Evelines gæst af Mary Elizabeth Braddon

Mary Elizabeth Braddon
By William Powell Frith, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=6362987

Det var ved maskeballet på Palais Royal, at min skæbnesvangre strid med min fætter André de Brissac begyndte. Stridens genstand var en kvinde. De kvinder, som fulgte i Philip af Orleans fodspor, var årsagen til mange sådanne stridigheder, og der var næppe et yndigt hoved i hele denne brogede, glimrende mængde, som ikke ville have forekommet en mand, der var velbevandret i de historiske intriger, besudlet med blod. Jeg vil undlade at nævne navnet på hende, for hvis skyld André de Brissac og jeg gik over en af broerne i den disede augustmorgen på vej til de øde marker bag Saint-Germain des Prés kirken. Der var mange smukke giftslanger på den tid, og hun var en af dem.

Jeg kan endnu mærke augustmorgenens kolde luft blæse mig i ansigtet som jeg sidder her i mit triste kammer på mit slot i Puy Verdun, alene i nattens stilhed, og skriver min mærkelige livshistorie. Jeg kan se den hvide tåge stige op fra floden, det uhyggelige omrids af Notre Dame kirkens firkantede tårne, som tegnede sig sorte mod den bleggrå himmel. Endnu tydeligere husker jeg Andrés unge smukke ansigt, som han stod over for mig sammen med sine to venner – slyngler begge to – og mig sammen med sine to venner, lige ivrige for den unaturlige kamp.

Vi dannede en besynderlig gruppe den tidlige sommermorgen, alle sammen lige kommet fra maskebal i de kongelige saloner. André i en mærkelig gammeldags jægerdragt kopieret efter et familieportræt i Puy Verdun, jeg klædt ud som en af Laws Mississippi indianere, og de andre mænd var iført noget lignende pralende stads og pyntet med kniplinger og juveler, som så matte ud i daggryets blege lys.

Vor strid havde været heftig – en strid, som kun kunne ende på én måde, den endelige. Jeg havde slået ham, og mærket efter slaget var højrødt på hans smukke, næsten kvindelige ansigt. Morgensolen skinnede på det røde mærke og farvede det endnu rødere, men smerten efter min egen forurettelse var frisk, og jeg havde endnu ikke lært at foragte mig selv for den brutale voldshandling.

For André de Brissac var en sådan fornærmelse utilgivelig. Han var lykkens yndling, damernes yndling, og jeg var ingenting – en rå soldat, som havde gjort mit land gode tjenester, men i hans øjne blot en ubehøvlet bondetamp.

Vi kæmpede, og jeg sårede ham dødeligt. Livet havde været en dans på roser for ham, og jeg tror, han blev fortvivlet, da han følte livet ebbe ud. Han bad mig komme hen til sig, som han lå der på jorden, og jeg gik hen til ham og knælede ned ved siden af ham. “Tilgiv mig, André,” mumlede jeg. Han tog ikke mere notits af min indtrængende bøn end af flodens intetsigende skvulpen.

“Hør på mig, Hector de Brissac,” sagde han. “Jeg er ikke af dem, der tror, at en mand er færdig med jorden, fordi hans øjne bliver brustne og hans lemmer bliver stive. De vil begrave mig i den gamle hvælving under Puy Verdun, og du vil blive herre på slottet. Åh, jeg ved kun alt for godt, hvor let de tager tingene nu om dage. Hvor Dubois vil le, når han hører, at Ca er blevet dræbt i en duel. De vil begrave mig og synge messer for min sjæl, men du og jeg har ikke gjort op endnu, kære fætter. Jeg vil være hos dig, når du mindst venter at se mig – med dette grimme ar på mit ansigt, det ansigt, som kvinder har prist og elsket. Jeg vil komme til dig, når dit liv er lykkeligst. Jeg vil komme mellem dig og alt det, som du finder smukkest, alt det, som du elsker højest. Min hånd skal dryppe giften i din glædes bæger. Min skygge skal lukke sollyset ude fra dit liv. Mænd med en jernvilje som min kan gøre, hvad de vil, Hector de Brissac. Og jeg vil hjemsøge dig, når jeg er død.”

Alt dette hviskede han mig ind i øret i korte, afbrudte sætninger. Jeg måtte bøje mig helt ned til ham for at opfange ordene, men André de Brissacs jernvilje var stærk nok til at kæmpe med døden, og jeg tror, han fik sagt alt, hvad han ønskede at sige, før han faldt tilbage på jorden for aldrig at rejse sig mere. Som han lå der, kunne man have antaget ham for en skrøbelig yngling, der var alt for smuk og alt for sart til den brutale kamp, som kaldes livet, men der er stadig mange, som kan huske André de Brissac, og som kan vidne om hans ubøjelige vilje og stolte natur.

Jeg stod og så på det unge ansigt med det grimme ar, og Gud skal vide, at jeg fortrød, hvad jeg havde gjort. Jeg tog ingen notits af de blasfemiske trusler, han havde hvisket mig i øret. Jeg var soldat, og jeg var troende. For mig var der slet ikke noget frygteligt i den tanke, at jeg havde dræbt denne mand. Jeg havde dræbt så mange mænd på slagmarken, og han, som lå der, havde krænket mig dybt. Mine venner ville have, at jeg skulle rejse ud af landet for at undgå konsekvenserne af min handling, men jeg var rede til at møde disse konsekvenser og jeg blev i Frankrig. Jeg holdt mig borte fra hoffet og fik et vink om, at jeg gjorde klogest i at blive i min egen provins.

Der blev sunget mange messer i det lille kapel på Puy Verdun for min døde fætters sjæl og hans kiste kom til at stå i en niche i vore forfædres gravhvælving. Hans død havde gjort mig til en rig mand, men tanken om, hvordan jeg havde erhvervet min rigdom, fik mig til at hade den. Jeg førte en ensom tilværelse på det gamle slot, hvor jeg sjældent talte med andre end mine tjenere, som allesammen havde tjent min fætter. Ingen af dem kunne lide mig. Det var et hårdt og bittert liv. Det pinte mig at se børnene flygte for mig, når jeg red gennem landsbyen. Jeg har set gamle koner korse sig i smug, når jeg kom forbi. Der verserede de mærkeligste rygter om mig. Der blev hvisket, at jeg havde solgt min sjæl til den onde for min fætters arv.

Lige fra min barndom har jeg set mørk og streng ud, og det var vel derfor, at ingen kvinde nogensinde havde elsket mig. Jeg husker min moders ansigt i alle dets forskellige udtryk, men jeg kan ikke huske, at hun nogensinde har set kærligt på mig. Den anden kvinde, for hvis fødder jeg lagde mit hjerte, var tilfreds med at modtage min hyldest, men hun kom aldrig til at elske mig, og hun svigtede mig til sidst.

