Gyserbiblioteket

»Se, nu står det igen til salg, huset ved Christianshavns Kanal – din salig farbroders hus, Johanne! og det på endnu billigere vilkår« – sagde den unge snedkermester Frants en morgen til sin smukke kone, idet han lagde adresse-avisen på vuggen og så på den lille dreng, som endnu slumrede rolig og syntes at lege med Guds engle i drømme.

»Lad os slå det kære gamle hus rent af hovedet, bedste mand! – svarede den unge kone og lagde avisen på bordet uden at se på den – Tag over hovedet har vi jo dog, så længe Hr. Stork vil have tålmodighed med lejen. Havde vi kun brød til os selv og den lille velsignede Gudsengel der, når han nu snart vil begynde at kræve det, så måtte vi vel lade os nøje. Med al vor armod er vi måske dog endnu det lykkeligste ægtepar i byen – føjede hun mild og kærlig til – og vi må ret takke vor Gud, at han ikke lod den vide verden adskille os, men bragte dig sund og glad tilbage fra rejsen, og gav os kærlighed og styrke til at bære vort lille kors med tålmodighed.«

»Du er mig dog altid den samme fromme velsignede Johanne – sagde Frants og omfavnede den unge blomstrende moder, som mindede ham om et herligt Madonnabillede, han engang havde set på sine rejser – mig har du også gjort langt frommere og tålmodigere, end det ellers var min natur og sædvane. Men på dette elendige loftkammer kan jeg ikke længere udholde det. Her har jeg hverken lyst eller plads til at arbejde; skal jeg drive det til noget, må jeg have et ordentligt værksted og plads til at ånde og røre mig. Din salig farbroders hus ved kanalen var ret et hus for mig; der har jeg og den gamle mester sunget så mange lystige sange ved vor høvlebænk, og der ville jeg ret være så hjemlig og trøstig til mode. Det var jo også der, jeg så dig første gang. Der sad jeg siden hver aften hos dig i den lille dagligstue med det grønne panel, når jeg kom fra værkstedet med gamle mester Flok. Hver helligaften tog han så sølvbægeret frem af skabet i alkoven, og drak med mig på en glædelig fest. Og da mit svendestykke var færdigt, og den store smukke ligkiste stod til skue i værkstedet, husker du da hvor den gamle var glad, og hvor lyksalig du sank i mine arme, da han lagde din hånd i min over kisten og sagde: tag hende, Frants, og vær brav! Her skal du bo og bygge med hende engang, når jeg ligger i denne kiste og venter på en salig opstandelse.«

»Ak, det skete dog ikke – sukkede Johanne – Kisten står vist endnu der på loftet og forskrækker pigerne i mørke. Nu er det gamle kære hus jo endogså i vanrygte, og ingen vil mere leje eller købe det, siden de mange ulykkelige dødsfald.«

»Just det kan være vor lykke, Johanne! Derfor vil Hr. Stork nu sælge det så billigt og give et halvt års henstand på det hele. Inden et halvt år må det langvarige skifte jo være afsluttet, og vi får dog i det mindste så meget, at vi kan betale hvad vi skylder, så er huset vores, og med det skal du se er der lykke og velsignelse. At tre børn kan dø der i løbet af et halvt år af mæslinger og et par gamle folk af alderdom, deri er vist huset uskyldigt. At gadedrengene har hittet på at ridse ‘et forbandet hus’ på muren, det forskrækker kun de gamle koner i Vartov. For mig er og bliver det et velsignet hus, og vil Hr. Stork modtage mit bevis for købesummen, uden anden sikkerhed, end mit ærlige ansigt, så er huset mit idag, og vi kan flytte derind den dag imorgen.«

»Ak, kære mand, jeg vil så nødig, vi skulle komme i mere gæld til denne Hr. Stork; det er ingen god mand, må du tro, hvor venlig og høflig han endogså synes. Selv farbroder kunne jo aldrig ret lide ham, selvom han ikke kunne hade nogen Guds skabning på jorden. Men hver gang Hr. Stork kom og talte om handel og pengeudlån, blev han mørk og stille og gav mig vink om at gå ind på mit kammer.«

»Hr. Stork havde dengang et godt øje til dig, ved jeg nok – sagde Frants og smilede selvtilfreds – Men jeg var ham for heldig en medbejler. Det var en dårlighed af den gamle pebersvend; det er nu glemt, og den godhed, han havde for dig, er nu endogså gået over til mig. Han kræver mig jo aldrig for huslejen, gav mig endogså et nyt lån til barnedåben og viser mig mere artighed, end nogen anden.«

»Men den måde, hvorpå han ser på mig, Frants, er mig altid modbydelig, og jeg har ingen god tro til hans venlighed og bestandige tale om hans redelighed. Selv huset, han nu vil sælge, kom han næppe så ærlig til, som han siger, og de store fordringer, han har på min farbroders bo, har jeg aldrig hørt farbroder tale om. Gud ved hvad der bliver tilovers, når nu hver får sit; og alle holdt dog farbroder for en rig mand.«

