“Spøgelseshistorier: Fortællinger i ramme” består af en række korte fortællinger indlagt i en rammefortælling, hvor en gruppe mænd sidder og fortæller historier. Denne her kaldes for “Spøgelseskareten”.
– I gangen, som fra Riddersalen fører til nogle mindre værelser i vestre fløj, hænger blandt et par portrætter et maleri af en adelsmand fra Christian den Fjerdes tid. Skønt det forestiller en mand i trediverne, er det mærkeligt derved, at hans hår er aldeles hvidt og danner en sær kontrast til det mørkebrune skæg. Maleren har ingen mester været, men han har dog formået at give de ungdommelige træk et præg af dyb sørgmodighed, og de har intet af den bevidste selvfølelse, som ellers præger portrætter af datidens adelsmænd.
Jeg havde tit set på det omtalte maleri og søgt i slægtens historie efter en forklaring, men jeg havde intet fundet, udover at portrættet var af Hr. Preben Skinkel. Hr. Preben var medejer af gården her; hans ældre, gifte broder styrede bedriften, mens han selv i sin første ungdom rejste i fremmede lande, og senere opholdt sig ved kongens hof. Han tog også siden del i den tyske krig og holdt sig mandigt ved kongens side i det ulykkelige slag ved Lutter am Barenberg.
Disse få og tørre oplysninger havde jeg fra den ligprædiken, Hr. Søfren Staby holdt ved Hr. Prebens begravelse. Andre oplysninger fandtes ikke i prædikenens skal af vidtløftige ord og udførlige citater. At han døde ugift, kunne dog tyde på, at en eller anden kærlighedstragedie havde kastet en skygge over hans liv.
Så fandt jeg tilfældigt et håndskrift, hvori en gammel adelsmand sysler med livets og dødens problemer, og illustrerer sine betragtninger med tildragelser, han enten har hørt eller selv erfaret i et virksomt og bevæget liv. Da adelmandens slægt ved giftemål var knyttet til Hr. Prebens, er dette formodentlig grunden til, ikke blot at en afskrift af originalen er havnet i arkivet, men at håndskriftet tillige indeholdt svaret på det spørgsmål, der havde beskæftiget mig så længe. Og her er, hvad jeg læste.
Efter nederlaget ved Lutter am Barenberg og de umiddelbare følger deraf havde Hr. Preben afsluttet sin krigstjeneste og var vendt tilbage til Jylland for på sin gård at afvente den frygtede invasion af den kejserlige hær. Undervejs hjem tog han ind til Lerbæk ved Vejle, som dengang tilhørte Johan Brockenhus, der havde været hans ledsager på udenlandsrejsen og siden var forblevet hans gode ven. Hr. Johan havde netop hentet sin brud, Helvig Bille, fra Kjærsgaard på Fyn, og ægteparret nød hvedebrødsdagene på Lerbæk, da Hr. Preben meldte sin ankomst. Han blev hilst velkommen som gæst, skønt hans nyheder om krigen bragte forstyrrelse i hvedebrødsdagenes fredelige tilstand.
Hr. Preben havde nok at fortælle de opmærksomme tilhørere. Om slaget, hvor kongen på et hængende hår var blevet taget til fange af en flok kejserlige ryttere, og de tyske lejetropper spillede en så forargelig rolle; om arbejdet med at samle de splittede afdelinger af den danske hær og den brydsomme march gennem egne, der var hærgede som af onde ånder, og hvor luften var forpestet af ubegravede lig og røg fra afbrændte landsbyer. Men den værste nyhed var dog den, at Wallensteins tropper gjorde sig rede til et angreb på Jylland for at erobre hele halvøen. De samme Wallensteinere, om hvilke rygtet sagde, at der, hvor de trådte, groede intet græs. Og som en flok ravne drog den danske konges tyske lejetropper foran dem.
Udover Hr. Preben besøgte også en ung adelsjomfru Lerbæk som gæst, Jomfru Ingeborg Kaas. Hun var medtaget af Fru Helvig til selskab på Lerbæk. Hr. Preben var nok sluppet uskadt fra krigen, men kun for nu at blive hjerteramt af den lille, listige bueskytte, som aldrig fejler sit mål. Hr. Preben og Jomfru Ingeborg fandt stort behag i hinanden, så muligvis inspireret af Hr. Johan og Fru Helvig lykkelige eksempel, endte det med at det fælles besøg på Lerbæk gjorde dem til gode venner og modnede deres beslutning om, at de ville tilhøre hinanden for livet.
Hr. Preben betroede sig til vennen, som lovede at tale hans sag for sin svigerfar, der var den unge, forældreløse jomfrus værge. Og Jomfru Ingeborg betroede sig til veninden, og efter almindelig rådslagning blev det bestemt, at de skulle giftes, når Hr. Preben efter sin hjemkomst havde gjort alt rede til hendes modtagelse. Der var ingen grund til at vente, og tiden var for usikker til udsættelse. Med henblik på den truende krigsfare agtede Hr. Johan desuden at forlade Jylland og drage til Havrelykke på Lolland, og når han forlod Lerbæk skulle Jomfru Ingeborg med pålideligt følgeskab rejse til Hr. Prebens gård for der at fejre brylluppet.
Da Hr. Preben ved borgporten tog afsked med sin forlovede, var hun sært vemodig; men han så det kun som et tegn på jomfruens oprigtige kærlighed.
“Vær glad, mit hjerte,” sagde han. “Det er kun et kort farvel; snart mødes vi igen for aldrig mere at skilles.”
“Ak nej,” sukkede Jomfru Ingeborg. “Jeg har en følelse af, at jeg aldrig mere skal få Jer at se.”
“Det ligger alene i Guds hånd,” svarede han, smittet af hendes alvor. “Men hvorfor skulle Han have bragt os sammen efter at have ført mig uskadt gennem så mange farer, for at skille os ad nu?” Og han tilføjede som i et øjebliks overmod: “Selv død vil jeg dog komme og bringe Jer bud derom, og det samme må I gøre.”
Derpå red han bort. Oppe ved skoven vendte han sig om og svingede sin hat. Hun stod endnu på samme sted. Så skjulte træerne dem for hinanden.
Der blev glæde i gården ved Hr. Prebens hjemkomst. Rygterne om den danske hær og dens hårde skæbne var også nået til denne afsides egn, og de var ikke blevet mindre grumme på deres lange og bugtede vej. Men nu var han, der stod dem nær, hel og uskadt hos dem, så tænkte man ikke på de tusindvis, som var blevet tilbage og havde fundet en ukendt grav i det fremmede.
Den sidste nyhed han havde at berette, bragte dog en smule malurt i glæden. To kvinder i ét hus er sjældent en lykke, og skønt hans svigerinde, Fru Malfred, var en rolig og forstandig kvinde, mærkede Hr. Preben dog en vis misstemning mod Jomfru Ingeborg, som pludselig skulle føres ind i deres kreds. Han skildrede hende imidlertid med så stor varme og levende farver, at Fru Malfred med sit rolige smil erklærede, at selvom Jomfru Ingeborg kun besad halvdelen af de fortrin og dyder, Hr. Preben så i hende, så var hun stadig en pryd for sit køn.
Misstemningen hos Hr. Prebens broder skyldtes en anden årsag. Hr. Anders havde aldrig forestillet sig, at broderen ville gifte sig, skønt der ikke var nogen grund til at antage det modsatte. Men han havde levet sig ind i den forestilling, at broderen ville forblive ugift og gården således helt og ubeskåret ville tilfalde Hr. Anders og dennes arvinger. Nu gjorde en fremmed indgreb i det, han havde vænnet sig til at betragte som sin gode ret, og det bragte forstyrrelser. Fru Malfred var dog nysgerrig efter at lære den nye husfælle at kende, og Hr. Anders fik andet at tænke på end sine skuffede forhåbninger.
En del af den danske hær drog op gennem Jylland til værn mod de fremrykkende kejserlige tropper, men syntes at have sat sig for at gøre rent bord, inden disse kom. De havde stormet Koldinghus, hvor kong Christian og Kristine Munk opholdt sig og kun med møje undslap. Mens deres fører sendte røvet bytte bort i hele skibsladninger, gjorde folkene deres bedste efter ringere mål. Egnen her lå afsides langt fra deres vej og var som følge deraf forskånet for deres besøg, men rygterne om deres fremfærd nåede dog hertil, og adelen holdt møder for at rådslå om, hvad der burde gøres, da kongen var for optaget af Fru Kirsten og hendes meritter til at vide råd og holde sine egne tropper i kort snor.
Imidlertid blev alt gjort rede til Jomfru Ingeborgs modtagelse, og da der fra Lerbæk var sendt bud om, at herskabet havde forladt gården for fra Horsens at drage over til Fyn, red Hr. Preben dagligt ned til landevejen og spejdede efter den vogn, der skulle bringe hans kommende brud. Men hver dag vendte han skuffet tilbage, og for hver dag voksede hans utålmodighed og uro. Han bebrejdede sig, at han ikke selv havde hentet hende fra Lerbæk, men nu kunne han intet gøre, for han vidste ikke, hvilken vej vognen ville komme.
En sen aften hvor alle på gården var gået til ro, sad Hr. Preben på sit kammer, ene med sine tanker og pint af sin tvungne uvirksomhed. Pludselig hørte han en vogn komme kørende ind ad borgporten og rasle hen over den toppede stenbro. Han lyttede. Nu standsede den. Det måtte være den længeventede! Men alt var stille; ingen rørte sig på gården. Han skulle netop til at ile ud, da døren åbnedes, og hendes velkendte skikkelse langsomt trådte ham imøde.
Han strakte armene ud imod hende. “Ingeborg!” udbrød han. “Gud være lovet, at I endelig kom, jeg har været så bange for, at der skulle være sket Jer noget, og bittert fortrudt at jeg ikke blev og tog Jer med mig.”
“Min tid er knap. Jeg kommer kun for at sige farvel,” lød svaret.
“Men hvad er der sket?” Han greb begge hendes hænder; de var kolde som is. Hendes ansigt var så blegt, og øjnene så dybe og mørke, som om der ingen bund var i dem.
Hun rystede vemodigt på hovedet. “Der er sket det, som skiller os her i livet. Vi mødes først igen i Evigheden.”
Grebet af en usigelig angst havde han sluppet hendes hænder og stirrede nu på hende som på et drømmesyn. Så bøjede hun tavs hovedet, vendte sig bort og skred ud ad døren. Der mærkedes et isnende vindpust, da den åbnedes og lukkedes efter hende. Straks efter kørte en vogn bort.
Hr. Preben stod som stivnet uden at sanse eller forstå. Så sank han ned i stolen, hvor han før havde siddet, og her fandt broderen ham den følgende morgen. Hans hår var blevet hvidt, og han smilede aldrig mere, men gik resten af sine dage gennem livet uden fuldt at være til stede.
Det vides ikke, hvor eller hvordan Jomfru Ingeborg havde fundet døden. Men historien fortæller, at den tredie nat efter Hr. Prebens død hørte de, der vågede ved hans kiste, en vogn køre ind i gården og lidt efter køre bort igen. Men der var intet at se.
