Graveren i Chapelizod af Sheridan Le Fanu

Sheridan Le Fanu
By Unknown – Pinterest, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=42799496

De, der husker Chapelizod som det var for femogtyve år siden eller mere, husker sikkert også graveren. Bob Martin var meget frygtet af drenge, der om søndagen skulkede fra kirkegangen og i stedet for løb rundt på kirkegården og læste indskrifterne på gravstenene eller sprang buk over dem eller kravlede om i vedbenden for at finde flagermus eller fuglereder eller kikkede ind gennem det mystiske hul under østvinduet, hvor man kunne se en række trappetrin, der tabte sig i mørket, i hvilket man skimtede en række støvede og hensmuldrende kister, hvis fløjlsbetrukne låg gabede uhyggeligt og åbenbarede de hvide knogler. Bob var selvfølgelig en skræk og rædsel for sådanne nysgerrige drenge. Men hvor skrækindjagende han end var i sit embede som graver, og hvor fjernt hans ranglede skikkelse i den falmede sorte frakke, hans uvenlige lille ansigt, hans mistænksomme grå øjne og hans falmede brune stumpede paryk end kunne synes at være al gemytlighed, så hændte det dog, at Bobs moral vaklede og at Bacchus ikke altid fristede ham forgæves.

Bobs hukommelse var noget ud over det sædvanlige, for han var fuld af lystige historier og gruopvækkende beretninger. Hans levevej havde gjort ham fortrolig med grave og nisser, og hans egen smag med bryllupper, alle slags gilder og sammenkomster. Og da han kunne huske næsten tre snese år tilbage i landsbyens historie, var hans forråd af stedlige anekdoter stort, nøjagtigt og opbyggeligt. Da hans indkomst som graver på ingen måde var overdådig, var han ikke sjældent henvist til kneb, som selv i bedste tilfælde ikke var de allerfineste, hvis han ville følge sin lyst og trang. Han inviterede ofte sig selv, når hans værter havde glemt at gøre det. Når hans venner og bekendte sad og drak sammen på en kro, kom han ofte tilfældigt derind og underholdt dem med mærkelige eller frygtelige historier fra sit uudtømmelige forråd, og han generede sig aldrig for at modtage deres tak i form af en varm whiskypunch eller hvad det nu var, de drak.

Der var på den tid en kromand ved navn Philip Slaney, som havde en kro næsten lige overfor den gamle bom. Når denne mand var alene, drak han aldrig for meget, men da han af naturen var tungsindig og derfor stadig trængte til lidt stimulans, kom han efterhånden til at sætte overordentlig stor pris på Bob Martins selskab, der i virkeligheden lidt efter lidt blev det eneste lyspunkt i hans tilværelse, og det så ud, som om den snurrige gravers underfundige morsomheder og vidunderlige historier fik hans medfødte melankoli til at lette lidt.

Dette fortrolige forhold bidrog ikke til at forøge de to drikkebrødres velstand eller ry. Bob Martin drak en hel del mere punch end han havde godt af, og mere end hvad der passede til hans stilling i kirkens tjeneste. Philip Slaney lod sig lokke til lignende svagheder, for det faldt ham svært at modstå sin kloge vens elskværdige overtalelser, og da han måtte betale for dem begge, mener man, at det gik endnu værre ud over hans pung end over hans helbred. Det kan nu være som det vil, men Bob Martin fik af de lokale æren af at have gjort ‘sorte Philip Slaney’ – sådan kaldtes han altid – til en drukkenbolt, og Philip Slaney fik æren for at have gjort graveren til en endnu større slubbert, hvis det var muligt.

Under disse omstændighederne blev regnskaberne i forretningen over for bommen noget indviklede. En lummer sommerdag, da vejret var både tungt og skyet, gik Philip Slaney ind i det lille kontor bagved, hvor han førte sine bøger og hvorfra han gennem et meget snavset vinduer kunne se den bare væg på huset overfor. Her lukkede og låste han døren, tog en ladt pistol, stak mundingen i munden og skød den øverste del af hovedet op gennem loftet.

Denne frygtelige ulykke gjorde et meget dybt indtryk på Bob Martin. Dels fordi han flere gange i den sidste tid var blevet fundet om natten på landevejen så åndsfraværende, eller måske snarere bevidstløs af druk, at han var blevet truet med afskedigelse. Og dels, var der nogle der tilføjede, fordi han havde svært ved at finde en anden, der ville spendere så meget på ham som stakkels Philip Slaney plejede. Så Bob Martin forsvor alkohol under enhver form og blev et glimrende eksempel på afholdenhed og nøgternhed. Til sin kones store trøst og til stor opbyggelse for nabolaget holdt Bob fast ved sine gode forsætter med rimelig nøjagtighed. Han var sjælden beruset og aldrig fuld, og den bedre del af nabolaget hilste ham med alle de æresbevisninger, der tilkommer den fortabte søn.

Omtrent et år efter den frygtelige begivenhed, vi har nævnt, skete det, at præsten fik besked om en begravelse, der skulle finde sted på kirkegården i Chapelizod, og samtidig modtog han visse instruktioner om gravens beliggenhed, så han sendte bud efter Bob Martin i den hensigt at meddele samme embedsmand disse officielle detaljer. Det var en trykkende sensommeraften. Store mængder af tunge, uhyggelige tordenskyer havde dynget sig oven på hinanden og dækkede himlen med en højtidelig tronhimmel, der varslede om uvejr. I den tunge, stille luft hørtes den dumpe rullen af torden langt borte, og man havde en fornemmelse af, at naturen lå knuget og tynget af uvejret, der var i anmarch. Klokken var over ni, da Bob iførte sig sin lurvede sorte embedsfrakke og forberedte sig til at møde sin overordnede.

“Bobby, min egen ven,” sagde hans kone, før hun gav ham hatten, “nu vil du godt lade være, Bobby, du ved nok med hvad!”
“Jeg ved ikke, hvad du mener,” svarede han kort og greb efter sin hat.
“Du vil nok lade være med at krumme armen, ikke sandt, Bobby?” sagde hun og holdt hatten udenfor hans rækkevidde.
“Jo, det skal jeg nok, men kom så med hatten!”
“Jamen, Bobby, du skal love mig det – vil du ikke nok love mig det?”
“Jo, vist vil jeg så – hvorfor ikke? Men giv mig nu min hat og lad mig komme af sted.”
“Ja, men du lover jo ikke rigtigt, Bobby, du har jo ikke lovet mig noget endnu.”
“Nå ja, fanden tage mig, om jeg drikker en dråbe, før jeg kommer hjem igen,” sagde graveren vredt. “Er du så tilfreds? Og vil du så give mig hatten?”
“Her er den, min ven. Og Gud sende dig fri og frelst tilbage.”

Med denne afskeds-velsignelse lukkede hun tilfreds og lettet døren efter ham og satte sig ved sit strikketøj for at vente på, at han skulle komme tilbage. Hun syntes, at han i den sidste tid havde været beruset oftere, end det passede sig for hans nye liv, og hun frygtede, at den halve snes værtshuse, som han skulle passere, ville lokke ham så stærkt, at han ikke kunne stå imod.

De var stadig åbne, og der stod en herlig duft af whisky ud af dem, da Bob sneg sig forbi med lange øjne. Men han stak hænderne i lommen, så til den anden side og fløjtede resolut og prøvede kun at tænke på præsten og den betaling, han skulle have. Således førte han sin moral trygt forbi de lurende skær og nåede præstegården i sikkerhed. Præsten var imidlertid pludselig blevet kaldt ud til en syg, og Bob Martin måtte derfor sidde i forstuen og få tiden til at gå, så godt han kunne, til præsten kom hjem. Dette varede, uheldigvis meget længe, og klokken må have været tolv, før Bobby Martin kunne gå hjemad. Nu var uvejret trukket sammen og det var bælgmørkt. Der hørtes tordenbulder fra bjergsiderne og dalene i Dublin-bjergene, og det blege, blå kornmod lyste på husenes hvide facader.

Nu var alle døre lukkede, men da Bob travede hjemad, søgte hans blik ganske af sig selv det værtshus, der engang havde tilhørt Philip Slanye. Der skinnede et svagt skær ud gennem skodderne og gennem det lille vindue over døren, så der stod et svagt, tåget lysskær om hele huset. Da Bobs øjne nu var blevet vant til mørket, var det omtalte lysskær tilstrækkeligt til, at han kunne se en mand i en slags løs ridefrakke sidde på en bænk, som stod uden for vinduet. Hans hat var trukket dybt ned over øjnene og han sad og røg på en lang pibe. Ved siden af ham kunne man svagt skimte omridset af et glas og en flaske, og man kunne også se en opsadlet hest, der roligt stod og ventede på sin herre. Der var utvivlsomt noget mærkeligt ved synet af en rejsende, der sad på gaden på denne tid af natten og indtog forfriskninger. Men graveren antog blot, at den rejsende havde taget sin forfriskning med udenfor for at nyde den i fred og ro, da værtshuset lukkede for den dag.

På ethvert andet tidspunkt ville Bob have hilst den fremmede med et venligt god aften, men han var ikke i humør til noget nu og var lige ved at gå forbi den fremmede uden et ord, da denne, uden at tage piben fra munden, løftede flasken og vinkede til ham med den, idet han samtidigt indbød ham til at dele hans plads og drikke ved en bevægelse med hoved og skuldre og ved at rykke lidt til side på bænken. Der var den herligste duft af whisky i luften og Bob var på nippet til at modtage indbydelsen. Men i det øjeblik, han begyndte at vakle, huskede han sit løfte og sagde: “Nej, mange tak, jeg har ikke tid i aften.” Den fremmede vinkede en indtrængende velkomsthilsen til ham og pegede på den tomme plads ved siden af sig. “Jeg takker Dem meget for Deres venlige tilbud,” sagde Bob, “men jeg er allerede sent på den og har ingen tid tilovers, så jeg ønsker Dem godnat.”

Den fremmede lod glasset klirre mod flaskehalsen, som ville han antyde, at han i det mindste kunne få sig en dram uden at spilde tiden. Bob var af samme mening, men skønt tænderne løb i vand, huskede han sit løfte, rystede på hovedet med urokkelig beslutsomhed og gik videre. Den fremmede rejste sig fra bænken med piben i munden, flasken i den ene hånd og glasset i den anden og holdt sig tæt i hælene på graveren, mens hans hest fulgte bagefter. Der var noget mistænkeligt og noget uforklarligt i denne påtrængenhed. Bob forstærkede sine skridt, og den fremmede fulgte tæt efter ham. Graveren begyndte at føle sig ilde til mode og vendte sig om. Hans forfølger var lige bag ham og opfordrede ham stadig med utålmodige bevægelser til at smage på hans whisky.

“Jeg har jo allerede sagt,” sagde Bob, der nu både var vred og bange, “at jeg ikke vil røre den, og det må være nok. Jeg bryder mig ikke om at have noget at gøre med Dem og Deres flaske, og i Guds navn,” tilføjede han heftigere, da han så, at den anden stadig kom nærmere, “gå væk og lad være med at plage mig på den måde.” Disse ord syntes at ophidse den fremmede, for han løftede truende flasken mod Bob Martin. Trods denne voldsomme bevægelse lod han alligevel afstanden mellem sig og Bob blive noget større. Bob kunne imidlertid stadig se ham følge efter sig i nogen afstand, for der kom en underlig rød glans fra hans pibe, der svagt oplyste hele skikkelsen som med en meteors uhyggelige lys.

“Jeg ville ønske, at Fanden tog sig lidt mere af sine,” mumlede den ophidsede graver, “så ved jeg nok, hvor du ville være.” Næste gang, han så sig tilbage over skulderen, så han til sin skræk den påtrængende fremmede så tæt bag sig som han nogensinde havde været. “Gid pokker havde Dem,” råbte denne gruens og gravens mand, næsten ude af sig selv af raseri og rædsel, “hvad vil De mig?” Den fremmede så nu mere tillidsfuld ud, og blev ved med at nikke. Da han kom endnu lidt nærmere, rakte han flaske og glas frem. Bob Martin hørte hesten pruste i mørket bagved. “Behold det for Dem selv, hvad det så end er, for der er hverken nåde eller held ved Dem,” råbte Bob Martin, kold af skræk, “og lad mig så være i fred!” Han prøvede forgæves at komme i tanker om en bøn eller en besværgelse i sin fuldstændige forvirring. Han gik så hurtigt, at han næsten løb. Nu var han ganske nær sin egen dør.

“Luk mig ind, for Guds skyld! Molly, luk døren op!” råbte han, da han nåede tærskelen og lænede sig mod døren. Hans forfølger stod nu foran ham på vejen. Han havde ikke længere piben i munden, men det røde skær glødede stadig omkring ham. Der kom nogle hule, uartikulerede lyde fra ham, helt ulveagtige og ubeskrivelige, mens han lod til at skænke op i glasset. Graveren sparkede af al sin kraft på døren og råbte samtidigt fortvivlet: “I Gud den Almægtiges navn, forlad mig en gang for alle!”

Forfølgeren kastede rasende flaskens indhold efter Bob Martin, men i stedet for vædske strømmede der flammer ud af den. De bredte sig og hvirvlede uden om dem, og et øjeblik stod de begge indhyllet i et svagt flammeskær. I samme øjeblik kom der et vindstød, som rev den fremmedes hat af, og graveren kunne se, at hans hoved manglede issen. Et øjeblik så han på det sorte, gabende hul, så faldt han sanseløs ind gennem døren, som hans kone lige havde åbnet.

Jeg behøver næppe give læseren nogen forklaring på denne yderst letforståelige og nøjagtige fortælling. Alle var enige om, at den rejsende var genfærdet af ham, der havde begået selvmord, og som nu var kaldt frem af den onde for at friste graveren til at bryde sit løfte, der jo var bekræftet med en ed. Var det lykkedes ham, er der ingen tvivl om, at den mørke ganger, som Bob havde set, var bestemt til at bære en dobbelt byrde tilbage til det sted, hvorfra den kom.

Som en bekræftelse på, hvor virkeligt dette syn havde været, så man den næste morgen, at den gamle tjørn, der stod uden for indgangen, var blevet svedet af den helvedesild, der var strømmet ud af flasken, ganske som om det var et lyn, der havde ramt den.

Trykt i Dublin University Magazine, januar 1851
Originaltitel: The Sexton’s Adventure

Kort om Sheridan Le Fanu

Født den 28. august 1814
Død den 7. februar 1873

Læs mere på Gyseren.dk

Genfærds-diligencen af Amelia B. Edwards

Amelia B. Edwards
By unbekannt – entweder der Verlag oder eine Zeitung – aus dem Buch von Amelia B Edwards “PHARAOHS, FELLAHS AND EXPLORERS”, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=11423945

De begivenheder, som jeg nu vil fortælle Dem, er absolut sande. Det er noget, der er hændt mig, og jeg husker det så tydeligt, som var det sket i går. Og dog er der gået 20 år siden den nat. I de 20 år har jeg kun fortalt historien til ét menneske. Jeg fortæller den nu med en modvilje, jeg har svært ved at overvinde. Det eneste, jeg beder om, er, at De vil lade være med at pådutte mig Deres meninger. Jeg ønsker ikke noget bortforklaret. Jeg har ikke lyst til at indlade mig på nogen diskussion. Jeg ved meget nøje, hvad jeg selv mener om dette emne, og da jeg har mine egne sansers vidnesbyrd at stole på, foretrækker jeg at holde mig til det.

Altså! Det skete for netop 20 år siden, et par dage før rypejagten holdt op. Jeg havde været på jagt hele dagen, men havde knap nok fået noget i tasken. Vinden var stik øst. Det var i december, og det var på en trist vidstrakt hede helt oppe i den nordligste del af England. Og jeg var gået vild. Det var ikke et rart sted at gå vild. De første snefnug fra en snestorm, der var i anmarch, dansede hen over lyngen, og den blygrå himmel blev mørkere og mørkere. Jeg skyggede med hånden over øjnene og stirrede ængstelig ud i skumringen, hvor den dyblilla hede gik over i en lav bjergkæde 15-20 kilometer borte. Ikke den mindste anelse af røg, ikke en smule dyrket jord, ikke så meget som et gærde eller en fåresti mødte blikket i nogen retning. Der var ikke andet at gøre end at gå videre og prøve at finde et eller andet undervejs. Jeg tog geværet på nakken igen og gik træt videre. Jeg havde været på benene siden daggry, og jeg havde ikke spist noget siden morgenmaden.

