Regissøren viste den besøgende vej til Holmans garderobe. Gennem den hede em, der slørede det lave rum, skimtedes den store skuespiller på sin taburet foran spejlet.
Den mægtige krop var nøgen til hofterne, skarlagenrød, blank af sved, det glatbarberede Nero-ansigt viste sig trefordoblet i spejlets fløje, to ganske uens profiler, en skygget og en belyst, og i midtspejlet den brede ansigtsfront svulmende af kraft, hovmod og genialitet. Musklerne lå som seje olieglatte tove om nakke og ryg; fra øret krøb ned mod halsens sener en åre, grenet som en koral, en sælsom levende vej mellem hjerne og hjerte — den tynde snor, der styrede denne vældige marionet, holdt den kold eller hed, lod den larme og rase, brød den i smerte, bandt den i ligevægt, ledede dette mægtige legeme og underordnede alle organer lydhørt under kunstens kommando. —
Holman holdt endnu kulstangen i højre hånd. Sminken klæbede fed og perlende på panden med en skarp strime mod huden, hvor parykken lige var revet løs og slængt hen.
Holman i højt humør. Aftenen var forløbet heldigt, og han vendte sig oprømt mod sin gæst, hvis opgave var rent professionelt blot den ene, at høre den berømte kunstner tale og fortælle.
“Javel!” råbte Holman. “Se Dem blot om! Kig blot på mig, nøgen som en gorilla som jeg er! Der har De leret, hvoraf jeg former, mulden, hvoraf jeg skaber. En skuespiller er en stavnsbunden, en fæstebonde, han kan ikke forlade sin jordlod, slæber nogen på sin krop, er det os! De ved ikke, hvor man kan komme til at hade sit eget korpus! Hør en gang, hvor dumpt det drøner, når jeg slår mig for brystet. Og ens hoved deroppe, — det er som et lille pansret kastel, hvor jeg bor og ofte føler mig afmægtig, altid ensom! Ser De: Ud af dette dyriske stof må jeg skabe, dette kadaver må jeg behænge med brogede klude, snart som et brudekammer, snart som et sørgehus, og aften efter aften må jeg udstille det for den hob af kannibaler, hvis sanser hungrer efter mig. Jeg har ikke ret til at forholde dem min krop, jeg har intet privatliv. Hver aften slynger jeg med et spark mit Jeg uden blusel ud i det grelle rampelys. Og just derfor har hoben foragtet os gøglere, gennem århundreder åbenlyst, og den dag i dag endnu hemmeligt bag smil eller smiger!”
Han havde på ny sat sig foran det trefløjede spejl. Kulstangen skrev runer hen over de sminkeklæbede bryn.
“Se her en gang!” vedblev han. “Her på min pande opstår nu en fjerde akt — stykkets sidste akt, som jeg om lidt skal spille derinde. Min dødsakt! Min tragiske udgang af dette drama for i aften. Jeg stempler mig selv, som man stempler et lam til slagtebænken! Se her. Alle mærkerne af, hvad jeg som stykkets helt gennem tre akter har lidt eller syndet, og som jeg nu skal sone. Disse furer langs næseroden betyder samvittighedskval, disse striber om munden betyder lede ved mig selv, disse pletter over kindbenene betyder forfald, undergang, død. Tredje akt ruller derinde på scenen nu, og jeg kan sidde her og snakke tørt med Dem. Men i denne akt udvikles min skæbne usynligt, mit fald besluttes og her sidder jeg nu og destruerer mig selv med sminke til tragediens sidste akt.
Og der sidder hoben velbeholdent og i læ i parket og loger med god appetit til at nyde mig råt! De hytter deres eget skind, mens vi tager synden og dens soning på os, indestår for verdensretfærdigheden, med os selv og med vor kunst.
Åh, man kan hade dem til tider, disse uansvarlige kujoner, der gemmer deres laster og gemenhed i ly af mørket og begloer os. Publikum! En enhed, der flyder ud til et nul, udslettes af mulmet om dem, en art mimicry, der gør hvert usselt individ farveløst som massen omkring ham.
Men nu og da kan det lykkes og at række en arm ud over rampen, gribe en af de fordækte tåber derude og holde ham op i offentlighedens fulde lys!