Jeg var begyndt at hade mig selv og mine medmennesker, da jeg blev grebet af en feberagtig længsel efter endnu engang at være med i den travle verdens liv og larm. Jeg rejste til Paris, hvor jeg holdt mig borte fra hoffet, og hvor en engel forbarmede sig over mig. Hun var datter af en af mine gamle kammerater. En mand, hvis fortjeneste var blevet glemt, hvis bedrifter man ikke længere huskede, og som nu sad og surmulede på sit usle hummer som en rotte i sit hul, mens hele Paris stod på den anden ende i anledning af den skotske finansmands besøg, og adelsmænd og lakajer var ved at trampe hinanden ihjel i Rue Quincampoix. Denne gamle, sære dragon-kaptajns eneste barn var et himmelsk væsen, hvis jordiske navn var Eveline Duchalet. Hun elskede mig.

De rigeste glæder i livet er ikke altid dem, som vi betaler dyrest. Jeg spildte de bedste år af min ungdom på en slet og overfladisk kvinde, som holdt mig for nar og bedrog mig til sidst. Og denne lille, blide engel gav jeg kun et venligt ord, en broders ømhed – og se, hun elskede mig. Det liv, som hidtil havde været mørkt og trist, blev nu lyst og lykkeligt sammen med hende, og jeg rejste tilbage til Puy Verdun med en smuk ung brud.

Åh, hvilken vidunderlig forandring i mit liv og i mit hjem! Landsbybørnene flygtede ikke længere i rædsel for den sorte rytter og de gamle kællinger korsede sig ikke mere, for der red en kvinde ved hans side. En kvinde hvis blide væsen havde vundet disse jævne mennesker, og som ved sin blotte nærværelse havde forvandlet den barske slotsherre til en kærlig ægtemand og en mild herre. Det gamle tjenerskab glemte min fætters alt for tidlige død og tjente mig villigt og gerne af kærlighed til deres unge herskerinde.

Ord kan ikke skildre vor rene og fuldkomne lykke. Jeg følte mig som en rejsende, der havde gennemkrydset de arktiske egne, fjernt fra menneskers kærlighed og selskab, og som nu pludselig finder sig selv i en frodig dal, i hjemmets blide atmosfære. Forandringen forekom mig alt for vidunderlig til at være sand, og jeg prøvede forgæves at undertrykke den vage mistanke, at min nye liv kun var en fantastisk drøm. Så kort var denne stille, lykkelige tid, at jeg endnu i dag er tilbøjelig til at forestille mig, at de første dage i mit ægteskab kun har været en drøm.

Hverken i min ensomme, triste tid eller i mine lykkelige dage havde erindringen om Andrés blasfemiske løfte plaget mig. De ord, som han i sin sidste stund havde hvisket mig i øret, forekom mig stadig meningsløse. Han havde fået afløb for sit raseri i disse tomme trusler, som han kunne have fået det i ørkesløse forbandelser. Den eneste hævn, en døende mand kan love sig selv, er, at han vil hjemsøge sin fjende efter sin død, og hvis mennesker således havde magt til at hævne sig efter døden, ville jorden være befolket af gengangere. Jeg havde boet på Puy Verdun i tre år. Ved midnatstid når alt var stille, sad jeg ved kaminen, hvor han havde siddet. Om dagen, gik jeg gennem de gange, hvor ekkoet af hans fodtrin havde lydt. Og i al den tid havde min fantasi aldrig narret mig så meget, at den havde fostret skyggen af den døde. Er det underligt, at jeg havde glemt Andrés frygtelige løfte?

Der var ikke noget billede af min fætter på Puy Verdun. Det var i Boudoir-kunstens tidsalder, og det var finere med en miniature i låget på en guld-bonbonniére eller kunstfærdigt gemt i et massivt armbånd end et klodset, legemes stort portræt, der kun egnede sig til at hænge på de triste vægge i et provinsslot, som ejeren sjældent besøgte. Min fætters smukke ansigt havde prydet mere end én bonbonniére og havde skjult sig i mere end ét armbånd, men det var ikke mellem de ansigter, som skuede ned fra de mørke paneler i Puy Verdun. I biblioteket fandt jeg et billede, som vakte pinlige erindringer. Det var et portræt af en de Brissac, som havde haft sin storhedstid i Franz den førstes dage, og det var efter dette billede, min fætter André havde kopieret den ejendommelige gammeldags jægerdragt, han havde på ved maskeballet. Jeg tilbragte ikke så få timer af mit liv i biblioteket, og derfor gav jeg ordre til, at der skulle hænges et gardin for dette billede.

Vi havde været gift i tre måneder, da Eveline en dag spurgte: “Hvem er herre til naboslottet?” Jeg så forbavset på hende. “Jamen, kæreste,” svarede jeg, “ved du ikke, at Puy Verdun er det eneste slot i fyrre miles omkreds?” “Virkelig!” sagde hun. “Det er mærkeligt.” Jeg spurgte hende, hvorfor hun syntes, det var så mærkeligt, og på min indtrængende bøn fortalte hun mig grunden til sin forbavselse. På sine spadsereture i parken og skoven havde hun gennem den sidste måned mødt en mand, som efter sin dragt og sit væsen at dømme måtte være adelsmand. Hun havde tænkt sig, at han ejede et slot i nærheden og at hans ejendom grænsede op til vor. Jeg kunne ikke regne ud, hvem denne fremmede kunne være, for mit slot lå midt i en øde egn, og bortset fra, at en eller anden diligence undertiden kunne komme skramlende og raslende gennem landsbyen, havde man ikke støre større chance for at træffe en fremmed her end for at møde en halvgud.

“Har du set den mand ofte, Eveline?” spurgte jeg.
Hun svarede i en næsten bedrøvet tone: “Jeg ser ham hver dag.”
“Hvor, min elskede?”
“Somme tider i parken, somme tider i skoven. Du ved det lille vandfald, Hector, hvor der er en gammel forfalden stenhøj, der danner ligesom en hule – det sted er jeg kommet til at holde af, og jeg har tilbragt mange morgener der med en bog. I den sidste tid har jeg set den fremmede der hver morgen.”
“Har han aldrig sagt noget til dig?”
“Aldrig. Jeg kikkede gerne op fra mig bog og så ham stå et lille stykke borte og betragte mig i tavshed. Jeg fortsatte med at læse, og når jeg så op igen, opdagede jeg, at han var gået. Han må liste, når han kommer og går, for jeg hører ham aldrig. Somme tider kunne jeg næsten ønske, at han ville tale til mig. Det er så frygteligt at se ham stå der uden at sige noget.”
“Det er en eller anden uforskammet bonde, der prøver at gøre dig bange.”
Min hustru rystede på hovedet. “Det er ingen bonde,” svarede hun. “Det er ikke bare hans klædedragt, jeg dømmer efter, for den er mig fremmed. Men der er et præg af noget adelig over ham, som ikke er til at tage fejl af.”
“Er han ung eller gammel?”
“Han er ung og smuk.”