»Det må skifteretten stå for – svarede Frants – Men jeg ved kun, at jeg er en tosse, om jeg ikke køber huset nu.«

»Sandt at sige, kære Frants! – sagde Johanne nu bønlig – Jeg er næsten lidt ængstelig for at flytte ind i det hus igen, hvor kær også hver krog der må være mig fra min barndom. Farbroders ulykkelige dødsmåde kan jeg dog aldrig ret forsone mig med, og hver gang jeg går over Langebro og ser de druknedes Dødningehus med de lave vinduer, føler jeg det altid, som om jeg er nødt til at gå hen og se derind, om han ligger der endnu og ikke kan komme i jorden, førend han kommer i sin rette kiste.«

»Spøger endnu de gamle ammestuehistorier i dit hoved, min Johanne! For din gode kære farbroder behøver vi vist ikke at frygte. Han ville dog kun bringe os lykke og velsignelse, hvis han endnu skulle være hos os på jorden. Men det er jeg nu ikke bange for; han var from og gudfrygtig, og der var vist intet i hans liv, som kunne forstyrre hans ro efter døden. At han forsætlig skulle have styrtet sig i vandet, som rygtet går, tror jeg ikke det mindste på. Havde jeg blot ikke været på min svenderejse og du hos din døende moster, så havde vi måske haft ham endnu. Hvor ofte har jeg ikke advaret ham mod at sejle alene på Kalleboe Strand! Men det ville han nu engang hver søndag. Så længe jeg var i hans lære, fulgte jeg jo altid med, og da jeg rejste, lovede han mig, at tage en sømand med sig for fremtiden.«

»Ak, det var en ulyksalig jul – sukkede Johanne – Først da man havde efterlyst ham i avisen og Hr. Stork havde genkendt ham i de druknedes hus og sørget for at begrave ham i stilhed som en selvmorder, først da fik jeg ulykken at vide, og han kom ikke engang i sin rette kiste og kun med nød og næppe i kristen jord.«

»Lad os nu ikke sørge længere, kære kone, over hvad der dog ikke stod i vor magt at forhindre! Men lad os til min fromme mesters erindring nu holde hans gamle hus i agt og ære, og befri det fra det tåbelige rygte, ved ubekymret at bo og bygge, hvor han har levet og arbejdet for os. Alt hvad han samlede og arbejdede for, var dog kun vor lykke og velstand.«

»Som du vil da, kære mand! sagde Johanne eftergivende, og tog den lille, som nu vågnede og strakte de små hænder op efter moderen, ud af vuggen. Gud vil nok bevare os og det uskyldige barn.«

Frants kyssede moder og barn, og tog nu sit blå arbejdsforklæde af og den gamle grønne rejsefrakke på, som ved Johannes flid var blevet ny og hel igen. Hun strøg de brune lokker tilbage fra hans pande og pillede omhyggelig et par dun af hans krave. »Gud være med dig!« sagde hun så og rakte ham barnet endnu engang til afsked. Nu greb han hastig den grønne kasket fra sømmet og gik ud for at afgøre huskøbet.

Tilfreds og glad kom han hjem, og næste dag flyttede den lille snedkerfamilie ind i mester Floks forrige hus ved Christianshavns Kanal. Det glædede Frants at se sin mesters gamle bohave, som han havde købt på auktionen, komme tilbage til sit gamle hjem, og det var ham ligesom lænestolen og dragkisten måtte glæde sig med ham.

Men brødkonen på hjørnet trak på skuldrene og beklagede det unge smukke ægtepar, som hun mente snart ville blive hjemsøgt af sygdom og ulykke, fordi fem lig på et halvt år var båret ud af huset, og hvor ofte man end havde overkalket den i muren indridsede skrift, kom den dog snart igen til syne. ‘Et forbandet hus’ stod der, som med rødkridt, og alle de gamle koner ved kanalen kaldte det en blodskrift. »Se kun til – sagde brødkonen på hjørnet til sin datter – inden året er ude, kommer der endnu et lig ud af huset.«

Snedker Frants havde nu travlt med at indrette sit værksted, og Johanne med at ordne alt i huset og give det den gamle kære skikkelse igen. Den lille dagligstue til gaden, med det grønne panel og med den gammeldags alkove, fik nu stole, bord og dragkiste på samme sted som i gamle dage. Farbroders lænestol blev også sat i kakkelovnskrogen ligesom før og syntes kun at vente på den gamle mesters tilbagekomst. Når de unge folk sad der om aftenen i tusmørket, mens ilden knitrede muntert i kakkelovnen og lyste gennem lågen ud på gulvet, savnede de ofte den gamle og talte om ham med vemod og kærlighed. Men Johanne så dog imellem lidt ængstelig hen på den ledige stol i krogen, og når månen skinnede ind på den gennem de små vinduesruder, var det hende undertiden ligesom han sad der endnu, men bleg og blodig og med dryppende våde lokker.

