1.
Mange endnu levende kunne vel erindre sig navnet “Ole Hestegilder,” og den frygtelige person som det tilhørte. Han regerede mange år ganske uindskrænket og temmelig ugenert på den cimbriske halvø: stjal til daglig brug og dræbte engang imellem til en forandring. Jeg ved ikke rettere, end at han jo opnåede en høj alder og døde uden øvrighedens Hjælp. Kun én gang var han nærved på en voldsom måde at befordres ud af verden; og er det denne vigtigste dag i hans liv, som jeg her agter at redde fra forglemmelse.
– I en kro i nærheden af Hobro befandt vor jydske Schinderhannes sig just i selskab med en pranger og en vandrende sadelmagersvend. Prangeren havde ved sidste marked fortjent så meget, at munden løb over af pungens fylde: mange store ord lod han falde om sin velspækkede tegnebog, ej heller faldt de ubemærkede til jorden; men blev med begærlighed opsnappet og alvorligen lagt på hjertet af vores Highwayman. Da han havde udspurgt, hvilken vej prangeren ville tage, listede han sig i forvejen og tog post under en bro; og straks bag efter ham gik sadelmageren, dog ubemærket af røveren. Sært og ubegribeligt forekom det denne, at han steg ned til ham under broen, slængte randselen på Jorden, og lod til at ville gøre ham længere selskab.
“Hvad vil du her?” spurgte han but. “Det samme som du” var svaret, “rive et par blade af prangerens katekismus.”
“Det kunne jeg selv have gjort” sagde Ole, “uden din hjælp.” “Knap nok” svarede den anden, “Karlen ser ikke så frossen ud; og to om en er altid det sikreste.”
“Såmænd” sagde Ole, “Du taler ræsonlig; og vil du hjælpe til, så skal vi dele!” “Så godt jeg kan” svarede han. “Sig mig kun, hvad jeg har at gøre!” “Intet andet end at slå ham for panden med din hammer, så snart du ser, jeg griber hesten ved munden.”
“Det skal ske!” Med disse ord tog sadelmageren en hammer ud af randselen, og i det samme hørte begge travet af prangerens hest. Så snart denne nåede broen, blev den grebet i tøjlen af Ole, og hans kammerat sprang til fra den anden side.
“Slå nu!” råbte Ole til ham. “Ja, hvor skal jeg slå?” spurgte denne begynder i den ottende af de frie kunster.
“I panden, i panden!” skreg røveren utålmodig. “Godt!” sagde han, og dermed huggede han hammeren i panden på – røveren selv, som nu sansesløs tumlede til jorden.
Hvorledes prangeren har takket sin snilde og kække befrier, samt hvad de har talt sammen på vejen til Hobro, derom kan jeg intet berette, eftersom jeg ikke ved det; men så meget ved jeg: at røveren igen kom til live, dog med tabet af et øje, som sadelmagerens hammer var kommet lidt for nær.
2.
I en gård i mellemvandet ikke langt fra Viborg boede engang – jeg ved ikke når – en velhavende bonde. En hellig juleaften, som hans kvinde var i færd med at tillave nadveren, bankede det på døren, og en klagende stemme bad om at vorde indladt. Ude frøs det hårdt, og var ret et Guds vejr med storm og snefog; Husmoderen ynkedes derfor over den stakkels vildfarende vandringsmand. Det var en pjaltet stodder, gammel, svag og ganske forkommen af kulde; hun gav ham noget at vederkvæge sig på, og anviste ham natteleje i den endnu lunkne bagerovn, og slog atter skodden for husdøren.
Men hvad sker? Aldrig så snart havde hun forladt frammerset for at dække aftensbordet, førend stodderen – en ærkerøver – åbnede døren for sine tolv sønner, som nu brød ind i stuen, og da de fandt bordet dækket, bød sig selv til gæst. Hvad var her at gøre? skælvende frembar hun julegrøden for røverne, og skælvende måtte hun med husbond og børn se på, hvorledes disse tømte både grødfadet og saltmadsfadet.
Imidlertid havde tjenestekarlen på et ærinde udenfor huset set disse ubudne gæsters indtog, snappet en hest i stalden, og, så stærkt den kunne rende, ilet op til herregaarden Annsberg. Herren der var ikke sen, væbnede af sine folk dem som væbnes kunne, og nåede mellemvandet endnu før røverne var kommet til desserten – bondens pengekiste.
Men her var nu gode råd dyre: Annsbergmanden var – skønt godt bevæbnet – dog kun selv otte mod tretten; og stormen skulle foretages ind ad den lave stuedør, hvilken en røver var i stand til at forsvare. Under disse betænkeligheder fremtrådte en af tjenerne, en vovehals og stærk som en bjørn.