Imidlertid begyndte sneen af falde uhyggelig tæt, og vinden lagde sig. Så blev det endnu koldere, og mørket sænkede sig hurtigt. Mine udsigter formørkedes samtidig med himlen, og jeg blev tung om hjertet, da jeg tænkte på min unge hustru, der allerede sad og så efter mig ved vinduet i vores lille værelse på kroen, og jeg tænkte på al den lidelse og uvished, der ventede hende den lange nat igennem. Vi havde været gift i 4 måneder, og efter at have tilbragt efteråret i det skotske højland boede vi nu i en lille, afsides landsby i udkanten af en af de store engelske heder. Vi var meget forelskede i hinanden og meget lykkelige. I morges, da vi skiltes, havde hun bedt mig komme hjem, før det blev mørkt, og det havde jeg lovet. Hvad ville jeg ikke have givet for at have holdt mit løfte! Hvor træt jeg end var, følte jeg, at jeg endnu kunne nå at komme hjem før midnat, hvis jeg bare fik et godt måltid, en times hvil og en god fører.

Og hele tiden faldt sneen, og mørket blev tættere. Nu og da standsede jeg og råbte, men mine råb syntes kun at gøre stilheden dybere. Der kom en sær følelse af ubehag over mig, og jeg begyndte at huske historier om vandringsmænd, der var blevet ved at gå og gå i snevejret, indtil de helt udmattede ikke ønskede andet end at lægge sig ned og sove ind i døden. Ville det være muligt, spurgte jeg mig selv, at fortsætte med at gå hele den lange, mørke nat? Ville det tidspunkt komme, hvor mine kræfter svigtede og min vilje slappedes? Hvis det skete, måtte også jeg sove dødens søvn. Døden! Det gøs i mig. Hvor ville det være hårdt at dø nu, da livet lå så lyst foran mig! Hvor ville det være hårdt for min hustru, hvis elskende hjerte – men det kunne jeg ikke holde ud at tænke på! For at skyde tanken til side, begyndte jeg at råbe igen, højere og længere end før. Jeg lyttede anspændt. Blev mit råb besvaret, eller bildte jeg mig blot ind, at jeg hørte et råb langt borte? Jeg kaldte igen, og igen fulgte ekkoet. Så dukkede der pludselig et flakkende lysskær frem af mørket, det blinkede, forsvandt, nærmede sig og blev stærkere.

Jeg løb hen imod det, så hurtigt jeg kunne, og stod til min store glæde pludselig ansigt til ansigt med en gammel mand, som gik og svingede med en lygte. “Gudskelov!” udbrød jeg uvilkårligt. Han glippede med øjnene og rynkede panden. Så løftede han lygten og så på mit ansigt. “For hvad?” brummede han gnavent. “Jo – for Dem. Jeg begyndte at blive bange for, at jeg skulle gå vild i sneen.”
“Nå,ja, folk går vild her en gang imellem, og hvorfor skulle De ikke også, hvis det er Herrens vilje?”
“Hvis det er Herrens vilje, at De og jeg går vild sammen, min ven, så må vi finde os i det,” svarede jeg, “men jeg agter ikke at gå vild uden Dem. Hvor langt er jeg nu fra Dwolding?”
“Mindst 30 kilometer.”
“Og fra den nærmeste landsby?”
“Den nærmeste landsby er Wyke, og det er 20 kilometer i den anden retning.”
“Hvor bor De da?”
“Derude,” sagde han og gjorde et kast med lygten.
“De er vel på hjemvejen?”
“Det er jeg måske.”
“Så går jeg med Dem.”

Den gamle mand rystede på hovedet og gnubbede eftertænksomt næsen med håndtaget på lygten. “Det nytter ikke noget,” brummede han. “Han slipper Dem ikke ind, det gør han ikke.”
“Det skal vi nok ordne,” sagde jeg muntert. “Hvem er han?”
“Herren.”
“Hvem er herren?”
“Det kan jo være Dem lige meget,” lød det uhøflige svar.
“Nå, ja, gå nu i forvejen, så skal jeg nok få herren til at give mig husly og aftensmad i aften.”
“Ja, De kan jo prøve!” mumlede min tvære fører. Han rystede stadig på hovedet, mens han humpede af sted som en trold gennem den faldende sne.

En stor bygning dukkede pludselig frem af mørket, og en vældig hund for ud og gøede rasende. “Er det her huset?” spurgte jeg.
“Ja, det er huset. Læg dig, Bey!” Han famlede i lommen efter en nøgle. Jeg gik tæt hen bag ham, fast besluttet på ikke at miste nogen chance for at komme ind, og i den lille lyscirkel fra lygten så jeg, at døren var tæt beslået med svære jernsøm som en fængselsdør. Et øjeblik efter havde han drejet nøglen om, og jeg trængte forbi ham ind i huset.

Da jeg først var kommet indenfor, så jeg mig nysgerrigt om. Jeg befandt mig i en kæmpemæssig bjælkehal, der åbenbart tjente mange formål. I den ene ende lå der store korndynger, der nåede op til loftet ligesom i en lade. I den anden ende var der stabler af melsække, landbrugsredskaber, tønder og alt muligt ragelse. Ned fra bjælkerne hang der rækker af skinker, flæskesider og bundter af tørrede urter til vinterbrug. Midt på gulvet stod der en mægtig indretning, klodset dækket med en snavset presenning. Da jeg løftede et hjørne af presenningen, så jeg til min forbavselse et meget stort teleskop, monteret på en bevægelig platform med fire små hjul. Røret var lavet af malet træ, holdt sammen af grove metalbånd. Spejlet var, så vidt jeg kunne se i det svage lys, mindst femten tommer i diameter. Mens jeg stod og undersøgte instrumentet og spekulerede på, om det mon var en autodidaktisk optikers værk, ringede en klokke højt.

“Det er Dem,” sagde min fører med et ondskabsfuldt grin. “Hans værelse er derovre.” Han pegede mod en lav, sort dør i den modsatte side af hallen. Jeg gik derover, bankede temmelig hårdt på døren og trådte ind uden at vente på nogen opfordring. En høj, hvidhåret gammel mand rejste sig fra et bord, der var dækket med bøger og papirer, og så strengt på mig.

“Hvem er De?” sagde han. “Hvordan er De kommet her? Hvad ønsker De?”
“James Murray, sagfører. Til fods over heden. Mad, drikke og søvn.”
Hans buskede bryn rynkedes ildevarslende. “Mit hus er ikke noget hotel,” sagde han hovmodigt. “Jacob, hvor vover du at lukke denne fremmede ind?”
“Jeg lukkede ham ikke ind,” brummede den gamle, “han fulgte mig over heden og trængte sig ind foran mig. Jeg kan ikke hamle op med en, der er seks fod og to tommer.”
“Og må jeg spørge Dem, min herre, med hvilken ret trænger De ind i mit hus?”
“Med den ret med hvilken jeg ville have klynget mig til Deres båd, hvis jeg var ved at drukne. Med selvopholdelsesdriftens ret.”
“Selvopholdelsesdriften?”
“Der ligger allerede en tomme sne på jorden nu,” svarede jeg kort, “og før daggry ville der være nok til at dække mit lig.”

Han gik hen til vinduet, trak et tungt, sort gardin til side og så ud. “De har ret,” sagde han. “Hvis De vil, kan De blive til i morgen. Jacob, servér aftensmaden.” Han gjorde tegn til, at jeg skulle sætte mig ned, tog selv plads og fordybede sig atter i den læsning, jeg havde afbrudt.

Jeg satte mit gevær i hjørnet, trak en stol hen til ilden og så mig om i ro og mag. Værelset var mindre end hallen, og dets indhold ikke så blandet, men det rummede alligevel en hel del, der kunne vække min nysgerrighed. Der var intet tæppe på gulvet. De hvidkalkede vægge var hist og her overkradset med mærkelige diagrammer, og andre steder var de dækket med hylder fulde af fysiske instrumenter, hvis formål jeg ikke altid kendte. På den ene side af kaminen stod der en reol, fyldt med store, lasede bøger, på den anden side et lille orgel, fantastisk dekoreret med malede udskæringer, som forestillede middelalderlige djævle og engle. Gennem lågen til et skab, der stod halvt åbent i den anden ende af stuen, kunne jeg se en lang række geologiske prøver, medicinske præparater, kolber, destillations-apparater og krukker med kemikalier. På hylden ved siden af mig stod der, foruden en mængde andet, også en model af solsystemet, et lille galvanisk batteri og et mikroskop. Hver eneste stol var fuldt belæsset. I hver eneste krog lå der dynger af bøger. Selv på gulvet flød det med kort, afstøbninger, papirer, diagrammer og et lærd roderi af alt muligt.

Jeg så mig om med en forbavselse, der steg for hver ny ting, jeg fik øje på. Et så mærkeligt værelse havde jeg aldrig set. Endnu mærkeligere var det dog at finde et sådant værelse i en ensom gård ude på de vilde, mennesketomme heder! Atter og atter så jeg fra min vært til hans omgivelser og fra omgivelserne tilbage til min vært og spekulerede på, hvem og hvad han kunne være.

Mens jeg sad og betragtede ham, gik døren op, og Jacob bragte aftensmaden ind. Hans herre lukkede bogen, rejste sig og bad mig tage plads ved bordet med større høflighed end han før havde vist. Der blev sat skinke og æg, et brød og en flaske fremragende sherry for mig.

“Jeg har kun tarvelig bondekost at byde Dem,” sagde min vært. “Jeg håber, at Deres appetit vil få Dem til at glemme manglerne ved vort spisekammer.” Jeg var allerede gået i gang med maden og påstod med en sulten jægers begejstring, at jeg aldrig havde smagt noget så vidunderligt.

Han bukkede stift, satte sig og begyndte på sin egen aftensmad, som ganske enkelt bestod af en kande mælk og en tallerken grød. Vi spiste i tavshed, og da vi var færdige, tog Jacob bakken ud. Så trak jeg min stol hen til kaminen igen. Til min forbavselse gjorde min vært det samme. Han vendte sig brat imod mig og sagde: “Min herre, jeg har levet her strengt afsondret fra verden i 23 år. I den tid har jeg ikke haft én gæst om året, og jeg har ikke læst en eneste avis. De er den første fremmede, der kommer over min tærskel i de sidste 4 år. Vil De gøre mig den tjeneste at give mig lidt oplysning om den verden, jeg så længe har været borte fra?”

“Vær så venlig at udspørge mig,” svarede jeg. “Jeg står ganske til Deres disposition.” Han bukkede let til tak og lænede sig frem. Med albuerne på knæene og med hagen støttet i hænderne sad han og stirrede stift ind i ilden. Så begyndte han at udspørge mig.

Hans spørgsmål drejede sig mest om videnskabelige forhold, han var næsten helt ukendt med videnskabens sidste fremskridt og den måde, hvorpå de anvendtes i det daglige. Da jeg ikke selv var videnskabsmand, svarede jeg så godt, som min ringe viden tillod mig, men hvervet var alt andet end let, og jeg blev meget lettet, da han holdt op med at spørge og gik over til at diskutere og begyndte at fremsætte sine egne slutninger om det, jeg havde prøvet at forklare ham. Han talte og jeg lyttede fortryllet. Han talte, til han næsten glemte min tilstedeværelse, tror jeg, og blot sad og tænkte højt. Jeg har aldrig hørt noget lignende, hverken før eller senere. Han var fuldt fortrolig med alle de filosofiske systemer, analyserede sindrigt, generaliserede dristigt, og hans tanker strømmede uhindret frem. Han sad stadig i den samme gnavne stilling med øjnene fæstet på ilden og vandrede fra emne til emne, fra spekulation til spekulation som en inspireret drømmer. Han gik fra praktisk videnskab til filosofi, fra elektricitet i ledningsnet til elektricitet i nerver, fra Watts til Mesmer, fra Mesmer til Reichenbach, fra Reichenbach til Swedenborg, Spinoza, Condillac, Descartes, Berkeley, AristoteIes, Platon og Østens magere og mystikere. Alt sammen overgange, der måske kunne være forvirrende, fordi de spændte så vidt, men som fra hans læber lød så lette og harmoniske som overgange i musik. Efter nogen tids forIøb – jeg husker ikke mere, hvad forbindelsen var, kom han ind på de områder, som endog ligger hinsides den spekulative filosofis grænser. Han talte om sjælen og dens stræben, om ånden og dens magt, om synskhed, om spådom, om de fænomener, som under navn af spøgelser, genfærd og overnaturlige væsner er blevet benægtet af skeptikere og bekræftet af lettroende gennem alle tider.

“Verden,” sagde han, “bliver for hver time, der går, mere og mere skeptisk med hensyn til alt det, der ligger uden for dens eget snævre område. Vore videnskabsmænd støtter denne skæbnesvangre tendens. Alt, hvad der ikke lader sig bekræfte ved eksperimenter, stempler de som opspind. Alt, hvad der ikke kan bevises i et laboratorium eller en dissektionsstue forkaster de som forkert. Hvilken overtro har de kæmpet så længe og så stædigt imod som troen på genfærd? Og hvilken overtro har beholdt sit faste greb i menneskers sind længere? Vis mig en kendsgerning indenfor fysik, historie, arkæologi, der er støttet af så mange og så forskellige vidnesbyrd. Dette fænomen, der er bekræftet af alle racer, af alle tidsaldre og under alle himmelstrøg af oldtidens mest nøgterne lærde, af den mest primitive vilde i nutiden, af kristne, hedninger, panteister og materialister, behandles som en ammestuefortælling af vort århundredes videnskabsmænd. Indicie-beviser er for dem blot en fjer i vægtskålen. Hvor værdifuld sammenligningen af årsag og virkning end er i videnskaben, så skubbes den her til side som værdiløs og upålidelig. Vidners udsagn regnes ikke for noget, lige meget hvor pålidelige vidnerne ellers er. Den, som blot tøver, før han udtaler sin dom, fordømmes som en nar. Den, der tror, er en drømmer eller en tåbe.”

Han havde talt med bitterhed i stemmen og sank hen i tavshed et par minutter. Lidt efter hævede han hovedet fra hænderne og tilføjede i en anden tone: “Jeg standsede ved dette problem, undersøgte det og skammede mig ikke over at fremsætte mine overbevisninger for verden. Jeg blev brændemærket som en synsk, latterliggjort af mine samtidige og med hån jaget bort fra den gren af videnskaben, i hvilken jeg havde arbejdet med ære i alle de bedste år af mit liv. Alt dette skete for 23 år siden. Fra den tid har jeg levet, som De ser, jeg lever nu, og verden har glemt mig, som jeg har glemt verden. Der har De min historie.”

“Den er meget sørgelig,” mumlede jeg, for jeg vidste næppe, hvad jeg skulle svare.
“Den er meget almindelig,” svarede han. “Jeg har kun lidt for sandheden, som så mange bedre og klogere mænd har lidt før mig.” Han rejste sig, som om han ville afslutte samtalen og gik hen til vinduet. “Det sner ikke mere,” bemærkede han, da han lod gardinet falde og gik tilbage til kaminen.
“Sner det ikke mere!” udbrød jeg og rejste mig ivrigt. “Åh, hvis det bare var muligt – men det er håbløst. Selv om jeg kunne finde vej over heden, kunne jeg ikke gå 30 kilometer i aften.”
“Gå 30 kilometer i aften!” udbrød min vært. “Hvad tænker De på?”
“Jeg tænker på min kone,” svarede jeg utålmodigt. “På min unge kone, der ikke ved, jeg er gået vild og som i dette øjeblik er næsten ude af sig selv af ængstelse.”
“Hvor er hun?”
“I Dwolding, 30 kilometer borte.”
“I Dwolding,” gentog han tankefuldt. “Ja, det er rigtigt, afstanden er 30 kilometer. Men – er De så ivrig for at spare de 6-8 timer?”
“Så ivrig er jeg, at jeg i dette øjeblik ville give 10 pund for en fører og en hest.”
“Deres ønske kan opfyldes for mindre end det,” sagde han smilende. “Aftendiligencen nordfra, som skifter heste i Dwolding passerer et vejkryds, der kun ligger 6 kilometer herfra, og den skal være der om ca. fem kvarter. Hvis Jacob går med Dem over heden og viser Dem den gamle postvej, tror De så, De selv kunne finde vej til det sted, hvor den støder ud til den nye vej?”
“Let – gerne!”