»Lad os tænde lys – sagde hun da – Barnet er uroligt, jeg må se, om der er noget, som trykker det«

En aften var der intet lys nede; det måtte hentes i kammeret på loftet. Hun tændte stumpen i lygten og gik ud, mens Frants vuggede barnet og ville lulle det til ro. Da hørte han et bulder på loftet, som af et faldende menneske, og han syntes Johanne havde skreget; han lod vuggen stå og for op ad loftstrappen efter hende. Der lå hun, med den slukkede lygte i hånden, bleg og afmægtig, ved ligkisten. Forfærdet bar han hende ned, fik tændt lys og bragt hende til live, mens han bekymret spurgte om hvad der var hændt hende.

»Ak, jeg er dog et stakkels frygtsomt barn – sagde Johanne og fattede sig – vær ikke bekymret for mig! Det var kun farbroders kiste, som forskrækkede mig. Jeg ville have bedt dig hente lysene; men jeg skammede mig, og da trækvinden blæste lyset ud i lygten deroppe, var det som en dødnings kolde åndepust rørte mig, jeg stødte i mørke på ligkisten og synes kistelåget hævede sig – og så tabte jeg sans og samling i min barnagtige forfærdelse.«

»Den kiste skal ikke forskrække dig oftere – sagde Frants – jeg sætter den til salg i morgen i avisen.« Den blev nu også udbudt; men når en køber meldte sig, var den enten altid for stor eller for lille.

En dag kom Hr. Stork med skødet på huset og købekontrakten. Han var en høj og svær mand, med et ansigt, som ingen velvilje indgød, skønt det næsten bestandig smilede, hvilket dog, når man så nøje efter, snarere lignede en slags krampe. Han gik gerne med en ildrød vest og klædte sig i det hele taget som en pebersvend, der går på frierfødder og gerne vil skjule sin alder. Han var den dag endnu mere venlig og forekommende, end sædvanlig, roste barnets skønhed og dets lighed med den smukke moder, og tilbød Frants et lån til at udbedre og forskønne sin nye bolig med, hvilket Frants dog ikke modtog, da huset netop var ham kærest i sin gamle skikkelse. Kun værkstedet ønskede han at udvide med det gamle pulterkammer ved enden af huset, hvortil døren var spærret, og som Hr. Stork for det første havde forbeholdt sig, da han brugte det til brændekammer og havde indgang dertil fra nabohuset, som han selv ejede og boede i.

Også heri var Hr. Stork meget føjelig; han lovede så snart muligt at lade kammeret rydde og indgangen til nabohuset mure til. »Hvis alle havde så ærlige og hæderlige naboer som jeg – føjede han høflig til – behøvedes der slet intet skillerum mellem husene.«

»Hvad har du dog mod den gode Hr. Stork? Johanne! – sagde Frants, da han var gået – Han er jo artigheden selv. Hvad kan han gøre ved, at han har den smule krampe i ansigtet?«

»Jeg ville dog hellere, vi havde en anden mand til nabo og intet med ham at gøre,« sagde Johanne og slog skodden for døren efter ham.

Frants arbejdede nu med lyst og med flid og stod til sent ud på aftenen i værkstedet, når der var et stykke arbejde, det hastede med, eller som han med særlig lyst og kærlighed ville gøre færdigt. Han ville gerne hæve sit håndværk til kunst, og arbejdede helst i de finere træsorter, hvoraf han kunne lave bohave med smukke former og kunstige prydelser. Dette var især siden hans svenderejse blevet hans kæreste lyst. Men hans armod tvang ham til at se på det nødvendige, og da han var kendt for at gøre smukke og gode ligkister, var dette hans sædvanligste syssel. Han gjorde undertiden i lang tid intet andet, for siden at have fred, når han fik i sinde at gøre et stykke til sin fornøjelse. Når han nu om aftenen stod og høvlede på træet til en ligkiste, faldt det ham ofte ind at tænke på al den sorg og bedrøvelse, hans arbejde ville bringe i det hus, hvorhen kisten skulle bæres, og det var ham en underlig tanke, at han måske kunne møde det menneske sundt og frisk imorgen på gaden, som han nu allerede hamrede ligkisten sammen til. Hvad om den måske var til dig selv eller din kone eller en af dine bedste venner, tænkte han videre. Han blev da beklemt og underlig til mode over sine egne tanker og over sin bedrøvelige gerning, og ønskede kun, han var så velhavende, at han ikke behøvede at lave ligkister mere.

