I de hede lande, der kan solen rigtignok brænde! Folk bliver ganske mahognibrune; ja i de aller varmeste lande brændes de til negre, men det var nu kun til de hede lande, en lærd mand var kommet fra de kolde; der troede han nu at han kunne løbe om, ligesom der hjemme, men det blev han snart vænnet fra. Han og alle fornuftige folk måtte blive inde, vinduesskodder og døre var lukkede hele dagen; det så ud som hele huset sov og at ingen var hjemme. Den smalle gade med de høje huse, hvor han boede, var bygget således at solskinnet fra morgen til aften måtte ligge der, det var virkeligt ikke til at holde ud! – Den lærde mand fra de kolde lande, det var en ung mand, en klog mand, han syntes, han sad i en gloende ovn; det tog på ham, han blev ganske mager, selv hans skygge krøb ind, den blev meget mindre end hjemme, solen tog også på den. – De livede først op om aftenen, når solen var gået ned.
Det var en fornøjelse at se på; så snart lyset blev bragt ind i stuen, strakte skyggen sig helt op ad væggen, ja endda hen ad loftet, så lang gjorde den sig, den måtte strække sig for at komme til kræfter. Den lærde gik ud på altanen, for at strække sig der, og mens stjernerne kom frem i den dejlige klare luft, følte han det, som om han kom til live igen.
På alle altaner i gaden, og i de varme lande har hvert vindue en altan, kom folk frem, for luft må man have, selvom man er vant til at være mahogni! Der blev så levende oppe og nede. Skomagere og skræddere, alle folk flyttede ud på gaden, der kom bord og stol, og lyset brændte, ja over tusind lys brændte, og den ene talte og den anden sang, og folk spadserede, vognene kørte, æslerne gik: klingelingeling! de har klokker på; døde blev begravede med salmesang, gadedrengene skød med troldkællinger, og kirkeklokkerne ringede, jo der var rigtig nok levende nede i gaden.
Kun i det hus, som lå lige overfor hvor den fremmede lærde mand boede, var der ganske stille; og dog boede der nogen, for på altanen stod der blomster, de groede så dejligt i solen, og det kunne de ikke, uden at de blev vandet, og nogen måtte jo vande dem; folk måtte der være. Døren derovre blev også åbnet halvt ud på aftenen, men der var mørkt derinde, i det mindste i det forreste værelse, dybere inde fra lød musik. Den fremmede lærde mand syntes, den var ganske mageløs, men det kunne nu også være at han kun bildte sig det ind, for han fandt alting mageløst derude i de varme lande, når bare der ingen sol havde været. Den fremmedes vært sagde at han ikke vidste, hvem der havde lejet genboens hus, man så jo ingen folk og hvad musikken angik, syntes han, at den var gruelig kedelig. “Det lyder som om der sidder én og øver sig på et stykke, han ikke kan komme ud af, altid det samme stykke.” “Jeg får det dog ud!” siger han nok, men han får det ikke ud, ligegyldigt hvor længe han spiller.”
En nat vågnede den fremmede, han sov for åben altandør, gardinet foran den løftede sig i vinden, og han syntes at der kom en forunderlig glans fra genboens altan, alle blomsterne skinnede som flammer, i de dejligste farver, og midt imellem blomsterne stod en slank, yndig jomfru, det var som om hun også lyste; det skar ham i øjnene, som han vågnede af søvnen; i et spring var han på gulvet, ganske sagte så han ud bag gardinet, men jomfruen var borte, glansen var borte; blomsterne skinnede slet ikke, men stod smukt, som altid; døren var på klem, og dybt inde klang musikken så blød og dejlig, så man faldt hen i søde tanker derved. Det var ligesom trolddom og hvem boede der? Hvor var den egentlig, indgangen? Hele stueetagen var butik ved siden af butik, og der kunne folk jo ikke altid løbe igennem.