Han smilede igen, ringede og gav den gamle tjener besked, så tog han en flaske whisky og et glas frem fra det skab, hvor han gemte sine kemikalier. “Sneen ligger dybt,” sagde han, “og det er tungt at gå over heden i aften. Et glas whisky før De tager af sted?” Jeg ville have sagt nej, men han nødede mig, og jeg drak det. Det brændte mig i halsen som ild og tog næsten vejret fra mig. “Det er stærkt,” sagde han, “men det vil hjælpe Dem med at holde kulden ude. Og nu har De ikke et øjeblik at spilde. God nat!”

Jeg takkede ham for hans gæstfrihed og ville have trykket hans hånd, men han havde vendt sig bort, før jeg havde talt færdig. Et øjeblik efter gik jeg gennem hallen, Jacob lukkede yderdøren bag mig, og vi var ude på den åbne, hvide hede.

Det var bitterlig koldt, selv om vinden havde lagt sig. Ikke en lyd forstyrrede nattens stilhed, undtagen sneens knirken under vore fødder. Jacob, der ikke var særlig tilfreds med sit hverv, traskede foran mig i tvær tavshed med sin lygte i hånden. Jeg fulgte efter ham med geværet over skulderen, lige så lidt oplagt til samtale som han. Mine tanker kredsede om min sælsomme vært. Hans stemme lød endnu i mine øren. Hans veltalenhed holdt min fantasi fanget. Den dag i dag husker jeg med forbavselse, hvordan min stærkt stimulerede hjerne fuldstændig ordret huskede hele sætninger og stumper af sætninger, et væld af strålende billeder og brudstykker af glimrende ræsonnementer.

Mens jeg således tænkte over det, jeg havde hørt og prøvede at komme i tanker om et led hist og her, fulgte jeg i hælene på min fører uden at ænse noget. Efter nogen tids forløb standsede han pludselig og sagde: “Der går Deres vej. Sørg for, at De har stengærdet til højre for Dem, så kan De ikke tage fejl af vejen.”
“Så er det altså den gamle postvej?”
“Ja, det er den gamle postvej.”
“Og hvor langt er der så til korsvejen?”
“Lidt over 4 kilometer.”

Jeg trak min pung frem, og han blev mere meddelsom. “Vejen er såmænd god nok til fodgængere,” sagde han, “men den var for stejl og for snæver til trafikken nordpå. De skal passe på, der hvor gærdet er gået i stykker tæt ved vejviseren. Det er ikke blevet gjort i stand siden ulykken.”
“Hvilken ulykke?”
“Aftendiligencen styrtede ned i dalen nedenunder – mindst 10 meter – lige på det værste sted af vejen på hele egnen.”
“Forfærdeligt! Var der mange, der blev dræbt?”
“Dem alle sammen. De fandt 4 døde, og de sidste 2 døde næste morgen.”
“Hvor længe er det siden, det skete?”
“Det er lige 9 år.”
“I nærheden af vejviseren, siger De? Jeg skal huske det. God nat.”
“God nat, og mange tak.”

Jacob stak pengene i lommen, gjorde en bevægelse i retning af hatten og gik hjem ad den vej, han var kommet. Jeg så efter skæret fra hans lygte til det forsvandt, så vendte jeg mig og fortsatte min vej alene. Der var ikke længere den mindste vanskelighed ved det, for selv om det var meget mørkt, sås stengærdet tydeligt nok mod det svage skær fra sneen. Hvor var der stille nu, da jeg ikke havde andet end mine egne skridt at lytte efter! Hvor stille og ensomt! Jeg fik en mærkelig, ubehagelig følelse af ensomhed. Jeg gik hurtigere. Jeg nynnede en stump af en melodi. Jeg lagde vældige summer sammen i hovedet og beregnede rente og rentes rente af dem. Jeg gjorde kort sagt mit bedste for at glemme de forbløffende betragtninger, jeg lige havde lyttet til, og det lykkedes mig til en vis grad.

Imidlertid syntes natteluften at blive koldere og koldere, og skønt jeg gik rask til, var det umuligt at holde varmen. Mine fødder var som is. Mine hænder blev helt følelsesløse, og jeg holdt rent mekanisk fast på geværet. Jeg åndede også tungt, som om jeg var ved at klatre op ad de højeste tinder på et eller andet mægtigt bjerg og ikke blot gik hen ad en almindelig landevej i Nordengland. Jeg blev til sidst så forpustet, at jeg måtte standse et par minutter og læne mig mod stengærdet. Da jeg gjorde det, kom jeg til at se hen ad vejen, og til min lettelse så jeg i det fjerne en lille lysprik, der lignede en lygte, som nærmede sig. Først mente jeg, at det var Jacob, der var gået tilbage efter mig, men netop som jeg tænkte dette, så jeg et lys til, der tydeligt nok var parallelt med det første. Det nærmede sig også med samme fart. Jeg behøvede ikke spekulere længe for at regne ud, at det var lygterne på en privat vogn, skønt det forekom mig mærkeligt, at en privat vogn kørte ad en vej, der ikke længere var i brug, og om hvilken det oven i købet sagdes, at den var farlig.

Der kunne dog ikke være nogen tvivl om det, for lygterne blev stærkere for hvert øjeblik, og jeg bildte mig allerede ind, at jeg kunne se vognens mørke omrids mellem dem. Den nærmede sig meget hurtigt og fuldstændig lydløst, da sneen lå næsten en fod dyb under hjulene.

Og nu blev selve køretøjet synligt mellem lygterne. Det så mærkelig højt ud. En pludselig mistanke dukkede op i mit sind. Var det muligt, at jeg i mørket var kommet forbi korsvejen uden at se vejviseren, og var det måske den diligence, jeg skulle møde? Jeg behøvede ikke spekulere længe over det, for nu kom den frem fra et sving på vejen med kusk og post, en passager ovenpå og fire dampende skimler, alle omgivet af et svagt lysskær, gennem hvilke lygterne strålede som et par blændende meteorer.

Jeg sprang frem, vinkede med hatten og råbte. Postvognen kom hen mod mig i fuld fart og kørte forbi. Et øjeblik frygtede jeg, at jeg hverken var blevet set eller hørt, men det var kun et øjeblik. Kusken standsede. Posten, der var indhyllet i halstørklæder og frakke helt op til øjnene, sad åbenbart og sov, for han besvarede ikke mit råb og gjorde ikke det mindste forsøg på at stige ned. Passageren, der sad udenpå, drejede end ikke hovedet.

Jeg åbnede selv døren og så ind. Der sad kun 3 rejsende indenfor, så jeg gik ind, lukkede døren, satte mig i et ledigt hjørne og lykønskede mig til mit held. Luften i diligencen forekom mig at være koldere end luften udenfor, hvis det var muligt, og den var gennemtrængt af en mærkelig fugtig og ubehagelig lugt. Jeg så på mine medpassagerer. Det var alle mænd, og de var alle tavse. Det lod ikke til, at de sov, men de sad tilbagelænet i hver sit hjørne af vognen, somom de var optaget af deres egne tanker. Jeg prøvede at indlede en samtale.

“Hvor er det dog koldt i nat,” sagde jeg henvendt til min genbo. Han hævede hovedet og så på mig men svarede ikke. “Det lader til,” fortsatte jeg, “at vinteren er begyndt for alvor.”

Skønt det hjørne, han sad i, var så svagt oplyst, at jeg ikke rigtig kunne se hans træk, så jeg dog, at hans øjne var rettet lige mod mig. Alligevel svarede han ikke et ord. På ethvert andet tidspunkt ville jeg være blevet ærgerlig og rimeligvis have givet udtryk for det, men i øjeblikket følte jeg mig for ilde tilpas til at gøre noget ved det. Natteluftens isnende kulde var trængt ind i kroppen på mig, og den mærkelige lugt inde i vognen havde givet mig en uudholdelig kvalme. Jeg rystede fra hoved til fod, og idet jeg vendte mig imod min nabo på venstre side, spurgte jeg, om han havde noget imod, at jeg åbnede et vindue. Han hverken talte eller rørte sig. Jeg gentog spørgsmålet højere, men med samme resultat. Så mistede jeg tålmodigheden og trak vinduet ned. Da jeg gjorde det, brast læderremmen i hånden på mig, og jeg lagde mærke til, at glasset var fuldstændig jordslået, så meget, at det måtte have siddet der i årevis. Da min opmærksomhed således var henledt på vognens tilstand, undersøgte jeg den nøjere, og ved de udvendige lygters flakkende skær så jeg, at den var overordentlig medtaget. Ikke blot var den ikke repareret, men den var lige ved at falde fra hinanden. Vinduesrammerne gik i stykker ved den blotte berøring. Læderbetrækket var skimlet og rådnede bogstavelig talt bort fra træværket. Gulvet var lige ved at gå i stykker under mine fødder. Hele vognen var fuldstændig ødelagt af fugt og var åbenbart blevet hentet frem fra et eller andet udhus, hvor den havde stået og smuldret i mange år, for at gøre endnu en dags arbejde på landevejen.

Jeg vendte mig mod den tredje passager, som jeg endnu ikke havde tiltalt, og vovede en bemærkning. “Denne vogn er i en meget dårlig tilstand,” sagde jeg. “Den rigtige diligence er vel til reparation?” Han drejede langsomt hovedet og så mig ind i øjnene uden at sige et ord. Jeg vil aldrig glemme det blik, så længe jeg lever. Det gjorde mig kold om hjertet og kan gøre det endnu, når jeg tænker på det. Hans øjne glødede med en feberagtig, unaturlig glans. Hans ansigt var gustent som et ligs. Hans blodløse læber var trukket tilbage som i dødsangst og viste de skinnende tænder.

Mine ord døde bort på mine læber, og der kom en rædsel – en frygtelig rædsel – over mig. Mine øjne havde nu vænnet sig til mørket i vognen, og jeg kunne se nogenlunde tydeligt. Jeg vendte mig mod manden overfor mig. Han sad også og så på mig med samme forfærdende bleghed i ansigtet og med det samme stenhårde glimt i øjnene. Jeg tørrede mig over panden. Jeg vendte mig mod passageren ved siden af mig og så – åh, Himmel, hvordan skal jeg beskrive, hvad jeg så? Jeg så, – at ingen af dem var levende, at han ikke var et levende menneske som jeg selv! Der var et svagt lysskær over deres frygtelige ansigter – forrådnelsens skær – og over deres hår, der drev af gravens fugt, over deres jordslåede tøj, der var ved at falde af dem, og over deres hænder, der var som hænder på lig, der har været længe begravet. Kun deres øjne, deres frygtelige øjne, levede, og de var alle vendt truende imod mig!

Et skrig af rædsel, et vildt, uforståeligt skrig om hjælp og nåde brød frem fra mine læber, da jeg kastede mig mod døren og forgæves prøvede at åbne den. I et eneste øjeblik, der var kort og klart, som når et landskab ses i et lynglimt, så jeg månen skinne gennem en forreven sky – den uhyggelige vejviser, der stod med løftet finger ved vejkanten – det knuste stengærde – hestene, der var ved at falde – det mørke dyb nedenfor. Så gyngede vognen som et skib i storm. Så kom der et vældigt brag – en følelse af knusende smerte – mørke …

Det forekom mig, at der var gået flere år, da jeg en morgen vågnede efter en dyb søvn og fandt min kone ved siden af sengen. Jeg vil forbigå den scene, der fulgte, og ganske kort fortælle Dem den historie, hun fortalte mig med taknemmelige tårer. Jeg var faldet ned i kløften, tæt ved det sted, hvor den gamle vej møder ud til den ny, og var kun blevet frelst fra en sikker død ved at falde i en dyb snedrive, der var føget sammen ved foden af klippen nedenfor, I denne snedrive blev jeg opdaget ved daggry af et par fårehyrder, som bar mig til det nærmeste ly og hentede en læge til mig. Lægen fandt mig i vildelse, med brækket arm og kompliceret kraniebrud. Brevene i min tegnebog viste mit navn og adresse, min kone blev tilkaldt for at pleje mig, og takket være min ungdom og stærke konstitution kom jeg mig til sidst. Jeg behøver næppe at sige, at det sted, hvor jeg faldt, netop var samme sted, som den frygtelige ulykke havde ramt diligencen nordfra 9 år i forvejen.

Jeg fortalte aldrig min kone om den frygtelige oplevelse, jeg lige har berettet for Dem. Jeg fortalte lægen, der tilså mig, om den, men han behandlede hele eventyret som slet og ret en feberfantasi. Vi diskuterede spørgsmålet gang på gang, indtil vi opdagede at vi ikke mere kunne afvinde det interesse, så lod vi emnet falde. Lad andre mene, hvad de vil – jeg ved, at for 20 år siden var jeg den femte passager i genfærds-diligencen.

Trykt i All the Year Round, Christmas, 1864
Originaltitel: The Phantom Coach

Kort om Amelia B. Edwards

Født den 7. juni 1831
Død den 15. april 1892

Læs mere på Wikipedia

Det røde værelse af H. G. Wells

H. G. Wells
by George Charles Beresford, black and white glossy print, 1920

“Jeg kan forsikre Dem,” sagde jeg, “at der skal et særdeles håndgribeligt spøgelse til at forskrække mig.” Og jeg rejste mig op foran ildstedet med mit glas i hånden. “De er selv ude om det,” sagde manden med den visne arm og tilkastede mig et blik fra siden. “Jeg har levet i 28 år,” sagde jeg, “og jeg har endnu aldrig set et spøgelse.”

Den gamle kvinde sad og stirrede stift ind i ilden, hendes blege øjne var vidt opspilede. “Ja,” indskød hun, “og De har levet i 28 år og aldrig set et hus som dette, tænker jeg. Der er meget, man ikke har set, når man kun er 28.” Hun rystede på hovedet. “Meget, man ikke har set og prøvet.”

Jeg mistænkte halvt de gamle mennesker for med deres gnavne stædighed at prøve på at overdrive de hemmelige rædsler i huset. Jeg satte mit tomme glas på bordet og så mig omkring i værelset og fangede et glimt af min egen forkortede og uhyrlige skikkelse i det løjerlige gamle spejl for enden af værelset.

“Udmærket,” sagde jeg, “hvis jeg ser noget i nat, skal jeg lade mig overbevise, for jeg går ganske fordomsfri til opgaven.” “De er selv ude om det,” sagde manden med den visne arm endnu en gang.

Jeg hørte lyden af slæbende og sjokkende trin på fliserne i gangen udenfor, og døren knagede i sine hængsler, da en anden gammel mand trådte ind, endnu mere bøjet, endnu mere rynket og endnu ældre end den første. Han støttede sig til en enkelt krykke, hans øjne var dækket af en skærm og hans underlæbe, der var krænget udefter, hang bleg og lyserød ned fra hans ormstukne, gule tænder. Han gik lige hen til en lænestol på den anden side af bordet, satte sig tungt og begyndte at hoste. Manden med den visne arm tilkastede den nyankomne et hurtigt, direkte fjendtligt blik, den gamle kone tog overhovedet ingen notits af ham, men blev siddende og stirrede stift ind i ilden.

“Som jeg sagde — De er selv ude om det,” sagde manden med den visne arm, da hosten holdt op et øjeblik. Manden med skærmen bemærkede for første gang min nærværelse og drejede hovedet bagud og til siden for at se mig. Jeg fangede et kort glimt af hans små, blege, betændte øjne. Så begyndte han at hoste og harke igen.

