Solen var langsomt klatret over bakkerne op på himlen og strålede nu på en snehvid verden. Det havde frosset hårdt om natten, så fuglene, der hoppede omkring på de sølvhvide veje, efterlod ingen spor i sneen. Hist og her brød hækkenes sorte rækker hvidheden, der skjulte jorden, mens himlen skiftede farve fra orange til dybblå og fra dybblå til en blå så bleg, at himlen føltes som en tynd papirskærm snarere end et ubegrænset rum. Hen over de flade marker blæste en kold vind, som rystede de fine snefnug af træernes grene, men ikke havde kraft nok til at puffe de hvide toppe af hækkene. Som solen gled højere op på himlen, blandede de varme stråler sig med den kolde vind.
Måske var det denne skiften mellem varme og kulde, der forstyrrede vagabondens drømme, for han begyndte at brydes med sneen, der dækkede ham, som var han viklet ind i sit sengetøj, før han satte sig så op med med overraskelsen lysende ud af øjnene. “Du gode Gud! Jeg troede, jeg lå i min seng,” sagde han til sig selv, og så ud over det øde landskab, “men i stedet ligger jeg her.” Han strakte sig, rystede sneen af og rejste sig op. Nu mærkede han den skarpe vind. Pludselig rystede han af kulde, og savnede sin varme sneseng.
“Jeg må vist prise mig lykkelig over, at jeg vågnede,” tænkte han. “Eller uheldig for hvad har jeg at vågne til?” Han så sig omkring. De hvide bakker lyste mod himlen. Det betyder vel 60 kilometer endnu,” brummede han. “Hvordan kan det være? I går gik og gik jeg, til jeg var udmattet, og alligevel er jeg ikke nået længere end tyve kilometer fra Brighton. Til helvede med den sne, til helvede med Brighton, til helvede med det hele!” Mens solen krøb højere og højere op på himlen, begyndte han tålmodigt at vandre ud ad landevejen, bort fra de lysende bakker.
“Var det så godt eller skidt, at det kun var søvnen, der tog mig i nat, godt eller skidt, godt eller skidt?” Tankerne indrettede sig efter den rytmiske lyd af hans fødder mod vejen, og han søgte egentlig ikke et svar på sit spørgsmål. Det var bare godt at gå til.
Da vagabonden havde gået en fem-seks kilometer, overhalede han en dreng i vejkanten i færd med at tænde en cigaret. Drengen havde ingen overfrakke på og så spinkel og skrøbelig ud. “Er du på farten, kammerat?” spurgte drengen hæst, da han gik forbi.
“Det er jeg,” svarede vagabonden.
“Så vil jeg følges med dig et stykke vej, hvis du ikke går for hurtigt. Der er lidt ensomt at gå på landevejen på denne tid af dagen.”
Vagabonden nikkede, og drengen begyndte at humpe af sted ved siden af ham.
“Jeg er 18 år,” sagde han henkastet. “Du troede garanteret, at jeg var yngre.”
“Jeg ville have gættet på, du var 15.”
“Men det havde været forkert. Jeg blev 18 sidste år i august, og jeg har gået på landevejen i seks år. Som lille løb jeg hjemmefra fem gange, men hver gang hentede politiet mig hjem. De var ellers flinke nok, betjentene. Nu har jeg ikke noget hjem at løbe væk fra.”
“Det har jeg heller ikke,” svarede vagabonden dæmpet.
“Du kommer vist fra gode kår, hva’?” sagde drengen forpustet. “En gentleman der har mistet sit. Det er værre for dig end for mig.”
Vagabonden så på den spinkle skikkelse, der humpede af sted ved siden af ham og sagtnede tempoet.
“Jeg har ikke været på vejen, så længe, som du har,” indrømmede han.
“Nej, det kunne jeg se på måden, du går på. Du er endnu ikke blevet træt. Måske forventer du stadig at finde noget, når du kommer til vejs ende?”
Vagabonden tænkte sig om. “Jeg ved det ikke,” svarede han så med bitterhed i stemmen. “Jeg forventer altid noget.”
“Det lærer du nok,” sagde drengen. “Der er varmere i London, men det er vanskeligere at finde noget at spise. Der er ikke mere i det.”