Trykt i: Spøgelseshistorier fortællinger i ramme, 1914
Illustration: Louis Moe
Kort om Alex. Schumacher:
Født: Den 17. september 1853
Død: Den 18. marts 1932
“Spøgelseshistorier: Fortællinger i ramme” består af en række korte fortællinger indlagt i en rammefortælling, hvor en gruppe mænd sidder og fortæller historier. Denne her kaldes for “Spanieren”.
– De kender jo den engelske digter Alexander Pope?
– Nå, jeg kan se på Dem, at De hverken har læst den berømte ‘Røvede hårlok’ eller de øvrige poesier, som henrykkede hans landsmænd i det 18. århundrede.
– Om jeg har? Jeg må ærligt tilstå, nej. Men under mit sidste besøg i England, på et herresæde, faldt jeg over hans ‘Levned’ en kedsommelig regnvejrsdag, og deri fandt jeg denne historie.
Denne Mr. Pope var et udpræget forstands-menneske og som følge deraf en erklæret fjende af spøgelsehistorier og overtroiske forestillinger. Det ganske uagtet at the second sight eller synskhed er en udbredt evne i Skotland, og ethvert engelsk hus af nogenlunde respektabel alder har et ‘husspøgelse’ eller flere, som hænger ved skuepladsen for tidligere gerninger. Det skyldes måske også englændernes respekt for traditionen. Men skønt digter og englænder kunne Mr. Pope som sagt ikke udstå spøgelser og havde udtrykkeligt forbudt sit tyende så meget som at omtale emnet for ham, og truet enhver der gjorde det med øjeblikkelig afsked.
Nu var han netop flyttet ind i en ny lejlighed, tilmed i et hus hvis alder og indretning nok kunne tyde på, at skygger lurede i dets mange krinkelkroge. Han havde fulgt anbringelsen af møblerne i sine værelser, og i arbejdsværelset, der også skulle tjene som soveværelse, havde han egenhændig opstillet sin bogsamling og anbragt sine værker i smuk rækkefølge og ret iøjnefaldende.
Nu skulle han tilbringe den første nat i sin nye lejlighed. Døren var låst, lyset brændte i stagen ved sengen, og han havde lagt sig mageligt til rette med en bog for efter sædvane at læse sig i søvn. Hvilken bog omtaler historien ikke, men det har næppe været et af hans egne værker. Da han har ligget lidt, bliver han opmærksom på en lyd henne ved døren ind til værelset. Han ser derhen, og i samme øjeblik går døren op, og ind træder en skikkelse i gammel spansk dragt.
“Hvem er det?” råber Pope til skikkelsen, som har et mørkt og alvorligt udseende. Men spanieren lader som ingenting, går hen til bogreolen, tager Popes skrifter, det ene bind efter det andet, bladrer lidt i dem, og med et nederdrægtigt spottende smil sætter han dem på plads igen. Men, som digteren henne i sengen ærgerligt bemærker, omvendt med titlen nedefter.
Pope brummer og rømmer sig. Spanieren lader sig ikke forstyrre i sin stumme kritik, og da han endelig er færdig med bøgerne, går han hen til skrivebordet, tager et manuskript, som digteren har arbejdet på om aftenen, læser, bladrer i det, ryster af og til smilende på hovedet og bladrer videre.
“Det er dog for galt,” tænker digteren. “Min Herre,” siger han og rejser sig op i sengen, “når De vil besøge folk, skulle De vælge et mere passende tidspunkt.” Spanieren værdiger ham ikke et blik.
“Og når De kommer til fremmede folk, burde De iagttage simpel høflighed og ikke rode i andres papirer.” Spanieren bladrer roligt videre, med sit nedrige, spottende smil.
“I modsat fald,” bruser den krænkede digter ud, “i modsat fald er man i sin gode ret, når man tugter en så påtrængende person…” Og dermed springer han ud af sengen, griber sin kårde og farer hen mod spanieren. Denne sænker roligt hånden, hvori han holder papirerne, og idet han med det samme kolde, spottende smil ser på den iltre lille skrutryggede digter i natkjole og med nathue, åbner han med den anden hånd sin vams og viser Pope sit blottede bryst. Her ser digteren til sin skræk et gabende, blodigt sår. Forfærdet farer han tilbage og ringer på sin tjener. Den korte, skarpe klang af klokken lyder gennem det stille hus; men der kommer ingen. Han ringer igen. Forgæves. Spanieren lader sig ikke forstyrre. Han står ganske rolig ved skrivebordet og bladrer i papirerne.
“Min Herre,” siger Pope til sidst, “nu synes jeg det må være nok; er De ikke så god at gå Deres vej!” Spanieren nikker samtykkende og går langsomt og værdigt ud ad døren.
Helt fortumlet af det natlige eventyr går Pope igen i seng. Så kommer tjeneren endelig og spørger, hvad Herren ønsker?
“Mødte du ikke nogen?” spørger Pope.
“Jo, på trappen,” svarer tjeneren.
“Hvem var det? Hvordan så han ud?”
Tjeneren svarer ikke, men står forlegen.
“Svar, når jeg spørger dig!”
Tjeneren minder om Herrens forbud mod at omtale visse ting, men endelig rykker han ud med, at han har mødt spanieren, og at det er genfærdet af en spanier, som for mange år siden er blevet myrdet der i huset. Ingen har dristet sig til at omtale det på grund af Herrens strenge forbud.
“Det er godt,” siger Pope, “men bliv nu her resten af natten. Du kan ligge henne på sofaen.” Digteren falder i søvn, og da han om morgenen vågner, kalder han på sin tjener. Ingen svarer. Han ser hen på sofaen. Der ligger ingen tjener.
Nu bliver Pope vred. Han trækker i klokkestrengen. Der kommer nogen op ad trappen, banker på og tager i døren. Den er låst. Pope må stå ud af sengen og lukke op. Det er tjeneren.
“Hvorfor er du gået din vej?” spørger Pope.
“Hvad mener Herren. De ringede og her er jeg,” svarer tjeneren forbavset.
“Har du da ikke været her i nat, da du mødte spanieren?”
Tjeneren ryster på hovedet. “Spanieren?” gentager han.
“Ja, spanieren” svarer Pope, “som var herinde.”
Tjeneren ser tvivlende på sin Herre og minder ham om, at døren var låst indvendigt fra. “De må have drømt Herre,” han til sidst. “Drømt!” gentager Pope ærgerlig. “Står bøgerne da ikke omvendt henne i reolen, således som den uhøflige gæst stillede dem i nat?” Begge ser hen på reolen. Bøgerne står i den skønneste orden, præcist som Pope havde stillet dem den foregående dag. “Nu kan du gå,” siger Pope og klapper tjeneren på skulderen. “Jeg ville blot sætte dig på prøve, men du har bestået den til min fulde tilfredshed.”
Pope glemte dog aldrig den mærkelige drøm, der var så levende, at den nær havde fået ham selv til at tro på gengangere.
Trykt i: Spøgelseshistorier fortællinger i ramme, 1914
Illustration: Louis Moe
Kort om Alex. Schumacher:
Født: Den 17. september 1853
Død: Den 18. marts 1932
»Se, nu står det igen til salg, huset ved Christianshavns Kanal – din salig farbroders hus, Johanne! og det på endnu billigere vilkår« – sagde den unge snedkermester Frants en morgen til sin smukke kone, idet han lagde adresse-avisen på vuggen og så på den lille dreng, som endnu slumrede rolig og syntes at lege med Guds engle i drømme.
»Lad os slå det kære gamle hus rent af hovedet, bedste mand! – svarede den unge kone og lagde avisen på bordet uden at se på den – Tag over hovedet har vi jo dog, så længe Hr. Stork vil have tålmodighed med lejen. Havde vi kun brød til os selv og den lille velsignede Gudsengel der, når han nu snart vil begynde at kræve det, så måtte vi vel lade os nøje. Med al vor armod er vi måske dog endnu det lykkeligste ægtepar i byen – føjede hun mild og kærlig til – og vi må ret takke vor Gud, at han ikke lod den vide verden adskille os, men bragte dig sund og glad tilbage fra rejsen, og gav os kærlighed og styrke til at bære vort lille kors med tålmodighed.«
»Du er mig dog altid den samme fromme velsignede Johanne – sagde Frants og omfavnede den unge blomstrende moder, som mindede ham om et herligt Madonnabillede, han engang havde set på sine rejser – mig har du også gjort langt frommere og tålmodigere, end det ellers var min natur og sædvane. Men på dette elendige loftkammer kan jeg ikke længere udholde det. Her har jeg hverken lyst eller plads til at arbejde; skal jeg drive det til noget, må jeg have et ordentligt værksted og plads til at ånde og røre mig. Din salig farbroders hus ved kanalen var ret et hus for mig; der har jeg og den gamle mester sunget så mange lystige sange ved vor høvlebænk, og der ville jeg ret være så hjemlig og trøstig til mode. Det var jo også der, jeg så dig første gang. Der sad jeg siden hver aften hos dig i den lille dagligstue med det grønne panel, når jeg kom fra værkstedet med gamle mester Flok. Hver helligaften tog han så sølvbægeret frem af skabet i alkoven, og drak med mig på en glædelig fest. Og da mit svendestykke var færdigt, og den store smukke ligkiste stod til skue i værkstedet, husker du da hvor den gamle var glad, og hvor lyksalig du sank i mine arme, da han lagde din hånd i min over kisten og sagde: tag hende, Frants, og vær brav! Her skal du bo og bygge med hende engang, når jeg ligger i denne kiste og venter på en salig opstandelse.«
»Ak, det skete dog ikke – sukkede Johanne – Kisten står vist endnu der på loftet og forskrækker pigerne i mørke. Nu er det gamle kære hus jo endogså i vanrygte, og ingen vil mere leje eller købe det, siden de mange ulykkelige dødsfald.«
»Just det kan være vor lykke, Johanne! Derfor vil Hr. Stork nu sælge det så billigt og give et halvt års henstand på det hele. Inden et halvt år må det langvarige skifte jo være afsluttet, og vi får dog i det mindste så meget, at vi kan betale hvad vi skylder, så er huset vores, og med det skal du se er der lykke og velsignelse. At tre børn kan dø der i løbet af et halvt år af mæslinger og et par gamle folk af alderdom, deri er vist huset uskyldigt. At gadedrengene har hittet på at ridse ‘et forbandet hus’ på muren, det forskrækker kun de gamle koner i Vartov. For mig er og bliver det et velsignet hus, og vil Hr. Stork modtage mit bevis for købesummen, uden anden sikkerhed, end mit ærlige ansigt, så er huset mit idag, og vi kan flytte derind den dag imorgen.«
»Ak, kære mand, jeg vil så nødig, vi skulle komme i mere gæld til denne Hr. Stork; det er ingen god mand, må du tro, hvor venlig og høflig han endogså synes. Selv farbroder kunne jo aldrig ret lide ham, selvom han ikke kunne hade nogen Guds skabning på jorden. Men hver gang Hr. Stork kom og talte om handel og pengeudlån, blev han mørk og stille og gav mig vink om at gå ind på mit kammer.«
»Hr. Stork havde dengang et godt øje til dig, ved jeg nok – sagde Frants og smilede selvtilfreds – Men jeg var ham for heldig en medbejler. Det var en dårlighed af den gamle pebersvend; det er nu glemt, og den godhed, han havde for dig, er nu endogså gået over til mig. Han kræver mig jo aldrig for huslejen, gav mig endogså et nyt lån til barnedåben og viser mig mere artighed, end nogen anden.«
