte West. Skikkelsen rystede på hovedet. Hun lod sig altså konversere. –
“Deres Nåde må undskylde at jeg viser mig i nattøj,” sagde West. “Nu står jeg op – jeg har ingen bukser på, men generer det Deres Nåde kan De jo vende ryggen til så længe. Mine pantelons hænger henne på stolen.”
West stod op – han trak i benklæderne med ryggen vendt mod jerndøren, dog følte han hvorledes skikkelsens blik brændte i hans ryg og hvorledes den bevægede sløret en to – en to. Og barnet jamrede sig ustandseligt.
Så tændte han lyset og gik hen ad gulvet halvt påklædt.
Bums – muren med damaskbrokade, ikke spor af jerndør, barn, nåde, slør eller noget som helst.
Dette er en hallucination, tænkte West og tændte en cigar. Et ualmindeligt mærkværdigt tilfælde, der vel nok direkte kunne føres tilbage til farseret kalkun, Macon kl. 10 om aftenen, en jernbanerejse, måneskin, en kat, en barnemordsproces og et gammelt slotsværelse. Men det var ligegodt mærkværdigt.
Han borede blikket i muren – lyset viftede i hans hånd. Han pustede det ud, og i det samme drejede han sig skarpt med front mod væggen. Ganske rigtigt, der var jerndøren igen.
Han koncentrerede alle sine tanker på skikkelsen fra før, på barnets jamren og trådte fast i gulvet med begge fødder. Ganske rigtigt døren gik op, skikkelsen stod der, barnet jamrede, hele historien forfra igen. Han gik fremad mod døren. Det var ligesom om de veg og veg. Så rendte han på muren og det hele var forbi. Klokken slog et.
“Det skal nok passe,” sagde West. “Programmæssigt spøgeri fra kl. 12 til 1, værså artig, træd nærmere mine herskaber. Uigenkaldeligt sidste forestilling. Slutter på slaget et.”
Barnet jamrede sig endnu bag muren. Den forelskede kat var den eneste realitet i optrinet.
Det bankede på døren.
“Så, det manglede sgu bare,” sagde West. “Nu begynder de fra den anden side. Gener Dem ikke, træd nærmere.” Det var formodentlig afdelingen for herrer. Nu stod konsultationen i 800 mark, ikke en skilling mindre.
Døren gik op, og ind trådte en høj skikkelse iført slåbrok med et lys i hånden. Det var oberst Koscielski. “Så de det?” spurgte han.
West lo. “Ja Deres højvelbårenhed. De kan bande på, jeg så det.”
“Jerndøren. Den hvidklædte kvinde?”
“Ja og barnet – det vil sige, det hørte jeg kun – men ellers forløb det hele programmæssigt.”
Obersten rystede på hovedet. “Skal vi drikke en whisky og en apollinaris til en let cigar? – Dette er besynderligt – højest besynderligt.”
De røg og de drak, og klokken blev halv tre, den blev halv fire. Whiskyflasken blev tom, obersten blev fuld, og Dr. West stod først op kl. 10 den næste morgen med frygtelige tømmermænd.
Efter frokost holdt grev Stollberg krigsråd. Dr. West aflagde rapport om nattens begivenheder, og oberst Koscielski sad ved siden af og rystede på hovedet.
“Ja, hr. doktor,” sagde grev Stollberg – “Jeg kan lige så godt tilstå det. Det var den egentlige hensigt med at tilkalde Dem, at undersøge denne mærkelige sag.”
Dr. West rømmede sig og tænkte aha – salæret voksede til 1000 Mark. Men han sagde ikke noget.
Greven fortsatte: “De har altså oplevet ganske det samme som min ven oberst Koscielski; tror De på spøgeri?”
“Det falder mig ikke ind,” sagde Dr. West med et halvfornærmet udtryk. “Det er jo tåbeligt.”
“Godt,” fortsatte greven – “De anede ikke noget om dette?”
“Ikke det fjerneste,” sagde West.
“Og dog har De oplevet alt dette. Det er besynderligt. Hvad vil De foreslå?”
West smilede. “Mindre farseret kalkun, og mindre Macon i aften. Så prøver jeg det endnu en gang.”
Obersten rystede på hovedet. “Det er der naturligvis ikke det mindste i vejen for; men det vil gå Dem, som det gik mig. De vil blive hallucineret uden – jeg blev det. Det var den fordømte kat, vi talte om i nat, og en hm – Martha Huberts barn. Som vi ikke skal tale om. Det er en sag mellem Dr. West og mig, og du ser, kære Georg, at en gammel ungkarl har visse hemmeligheder, også for en ungdomskammerat.”
“Gudbevares!” faldt greven ind.
“Det er nok at fortælle, at Dr. West og jeg har hørt et barn græde. Kort sagt, som den kat græd. Jeg har ikke gjort for det barn, hvad jeg kunne, og hvad der er min pligt. For moderen kunne jeg intet gøre Dr. West.”
“Absolut intet,” sagde Dr. West med en hovedrysten. “Obersten opførte sig som en hædersmand.”
