“Jeg kan forsikre Dem om, at der skal et meget håndgribeligt spøgelse til at forskrække mig,” sagde jeg og stillede mig foran kaminen med mit glas i hånden.
“De er selv ude om det,” sagde manden med den visne arm og sendte mig et skævt blik.
“28 år,” sagde jeg, “jeg har levet i 28 år, og jeg har endnu til gode at se et spøgelse.”
Fra sin stol stirrede den gamle kvinde stift ind i ilden. Hendes blege øjne var vidt opspilede. “Måske nok,” indskød hun, “men i Deres 28 år har De heller aldrig set et hus som dette, tænker jeg. Der er meget, man ikke har set, når man kun er 28.” Hun rystede langsomt på hovedet. “Meget man ikke har set og prøvet.”
Jeg mistænkte halvt om halvt de gamle mennesker for at overdrive rædslerne i huset. Så satte jeg det nu tomme glas på bordet og så mig omkring. Da mit blik faldt på det gamle spejl i den modsatte ende af værelset, fangede jeg et glimt af en forvrænget skikkelse i glasset. Mig selv.
“Udmærket,” sagde jeg, “hvis jeg ser noget i nat, bliver jeg desto klogere. Jeg har tænkt mig at gå til sagen med et åbent sind.”
“De er selv ude om det,” gentog manden med den visne arm.
Lyden af sjokkende trin lød fra gangen, og så knagede døren i sine hængsler. Endnu en gammel mand trådte, endnu ældre, og mere krumbøjet og rynket den første. Hans øjne lå skjult i skygger, mens hans underlæbe krængede udad og hang bleg og lyserød ud fra hans rådne, gule tænder. Den gamle mand gik hen til en lænestol på den anden side af bordet, hvor han satte sig tungt og begyndte at hoste. Manden med den visne arm sendte den nyankomne et hurtigt, nærmest fjendtligt blik, men den gamle kone tog ingen notits af ham overhovedet. I stedet blev hun siddende med blikket stift rettet mod kaminilden.
“Som jeg sagde, De er selv ude om det,” gentog manden med den visne arm endnu en gang, da hosten stoppede et øjeblik.
“Jeg er her af egen fri vilje,” bekræftede jeg.
Først nu bemærkede den gamle mand, at jeg var der, og drejede hovedet skævt bagud for at se på mig. Jeg fangede et kort glimt af hans øjne. De var små og rødsprængte. Så begyndte han at hoste og harke igen.
“Hvorfor drikker du ikke?” vrissede manden med den visne arm og skubbede øllet over til den gamle mand. Han skænkede sig et glas, men hånden rystede så meget, at halvdelen i stedet ramte bordet. På væggen voksede en kæmpemæssig skygge frem og efterabede hånligt hans rystende bevægelser, mens han skænkede og drak.
Jeg må indrømme, at jeg ikke havde forventet disse groteske opsynsmænd. Efter min mening er der noget barbarisk og lurende over alderdommen. Dag for dag synes gamle mennesker at miste deres menneskelighed, og disse tre gjorde mig utilpas med deres gnavne tavshed, deres forkrøblede kroppe og deres åbenlyse fjendskab mod mig såvel som mod hinanden.
“Vil De ikke vise mig Deres meget omtalte spøgelsesværelse,” spurgte jeg, “så jeg kan gøre mig det bekvemt for natten.” Den gamle mand med hosten kastede pludselig hovedet tilbage, og den abrupte bevægelse fik mig til at fare sammen under hans skæve blik. Ingen svarede mig, så jeg gentog mit spørgsmål.
“Vil De ikke vise mig Deres meget omtalte spøgelsesværelse,” spurgte jeg lidt højere, “så skal De slippe for at underholde mig mere.”
“Der står et stearinlys på pladen uden for døren,” svarede manden med den visne arm endeligt med øjnene rettet mod mine fødder. “Men hvis De går op i det røde værelse i nat…”
“Denne nat af alle nætter!” mumlede den gamle kone,
“… så må De gå alene.”
“Udmærket så,” svarede jeg kort. “Forklar mig vejen.”