Tanken om den fremmede, der forstyrrede min hustrus ensomhed, gjorde mig meget urolig, og jeg gik med det samme ned til landsbyen for at høre, om man der havde set noget til nogen fremmed. Det var der ingen, der havde. Jeg forhørte tjenestefolkene nøje, men uden resultat. Så besluttede jeg at ledsage min hustru på hendes spadsereture for selv at dømme om den fremmedes rang og stand. En uge igennem spadserede jeg hver morgen med Eveline i parken og skoven, og i al den tid så vi kun en enkelt gang en bonde eller en af vore egne tjenere, der vendte hjem fra en gård i nærheden.

Jeg var en mand med fastgroede vaner og disse spadsereture forstyrrede mig i den daglige gænge. Min hustru lagde mærke til det og bønfaldt mig om ikke yderligere at lade mig forstyrre. “Jeg vil tilbringe mine morgener i Rosengården, Hector,” sagde hun, “der kan den fremmede ikke komme ind.”
“Jeg var lige ved at tro, at den fremmede kun var et foster af din romantiske fantasi,” svarede jeg og smilede til det alvorlige ansigt, der var vendt imod mig. “En ung slotsfrue, som altid læser fantastiske romaner, kan udmærket møde smukke kavalerer i skovene. Det er formodentlig mademoiselle Scuderi, jeg kan takke for den fornemme fremmede, som sikkert kun er Le grand Cyrus i moderne kostumer.”
“Det er netop det, der er det underlige, Hector,” sagde hun. “Den fremmedes kostume er ikke moderne. Han ligner et gammelt maleri, der er steget ud af sin ramme.” Hendes ord pinte mig, for de mindede mig om det skjulte billede i biblioteket, og det mærkelige, gammeldags jægerkostume i orange og purpur som André de Brissac havde haft på ved maskeballet.

Siden den tid begrænsede min hustru sine spadsereture til Rosengården, og i mange uger hørte jeg ikke mere til den navnløse fremmede. Jeg glemte ham fuldstændig for en anden og alvorligere bekymring. Min hustru begyndte at skrante. Forandringen skete gradvis og så langsomt, at de, der så hende hver dag, næppe bemærkede den, men når hun tog en aftenkjole på, som hun ikke havde båret i lang tid, kunne jeg se, hvor hærget den skikkelse måtte være, som kjolen hang så løst omkring, og hvor sløve og matte de øjne var, som engang havde strålet om kap med de juveler, hun bar i sit hår. Jeg sendte bud til Paris efter en af hoffets læger, men jeg vidste, at mange dage ville gå tabt, før han kunne komme til Puy Verdun.

Det var ikke bare hendes helbred, der svigtede. Hendes lyse solskinshumør forsvandt, og i stedet for min unge glade brud så jeg nu en kvinde, der tyngedes af dyb melankoli. Forgæves søgte jeg at forestille mig grunden til min elskedes sørgmodighed. Hun forsikrede mig, at hun ikke havde nogen grund til at være bedrøvet eller utilfreds, og hun sagde, at jeg måtte tilgive hende, hvis hun så mismodig ud uden at kunne sige hvorfor. Jeg sagde til hende, at hoflægen hurtigt ville finde et middel mod hendes nedtrykthed, som sikkert måtte have fysiske årsager, når hun ikke havde nogen virkelig grund til at være bedrøvet. Men skønt hun ingenting sagde, kunne jeg se, at hun ikke havde nogen tro til medicinens helbredende magt.

En dag, da jeg ville prøve at opmuntre hende og rive hende ud af den tavse grublen, hun sad hensunken i i timevis, sagde jeg leende til hende, at hun åbenbart havde glemt sin gådefulde kavaler fra skoven og at han øjensynlig også havde glemt hende. Til min forundring blev hun pludselig blodrød i sit blege ansigt og derpå bleg igen med det samme.

“Har du aldrig set ham, siden du måtte forlade din grotte i skoven?” spurgte jeg.
Hun vendte sig mod mig og så fortvivlet på mig. “Hector!” skreg hun, “jeg ser ham hver dag, og det er det, der piner livet af mig.” Hun brast i tårer og græd som et barn. Jeg tog hende i mine arme og prøvede at trøste hende.
“Det er jo vanvid, min elskede!” sagde jeg. “Du ved jo, at der ikke kan komme nogen fremmed ind til dig i Rosengården. Voldgraven er ti fod bred og altid fuld af vand, og gamle Massou holder portene lukket dag og nat. Slotsfruen på en middelalderlig borg behøver ikke at frygte, at nogen skal trænge ind i hendes have.”
Min hustru rystede bedrøvet på hovedet. “Jeg ser ham hver dag,” sagde hun.

I dette øjeblik troede jeg virkelig, at min hustru var blevet sindssyg. Jeg turde ikke udspørge hende nærmere om hendes gådefulde gæst. Det ville være tåbeligt, tænkte jeg, at give den skygge, som plagede hende, liv og form ved at spørge alt for nøje ud om dens udseende og væsen, dens kommen og gåen. Jeg sørgede for at sikre mig, at ingen fremmed på nogen mulig måde kunne komme ind i Rosengården. Da jeg havde gjort det, kunne jeg kun vente på, at lægen skulle komme.

Han kom omsider. Jeg betroede ham mine bange anelser. Jeg fortalte ham, at jeg troede, min hustru var blevet sindssyg. Han hilste på hende, tilbragte en time sammen med hende alene og kom bagefter ind til mig. Til min usigelige lettelse forsikrede han mig, at hun ikke var åndeligt syg. “Det er muligt, at hun er ude for et eller andet selvbedrag,” sagde han, “men hun er så fornuftig på alle andre områder, at jeg vanskeligt kan få mig selv til at tro, at hun skulle lide af monomani. Jeg er snarere tilbøjelig til at mene, at hun virkelig ser den person, hun taler om. Hun beskrev ham fuldstændig minutiøst for mig. De beskrivelser, der gives af patienten, som lider af monomani, er altid mere eller mindre usammenhængende, men Deres hustru talte lige så klart og roligt, som jeg nu taler til Dem. Er De sikker på, at der ikke kan komme nogen ind til hende i den have, hun spadserer i?”
“Det er jeg ganske sikker på.”
“Er der ikke en slægtning eller pårørende af Deres husstand – en ung mand med et smukt, kvindeligt ansigt, meget bleg og let kendelig på et blodrødt ar, der ser ud som mærket efter et slag?”
“Barmhjertige Gud!” udbrød jeg, da jeg pludselig forstod. “Og dragten – den mærkelige, gammeldags dragt?”
“Manden bærer et jægerkostume i purpur og orange,” svarede doktoren. Da vidste jeg, at André de Brissac havde holdt sit ord. Hans skygge var kommet mellem mig og min elskede, i den time da mit liv var lykkeligst.