En aften var intet sådan faldet ham ind, men han havde været så ivrig i sit arbejde, at han først mærkede, det var sent, da vægteren havde råbt tolv. Han ville endnu kun slå et søm i den store kiste, han stod med ved høvlebænken; da  han syntes, nogen hviskede bag ved ham: »Hamrer og høvler du endnu? Til hvem er den kiste?«

Han tabte hammeren ud af hånden og så sig forfærdet om; men der var ingen. Det er de gamle dumme tanker, som spøger i mit hoved og nu får røst i den underlige midnat, tænkte han, men lod nu høvl og hammer hvile, og tog lyset for at gå til sit sovekammer; men lyset var nedbrændt og gik ud, før han kom til døren. I mørket forvildede han sig nu således i værkstedet, at han på enhver anden tid ville have leet over sig selv; thi hvorledes han så end vendte sig, kom han altid tilbage til den spærrede pulterkammerdør. Da det var sket tre gange, blev han stående og syntes noget rørte sig i pulterkammeret; gennem en sprække i døren syntes han at skimte glimtet af et lys, og han troede at høre en lyd som pjasken i vand med en karklud. Det er en underlig tid at vaske gulv på, tænkte han, idet han bankede stærkt på døren og spurgte højt: Hvem der var inde, og hvad man gjorde der så sent. Men i det samme forsvandt lyset, og der blev dødsstille.

Jeg må dog have taget fejl, sagde Frants ved sig selv og søgte at besinde sig og finde døren til sovekammeret; men nu faldt tanken ham ind om hans gamle mester, som jo var druknet, og som så ofte havde stået her og arbejdet med ham sent ud på natten; og det var ham ligesom høvlen skulle røre sig igen, hvor den gamle havde stået, og som om de endnu havde et arbejde at gøre sammen i denne verden.

Forvirret af disse underlige tanker, fandt han endelig døren og gik til sengs.

Kone og barn sov allerede sødelig, men Frants havde ingen ro for de besynderlige drømme. Han syntes den gamle mester Flok stod for ham og sagde: »Hvorfor kom jeg ikke i min kiste? Hvorfor kom jeg ikke i kristen jord? Søg og du skal finde! – Udslet forbandelsen, så den ikke skal ramme dig!«

Da han om morgenen vågnede, så han syg og bleg ud, og Johanne spurgte bekymret, om der var noget galt. Men han ville ikke ængste hende med sine drømmer og skammede sig selv derover. Jeg er med alle mine gode tanker om min styrke og min sunde forstand dog i grunden lidt nervesvag og overtroisk, sagde han til sig selv og glædede sig over Johannes og barnets sundhed og blomstrende udseende.

Han gik til sit arbejde og søgte at slå drømmen af hovedet, som en følge af hans nattevågen og ophidsede fantasi. Men nu ville intet arbejde lykkes for ham, og hans sædvanlige munterhed var borte. Tiden nærmede sig nu også, da huset skulle betales; men skiftet var endnu ikke sluttet, og han plagede sig med sorg for det daglige udkomme og frygt for den truende fremtid. Søg og du skal finde! tænkte han da tit og lod høvlen hvile. Bank og dig skal oplades! Men hos hvem skal jeg søge? På hvilken dør skal jeg banke? Hvorledes skal jeg udslette forbandelsen? Og hvilken forbandelse? Min gamle mester blev jo virkelig begravet i kristen jord; Johanne har jo besøgt hans grav og bragt blomster til den; at han ikke fik den kiste, der var ham bestemt, kan jeg jo ikke gøre ved eller ændre; men at der ingen velsignelse er ved hans hus, begynder jeg nu næsten at mærke.

Når han således var mismodig, gik han ofte ud for ikke at bedrøve den fromme Johanne med sin forstemthed. Men hun vidste jo, at han sørgede for at tjene penge, og at han ofte lod høvlen ligge af mismodighed. Hun så derfor gerne, han gik ud og adspredte sig; thi hun frygtede for hans noget aftagende sundhed. Selv søgte hun imidlertid ved syning og den smule, hun derved kunne tjene, at skjule de mangler, som mest måtte falde i øjnene i det daglige liv.

Gik Frants ene ud om aftenen, var hans gang som oftest over Langebro og forbi de druknedes Dødningehus. Hver gang han kom dertil, gik han langsommere og huskede på Johannes ord, og han syntes nu også, at det var ligesom han måtte se ind gennem de lave vinduer, om ikke den gamle mester lå der endnu og ventede på sin kiste. Men han gik dog altid forbi og gruede for at se derind. Når han så siden gik tilbage over broen, og månen skinnede venligt på skibene i bugten og på de hvide gavle og pakhuse ved bredderne, fik han gerne friskt mod igen, og det var ligesom om han kom hjem fra en lang rejse og nu skulle genfinde kone og barn, hus og hjem og alt, hvad hans hjerte glædede sig over, på den anden side af broen. Men når han så kom til sit hus og læste skriften på muren: ‘et forbandet hus’, tog han ofte en sten, og gned på det til han ikke længere kunne læse hvad der stod. Slet forbandelsen ud, hvis den ikke skal ramme dig! tænkte han; men næste dag stod den afskyelige indskrift der igen og syntes ligesom opfrisket og rødere.