“Gå hen ad gangen,” sagde han og nikkede mod døren, “indtil De kommer til vindeltrappen. På den anden repos ser De en dør dækket af et grønt klæde. Gå gennem døren og følg korridoren. For enden ligger det røde værelse på Deres venstre hånd.”
Jeg gentog hans forklaring, og han korrigerede mig en enkelt gang.
“Er det virkelig Deres alvor, at De går derop?” spurgte den gamle mand og så for tredje gang på mig med sit skæve, rødsprængte blik.
“Denne nat af alle nætter!” mumlede den gamle kone atter.
“Det er det, jeg er kommet for,” svarede jeg og gik hen imod døren. I det samme rejste den gamle mand sig og stavrede rundt om bordet, som for at være nærmere ved ilden og de andre.
Henne ved døren vendte jeg mig om og så på de tre, der nu sad tæt sammen, som mørke skygger mod den flammende ild, mens de stirrede på mig hen over skuldrene med et anspændt udtryk i de gamle ansigter.
“Godnat,” sagde jeg og åbnede døren.
“De er selv ude om det,” gentog manden med den visne arm en sidste gang.
Jeg lod døren stå åben, indtil jeg havde fået stearinlyset tændt. Så lukkede jeg den og efterlod de tre gamle mennesker bag den. Mine skridt gav genlyd i den stille, kolde gang, og jeg må tilstå, at mødet med de tre oldinge, der holdt opsyn med borgen for hendes Nåde, havde påvirket mig trods mine anstrengelser for at forholde mig nøgtern.
Oldingene synes at tilhøre en helt anden tidsalder. En tid hvor man troede på magi og hekse, og hvor spøgelsers eksistens var uomtvistelig. Selve de gamles tilstedeværelse føltes underlig uvirkelig. Som de sad der, klædt i tøj lavet af for længst afdøde syersker, i gamle, mørke møbler fra tidligere tider, føltes det næsten som om, de kun besøgte denne verden som en slags genfærd. Og denne følelse af uvirkelighed blev kun understøttet af mit ophold i den lange, skyggefyldte gang med fugtglinsende vægge.
Med en kraftanstrengelse jog jeg de uvelkomne tanker væk. Det trak i den kolde gang, så mit stearinlys blafrede og fik skyggerne på væggene til at krybe sammen og skælve. Ekkoet rungede op og ned ad vindeltrappen, mens skygger i det ene øjeblik for hen mod mig, og andre flygtede foran mig i mørket. Jeg nåede reposen og standsede et øjeblik for at lytte efter en indbildt raslen. Beroliget af stilheden åbnede jeg døren bag forhænget og stod i korridoren.
Synet var ikke som forventet. Månen lyste klart ind ad det store vindue for enden af korridoren, og lagde alting i sorte skygger eller sølvklart lys. Alt stod stadig på sin plads, og der var lys i lysestagerne. Bortset fra støvet kunne borgen være blevet forladt i går og ikke for halvandet år siden. En afventende stilhed lå over det hele.
Jeg skulle til at gå videre, men standsede så brat. En bronzefigur, der stod skjult bag reposens fremspringende væg, forskrækkede mig, da dens skygge sprang frem på den hvide væg, som om der lå nogen på lur i krogen, klar til at overfalde mig. Jeg stivnede et øjeblik, før jeg med hånden på revolveren i min lomme listede frem, kun for at opdage at min overfaldsmand var en bronzefigur af Ganymedes og ørnen, der lyste i måneskinnet. Lettet fik jeg styr på nerverne, så da en kinesisk porcelænsdukke på et lille bord nikkede med hovedet, da jeg gik forbi, rørte det mig knap nok.
Døren til det røde værelse befandt sig i en skyggefyldt krog. Med stearinlyset foran mig forsøgte jeg at få et overblik over nichen, inden jeg åbnede døren. Så blev jeg igen ramt af frygt. Det var her, min forgænger blev fundet.