“Hvorfor drikker du ikke?” sagde manden med den visne arm og skubbede øllet over til ham. Manden med skærmen skænkede sig et glas, men rystede sådan på hånden, at halvdelen plaskede ud på fyrretræsbordet igen. En kæmpemæssig skygge krøb sammen på væggen og efterabede hans bevægelser, da han skænkede og drak. Jeg må indrømme, at jeg ikke havde ventet disse groteske opsynsmænd. Der er for mig noget barbarisk i alderdommen, noget lurende og atavistisk, gamle mennesker synes at miste de menneskelige egenskaber umærkeligt dag for dag. Disse tre gjorde mig uhyggelig til mode med deres gnavne tavshed, deres sammenkrøbne holdning og deres åbenbare fjendskab mod mig og mod hinanden.

“Hvis De vil vise mig Deres meget omtalte spøgelsesværelse,” sagde jeg, “vil jeg gerne gøre mig det bekvemt for natten der.” Den gamle mand med hosten kastede hovedet tilbage så pludseligt, at det gav et sæt i mig, og tilkastede mig et blik fra sine røde øjne under skærmen, men der var ingen, der svarede mig. Jeg ventede et øjeblik og så fra den ene til den anden. “Hvis De vil vise mig Deres meget omtalte spøgelsesværelse,” sagde jeg lidt højere, “skal jeg befri Dem for det hverv at underholde mig.”

“Der står et lys på flisen uden for døren,” sagde manden med den visne arm og så på mine fødder, mens han talte til mig. “Men hvis De går op i det røde værelse i nat” (- “Denne nætternes nat!” mumlede den gamle kone -) “så må De gå alene.”

“Udmærket,” svarede jeg. “Og hvad vej skal jeg så?” “De skal et stykke ned ad gangen,” sagde han, “indtil De kommer til en dør, som fører ind til en vindeltrappe, og halvvejs oppe ad den er der en afsats og en anden dør, der er dækket af et forhæng. Den skal De igennem og ned ad den lange korridor til enden, så har De det røde værelse på Deres venstre hånd op ad trinene.”

“Har jeg fået rigtig fat i det?” spurgte jeg og gentog hans forklaring. Han korrigerede mig på et enkelt punkt. “Og det er virkelig Deres alvor, at De går derop?” sagde manden med skærmen og så på mig for tredje gang med denne løjerlige, unaturlige hældning af hovedet. (- “Denne nætternes nat!” mumlede den gamle kone -) “Det er det, jeg er kommet for,” sagde jeg og gik hen imod døren. I det samme rejste den gamle mand med skærmen sig og stavrede rundt om bordet som for at være nærmere ved de andre og ilden. I døren vendte jeg mig og så på dem. Der sad de alle tre tæt ved siden af hinanden, mørke mod den flammende ild, og stirrede på mig over skuldrene med et spændt udtryk i de gamle ansigter.

“God nat,” sagde jeg og åbnede døren. “De er selv ude om det,” sagde manden med den visne arm. Jeg lod døren stå på vid gab, indtil jeg havde fået lyset tændt, så lukkede jeg den og gik ned ad den kolde gang, der gav genlyd af mine skridt i stilheden. Jeg må tilstå, at disse tre gamle besynderlige pensionister, i hvis varetægt hendes Nåde havde overladt borgen og de mørke, gammeldags møbler i hushovmesterens værelse, hvor de holdt til, havde påvirket mig til trods for mine anstrengelser for at holde mig fuldstændig nøgtern.

De syntes at tilhøre en anden tidsalder, en længst forsvunden tid, en tid, da tingene var mere uhåndgribelige end nu, mindre afgjorte, en tid, da man troede på varsler og hekse og da genfærd hørte til dagens orden. Selve deres eksistens var underlig uvirkelig, snittet i deres klæder fostret af henfarne ånder. Det var, som om disse mennesker tilhørte en anden verden, som om de kun besøgte denne som genfærd.

Men med en kraftanstrengelse jog jeg disse tanker på flugt. Det trak koldt i den lange underjordiske gang, og mit lys blafrede og fik skyggerne til at krybe sammen og skælve. Ekkoet rungede op og ned ad vindeltrappen og en skygge kom listende op efter mig, en anden fløj foran mig i mørket ovenover. Jeg kom op til afsatsen og standsede der et øjeblik og lyttede efter en raslen, jeg bildte mig ind at have hørt. Beroliget ved den absolutte stilhed skubbede jeg omsider døren bag forhænget op og stod i korridoren.

Virkningen var ikke den, jeg havde ventet, for månelyset, der skinnede ind ad det store vindue for enden af korridoren, skilte alt i sorte skygger eller sølvklart lys. Alting stod på sin plads. Huset kunne for den sags skyld være blevet forladt i går og ikke for halvandet år siden. Der var lys i lysestagerne, og det støv, der havde samlet sig på tæpperne eller på det polerede gulv, lå fordelt så jævnt, at man næppe kunne se det i månelyset.

Jeg skulle til at gå videre, men standsede brat. Der stod en bronzegruppe på afsatsen, som jeg ikke kunne se for den fremspringende væg, men dens skygger faldt så mærkelig tydeligt på den hvide væg og bibragte mig en fornemmelse af, at der var nogen, der lå på lur i krogen for at overfalde mig. Jeg stod stiv af rædsel i et halvt minut måske. Så gik jeg frem med hånden i den lomme, hvor jeg havde min revolver, kun for at opdage Ganymedes og ørnen, der lyste i måneskinnet. Denne lille episode gav mig for en tid min ro tilbage, og en kinesisk porcelænsdukke, der stod på et lille kunstfærdigt bord og nikkede med hovedet, da jeg gik forbi, fik mig næppe nok til at fare sammen.

Døren til det røde værelse og trinene op til det var i en mørk krog. Jeg bevægede lyset frem og tilbage for rigtig at se den niche, jeg stod i, inden jeg åbnede døren. Her var det, tænkte jeg, at min forgænger blev fundet, og ved tanken om den historie blev jeg pludselig grebet af angst.

Jeg stirrede over min skulder hen på Ganymedes i månelyset og åbnede døren til det røde værelse temmelig hurtigt, med ansigtet halvt vendt mod den blege, tavse gruppe på afsatsen. Jeg gik ind, lukkede døren bag mig med det samme, drejede nøglen om i låsen og stod med lyset højt hævet og inspicerede skuepladsen for min nattevagt, det røde værelse i Lorraine Castle, i hvilket den unge hertug var død. Eller snarere, i hvilket han var begyndt at dø, for han havde åbnet døren og var faldet hovedkulds ned ad den trappe, jeg lige var kommet op ad. Det havde været enden på hans nattevagt, på hans modige forsøg på at besejre stedets genfærdstradition, og aldrig, tænkte jeg, havde en hjerneblødning bedre tjent til at bekræfte overtroen.

Og der var andre og ældre historier, der knyttede sig til værelset, helt tilbage til den ikke usandsynlige begyndelse på det hele, beretningen om en frygtsom hustru og det tragiske resultat af ægtemandens spøg med at gøre hende bange. Og når man så på det store mørke værelse med de skumle vinduesfordybninger, dets nicher og alkover, kunne man godt forstå de legender, der havde spiret i dets mørke kroge. Mit lys var kun en lille flammetunge i det vældige rum, og det kunne ikke gennemtrænge den modsatte ende af værelset, men efterlod et hav af mystik og anelser uden for sin lille ø af lys.

Jeg besluttede at foretage en systematisk undersøgelse af stedet med det samme og sprede mørkets indbildte anelser; før de fik magten over mig. Efter at jeg havde overbevist mig om, at jeg havde låst døren, begyndte jeg at gå omkring i værelset, stirrede på hvert eneste møbel og trak sengeforhænget helt til side. Jeg trak også gardinerne til side og undersøgte hasperne på hvert eneste vindue, førend jeg lukkede skodderne, jeg bøjede mig ned og kikkede op i den store skorstens sorte indre og bankede på det mørke egetræspanel for om muligt at opdage et hemmeligt hulrum.

Der var to store spejle i værelset, hver med et par lysestager med lys i, og på kaminhylden stod der også flere lys i kinesiske lysestager. Jeg tændte dem allesammen et efter et. Der var lagt til rette i kaminen – en uventet betænksomhed af den gamle husholderske, og jeg tændte op for at holde enhver tilbøjelighed til kuldegysninger nede. Da det brændte godt, stillede jeg mig med ryggen til ilden og betragtede værelset igen.

Jeg havde trukket en lænestol og et bord hen til kaminen som en slags barrikade foran mig, og på bordet havde jeg lagt min revolver parat. Min nøjagtige undersøgelse havde beroliget mig, men jeg fandt stadig, at mørket, der rugede i værelsets fjerneste kroge, og den fuldkomne stilhed var alt for stimulerende for fantasien. Ekkoet af den knitrende og bragende ild var mig ikke nok. Mørket i alkoven havde det udefinerbare præg af eksistens, der indgav mig denne mærkelige fornemmelse af at være i selskab med et lurende, levende væsen, der kommer så let i stilheden og ensomheden. Til sidst gik jeg for at berolige mig selv hen til alkoven med et af lysene og forvissede mig om, at der ikke var noget derhenne. Jeg stillede lyset på gulvet i alkoven og der lod jeg det blive stående.

På det tidspunkt var jeg temmelig nervøs og ophidset, skønt der, efter hvad min fornuft sagde mig, ikke var nogen rimelig grund til at være det. Jeg tænkte imidlertid fuldstændig klart. Jeg påstod ganske uforbeholdent over for mig selv, at der ikke kunne ske noget overnaturligt, og for at få tiden til at gå gav jeg mig til at rime noget sammen á la Ingoldsbys myter om stedets oprindelige legende. Jeg sagde et par af linjerne højt, men ekkoet var ikke behageligt. Af samme årsag opgav jeg også temmelig hurtigt en samtale med mig selv, om det umulige i at der fandtes spøgelser.

Mine tanker vendte tilbage til de tre gamle, underlige mennesker nedenunder, og jeg prøvede at holde mig til dette emne. Men de dystre røde og sorte farver i værelset gjorde mig urolig, til trods for de 7 lys var der ikke rigtigt lyst. Det ene henne ved alkoven blafrede i trækken, og det flakkende ildskær fik skyggerne til ustandselig at skifte og bevæge sig. Da jeg spekulerede på et middel, kom jeg i tanker om de lys, jeg havde set ude på gangen. Jeg overvandt mig selv til at gå ud i månelyset, men jeg tog et lys med og lod døren stå på vid gab så længe. Lidt efter vendte jeg tilbage med hele 10 lys, som jeg anbragte i forskelligt kinesisk nips, der stod omkring i værelset. Jeg tændte dem og satte dem, hvor skyggerne lå dybest, nogle på gulvet, nogle i vinduesfordybningerne, indtil mine 17 lys til sidst var anbragt sådan, at hver eneste tomme i værelset blev direkte belyst af i det mindste et af dem. Det faldt mig ind, at når spøgelset kom, måtte jeg advare ham om, at han ikke skulle træde på dem. Værelset var nu fuldstændig klart oplyst. Der var noget særdeles trygt og opmuntrende ved alle disse små levende flammer og samtidig fik jeg noget at bestille med at ‘snyde’ dem, hvilket gav mig en beroligende fornemmelse af, at tiden gik. Men selv nu vejede den rugende forventning om nattevagten tungt på mig.

Det var over midnat, da lyset ved alkoven pludselig gik ud, og det dybe mørke sprang tilbage på sin plads. Jeg så ikke lyset gå ud. Jeg vendte mig bare og så, at mørket var der, og studsede som man gør, når man pludselig ser en uventet fremmed. “Det var pokkers!” sagde jeg højt, “det var da en voldsom træk!” Så tog jeg tændstikkerne på bordet og gik tværs igennem værelset i ro og mag for at tænde lyset igen.

Min første ‘tændstik ville ikke brænde, og da jeg havde fået den anden tændt, havde jeg en fornemmelse af, at der var et eller andet, der blinkede på væggen overfor. Jeg vendte mig uvilkårligt og så, at de to lys på det lille bord ved kaminen var gået ud. Jeg rejste mig med det samme. “Det var da mærkeligt!” sagde jeg. “Skulle jeg selv have gjort det i et øjebliks distraktion?”

Jeg gik tilbage til bordet og tændte det ene, og mens jeg gjorde det, så jeg lyset i den højre lysestage på det ene af spejlene blafre og gå ud, det andet fulgte efter næsten samtidig. Flammen forsvandt, som om vægen pludselig var blevet knipset af mellem to fingre, så den hverken glødede eller røg. Mens jeg stod og stirrede, gik lyset ved fodenden af sengen ud, og de mørke skygger syntes at krybe nærmere hen imod mig.

“Det går ikke, dette her!” sagde jeg, da først det ene og så det andet lys på kaminhylden fulgte efter. “Hvad er det dog for noget?” råbte jeg, og min stemme lød så underlig højt. I det samme gik lyset på skabet ud og det, jeg havde tændt i alkoven, fulgte efter. “Holdt! Det er mine lys!” sagde jeg med et halvt hysterisk forsøg på at være morsom og forsøgte at stryge en tændstik til lyset på kaminhylden. Mine hænder rystede sådan, at jeg ikke kunne ramme svovlet på tændstikæsken. Da kaminhylden dukkede frem af mørket igen, slukkedes to lys i den fjerneste ende af værelset. Men med den samme tændstik tændte jeg de store lys foran spejlet og dem på gulvet foran døren. Et øjeblik syntes jeg at vinde terræn igen, men så gik der straks fire lys ud i træk i forskellige hjørner af værelset, og jeg skyndte mig rystende at stryge endnu en tændstik og stod og overvejede, hvor jeg skulle bruge den.

Som jeg stod der uden at kunne bestemme mig, så det ud, som om en usynlig hånd slukkede de to lys på bordet. Med et rædselsskrig for jeg hen til alkoven og ind i krogen og hen til vinduet og tændte tre, mens endnu to lys gik ud henne ved kaminen. Så fandt jeg på en bedre udvej, jeg lagde tændstikkerne på det jernbeslagne dokumentskrin i hjørnet og tog en af lysestagerne. På den måde undgik jeg at sinke mig med at stryge tændstikkerne, men lysene gik stadig ud, og de skygger, som jeg frygtede og kæmpede imod, vendte tilbage og krøb ind på mig, først fra en side og så fra en anden. Det var ligesom en forreven stormsky, der for hen over himlen og slukkede stjernerne. Nu og da dukkede de frem et øjeblik og blev så borte igen.

Jeg var næsten vanvittig af rædsel for det kommende mørke, og min selvbeherskelse svigtede mig. Jeg sprang stønnende og forvildet fra lys til lys i en håbløs kamp mod den usynlige, ubarmhjertige fjende. Jeg slog mit ben på bordet, jeg væltede en stol, jeg snublede og faldt og trak dugen af bordet i faldet. Mit lys trillede fra mig, og jeg greb et andet, da jeg rejste mig. Det blæste ud, da jeg løftede det op fra bordet, og de to sidste lys fulgte øjeblikkelig efter. Men der var stadig lys i værelset, et rødt lys, der holdt skyggerne borte fra mig. Ilden! Naturligvis, jeg kunne stikke mit lys ind mellem stængerne i kamingitteret og tænde det igen!

Jeg vendte mig mod flammerne, der dansede mellem de glødende kul og kastede røde reflekser på møblerne. Jeg gik et par skridt hen imod gitteret og straks døde flammerne bort og forsvandt, gløderne forsvandt, og da jeg stak mit lys ind mellem stængerne i kamingitteret, lukkede mørket sig over mig, indhyllede mig i sin kvælende favn, berøvede mig synsevnen og dræbte den sidste rest af fornuft i min hjerne.

Lyset faldt ud af hånden på mig. Jeg slog om mig med armene i et forgæves forsøg på at holde det tunge mørke borte fra mig, og jeg skreg af al min magt igen og igen. Så må jeg have rejst mig og være vaklet hen til døren. Jeg ved, at jeg pludselig kom til at tænke på den månelyse gang, og med hovedet bøjet og med armene for ansigtet fo’r jeg hen mod døren. Men jeg havde glemt, hvor den var, og jeg slog mig på hjørnet af sengen. Jeg vaklede tilbage, vendte mig om og slog mig igen på et eller andet stort møbel. Jeg har en svag erindring om min desperate kamp i mørket, hvor jeg slog om mig i blinde, og om mine vilde skrig, mens jeg fo’r frem og tilbage, og om et tungt slag til sidst, der ramte mig på panden, en frygtelig fornemmelse af et fald, der varede en evighed, og mit sidste vanvittige forsøg på at holde mig på benene. Så husker jeg ikke mere.