En aften sad den fremmede ude på sin altan, inde i stuen bag ved ham brændte lyset, og så var det jo ganske naturligt at skyggen af ham gik over på genboens væg; ja der sad den lige over for mellem blomsterne på altanen; og når den fremmede rørte på sig, så rørte skyggen sig også, for det gør den. –
“Jeg tror min skygge er det eneste levende, man ser derovre!” sagde den lærde mand. “Se hvor net den sidder mellem blomsterne, døren står på klem, nu skulle skyggen være så snild at gå indenfor, og se sig om, og så komme og fortælle mig hvad den havde set! Ja, du skulle gøre gavn!” sagde han i spøg! “Vær så god at træde indenfor! Nå, går du!” og så nikkede han til skyggen og skyggen nikkede igen. “Ja så gå, men bliv ikke borte!” Og den fremmede rejste sig og hans skygge ovre på genboens altan rejste sig også; og den fremmede drejede sig og skyggen drejede sig også; ja hvis nogen havde lagt mærke dertil, da havde de tydeligt kunnet se, at skyggen gik ind af den halvåbne altandør hos genboen, lige idet den fremmede gik ind i sin stue og lod det lange gardin falde ned efter sig.
Næste morgen gik den lærde mand ud for at drikke kaffe og læse aviser. “Hvad er det?” sagde han, da han kom ud i solskinnet, “jeg har jo ingen skygge! Så er den virkelig gået i aftes og ikke kommet igen; det er noget kedeligt noget!”
Og det ærgrede ham, men ikke så meget fordi skyggen var borte, som fordi han vidste, at der var en historie til om en mand uden skygge, den kendte alle folk hjemme i de kolde lande, og kom nu den lærde mand der og fortalte sin, så ville de sige, at han efterlignede, og det behøvede han ikke. Han ville derfor slet ikke tale derom, og det var fornuftigt tænkt.
Om aftenen gik han ud på sin altan igen, lyset havde han meget rigtig sat bag ved sig, for han vidste at skyggen vil have sin herre til lampeskærmen, men han kunne ikke lokke den; han gjorde sig lille, han gjorde sig stor, men der var ingen skygge, der kom ingen! Han sagde: hm! hm! men det hjalp ikke.
Ærgerligt var det, men i de varme lande vokser alting hurtigt, og efter otte dages forløb mærkede han, til sin store fornøjelse, at der voksede en ny skygge ud fra benene, når han kom ud i solen, roden måtte været blevet siddende. Efter tre uger havde han en ganske tålelig skygge, der, da han begav sig hjem til de nordlige lande, voksede mere og mere på rejsen, så den til sidst var så lang og så stor at det halve var nok.
Så kom den lærde mand hjem og han skrev bøger om hvad der var sandt i verden, og om hvad der var godt og hvad der var smukt, og der gik dage og der gik år; der gik mange år.
Da sidder han en aften i sin stue og så banker det ganske sagte på døren.
“Kom ind!” siger han, men der kom ingen; så lukker han op og foran ham stod et overordentligt magert menneske, så han blev ganske underlig. Forresten var mennesket særdeles fint klædt på, så det måtte være en fornem mand.
“Hvem har jeg den ære at tale med?” spurgte den lærde.
“Ja det tænkte jeg nok!” sagde den fine mand, “at De ikke genkender mig! Jeg er blevet så meget legeme, og jeg har ordentlig fået kød og klæder. De har nok aldrig tænkt at se mig i sådan en velmagt. Kender De ikke deres gamle skygge? Ja De har vist ikke troet at jeg kom igen. Mig er det gået særdeles vel siden jeg sidst var hos Dem, jeg er i alle henseender blevet meget formuende! Skal jeg købe mig fri fra tjenesten, så kan jeg!” og så raslede han med et helt bundt kostbare signeter, som hang ved uret, og han stak sin hånd ind i den tykke guldkæde, han bar om halsen; nej hvor alle fingrene glimtede med diamantringe! Og det var alt sammen virkeligt.
“Nej, jeg kan ikke komme til mig selv!” sagde den lærde mand, “hvad er dog alt det!”
“Ja noget almindeligt er det ikke!” sagde skyggen , “men De selv hører jo heller ikke til de almindelige, og jeg, det ved De nok, har fra barnsben trådt i Deres fodspor. Så snart De fandt, at jeg var moden til at gå alene ud i verden, gik jeg min egen vej; jeg er i de aller brillanteste omstændigheder, men der kom en slags længsel over mig efter at se Dem endnu en gang, før De dør, De skal jo dø! Jeg ville også gerne gense disse lande, for man holder dog altid af fædrelandet! – Jeg ved, De har fået en anden skygge, har jeg noget at betale til den eller Dem? De må endelig være så god at sige det.”