Ja, hør nu på mig: Jeg vil fortælle Dem om en sådan bedrift. Og De skal se på mig, mens jeg fortæller. Jeg vil skildre hver detalje med denne kulstang på mit ansigt. Hør nu efter og følg samtidig min mimik.
Den paryk, De ser her, er en skalp. Ja, en skalp, som jeg har trukket af en mand! Jeg har slået ham til jorden med min tomahawk og flået håret af ham! Se, den hænger der som trofæ i min wigwam. Forestil Dem, at den røde sminke, der ligger som en rem om min pande, nu når jeg krænger parykken på, er en stribe blod: Sådan!
De husker sikkert min Daniel Goron! Ja, naturligvis! Se på mig nu, De kender masken igen. Parykken er Daniel Gorons, strøgene her om panden og mund Daniel Goron! Jeg har skabt denne rolle herhjemme, en hel ny type, efter at den gennem tre år var trådt flad på alle fastlandets og Amerikas teatre.
Med parykken her, med denne blodige skalp kronede jeg Daniel Goron. Pas på, blot disse lette strøg med kulstangen her: Nu kender De ham igen! Ikke sandt! Daniel Gorons næse, som et jernnæb rynket ved roden, disse lodrette linjer ved pandens rod. Se mig i øjnene: Mine øjenhuler er kridhvide, for at brodden af mit blik kan såre des bedre! Dette skæg dækker kun ufuldkomment mine hajfisketænder, som man skal hæfte sig ved, når det rustrøde skæg har æklet en længe nok! Og halsen skal være synlig under skægget, en trekant af hvid skamløs hud over den nedfaldende krave. Og nu skal De se mig gå, på hælene, roende med armene, og De må betragte mine hænder, lådne, svampede og med fingrene krumme som kløer. Jeg er ingen kat, jeg er en ulv, jeg bærer mine kløer synligt!
Se nu på mig! Nu er jeg Daniel Goron, finanskongen, ågerkarlen, børsspekulanten, udsugeren, massemorderen: Daniel Goron! Jeg holder alle dramaets personer som dukker i min hånd. De må danse for mig, før jeg kvæler dem. For publikums åsyn lader jeg mine ofre spille deres triste komedie og æder til sidst hele personalet til aftensmad. Sådan er Daniel Goron, skabt af mig, malet, som De ser her på mit ansigt, æltet af mit legemes ler. Mine ben bærer som et staffeli dette kunstværk. Se blot! Således. Her står jeg!
Men lad os nu sætte os. Vi har endnu tid, før jeg må på scenen. Og hør nu i ro og mag på mig.
Jeg havde oprindelig ingen lyst til at give mig af med denne Daniel Goron. Rollen tiltrak mig ikke. Stykket er slet, alt for litterært, l’art pour l’art — ganske uden moral, kort sagt upopulært. Men alligevel er der kerne i Daniel Goron. Franske og tyske kolleger har bidt tænderne itu på denne pansrede nød, og endda fået de nøjsomme hundredetusinder til at juble derude i Europa. Og det overbeviste mig: Denne hårde bombe ville jeg få til at springe! Jeg fornemmede to eller tre replikker i mig, fra det første sekund havde jeg dem i kroppen og siden slap de mig ikke. Jeg måtte have tag i Daniel Goron, føle ham i mig, forvandle mig til ham, og give ham af min vælde, til han fyldte scenen med sin mægtige eksistens.
Der gik uger, prøverne skred frem. Sceneinstruktøren kom hver dag og trykkede min hånd stum af beundring. Men han er også på samme tid blind, døv og idiot! Han så ikke, begreb ikke, at jeg var hvinende falsk, udenfor rollen, at jeg løj og svindlede som en – som en vis kollega, vi begge to kender! — Jeg var desperat, jeg løb panden mod muren, jeg var ikke en gang indenfor rollens skal. Jeg så ikke, anede ikke, hvad for en art menneske Daniel Goron var!
Men en morgen — jeg var netop vågnet, nedtrykt endnu af sidste aftens dumpe indtryk, — med et var jeg klar, i en pludselig vision, skallen var brudt, og fra dette sekund var jeg Daniel Goron!