Da jeg åbnede mine øjne, var det dag. Jeg havde en klodset forbinding om hovedet, og manden med den visne arm stod og så på mig. Jeg så mig omkring og prøvede at huske, hvad der var sket, men i lang tid kunne jeg intet erindre. Jeg vendte mig om og fik øje på den gamle kone, hun var ikke mere åndsfraværende, men i færd med at hælde nogle dråber medicin fra en lille blå flaske op i et glas. “Hvor er jeg?” spurgte jeg. “Jeg synes, jeg kan huske jer, men jeg kan ikke huske, hvem I er.”

De fortalte mig det hele, de fortalte om det røde værelse, og jeg lyttede som til et eventyr. “Vi fandt Dem ved daggry,” sagde den gamle mand, “og De havde blod på panden og på læberne.” Det varede længe, inden jeg kunne huske noget om, hvad jeg havde oplevet.

“Tror De nu,” sagde den gamle mand, “at det spøger i det røde værelse?” Han talte ikke længere som en, der hilser en ubuden gæst, men som en, der er bekymret for en ven, der har været uheldig. “Ja,” sagde jeg, “det spøger i værelset.”

“Og De har set det. Og vi, som har levet her hele vort liv, vi har aldrig set det. For vi har aldrig turdet – fortæl os, er det rigtigt, at det er den gamle jarl, som …” “Nej,” sagde jeg, “det er det ikke.”

“Det var jo det, jeg sagde,” sagde den gamle kone. “Det er den stakkels unge grevinde, som blev skræmt til …” “Nej,” sagde jeg. “Der er hverken noget genfærd af greven eller af grevinden i det værelse. Der er overhovedet ikke noget genfærd, men noget, der er værre, langt værre …”

“Hvilket?” spurgte de.

“Det værste af alt, der kan hjemsøge et stakkels dødeligt menneske,” svarede jeg, “og det er – i al sin nøgenhed – angsten! Angsten, som hverken vil have lys eller lyde, som ikke vil tage imod fornuft, som overdøver og formørker og overvælder. Den fulgte mig igennem korridoren, den kæmpede imod mig i værelset …” Jeg standsede pludselig. Der blev en pause. Jeg førte hånden op til min bandage.

Så sukkede manden med skærmen og sagde: “Det er rigtigt. Jeg vidste, det var der. Mørkets magt. At lægge en sådan forbandelse på en kvinde! Den lurer der altid. Man kan mærke den selv om dagen, selv på den lyse sommerdag, i forhængene, i gardinerne, den lurer bag ved én, hvorhen man end vender sig. I skumringen kryber den ned gennem korridoren og følger én, så man ikke tør vende sig. Der er angst i hendes værelse — og den vil være der, så længe dette syndens hus består.”

Trykt i The Idler, marts 1896
Originaltitel: The Red Room

Kort om H. G. Wells

Født den 21. september 1866
Død den 13. august 1946

Læs mere på Wikipedia

Evelines gæst af Mary Elizabeth Braddon

Mary Elizabeth Braddon
By William Powell Frith, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=6362987

Det var ved maskeballet på Palais Royal, at min skæbnesvangre strid med min fætter André de Brissac begyndte. Stridens genstand var en kvinde. De kvinder, som fulgte i Philip af Orleans fodspor, var årsagen til mange sådanne stridigheder, og der var næppe et yndigt hoved i hele denne brogede, glimrende mængde, som ikke ville have forekommet en mand, der var velbevandret i de historiske intriger, besudlet med blod. Jeg vil undlade at nævne navnet på hende, for hvis skyld André de Brissac og jeg gik over en af broerne i den disede augustmorgen på vej til de øde marker bag Saint-Germain des Prés kirken. Der var mange smukke giftslanger på den tid, og hun var en af dem.

Jeg kan endnu mærke augustmorgenens kolde luft blæse mig i ansigtet som jeg sidder her i mit triste kammer på mit slot i Puy Verdun, alene i nattens stilhed, og skriver min mærkelige livshistorie. Jeg kan se den hvide tåge stige op fra floden, det uhyggelige omrids af Notre Dame kirkens firkantede tårne, som tegnede sig sorte mod den bleggrå himmel. Endnu tydeligere husker jeg Andrés unge smukke ansigt, som han stod over for mig sammen med sine to venner – slyngler begge to – og mig sammen med sine to venner, lige ivrige for den unaturlige kamp.

Vi dannede en besynderlig gruppe den tidlige sommermorgen, alle sammen lige kommet fra maskebal i de kongelige saloner. André i en mærkelig gammeldags jægerdragt kopieret efter et familieportræt i Puy Verdun, jeg klædt ud som en af Laws Mississippi indianere, og de andre mænd var iført noget lignende pralende stads og pyntet med kniplinger og juveler, som så matte ud i daggryets blege lys.

Vor strid havde været heftig – en strid, som kun kunne ende på én måde, den endelige. Jeg havde slået ham, og mærket efter slaget var højrødt på hans smukke, næsten kvindelige ansigt. Morgensolen skinnede på det røde mærke og farvede det endnu rødere, men smerten efter min egen forurettelse var frisk, og jeg havde endnu ikke lært at foragte mig selv for den brutale voldshandling.

For André de Brissac var en sådan fornærmelse utilgivelig. Han var lykkens yndling, damernes yndling, og jeg var ingenting – en rå soldat, som havde gjort mit land gode tjenester, men i hans øjne blot en ubehøvlet bondetamp.

Vi kæmpede, og jeg sårede ham dødeligt. Livet havde været en dans på roser for ham, og jeg tror, han blev fortvivlet, da han følte livet ebbe ud. Han bad mig komme hen til sig, som han lå der på jorden, og jeg gik hen til ham og knælede ned ved siden af ham. “Tilgiv mig, André,” mumlede jeg. Han tog ikke mere notits af min indtrængende bøn end af flodens intetsigende skvulpen.

“Hør på mig, Hector de Brissac,” sagde han. “Jeg er ikke af dem, der tror, at en mand er færdig med jorden, fordi hans øjne bliver brustne og hans lemmer bliver stive. De vil begrave mig i den gamle hvælving under Puy Verdun, og du vil blive herre på slottet. Åh, jeg ved kun alt for godt, hvor let de tager tingene nu om dage. Hvor Dubois vil le, når han hører, at Ca er blevet dræbt i en duel. De vil begrave mig og synge messer for min sjæl, men du og jeg har ikke gjort op endnu, kære fætter. Jeg vil være hos dig, når du mindst venter at se mig – med dette grimme ar på mit ansigt, det ansigt, som kvinder har prist og elsket. Jeg vil komme til dig, når dit liv er lykkeligst. Jeg vil komme mellem dig og alt det, som du finder smukkest, alt det, som du elsker højest. Min hånd skal dryppe giften i din glædes bæger. Min skygge skal lukke sollyset ude fra dit liv. Mænd med en jernvilje som min kan gøre, hvad de vil, Hector de Brissac. Og jeg vil hjemsøge dig, når jeg er død.”

Alt dette hviskede han mig ind i øret i korte, afbrudte sætninger. Jeg måtte bøje mig helt ned til ham for at opfange ordene, men André de Brissacs jernvilje var stærk nok til at kæmpe med døden, og jeg tror, han fik sagt alt, hvad han ønskede at sige, før han faldt tilbage på jorden for aldrig at rejse sig mere. Som han lå der, kunne man have antaget ham for en skrøbelig yngling, der var alt for smuk og alt for sart til den brutale kamp, som kaldes livet, men der er stadig mange, som kan huske André de Brissac, og som kan vidne om hans ubøjelige vilje og stolte natur.

Jeg stod og så på det unge ansigt med det grimme ar, og Gud skal vide, at jeg fortrød, hvad jeg havde gjort. Jeg tog ingen notits af de blasfemiske trusler, han havde hvisket mig i øret. Jeg var soldat, og jeg var troende. For mig var der slet ikke noget frygteligt i den tanke, at jeg havde dræbt denne mand. Jeg havde dræbt så mange mænd på slagmarken, og han, som lå der, havde krænket mig dybt. Mine venner ville have, at jeg skulle rejse ud af landet for at undgå konsekvenserne af min handling, men jeg var rede til at møde disse konsekvenser og jeg blev i Frankrig. Jeg holdt mig borte fra hoffet og fik et vink om, at jeg gjorde klogest i at blive i min egen provins.

Der blev sunget mange messer i det lille kapel på Puy Verdun for min døde fætters sjæl og hans kiste kom til at stå i en niche i vore forfædres gravhvælving. Hans død havde gjort mig til en rig mand, men tanken om, hvordan jeg havde erhvervet min rigdom, fik mig til at hade den. Jeg førte en ensom tilværelse på det gamle slot, hvor jeg sjældent talte med andre end mine tjenere, som allesammen havde tjent min fætter. Ingen af dem kunne lide mig. Det var et hårdt og bittert liv. Det pinte mig at se børnene flygte for mig, når jeg red gennem landsbyen. Jeg har set gamle koner korse sig i smug, når jeg kom forbi. Der verserede de mærkeligste rygter om mig. Der blev hvisket, at jeg havde solgt min sjæl til den onde for min fætters arv.

Lige fra min barndom har jeg set mørk og streng ud, og det var vel derfor, at ingen kvinde nogensinde havde elsket mig. Jeg husker min moders ansigt i alle dets forskellige udtryk, men jeg kan ikke huske, at hun nogensinde har set kærligt på mig. Den anden kvinde, for hvis fødder jeg lagde mit hjerte, var tilfreds med at modtage min hyldest, men hun kom aldrig til at elske mig, og hun svigtede mig til sidst.

Jeg var begyndt at hade mig selv og mine medmennesker, da jeg blev grebet af en feberagtig længsel efter endnu engang at være med i den travle verdens liv og larm. Jeg rejste til Paris, hvor jeg holdt mig borte fra hoffet, og hvor en engel forbarmede sig over mig. Hun var datter af en af mine gamle kammerater. En mand, hvis fortjeneste var blevet glemt, hvis bedrifter man ikke længere huskede, og som nu sad og surmulede på sit usle hummer som en rotte i sit hul, mens hele Paris stod på den anden ende i anledning af den skotske finansmands besøg, og adelsmænd og lakajer var ved at trampe hinanden ihjel i Rue Quincampoix. Denne gamle, sære dragon-kaptajns eneste barn var et himmelsk væsen, hvis jordiske navn var Eveline Duchalet. Hun elskede mig.

De rigeste glæder i livet er ikke altid dem, som vi betaler dyrest. Jeg spildte de bedste år af min ungdom på en slet og overfladisk kvinde, som holdt mig for nar og bedrog mig til sidst. Og denne lille, blide engel gav jeg kun et venligt ord, en broders ømhed – og se, hun elskede mig. Det liv, som hidtil havde været mørkt og trist, blev nu lyst og lykkeligt sammen med hende, og jeg rejste tilbage til Puy Verdun med en smuk ung brud.

Åh, hvilken vidunderlig forandring i mit liv og i mit hjem! Landsbybørnene flygtede ikke længere i rædsel for den sorte rytter og de gamle kællinger korsede sig ikke mere, for der red en kvinde ved hans side. En kvinde hvis blide væsen havde vundet disse jævne mennesker, og som ved sin blotte nærværelse havde forvandlet den barske slotsherre til en kærlig ægtemand og en mild herre. Det gamle tjenerskab glemte min fætters alt for tidlige død og tjente mig villigt og gerne af kærlighed til deres unge herskerinde.

Ord kan ikke skildre vor rene og fuldkomne lykke. Jeg følte mig som en rejsende, der havde gennemkrydset de arktiske egne, fjernt fra menneskers kærlighed og selskab, og som nu pludselig finder sig selv i en frodig dal, i hjemmets blide atmosfære. Forandringen forekom mig alt for vidunderlig til at være sand, og jeg prøvede forgæves at undertrykke den vage mistanke, at min nye liv kun var en fantastisk drøm. Så kort var denne stille, lykkelige tid, at jeg endnu i dag er tilbøjelig til at forestille mig, at de første dage i mit ægteskab kun har været en drøm.

Hverken i min ensomme, triste tid eller i mine lykkelige dage havde erindringen om Andrés blasfemiske løfte plaget mig. De ord, som han i sin sidste stund havde hvisket mig i øret, forekom mig stadig meningsløse. Han havde fået afløb for sit raseri i disse tomme trusler, som han kunne have fået det i ørkesløse forbandelser. Den eneste hævn, en døende mand kan love sig selv, er, at han vil hjemsøge sin fjende efter sin død, og hvis mennesker således havde magt til at hævne sig efter døden, ville jorden være befolket af gengangere. Jeg havde boet på Puy Verdun i tre år. Ved midnatstid når alt var stille, sad jeg ved kaminen, hvor han havde siddet. Om dagen, gik jeg gennem de gange, hvor ekkoet af hans fodtrin havde lydt. Og i al den tid havde min fantasi aldrig narret mig så meget, at den havde fostret skyggen af den døde. Er det underligt, at jeg havde glemt Andrés frygtelige løfte?

Der var ikke noget billede af min fætter på Puy Verdun. Det var i Boudoir-kunstens tidsalder, og det var finere med en miniature i låget på en guld-bonbonniére eller kunstfærdigt gemt i et massivt armbånd end et klodset, legemes stort portræt, der kun egnede sig til at hænge på de triste vægge i et provinsslot, som ejeren sjældent besøgte. Min fætters smukke ansigt havde prydet mere end én bonbonniére og havde skjult sig i mere end ét armbånd, men det var ikke mellem de ansigter, som skuede ned fra de mørke paneler i Puy Verdun. I biblioteket fandt jeg et billede, som vakte pinlige erindringer. Det var et portræt af en de Brissac, som havde haft sin storhedstid i Franz den førstes dage, og det var efter dette billede, min fætter André havde kopieret den ejendommelige gammeldags jægerdragt, han havde på ved maskeballet. Jeg tilbragte ikke så få timer af mit liv i biblioteket, og derfor gav jeg ordre til, at der skulle hænges et gardin for dette billede.

Vi havde været gift i tre måneder, da Eveline en dag spurgte: “Hvem er herre til naboslottet?” Jeg så forbavset på hende. “Jamen, kæreste,” svarede jeg, “ved du ikke, at Puy Verdun er det eneste slot i fyrre miles omkreds?” “Virkelig!” sagde hun. “Det er mærkeligt.” Jeg spurgte hende, hvorfor hun syntes, det var så mærkeligt, og på min indtrængende bøn fortalte hun mig grunden til sin forbavselse. På sine spadsereture i parken og skoven havde hun gennem den sidste måned mødt en mand, som efter sin dragt og sit væsen at dømme måtte være adelsmand. Hun havde tænkt sig, at han ejede et slot i nærheden og at hans ejendom grænsede op til vor. Jeg kunne ikke regne ud, hvem denne fremmede kunne være, for mit slot lå midt i en øde egn, og bortset fra, at en eller anden diligence undertiden kunne komme skramlende og raslende gennem landsbyen, havde man ikke støre større chance for at træffe en fremmed her end for at møde en halvgud.

“Har du set den mand ofte, Eveline?” spurgte jeg.
Hun svarede i en næsten bedrøvet tone: “Jeg ser ham hver dag.”
“Hvor, min elskede?”
“Somme tider i parken, somme tider i skoven. Du ved det lille vandfald, Hector, hvor der er en gammel forfalden stenhøj, der danner ligesom en hule – det sted er jeg kommet til at holde af, og jeg har tilbragt mange morgener der med en bog. I den sidste tid har jeg set den fremmede der hver morgen.”
“Har han aldrig sagt noget til dig?”
“Aldrig. Jeg kikkede gerne op fra mig bog og så ham stå et lille stykke borte og betragte mig i tavshed. Jeg fortsatte med at læse, og når jeg så op igen, opdagede jeg, at han var gået. Han må liste, når han kommer og går, for jeg hører ham aldrig. Somme tider kunne jeg næsten ønske, at han ville tale til mig. Det er så frygteligt at se ham stå der uden at sige noget.”
“Det er en eller anden uforskammet bonde, der prøver at gøre dig bange.”
Min hustru rystede på hovedet. “Det er ingen bonde,” svarede hun. “Det er ikke bare hans klædedragt, jeg dømmer efter, for den er mig fremmed. Men der er et præg af noget adelig over ham, som ikke er til at tage fejl af.”
“Er han ung eller gammel?”
“Han er ung og smuk.”