“Nej, er det virkelig dig!” sagde den lærde mand, “det er dog højst mærkværdig! Aldrig havde jeg troet at ens gamle skygge kunne komme igen som menneske!”
“Sig mig hvad jeg har at betale!” sagde skyggen, “for jeg vil nødig stå i gæld!”
“Hvor kan du tale således!” sagde den lærde mand. “Hvad gæld er her at snakke om! Vær så fri, som nogen! Jeg glæder mig overordentlig ved din lykke! Sid ned, gamle ven og fortæl mig bare lidt om hvorledes det er gået til, og hvad du så ovre hos genboen, der i de varme lande!” –
“Ja, det skal jeg fortælle Dem,” sagde skyggen og satte sig ned, “men så må De også love mig, at De aldrig fortæller til nogen, hvor De end træffer mig, at jeg har været deres skygge! Jeg har i sinde at forlove mig; jeg kan forsørge mere end en familie!” –
“Vær ganske rolig!” sagde den lærde mand, “jeg skal ikke sige til nogen hvem du er! Her er min hånd! Jeg lover det og en mand et ord!”
“Et ord en skygge!” sagde skyggen, og således måtte den jo tale.
Det var ellers virkelig ganske mærkværdigt hvor meget menneske den var; ganske sortklædt var den og i det allerfineste sorte klæde, lakerede støvler, og hat der kunne smække sammen, så at den blev bar pul og skygge, ikke at tale om hvad vi allerede ved her var, signeter, guldhalskæde og diamantringe; jo, skyggen var overordentlig godt klædt på, og det var just det, som gjorde at den var et menneske.
“Nu skal jeg fortælle!” sagde skyggen , og så satte den sine ben med de lakerede støvler så hårdt, den kunne, ned på ærmet af den lærde mands nye skygge, der lå som en puddelhund ved hans fødder, og det var nu enten af hovmod eller måske for at få den til at hænge ved; og den liggende skygge, holdt sig så stille og rolig, for ret at høre efter; den ville nok vide hvorledes man således kunne komme løs og tjene sig op til sin egen herre.
“Ved De, hvem der boede i genboens hus?” sagde skyggen, “det var den dejligste af alle, det var Poesien! Jeg var der i tre uger og det havde samme virkning, som om man levede i tre tusind år og læste alt hvad der var digtet og skrevet, for det siger jeg og det er rigtigt. Jeg har set alt og jeg ved alt!”
“Poesien!” råbte den lærde mand! “Ja, ja – hun er tit eremit i de store byer! Poesien! Ja, jeg har set hende et eneste kort øjeblik, men søvnen sad mig i øjnene! Hun stod på altanen og skinnede som nordlyset skinner! Fortæl, fortæl! Du var på altanen, du gik ind ad døren og så – -!”
“Så var jeg i forgemakket!” sagde skyggen. “De har altid siddet og set over til forgemakket. Der var slet intet lys, der var en slags tusmørke, men den ene dør stod åben lige overfor den anden i en lang række stuer og sale; og der var lyst op, jeg var sikkert blevet slået ihjel af alt det lys, hvis var jeg kommet helt ind til jomfruen; men jeg var besindig, jeg gav mig tid og det skal man gøre!”
“Og hvad så du så?” spurgte den lærde mand.
“Jeg så alting, og jeg skal fortælle Dem det, men, – jeg vil ikke være storsnudet, men – som fri og med de kundskaber jeg har, for ikke at tale om min gode stilling og mine fortræffelige omstændigheder, – så ville jeg ønske at De sagde De til mig!”
“Om forladelse!” sagde den lærde mand, “det er gammel vane, som sidder fast! – De har fuldkommen ret, og jeg skal huske det! Men nu fortæller De mig alt hvad De så!”
“Alting!” sagde skyggen, “for jeg så alt og jeg ved alt!”
“Hvorledes så der ud i de inderste sale?” spurgte den lærde mand. “Var der som i den friske skov? Var der som i en hellig kirke? Var salene som den stjerneklare himmel, når man står på de høje bjerge?”
“Alting var der!” sagde skyggen. “Jeg gik godt nok ikke helt ind, jeg blev i det forreste værelse i tusmørket, men der stod jeg særdeles godt, jeg så alting og jeg ved alting! Jeg har været ved Poesiens hof, i forgemakket.”