“Men der er i det mindste en chance for at møde nogen, som forstår …”
“Det er bedre på landet,” afbrød drengen. “I nat fik jeg lov at sove i en kostald sammen med køerne, og i morges gav bondemanden mig te og en cigaret. Men i London må man sove under broerne om natten, og resten af døgnet jager politiet en.”
“Jeg faldt om i vejgrøften sidste nat og faldt i søvn på stedet,” sagde vagabonden. “Det er et under, at jeg ikke døde i kulden.”
Drengen så skarpt på ham. “Hvordan kan du vide, at du ikke døde?” spurgte han.
“Jeg forstår ikke …” vagabonden så spørgende på drengen.
“Ved du ikke,” svarede drengen hæst, “folk som os kan ikke slippe ud af rumlen, selv hvis vi vil. Altid sultne og tørstige og trætte og på farten. Alligevel føler jeg mig helt syg, hvis nogen tilbyder mig arbejde og et sted at bo. Synes du, at jeg ser stærk ud? Jeg er lille af min alder, men jeg har vandret på vejene i seks år, og tror du ikke, jeg er død? Jeg druknede ved Margate, og blev dræbt af en sigøjner, der slog mit hoved ind med sin stok, og stadigvæk går jeg her, på vej til London, bare for at forlade den igen. Fordi jeg ikke kan slippe landevejen. Død! Vi kan ikke komme herfra, selv om vi ville.”
Et hosteanfald afbrød ham, og vagabonden ventede, til han var kommet til hægterne igen.
“Du må vist hellere låne min frakke, dreng,” sagde han så. “Det er en grim hoste, du har.”
“Gå ad helvede til!” sagde drengen hidsigt og sugede på sin cigaret. “Jeg er okay. Jeg var ved at fortælle dig om landevejen. Du har ikke vænnet dig til den endnu, men det kommer nok. Vi er alle sammen døde, os der går på landevejen, og vi er trætte alle sammen, og alligevel kan vi ikke undvære det. Duften om sommeren af hø og støv, den varme vind i ansigtet og det våde græs i grøftekanten en tidlig morgen. Jeg ved ikke, jeg …”
Drengen faldt pludselig forover, og vagabonden greb ham i sine arme. “Jeg er syg,” hviskede drengen. “Syg.”
Vagabonden så sig om, men der var hverken mennesker eller huse i nærheden. Men mens han stod der hjælpeløs midt på vejen med drengen i sine arm, dukkede der pludselig en bil op i horisonten. Den kom langsomt nærmere gennem sneen og bremsede op ud for dem.
“Jeg er læge,” sagde bilisten, da bilen holdt stille. “Kan jeg hjælpe?” Han så opmærksomt på drengen og lyttede til hans besværede åndedrag. “Lungebetændelse,” sagde han. “Jeg kører ham til hospitalet. Vil De have et lift med?”
Vagabonden tænkte på arbejdsanstalten og rystede på hovedet. “Ellers tak, jeg vil hellere gå,” svarede han.
Da mændene løftede drengen i bilen, åbnede han øjnene på klem. “Vi ses igen uden for Reigate,” hviskede han til vagabonden. “Bare vent og se.” Og så forsvandt bilen ud ad den hvide landevej.
Hele formiddagen traskede vagabonden gennem den tunge tøsne. Ved middagstid stoppede han op for at tigge noget brød ved en gård og krøb ind i laden for at spise det. Her var dejligt varmt, og han faldt i søvn i høet, da han var færdig med at spise.
Det var mørkt, da han vågnede og igen begav sig ud på landevejen. Knap tre kilometer uden for Reigate dukkede en spinkel skikkelse ud af mørket og kom hen imod ham.
“Er du på farten, kammerat?” spurgte en hæs stemme. “Så vil jeg følges med dig et stykke vej, hvis du ikke går for hurtigt. Der er lidt ensomt at gå på landevejen på denne tid af dagen.”
“Jamen, du havde jo lungebetændelse,” udbrød vagabonden forfærdet, da han genkendte den spinkle skikkelse.
“Jeg døde på hospitalet i Crawley i morges,” svarede drengen.
Trykt i: The Ghost Ship & Other Stories, 1912
Originaltitel: On the Brighton Road
Frit oversat efter The Project Gutenberg eBook of The Ghost Ship
Kort om Richard Barham Middleton
Født den 28. oktober 1882
Død den 1. december 1911
One Reply to “På landevejen af Richard Middleton”