Jeg viste min hustru billedet i biblioteket. Hun rystede som et espeløb, da hun så det, og klyngede sig krampagtigt til mig. “Det er trolddom, Hector,” sagde hun. “Dragten på det billede er den samme, som han har på, men ansigtet er ikke det samme.” Så beskrev hun den fremmedes ansigt for mig, og det var min fætters ansigt træk for træk. André de Brissac, som hun aldrig havde set. Mest levende beskrev hun det frygtelige mærke på hans ansigt, mærket efter det vilde slag af en åben hånd.

Jeg rejste fra Puy Verdun med min hustru. Vi rejste langt bort – gennem de sydlige provinser og dybt ind i Schweiz. Jeg troede, vi kunne rejse fra det uhyggelige syn, og jeg håbede naivt, at de nye omgivelser ville bringe min hustru fred. Men nej! Hvorhen vi rejste, fulgte André de Brissacs genfærd os. Den skæbnesvangre skygge åbenbarede sig aldrig for mine øjne. Det ville have været for fattig en hævn. Det var min uskyldige hustru, André forfulgte med sin gengældelse. Han ødelagde hendes liv, og skønt jeg stadig var hos hende, kunne jeg ikke værne hende mod den frygtelige ubudne gæst. Jeg prøvede forgæves at våge over hende, jeg søgte forgæves at trøste hende. “Han vil ikke lade mig være i fred,” sagde hun. “Han kommer mellem os, Hector. Han står imellem os nu! Jeg kan se hans ansigt med det røde mærke tydeligere, end jeg ser dit.”

En dejlig måneklar nat, da vi sad sammen i en bjerglandsby i Tyrol, kastede min hustru sig for mine fødder og sagde til mig, at hun var den værste og sletteste af alle kvinder. “Jeg har skriftet alt for min Gud,” sagde hun, “jeg har ikke skjult min synd for himlen. Men jeg føler, at døden er nær, og før jeg dør, må jeg skrifte min synd for dig.” “Hvilken synd, min egen elskede?” “Da den fremmede første gang kom til mig i skoven, gjorde hans nærværelse mig forvirret og bange, og jeg veg tilbage fra ham som fra noget mærkeligt og frygteligt. Han blev ved med at komme, og efterhånden opdagede jeg, at jeg tænkte på ham og ventede på, at han skulle komme. Hans billede forfulgte mig ustandselig. Jeg prøvede forgæves at lukke hans ansigt ude af mine tanker. Så fulgte der en tid, hvor jeg ikke så ham, og til min skam og fortvivlelse syntes jeg, at livet var trist og tomt uden ham. Så kom den tid, da jeg så ham igen i Rosengården, og – åh, Hector, dræb mig, om du vil, jeg fortjener ingen barmhjertighed af dig! – det gik så vidt, at jeg talte timerne, til han skulle komme. Jeg glædede mig til at se det blege ansigt med det røde mærke! Han rev alle andre glæder ud af hjertet på mig og efterlod kun én uhyggelig, ugudelig glæde – glæden ved hans nærværelse. I et år har jeg kun levet for at se ham. Og forband mig nu, Hector, for det er min synd. Om den kommer fra mit eget hjertes dyb, eller det er trolddoms værk, ved jeg ikke, men jeg ved, at jeg har kæmpet imod denne ondskab forgæves.”

Jeg omfavnede min hustru og tilgav hende. Hvad havde jeg i sandhed at tilgive hende? Var hun ansvarlig for den mørke skæbne, der kom over os? Den næste nat døde hun med sin hånd i min, og i sin sidste stund fortalte hun mig grædende og bange, at han var ved hendes side.

Trykt i Belgravia, januar 1867.
Originaltitel: Eveline’s Visitant

Kort om Mary Elizabeth Braddon

Født den 4. oktober 1835
Død den 4. februar 1915

Læs mere på Wikipedia

Schimmelmanns hest af Vilhelm Bergsøe

Vilhelm Bergsøe
By P. Hansen – Illustreret Dansk Litteraturhistorie, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=2908686

For ti til femten år siden lå Hellebæk endnu uberørt. Ingen jernbane bragte københavnerne til Helsingør, intet Marienlyst prangede med sortklædte opvartere. Hamlets grav var endnu ikke opfundet, og når en enkelt fremmed fra Hammermøneskoven forvildede sig ind i Hellebæk eller Aalsgaarde, kunne han være vis på at tiltrække beundrende tilskuere til vinduerne. Den lille fabriksby lå stille og roligt i sommerens solskin med sine hvide huse og klaprende møllehjul. I Aalsgaarde tørrede mændene deres garn, mens kvinderne syslede foran huset med nål og tråd. Det var i denne lykkelige periode, at jeg færdedes i Hellebæk; thi disse dybe, dunkle skovsøer, denne vegetation, der broderligt forbinder bagen og anemonen med birken, enebærret og lyngen, husede en hel verden for sig, travle, rastløse beboere, hvis færd det nok var værd at gøre sig bekendt med.

Min tid var delt mellem skoven og kroen. Man havde endnu en vis skyhed for at leje sine værelser ud. Hvor tydeligt husker jeg endnu kroens store sal med dens blåblomstrede sofa, de forunderlige, gammeldags stole, den rødmalede fyrretræs kommode med de besværlige skuffer, der altid ville ud, men, ligesom i nydelsen af deres frihed, aldrig ind igen. Hvor klart ser jeg ikke den mærkværdige pasteltegning, som jeg endnu svæver i uvished om, hvad enten den betød ‘Maria Himmelfart’ eller ‘Musernes dans på Helikon’, og som var en gave til huset fra en mere naiv end talentfuld kunstnerinde i omegnen.

Alle disse herligheder hørte mig til. Hele kroen stod til min rådighed, med undtagelse af skænkestuen og butikken, hvor man handlede med kaffe, sukker og et cetera, som der stod på skiltet. Dog var der lørdag aften en indskrænkning i min ejendomsret. Da samledes folk fra land og by, ikke til politisk vrøvl over en halvgammel avis, men til en ordentlig, solid dram, til en dans, og somme tider til en tvekamp, hvor man dog hverken anvendte kårder eller pistoler. Her lærte jeg mænd at kende med hårde, barske, vejrbidte ansigter, og dog barnligt naive og godmodige; mænd, som stod lige fast, hvad enten de bandt an med en snapseflaske på land eller en stormvejrsdag til vands. Jeg kunne nævne mange af disse, men jeg dvæler kun ved én, bådsmanden, min Ven, Niels Kei.