Jeg forberedte mig til prøven den dag ved straks at anlægge maske — den maske, som De nu ser. Den faldt mig ind som noget, der ikke kunne være anderledes, jeg så den for mig og trak den på som en frakke, der hænger parat. Og hvor herligt passede den mig ikke! Jeg spillede løs, jeg forvandlede mig. Jeg fødtes på ny!
De ved, at jeg har spillet Daniel Goron over to hundrede gange og hver gang bedre; dybere og dybere trængte jeg ind i rollen, jeg voksede under masken, til hele scenen var min, og de andre krøb for mine fødder som slaver. Ingen så dem, teatret var mit, mit alene!
Det var en ti dages rus. Jeg vandrede som i en drøm til om aftenen, hvor min forvandling, min befrielse skete. Gennem to og en halv time forløste jeg mig selv i denne bestialske og grandiose figur, væltede mig i Daniel Gorons laster, raste i hans vanvittige lidenskab, fornedrede mig i hans usle gemenhed, størknede i hans jernhårde ondskab. Ja, det var en rus, en feber! Jeg følte, at jeg havde gjort et fund, et lykkeligt greb, skabt af intet ud af det tomme rum, — et levende menneske: Daniel Goron, der for første gang blev til!
Men en dag blev der på teatret overbragt mig et kort: en besøgende ønskede foretræde. Hundreder søger mig, og dette navn sagde mig intet: Edmund Worm stod der kun. Men jeg, der er overrendt af interviewere og andre parasitter, har endnu aldrig afvist et besøg. Jeg havde ikke spist frokost, sent var jeg gået til ro sidste nat. Men jeg bad vedkommende træde ind.
Jeg sad ved spejlet, som nu i dag. Jeg var lige kommet ud af badet, var nøgen til bæltet, ufriseret — kort sagt i dybeste civil.
Da jeg hørte døren gå, drejede jeg blikket en grad til siden for mit eget spejlbillede, og der så jeg til venstre for mit eget fjæs Daniel Gorons maske. Det gav et sæt i mig. Jeg tænkte, at man prøvede en dårlig spøg, — en vis kollega vi begge kender! Men det var ikke skuespillerens sminke og paryk jeg så, det var et levende ansigt: Daniel Goron selv! Jeg kendte det stærkt krusede skæg, der lod en skamløs trekant hud blottet over flippen, den knudrede pande, næsens stålnæb. Og nu så jeg hele manden, med armene roende i gangen, samtidig snigende og springende, med det enorme legeme spændt ind i en sort frakke som en ligvognshest i Skaberak, og løftende i højre hånd en cylinder blank som skosværte. Jeg så blikket nålespidst under de buskede bryn, de svulstrøde læber: Daniel Goron!
Jeg følte det, som faldt jeg midt ind i en replik gennem teatrets gulvlem. Dette sekund var sandelig ikke nogen spøg!
Men nu så jeg den kommende klart eftersom hans omrids fortættedes i spejlet. Han var ikke mere noget fantom, endnu mindre et digterværk som min Daniel Goron. Han var reel nok, en levende mand af gennemsnitstype, og hvad mere er, en mand som jeg kendte og i dette Nu genkendte.
Ja! Nu kendte jeg ham, nu havde jeg ham! Jeg slog min hånd fladt mod bordet og Io højt. Nu var jeg tilfreds! Det var, som så jeg slutstenen lagt til min bygning. Min præstation var komplet, og jeg bad ham roligt tage plads!
Tungt sank den falske Daniel Goron ned på stolen, som jeg anviste ham, sad der og pustede. De små pupiller rullede anstrengt, til øjnenes hvide trådte frem. Han æklede mig, men jeg holdt mig i ro og ventede, overlod godmodigt ordet til ham. Ja, sandelig! Dette var Daniel Goron — ikke af krølhår og sminke, nej en kopi — af kød og blod, af hud og gift, — af min Daniel Goron!
Endelig talte han:
“Mit navn er Edmund Worm. Jeg er sagfører. Jeg har i dag søgt Dem i en bestemt anledning …” Han standsede, hans fade hudfarve blev bleggul, en strøm af vrede, frygt og galde for op i hans fede kinder.