“Men hvad så De? Gik oldtidens guder gennem de store sale? Kæmpede de gamle helte der? Legede der søde børn som fortalte deres drømme?”
“Jeg siger Dem, jeg var der og De begriber, jeg så alt, hvad der var at se! Havde De kommet derover, var De ikke blevet menneske, men det blev jeg! Og tillige lærte jeg at kende min inderste natur, mit medfødte, det familieskab, jeg havde med Poesien. Ja dengang jeg var hos Dem, tænkte jeg ikke over det, men altid når solen stod op og solen gik ned, blev jeg så underlig stor; i måneskin var jeg næsten ved at være tydeligere end De selv; jeg forstod ikke den gang min natur, i forgemakket gik det op for mig! Jeg blev menneske! – Moden kom jeg ud, men De var ikke længere i de varme lande; jeg skammede mig som menneske ved at gå som jeg gik, jeg trængte til støvler, til klæder, til hele denne menneske-fernis, som gør et menneske genkendeligt. – Jeg skjulte mig, ja, Dem siger jeg det, De sætter det jo ikke i nogen bog, jeg skjulte mig i kagekonens skørt, under det skjulte jeg mig; konen tænkte ikke på hvor meget hun gemte; først om aftenen gik jeg ud; jeg løb om i måneskinnet på gaden; jeg gjorde mig lang op ad muren, det kildrer så dejligt i ryggen! Jeg løb op og jeg løb ned, kiggede ind af de højeste vinduer, ind i salen og på taget, jeg kiggede hvor ingen kunne kigge og jeg så hvad ingen andre så, hvad ingen skulle se! Det er i grunden en nedrig verden! Jeg ville ikke være menneske, dersom det nu ikke engang var antaget at det var noget at være det! Jeg så det utænkeligste hos konerne, hos mændene, hos forældrene og hos de søde mageløse børn; – jeg så”, sagde skyggen, “hvad ingen mennesker må vide, men hvad de allesammen så gerne vil vide, ondt hos naboen. – Havde jeg skrevet en avis, var den blevet læst! Men jeg skrev til personen selv, og der blev en forfærdelse i alle byer hvor jeg kom. De blev så bange for mig, og de holdt så overordentlig af mig. Professorerne gjorde mig til professor, skrædderne gav mig ny klæder, jeg er godt forsynet; møntmesteren slog mønt for mig, og konerne sagde, jeg var så køn! – Og så blev jeg den mand jeg er, og nu siger jeg farvel; her er mit kort, jeg bor på solsiden og er altid hjemme i regnvejr!” Og så gik skyggen .
“Det var dog mærkeligt!” sagde den lærde mand.
År og dag gik, så kom skyggen igen.
“Hvorledes går det?” spurgte den.
“Ak!” sagde den lærde mand, “jeg skriver om det sande og det gode og det skønne, men ingen bryder sig om at høre det, jeg er ganske fortvivlet, for jeg tager mig det så nær!”
“Men det gør jeg ikke!” sagde skyggen, “jeg bliver fed, og det er det man skal se at blive! Ja, De forstår dem ikke på verden. De bliver dårlig af det. De må rejse! Jeg rejser til sommer; vil De med? Jeg gad nok have en rejsekammerat! Vil De rejse med, som skygge? Det skal være mig en stor fornøjelse at have Dem med, jeg betaler rejsen!”
“Det går vist for vidt” sagde den lærde mand.
“Det er ligesom man tager det!” sagde skyggen. “De vil have grumme godt af at rejse! Vil De være min skygge så skal De få alting frit på rejsen!”
“Det er for galt!” sagde den lærde mand.
“Men sådan er verden nu!” sagde skyggen, “og således bliver den!” Og så gik skyggen .
Den lærde mand havde det slet ikke godt, sorg og plage fulgte ham, og når han talte om det sande og det gode og det skønne, var det som at give roser til en ko! – Han blev ganske syg til sidst.
“De ser virkelig ud ligesom en skygge!” sagde folk til ham, og det gøs i den lærde mand, når han tænkte på det.
“De skal tage til et kurbad!” sagde skyggen, som kom og besøgte ham, “der er ikke andet for! Jeg vil tage Dem med for gammelt bekendtskabs skyld, jeg betaler rejsen og De underholder mig på vejen! Jeg vil til et kurbad, mit skæg gror ikke ud som det skulle, det er også en sygdom, og skæg må man have! Vær De nu fornuftig og tag imod tilbuddet, vi rejser jo som kammerater!”