Nu blev også barnet syg, og Johanne begyndte at græmme sig og frygte både for mandens og barnets liv; thi Frants blev for hver dag mere mismodig og bleg, som barnets sygdom tiltog og terminen tillige nærmede sig, da huset skulle betales.

En aften kom han hjem fra sin sædvanlige vandring. Johanne sad grædende ved barnets vugge, og der var en uro og ængstelighed over hende, som hun forgæves søgte at skjule.

Frants sad længe tavs i den gamle farbroders stol og stirrede på den bekymrede moder.

»Ja du havde ret – sagde han endelig og for op – det var dog bedre på vort loftkammer, end i dette ulyksalige hus. Sig mig kun hvad du tænker på, Johanne! Har doktoren været her? Hvad siger han om barnet?«

»Bliver det værre til natten – sukkede Johanne og pegede på bordet – så ligger der det sidste redningsmiddel.«

Frants tog recepten fra bordet og stirrede på de uforståelige latinske ord, som skulle han deri læse sin skæbne. Men bogstaverne svømmede forvildet for hans øjne i de bitre frembrudte tårer.

»Og imorgen – vedblev Johanne – imorgen er det en ulykkesdag. Ved du endnu ingen udvej til at betale Hr. Stork?«

»Nei, kone! Men det er kun en lille sorg imod denne,« sagde Frants og pegede på det hede stønnende barn. »Har du været i værkstedet? vedblev han efter et smerteligt ophold – Jeg har været flittigere, end du tror; men måske er det for os selv, jeg har arbejdet. Vores sidste ophold har jeg måske sørget for. Den store nye kiste er vel i stand til at rumme os alle.«

»O, var det blot så vel! – udbrød Johanne og omfavnede ham med hede tårer – Kunne vi alle tre blot følges ad til en bedre verden, hvad havde vi da at sørge over mere? Men adskille os vil man; imorgen bliver du kastet i fængsel, hvis du ikke kan betale Hr. Stork, og jeg sidder ene her med det døende barn.«

»Hvad siger du? I fængsel? Hvor ved du det fra? Har han været her og talt til dig derom? Til mig har han jo ikke sagt et ord, og dig vil han skræmme til døde med sådanne trusler?«

Nu fortalte Johanne hvorledes Hr. Stork i den senere tid ofte var kommet for at tale med Frants, som det hed, men altid når han var fraværende. Han havde da nogle gange slået sig til ro og sagt den unge kone plumpe smigrerier, beklaget hendes mands slette omstændigheder og lovet at hjælpe ham ud af al forlegenhed, når han hos den smukke kone kunne vente taknemlighed. Hun havde tiet dermed for Frants’ skyld og vidste endnu heller ikke ret hvad hun skulle tro om disse ytringer. Hun vovede heller ikke at fornærme den mægtige mand, skønt hun hver gang stod som på gløder i hans nærvær, og bestandig  havde syslet med barnet for ikke at se på det modbydelige krampesmil i hans afskyelige ansigt. Men hver dag var han blevet dristigere og mere påtrængende, og da Johanne endelig med afsky forstod hvad hendes rene sjæl var for uskyldig til at se i dets hele afskyelighed, havde hendes oprørte følelse givet hende modet til at se ham rolig og kold i det smilende skurkeansigt med al en fornærmet hustrus værdighed. Hun havde behandlet ham med al den foragt, han fortjente, og han var gået bort med den trussel, at hvis hun talte et eneste ord om denne samtale til Frants, og ikke var kommet på andre tanker imorgen, da skulle Frants inden næste sol gik ned være hans gældsfange, og kunne da glæde sig over sin smukke kones troskab i fængslet.

»Nu vel! – sagde Frants rolig – Han har mig i sit garn; undgå ham kan jeg ikke, men nederdrægtigheden er for ussel til at bøje mig. Blind har jeg været, at jeg ikke så hvilket helvede der lå bag dette smil, og uforsigtig, at jeg indlod mig med den stemplede nidding. Men vil Gud kun bevare dig og barnet, skal jeg ikke tabe modet. Vær kun rolig, min Johanne!«

Det var blevet sent ud på natten. Barnet vågnede op i heftige feberrystelser, og Frants gik med recepten til apoteket

»Det sidste redningsmiddel – sukkede han – og hvis det nu slog fejl – hvem skal da trøste den arme Johanne, når jeg imorgen nat sidder i det mørke fængsel, og hun måske står ene og klæder barnet i ligskjorten. Og skal vi miste dig, lille venlige engel! Hvem skal da smile sorgløst til os i sorgen? Det var da den lyksalighed jeg drømte om i det gamle kære familiehus; ja man har ret, det er – forbandet.«

Apoteket var lukket; han havde givet recepten ind gennem den lille låge i døren og sad nu på stentrappen udenfor og ventede på de lægemidler, man tilberedte. Det var en skøn stjerneklar decembernat; men kulden gennemisnede den sørgende fader; så han hverken så måne eller stjerner, men stirrede mørkt og håbløs på de frosne brosten. Da gik vægteren forbi, hilste venlig og sagde: »god morgen!«

»Gud hjælpe mig for morgen er det – mumlede Frants – i min sjæl bliver det aldrig mere morgen, og denne iskolde vinternat knuger mig til graven.«

Fra tårnet slog klokken nu et, og vægteren sang med ren og klar stemme i de simple dybe toner:

Hjælp os, o Jesu kære,
vort kors i verden her
tålmodig at bære!
Der er ej frelser fler.