Jeg besluttede mig til at tage ordet.
“Hr. Worm,” sagde jeg. “Vi kender hinanden. Det vil sige: De har længe kendt mig, da jeg jo er et kendt ansigt, men jeg har også kendt Dem i lang tid, selvom jeg først i dag er blevet fuldt opmærksom på Dem. Jeg har gennem to år så at sige indsuget Dem dråbevis. For omtrent en måned siden var jeg færdig med Dem, havde endelig Deres portræt komplet. Men først i dag ved jeg, hvorfra jeg har Dem, hvorledes jeg del for del, atom for atom har samlet Dem sammen dybt i mit indre, føjet led til led ubevidst i min sjæl, til jeg havde min Daniel Goron færdig! Nu først ved jeg med vished, at jeg i to år daglig mellem ni og ti har mødt Dem på min morgentur, ufravigeligt på samme sted ved indgangen til parken. Når jeg gik ind, gik De ud. De var så præcis som et ur, ligesom jeg selv!”
Ja, nu hører De det altså, hr. Worm. I to år har jeg hver morgen mødt Deres ærede ansigt, har set Dem igen og igen, uden at vide eller ane det selv. De har bundfældet Dem i mig, deponeret Dem selv i en eller anden skuffe her i værkstedet her bag min hjerneskal – og nu i dag er jeg i stand til at påklæbe etiketten: materiale leveret af hr. sagfører E – Elias? – Worm! Jeg forstår Deres interesse og Deres besøg. Deres taknemmelighed rører mig og jeg forstår den. Jeg har løftet Dem af deres ubemærkethed op i kunstens hellige lys. Jeg vil mærke mig Deres navn og gerne være Dem til tjeneste. Hvad pressen angår, må De selv tage Dem af den, jeg skylder den ikke andet end et spark!”
Han havde rejst sig. Til min forbavselse forstod han mig ikke. Ja, han tillod sig endogså protest, han stangede med panden efter mig, fra hans tænder sprøjtede først spyt, dernæst ukvemsord.
“Det er en forbrydelse, De har begået imod mig! Loven har en paragraf mod den art overgreb. Det er et overfald, tyveri, indbrud i mit privatliv. De har VANÆRET mig. De har besudlet mig!” Og lignende nonsens.
Jeg betragtede ham måbende. Men, som De ved, er jeg ikke ganske uden fantasi. Og jeg kunne særdeles godt forestille mig den stakkels idiot henne på teaterets tilskuerplads en aften sidde hinsides rampen, der jo for den store hob stedse betyder tærsklen til et sælsomt og mystisk land – en ny dimension af livet.
Uden tvivl har det fyldt ham med undren, med ubehag, ja med rædsel, at gense sig selv i dette så uvirkelige og dog højest reelle hinsides. Formodentlig har en eller anden skinhellig fyr blandt hans venner aftenen før nydt mig, og af lutter ondskab anbefalet ham at se min Daniel Goron som en seværdighed. Og jeg forestillede mig Edmund Worm i første mellemakt promenerende ude i foyeren, uden for alvor at have fundet ud af ligheden med sit rustrøde krølskæg, sin høgenæse og sin løjerlige sålegængergang – og så pludselig føle sig iagttaget, overbegloet fra alle kanter, som en kryben af myrer over huden, en summen af hviskende stemmer, stjålet pegende fingre: se! Der er han! Daniel Goron! Den rigtige Daniel Goron! Eller hvem? Eller er det skuespilleren, er det Holman selv, der i maske og det hele promenerer her blandt publikum af et eller andet malplaceret lune? Åh, jeg så det for mig, og det kogte i mig. Manden havde rent ud sagt kompromitteret mig ved at vise sig i foyeren og ladet mit publikum tro, at jeg begik den taktløshed at overskride rampen iført maske. Jeg kunne se deres fingre krible efter at rykke i det røde skæg for at mærke, om det sad fast. Og fra alle trappegange og gallerier har de hvisket og fnist: Se, Daniel Goron!