Og så rejste de; skyggen var da herre og herren var da skygge; de kørte med hinanden, de red og gik sammen, side ved side, forud og bagefter, således som solen stod; skyggen vidste altid at holde sig på herrepladsen; og det tænkte den lærde mand ikke over; han havde et godt hjerte, og var særdeles mild og venlig, og en dag sagde han til skyggen: “Da vi nu er blevet rejsekammerater, og vi tillige er vokset op fra barndommen sammen, skulle vi så ikke drikke dus, det er dog mere fortroligt!”
“De siger noget!” sagde skyggen, som jo nu var den egentlige herre. “Det er meget ligefremt og velment sagt, jeg vil være ligeså velmenende og ligefrem. De, som en lærd mand, ved jo nok hvor underlig naturen er. Nogle mennesker kan ikke tåle at røre ved gråt papir, så får de ondt; andre går der som et stød igennem, når man gnider et søm mod en Glasrude; jeg får samme følelse ved at høre Dem sige du til mig, jeg føler mig ligesom trykket til jorden i min første stilling hos Dem. De ser at det er en følelse, det er ikke stolthed; jeg kan ikke lade Dem sige du til mig, men jeg skal gerne sige du til Dem, så er det halve gjort!”
Og så sagde skyggen du til sin forrige herre.
“Det er dog for galt,” tænkte han, “at jeg må sige De og han siger du,” men nu måtte han holde ud.
Så kom de til et kurbad, hvor der var mange fremmede og imellem disse en dejlig kongedatter, som havde den sygdom at hun så for godt og derfor var så ængstelig.
Straks mærkede hun at han, der var kommet, var en ganske anden person end alle de andre; “han er her for at få sit skæg til at vokse, siger man, men jeg ser den rette årsag, han kan ikke kaste skygge.”
Nysgerrig var hun blevet; og så gav hun sig straks til at tale med den fremmede herre under en spadseretur. Som kongedatter behøvede hun ikke at bruge mange høflighedsfraser, så hun sagde, »Deres sygdom er at De ikke kan kaste skygge.”
“Deres kongelige højhed må være betydelig i bedring!” sagde skyggen, “jeg ved, at Deres sygdom er at De ser alt for godt, men det har ændret sig, De er helbredt, jeg har just en ganske usædvanlig skygge! Ser De ikke den person, som altid går med mig! Andre mennesker har en almindelig skygge, men jeg holder ikke af det almindelige. Man giver tit sin tjener finere klæder i liberiet end man selv bruger, og således har jeg ladet min skygge pudse op til menneske. Ja, De ser, at jeg endogså har givet ham en skygge. Det er meget kostbart, men jeg holder af have noget for mig selv!” –
“Hvad?” tænkte prinsessen, “skulle jeg virkelig være kommet mig! Dette kurbad er det bedste der er til! Vandet har i vor tid ganske forunderlige kræfter. Men jeg tager ikke bort, for nu bliver her morsomt; den fremmede synes jeg overordenligt om. Bare hans skæg ikke vokser, for så rejser han!”
Om aftenen i den store balsal dansede kongedatteren og skyggen. Hun var let, men han var endnu lettere, sådan en danser havde hun aldrig mødt. Hun fortalte ham fra hvor hun var fra, og han kendte landet, han havde været der, men da var hun ikke hjemme, han havde kigget ind af vinduerne foroven og forneden, han havde set både det ene og det andet, så han kunne svare kongedatteren og gøre antydninger, så hun blev ganske forundret; han måtte være den viseste mand på hele jorden! Hun blev så forundret over alt det han vidste, og da de dansede igen, blev hun forelsket, og det kunne skyggen godt mærke, for hun så ikke mere lige igennem ham. Så dansede de nok engang og hun var lige ved at sige det, men hun var besindig, hun tænkte på sit land og rige og på de mange mennesker, hun skulle regere over. “En vis mand er han,” sagde hun til sig selv, “det er godt! Og dejligt danser han, det er også godt, men mon han har gode kundskaber, det er ligeså vigtigt! Han må eksamineres.” Og så begyndte hun så småt at spørge ham om noget af det allervanskeligste, som hun ikke selv kunne have svaret på; og skyggen gjorde et ganske underligt ansigt.