»Men den måde, hvorpå han ser på mig, Frants, er mig altid modbydelig, og jeg har ingen god tro til hans venlighed og bestandige tale om hans redelighed. Selv huset, han nu vil sælge, kom han næppe så ærlig til, som han siger, og de store fordringer, han har på min farbroders bo, har jeg aldrig hørt farbroder tale om. Gud ved hvad der bliver tilovers, når nu hver får sit; og alle holdt dog farbroder for en rig mand.«
»Det må skifteretten stå for – svarede Frants – Men jeg ved kun, at jeg er en tosse, om jeg ikke køber huset nu.«
»Sandt at sige, kære Frants! – sagde Johanne nu bønlig – Jeg er næsten lidt ængstelig for at flytte ind i det hus igen, hvor kær også hver krog der må være mig fra min barndom. Farbroders ulykkelige dødsmåde kan jeg dog aldrig ret forsone mig med, og hver gang jeg går over Langebro og ser de druknedes Dødningehus med de lave vinduer, føler jeg det altid, som om jeg er nødt til at gå hen og se derind, om han ligger der endnu og ikke kan komme i jorden, førend han kommer i sin rette kiste.«
»Spøger endnu de gamle ammestuehistorier i dit hoved, min Johanne! For din gode kære farbroder behøver vi vist ikke at frygte. Han ville dog kun bringe os lykke og velsignelse, hvis han endnu skulle være hos os på jorden. Men det er jeg nu ikke bange for; han var from og gudfrygtig, og der var vist intet i hans liv, som kunne forstyrre hans ro efter døden. At han forsætlig skulle have styrtet sig i vandet, som rygtet går, tror jeg ikke det mindste på. Havde jeg blot ikke været på min svenderejse og du hos din døende moster, så havde vi måske haft ham endnu. Hvor ofte har jeg ikke advaret ham mod at sejle alene på Kalleboe Strand! Men det ville han nu engang hver søndag. Så længe jeg var i hans lære, fulgte jeg jo altid med, og da jeg rejste, lovede han mig, at tage en sømand med sig for fremtiden.«
»Ak, det var en ulyksalig jul – sukkede Johanne – Først da man havde efterlyst ham i avisen og Hr. Stork havde genkendt ham i de druknedes hus og sørget for at begrave ham i stilhed som en selvmorder, først da fik jeg ulykken at vide, og han kom ikke engang i sin rette kiste og kun med nød og næppe i kristen jord.«
»Lad os nu ikke sørge længere, kære kone, over hvad der dog ikke stod i vor magt at forhindre! Men lad os til min fromme mesters erindring nu holde hans gamle hus i agt og ære, og befri det fra det tåbelige rygte, ved ubekymret at bo og bygge, hvor han har levet og arbejdet for os. Alt hvad han samlede og arbejdede for, var dog kun vor lykke og velstand.«
»Som du vil da, kære mand! sagde Johanne eftergivende, og tog den lille, som nu vågnede og strakte de små hænder op efter moderen, ud af vuggen. Gud vil nok bevare os og det uskyldige barn.«
Frants kyssede moder og barn, og tog nu sit blå arbejdsforklæde af og den gamle grønne rejsefrakke på, som ved Johannes flid var blevet ny og hel igen. Hun strøg de brune lokker tilbage fra hans pande og pillede omhyggelig et par dun af hans krave. »Gud være med dig!« sagde hun så og rakte ham barnet endnu engang til afsked. Nu greb han hastig den grønne kasket fra sømmet og gik ud for at afgøre huskøbet.
Tilfreds og glad kom han hjem, og næste dag flyttede den lille snedkerfamilie ind i mester Floks forrige hus ved Christianshavns Kanal. Det glædede Frants at se sin mesters gamle bohave, som han havde købt på auktionen, komme tilbage til sit gamle hjem, og det var ham ligesom lænestolen og dragkisten måtte glæde sig med ham.
Men brødkonen på hjørnet trak på skuldrene og beklagede det unge smukke ægtepar, som hun mente snart ville blive hjemsøgt af sygdom og ulykke, fordi fem lig på et halvt år var båret ud af huset, og hvor ofte man end havde overkalket den i muren indridsede skrift, kom den dog snart igen til syne. ‘Et forbandet hus’ stod der, som med rødkridt, og alle de gamle koner ved kanalen kaldte det en blodskrift. »Se kun til – sagde brødkonen på hjørnet til sin datter – inden året er ude, kommer der endnu et lig ud af huset.«
Snedker Frants havde nu travlt med at indrette sit værksted, og Johanne med at ordne alt i huset og give det den gamle kære skikkelse igen. Den lille dagligstue til gaden, med det grønne panel og med den gammeldags alkove, fik nu stole, bord og dragkiste på samme sted som i gamle dage. Farbroders lænestol blev også sat i kakkelovnskrogen ligesom før og syntes kun at vente på den gamle mesters tilbagekomst. Når de unge folk sad der om aftenen i tusmørket, mens ilden knitrede muntert i kakkelovnen og lyste gennem lågen ud på gulvet, savnede de ofte den gamle og talte om ham med vemod og kærlighed. Men Johanne så dog imellem lidt ængstelig hen på den ledige stol i krogen, og når månen skinnede ind på den gennem de små vinduesruder, var det hende undertiden ligesom han sad der endnu, men bleg og blodig og med dryppende våde lokker.
»Lad os tænde lys – sagde hun da – Barnet er uroligt, jeg må se, om der er noget, som trykker det«
En aften var der intet lys nede; det måtte hentes i kammeret på loftet. Hun tændte stumpen i lygten og gik ud, mens Frants vuggede barnet og ville lulle det til ro. Da hørte han et bulder på loftet, som af et faldende menneske, og han syntes Johanne havde skreget; han lod vuggen stå og for op ad loftstrappen efter hende. Der lå hun, med den slukkede lygte i hånden, bleg og afmægtig, ved ligkisten. Forfærdet bar han hende ned, fik tændt lys og bragt hende til live, mens han bekymret spurgte om hvad der var hændt hende.
»Ak, jeg er dog et stakkels frygtsomt barn – sagde Johanne og fattede sig – vær ikke bekymret for mig! Det var kun farbroders kiste, som forskrækkede mig. Jeg ville have bedt dig hente lysene; men jeg skammede mig, og da trækvinden blæste lyset ud i lygten deroppe, var det som en dødnings kolde åndepust rørte mig, jeg stødte i mørke på ligkisten og synes kistelåget hævede sig – og så tabte jeg sans og samling i min barnagtige forfærdelse.«
»Den kiste skal ikke forskrække dig oftere – sagde Frants – jeg sætter den til salg i morgen i avisen.« Den blev nu også udbudt; men når en køber meldte sig, var den enten altid for stor eller for lille.
En dag kom Hr. Stork med skødet på huset og købekontrakten. Han var en høj og svær mand, med et ansigt, som ingen velvilje indgød, skønt det næsten bestandig smilede, hvilket dog, når man så nøje efter, snarere lignede en slags krampe. Han gik gerne med en ildrød vest og klædte sig i det hele taget som en pebersvend, der går på frierfødder og gerne vil skjule sin alder. Han var den dag endnu mere venlig og forekommende, end sædvanlig, roste barnets skønhed og dets lighed med den smukke moder, og tilbød Frants et lån til at udbedre og forskønne sin nye bolig med, hvilket Frants dog ikke modtog, da huset netop var ham kærest i sin gamle skikkelse. Kun værkstedet ønskede han at udvide med det gamle pulterkammer ved enden af huset, hvortil døren var spærret, og som Hr. Stork for det første havde forbeholdt sig, da han brugte det til brændekammer og havde indgang dertil fra nabohuset, som han selv ejede og boede i.
Også heri var Hr. Stork meget føjelig; han lovede så snart muligt at lade kammeret rydde og indgangen til nabohuset mure til. »Hvis alle havde så ærlige og hæderlige naboer som jeg – føjede han høflig til – behøvedes der slet intet skillerum mellem husene.«
»Hvad har du dog mod den gode Hr. Stork? Johanne! – sagde Frants, da han var gået – Han er jo artigheden selv. Hvad kan han gøre ved, at han har den smule krampe i ansigtet?«
»Jeg ville dog hellere, vi havde en anden mand til nabo og intet med ham at gøre,« sagde Johanne og slog skodden for døren efter ham.
Frants arbejdede nu med lyst og med flid og stod til sent ud på aftenen i værkstedet, når der var et stykke arbejde, det hastede med, eller som han med særlig lyst og kærlighed ville gøre færdigt. Han ville gerne hæve sit håndværk til kunst, og arbejdede helst i de finere træsorter, hvoraf han kunne lave bohave med smukke former og kunstige prydelser. Dette var især siden hans svenderejse blevet hans kæreste lyst. Men hans armod tvang ham til at se på det nødvendige, og da han var kendt for at gøre smukke og gode ligkister, var dette hans sædvanligste syssel. Han gjorde undertiden i lang tid intet andet, for siden at have fred, når han fik i sinde at gøre et stykke til sin fornøjelse. Når han nu om aftenen stod og høvlede på træet til en ligkiste, faldt det ham ofte ind at tænke på al den sorg og bedrøvelse, hans arbejde ville bringe i det hus, hvorhen kisten skulle bæres, og det var ham en underlig tanke, at han måske kunne møde det menneske sundt og frisk imorgen på gaden, som han nu allerede hamrede ligkisten sammen til. Hvad om den måske var til dig selv eller din kone eller en af dine bedste venner, tænkte han videre. Han blev da beklemt og underlig til mode over sine egne tanker og over sin bedrøvelige gerning, og ønskede kun, han var så velhavende, at han ikke behøvede at lave ligkister mere.
En aften var intet sådan faldet ham ind, men han havde været så ivrig i sit arbejde, at han først mærkede, det var sent, da vægteren havde råbt tolv. Han ville endnu kun slå et søm i den store kiste, han stod med ved høvlebænken; da han syntes, nogen hviskede bag ved ham: »Hamrer og høvler du endnu? Til hvem er den kiste?«
Han tabte hammeren ud af hånden og så sig forfærdet om; men der var ingen. Det er de gamle dumme tanker, som spøger i mit hoved og nu får røst i den underlige midnat, tænkte han, men lod nu høvl og hammer hvile, og tog lyset for at gå til sit sovekammer; men lyset var nedbrændt og gik ud, før han kom til døren. I mørket forvildede han sig nu således i værkstedet, at han på enhver anden tid ville have leet over sig selv; thi hvorledes han så end vendte sig, kom han altid tilbage til den spærrede pulterkammerdør. Da det var sket tre gange, blev han stående og syntes noget rørte sig i pulterkammeret; gennem en sprække i døren syntes han at skimte glimtet af et lys, og han troede at høre en lyd som pjasken i vand med en karklud. Det er en underlig tid at vaske gulv på, tænkte han, idet han bankede stærkt på døren og spurgte højt: Hvem der var inde, og hvad man gjorde der så sent. Men i det samme forsvandt lyset, og der blev dødsstille.