Og så endelig er det gået op for staklen, at det er ham, der er brændpunktet for alles blikke. Han er ikke længere privatmand, han er udstillet! Og måske har han i dette øjeblik truffet sig eget billede i foyerens spejle og set en person, som han ved første øjekast tager for scenens Daniel Goron, svinderen, ågerkarlen – og han er tumlet tilbage, ramt, rystet! Og hans publikum har straks forstået hans mimik og har applauderet – følger ham nu med håndklap og bravo til dørs! Aviserne fortæller måske i dag – jeg ser dem aldrig! – om en lystig eller måske tarvelig caprice af Holman. De idioter!
Men jeg fik dog efterhånden lidt medynk med min gæst. Det har utvivlsomt været et slag for ham, selv for et øjeblik, at se sit spejlbillede som Daniel Goron. Men ved nærmere eftertanke forsvandt al medynk. Der sad dette hæslige og usympatiske menneske i stolen foran mig og begyndte at protestere, ja at føre klagemål. Han var ingen Daniel Goron! Han var en hæderlig mand, der retskaffent og redeligt udøvede sit kald. Men jeg havde hængt hans maske på en skurk, en svindler, en bandit! Til latter for hans venner, til ødelæggelse for ham selv. Ham, hvis forretning beroede på hans klienters tillid! Han var ruineret, hans praksis lammet, hans rygte æreskændet!
Godt! Jeg rejste mig stolt og sagde min mening lige ud. Jeg stillede mig foran ham i Daniel Gorons berømte positur med den ene hånd knyttet på ryggen, den anden med en lang og nederdrægtig pegefinger udstrakt. Nøjagtig som han selv stod foran mig.
“Ha! De skulle ikke være en Daniel Goron? De skulle være anderledes end Daniel Goron? Tror De, jeg havde udset mig Dem, valgt mig Dem mellem tusind andre, som jeg daglig roligt lader spadserer forbi mig, – hvis ikke De, ja netop De, var svindleren og skurken Daniel Goron! Jeg læser det ud af Deres træk, af hver linje i Deres ansigt, Deres blik, Deres læber, Deres tænder. At tvivle på den ting er at tvivle på min kunst, og den vover De at tvivle på! Men livet lyver ikke, drag for drag har Deres historie modelleret sig på Deres ansigt. De bærer Deres vidnesbyrd, Deres vandelsattest fuldt synlig i Deres fysiognomi! Enhver kan læse der, at De er en Daniel Goron!
Lad være, at De ikke har udført Daniel Gorons bedrifter, at De ikke som han har svindlet og myrdet. Det siger intet! Det er ikke handlingen, men anlægget der afgør tingen. De har manglet lejlighed eller anledning til at begå Daniel Gorons forbrydelser. Dertil er De for lille i format. I vort snævre lille land er der ikke albuerum til så vældige ting. Men tror De, at De af den grund er mindre Daniel Goron? – selvom De kun er en almindelig lille sagfører og ikke en fransk børskonge! Alle kim er dog fra fødslen nedlagt i Deres sjæl! De er befængt med Daniel Goron som med en pest! Revider Dem selv! Jeg vil sværge på, at De selv i Deres små ubetydelige handlinger vil finde den type, jeg ved min kunst har draget frem af tidernes mørke!”
Han havde løftet hænderne i protest og jeg kunne se, at han ville til at tale, rimeligvis for at sige ganske utilbørlige ting, han blot senere ville komme til at angre. Jeg var derfor nødt til at overdøve ham og lod min stemme tone af fuldeste bryst.
“De truer mig med voldsmidler, med retsforfølgning, med dom – blot for at vinde Deres smule privatliv tilbage! Ja! Det ville være en handlemåde ganske passende for en Daniel Goron! Brutal, lavsindet, rå materialisme! I stedet for den eneste vej, der sømmer sig for Dem, nu da vi andre, takket være min kunst har opdaget, hvilken type De er – Deres eneste udvej: at revidere Dem selv, granske Deres sind og erkende Dem selv som den Daniel Goron, De er! Og så beskikke Deres hus og omvende Dem, om De kan!