“Det kan De ikke svare på!” sagde kongedatteren.
“Det hører til min børnelærdom,” sagde skyggen, “jeg tror sågar min skygge derhenne ved døren kan svare på det!”
“Deres skygge!” sagde kongedatteren, “det ville være højst mærkeligt!”
“Ja, jeg siger ikke helt sikkert, at han kan!” sagde skyggen, “men jeg tror det, han har nu i så mange år fulgt mig, og hørt efter, – så jeg tror det! Men hvis deres kongelige højhed tillader, at jeg gør Dem opmærksom på, at han er så stolt af at gå for et menneske, at når han skal være i rigtig humør, og det må han være for at svare godt, så må han behandles ganske som et menneske.”
“Det kan jeg godt lide!” sagde kongedatteren.
Og så gik hun hen til den lærde mand ved døren, og hun talte med ham om sol og måne, og om menneskene både udenpå og indeni og han svarede så klogt og godt.
“Hvilken stor mand det må være, der har så vis en skygge!” tænkte hun, “det vil være en ren velsignelse for mit folk og rige om jeg valgte ham til min gemal; – jeg gør det!”
Og de var snart enige, både kongedatteren og skyggen, men ingen skulle vide det før hun kom hjem til sit eget rige.
“Ingen, ikke engang min skygge!” sagde skyggen , og det havde han sine grunde til! –
Så kom de til landet hvor kongedatteren regerede når hun var hjemme.
“Hør min gode ven!” sagde skyggen til den lærde mand, “nu er jeg blevet så lykkelig og mægtig, som nogen kan blive, nu vil jeg også gøre noget for dig! Du skal bo hos mig her på slottet, køre med mig i min kongelige vogn og have hundrede tusinde rigsdaler om året; men så må du lade dig kalde skygge af alle og enhver; du må ikke sige at du har været menneske og en gang om året, når jeg sidder på altanen i solskin og lader mig hylde, må du ligge ved mine fødder, som en skygge skal! Jeg skal sige dig, jeg gifter mig med kongedatteren, og i aften skal brylluppet holdes.”
“Nej, det er dog alt for galt!” sagde den lærde mand, “det vil jeg ikke, det gør jeg ikke! Det er at bedrage hele landet og kongedatteren med! Jeg siger alting! At jeg er mennesket, og at du er skyggen, du er bare klædt på!”
“Det er der ingen som vil tro på!” sagde skyggen, “vær fornuftig, eller jeg kalder på vagten!” –
“Jeg går lige til kongedatteren!” sagde den lærde mand. “Men jeg går først!” sagde skyggen, “og du går lige i fængsel!” – Og det gjorde han, for skildvagterne lystrede ham, som de vidste kongedatteren ville have.
“Du ryster!” sagde kongedatteren, da skyggen kom ind til hende, “er der sket noget? Du må ikke blive syg til i aften, nu vi skal have bryllup.”
“Jeg har oplevet det mest forfærdelige!” sagde skyggen, “tænk dig – ja, sådan en stakkels skyggehjerne kan ikke holde meget ud! – Tænk dig, min skygge er blevet gal, han tror at han er mennesket og at jeg – tænk dig bare, – at jeg er hans skygge!”
“Det er frygteligt!” sagde prinsessen, “er han spærret inde?”
“Det er han! Jeg er bange for, at han aldrig kommer sig.”
“Stakkels skygge!” sagde prinsessen, “han er meget ulykkelig; det er en sand velgerning at befri ham fra den smule liv han har, og når jeg tænker over det, så tror jeg det bliver nødvendigt at det bliver gjort i al stilhed!”
“Det er rigtig nok hårdt!” sagde skyggen, “for det var en tro tjener!” og så gav han ligesom et suk.
“De har en ædel karakter!” sagde kongedatteren.
Om aftenen var hele byen oplyst, og kanonerne gik af: bum! Og soldaterne præsenterede gevær. Det var et bryllup! Kongedatteren og skyggen gik ud på altanen for at lade sig se og hylde!
Den lærde mand hørte ikke noget til alt det, for ham havde de taget livet af. –
Trykt i: 1847
Kort om H. C. Andersen
Født: den 2. april 1805
Død: den 4. august 1875