Frants hørte de fromme ord, og hans smerte opløste sig i vemod. En brændende tåre trillede over hans kind, han løftede sit hoved mod himlen, så den evige stjernepragt og uendelige ro foroven, og han foldede sine hænder og bad de sidste ord med i vægterens sang:

Ræk os din hånd, o frelsermand!
Så bliver byrden let.

Nu gik lågen op på apotekdøren. Frants modtog en lille flaske med dråber, gav sin sidste skærv derfor og ilede håbefuld og styrket til sit hjem; thi det var ligesom en overmenneskelig magt havde hævet hans sjæl og lettet byrden, som kuede ham til jorden.

»Har du også hørt hvad vægteren sang, Johanne! – spurgte Frants, da han trådte ind i den lille grønne stue og så moderen sidde smilende ved vuggen – eller var det dig selv, som sang for mig i natten om hånden fra oven, som skulle lette vor byrde?«

»Tys, han er faldet i en mild og rolig søvn – hviskede Johanne og pegede på barnet – du skal se, det bliver alt sammen godt endnu. Sæt kun den flaske hen! Gud kan nok hjælpe foruden.«

»Hvad er hændt dig, Johanne! dit øje glinser jo så mildt og roligt, som en engel fra himlen havde været hos dig og forkyndet dig et saligt evangelium.«

»Ja, et saligt evangelium er ligesom nedfaldet til mig fra himlen – svarede Johanne og pegede hen på en gammel bibel, som lå opslået på bordet – Se! Det er salig farbroders gamle familiebibel, den har jeg ikke set siden han døde, og – Gud forlade mig det! Jeg har i lang tid ikke tænkt på, at den kunne trøste mig. Den lå i lønskabet i alkoven og faldt just i min hånd, da jeg greb efter et klæde, for at tørre mine tårer. Og se, den har trøstet og beroliget min sjæl. Hvad der så end sker, Frants, om døden og menneskene også tager al glæden fra os i verden, så er Herren dog med os alle dage indtil verdens ende, og vi skal være hos ham engang og ingen skal mere tage vor glæde fra os.«

Frants foldede sine hænder og læste, hvor Johanne havde slået op.

I den gamle sølvbeslagne spænde-bibel lå nogle løse papirer og skrevne blade, som han lagde til side uden at læse dem, da han så, det var kun regninger og kvitteringer. Men med begærlighed gennemså han nu de første skrevne blade i den gamle familiebog, som indeholdt den ærlige mester Floks hele slægtsregister, med indstrøede fromme tanker og ønsker for fremtiden, og endelig en slags dagbog over det sidste år af hans liv. Jo længere han læste, jo opmærksommere blev han, og Johanne så urolig på de sælsomme bevægelser i hans ansigt. Til sidst for han op og råbte: »Det er skrækkeligt, Johanne! Det er skrækkeligt! Man har stræbt din farbroder efter livet, se, her står det. Det er skrevet med hans egen skælvende hånd, men dunkelt og gådefuldt, hør hvad her står!« Og nu satte han sig og læste:

»Gud gøre mine fjenders onde anslag til intet! – Hvorfor gav jeg mit guld i den uretfærdiges hånd, og mit liv i rovdyrets kløer? – Mit gods har han ranet med list – min tunge har han bundet med ed – og mit liv har han truet i løndom. Men forbandet være mit gods i den uretfærdiges hånd, og forbandet det hus, hvori han sætter sin fod! – Vel er der en tid, hvori et menneske hersker over et andet, sig selv til ulykke; – men et menneske har ikke magt over ånden, at forhindre ånden, og ingen magt på dødens dag.«

»Hvad er dette – sagde Frants og stod forfærdet op – Hvem er den dødsfjende, han taler om og ikke tør nævne? I hvis hånd kom hans gods og hans hus? – Den samme er det, som har bundet hans tunge med ed og truet hans liv i løndom. Hvem har vidnet for os og verden, at han er druknet og fundet i Dødningehuset? Hvem har derfra begravet ham i stilhed som en selvmorder? – Hvor mange ulykkelige bares ikke did, som ingen ven kendte mere på det forknuste opsvulmede ansigt? – Og hvis vidnesbyrd har vi for at det var ham? – Hans ben ligger os måske nærmere, end vi tror. Søg og du skal finde – var det ikke sådan du sagde gamle mester! – Hvorfor kom jeg ikke i min kiste? – Hvorfor kom jeg ikke i kristen jord? – Ti stille, gamle! du kan komme det endnu. – Hvad siger du om pulterkammeret? Johanne! Hvem vasker gulv ved midnat, når vi andre sover? Før solen står op, skal jeg have gennemrodet den lukkede morderhule som en muldvarp.«