Greven afbrød. “Det vil altså sige, at katten har hallucineret begge de to herrer ved mindet om en sag – ”
“Der har ført os sammen,” afbrød Koscielski – “rigtig. Men det er ikke nok. – Jerndøren! En spidsbuet gotisk, stærk jernbelagt dør i endevæggen i Det Røde Værelse.”
“Det er der ikke,” afbrød greven. “Der er absolut kun en endevæg. Nedgang har der aldrig været. Det er umuligt, der er ingen dør, har aldrig været nogen. Kan den jerndør ikke også have været et fælles minde fra affæren Martha Hubert?”
“Nej,” sagde West – “den udspillede sig i et moderne berlinsk fængsel. Dette er en rigtig herregårds-jerndør og desuden spurgte jeg damen, om hun var Martha Hubert. Hun svarede klart nej – det vil sige, hun rystede på hovedet. Jeg burde have prøvet at fotografere hende, men hun havde næppet stået for magniumslyset.”
“Det var forresten en idé, – skal vi ikke fotografere hende. Jeg har kamera, magniumsapparat og det hele i orden for at tage interiører af slotsværelser, jeg er nemlig ganske begejstret over sådan noget. Kunne jeg så fotografere et rigtigt spøgelse, ville det jo være at sætte en fotografisk rekord der sagde spar to, til alt til alt der tidligere er præsteret i fotografiets historie.”
Det blev vedtaget. Grevinden glædede sig som et barn, men gøs alligevel i hemmelighed. Oberst Koscielskis tømmermænd blev ondartede, Wests forsvandt helt, og grev Stollberg gik rundt og tyggede på sit overskæg. Grænsestridighederne blev slet ikke berørt mere. Middagen var betydelig mere afdæmpet, og man drak Zeltinger Mosel. Det kunne da ikke gøre noget.
Herskaberne spillede whist og gik til ro kl. 11. Klokken 12 skulle spøgelset fotograferes.
Det udeblev; det var, som om det anede, at man havde noget for med det. Klokken halv et gik West i seng. Apparaterne stod på et bord ved sengen. – Vejret var klart måneskin.
Klokken 12.35 begyndte katten. Klokken 12.40 blev jerndøren synlig, og klokken 12.45 brændte West magniumslyset af på damen, der vinkede en to – en to –
“Vil Deres Nåde ikke se rigtig venlig ud,” sagde han og trykkede til.
Værelset stod fuldt af magniumsrøg, og hele personalet ilede til i den tro, at det nu var ude med dem alle. Grevinden fik et let nervetilfælde. Greven, obersten og West tømte atter en flaske whisky og et utalt antal flasker apollinaris. –
Billedet blev fremkaldt. Dette er sandhed, absolut, nøjagtig, ubestridelig sandhed. Billedet var lykkes!
Jerndøren var der, det vil sige konturen af den. Damen selv havde ikke stået roligt, hun havde som sædvanligt viftet med sløret og var blevet til en klat. Men døren var der, helt livagtigt. Ikke til at tage fejl af.
Grev Stollberg lod optage en protokol over det passerede, der blev underskrevet af oberst Koscielski og Dr. West. Så sendte han bud efter en murer og lod endevæggen i Det Røde Værelse rive ned.
Nu kommer det! Bag tapet, bag sten og kalkpuds stod en svær jernbeslået dør, og bag denne, da den åbnedes og hvinede på rustne hængsler, var en flisebelagt forstue, og på gulvet lå skelettet af et ganske lillebitte barn svøbt i nogle halvt fortærede klude, der syntes at have været fint linned. En hvælving i muren antydede, at der fra den lille forstue havde ført en trappe ned i et udvendigt tårn, og i grunden fandtes fundamentet til dette tårn.
Hvadbehager!
Alt dette er ubestridelig godtgjort ved vidner under en retslig undersøgelse. Barneliget blev begravet. Osthausens krønike vidste ikke alt om historien, men der har været en historie, en tragisk historie vel hundreder af år gammel. Om en fornem dame af det Stollbergske hus, der slog sit barn ihjel, da hun ikke kunne gifte sig med faderen.
Hallucinationen lod sig dog heller ikke konstatere, da traditionen om spøgelseshistorien var uklar og svag, og obersten og West henførte den til Macon, Asmanhäuser, Croute og farseret kalkun.
West beregnede sig 1500 Mark for historien, og ret til at mangfoldiggøre fotografiet, der endnu er at få i boghandlen, men naturligvis ikke imponerer de kloge, som i konturen af jerndøren ser et yderst letfatteligt fænomen, takket være det skarpe magniumslys.
Hallucinationerne er ret pudsige, ikke overbevisende – ingenlunde. Spøgelser er jo ikke til. –
Så er den historie ikke længere, men der er dog dem, der synes den er mærkelig. Det mærkeligste ved den er, at den er sandhed, hver eneste ord. Det påstår Dr. West.
Trykt i: Privatdetektiven og flere kriminalnoveller, 1905
Kort om Palle Rosenkrantz
Født: den 22. april 1867
Død: den 1. oktober 1941