Niels Kei og havet havde været uadskillelige, dog til en vis periode. Fra skibsdreng var han blevet matros, fra matros blev han bådsmand. Så havde han fået nok af krigerberømmelsen, som havde kostet ham noget af den højre kind med tilsvarende bakenbart. Han var blevet fisker, både efter egentlige fisk og efter de kaptajner, der for modvind lå stille i sundet, og med hvem han drev en ikke ubetydelig forretning med proviant og andre fornødenheder. En skønne dag solgte han sine garn og net for en snes daler, købte sig en vogn og en hest for halvandet hundrede, og nu var han, hvad der ville krænke ham dybt, hvis han hørte det, en underlig mellemting af vognmand og fisker — efter kaptajner.

Men han var også noget andet. Han var Hellebæks gåde, dens mysterium, dens uløselige sfinks. Hvor havde Niels Kei fået den brune hest og den lille, lette, nymalede vogn fra? — eller for at gå lige til sagen: Hvorfra havde han fået pengene? Havde han levet på Sicilien, ville man have sagt, at han havde fundet ‘den døde mand’. I Hellebæk mumlede man i krogene. rystede på hovedet og skottede hemmeligt efter den brune, når den med vognen, Niels Kei og en fremmed rullede ned ad vejen mod Helsingør.

Niels Kei tog en rigsdaler for denne tjeneste; men jeg, studenten, kørte for tre mark, “thi man skal ikke være ublu,” mente han.

Niels havde en ganske speciel måde at behandle sin hest og sit køretøj på. Når han gjorde linerne fast, var det med et halvstik, som bandt han skødet på et storsejl. Når han sad på bukken, skrævede han ud med benene og stemte dem mod vognkærrens forreste kant, som om han roede med årer i en jolle, og ville han muntre den brune op, havde han nogle ganske mærkelige slag med linerne, slag, der på en påfaldende måde mindede mig om en mand, der pilker torsk. Men den brune forstod ham, og han forstod den, og det var jo hovedsagen.

Således rullede vi en efterårsaften hen ad vejen til Helsingør. Niels Kei med en uvognmandsmæssig sydvest på hovedet, for han mente, at vi snart fik regn fra nordøst; jeg var iført baldragt og hestedækken. Vejen gik gennem Hammermølleskoven, forbi den mørke Bondedam og op imod Kobberdammen under gensidig tavshed. Niels Kei virkede ikke oplagt den aften, og havde ikke sit sædvanlige lune humør med sit smørrede grin.

Pludseligt sagde han: “Ved studenten at, at Ole Hansen er død i nat? Det var min ven!”

“Ole Hansen!” gentog jeg forbavset. “Hvorledes?”

“Af for meget vand; han er druknet,” svarede Niels Kei tørt. “Ja, det kunne man nu have sagt sig selv,” føjede han halvdæmpet til, mens han langede ud efter den brune med en bevægelse, som kastede han en trosse på land.

“Har han da druknet sig?” spurgte jeg.

“Druknet sig?” gentog Niels foragteligt. Der er ingen fisker, der drukner sig. Jollen lå med bunden i vejret lige ud for den sorte sten, og Ole Hansen lå lidt sønder på ind imod stranden — død som en sild.”

“Hvorfor kunne man have sagt sig selv det?” vedblev jeg.

Niels Kei trykkede med den venstre hånd sydvesten fastere på hovedet, pilkede den brune med den højre, og sendte mig et meget sigende blik.

“Skal han ligge her?” spurgte jeg, idet vi kørte forbi den lille skovkirkegård, hvis hvide mure blev farvet gule af den nedgående sol.”

“Nej,” sagde Niels Kei. “Fiskerne går nordpå. Næppe havde han sagt dette, før den brune pludseligt stod stille midt på vejen med et ryk. Derpå skuttede den sig, som om den rystede fluer af hele kroppen, virrede med hovedet og var ikke til at få af stedet.

“Hmpf” sagde Niels Kei med en underlig mine og lod tøjlerne synke.

“Hvad sker der?” spurgte jeg.

“Åh, det er en uting,” brummede han, og i samme øjeblik fo’r vi af sted, som om den brune havde sporerne i siden.

“Har studenten noget imod at køre en lille omvej?” spurgte Niels, hvis mine var blevet endnu mere betænkelig.

“Som De vil,” svarede jeg, og dermed drejede vi op ad en bivej til højre, der førte ind i skoven. Den brune travede flinkt fremad, indtil vi nåede en stendysse til venstre, omringet af mægtige, enestående bøgetræer. Her skuttede den sig igen, virrede med hovedet og lagde ørerne tilbage.

“Tænkte jeg det ikke nok,” sagde Niels Kei med overbevisning i stemmen. Vi skulle aldrig have kørt på en fredag.” Derpå stod han af vognen, samlede en sten op, kastede den hen på dyngen og steg så op i vognen igen. I samme øjeblik fik den brune nyt liv, og vi tullede atter hen ad vejen.

“Hvad var det, De gjorde der, Niels?” spurgte jeg.

“Åh, det er sådan en slags skik,” sagde han kort. “Jeg lagde en sten for Skimmelmands hest.”

“Hvad er det for en?” spurgte jeg.

“Ja, studenten er jo så lærd,” svarede Niels Kei tøvende, “at han vel næppe tror på, hvad vi andre véd er sikkert og vist.”

“Jo vist gør jeg så, Niels,” sagde jeg, “der er mere imellem Himmel og Jord, end de lærde forstår sig på.”

“Ja, det er der, det er sikkert og vist,” sagde han, “og hvis studenten vil lade være med at grine ad mig, skal jeg fortælle ham det hele. Se, denne Skimmelmand, ham som byggede fabrikken, han var tysker, og en stor …” Her holdt Niels Kei pludseligt inde, og betragtede mig med et blik, som om han ville læse min mening.

“Ja vel,” sagde jeg.