Jeg må dog have taget fejl, sagde Frants ved sig selv og søgte at besinde sig og finde døren til sovekammeret; men nu faldt tanken ham ind om hans gamle mester, som jo var druknet, og som så ofte havde stået her og arbejdet med ham sent ud på natten; og det var ham ligesom høvlen skulle røre sig igen, hvor den gamle havde stået, og som om de endnu havde et arbejde at gøre sammen i denne verden.
Forvirret af disse underlige tanker, fandt han endelig døren og gik til sengs.
Kone og barn sov allerede sødelig, men Frants havde ingen ro for de besynderlige drømme. Han syntes den gamle mester Flok stod for ham og sagde: »Hvorfor kom jeg ikke i min kiste? Hvorfor kom jeg ikke i kristen jord? Søg og du skal finde! – Udslet forbandelsen, så den ikke skal ramme dig!«
Da han om morgenen vågnede, så han syg og bleg ud, og Johanne spurgte bekymret, om der var noget galt. Men han ville ikke ængste hende med sine drømmer og skammede sig selv derover. Jeg er med alle mine gode tanker om min styrke og min sunde forstand dog i grunden lidt nervesvag og overtroisk, sagde han til sig selv og glædede sig over Johannes og barnets sundhed og blomstrende udseende.
Han gik til sit arbejde og søgte at slå drømmen af hovedet, som en følge af hans nattevågen og ophidsede fantasi. Men nu ville intet arbejde lykkes for ham, og hans sædvanlige munterhed var borte. Tiden nærmede sig nu også, da huset skulle betales; men skiftet var endnu ikke sluttet, og han plagede sig med sorg for det daglige udkomme og frygt for den truende fremtid. Søg og du skal finde! tænkte han da tit og lod høvlen hvile. Bank og dig skal oplades! Men hos hvem skal jeg søge? På hvilken dør skal jeg banke? Hvorledes skal jeg udslette forbandelsen? Og hvilken forbandelse? Min gamle mester blev jo virkelig begravet i kristen jord; Johanne har jo besøgt hans grav og bragt blomster til den; at han ikke fik den kiste, der var ham bestemt, kan jeg jo ikke gøre ved eller ændre; men at der ingen velsignelse er ved hans hus, begynder jeg nu næsten at mærke.
Når han således var mismodig, gik han ofte ud for ikke at bedrøve den fromme Johanne med sin forstemthed. Men hun vidste jo, at han sørgede for at tjene penge, og at han ofte lod høvlen ligge af mismodighed. Hun så derfor gerne, han gik ud og adspredte sig; thi hun frygtede for hans noget aftagende sundhed. Selv søgte hun imidlertid ved syning og den smule, hun derved kunne tjene, at skjule de mangler, som mest måtte falde i øjnene i det daglige liv.
Gik Frants ene ud om aftenen, var hans gang som oftest over Langebro og forbi de druknedes Dødningehus. Hver gang han kom dertil, gik han langsommere og huskede på Johannes ord, og han syntes nu også, at det var ligesom han måtte se ind gennem de lave vinduer, om ikke den gamle mester lå der endnu og ventede på sin kiste. Men han gik dog altid forbi og gruede for at se derind. Når han så siden gik tilbage over broen, og månen skinnede venligt på skibene i bugten og på de hvide gavle og pakhuse ved bredderne, fik han gerne friskt mod igen, og det var ligesom om han kom hjem fra en lang rejse og nu skulle genfinde kone og barn, hus og hjem og alt, hvad hans hjerte glædede sig over, på den anden side af broen. Men når han så kom til sit hus og læste skriften på muren: ‘et forbandet hus’, tog han ofte en sten, og gned på det til han ikke længere kunne læse hvad der stod. Slet forbandelsen ud, hvis den ikke skal ramme dig! tænkte han; men næste dag stod den afskyelige indskrift der igen og syntes ligesom opfrisket og rødere.
Nu blev også barnet syg, og Johanne begyndte at græmme sig og frygte både for mandens og barnets liv; thi Frants blev for hver dag mere mismodig og bleg, som barnets sygdom tiltog og terminen tillige nærmede sig, da huset skulle betales.
En aften kom han hjem fra sin sædvanlige vandring. Johanne sad grædende ved barnets vugge, og der var en uro og ængstelighed over hende, som hun forgæves søgte at skjule.
Frants sad længe tavs i den gamle farbroders stol og stirrede på den bekymrede moder.
»Ja du havde ret – sagde han endelig og for op – det var dog bedre på vort loftkammer, end i dette ulyksalige hus. Sig mig kun hvad du tænker på, Johanne! Har doktoren været her? Hvad siger han om barnet?«
»Bliver det værre til natten – sukkede Johanne og pegede på bordet – så ligger der det sidste redningsmiddel.«
Frants tog recepten fra bordet og stirrede på de uforståelige latinske ord, som skulle han deri læse sin skæbne. Men bogstaverne svømmede forvildet for hans øjne i de bitre frembrudte tårer.
»Og imorgen – vedblev Johanne – imorgen er det en ulykkesdag. Ved du endnu ingen udvej til at betale Hr. Stork?«
»Nei, kone! Men det er kun en lille sorg imod denne,« sagde Frants og pegede på det hede stønnende barn. »Har du været i værkstedet? vedblev han efter et smerteligt ophold – Jeg har været flittigere, end du tror; men måske er det for os selv, jeg har arbejdet. Vores sidste ophold har jeg måske sørget for. Den store nye kiste er vel i stand til at rumme os alle.«
»O, var det blot så vel! – udbrød Johanne og omfavnede ham med hede tårer – Kunne vi alle tre blot følges ad til en bedre verden, hvad havde vi da at sørge over mere? Men adskille os vil man; imorgen bliver du kastet i fængsel, hvis du ikke kan betale Hr. Stork, og jeg sidder ene her med det døende barn.«
»Hvad siger du? I fængsel? Hvor ved du det fra? Har han været her og talt til dig derom? Til mig har han jo ikke sagt et ord, og dig vil han skræmme til døde med sådanne trusler?«
Nu fortalte Johanne hvorledes Hr. Stork i den senere tid ofte var kommet for at tale med Frants, som det hed, men altid når han var fraværende. Han havde da nogle gange slået sig til ro og sagt den unge kone plumpe smigrerier, beklaget hendes mands slette omstændigheder og lovet at hjælpe ham ud af al forlegenhed, når han hos den smukke kone kunne vente taknemlighed. Hun havde tiet dermed for Frants’ skyld og vidste endnu heller ikke ret hvad hun skulle tro om disse ytringer. Hun vovede heller ikke at fornærme den mægtige mand, skønt hun hver gang stod som på gløder i hans nærvær, og bestandig havde syslet med barnet for ikke at se på det modbydelige krampesmil i hans afskyelige ansigt. Men hver dag var han blevet dristigere og mere påtrængende, og da Johanne endelig med afsky forstod hvad hendes rene sjæl var for uskyldig til at se i dets hele afskyelighed, havde hendes oprørte følelse givet hende modet til at se ham rolig og kold i det smilende skurkeansigt med al en fornærmet hustrus værdighed. Hun havde behandlet ham med al den foragt, han fortjente, og han var gået bort med den trussel, at hvis hun talte et eneste ord om denne samtale til Frants, og ikke var kommet på andre tanker imorgen, da skulle Frants inden næste sol gik ned være hans gældsfange, og kunne da glæde sig over sin smukke kones troskab i fængslet.
»Nu vel! – sagde Frants rolig – Han har mig i sit garn; undgå ham kan jeg ikke, men nederdrægtigheden er for ussel til at bøje mig. Blind har jeg været, at jeg ikke så hvilket helvede der lå bag dette smil, og uforsigtig, at jeg indlod mig med den stemplede nidding. Men vil Gud kun bevare dig og barnet, skal jeg ikke tabe modet. Vær kun rolig, min Johanne!«
Det var blevet sent ud på natten. Barnet vågnede op i heftige feberrystelser, og Frants gik med recepten til apoteket
»Det sidste redningsmiddel – sukkede han – og hvis det nu slog fejl – hvem skal da trøste den arme Johanne, når jeg imorgen nat sidder i det mørke fængsel, og hun måske står ene og klæder barnet i ligskjorten. Og skal vi miste dig, lille venlige engel! Hvem skal da smile sorgløst til os i sorgen? Det var da den lyksalighed jeg drømte om i det gamle kære familiehus; ja man har ret, det er – forbandet.«
Apoteket var lukket; han havde givet recepten ind gennem den lille låge i døren og sad nu på stentrappen udenfor og ventede på de lægemidler, man tilberedte. Det var en skøn stjerneklar decembernat; men kulden gennemisnede den sørgende fader; så han hverken så måne eller stjerner, men stirrede mørkt og håbløs på de frosne brosten. Da gik vægteren forbi, hilste venlig og sagde: »god morgen!«
»Gud hjælpe mig for morgen er det – mumlede Frants – i min sjæl bliver det aldrig mere morgen, og denne iskolde vinternat knuger mig til graven.«
Fra tårnet slog klokken nu et, og vægteren sang med ren og klar stemme i de simple dybe toner:
Hjælp os, o Jesu kære,
vort kors i verden her
tålmodig at bære!
Der er ej frelser fler.
Frants hørte de fromme ord, og hans smerte opløste sig i vemod. En brændende tåre trillede over hans kind, han løftede sit hoved mod himlen, så den evige stjernepragt og uendelige ro foroven, og han foldede sine hænder og bad de sidste ord med i vægterens sang:
Ræk os din hånd, o frelsermand!
Så bliver byrden let.
Nu gik lågen op på apotekdøren. Frants modtog en lille flaske med dråber, gav sin sidste skærv derfor og ilede håbefuld og styrket til sit hjem; thi det var ligesom en overmenneskelig magt havde hævet hans sjæl og lettet byrden, som kuede ham til jorden.
»Har du også hørt hvad vægteren sang, Johanne! – spurgte Frants, da han trådte ind i den lille grønne stue og så moderen sidde smilende ved vuggen – eller var det dig selv, som sang for mig i natten om hånden fra oven, som skulle lette vor byrde?«
»Tys, han er faldet i en mild og rolig søvn – hviskede Johanne og pegede på barnet – du skal se, det bliver alt sammen godt endnu. Sæt kun den flaske hen! Gud kan nok hjælpe foruden.«
»Hvad er hændt dig, Johanne! dit øje glinser jo så mildt og roligt, som en engel fra himlen havde været hos dig og forkyndet dig et saligt evangelium.«
»Ja, et saligt evangelium er ligesom nedfaldet til mig fra himlen – svarede Johanne og pegede hen på en gammel bibel, som lå opslået på bordet – Se! Det er salig farbroders gamle familiebibel, den har jeg ikke set siden han døde, og – Gud forlade mig det! Jeg har i lang tid ikke tænkt på, at den kunne trøste mig. Den lå i lønskabet i alkoven og faldt just i min hånd, da jeg greb efter et klæde, for at tørre mine tårer. Og se, den har trøstet og beroliget min sjæl. Hvad der så end sker, Frants, om døden og menneskene også tager al glæden fra os i verden, så er Herren dog med os alle dage indtil verdens ende, og vi skal være hos ham engang og ingen skal mere tage vor glæde fra os.«
Frants foldede sine hænder og læste, hvor Johanne havde slået op.