Tror De måske, at kunsten er til for andet end at ætse og lutre menneskers sind? Men vi gøglere, vi er nådige, vi dræber ikke den usselryg, hvis maske vi låner, vi viser blot igen som et spejl! Godt! Se Dem selv i spejlet! Gå Deres vej og ophold mig ikke mere. De spilder min tid! Gå hjem og gransk Dem selv. Hver linje i Deres træk, hvert hår, der vokser af Deres hud er Daniel Gorons, groet af hans instinkter, formet af hans moral, næret af hans blod og af hans safter. De er manden! Jeg siger Dem sandheden brutalt! Det er en kunstners ubarmhjertige og hårde pligt. Jeg har skalperet Dem til Deres eget bedste. Jeg er en ærlig indianer! Jeg har trukket bælgen af Dem, ikke for at prale med et trofæ, men for at give Dem lejlighed til at skifte hud. Mere har jeg ikke at sige Dem. Og så sandt min kunst er suveræn. Mere har De ikke at sige mig!”
Han sad nu og stirrede på mig, hans øjne blev blegere og blegere, han skrumpede ind og blev ganske lille i min lænestol. Hans læber bevægede sig mimrende, men det var overflødigt, jeg havde hørt nok fra hans mund. Hans mægtige krop var som en slunken sæk, da jeg med mit blik stemte ham imod døren. Fra hans strube kom en halvkvalt hulken: “Det er ikke sandt, det er ikke sandt!” Og han stammede endnu i min dør. “Hvad skal jeg gøre nu? De har ranet mit gode rygte, De har stjålet mit ansigt! Hvad har jeg tilbage nu?”
Nå, jeg havde andet at gøre end at høre på hans klynk, og jeg lod portierens folder skylle ham ud af mit telt som en bølge .
Ja, hvad er der mere at fortælle om dette usle individ. Stjålet hans ansigt! Forældlet det, havde jeg, ophøjet det i kunstens evige form! Og der stod han og hylede som en kineser, der har ‘tabt ansigt’, lost his face, som det hedder, når de gule skurke mener sig bragt i vanry!
Jeg mødte ham siden regelmæssigt som før på min morgentur i parken. Han besøgte også hyppigt teatret for at spejle sig i min maske. Jeg har grund til at tro det, for vi var som jæger og vildt. Jeg jog ham og han var som fortryllet af denne jagt, han blev draget derhen, hvor han kunne nås af mig.
Jeg mødte ham allerede morgenen efter hans besøg. Han havde taget sit hageskæg af. Aha, tænkte jeg, du vil modarbejde min maske, du vil knibe ud lumpent og fejt i stedet for at gå i dig selv! Den aften spillede jeg Daniel Goron uden hageskæg. Virkningen var større end nogensinde før. Min hage stod firkantet og hård, brutal og gemen, omspændt af moustachen som af en hestesko. Og han har været i teatret og se mig, for næste dag var også overskægget over hans svulstrøde mund raget bort. Hans blik mødte mit i forvoven trods. Men jeg slap ham ikke! Jeg spillede den aften Daniel Goron skægløs, en bleg og ondsindet type, glatraget til nøgenhed, blottet helt ind til sin gemene sjæl. Publikum sad åndeløst, fastholdt af min kunst, mere lydhør end nogensinde før. Bladene skrev dumme notitser om at jeg havde forandret min maske og indsendere drøftede om det var til gavn for rollen eller ej, de tåber!
Dag for dag på turen gennem parken studerede jeg min mand. Jeg fandt i det glatragede ansigt et ganske lille smertedrag fra mundvigen nedad. Aha, tænkte jeg, en ny side af Daniel Goron; jeg må have den med. Og en kritiker skrev, at jeg for første gang havde afsløret det dybeste og allermest intime menneskelige selv i en gemen ågerkarl og skurk. Hver dag mødtes vi. Hver dag så jeg nye træk. Hans ansigt falmede, blev gustent, og jeg spillede Daniel Goron som en dødssyg forbryder, fortæret af sin egen gift. Jeg holdt ham fast, jeg skrællede ham hver gang vi mødtes, jeg tog hans hud! Flåede ham som Daniel Goron selv har flået sine ofre. Han var min – indtil døden, tænkte jeg allerede den gang, eller i hvert fald så længe stykket gik, og det gik tohundrede gange. –
Jeg hørte, at han havde opgivet sin forretning. Den var gået tilbage, hed det, og han var i gæld. Bladene havde bragt dobbeltbilleder: hans portræt side om side med mit i Daniel Gorons maske, man havde indbudt til præmiegætning om hvem der var hvem. Jeg forstår godt, at hans klienter skyede ham fra den dag.