Efter et hurtigt blik tilbage på Ganymedes i månelyset åbnede jeg døren til det røde værelse, lukkede den bag mig, drejede nøglen i låsen og stod med lyset højt hævet mens jeg betragtede stedet for min nattevagt: det røde værelse i Lorraine Castle, hvor den unge hertug var død. Eller rettere hvorfra han kom, da han faldt hovedkulds ned ad samme trappe, som jeg lige var kommet op af, under sit forsøg på at bevise at værelset ikke var hjemsøgt. I stedet endte hans død med at bekræfte overtroen, hvilket jeg fandt såre ufortjent. Også andre og ældre historier knyttede sig til værelset, hvis ry begyndte med en ægtemands drilleri af sin frygtsomme hustru, en spøg der endte tragisk.
Som jeg stod der og så ud over det mørke værelse fyldt med tunge møbler, sorte vindueskarme og et væld af skyggefulde nicher og alkover, forstod jeg godt rygterne. Mit stearinlys var kun en lille flamme i det vældige rum, og kunne slet ikke oplyse værelset. Og udenfor flammens lille ø af lys var mørket fuld af skygger, der føltes, som om de holdt øje med mig i den rungende stilhed.
I et forsøg på at bekæmpe tankerne om mørkets indbildte farer besluttede jeg mig for at foretage en systematisk undersøgelse af værelset. Efter at have sikret mig at døren var låst, gik jeg gennem værelset. Det svage ekko af mine fodtrin virkede som forstærkere for stilheden, mens jeg stirrede på hvert eneste møbel og trak alkovens sengeforhæng helt til side. Jeg trak gardinerne fra og undersøgte hasperne på hvert eneste vindue, før jeg lukkede skodderne. Jeg bankede på det mørke egetræspanel for at opdage eventuelle hemmelige hulrum. Og jeg bøjede mig endda ned for at se op i skorstenens sorte indre.
På min vej rundt i værelset tændte jeg alle lys. Der var to store spejle i værelset med lysestager, og på kaminhylden stod der også flere lysestager. Jeg tændte dem alle sammen. I kaminen var der lagt brænde til rette som en uventet betænksomhed af den gamle husholderske, og jeg tændte op for at holde enhver tilbøjelighed til kuldegysninger nede. Da ilden brændte godt, trak jeg en lænestol og et bord hen som en slags barriere og så ud over værelset igen.
Med min revolver på bordet og ingen tegn på noget forkert under min minutiøse undersøgelse af værelset burde jeg føle mig beroliget, men det rugende mørke i krogene og den overdøvende stilhed havde en uheldig indflydelse på min fornuft. Den knitrende lyd af ild og øerne af lys fra lysestagene var ikke tilstrækkelig til at få utrygheden til at forsvinde. Det næsten fysiske mørke i alkoven føltes som et levende, lurende væsen, og for at slå denne tanke ud af hovedet gik jeg til sidst hen til alkoven med et af lysene for at forvisse mig om, at der vitterligt ikke var noget derhenne. Her stillede jeg lyset på gulvet, og lod det blive da jeg vendte tilbage til kaminen.
Trods mine forsøg på at berolige mig selv var jeg på nuværende tidspunkt alligevel temmelig nervøs og ophidset. Jeg tænkte imidlertid fuldstændig klart, og forsøgte stædigt at overbevise mig selv om, at der ikke var nogen fare på færde. Der kunne ikke ske noget overnaturligt.
For at fordrive tiden gav jeg mig i kast med at rime noget á la Ingoldsbys myter om ophavet til værelsets rygte, men da jeg sagde et par af linjerne højt, svarede ekkoet i en ubehagelig klang. Af samme årsag opgav jeg også hurtigt en samtale med mig selv, om det umulige i spøgelser og hjemsøgte værelser. I stedet vendte mine tanker tilbage til de tre oldinge nedenunder, og trods mit ubehag ved dem føltes det trods alt som et mere sikkert emne.
Der gik dog ikke længe, før det uroen igen faldt over mig. De syv stearinlys var slet ikke nok til at oplyse værelset. Lyset jeg havde efterladt ved alkoven blafrede i trækken, og det flakkende ildskær fik skyggerne til ustandselig at skifte og bevæge sig. Pludselig slog det mig, at jeg var gået forbi flere lys i korridoren, og efter lidt overvindelse tog jeg et lys og efterlod døren på vid gab. Snart efter vendte jeg tilbage med hele ti lys, som jeg anbragte i forskelligt nips, og stillede hvor skyggerne var mørkest. Nu var hver eneste tomme i værelset direkte belyst af mindst et stearinlys. Der var noget trøstende ved alle disse små levende flammer, og samtidig gav synet af, hvordan de langsomt brændte ned, mig en beroligende fornemmelse af, at tiden gik. Alligevel vejede udsigten til nattevagten dog tungt på mig, mens urets visere langsomt krøb mod midnat.