»Ak, bedste kæreste mand, hvilken skrækkelig mistanke! Jeg forstår ikke det halve af hvad du siger; men hvad jeg aner og tænker er grueligt.«

»Se vort barn, Johanne! Det sover roligt og smiler til os i drømme. Jeg er på vej til at udslette forbandelsen, og velsignelsen kommer os allerede i møde.«

»Jeg vil våge ved barnets vugge; gør du i Guds navn hvad du kan og må,« sagde Johanne; og Frants tændte tavs lygten og gik til værkstedet. Der tog han økse og brækkejern og gik til pulterkammerdøren. Kammeret er mit eget – sagde han ved sig selv – Hvem vil forbyde mig at bryde det op? Han satte brækkejernet til, og det var sket. Lidt ængstelig åbnede han døren; men da han trådte ind, blev han rolig og begyndte trøstig sin natlige gerning. Han lyste med lygten på hver en plet på mur og på gulv; men der var intet som nærede hans mistanke. Nogle sække med brænde stod i en krog; dem rystede han, og hver pind syntes ham mistænkelig som et dødningeben; men han fandt intet spor af hvad han søgte. Kammeret var ryddet og nylig vasket og rengjort. Nu begyndte han på at brække gulvet op. Da syntes det ham, en hånd greb i døren til naboens hus. Han tog forsigtig lygten i den venstre hånd og holdt fast om økseskaftet med den højre. »Har nogen lyst til at hjælpe mig« – sagde han halvhøjt – men der kom ingen. Frants satte lygten fra sig igen og begyndte på ny at hamre og håndtere med brædderne; uden selv ret at vide hvorfor begyndte han nu tillige at fløjte en sang, som hans gamle mester altid plejede at nynne, når han arbejdede. Men Frants havde ikke hamret og fløjtet ret længe, førend det greb i døren igen. Nu tog han lygten og øksen og rejste sig – i det samme gik døren op og en høj hvid skikkelse trådte ham langsomt i møde, med et åsyn som fra fordømmelsens bolig.

»Har du ikke hamret af endnu? Gamle mester, vil du da høvle og hamre her til dommedag? – Får den vise ej i evighed ende?« – sagde en hul velkendt stemme, og Frants genkendte med forfærdelse den blege forvildede søvngænger, som med stift opspilede øjne og forvildet hår kom afklædt og nøgen fra sit sovekammer.

»Hvor lagde du mine ben? – sagde Frants, som grebet af vanvid – Hvorfor kom jeg ikke i min kiste? Hvorfor kom jeg ikke i kristen jord?«

»Dine ben er vel forvarede – svarede den blege frygtelige drømmer – Under mit pæretræ skal ingen forstyrre dem.«

»Men hvem begravede du i mit navn, som selvmorder, da du stjal min ære i døden?« – spurgte Frants videre og forfærdedes selv ved at høre sin stemme; thi det var som om hans gamle mester talte ud af ham.

»Det var jo tiggeren – svarede den blege synder og fordrejede ansigtet krampagtigt – Det var jo den fremmede tigger, som du gav din gamle grå kappe – men jeg jog ham fra min trappe julenat.«

»Hvor han lå, skal du rådne; ved hans side skal du møde mig på dommedag« – sagde Frants, og vidste ikke selv hvad han sagde; thi han var ikke længere sig selv bevidst, men hørte ligesom den afdødes stemme tale igennem sig.

Da hørte han et rædselskrig og stod alene med lygten og den hævede økse i hånden; men den hylende skikkelse var forsvundet tilbage, hvor den kom fra.

»Var det en drøm? – sagde Frants – eller var jeg afsindig? – Er der blod på min Økse? – Nej, endnu er den ren; men bort, bort fra denne morderhule – nu ved jeg hvor jeg skal finde, hvad jeg søger.«

Han gik tilbage til Johanne, som sad stille hos det slumrende barn og læste i den hellige skrift.

Frants tav med hvad der var hændt, og hun gruede for at spørge ham derom. Han bad hende kun hvile sig til det blev dag, mens han vågede ved barnets vugge. »Endnu har jeg kun dunkle formodninger – sagde han – men imorgen vil meget måske blive klart.«

Han gennemlæste nu nøjere de skrevne bibelblade og den gamle mesters efterladte papirer, som han næste dag bragte til retten, hvor han bad om at få alting lovligt undersøgt.