Tanken om den fremmede, der forstyrrede min hustrus ensomhed, gjorde mig meget urolig, og jeg gik med det samme ned til landsbyen for at høre, om man der havde set noget til nogen fremmed. Det var der ingen, der havde. Jeg forhørte tjenestefolkene nøje, men uden resultat. Så besluttede jeg at ledsage min hustru på hendes spadsereture for selv at dømme om den fremmedes rang og stand. En uge igennem spadserede jeg hver morgen med Eveline i parken og skoven, og i al den tid så vi kun en enkelt gang en bonde eller en af vore egne tjenere, der vendte hjem fra en gård i nærheden.

Jeg var en mand med fastgroede vaner og disse spadsereture forstyrrede mig i den daglige gænge. Min hustru lagde mærke til det og bønfaldt mig om ikke yderligere at lade mig forstyrre. “Jeg vil tilbringe mine morgener i Rosengården, Hector,” sagde hun, “der kan den fremmede ikke komme ind.”
“Jeg var lige ved at tro, at den fremmede kun var et foster af din romantiske fantasi,” svarede jeg og smilede til det alvorlige ansigt, der var vendt imod mig. “En ung slotsfrue, som altid læser fantastiske romaner, kan udmærket møde smukke kavalerer i skovene. Det er formodentlig mademoiselle Scuderi, jeg kan takke for den fornemme fremmede, som sikkert kun er Le grand Cyrus i moderne kostumer.”
“Det er netop det, der er det underlige, Hector,” sagde hun. “Den fremmedes kostume er ikke moderne. Han ligner et gammelt maleri, der er steget ud af sin ramme.” Hendes ord pinte mig, for de mindede mig om det skjulte billede i biblioteket, og det mærkelige, gammeldags jægerkostume i orange og purpur som André de Brissac havde haft på ved maskeballet.

Siden den tid begrænsede min hustru sine spadsereture til Rosengården, og i mange uger hørte jeg ikke mere til den navnløse fremmede. Jeg glemte ham fuldstændig for en anden og alvorligere bekymring. Min hustru begyndte at skrante. Forandringen skete gradvis og så langsomt, at de, der så hende hver dag, næppe bemærkede den, men når hun tog en aftenkjole på, som hun ikke havde båret i lang tid, kunne jeg se, hvor hærget den skikkelse måtte være, som kjolen hang så løst omkring, og hvor sløve og matte de øjne var, som engang havde strålet om kap med de juveler, hun bar i sit hår. Jeg sendte bud til Paris efter en af hoffets læger, men jeg vidste, at mange dage ville gå tabt, før han kunne komme til Puy Verdun.

Det var ikke bare hendes helbred, der svigtede. Hendes lyse solskinshumør forsvandt, og i stedet for min unge glade brud så jeg nu en kvinde, der tyngedes af dyb melankoli. Forgæves søgte jeg at forestille mig grunden til min elskedes sørgmodighed. Hun forsikrede mig, at hun ikke havde nogen grund til at være bedrøvet eller utilfreds, og hun sagde, at jeg måtte tilgive hende, hvis hun så mismodig ud uden at kunne sige hvorfor. Jeg sagde til hende, at hoflægen hurtigt ville finde et middel mod hendes nedtrykthed, som sikkert måtte have fysiske årsager, når hun ikke havde nogen virkelig grund til at være bedrøvet. Men skønt hun ingenting sagde, kunne jeg se, at hun ikke havde nogen tro til medicinens helbredende magt.

En dag, da jeg ville prøve at opmuntre hende og rive hende ud af den tavse grublen, hun sad hensunken i i timevis, sagde jeg leende til hende, at hun åbenbart havde glemt sin gådefulde kavaler fra skoven og at han øjensynlig også havde glemt hende. Til min forundring blev hun pludselig blodrød i sit blege ansigt og derpå bleg igen med det samme.

“Har du aldrig set ham, siden du måtte forlade din grotte i skoven?” spurgte jeg.
Hun vendte sig mod mig og så fortvivlet på mig. “Hector!” skreg hun, “jeg ser ham hver dag, og det er det, der piner livet af mig.” Hun brast i tårer og græd som et barn. Jeg tog hende i mine arme og prøvede at trøste hende.
“Det er jo vanvid, min elskede!” sagde jeg. “Du ved jo, at der ikke kan komme nogen fremmed ind til dig i Rosengården. Voldgraven er ti fod bred og altid fuld af vand, og gamle Massou holder portene lukket dag og nat. Slotsfruen på en middelalderlig borg behøver ikke at frygte, at nogen skal trænge ind i hendes have.”
Min hustru rystede bedrøvet på hovedet. “Jeg ser ham hver dag,” sagde hun.

I dette øjeblik troede jeg virkelig, at min hustru var blevet sindssyg. Jeg turde ikke udspørge hende nærmere om hendes gådefulde gæst. Det ville være tåbeligt, tænkte jeg, at give den skygge, som plagede hende, liv og form ved at spørge alt for nøje ud om dens udseende og væsen, dens kommen og gåen. Jeg sørgede for at sikre mig, at ingen fremmed på nogen mulig måde kunne komme ind i Rosengården. Da jeg havde gjort det, kunne jeg kun vente på, at lægen skulle komme.

Han kom omsider. Jeg betroede ham mine bange anelser. Jeg fortalte ham, at jeg troede, min hustru var blevet sindssyg. Han hilste på hende, tilbragte en time sammen med hende alene og kom bagefter ind til mig. Til min usigelige lettelse forsikrede han mig, at hun ikke var åndeligt syg. “Det er muligt, at hun er ude for et eller andet selvbedrag,” sagde han, “men hun er så fornuftig på alle andre områder, at jeg vanskeligt kan få mig selv til at tro, at hun skulle lide af monomani. Jeg er snarere tilbøjelig til at mene, at hun virkelig ser den person, hun taler om. Hun beskrev ham fuldstændig minutiøst for mig. De beskrivelser, der gives af patienten, som lider af monomani, er altid mere eller mindre usammenhængende, men Deres hustru talte lige så klart og roligt, som jeg nu taler til Dem. Er De sikker på, at der ikke kan komme nogen ind til hende i den have, hun spadserer i?”
“Det er jeg ganske sikker på.”
“Er der ikke en slægtning eller pårørende af Deres husstand – en ung mand med et smukt, kvindeligt ansigt, meget bleg og let kendelig på et blodrødt ar, der ser ud som mærket efter et slag?”
“Barmhjertige Gud!” udbrød jeg, da jeg pludselig forstod. “Og dragten – den mærkelige, gammeldags dragt?”
“Manden bærer et jægerkostume i purpur og orange,” svarede doktoren. Da vidste jeg, at André de Brissac havde holdt sit ord. Hans skygge var kommet mellem mig og min elskede, i den time da mit liv var lykkeligst.

Jeg viste min hustru billedet i biblioteket. Hun rystede som et espeløb, da hun så det, og klyngede sig krampagtigt til mig. “Det er trolddom, Hector,” sagde hun. “Dragten på det billede er den samme, som han har på, men ansigtet er ikke det samme.” Så beskrev hun den fremmedes ansigt for mig, og det var min fætters ansigt træk for træk. André de Brissac, som hun aldrig havde set. Mest levende beskrev hun det frygtelige mærke på hans ansigt, mærket efter det vilde slag af en åben hånd.

Jeg rejste fra Puy Verdun med min hustru. Vi rejste langt bort – gennem de sydlige provinser og dybt ind i Schweiz. Jeg troede, vi kunne rejse fra det uhyggelige syn, og jeg håbede naivt, at de nye omgivelser ville bringe min hustru fred. Men nej! Hvorhen vi rejste, fulgte André de Brissacs genfærd os. Den skæbnesvangre skygge åbenbarede sig aldrig for mine øjne. Det ville have været for fattig en hævn. Det var min uskyldige hustru, André forfulgte med sin gengældelse. Han ødelagde hendes liv, og skønt jeg stadig var hos hende, kunne jeg ikke værne hende mod den frygtelige ubudne gæst. Jeg prøvede forgæves at våge over hende, jeg søgte forgæves at trøste hende. “Han vil ikke lade mig være i fred,” sagde hun. “Han kommer mellem os, Hector. Han står imellem os nu! Jeg kan se hans ansigt med det røde mærke tydeligere, end jeg ser dit.”

En dejlig måneklar nat, da vi sad sammen i en bjerglandsby i Tyrol, kastede min hustru sig for mine fødder og sagde til mig, at hun var den værste og sletteste af alle kvinder. “Jeg har skriftet alt for min Gud,” sagde hun, “jeg har ikke skjult min synd for himlen. Men jeg føler, at døden er nær, og før jeg dør, må jeg skrifte min synd for dig.” “Hvilken synd, min egen elskede?” “Da den fremmede første gang kom til mig i skoven, gjorde hans nærværelse mig forvirret og bange, og jeg veg tilbage fra ham som fra noget mærkeligt og frygteligt. Han blev ved med at komme, og efterhånden opdagede jeg, at jeg tænkte på ham og ventede på, at han skulle komme. Hans billede forfulgte mig ustandselig. Jeg prøvede forgæves at lukke hans ansigt ude af mine tanker. Så fulgte der en tid, hvor jeg ikke så ham, og til min skam og fortvivlelse syntes jeg, at livet var trist og tomt uden ham. Så kom den tid, da jeg så ham igen i Rosengården, og – åh, Hector, dræb mig, om du vil, jeg fortjener ingen barmhjertighed af dig! – det gik så vidt, at jeg talte timerne, til han skulle komme. Jeg glædede mig til at se det blege ansigt med det røde mærke! Han rev alle andre glæder ud af hjertet på mig og efterlod kun én uhyggelig, ugudelig glæde – glæden ved hans nærværelse. I et år har jeg kun levet for at se ham. Og forband mig nu, Hector, for det er min synd. Om den kommer fra mit eget hjertes dyb, eller det er trolddoms værk, ved jeg ikke, men jeg ved, at jeg har kæmpet imod denne ondskab forgæves.”

Jeg omfavnede min hustru og tilgav hende. Hvad havde jeg i sandhed at tilgive hende? Var hun ansvarlig for den mørke skæbne, der kom over os? Den næste nat døde hun med sin hånd i min, og i sin sidste stund fortalte hun mig grædende og bange, at han var ved hendes side.

Trykt i Belgravia, januar 1867.
Originaltitel: Eveline’s Visitant

Kort om Mary Elizabeth Braddon

Født den 4. oktober 1835
Død den 4. februar 1915

Læs mere på Wikipedia

Schimmelmanns hest af Vilhelm Bergsøe

Vilhelm Bergsøe
By P. Hansen – Illustreret Dansk Litteraturhistorie, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=2908686

For ti til femten år siden lå Hellebæk endnu uberørt. Ingen jernbane bragte københavnerne til Helsingør, intet Marienlyst prangede med sortklædte opvartere. Hamlets grav var endnu ikke opfundet, og når en enkelt fremmed fra Hammermøneskoven forvildede sig ind i Hellebæk eller Aalsgaarde, kunne han være vis på at tiltrække beundrende tilskuere til vinduerne. Den lille fabriksby lå stille og roligt i sommerens solskin med sine hvide huse og klaprende møllehjul. I Aalsgaarde tørrede mændene deres garn, mens kvinderne syslede foran huset med nål og tråd. Det var i denne lykkelige periode, at jeg færdedes i Hellebæk; thi disse dybe, dunkle skovsøer, denne vegetation, der broderligt forbinder bagen og anemonen med birken, enebærret og lyngen, husede en hel verden for sig, travle, rastløse beboere, hvis færd det nok var værd at gøre sig bekendt med.

Min tid var delt mellem skoven og kroen. Man havde endnu en vis skyhed for at leje sine værelser ud. Hvor tydeligt husker jeg endnu kroens store sal med dens blåblomstrede sofa, de forunderlige, gammeldags stole, den rødmalede fyrretræs kommode med de besværlige skuffer, der altid ville ud, men, ligesom i nydelsen af deres frihed, aldrig ind igen. Hvor klart ser jeg ikke den mærkværdige pasteltegning, som jeg endnu svæver i uvished om, hvad enten den betød ‘Maria Himmelfart’ eller ‘Musernes dans på Helikon’, og som var en gave til huset fra en mere naiv end talentfuld kunstnerinde i omegnen.

Alle disse herligheder hørte mig til. Hele kroen stod til min rådighed, med undtagelse af skænkestuen og butikken, hvor man handlede med kaffe, sukker og et cetera, som der stod på skiltet. Dog var der lørdag aften en indskrænkning i min ejendomsret. Da samledes folk fra land og by, ikke til politisk vrøvl over en halvgammel avis, men til en ordentlig, solid dram, til en dans, og somme tider til en tvekamp, hvor man dog hverken anvendte kårder eller pistoler. Her lærte jeg mænd at kende med hårde, barske, vejrbidte ansigter, og dog barnligt naive og godmodige; mænd, som stod lige fast, hvad enten de bandt an med en snapseflaske på land eller en stormvejrsdag til vands. Jeg kunne nævne mange af disse, men jeg dvæler kun ved én, bådsmanden, min Ven, Niels Kei.

Niels Kei og havet havde været uadskillelige, dog til en vis periode. Fra skibsdreng var han blevet matros, fra matros blev han bådsmand. Så havde han fået nok af krigerberømmelsen, som havde kostet ham noget af den højre kind med tilsvarende bakenbart. Han var blevet fisker, både efter egentlige fisk og efter de kaptajner, der for modvind lå stille i sundet, og med hvem han drev en ikke ubetydelig forretning med proviant og andre fornødenheder. En skønne dag solgte han sine garn og net for en snes daler, købte sig en vogn og en hest for halvandet hundrede, og nu var han, hvad der ville krænke ham dybt, hvis han hørte det, en underlig mellemting af vognmand og fisker — efter kaptajner.

Men han var også noget andet. Han var Hellebæks gåde, dens mysterium, dens uløselige sfinks. Hvor havde Niels Kei fået den brune hest og den lille, lette, nymalede vogn fra? — eller for at gå lige til sagen: Hvorfra havde han fået pengene? Havde han levet på Sicilien, ville man have sagt, at han havde fundet ‘den døde mand’. I Hellebæk mumlede man i krogene. rystede på hovedet og skottede hemmeligt efter den brune, når den med vognen, Niels Kei og en fremmed rullede ned ad vejen mod Helsingør.

Niels Kei tog en rigsdaler for denne tjeneste; men jeg, studenten, kørte for tre mark, “thi man skal ikke være ublu,” mente han.

Niels havde en ganske speciel måde at behandle sin hest og sit køretøj på. Når han gjorde linerne fast, var det med et halvstik, som bandt han skødet på et storsejl. Når han sad på bukken, skrævede han ud med benene og stemte dem mod vognkærrens forreste kant, som om han roede med årer i en jolle, og ville han muntre den brune op, havde han nogle ganske mærkelige slag med linerne, slag, der på en påfaldende måde mindede mig om en mand, der pilker torsk. Men den brune forstod ham, og han forstod den, og det var jo hovedsagen.

Således rullede vi en efterårsaften hen ad vejen til Helsingør. Niels Kei med en uvognmandsmæssig sydvest på hovedet, for han mente, at vi snart fik regn fra nordøst; jeg var iført baldragt og hestedækken. Vejen gik gennem Hammermølleskoven, forbi den mørke Bondedam og op imod Kobberdammen under gensidig tavshed. Niels Kei virkede ikke oplagt den aften, og havde ikke sit sædvanlige lune humør med sit smørrede grin.