Så gik lyset ved alkoven ud! Jeg så det ikke ske, men pludselig havde mørket genindtaget sin plads, som en uvelkommen fremmed der ud af det blå står foran dig.
“Det var dog en pokkers træk,” udbrød jeg for at berolige mig selv. Så tog jeg tændstikkerne på bordet og gik tværs igennem værelset for at tænde lyset igen. Den første tændstik ville ikke brænde, og da jeg havde fået ild i den anden, var der pludseligt noget, der blinkede på væggen overfor. Uvillig vendte jeg mig om og så, at de to lys på det lille bord ved kaminen var gået ud.
Jeg sprang op. “Mærkeligt, har jeg selv slukket dem uden at tænke over det?”
Jeg gik hen til det lille bord for at tænde dem igen, men mens jeg tændte det første, så jeg et af lysene ved spejlene blafre og gå ud. Kort efter slukkede også det andet lys. Flammen forsvandt i et nu, som om vægen blev nappet over uden at efterlade hverken glød eller røg. Og mens jeg stirrede på de slukkede stearinlys, gik lyset ved fodenden af sengen ud, og de mørke skygger syntes atter at krybe hen mod mig.
“Hvad sker der dog?” udbrød jeg, da først det ene og så det andet lys på kaminhylden fulgte efter. Min stemme lød underlig højt i det nu halvmørke rum. I det samme gik lyset på skabet ud, og det jeg lige havde tændt i alkoven fulgte efter.
“Hold så op med at slukke mine lys!” råbte jeg ud i rummet, mens jeg strøg en tændstik til stearinlyset på kaminhylden. Mine hænder rystede, så jeg ikke kunne ramme svovlet på tændstikæsken, men endelig dukkede kaminhylden frem af mørket igen. I det samme slukkede to lys i den fjerneste ende af værelset. Det lykkedes mig at tænde de store lys foran spejlet og dem på gulvet foran døren, og et øjeblik syntes jeg at vinde terræn igen. Men i et lydløst hug slukkede fire lys i træk i forskellige hjørner af værelset, og mens jeg overvejede hvor jeg skulle bruge den, skyndte jeg mig med rystende hænder at stryge endnu en tændstik.
Mens jeg stod der, ubeslutsom, så det ud som om en usynlig hånd slukkede de to lys på bordet. Rædselsslagen for jeg hen til alkoven og ind i krogen og hen til vinduet og fik tændt tre lys, imens endnu to lys gik ud henne ved kaminen. Det slog mig, at jeg kunne bruge lyset i lysestagen ved sengen til at tænde de andre lys med. På den måde skulle jeg ikke spilde tid på at stryge tændstikkerne. Men stadigvæk gik lysene ud, og mørket krøb ind på mig som et kulsort forhæng, der blev trukket hen over himlen og slukkede stjernerne. Nu og da dukkede de frem et øjeblik, og så blev de borte igen.
Næsten vanvittig af rædsel sprang jeg nu hektisk fra lys til lys i en håbløs kamp mod den ubarmhjertige fjende. Jeg slog mit ben på bordet. Jeg væltede en stol. Jeg snublede og trak dugen af bordet i faldet. Sengelyset trillede fra mig, og jeg greb et andet, da jeg rejste mig. Det blæste ud, idet jeg løftede det fra bordet, og de to sidste lys fulgte efter. Men der var stadig lys i værelset. Et rødt lys strømmede over loftet og holdt skyggerne borte fra mig. Kaminilden!
Jeg vendte mig mod kaminen, hvor flammerne stadig dansede mellem de glødende kul og kastede røde reflekser på møblerne. Jeg tog et par skridt hen imod kamingitteret, og i et nu døde flammerne bort og forsvandt. Selv gløderne forsvandt, og idet jeg stak mit lys ind mellem stængerne i kamingitteret, lukkede mørket sig om mig i et kvælende favntag, som dræbte den sidste rest af fornuft i min hjerne.