“Han havde meget at gøre med Syvårskrigen,” vedblev Niels Kei. “Det kneb dengang stærkt med foder til hestene, og så skulle denne Skimmelmand sørge for havren, for han var ansat som proviantforvalter. Men hvordan det nu gik til, så kunne preusserkongens heste aldrig hamle op, hverken med franskmændenes eller russernes, og så lod preusserkongen Skimmelmand tilkalde. Men han havde lugtet lunten i forvejen, og skønt et helt husarregiment satte efter ham, så var han dog hele tiden foran, for han havde en gråskimmel, som ingen af de andres heste kunne hamle op med. Så kom de til sidst til floden Elben langt nede i Tyskland, og der svømmede Skimmelmands hest over, men husarerne druknede, hver eneste en. Så bar hesten ham helt op i Jylland, og til sidst kom han til København, og der kaldte han sig ‘Skimmelmand’, fordi skimlen havde frelst ham; ellers havde han nok heddet noget andet før. Så fik vores konge, Frederik den femte eller fjerde, fat i ham, og gjorde ham til minister og lod ham bygge fabrikken her, som er et fideikommis, for han var en dygtig mand. Da preusserkongen fik det at vide, lod han tiden gå, til krigen var endt, og de alle troede, at det hele var glemt. Så sendte han en delegation til vores konge, og så skulle Skimmelmand selvfølgelig hilse på sine landsmænd. De lå på et stort fregatskib ud for Trekroner, og kaptajnen havde ordre til, at så snart Skimmelmand satte sin fod på dækket, skulle de stikke til søs med ham. Chaluppen lå nede ved Toldbodtrappen med det preussiske kongeflag, og Skimmelmand var allerede ude på Toldboden. Der stod en livvagtskarl, som hed Schultz, for han var egentlig en holstener og kunne snakke tysk så godt som nogen. Han havde dagen i forvejen siddet inde i Brokkens Bod og drukket sammen med matroserne fra det preussiske skib, og der havde han hørt, at det hele var en fælde for at fange Skimmelmand og bringe ham tilbage til preusserne. Han turde dog ikke sige noget, da ministeren gik forbi med de høje herrer, men så blinkede han til ham og gjorde tegn, som en der får håndjern på. Se, det forstod Skimmelmand straks, for han var en stor Lucifer, og så sagde han, at han havde glemt nogle papirer oppe på slottet. De ville sende en Lakaj efter dem, men Skimmelmand sagde, at han måtte hente dem selv, og så gik han op på slottet, og der blev han. Preusserne ventede og ventede; men til sidst gik det op for dem, at de var blevet narret, og så stak de til havs igen, og Skimmelmand gik fri igen. Men så skrev preusserkongen til vores konge, at han skulle sætte Skimmelmand under jern og lås, og det måtte vores konge love at gøre. Så derfor gav kongen ham det store, forgyldte jernstakit uden for hans gård i Bredgaden; det står der endnu den dag i dag, og kan ses af enhver. Det sidste véd jeg er vist og sandt, for jeg har selv hørt det af den gamle Schultz, ham livvagtskarlen, som blinkede til Skimmelmand, og som derfor blev ansat som inspektør ved fabrikken. Det andet har jeg læst mig til, og det kan derfor gerne være, at det kun er en historie.”

“Men hvad blev der af hesten?” spurgte jeg.

“Ja, hesten,” gentog Niels Kei med et sky blik omkring sig. “Se, det var nu ingen rigtig hest. Det kan enhver nok vide, for den blev begravet her inde i skoven, som et andet kristent menneske, ikke at tale om hvad den havde gjort og endnu gør.” Her var det øjensynligt, at Niels igen kom ind på det mystiske, for han så ud efter nogle optrækkende skyer og tav.

“Nå, hvad gør den?” frittede jeg.

“Ja, det er det, studenten naturligvis ikke vil tro,” mumlede Niels Kei. “Den går omkring og græsser ved kirkegården uden hud og hår, ja, uden at der er så meget som en smule kød på den. Møder den folk, går den straks af vejen; men endnu er det aldrig slået fejl, at den, der har mødt den, er gået i graven tre dage efter. Dyrene kan kende, hvor den har gået; for de har nu langt mere forstand på den slags end vi andre. Så er der ikke andet for, end at korse en sten af og lægge den for Skimmelmands hest, ellers får de dødskuller eller andet skab. Deraf kommer stendyssen derhenne.”

“Så Ole Hansen Schimmelmanns hest, før han døde?” spurgte jeg.

Niels vendte skråen over i den anden side af munden, kastede en ny trosse over den brune, og sagde ligesom i luften: “Først hørte han den en nat i Aalsgaarde; siden mødte han den ved det vestre af kirkegårdsmuren ud imod værket. I aften er den ude igen.”

“Hvordan véd De det, Niels Kei?” spurgte jeg.

“Det har hun aldrig gjort før,” sagde Niels, og jog på den brune med pisken. “Den er ude igen i aften. — Nu får vi regn.”

“Men er det hele ikke den gamle historie om Helhesten?” sagde jeg og hyllede mig i dækkenet.

“Helhesten!” gentog Niels foragteligt. “Ja, studenten kan jo tro, hvad han vil. Helhesten? Den er jo historisk!”


“Nå, fik studenten sig så en kæreste?” spurgte Niels Kei, da jeg fra en af Kronborgs hyggelige, oplyste sale trådte ud i den skumle, nattemørke slotsgård.

“Nej, ikke denne gang, Niels.”

“Nu vel, så kør’ vi uden hende; det er ikke alle folk, der kan have kærester. En vinterjakke havde måske også været bedre,” føjede han til, idet jeg tog plads på sædet ved siden af ham. “Tag begge dækkener, student. Jeg behøver ingen.”

Natteluften var kold og bidende; Nordøstvinden stod lige ind fra Sundet og bragte mod sædvane regn. Klokken slog tolv, da vi rullede hen over den dundrende træbro. Mørket var så tæt, at vi næppe kunne skelne palisaderne, og lygter var en luksus, som Niels Kei endnu ikke kendte. Overgangen fra den livlige, brusende balmusik til Sundets melankolske bølgeslag, fra lyset, duften og samtalen til mørket, kulden og natteensomheden var så stor og pludselig, at jeg i dyb tavshed dampede på min cigar, uden at lægge mærke til den usædvanligt livlige konversation som Niels Kei førte, snart med mig, snart med sig selv og den brune.

Vi var ikke nået ret langt ud på landevejen, før jeg mærkede, at der var noget i vejen både med ham og den. Niels var ikke fuld, og den brune ikke kulret; men Niels havde dog taget temmelig fast på flasken, og den brune havde af og til nykker, der tiltog, jo mere vi nærmede os skoven.

Her aftog Niels Keis lystighed med et, og da vi havde kørt lidt under de dunkle graner, som hænger helt ud over vejen, sagde han pludseligt: “Her er fælt mørkt, Hr. student!”

“Tænd en cigar, Niels, den lyser,” sagde jeg, idet jeg rakte ham mit cigaretui.

“Tak, det er utid at ryge nu,” sagde Niels til min store forbavselse. Lidt efter kom vi forbi den første dam, og der ville han dreje om ad skovvejen til venstre.

“Holdt, Niels!” råbte jeg. “Det går aldrig; vi vælter i den første tørvegrav på vejen.”

“Lad mig om det,” sagde Niels Kei i en tone, jeg ikke havde hørt før. “Jeg har ret til at køre studenten, hvad vej jeg vil, når jeg blot kommer til Hellebæk med ham.”

“Og jeg har ret til at springe af, hvor jeg vil!” råbte jeg noget irriteret over Niels’ mærkelige opførsel. “Nu går jeg til fods resten af vejen så kan De køre i moser og tørvegrave, så meget De lyster.”

Niels betænkte sig et øjeblik; derpå tog han den brune ved bidslet og trak den frem over vejen.