Pludseligt sagde han: “Ved studenten at, at Ole Hansen er død i nat? Det var min ven!”

“Ole Hansen!” gentog jeg forbavset. “Hvorledes?”

“Af for meget vand; han er druknet,” svarede Niels Kei tørt. “Ja, det kunne man nu have sagt sig selv,” føjede han halvdæmpet til, mens han langede ud efter den brune med en bevægelse, som kastede han en trosse på land.

“Har han da druknet sig?” spurgte jeg.

“Druknet sig?” gentog Niels foragteligt. Der er ingen fisker, der drukner sig. Jollen lå med bunden i vejret lige ud for den sorte sten, og Ole Hansen lå lidt sønder på ind imod stranden — død som en sild.”

“Hvorfor kunne man have sagt sig selv det?” vedblev jeg.

Niels Kei trykkede med den venstre hånd sydvesten fastere på hovedet, pilkede den brune med den højre, og sendte mig et meget sigende blik.

“Skal han ligge her?” spurgte jeg, idet vi kørte forbi den lille skovkirkegård, hvis hvide mure blev farvet gule af den nedgående sol.”

“Nej,” sagde Niels Kei. “Fiskerne går nordpå. Næppe havde han sagt dette, før den brune pludseligt stod stille midt på vejen med et ryk. Derpå skuttede den sig, som om den rystede fluer af hele kroppen, virrede med hovedet og var ikke til at få af stedet.

“Hmpf” sagde Niels Kei med en underlig mine og lod tøjlerne synke.

“Hvad sker der?” spurgte jeg.

“Åh, det er en uting,” brummede han, og i samme øjeblik fo’r vi af sted, som om den brune havde sporerne i siden.

“Har studenten noget imod at køre en lille omvej?” spurgte Niels, hvis mine var blevet endnu mere betænkelig.

“Som De vil,” svarede jeg, og dermed drejede vi op ad en bivej til højre, der førte ind i skoven. Den brune travede flinkt fremad, indtil vi nåede en stendysse til venstre, omringet af mægtige, enestående bøgetræer. Her skuttede den sig igen, virrede med hovedet og lagde ørerne tilbage.

“Tænkte jeg det ikke nok,” sagde Niels Kei med overbevisning i stemmen. Vi skulle aldrig have kørt på en fredag.” Derpå stod han af vognen, samlede en sten op, kastede den hen på dyngen og steg så op i vognen igen. I samme øjeblik fik den brune nyt liv, og vi tullede atter hen ad vejen.

“Hvad var det, De gjorde der, Niels?” spurgte jeg.

“Åh, det er sådan en slags skik,” sagde han kort. “Jeg lagde en sten for Skimmelmands hest.”

“Hvad er det for en?” spurgte jeg.

“Ja, studenten er jo så lærd,” svarede Niels Kei tøvende, “at han vel næppe tror på, hvad vi andre véd er sikkert og vist.”

“Jo vist gør jeg så, Niels,” sagde jeg, “der er mere imellem Himmel og Jord, end de lærde forstår sig på.”

“Ja, det er der, det er sikkert og vist,” sagde han, “og hvis studenten vil lade være med at grine ad mig, skal jeg fortælle ham det hele. Se, denne Skimmelmand, ham som byggede fabrikken, han var tysker, og en stor …” Her holdt Niels Kei pludseligt inde, og betragtede mig med et blik, som om han ville læse min mening.

“Ja vel,” sagde jeg.

“Han havde meget at gøre med Syvårskrigen,” vedblev Niels Kei. “Det kneb dengang stærkt med foder til hestene, og så skulle denne Skimmelmand sørge for havren, for han var ansat som proviantforvalter. Men hvordan det nu gik til, så kunne preusserkongens heste aldrig hamle op, hverken med franskmændenes eller russernes, og så lod preusserkongen Skimmelmand tilkalde. Men han havde lugtet lunten i forvejen, og skønt et helt husarregiment satte efter ham, så var han dog hele tiden foran, for han havde en gråskimmel, som ingen af de andres heste kunne hamle op med. Så kom de til sidst til floden Elben langt nede i Tyskland, og der svømmede Skimmelmands hest over, men husarerne druknede, hver eneste en. Så bar hesten ham helt op i Jylland, og til sidst kom han til København, og der kaldte han sig ‘Skimmelmand’, fordi skimlen havde frelst ham; ellers havde han nok heddet noget andet før. Så fik vores konge, Frederik den femte eller fjerde, fat i ham, og gjorde ham til minister og lod ham bygge fabrikken her, som er et fideikommis, for han var en dygtig mand. Da preusserkongen fik det at vide, lod han tiden gå, til krigen var endt, og de alle troede, at det hele var glemt. Så sendte han en delegation til vores konge, og så skulle Skimmelmand selvfølgelig hilse på sine landsmænd. De lå på et stort fregatskib ud for Trekroner, og kaptajnen havde ordre til, at så snart Skimmelmand satte sin fod på dækket, skulle de stikke til søs med ham. Chaluppen lå nede ved Toldbodtrappen med det preussiske kongeflag, og Skimmelmand var allerede ude på Toldboden. Der stod en livvagtskarl, som hed Schultz, for han var egentlig en holstener og kunne snakke tysk så godt som nogen. Han havde dagen i forvejen siddet inde i Brokkens Bod og drukket sammen med matroserne fra det preussiske skib, og der havde han hørt, at det hele var en fælde for at fange Skimmelmand og bringe ham tilbage til preusserne. Han turde dog ikke sige noget, da ministeren gik forbi med de høje herrer, men så blinkede han til ham og gjorde tegn, som en der får håndjern på. Se, det forstod Skimmelmand straks, for han var en stor Lucifer, og så sagde han, at han havde glemt nogle papirer oppe på slottet. De ville sende en Lakaj efter dem, men Skimmelmand sagde, at han måtte hente dem selv, og så gik han op på slottet, og der blev han. Preusserne ventede og ventede; men til sidst gik det op for dem, at de var blevet narret, og så stak de til havs igen, og Skimmelmand gik fri igen. Men så skrev preusserkongen til vores konge, at han skulle sætte Skimmelmand under jern og lås, og det måtte vores konge love at gøre. Så derfor gav kongen ham det store, forgyldte jernstakit uden for hans gård i Bredgaden; det står der endnu den dag i dag, og kan ses af enhver. Det sidste véd jeg er vist og sandt, for jeg har selv hørt det af den gamle Schultz, ham livvagtskarlen, som blinkede til Skimmelmand, og som derfor blev ansat som inspektør ved fabrikken. Det andet har jeg læst mig til, og det kan derfor gerne være, at det kun er en historie.”

“Men hvad blev der af hesten?” spurgte jeg.

“Ja, hesten,” gentog Niels Kei med et sky blik omkring sig. “Se, det var nu ingen rigtig hest. Det kan enhver nok vide, for den blev begravet her inde i skoven, som et andet kristent menneske, ikke at tale om hvad den havde gjort og endnu gør.” Her var det øjensynligt, at Niels igen kom ind på det mystiske, for han så ud efter nogle optrækkende skyer og tav.

“Nå, hvad gør den?” frittede jeg.

“Ja, det er det, studenten naturligvis ikke vil tro,” mumlede Niels Kei. “Den går omkring og græsser ved kirkegården uden hud og hår, ja, uden at der er så meget som en smule kød på den. Møder den folk, går den straks af vejen; men endnu er det aldrig slået fejl, at den, der har mødt den, er gået i graven tre dage efter. Dyrene kan kende, hvor den har gået; for de har nu langt mere forstand på den slags end vi andre. Så er der ikke andet for, end at korse en sten af og lægge den for Skimmelmands hest, ellers får de dødskuller eller andet skab. Deraf kommer stendyssen derhenne.”

“Så Ole Hansen Schimmelmanns hest, før han døde?” spurgte jeg.

Niels vendte skråen over i den anden side af munden, kastede en ny trosse over den brune, og sagde ligesom i luften: “Først hørte han den en nat i Aalsgaarde; siden mødte han den ved det vestre af kirkegårdsmuren ud imod værket. I aften er den ude igen.”

“Hvordan véd De det, Niels Kei?” spurgte jeg.

“Det har hun aldrig gjort før,” sagde Niels, og jog på den brune med pisken. “Den er ude igen i aften. — Nu får vi regn.”

“Men er det hele ikke den gamle historie om Helhesten?” sagde jeg og hyllede mig i dækkenet.

“Helhesten!” gentog Niels foragteligt. “Ja, studenten kan jo tro, hvad han vil. Helhesten? Den er jo historisk!”


“Nå, fik studenten sig så en kæreste?” spurgte Niels Kei, da jeg fra en af Kronborgs hyggelige, oplyste sale trådte ud i den skumle, nattemørke slotsgård.

“Nej, ikke denne gang, Niels.”

“Nu vel, så kør’ vi uden hende; det er ikke alle folk, der kan have kærester. En vinterjakke havde måske også været bedre,” føjede han til, idet jeg tog plads på sædet ved siden af ham. “Tag begge dækkener, student. Jeg behøver ingen.”

Natteluften var kold og bidende; Nordøstvinden stod lige ind fra Sundet og bragte mod sædvane regn. Klokken slog tolv, da vi rullede hen over den dundrende træbro. Mørket var så tæt, at vi næppe kunne skelne palisaderne, og lygter var en luksus, som Niels Kei endnu ikke kendte. Overgangen fra den livlige, brusende balmusik til Sundets melankolske bølgeslag, fra lyset, duften og samtalen til mørket, kulden og natteensomheden var så stor og pludselig, at jeg i dyb tavshed dampede på min cigar, uden at lægge mærke til den usædvanligt livlige konversation som Niels Kei førte, snart med mig, snart med sig selv og den brune.

Vi var ikke nået ret langt ud på landevejen, før jeg mærkede, at der var noget i vejen både med ham og den. Niels var ikke fuld, og den brune ikke kulret; men Niels havde dog taget temmelig fast på flasken, og den brune havde af og til nykker, der tiltog, jo mere vi nærmede os skoven.

Her aftog Niels Keis lystighed med et, og da vi havde kørt lidt under de dunkle graner, som hænger helt ud over vejen, sagde han pludseligt: “Her er fælt mørkt, Hr. student!”

“Tænd en cigar, Niels, den lyser,” sagde jeg, idet jeg rakte ham mit cigaretui.

“Tak, det er utid at ryge nu,” sagde Niels til min store forbavselse. Lidt efter kom vi forbi den første dam, og der ville han dreje om ad skovvejen til venstre.

“Holdt, Niels!” råbte jeg. “Det går aldrig; vi vælter i den første tørvegrav på vejen.”

“Lad mig om det,” sagde Niels Kei i en tone, jeg ikke havde hørt før. “Jeg har ret til at køre studenten, hvad vej jeg vil, når jeg blot kommer til Hellebæk med ham.”

“Og jeg har ret til at springe af, hvor jeg vil!” råbte jeg noget irriteret over Niels’ mærkelige opførsel. “Nu går jeg til fods resten af vejen så kan De køre i moser og tørvegrave, så meget De lyster.”

Niels betænkte sig et øjeblik; derpå tog han den brune ved bidslet og trak den frem over vejen.

“Nej, det kan jeg aldrig være,” mumlede han mere til sig selv end til mig. “Sid op, Hr. student. Lad os køre i Guds navn, men sker der noget, kommer det over Dem.”

Pludseligt kom jeg i tanke om Niels Keis historie, som jeg ganske havde glemt under ballets tummel, og jeg sagde leende: “De er da ikke bange for Schimmelmanns hest, Niels?”

Det gav et sæt i ham, da jeg udtalte disse ord, og han mumlede noget ved sig selv, som jeg ikke forstod. Lidt efter kom vi op på bakken, hvor der var lidt lysere, og hvor vi havde udsigt til alle sider, også til teglværket og kirkegården lige overfor. Den brune begyndte at trave raskere fremad, men lige med ét strakte den forbenene stift frem for sig, lagde ørerne tilbage, rystede over hele kroppen og udstødte en lyd, der var en mellemting af et hvin og en vrinsken.

“Ser De noget, Hr. student?” sagde Niels Kei med lav stemme. “Se derhenne!”

“Det er kun nogle hvide tåger, der trækker hen over mosen,” svarede jeg, idet jeg med øjnene søgte at fastholde og gennemtrænge de flygtige, i sig selv glidende masser, der af og til antog et ubestemt omrids af et stort, firbenet dyr.

“Hør!” hviskede Niels med hæs stemme.

“Åh snak, det er jo kun uglerne,” svarede jeg noget nervøs over udsigten til at vælte. “Få hesten frem, den er bange for noget.”

“Det er Skimmelmands hest,” sagde Niels Kei og stirrede ind i tågen, “vi ser den ikke, men dyrene forstår det.”

Lige som tågesøjlen blev ført over vejen af vinden, gjorde den brune et spring, der fik os begge til at gå bagover i vognen, og havde Niels Kei ikke fået fat i linerne, tror jeg, at den var galoperet hele vejen til Hellebæk.

Imidlertid fik han dog styr på den, og i nogenlunde regelmæssig fart fortsattes turen imod teglværket. Regnen drev ned, og mørket var så tæt, at den hvide kirkegårdsmur næsten forekom mig grå, idet vi kørte forbi den. Lige som vi var ved svinget til teglværket og næsten havde passeret muren, slog en ugle med et skarpt, skærende skrig hen over vore hoveder, og i samme øjeblik standsede den brune igen så pludseligt, at vi begge var nær ved at ryge ud af vognen.

“Jøsses kors! Hvad er det?” råbte Niels Kei, idet han greb mig fast i armen og med den anden hånd pegede ligefrem. Mit blik fulgte retningen. Det lysnede, glitrede og glimtede i luften; det var som om en enkelt månestråle, eller rettere, som om en stor, klar lyskegle skød frem fra et udhus i nærheden af teglværket. Derpå samlede den sig atter i luften og faldt som en hvid, klar, skinnende plet lige på kirkegårdsmuren. Hurtigere end jeg kan fortælle det, udvidede pletten sig til en bred, tågeagtig, lysende flade, og midt i denne stod usikkert og halvt henflydende med luften skelettet af en hest.

Niels stirrede på synet. Pletten trak sig atter sammen, blev mindre, klarere og mere lysende, og nu var skelettet så tydelig, at vi kunne tælle hvert ribben i den. Pludseligt gjorde den ligesom et hop i luften, lyskeglen forsvandt, og alt var indhyllet i det tykkeste mørke. I samme øjeblik tog den brune fart. Jeg hørte raslen af nedrullende vejskærver, derpå et brag — Niels Kei og jeg lå i grøften med vognen halvt over os.

“Hvad var det?” var mit første spørgsmål, da vi atter stod på vejen, og jeg havde overbevist mig om, at både Niels Kei og jeg var sluppet fra uheldet med nogle få småskrammer.

“Det var den onde skinbarlige selv. Det var Skimmelmands hest, Hr. student!” sagde Niels Kei og spyttede resten af det sand og grus ud, som han havde fået i munden under vores tur i grøften.

“Snak, Niels!” råbte jeg, modig ved ikke at være alene. “Lad os gå ind i udhuset, hvor lyset kom fra! Lad os søge teglværket igennem; der må være en naturlig forklaring.”

“I det udhus dér, Hr. student?” råbte Niels Kei og veg ud på vejen. “Nej, ikke om jeg så fik hundrede blanke dalere! Der hængte forpagterens karl sig i foråret, og der spøger det værre end en ulykke. Hun kom jo også derfra, den forbandede mær. Gud nåde os alle til hobe!”

“Men vognen?” indvendte jeg, da Niels gjorde mine til at gå.

“Ja, den blive her til i morgen,” sagde Niels, uden at bekymre sig om sin kæreste ejendom. “Gud hjælpe mig! Jeg har nok snart hverken brug for hest eller vogn. Det skulle da være en ligvogn,” føjede han sagte til, mens han kig ned ad skovvejen, hvor man endnu hørte galoppen af den brune, der søgte hjem med de sønderbrudte stumper dinglende bagefter sig.