Jeg fulgte hans fysiognomi i daglige lynskud, nyt hver gang, det var næsten som en rullende film; det blev hårdt at følge med. Til min uro og ængstelse så jeg, at han gled ned rapidt. Brutaliteten i hans træk afløstes af en grædefærdig slaphed, pupillernes sylespids blev sløv. Det blev næsten umuligt at følge med uden helt at forflygtige den oprindelige Daniel Goron. Bladene skrev, at jeg lagde en tragik ind i skikkelsen, der var mod stykkets ånd, at jeg skildrede en synders desperate dødskamp og ikke en børskonges rå despotisme. Jeg indså, at de køtere for en gang skyld havde ret, selvom de ikke fuldt ud forstod, hvor menneskeligt dybt jeg formede skikkelsen nu. Og ingen af dem anede min sande og store bedrift: Jeg ofrede min første inspiration for at rense dette menneske for ham selv. Jeg havde krænget huden af ham med børster og pigge, jeg havde ribbet ham for al hans ondskab, og et lille ydmygt hudløst og lidende kreatur var tilbage. En angrende synder! Det var min bedrift! Men det havde kostet mig min kunsts kraftigste udtryk, min første vældige Daniel Goron. Slunken og bleg måtte jeg nu selv krybe over scenen, hviskende de voldsomme replikker hæst som en døendes rallen. Ganske vist: en helt ny type var skabt. Og mange – jeg selv med dem – har ment at først nu stod skikkelsen for alvor menneskeligt sandt og dyb: syndens gru og angst var udtrykt i denne krybende og ynkelige orm. –
Når jeg nu mødte Daniel Goron var det, som så jeg blot hans skygge. Han luskede i en bue uden om dem, han mødte. Hans blik var skælvende, hans fod fandt ikke hvile på jorden. Han førte tit en latterlig lille hund i snor. Ofte stod han stille og så på det lille stridige dyr, tungt og tålmodigt. Jeg optrådte fra den dag på scenen med en sådan hund, lådden og bidsk som en lille luskende djævel, til hvem jeg var bundet ved en snor.
Men sidste gang jeg så ham, kom han krumbøjet, pakket ind i tørklæder, støttet til en stok, gulsottig, en lød som galde, radmager, et vissent skelet, hostende, døende.
Nogle uger efter så jeg da også hans død averteret. Boets eksekutor havde underskrevet, altså havde han ingen slægtninge, han var død isoleret, udslettet sporløst, som han havde fortjent.
Netop nu var Daniel Goron udspillet, jeg var i hvert fald træt; på min ordre tog man stykket af plakaten.
Og måske vil en og anden tåbe mene, at masken her har dræbt sin model, suget hans kraft som en edderkop suger en flues! Godt, anderledes øves kunst nu engang ikke i verden. Den tager sit stof fra det levede liv, den skabes af andres kød og blod, af deres tårer og sved, af deres ømhed eller had, som den vil. Den er suveræn som Gud selv, den tager fra en enkelt og giver tusindfold igen! Ingen tør kalde den, der skaber for evigheden, sjælemorder eller tyv, fordi en usling blev brændemærket, indtil jernet sved hver ondskabs fiber fra hans knogler, lutrede ham til han var død!
Og endda mener De måske, jeg skal ynke denne usle lille sagfører Edmund Worm. Godt! Se nu her. Her tegner jeg en kulstreg under hvert af mine øjne, et par andre fra mundvigen ned. Ikke sandt: nu ser jeg bedrøvet ud. Kan man forlange mere af en gøgler? –
Men nu ringer regissørklokken sit første signal, jeg må sminke mig færdig til sidste akt. Det er min dødscene nu!”
Trykt i: Noveller, 3 – Livet er farligt. 1927
Kort om Otto Rung
Født: den 16. juni 1874
Død: den 19. oktober 1945