“Nej, det kan jeg aldrig være,” mumlede han mere til sig selv end til mig. “Sid op, Hr. student. Lad os køre i Guds navn, men sker der noget, kommer det over Dem.”

Pludseligt kom jeg i tanke om Niels Keis historie, som jeg ganske havde glemt under ballets tummel, og jeg sagde leende: “De er da ikke bange for Schimmelmanns hest, Niels?”

Det gav et sæt i ham, da jeg udtalte disse ord, og han mumlede noget ved sig selv, som jeg ikke forstod. Lidt efter kom vi op på bakken, hvor der var lidt lysere, og hvor vi havde udsigt til alle sider, også til teglværket og kirkegården lige overfor. Den brune begyndte at trave raskere fremad, men lige med ét strakte den forbenene stift frem for sig, lagde ørerne tilbage, rystede over hele kroppen og udstødte en lyd, der var en mellemting af et hvin og en vrinsken.

“Ser De noget, Hr. student?” sagde Niels Kei med lav stemme. “Se derhenne!”

“Det er kun nogle hvide tåger, der trækker hen over mosen,” svarede jeg, idet jeg med øjnene søgte at fastholde og gennemtrænge de flygtige, i sig selv glidende masser, der af og til antog et ubestemt omrids af et stort, firbenet dyr.

“Hør!” hviskede Niels med hæs stemme.

“Åh snak, det er jo kun uglerne,” svarede jeg noget nervøs over udsigten til at vælte. “Få hesten frem, den er bange for noget.”

“Det er Skimmelmands hest,” sagde Niels Kei og stirrede ind i tågen, “vi ser den ikke, men dyrene forstår det.”

Lige som tågesøjlen blev ført over vejen af vinden, gjorde den brune et spring, der fik os begge til at gå bagover i vognen, og havde Niels Kei ikke fået fat i linerne, tror jeg, at den var galoperet hele vejen til Hellebæk.

Imidlertid fik han dog styr på den, og i nogenlunde regelmæssig fart fortsattes turen imod teglværket. Regnen drev ned, og mørket var så tæt, at den hvide kirkegårdsmur næsten forekom mig grå, idet vi kørte forbi den. Lige som vi var ved svinget til teglværket og næsten havde passeret muren, slog en ugle med et skarpt, skærende skrig hen over vore hoveder, og i samme øjeblik standsede den brune igen så pludseligt, at vi begge var nær ved at ryge ud af vognen.

“Jøsses kors! Hvad er det?” råbte Niels Kei, idet han greb mig fast i armen og med den anden hånd pegede ligefrem. Mit blik fulgte retningen. Det lysnede, glitrede og glimtede i luften; det var som om en enkelt månestråle, eller rettere, som om en stor, klar lyskegle skød frem fra et udhus i nærheden af teglværket. Derpå samlede den sig atter i luften og faldt som en hvid, klar, skinnende plet lige på kirkegårdsmuren. Hurtigere end jeg kan fortælle det, udvidede pletten sig til en bred, tågeagtig, lysende flade, og midt i denne stod usikkert og halvt henflydende med luften skelettet af en hest.

Niels stirrede på synet. Pletten trak sig atter sammen, blev mindre, klarere og mere lysende, og nu var skelettet så tydelig, at vi kunne tælle hvert ribben i den. Pludseligt gjorde den ligesom et hop i luften, lyskeglen forsvandt, og alt var indhyllet i det tykkeste mørke. I samme øjeblik tog den brune fart. Jeg hørte raslen af nedrullende vejskærver, derpå et brag — Niels Kei og jeg lå i grøften med vognen halvt over os.

“Hvad var det?” var mit første spørgsmål, da vi atter stod på vejen, og jeg havde overbevist mig om, at både Niels Kei og jeg var sluppet fra uheldet med nogle få småskrammer.

“Det var den onde skinbarlige selv. Det var Skimmelmands hest, Hr. student!” sagde Niels Kei og spyttede resten af det sand og grus ud, som han havde fået i munden under vores tur i grøften.

“Snak, Niels!” råbte jeg, modig ved ikke at være alene. “Lad os gå ind i udhuset, hvor lyset kom fra! Lad os søge teglværket igennem; der må være en naturlig forklaring.”

“I det udhus dér, Hr. student?” råbte Niels Kei og veg ud på vejen. “Nej, ikke om jeg så fik hundrede blanke dalere! Der hængte forpagterens karl sig i foråret, og der spøger det værre end en ulykke. Hun kom jo også derfra, den forbandede mær. Gud nåde os alle til hobe!”

“Men vognen?” indvendte jeg, da Niels gjorde mine til at gå.

“Ja, den blive her til i morgen,” sagde Niels, uden at bekymre sig om sin kæreste ejendom. “Gud hjælpe mig! Jeg har nok snart hverken brug for hest eller vogn. Det skulle da være en ligvogn,” føjede han sagte til, mens han kig ned ad skovvejen, hvor man endnu hørte galoppen af den brune, der søgte hjem med de sønderbrudte stumper dinglende bagefter sig.


Den næste dag var slud- og regnfuld. Først i skumringen kunne jeg komme ned til Niels Kei for at se, hvordan han havde det, og om den brune var kommet på stald. Jeg gik igennem den lille have, hvor georginerne og stokroserne syntes at fryse i regnen, ind i den snævre gård omkranset af et plankeværk. Der lå Niels Keis stadselige vogn med sønderbrudt fading og knækkede stænger. Den brune stod og vrinskede i spiltovet, som ventede den foder, men den var hverken striglet eller vasket. Fodersækken lå midt i gården, drivende våd af regnen, og døren til huset var imod sædvane lukket. Jeg lettede på klinken og trådte ind i den lille stenlagte forstue – der var ingen. Jeg gik ind i storstuen. Lyset faldt mat og svagt gennem de blyindfattede, solbrændte ruder. Dragkisteskufferne var trukket ud, deres indhold spredt rundt omkring på stole og bænke, og på det rødmalede bord lå en stak penge og en bunke gamle smudsige sedler. Ved siden af dem så jeg et stort ark hvidt papir og en pen tillige med en pomadekrukke, hvori fandtes en blækfyldt svamp, alt tydende på, at Niels Kei havde været i færd med at skrive, en for ham aldeles
usædvanlig beskæftigelse. Uordenen i vidnede om, at der var noget usædvanligt på færde. Jeg bøjede mig over papiret og læste følgende, skrevet med en stor og uøvet hånd:

For det tilfelle, at jæ ved døden skolle omkomme skænger jæ te Helebeg fatikase to hunrede børn, som skolle fordeles af presten…

Videre var han ikke kommet. Ordet ‘børn’ var streget over gentagne gange, og i stedet for var der sat noget, som vist skulle være rigsdalere, men det var løbet ud til en stor klat. Om mangel på færdighed var skyld heri, eller om klatten kunne henføres til den brændevinsflaske, der stod halvt tømt på bordet, skal jeg ikke kunne afgøre. Så meget er vist – jeg blev bange for, at Niels Kei havde eller ville begå selvmord. Jeg blev derfor overordentlig lettet, da jeg, efter at have passeret svinestien og de øvrige baghuse, så ham stå nede ved stranden med armene over kors, ryggen vendt imod mig, og uafladeligt stirrende mod nord ud over havet, som om han derfra ventede en langtfra kommende sejler. Han trykkede min fremrakte hånd, uden at spørge mig, hvorledes jeg havde det, eller blot byde mig så meget som ‘God Aften’, og gik derpå med bøjet hoved og et underligt sløvt udtryk i ansigtet op imod huset. Jeg fulgte efter, og således kom vi omtrent samtidigt ind i storstuen.