I den gamle sølvbeslagne spænde-bibel lå nogle løse papirer og skrevne blade, som han lagde til side uden at læse dem, da han så, det var kun regninger og kvitteringer. Men med begærlighed gennemså han nu de første skrevne blade i den gamle familiebog, som indeholdt den ærlige mester Floks hele slægtsregister, med indstrøede fromme tanker og ønsker for fremtiden, og endelig en slags dagbog over det sidste år af hans liv. Jo længere han læste, jo opmærksommere blev han, og Johanne så urolig på de sælsomme bevægelser i hans ansigt. Til sidst for han op og råbte: »Det er skrækkeligt, Johanne! Det er skrækkeligt! Man har stræbt din farbroder efter livet, se, her står det. Det er skrevet med hans egen skælvende hånd, men dunkelt og gådefuldt, hør hvad her står!« Og nu satte han sig og læste:
»Gud gøre mine fjenders onde anslag til intet! – Hvorfor gav jeg mit guld i den uretfærdiges hånd, og mit liv i rovdyrets kløer? – Mit gods har han ranet med list – min tunge har han bundet med ed – og mit liv har han truet i løndom. Men forbandet være mit gods i den uretfærdiges hånd, og forbandet det hus, hvori han sætter sin fod! – Vel er der en tid, hvori et menneske hersker over et andet, sig selv til ulykke; – men et menneske har ikke magt over ånden, at forhindre ånden, og ingen magt på dødens dag.«
»Hvad er dette – sagde Frants og stod forfærdet op – Hvem er den dødsfjende, han taler om og ikke tør nævne? I hvis hånd kom hans gods og hans hus? – Den samme er det, som har bundet hans tunge med ed og truet hans liv i løndom. Hvem har vidnet for os og verden, at han er druknet og fundet i Dødningehuset? Hvem har derfra begravet ham i stilhed som en selvmorder? – Hvor mange ulykkelige bares ikke did, som ingen ven kendte mere på det forknuste opsvulmede ansigt? – Og hvis vidnesbyrd har vi for at det var ham? – Hans ben ligger os måske nærmere, end vi tror. Søg og du skal finde – var det ikke sådan du sagde gamle mester! – Hvorfor kom jeg ikke i min kiste? – Hvorfor kom jeg ikke i kristen jord? – Ti stille, gamle! du kan komme det endnu. – Hvad siger du om pulterkammeret? Johanne! Hvem vasker gulv ved midnat, når vi andre sover? Før solen står op, skal jeg have gennemrodet den lukkede morderhule som en muldvarp.«
»Ak, bedste kæreste mand, hvilken skrækkelig mistanke! Jeg forstår ikke det halve af hvad du siger; men hvad jeg aner og tænker er grueligt.«
»Se vort barn, Johanne! Det sover roligt og smiler til os i drømme. Jeg er på vej til at udslette forbandelsen, og velsignelsen kommer os allerede i møde.«
»Jeg vil våge ved barnets vugge; gør du i Guds navn hvad du kan og må,« sagde Johanne; og Frants tændte tavs lygten og gik til værkstedet. Der tog han økse og brækkejern og gik til pulterkammerdøren. Kammeret er mit eget – sagde han ved sig selv – Hvem vil forbyde mig at bryde det op? Han satte brækkejernet til, og det var sket. Lidt ængstelig åbnede han døren; men da han trådte ind, blev han rolig og begyndte trøstig sin natlige gerning. Han lyste med lygten på hver en plet på mur og på gulv; men der var intet som nærede hans mistanke. Nogle sække med brænde stod i en krog; dem rystede han, og hver pind syntes ham mistænkelig som et dødningeben; men han fandt intet spor af hvad han søgte. Kammeret var ryddet og nylig vasket og rengjort. Nu begyndte han på at brække gulvet op. Da syntes det ham, en hånd greb i døren til naboens hus. Han tog forsigtig lygten i den venstre hånd og holdt fast om økseskaftet med den højre. »Har nogen lyst til at hjælpe mig« – sagde han halvhøjt – men der kom ingen. Frants satte lygten fra sig igen og begyndte på ny at hamre og håndtere med brædderne; uden selv ret at vide hvorfor begyndte han nu tillige at fløjte en sang, som hans gamle mester altid plejede at nynne, når han arbejdede. Men Frants havde ikke hamret og fløjtet ret længe, førend det greb i døren igen. Nu tog han lygten og øksen og rejste sig – i det samme gik døren op og en høj hvid skikkelse trådte ham langsomt i møde, med et åsyn som fra fordømmelsens bolig.
»Har du ikke hamret af endnu? Gamle mester, vil du da høvle og hamre her til dommedag? – Får den vise ej i evighed ende?« – sagde en hul velkendt stemme, og Frants genkendte med forfærdelse den blege forvildede søvngænger, som med stift opspilede øjne og forvildet hår kom afklædt og nøgen fra sit sovekammer.
»Hvor lagde du mine ben? – sagde Frants, som grebet af vanvid – Hvorfor kom jeg ikke i min kiste? Hvorfor kom jeg ikke i kristen jord?«
»Dine ben er vel forvarede – svarede den blege frygtelige drømmer – Under mit pæretræ skal ingen forstyrre dem.«
»Men hvem begravede du i mit navn, som selvmorder, da du stjal min ære i døden?« – spurgte Frants videre og forfærdedes selv ved at høre sin stemme; thi det var som om hans gamle mester talte ud af ham.
»Det var jo tiggeren – svarede den blege synder og fordrejede ansigtet krampagtigt – Det var jo den fremmede tigger, som du gav din gamle grå kappe – men jeg jog ham fra min trappe julenat.«
»Hvor han lå, skal du rådne; ved hans side skal du møde mig på dommedag« – sagde Frants, og vidste ikke selv hvad han sagde; thi han var ikke længere sig selv bevidst, men hørte ligesom den afdødes stemme tale igennem sig.
Da hørte han et rædselskrig og stod alene med lygten og den hævede økse i hånden; men den hylende skikkelse var forsvundet tilbage, hvor den kom fra.
»Var det en drøm? – sagde Frants – eller var jeg afsindig? – Er der blod på min Økse? – Nej, endnu er den ren; men bort, bort fra denne morderhule – nu ved jeg hvor jeg skal finde, hvad jeg søger.«
Han gik tilbage til Johanne, som sad stille hos det slumrende barn og læste i den hellige skrift.
Frants tav med hvad der var hændt, og hun gruede for at spørge ham derom. Han bad hende kun hvile sig til det blev dag, mens han vågede ved barnets vugge. »Endnu har jeg kun dunkle formodninger – sagde han – men imorgen vil meget måske blive klart.«
Han gennemlæste nu nøjere de skrevne bibelblade og den gamle mesters efterladte papirer, som han næste dag bragte til retten, hvor han bad om at få alting lovligt undersøgt.
»Sagde jeg det ikke nok, at der ville komme lig ud af huset inden året var omme« – sagde den gamle brødkone på hjørnet til sin datter, da, tre dage efter, en smuk sort kiste, med passer og vinkelmål over kors på låget, blev båret ud af snedker Frants’ hus. Den var ledsaget af Frants og hele det hæderlige snedkerlaug, alle i sorte klæder og med deres kårder ved siden.
»Det skal jo være den gamle snedkermester Flok, som nu først bliver virkelig begravet – sagde brødkonens datter – Så var det dog virkelig hans knogler, man fandt under træet i naboens have?«
»Ja, det har jo den unge mester Frants bevist for retten« – tog en fiskerkone ordet, idet hun satte sin kurv ned på fortorvet og satte sig på hanken, for i magelighed at betragte ligfølget – »Se, der går han den unge smukke mester – vedblev hun – nu kan man dog for fremtiden tjene en skillingspenge hos ham, siden hus og gods er hans, og den gamle gerrige Stork får en lang næse.«
»Og måske en lang hals med – sagde kældermanden – hvis det ellers er sandt hvad man siger, at han hemmelig har taget den ærlige mester Flok af dage.«
»Det har jeg længe tænkt, at den karl blev hængt engang – sagde brødkonen – han købte jo aldrig for to skilling brød hos mig uden han ville have for den tredie i tilgift.«
»Havde man kun fat på ham – sagde kældermanden – i tre dage har ingen set ham i byen.«
Juleaften sad en lille lykkelig familie i snedkermester Floks forrige hus ved kanalen. Barnet sad sundt og friskt på den skønne moders skød, og den unge mester Frants fyldte glad og stille det gamle familiebæger med vin. »En lyksalig jul, min Johanne! – sagde han rørt – det så det ikke ud til for fjorten dage siden. Nu sidder vi som velhavende unge folk her i vort eget lille hus, ligesom din gode salig farbroder havde tiltænkt os det. Nu behøver jeg ikke mere at hamre ligkister sammen ved midnat, men kan lave smukke stole og kommoder til lykkelige nygifte folk, kan holde svende og drenge i værkstedet og have en glad aften ved hver højtid. Og nu har du fred, gamle mester! – føjede han højtidelig til og så hen på stolen i kakkelovnskrogen, som om han sad der endnu – Du har taget forbandelsen fra huset og givet os din velsignelse; derfor skal dit minde være velsignet iblandt os. Gud give dig en salig opstandelse!«
Pulterkammerdøren havde Frants ladet tilmure og han lod værkstedet blive som det var i den gamle mesters tid. Den indridsede skrift på muren havde han ladet overhvidte og den var ikke kommet til syne igen.
Da han nu næste gang gik over Langebro og kom forbi de druknedes Dødningehus, gik han rolig hen til vinduet og sagde ved sig selv: nu kan du gerne se derind; gamle mester Flok ligger der ikke og venter på sin kiste. Men forfærdet for han tilbage; thi et blåt opsvulmet dødningeansigt stirrede på ham med opspilede øjne, og han genkendte i de afskyelige fordrejede træk den forsvundne Storks skrækkelige morderansigt.
»Så har du da givet dig selv det endeligt, som du løj min myrdede uskyldige mester til – sagde Frants – Intet menneske savner dig i verden uden bøddelen, hvis økse du undveg. Dog begravet skal du blive. Din kiste har jeg høvlet på, da du lagde planer for at lægge mig i graven. Gud være din syndige sjæl nådig!«
Frants lod ham i stilhed begrave og gav ham den kiste, han havde troet var til ham selv, da han for få uger siden stod modløs i sit værksted og ingen redning så i sin store nød og jammer.