Den næste dag var slud- og regnfuld. Først i skumringen kunne jeg komme ned til Niels Kei for at se, hvordan han havde det, og om den brune var kommet på stald. Jeg gik igennem den lille have, hvor georginerne og stokroserne syntes at fryse i regnen, ind i den snævre gård omkranset af et plankeværk. Der lå Niels Keis stadselige vogn med sønderbrudt fading og knækkede stænger. Den brune stod og vrinskede i spiltovet, som ventede den foder, men den var hverken striglet eller vasket. Fodersækken lå midt i gården, drivende våd af regnen, og døren til huset var imod sædvane lukket. Jeg lettede på klinken og trådte ind i den lille stenlagte forstue – der var ingen. Jeg gik ind i storstuen. Lyset faldt mat og svagt gennem de blyindfattede, solbrændte ruder. Dragkisteskufferne var trukket ud, deres indhold spredt rundt omkring på stole og bænke, og på det rødmalede bord lå en stak penge og en bunke gamle smudsige sedler. Ved siden af dem så jeg et stort ark hvidt papir og en pen tillige med en pomadekrukke, hvori fandtes en blækfyldt svamp, alt tydende på, at Niels Kei havde været i færd med at skrive, en for ham aldeles
usædvanlig beskæftigelse. Uordenen i vidnede om, at der var noget usædvanligt på færde. Jeg bøjede mig over papiret og læste følgende, skrevet med en stor og uøvet hånd:

For det tilfelle, at jæ ved døden skolle omkomme skænger jæ te Helebeg fatikase to hunrede børn, som skolle fordeles af presten…

Videre var han ikke kommet. Ordet ‘børn’ var streget over gentagne gange, og i stedet for var der sat noget, som vist skulle være rigsdalere, men det var løbet ud til en stor klat. Om mangel på færdighed var skyld heri, eller om klatten kunne henføres til den brændevinsflaske, der stod halvt tømt på bordet, skal jeg ikke kunne afgøre. Så meget er vist – jeg blev bange for, at Niels Kei havde eller ville begå selvmord. Jeg blev derfor overordentlig lettet, da jeg, efter at have passeret svinestien og de øvrige baghuse, så ham stå nede ved stranden med armene over kors, ryggen vendt imod mig, og uafladeligt stirrende mod nord ud over havet, som om han derfra ventede en langtfra kommende sejler. Han trykkede min fremrakte hånd, uden at spørge mig, hvorledes jeg havde det, eller blot byde mig så meget som ‘God Aften’, og gik derpå med bøjet hoved og et underligt sløvt udtryk i ansigtet op imod huset. Jeg fulgte efter, og således kom vi omtrent samtidigt ind i storstuen.

“Det var de stænger, Niels,” begyndte jeg, “og så den knækkede vognfading, som jeg ville tale med Dem om.”

“Åh tak, det behøves ikke,” sagde han og lettede på flasken.

“Jovist så, Niels,” sagde jeg, “det var mig, som forlangte, at vi skulle køre den vej.”

“Ja, men det var mig, som gjorde det,” svarede han og skød den lille sum fra sig, som jeg havde lagt på bordet. “Behold han blot sine penge, Hr. student! Han får bedre brug for dem end jeg.”

“Hør, sig mig, Niels,” sagde jeg, idet jeg for at gå lige til sagen tog fat på dokumentet. “De tænker da ikke på at dø? Hvad er det, De der har skrevet?”

“Det er Testemoniet,” sagde han og tog det blidt ud af hånden på mig.

“Testamente,” rettede jeg.

“Ja, det er nu som man siger,” svarede han lidt mut. “Jeg begyndte på testemoniet i morges, men det ville ikke rigtigt gå. Så var jeg ovre hos Ole Hansens enke. Hun fortalte mig, at papiret skulle være stempelret, og at jeg måtte have en prokurator til at gøre det. Der er et bud oppe efter ham.”

“Men Niels!” udbrød jeg igen. “Hvor kan De tro på den dumme snak? Vi så jo begge hesten, eller hvad det var, og betyder det noget, så kan jeg jo lige så godt dø, som De.”

Han så lidt usikkert på mig. derpå skænkede han sig en snaps og sagde: “Nej, De hører ikke til sognet, student; det gælder kun for Hellebæks sognefolk.  Inden to dage er jeg gået nord på.”

Jeg ville atter forsøge på at overbevise ham, da der i døren viste sig en lille, tyk og trivelig person med rødmosset, smilende ansigt og en stor mappe under armen. Det var prokuratoren.

“Nå, så De vil gøre boet op i tide, Niels Kei?” råbte han os i møde med den mest joviale stemme i verden. “Det kan jeg lide! En mand tænker på mere end den dag i morgen, og det er godt at have alting i orden, for livs og døds skyld.”

Her gjorde prokuratoren plads for to unge mennesker, der så ud, som de blot ventede på engang at blive federe. Han lagde mappen på bordet, tog sig en snus og sagde med et blik på mig : “Lad os så tage fat!”

“Jo, lad os det!” sagde Niels Kei med klangløs stemme.  “For livs og døds skyld!”


Den næste dag skulle Ole Hansen begraves. Flagene vajede på halv både hos toldkontrolløren og fra bådene ved kysten. På mange steder hos venner og bekendte, også hos Niels Kei, var der strøet buksbom og gran foran huset. Alt tydede på en sørgehøjtid, undtagen vejret, der var så solklart og glimrende, som en dansk oktoberdag kan være det. Fiskerne stod i klynger uden for sørgehuset, ventende på, at det blev deres tur til at tage sig en dram og en bid brød hos den afdøde, hvis storstue ikke nær var stor nok, til at huse dem alle. Jeg sluttede mig til dem, da jeg aftenen i forvejen havde jeg modtaget flere utvetydige vink om, at en student betydeligt ville forøge den hæder, der vistes den afdøde. Ja, Hellebæk lå endnu i sin uskyldigheds tilstand!

Mens jeg tankefuld stod og betragtede de sorte ligskamler, der var stillet midt på vejen, så jeg Niels Kei komme. Han var usædvanligt pyntet, med blank hat, blå trøje og rød, ulden skjorte, men han var ligbleg, og arret på hans kind brændte. Tavs trykkede han mig og de andre i hånden; derpå gik han ind for at få sig en dram på omgang. Lidt efter ordnedes toget, man havde blot ventet på Niels. Kisten blev båret ud og sat på bukkene. To hvidbårede spillemænd med rene sorgens ansigter gik foran og gned en ligmarch, som i hele sin tragiske naivetet næsten var komisk at høre på. Forrest efter kisten gik Niels Kei, i egenskab af ven og velhaver, sammen med den afdødes familie. Derpå kom jeg som hædersgæst ved siden af skolelæreren, mens de talrige fiskere med enkelte bønder sluttede toget. Stille og langsomt bevægede det sig fremad i det klare, men kolde efterårssolskin, og under de forunderlige, snart skrattende, snart klagende violintoner. Så standsede man, dels for at skifte bærere, men dels, hvad jeg hurtigt blev overbevist om, for endnu en gang at vise den afdøde en sidste hyldest. Når der over vejen var strøet grønt og blomster, betød det, at her havde Ole Hansen haft en ven. Kisten blev sat ned foran døren, spillemændene strøg en slags koral, og så gik man ind i huset for at få sig en dram på omgang. Stemningen begyndte, efterhånden som man rykkede frem, at blive mindre og mindre sørgmodig – for Ole Hansen havde haft mange venner. For hver gang, vi skred frem mod en blomstersmykket plet, strøg spillermændene lystigere løs på violinerne, samtalen klang mere støjende og højrøstet, og snapsene gik flittigere på omgang. Niels Kei, der i begyndelsen havde holdt sig bag ved kisten, tog snart sin gamle plads ved siden af mig, hans ansigt tabte mere og mere morgenens melankolske præg, og hver gang han kom ud efter en omgang, trykkede han mig fast i hånden, slog ud imod kisten og sagde med stigende betoning kun de ord: “Han var min ven. Hr. student!”

Det var med stor lettelse, at jeg så det hvide flyvesand omkring os, og Hornbæksplantagen med sine lyse birke og mørke Fyrtræer i baggrunden; for havde vejen været lige så beboet, som i begyndelsen, tror jeg, at vi alle var komnmet til Hornbæk mere salige end den afdøde.

Der var noget forunderligt Bellmansk ved det hele. Ja, det indtryk forsvandt ikke engang, da vi kom ind på kirkegården, efter at man havde taget den sidste og største ‘omgang’ i Hornbæk Kro. Gravlægningen fik på sømandsvis en noget gyngende gang. Kisten blev firet ned, præsten holdt en temmelig salvelsesfuld tale, og da de tre ufravigelige skuffer sand havde spredt sig over kistelåget, og et fadervor var læst, betragtede jeg handlingen som endt. Under det hele havde jeg i det skjulte iagttaget Niels Kel. Først stod han med foldede hænder og stirrede stift hen for sig. Under talen gav han sig til at svinge med armene og virre med hovedet, som om han af og til misbilligede præstens Ord. Endeligt beholdt han, som i distraktion, hatten på under læsningen af fadervor. Ligesom følget beredte sig til at forlade kirkegården, gjorde han pludseligt en stor svingning uden om det og styrede med ingenlunde sikre skridt hen imod det bræt, der var lagt over graven.

“Væk med den sidste planke!” råbte han og sparkede den til side med foden.

Der blev en almindelig opsigt; men han stillede sig lige på randen af graven og stirrede ned i den med en meget spekulativ mine. Pludseligt rev han hatten af hovedet, slog ud med hånden og sagde: “Ja, nu ligger du der, Ole Hansen. — Du var min ven! Men det har du for, at du holdt fejl kurs og ikke klarede pynten!”

Han holdt et øjeblik inde, som ledte han efter ord. Derpå fortsatte han igen: “Du var min ven, Ole Hansen! Ja, jeg siger det, du var min ven! Men du var en stor synder for Gud og mennesker. Det véd jeg bedre end …”

Niels Keis tale fik her en noget brat slutning. Jorden skred ud under hans fødder, og med et hult brag styrtede han ned i graven, mens følget forfærdet stimlede til for at trække ham op.


Den følgende dag var jeg igen ude for at se til Niels Kei. Han lå i sengen med et tørklæde bundet om hovedet; for da han ramte kistekanten havde han skrabet sin næse betydeligt. Der var en usædvanlig ro og mildhed over ham, måske lige så meget på grund af de dødstanker, der havde grebet ham, som af skam over hans opførsel på Hornbæk Kirkegård. Han talte meget fornuftigt og forstandigt om alting; men ét var det umuligt at få ud af hans hoved: Det, at det var hans sidste dag, og at han ville dø inden midnat.

Forgæves forsøgte jeg at overbevise ham om det indlysende, at sådanne varsler i regelen intet betyder. Forgæves søgte jeg at bortforklare det sære syn ved naturvidenskabelige grunde, noget, som desuden faldt mig vanskeligt, da jeg ikke selv fuldkomment forstod det. Forgæves talte jeg om en tilfældig lysning fra teglværksovnen, om tågespejlinger og lysbrydninger. Han tilbageviste ethvert forsøg med ordene: “Enhver får nu tro, som han vil.”

Om eftermiddagen kom jeg igen. Niels Kei var oppe og påklædt, men det var, som han ikke havde ro på sig noget sted. Han gik fra stalden til stuen og fra stuen den lille strandhave, og selv her flyttede han sig fra den ene af de to bænke over til den anden, som om hans egen skygge forfulgte ham. Til sidst gik han ind i storstuen, hvor han satte sig på slagbænken og begravede ansigtet i sine hænder. Således blev han siddende, medens mørket faldt på, uden at agte på mine velmente råd og formaninger, og ligegyldig for alt, undtagen det grønne bornholmske stueur, hvis viser han af og til sendte et blik. Mørket faldt tættere og tættere, men endnu sad han lige ubevægelig. Da klokken slog syv, rejste han sig pludseligt op og sagde:

“Har studenten noget imod at følge med op til præsten?”

“Ikke det mindste, Niels,” svarede jeg, glad over, at hans tanker tog en anden retning, men dog noget betænkelig ved den lange vej, vi havde at tilbagelægge.

“Lad os så gå da!” sagde han, idet han langede hatten ned fra knagen.

Vi trådte ud på vejen. Jeg ville dreje til højre, men Niels sagde: “Nej, det er nok bedst, at jeg taler med ham i Helsingør.” Det vartydeligt, at hans opførsel på kirkegården lå ham tungt på hjertet.

Vi passerede gaden i Aalsgaarde, gik over Møllebroen, men da vi kom forbi kroen, hvor der stod en del unge fiskere, grinte de af ham. Niels Kei vendte hovedet til den anden side og sagde intet. Langsomt og under gensidig tavshed gennemvandrede vi Hellebæks Storgade, indtil vi kom til det punkt, hvor en skovsti slår af til venstre. Her stod Niels stille, som om han førte en kamp med sig selv, og sagde derpå: “Lad os gå denne vej.” Med disse ord tændte han en lille lygte, som han tog op af sin frakke. Langsomt og forsigtigt vandrede vi frem ad stien, langs dammen, snublede os frem over trærødderne, og for hver gang lygtens flagrende skær faldt på en af de hvide birkestammer, så jeg, at Niels skævede til dem. Endeligt nåede vi kirkegårdsmuren, hvor en lille gang løber op til hovedvejen ved teglværket. Her slukkede Niels Kei lygten, og sagde kort: “Her var det.”

“Ja,” svarede jeg, idet jeg så mig omkring, og på ny lagde mærke til, at der var lys i udhuset.

Netop som jeg udtalte ordet, for et lysglimt, som af et spejl, fra udhuset hen over vejen. En hvid, skinnende, cirkelrund plet viste sig på kirkegårdsmuren, og midt i den stod, ikke Schimmelmanns hest, men – en langbenet stork med en baby i næbbet.

Overraskelsen var så pludselig, og virkningen sp overvældende komisk, at jeg brast i latter, uden at lægge mærke til Niels Kei, som havde tabt lygten af forfærdelse.

“Det er jo en laterna magica!” råbte jeg, idet jeg trak ham hen imod huset. “Kom herind, Niels, så skal De se, at det går naturligt til.”

Det forholdt sig ganske, som jeg havde sagt. Inde i huset morede forpagterens drenge sig med at kaste de magiske spejlbilleder ud på den hvide mur gennem et hul i døren. Et skarpt forhør klarlagde, at de navnlig havde drevet dette uvæsen, når vejfarende kom forbi, og at de fredag aften havde været årsag til vort uheld.

“Skal vi så gå til præsten?” spurgte jeg, da vi atter stod på vejen.

“Nej, nu tror jeg, jeg kan opsætte det lidt,” sagde Niels Kei med sit gamle, smørrede smil. “Men vil studenten med på kroen og smage på en æggepunch, så er jeg med.”

“Nå, så det var en laterna magica,” fortsatte Niels, da vi sad i den lune krostue, og han stødte sit glas mod mit. “Ja , hvem kunne nu vide det? Sådan en må studenten købe til mig i København; men det skal være en med Skimmelmands hest — for i graven kom jeg dog ligegodt,” føjede han til.


Niels Kei kører ikke længere den brune imellem Hellebæk og Helsingør. Han er for længst ‘gået nordpå’ med den store vogn, som henter alle. Om han før sin død så Schimmelmanns hest, har jeg aldrig fået at vide. Derimod fandtes
der efter ham et lovformeligt ‘Testemonium’ på stemplet papir, hvorved der uddeltes to hundrede rigsdaler til fattige børn i Hellebæk. Om årsagen til denne rundhåndethed, gik der i lang tid de forskelligste rygter. Nogle ville vide, at Niels Kei i sin dødsstund havde betroet præsten, at han i forening med Ole Hansen havde fundet en pose mønter skjult i stendyssen over Schimmelmanns hest. Det ville forklare noget af det uforståelige i Niels Keis opførsel i de skæbnesvangre dage.

Trykt i: Nye Digtninger: Fortællinger og Digte af danske Forfattere, 1867

Kort om Vilhelm Bergsøe

Født: den 8. februar 1835
Død: den 26. juni 1911

Læs mere på Arkiv for Dansk Litteratur