»Sagde jeg det ikke nok, at der ville komme lig ud af huset inden året var omme« – sagde den gamle brødkone på hjørnet til sin datter, da, tre dage efter, en smuk sort kiste, med passer og vinkelmål over kors på låget, blev båret ud af snedker Frants’ hus. Den var ledsaget af Frants og hele det hæderlige snedkerlaug, alle i sorte klæder og med deres kårder ved siden.

»Det skal jo være den gamle snedkermester Flok, som nu først bliver virkelig begravet – sagde brødkonens datter – Så var det dog virkelig hans knogler, man fandt under træet i naboens have?«

»Ja, det har jo den unge mester Frants bevist for retten« – tog en fiskerkone ordet, idet hun satte sin kurv ned på fortorvet og satte sig på hanken, for i magelighed at betragte ligfølget – »Se, der går han den unge smukke mester – vedblev hun – nu kan man dog for fremtiden tjene en skillingspenge hos ham, siden hus og gods er hans, og den gamle gerrige Stork får en lang næse.«

»Og måske en lang hals med – sagde kældermanden – hvis det ellers er sandt hvad man siger, at han hemmelig har taget den ærlige mester Flok af dage.«

»Det har jeg længe tænkt, at den karl blev hængt engang – sagde brødkonen – han købte jo aldrig for to skilling brød hos mig uden han ville have for den tredie i tilgift.«

»Havde man kun fat på ham – sagde kældermanden – i tre dage har ingen set ham i byen.«

Juleaften sad en lille lykkelig familie i snedkermester Floks forrige hus ved kanalen. Barnet sad sundt og friskt på den skønne moders skød, og den unge mester Frants fyldte glad og stille det gamle familiebæger med vin. »En lyksalig jul, min Johanne! – sagde han rørt – det så det ikke ud til for fjorten dage siden. Nu sidder vi som velhavende unge folk her i vort eget lille hus, ligesom din gode salig farbroder havde tiltænkt os det. Nu behøver jeg ikke mere at hamre ligkister sammen ved midnat, men kan lave smukke stole og kommoder til lykkelige nygifte folk, kan holde svende og drenge i værkstedet og have en glad aften ved hver højtid. Og nu har du fred, gamle mester! – føjede han højtidelig til og så hen på stolen i kakkelovnskrogen, som om han sad der endnu – Du har taget forbandelsen fra huset og givet os din velsignelse; derfor skal dit minde være velsignet iblandt os. Gud give dig en salig opstandelse!«

Pulterkammerdøren havde Frants ladet tilmure og han lod værkstedet blive som det var i den gamle mesters tid. Den indridsede skrift på muren havde han ladet overhvidte og den var ikke kommet til syne igen.

Da han nu næste gang gik over Langebro og kom forbi de druknedes Dødningehus, gik han rolig hen til vinduet og sagde ved sig selv: nu kan du gerne se derind; gamle mester Flok ligger der ikke og venter på sin kiste. Men forfærdet for han tilbage; thi et blåt opsvulmet dødningeansigt stirrede på ham med opspilede øjne, og han genkendte i de afskyelige fordrejede træk den forsvundne Storks skrækkelige morderansigt.

»Så har du da givet dig selv det endeligt, som du løj min myrdede uskyldige mester til – sagde Frants – Intet menneske savner dig i verden uden bøddelen, hvis økse du undveg. Dog begravet skal du blive. Din kiste har jeg høvlet på, da du lagde planer for at lægge mig i graven. Gud være din syndige sjæl nådig!«

Frants lod ham i stilhed begrave og gav ham den kiste, han havde troet var til ham selv, da han for få uger siden stod modløs i sit værksted og ingen redning så i sin store nød og jammer.

Lykke og velsignelse syntes nu at have hjemme i hans hus og være med ham i al hans gerning. Den gamle mesters bibel kom ofte ned fra hylden og svalede det stille fromme ægtepar med de evige forjættelser, mens den tillige mindede dem om, at al denne verdens lykke og glæde dog var forgængelig. Kom en prøvestund da imellem de gode dage, og blev det stundom også de lykkeliges lod at sørge ved en kær vens bortgang eller våge en kummerfuld nat ved et elsket barns sygeleje, så forsagede de dog ikke, men rakte kærligt hinanden hånden over bibelen og håbede. Når da vægteren sang:

Hjælp os, o Jesu kære,
vort kors i verden her
tålmodig at bære!
Der er ej frelser fler.

da tænkte Frants på den nat, hvor han sad håbløs og fortvivlet på apotektrappen og ventede på det sidste redningsmiddel, som dog Gud gjorde overflødigt. Han måtte da altid istemme de sidste ord af sangen:

Ræk os din hånd, o frelsermand!
Så bliver byrden let.

Trykt i: Samlede Eventyr og Fortællinger,  1853

Kort om B. S. Ingemann:

Født: den 28. maj 1789
Død: den 24. februar 1862

Læs mere på Arkiv for Dansk Litteratur