Lykke og velsignelse syntes nu at have hjemme i hans hus og være med ham i al hans gerning. Den gamle mesters bibel kom ofte ned fra hylden og svalede det stille fromme ægtepar med de evige forjættelser, mens den tillige mindede dem om, at al denne verdens lykke og glæde dog var forgængelig. Kom en prøvestund da imellem de gode dage, og blev det stundom også de lykkeliges lod at sørge ved en kær vens bortgang eller våge en kummerfuld nat ved et elsket barns sygeleje, så forsagede de dog ikke, men rakte kærligt hinanden hånden over bibelen og håbede. Når da vægteren sang:
Hjælp os, o Jesu kære,
vort kors i verden her
tålmodig at bære!
Der er ej frelser fler.
da tænkte Frants på den nat, hvor han sad håbløs og fortvivlet på apotektrappen og ventede på det sidste redningsmiddel, som dog Gud gjorde overflødigt. Han måtte da altid istemme de sidste ord af sangen:
Ræk os din hånd, o frelsermand!
Så bliver byrden let.
By Ukendt – Illustreret Tidende, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=10315956
“Jeg bryder mig ikke om at fortælle dig, hvad det var, Georg. Det er desuden komplet latterligt at dvæle ved en hallucination, ligeså dumt som at fortælle drømme, men det var satans ubehageligt, og to nætter i træk har jeg ikke lukket et øje.”
“Kære Kurt, som vært må jeg beklage, at du den første gang, du besøger mig efter at skæbnen har gjort mig til herre på Osthausen, skal blive forulempet af husspøgelser, der absolut ikke står under min kommando og hvis optræden er mig særdeles ubehagelig, ikke mindst fordi deres uvæsen går ud over en kær ven og trofast regimentskammerat, som du. Men hvad skal jeg gøre?”
Grev Georg V. Stollberg til Osthausen lænede sig betænkeligt tilbage i den lette pürschvogn, der førte ham og hans ungdomsven oberst Kurt v. Koscielski på inspektionstur rundt på ejendommen Osthausens frugtbare og vidtstrakte enemærker.
Georg V. Stollberg var oprindelig en fattig officers søn, som i sit halvtredsindstyvende år helt uventet ved en fjern slægtnings død arvede godset Osthausen i Østprøjsen, som han straks tiltrådte, og hvor han og hans hustru besluttede sig for at henleve resten af deres dage i landlig ro.
Koscielski, grev Georgs ungdomsven, havde nu i to dage været gæst på Osthausen. Som en kær ven var han blevet indlogeret i slottets fineste gæsteværelse, og i to nætter havde han ikke lukket et øje på grund af et ganske usædvanlig nederdrægtigt spøgeri.
Der er naturligvis ingen dannede og oplyste mennesker i vore dage, der tror på spøgelser, man kan tro på verdensfreden, på den gule fare, på spiritisme og pavens ufejlbarlighed, men på spøgelser tror man ikke – punktum!
Hverken grev Stollberg eller oberst Koscielski troede på spøgelser, og obersten skammede sig ved at tilstå, at han havde været uhyggeligt til mode. Hvad han havde set, ville han ikke fortælle.
“Jeg ønsker ikke, ser du” sagde han, “at Gud og hvermand skal løbe rundt og fortælle om mig og spøgelserne, jeg ønsker ikke, at min hallucination skal fæstne sig og blive tradition. Den skyldes rimeligvis din fortræffelige Asmanhäuser og den Strassburger gåseleverpostej en Croute som din elskværdige hustru beværtede mig med til middag første dag, jeg var her. Anden nat er hallucinationen allerede blevet stationær i min hjerne, og jeg er overbevist om, at den kommer igen i aften.”
Grev Stollberg rystede på hovedet. “Et sted må den jo komme fra. Erindrer du ikke, at du har hørt noget lignende?”
“Hvor skulle jeg vide det. I mit lange liv har jeg naturligvis hørt et utal af røverhistorier, der kommer igen, nu da min pligtopfyldende mave desværre ikke mere fungerer programmæssigt, og jeg, som alle stakler der har passeret de halvthundrede, må købe livets glæde med opofrelse af fred og ro for min konstitution. Det er ørkenløst at diskutere dette. Der står desuden en råbuk ude på engen. Den skal skydes.”
Så kørte de ud til bukken, og obersten skød den lige på bladet. “Skyde kan man da endnu,” lo han kort. Så kørte de hjem med bukken.
Obersten tog forsigtigt til maden: en aldeles fortrindelig ret, bækforeller i Bellevue fristede ham dog over evne, og den Asmanhäuser der lå i Osthausens kælder var mere, end en kommandør kunne stå for.
Han lukkede ikke et øje hele natten. Spøgeriet var om muligt værre end de to foregående nætter.
Ved frokost næste dag blev det bestemt, at han skulle have et andet værelse. Det fik han, men snakken gik i krogene på slottet, en stuepige sagde op og den gamle portvogter fortalte historier så hårene rejste sig på personalets hoveder.
Oberst Koscielski ærgrede sig og grev Stollberg ville absolut ligge i Det Røde Værelse, men fik ikke lov til det af sin kone. Så måtte han naturligvis opgive det. Uindskrænket herre i sit hus var selv ikke greven af Stollberg-Osthausen. Men han ærgrede sig med Koscielski over det fordømte spøgeri, der gjorde ham latterlig og hans tjenestefolk kulrede.
Og så kunne han ikke engang få at vide, hvad det var. For det ville Koscielski ikke ud med.
Den fjerde nat sov obersten som en sten i et værelse i hovedfløjen og betragtede det som en personlig fornærmelse, når nogen talte til ham om spøgeriet.
Men grev Stollberg ville have rede på det. “Det kan jo ikke nytte noget at kommandere nogen derop;” sagde han, “når du, Kurt, som jeg uden blinken turde have ladet sove i værelse sammen med min salige svigermor, må give op, så er ævret jo opgivet.”
Obersten grundede. “Jeg har en idé. Jeg har en sagfører i Berlin, hr. West, en djævel af en jurist, der er mig dyrbar, fordi han altid snyder min kontrapart så meget, at jeg kan stå ved det, selvom han flår mig til skindet. Lad os skrive efter ham. Han er født berliner, har aldrig været udenfor byen, aner formentlig ikke hvad et spøgelse er. Han er 34 år, kan spise granatstumper og drikke nitroglycerin til, sådan en mave har karlen, og han tror hverken på Vorherre eller Fanden. Lad os skrive efter ham. Du kan stole på, at han skal konfirmere spøgelserne, så de aldrig viser sig mere.”
“Er der flere end et?” spurgte Stollberg med et smil. Obersten tav.
De skrev efter overretssagfører Hans West, Dr. Juris., Mittelstrasse 4, Parterre. Og sagføreren kom. Det hed sig, at det gjaldt en grænseregulering, og for en fed proces rejste Dr. West gerne til Honolulu. Altså kom han.
“Donnervetter, det kalder jeg et anstændigt lokale,” sagde Dr. West, da han efter et solidt aftenmåltid blev ført op i Det Røde Værelse af kammertjeneren, der stod lidt bleg og skælvende med en sølvlysestage i sin hånd. “Et anstændigt lokale.”
Kammertjeneren skævede til krogene, men sagde ikke noget. Det var forbudt at sige et ord om spøgelser til Dr. West. Og skønt det kneb tav tjeneren ganske stille.
Han gik, og West blev alene i det store værelse. Han underkastede det en meget indgående undersøgelse, hvoraf det foreløbige resultat blev, at han, der oprindeligt havde bestemt at tage et salær på 300 Mark for konsultationen i det ikke særligt indviklede skel-spørgsmål, besluttede sig på forhånd for at sætte salæret op til 500 Mark. Så hertugeligt var lokalet.
Det Røde Værelse lå i den sydlige sidefløj af slottet Osthausen, en gammel trefløjet bygning, der stammede fra ridderordenens første dage, opført af sandsten og granit med to etager og et spidst tegltækket tag. Værelset var beliggende på første etage, med et stort, bredt vindue mod syd, seks alen til loft, med bjælkelag i loftet og parketgulv af pommersk eg. Det havde sin største længde indefter i dybden, og på endevæggen stod en stor himmelseng med et dybtrødt silkedamask forhæng.
Møblerne var beklædt med silkedamask, og værelset dannede fløjens yderste rum, dog uden vindue mod vest. Langs den ene væg løb korridoren, og med en dør stod værelset i forbindelse med et stort rummeligt billiardværelse.
Yderst herskabeligt var det hele, og det behagede Dr. West ganske overmåde. Han var sin klient, oberst Koscielski overmåde taknemmelig for den nye forretning, og lovede sig en del af fremtiden.
Det var rare mennesker, disse Stollbergs, et fortræffeligt køkken og en kælder, der var hævet over enhver kritik. Dr. West var berliner, købmandssøn og ganske bevandret i køkkenet og kælderens mysterier, en materialist af reneste vand med en gane, som fakultetet ærede og hans kollegaer med ærefrygt bøjede sig for.
Dr. West klædte sig af og gik i seng. Det var en dejlig seng. Dr. West lå og legede himmelspjæt med sig selv, indtil han blev betænkelig ved legen ved mindet om en farseret kalkun, der var bragt til hvile med en Macon, som Adlon Dressler ikke kunne have præsteret for betaling.
Herregård er nu alligevel herregård. At ligge i denne store, dejlige himmelseng, hvor generationer af tapre Stollberg’ere har hvilet deres trætte lemmer, eller – dejlige Stollberg’inder har udstrakt deres slanke legemer.
Dr. West drømte – stærke Stollberg’ere, slanke Stollberg’inder. Susen i de store egekroner udenfor vinduet, månens romantiske stråleskær ind ad det store buede vindue – 600 Mark mindst for konsultationen, farseret kalkun og en Macon, der gled hen over hans tunge. Alt imens sengen vippede let under ham. –
Herligt!
Men hvad mon det kunne være – en kat? Der kunne naturligvis godt være katte på en herregård, der var overvejende sandsynlighed for, at der var katte, eftersom der sikkert var rotter og mus i hobetal. Men dette var en ganske nederdrægtig udholdende, generende og nervepågående kat.
Og så mjavede den ikke. Den græd ganske svagt, pibende, som et lille barn i nød. Den blev ved, klagende, klynkende, pibende, lige som om dens hale var i klemme. Satans til kat.
Dr. West slog øjnene op og så sig om i stuen. Tårnuret sang tolv med dump brummende bas – midnatstimen.
Det var Dr. West knusende ligegyldigt, han gik sjældent til ro før kl. to hjemme i Berlin, men denne forbandede kat. Så hjerteskærende den græd. Han kom til at tænke på sin først aktionssag, hvor det lykkedes ham at overbevise en hotelstuepige om et barnemord. Forhørsdommeren troede på hendes uskyld, lægerne vidste hverken ud eller ind, mordet var halvandet år gammelt, inden de fandt barnets lig. Han havde bevist det hele så klart, så upåklageligt sikkert, at pigen blev dømt fra sin hals. Hun havde også et lille barn, et lille et der var oppe hos hende i arresten, indtil de fandt et plejested. Det barn havde grædt, pebet ligeså ynkeligt som denne forbandede kat.