Lyset faldt ud af hånden på mig, mens jeg slog om mig i et forgæves forsøg på at holde det altomsluttende mørke væk. Jeg skreg af al min magt igen og igen, til jeg pludselig vaklede hen mod døren. Af uvisse grunde var jeg kommet i tanke om den måneoplyste gang, og med bøjet hoved og armene for ansigtet snublede jeg hen mod døren.
I min panik havde jeg dog glemt, hvor døren var og stødte i stedet ind i sengen. Vaklende vendte jeg mig om og og blev enten skubbet eller væltede selv ind i et stort møbel. Jeg har en svag erindring om min desperate kamp i mørket, hvor jeg slog om mig i blinde; om et tungt slag der ramte mig i panden; og om en frygtelig fornemmelse af at falde i en evighed, mens jeg hektisk forsøgte at holde mig på benene. Så husker jeg ikke mere.
Da jeg åbnede mine øjne, var det blevet dag. Jeg havde en klodset forbinding om hovedet, og manden med den visne arm stod og så på mig. Mens jeg forsøgte at huske, hvad der var sket, og hvor jeg var, så jeg mig om i værelset. Så fik jeg øje på den gamle kone. Hun virkede ikke længere fraværende og fjendtlig, men var i gang med at hælde nogle dråber medicin fra en lille blå flaske op i et glas.
“Hvor er jeg?” spurgte jeg. “Jeg synes, jeg har set jer før, men jeg kan ikke huske, hvem I er.”
De fortalte mig, hvad der var sket, og om det røde værelse, og imens lyttede jeg, som om de fortalte mig et eventyr.
“Vi fandt Dem ved daggry,” sagde manden med den visne arm, “med blodig pande og læber.” Taknemmelig for deres hjælp undrede jeg mig over, hvorfor jeg dog havde følt sådan en afsky for dem under vores første møde.
Langsomt kom min hukommelse tilbage.
“Tror De nu,” spurgte han, “at det spøger i det røde værelse?” Han talte ikke længere som en, der hilser en ubuden gæst, men medfølende som en bekymret ven.
“Ja,” svarede jeg, “det spøger i værelset.”
“Og De har set det? Vi har levet hele vort liv her, og vi har aldrig turdet se det. Er det sandt, at det er den gamle jarl, der …”
“Nej,” sagde jeg, “det er det ikke.”
“Jeg sagde det jo,” indskød den gamle kone. “Det er hans stakkels unge grevinde, der blev bange …”
“Heller ikke det,” sagde jeg. “Det er hverken jarlens spøgelse eller grevinden, der hjemsøger det værelse. Det er slet ikke noget genfærd, men noget, der er værre, langt værre, noget uhåndgribeligt …”
“Men hvad?” spurgte de.
“Det et det værste, der kan hjemsøge os stakkels dødelige mennesker,” svarede jeg, “det er – i al sin enkelthed – frygten selv! Frygt, som hverken vil have lys eller lyde, som ikke vil tage imod fornuft, som overdøver og formørker og overvælder. Den fulgte mig gennem korridoren, den kæmpede imod mig i værelset …”
Jeg tav brat. Der blev en pause. Jeg førte hånden op til bandagen om mit hoved. “Lysene slukkede det ene efter det andet, og jeg flygtede …”
Så løftede den gamle mand hovedet for at se på mig med sit skæve blik. “Det er sandt. Jeg vidste, det var der. En mørkets magt. At lægge en sådan forbandelse over et hjem! Det lurer der altid. Man kan mærke det selv i dagtimerne, selv på en lys sommerdag. Det er i forhængene, i gardinerne, det lurer bag ved én, uanset hvorhen man end vender sig. I skumringen kryber det i korridoren og følger én, så man ikke tør vende sig. Det er, som De siger. Frygten selv er i det værelse. En sort, altfortærende frygt – og det vedbliver med at være der, så længe dette syndens hus består.”
Trykt i The Idler, marts 1896
Originaltitel: The Red Room
Frit oversat efter The Project Gutenberg EBook of The Red Room, by H. G. Wells
Kort om H. G. Wells
Født den 21. september 1866
Død den 13. august 1946