“Lad mig kun gå ind til dem alene!” – sagde han; “Jeg kan se dem sidde langs med væggen derinde; men når jeg råber, så kommer I og står mig bi!” Han spændte nu kården af, byttede kjortel med gårdskarlen, og stod næsten midt i stuen, før røverne opdagede ham. Som en mand rejste de sig alle, for at gribe denne ny ankomne og uvelkomne gæst; men han tog i samme øjeblik fat på det lange og svære egebord, bag hvilket alle røverne sad, væltede det over på dem, og klemte dem således mod væggen, at de sad som fastnaglede og færdige at kvæles.
Uden at kunne gøre modstand blev de derfor af de indbrydende, en for en, trukket ud fra fælden, bundne, førte til Annsberg, der bevogtede, og efter helligdagene hængt i ét og samme træ uden for gården. Deres hule eller røverstue – som ingen tilforn havde kunnet opdage – blev nu fundet i den store banke vest for Skavngaard, og for det der fundne liggende fæ udsmykkedes Sørslev Kirke.
3.
Ikke så ønskeligt et udfald fik den begivenhed, som jeg nu vil fortælle, og som skal have tildraget sig i nærheden.
På venstre side af landevejen, når man drager fra Aarhus til Viborg, og er kommet forbi Høberg Mølle, ses ved en liden sø spor af den forlængst nedbrudte Faldborg-Kirke. I Faldborg-Sogn lå en ensom gård, hvis daværende beboer mentes at have noget på kistebunden. En søndag var han gået til Faldborg-Kirke med sine to voksne sønner og en tjenestepige. Hustruen med en 9 års datter blev hjemme, for at tage vare på huset.
Kort efter de øvriges bortgang, indtrådte en stor og stærk kvinde, som, uden nogen videre indledning, drog en kniv frem, og befalede husmoderen, at lukke op for hendes pengekiste. Denne førte hende op i den øverste stue, oplukkede en meget stor, jernbunden kiste, og bad hende nu at tage selv.
I det kvinden bukker sig ned i kisten, for at følge indbydelsen, griber den beslutsomme bondekone hende om begge ben, kaster hende på hovedet derned, og lukker låget i lås over hende. Derpå byder hun sin lille datter at løbe op til kirken efter faderen med besked om det, som nu havde tildraget sig.
Desværre! det løb ulykkeligt af for det arme barn. På en bakke udenfor gården stod røveren selv, for at passe på, når folk gik af kirke. Da han så den lille komme hastig løbende ud i stedet for sin kone, begyndte han at ane uråd. Han skyndte sig at møde hende, og spurgte hende, hvor hun skulle hen?
“Til kirken”, svarede staklen, “at hente min fader; vor moder har lukket røverkonen inde i den store blå kiste.” – “Følg du kun med mig”, sagde røveren, “jeg skal nok hjælpe din moder.” – Pigen græd, men måtte gå ved røverens hånd ind i gården.
Konen så dem komme ind ad porten, men tabte dog endnu ikke sin besindelse; hun låste i en hast begge husets døre, væltede et kar hen for den ene og en øltønde for den anden, og bevæbnede sig selv med køkkenøksen. Røveren, som ikke kunne åbne gårddøren, opfordrede til overgivelse; og da denne blev afslået, truede han med at myrde datteren.
“Vil du ikke lukke op” skreg han, “så kom hen til vinduet!” Som draget eller slæbt af en usynlig og rædselfuld magt gik hun derhen. Røveren holdt det skrigende barn om benene, og svingede det nogle gange rundt omkring sig. “Vil du endnu ikke?” hvinede han. “Nej!” var den bestemte kvindes svar, “kan du dræbe det uskyldige barn nu, så dræber du os begge, i fald jeg lukker op.” Da svingede han det atter over sig og knuste dets hoved mod brostenene.
Nu for han mod vinduet, men Øksen truede hans hånd, hvor som helst den ville gribe fat. “Farvel!” sagde han med indædt raseri, og gik ud ad porten. Den behjertede kvinde lod sig endnu ikke lede vild, hun for allevegne om i Huset, for at møde røveren, hvis indbrud hun stedse ventede. Hun kiggede op i skorstenen, se! da skrævede han allerede over piben. Hurtigt rev hun en ville halm af en seng og kastede på gløderne, og røgen tvang ham snart til at opgive dette forsøg.
Endelig kom folkene fra kirke, så røveren på huset, ilede og fangede ham et stykke fra gården. Hans kone blev nu forløst af sit fængsel, og begge kort efter steilede uden for den kække kvindes gård.
Trykt i: 1824
Kort om Steen Steensen Blicher:
Født: d. 11. oktober 1782
Død: d. 26. marts 1848