Dr. West lod blikket svæve rundt i det store værelse. Hvad fanden var dog dette her. Hvordan var det den stue så ud. Skulle han virkelig have drukket for meget Macon. Umuligt, han var indvendigt glaseret.
Men ligemeget, væggen for enden af værelset lige ud for hans seng, var før beklædt med et rødt mønstret tapet som sengomhæng og møbler. Nu var tapetet borte og for enden af hans seng gabte en stor stærk jernbeslået dør i spidsbuestil ham i møde.
Dr. West hadede uklarhed. Katten peb bag døren. Døren gloede ham i ansigtet, altså op og løs derpå.
Med et sæt var han oppe, månens stråler faldt klart og skarpt gennem vinduet, men månelyset er bedragerisk, altså kunstigt lys til hjælp. Han strøg en tændstik og tændte et af lysene i stagen. Således væbnet gik han hen over gulvet mod endevæggen.
Katten peb ikke mere, døren var borte, det damaskmønstrede tapet lod sig roligt beføle, det lød ikke engang hult, når West dunkede på væggen. Han noterede Macon farligt for nattero og lod honoraret vokse til 700 Mark. Desuden frøs han om benene og listede i seng, denne gang med mindre følelse af velvære. Sengen knirkede og værelset var alligevel for stort for en mand.
Han pustede lyset ud. Katten peb igen – det var en barnerøst, hjælpeløs, fortvivlet, ynkværdig, forbistret, væmmelig, irriterende …
Og der var jerndøren igen.
West satte sig op og begyndte at tænke på spøgelser. Det vil for et moderne kultiveret menneske sige på hallucinationer. Han var hallucineret – det havde han ikke prøvet før; altså løs og se hvorvidt det ville gå.
Det gik temmelig vidt.
Den stærke, jernbeslåede dør åbnede sig knirkende på sine hængsler, og på tærsklen stod en hvidklædt kvinde og viftede med et luftigt slør, ganske langsomt, usigelig vemodigt, men dog indtrængende.
“Det var en nydelig historie,” tænkte West. “Godaften, Deres Nåde” sagde han højt, “tør jeg spørge, hvad jeg kan være til tjeneste med?”
Den hvide skikkelse rørte sig ikke, men den nikkede og viftede en to – en to – en to – ligesom på maskine.
“De må undskylde Deres Nåde,” sagde West, “men jeg har ikke lært døvstummesproget.” Nu syntes han, det var frygteligt morsomt med den hallucination, men det kildrede ham ligegodt lidt langs rygraden.
Barnet peb og jamrede sig – det måtte være inde bag moderen – for det var moder og barn naturligvis. Barnet sørgede for den vokale afdeling af underholdningen, mens moderen tog sig af det mimisk-koreografiske.
“Tror Deres Nåde ikke, De kunne få den lille til at tie,” sagde West. Et forfærdeligt blegt ansigt med et blik, der skar dybt ind i hans, stirrede mod ham, mens skikkelsen nikkede en to – en to.
Det måtte være moderen fra barnemordssagen, Martha Hubert. “Er det Martha?” spurgte West. Skikkelsen rystede på hovedet. Hun lod sig altså konversere. –
“Deres Nåde må undskylde at jeg viser mig i nattøj,” sagde West. “Nu står jeg op – jeg har ingen bukser på, men generer det Deres Nåde kan De jo vende ryggen til så længe. Mine pantelons hænger henne på stolen.”
West stod op – han trak i benklæderne med ryggen vendt mod jerndøren, dog følte han hvorledes skikkelsens blik brændte i hans ryg og hvorledes den bevægede sløret en to – en to. Og barnet jamrede sig ustandseligt.
Så tændte han lyset og gik hen ad gulvet halvt påklædt.
Bums – muren med damaskbrokade, ikke spor af jerndør, barn, nåde, slør eller noget som helst.
Dette er en hallucination, tænkte West og tændte en cigar. Et ualmindeligt mærkværdigt tilfælde, der vel nok direkte kunne føres tilbage til farseret kalkun, Macon kl. 10 om aftenen, en jernbanerejse, måneskin, en kat, en barnemordsproces og et gammelt slotsværelse. Men det var ligegodt mærkværdigt.
Han borede blikket i muren – lyset viftede i hans hånd. Han pustede det ud, og i det samme drejede han sig skarpt med front mod væggen. Ganske rigtigt, der var jerndøren igen.
Han koncentrerede alle sine tanker på skikkelsen fra før, på barnets jamren og trådte fast i gulvet med begge fødder. Ganske rigtigt døren gik op, skikkelsen stod der, barnet jamrede, hele historien forfra igen. Han gik fremad mod døren. Det var ligesom om de veg og veg. Så rendte han på muren og det hele var forbi. Klokken slog et.
“Det skal nok passe,” sagde West. “Programmæssigt spøgeri fra kl. 12 til 1, værså artig, træd nærmere mine herskaber. Uigenkaldeligt sidste forestilling. Slutter på slaget et.”
Barnet jamrede sig endnu bag muren. Den forelskede kat var den eneste realitet i optrinet.
Det bankede på døren.
“Så, det manglede sgu bare,” sagde West. “Nu begynder de fra den anden side. Gener Dem ikke, træd nærmere.” Det var formodentlig afdelingen for herrer. Nu stod konsultationen i 800 mark, ikke en skilling mindre.
Døren gik op, og ind trådte en høj skikkelse iført slåbrok med et lys i hånden. Det var oberst Koscielski. “Så de det?” spurgte han.
West lo. “Ja Deres højvelbårenhed. De kan bande på, jeg så det.”
“Jerndøren. Den hvidklædte kvinde?”
“Ja og barnet – det vil sige, det hørte jeg kun – men ellers forløb det hele programmæssigt.”
Obersten rystede på hovedet. “Skal vi drikke en whisky og en apollinaris til en let cigar? – Dette er besynderligt – højest besynderligt.”
De røg og de drak, og klokken blev halv tre, den blev halv fire. Whiskyflasken blev tom, obersten blev fuld, og Dr. West stod først op kl. 10 den næste morgen med frygtelige tømmermænd.
Efter frokost holdt grev Stollberg krigsråd. Dr. West aflagde rapport om nattens begivenheder, og oberst Koscielski sad ved siden af og rystede på hovedet.
“Ja, hr. doktor,” sagde grev Stollberg – “Jeg kan lige så godt tilstå det. Det var den egentlige hensigt med at tilkalde Dem, at undersøge denne mærkelige sag.”
Dr. West rømmede sig og tænkte aha – salæret voksede til 1000 Mark. Men han sagde ikke noget.
Greven fortsatte: “De har altså oplevet ganske det samme som min ven oberst Koscielski; tror De på spøgeri?”
“Det falder mig ikke ind,” sagde Dr. West med et halvfornærmet udtryk. “Det er jo tåbeligt.”
“Godt,” fortsatte greven – “De anede ikke noget om dette?”
“Ikke det fjerneste,” sagde West.
“Og dog har De oplevet alt dette. Det er besynderligt. Hvad vil De foreslå?”
West smilede. “Mindre farseret kalkun, og mindre Macon i aften. Så prøver jeg det endnu en gang.”
Obersten rystede på hovedet. “Det er der naturligvis ikke det mindste i vejen for; men det vil gå Dem, som det gik mig. De vil blive hallucineret uden – jeg blev det. Det var den fordømte kat, vi talte om i nat, og en hm – Martha Huberts barn. Som vi ikke skal tale om. Det er en sag mellem Dr. West og mig, og du ser, kære Georg, at en gammel ungkarl har visse hemmeligheder, også for en ungdomskammerat.”
“Gudbevares!” faldt greven ind.
“Det er nok at fortælle, at Dr. West og jeg har hørt et barn græde. Kort sagt, som den kat græd. Jeg har ikke gjort for det barn, hvad jeg kunne, og hvad der er min pligt. For moderen kunne jeg intet gøre Dr. West.”
“Absolut intet,” sagde Dr. West med en hovedrysten. “Obersten opførte sig som en hædersmand.”
Greven afbrød. “Det vil altså sige, at katten har hallucineret begge de to herrer ved mindet om en sag – ”
“Der har ført os sammen,” afbrød Koscielski – “rigtig. Men det er ikke nok. – Jerndøren! En spidsbuet gotisk, stærk jernbelagt dør i endevæggen i Det Røde Værelse.”
“Det er der ikke,” afbrød greven. “Der er absolut kun en endevæg. Nedgang har der aldrig været. Det er umuligt, der er ingen dør, har aldrig været nogen. Kan den jerndør ikke også have været et fælles minde fra affæren Martha Hubert?”
“Nej,” sagde West – “den udspillede sig i et moderne berlinsk fængsel. Dette er en rigtig herregårds-jerndør og desuden spurgte jeg damen, om hun var Martha Hubert. Hun svarede klart nej – det vil sige, hun rystede på hovedet. Jeg burde have prøvet at fotografere hende, men hun havde næppet stået for magniumslyset.”
“Det var forresten en idé, – skal vi ikke fotografere hende. Jeg har kamera, magniumsapparat og det hele i orden for at tage interiører af slotsværelser, jeg er nemlig ganske begejstret over sådan noget. Kunne jeg så fotografere et rigtigt spøgelse, ville det jo være at sætte en fotografisk rekord der sagde spar to, til alt til alt der tidligere er præsteret i fotografiets historie.”
Det blev vedtaget. Grevinden glædede sig som et barn, men gøs alligevel i hemmelighed. Oberst Koscielskis tømmermænd blev ondartede, Wests forsvandt helt, og grev Stollberg gik rundt og tyggede på sit overskæg. Grænsestridighederne blev slet ikke berørt mere. Middagen var betydelig mere afdæmpet, og man drak Zeltinger Mosel. Det kunne da ikke gøre noget.
Herskaberne spillede whist og gik til ro kl. 11. Klokken 12 skulle spøgelset fotograferes.
Det udeblev; det var, som om det anede, at man havde noget for med det. Klokken halv et gik West i seng. Apparaterne stod på et bord ved sengen. – Vejret var klart måneskin.
Klokken 12.35 begyndte katten. Klokken 12.40 blev jerndøren synlig, og klokken 12.45 brændte West magniumslyset af på damen, der vinkede en to – en to –
“Vil Deres Nåde ikke se rigtig venlig ud,” sagde han og trykkede til.
Værelset stod fuldt af magniumsrøg, og hele personalet ilede til i den tro, at det nu var ude med dem alle. Grevinden fik et let nervetilfælde. Greven, obersten og West tømte atter en flaske whisky og et utalt antal flasker apollinaris. –
Billedet blev fremkaldt. Dette er sandhed, absolut, nøjagtig, ubestridelig sandhed. Billedet var lykkes!
Jerndøren var der, det vil sige konturen af den. Damen selv havde ikke stået roligt, hun havde som sædvanligt viftet med sløret og var blevet til en klat. Men døren var der, helt livagtigt. Ikke til at tage fejl af.
Grev Stollberg lod optage en protokol over det passerede, der blev underskrevet af oberst Koscielski og Dr. West. Så sendte han bud efter en murer og lod endevæggen i Det Røde Værelse rive ned.
Nu kommer det! Bag tapet, bag sten og kalkpuds stod en svær jernbeslået dør, og bag denne, da den åbnedes og hvinede på rustne hængsler, var en flisebelagt forstue, og på gulvet lå skelettet af et ganske lillebitte barn svøbt i nogle halvt fortærede klude, der syntes at have været fint linned. En hvælving i muren antydede, at der fra den lille forstue havde ført en trappe ned i et udvendigt tårn, og i grunden fandtes fundamentet til dette tårn.
Hvadbehager!
Alt dette er ubestridelig godtgjort ved vidner under en retslig undersøgelse. Barneliget blev begravet. Osthausens krønike vidste ikke alt om historien, men der har været en historie, en tragisk historie vel hundreder af år gammel. Om en fornem dame af det Stollbergske hus, der slog sit barn ihjel, da hun ikke kunne gifte sig med faderen.
Hallucinationen lod sig dog heller ikke konstatere, da traditionen om spøgelseshistorien var uklar og svag, og obersten og West henførte den til Macon, Asmanhäuser, Croute og farseret kalkun.
West beregnede sig 1500 Mark for historien, og ret til at mangfoldiggøre fotografiet, der endnu er at få i boghandlen, men naturligvis ikke imponerer de kloge, som i konturen af jerndøren ser et yderst letfatteligt fænomen, takket være det skarpe magniumslys.
Hallucinationerne er ret pudsige, ikke overbevisende – ingenlunde. Spøgelser er jo ikke til. –
Så er den historie ikke længere, men der er dog dem, der synes den er mærkelig. Det mærkeligste ved den er, at den er sandhed, hver eneste ord. Det påstår Dr. West.
Trykt i: Privatdetektiven og flere kriminalnoveller, 1905
“Spøgelseshistorier: Fortællinger i ramme” består af en række korte fortællinger indlagt i en rammefortælling, hvor en gruppe mænd sidder og fortæller historier. Denne her kaldes for “Snedkerens eventyr”.
Jeg boede engang hos en ligkistesnedker og flyttede først, da manden døde og huset, en gammel kasse i en af smågaderne, blev moderniseret. Mit værelse var hyggeligt, skønt udsigten indskrænkede sig til en snæver gård og værkstedet lå lige nedenunder, og mine værtfolk var flinke og gemytlige, skønt manden lavede ligkister.
Mange eftermiddage sad jeg også nede i det lavloftede og skumle værksted, hvor der lugtede af fyrretræ, lim og røg, hos mester, når han med brillerne skubbet op i panden – han lod dem kun glide ned, når han skulle se på folk, og da så han gerne over dem – høvlede løs, så det skreg i spånerne og fløjtede gamle håndværkerviser dertil.
I sine unge dage havde han fægtet, som enhver stræbsom håndværkersvend gjorde dengang, da der endnu var lav, og en kusk ikke kunne blive skrædder og skomageren måtte holde sig til sin læst. Derfor havde han set sig om i verden, arbejdet i fremmede byer, helt nede hos tyrken, og lært mange forskellige mennesker at kende, og skønt det ikke var kanel alt sammen, som han sagde, havde han hentet mange kundskaber og bevaret sit gode, friske humør.
“Havde det ikke været bedre at lave møbler?” spurgte jeg en gang, “både finere og mere indbringende?”
“Ok nej! Solide møbler kan holde i mere end et menneskeliv, men en kiste bruges kun en gang, og skønt der også laves fine egetræs med lister, beslag og englehoveder og andre dikkedarer, er der alligevel ingen der finder på at stille dem op i sin stue, til brug for børn og børnebørn.”
“Men er der ikke noget uhyggeligt ved at lave den slags bohave,” indvendte jeg. “Når De arbejder om aftenen hernede, ganske sent, som jeg har hørt det oppe i mit værelse, er det så ikke hændt, at ‘noget’ har kigget Dem over skulderen og set, hvordan arbejdet skred frem?”
“Nej,” sagde han kort og Io, “det er aldrig sket for mig; ‘de’ ved måske, at jeg leverer propert og solid arbejde.”
“De mangler troen,” sagde jeg, “det er måske grunden?”
“Troen mangler nu ikke,” sagde han, “for jeg har en gang oplevet noget, som fik mig til at tro, men heller aldrig før eller siden.”
“Noget med ligkister?” spurgte jeg.
“Nej, dengang holdt jeg mig til det fine, som De kalder det,” sagde han, strøg med hånden spånerne bort fra brædtet, han arbejdede på, og stillede sig med ryggen op til høvlebænken. Han var altid rede til at fortælle.
“Det hændte mig i min ungdom, dengang jeg rejste på håndværket. Min sidste mester havde ikke mere arbejde, og jeg snørede min rygsæk og søgte hen, hvor andre skorstene røg.
Det var nede i Tyskland, og jeg kom til en af disse løjerlige, gamle byer, med krogede gader og bindingsværkhuse, hvor grumme mange ligkister er blevet ført ud fra. De byer er forresten mere hyggelige end de moderne, hvor alt er så glat og ligefrem, som om det var taget op af en legetøjsæske.
Da jeg kom til byen, skumrede det, i den skumle byport stod en mand, der havde tændt en vældig jernlygte og var ved at hejse den op under hvælvingen i en lang kæde. Han viste mig vej til herberget, og der satte jeg mig, som ene hane, under lavsmærket, for at vise hvilket lav jeg tilhørte. Mens jeg sidder med et glas øl, kommer en ældre mand ind, ser sig om og går hen til mig og spørger, om jeg søgte arbejde. Han trængte til en svend , og jeg til arbejde, så vi blev let enige. Så sagde han, hvor han boede; jeg kunne komme, når jeg ville.
Da han var gået, kom ejeren af herberget hen.
“Nu er det spændende, om du kan blive der,” sagde han , “de forrige er hurtigt blevet rejst derfra; den sidste holdt kun ud et døgn, så var han færdig.”
“Hvad er der da i vejen. Manden virkede ellers flink nok.”
“Der er heller ikke noget at klage på ham.”
Jeg spurgte så, om det var konen eller kammeraterne – der var to ældre svende. Det mente han heller ikke, men jeg forstod snart, at han selv ikke var klogere end jeg. “Ja, krakiler er jeg ikke, og hvad arbejdet angår, skal fejlen ikke ligge hos mig,” sagde jeg, betalte min øl og gik.
Mesters hus lå ved den gamle bymur. De sad just ved aftensuppen, da jeg kom, og bad mig spise med. Det var jo ikke dansk mad, men hvad de spiste selv, og jeg var sulten. De to andre svende sad med til bords; de spildte ikke tiden med snak, og da de var færdige, gav de mester og mutter hånden til tak og
drev af.
Vi blev siddende og snakkede lidt — det var mest mig, der førte ordet, mester og hans kone hørte efter — og da der var gået en stund, og gøgen kukkede fra det gamle Schwarzwalder-ur, sagde mester, at han ville vise mig mit kammer, så kunne jeg selv bestemme om jeg ville gå ud og se byen eller gå i seng.
Kammeret lå i sidehuset. Opgangen var fra gården. Værkstedet Iå nedenunder, og i et kammer op til det lå de to svende. Der var ikke plads til tre. Jeg skulle ligge alene. Det havde jeg ikke noget imod.
Mester formanede mig til at være forsigtig med lyset og ønskede mig en god rolig nat. Og i en fart kom jeg af klæderne og til køjs; man er træt efter en hel dag at have travet ad en støvet landevej. Men inden jeg pustede lyset ud, tog jeg kammeret i øjesyn. Nøgne kalkede vægge, sengen, en stol, et lille bord og en knagerække , det var hele herligheden. Et firkantet vindue med blyindfattede ruder vendte ud mod haven og bymuren og voldens træer bagved — jeg kiggede ud på udsigten. Modsat det var døren; ved siden af den skød skorstenen frem med en jernlåge på forsiden, og skorstenen dannede en niche med tværvæggen, som sengen stod op til — ydervæggen var skrå og i loftet midt over nichen var anbragt en forsvarlig jernkrog. Jeg kiggede på krogen og kunne ikke forstå, hvad nytte den var til, om ikke til at hænge sig der, når man var ked af livet. Den så solid nok ud til at kunne holde til det.
Jeg faldt dog snart i søvn, men vågnede pludselig ved en lyd henne ved døren. Først troede jeg, det var en rotte, der gnavede, men så hørtes det tydeligt som fejen med en hård og strid kost. Skønt månen skinnede klart ind i kammeret, var der ikke noget at se. Og lyden kom nærmere, tæt forbi min seng og i retning af vinduet. Der hørte den op. Jeg lyttede lidt; alt var og blev stille; et kirkeur slog i nærheden; så sov jeg ind igen.
Om morgenen omtalte jeg det på værkstedet. De to svende sagde ingenting, og mester mente. at han nok havde hørt tale om en mærkelig lyd, der skulle høres deroppe hver gang det var fuldmåne. Der hørtes så mange sære lyde i gamle huse , og dette var meget gammelt. Så spurgte han , om jeg ellers havde mærket noget. Det havde jeg ikke. Så blev der ikke talt mere om den sag. Jeg tænkte heller ikke videre over det, da jeg ellers havde det godt, og spøgeriet, eller hvad det nu var, ikke var kommet mig for nær; i de følgende nætter mærkede jeg heller ikke noget til det.
Så blev det næste fuldmåne. Dagen var mørk og skyet, og om aftenen lod månen sig ikke se. Alligevel kunne jeg ikke falde i søvn, men lå vågen og ventede og lyttede. Og det kom, først henne ved døren, så forbi min seng og henimod vinduet, ganske som forrige gang, kun endnu stærkere, mere ivrigt, og skønt det var mørkt i kammeret, syntes jeg at jeg kunne skimte en skygge henne ved vinduet. Så blev der stille. Kort efter brød månen frem, fuld og klar, men belyste kun de nøgne vægge.
Der gik igen en tid. Så en aften havde jeg siddet henne i herberget sammen med en landsmand, og det var blevet sent. Det hændte jo ind i mellem, at jeg ikke gik i seng med hønsene, så mester havde lånt mig nøglen til den lille
dør i bymuren, som førte ind til haven, for at jeg kunne benytte den vej. Det gjorde jeg også den omtalte aften, og mens jeg gik op ad havegangen, så jeg tilfældigt op til vinduet i mit kammer, som måneskinnet netop faldt på. Og deroppe, i karmen bag de små ruder sad noget uformeligt og blakket, noget, der lignede et menneske og dog ikke var det.
Den nat tilbragte jeg i herberget og næste morgen sagde jeg farvel til mester; vi var begge kede af at skilles, men den svend brød jeg mig ikke om at dele kammer med.
Trykt i: Spøgelseshistorier fortællinger i ramme, 1914
Illustration: Louis Moe
Kort om Alex. Schumacher:
Født: Den 17. september 1853
Død: Den 18. marts 1932
“Spøgelseshistorier: Fortællinger i ramme” består af en række korte fortællinger indlagt i en rammefortælling, hvor en gruppe mænd sidder og fortæller historier. Denne her kaldes for “Spøgelseskareten”.