“Det var de stænger, Niels,” begyndte jeg, “og så den knækkede vognfading, som jeg ville tale med Dem om.”

“Åh tak, det behøves ikke,” sagde han og lettede på flasken.

“Jovist så, Niels,” sagde jeg, “det var mig, som forlangte, at vi skulle køre den vej.”

“Ja, men det var mig, som gjorde det,” svarede han og skød den lille sum fra sig, som jeg havde lagt på bordet. “Behold han blot sine penge, Hr. student! Han får bedre brug for dem end jeg.”

“Hør, sig mig, Niels,” sagde jeg, idet jeg for at gå lige til sagen tog fat på dokumentet. “De tænker da ikke på at dø? Hvad er det, De der har skrevet?”

“Det er Testemoniet,” sagde han og tog det blidt ud af hånden på mig.

“Testamente,” rettede jeg.

“Ja, det er nu som man siger,” svarede han lidt mut. “Jeg begyndte på testemoniet i morges, men det ville ikke rigtigt gå. Så var jeg ovre hos Ole Hansens enke. Hun fortalte mig, at papiret skulle være stempelret, og at jeg måtte have en prokurator til at gøre det. Der er et bud oppe efter ham.”

“Men Niels!” udbrød jeg igen. “Hvor kan De tro på den dumme snak? Vi så jo begge hesten, eller hvad det var, og betyder det noget, så kan jeg jo lige så godt dø, som De.”

Han så lidt usikkert på mig. derpå skænkede han sig en snaps og sagde: “Nej, De hører ikke til sognet, student; det gælder kun for Hellebæks sognefolk.  Inden to dage er jeg gået nord på.”

Jeg ville atter forsøge på at overbevise ham, da der i døren viste sig en lille, tyk og trivelig person med rødmosset, smilende ansigt og en stor mappe under armen. Det var prokuratoren.

“Nå, så De vil gøre boet op i tide, Niels Kei?” råbte han os i møde med den mest joviale stemme i verden. “Det kan jeg lide! En mand tænker på mere end den dag i morgen, og det er godt at have alting i orden, for livs og døds skyld.”

Her gjorde prokuratoren plads for to unge mennesker, der så ud, som de blot ventede på engang at blive federe. Han lagde mappen på bordet, tog sig en snus og sagde med et blik på mig : “Lad os så tage fat!”

“Jo, lad os det!” sagde Niels Kei med klangløs stemme.  “For livs og døds skyld!”


Den næste dag skulle Ole Hansen begraves. Flagene vajede på halv både hos toldkontrolløren og fra bådene ved kysten. På mange steder hos venner og bekendte, også hos Niels Kei, var der strøet buksbom og gran foran huset. Alt tydede på en sørgehøjtid, undtagen vejret, der var så solklart og glimrende, som en dansk oktoberdag kan være det. Fiskerne stod i klynger uden for sørgehuset, ventende på, at det blev deres tur til at tage sig en dram og en bid brød hos den afdøde, hvis storstue ikke nær var stor nok, til at huse dem alle. Jeg sluttede mig til dem, da jeg aftenen i forvejen havde jeg modtaget flere utvetydige vink om, at en student betydeligt ville forøge den hæder, der vistes den afdøde. Ja, Hellebæk lå endnu i sin uskyldigheds tilstand!

Mens jeg tankefuld stod og betragtede de sorte ligskamler, der var stillet midt på vejen, så jeg Niels Kei komme. Han var usædvanligt pyntet, med blank hat, blå trøje og rød, ulden skjorte, men han var ligbleg, og arret på hans kind brændte. Tavs trykkede han mig og de andre i hånden; derpå gik han ind for at få sig en dram på omgang. Lidt efter ordnedes toget, man havde blot ventet på Niels. Kisten blev båret ud og sat på bukkene. To hvidbårede spillemænd med rene sorgens ansigter gik foran og gned en ligmarch, som i hele sin tragiske naivetet næsten var komisk at høre på. Forrest efter kisten gik Niels Kei, i egenskab af ven og velhaver, sammen med den afdødes familie. Derpå kom jeg som hædersgæst ved siden af skolelæreren, mens de talrige fiskere med enkelte bønder sluttede toget. Stille og langsomt bevægede det sig fremad i det klare, men kolde efterårssolskin, og under de forunderlige, snart skrattende, snart klagende violintoner. Så standsede man, dels for at skifte bærere, men dels, hvad jeg hurtigt blev overbevist om, for endnu en gang at vise den afdøde en sidste hyldest. Når der over vejen var strøet grønt og blomster, betød det, at her havde Ole Hansen haft en ven. Kisten blev sat ned foran døren, spillemændene strøg en slags koral, og så gik man ind i huset for at få sig en dram på omgang. Stemningen begyndte, efterhånden som man rykkede frem, at blive mindre og mindre sørgmodig – for Ole Hansen havde haft mange venner. For hver gang, vi skred frem mod en blomstersmykket plet, strøg spillermændene lystigere løs på violinerne, samtalen klang mere støjende og højrøstet, og snapsene gik flittigere på omgang. Niels Kei, der i begyndelsen havde holdt sig bag ved kisten, tog snart sin gamle plads ved siden af mig, hans ansigt tabte mere og mere morgenens melankolske præg, og hver gang han kom ud efter en omgang, trykkede han mig fast i hånden, slog ud imod kisten og sagde med stigende betoning kun de ord: “Han var min ven. Hr. student!”

Det var med stor lettelse, at jeg så det hvide flyvesand omkring os, og Hornbæksplantagen med sine lyse birke og mørke Fyrtræer i baggrunden; for havde vejen været lige så beboet, som i begyndelsen, tror jeg, at vi alle var komnmet til Hornbæk mere salige end den afdøde.

Der var noget forunderligt Bellmansk ved det hele. Ja, det indtryk forsvandt ikke engang, da vi kom ind på kirkegården, efter at man havde taget den sidste og største ‘omgang’ i Hornbæk Kro. Gravlægningen fik på sømandsvis en noget gyngende gang. Kisten blev firet ned, præsten holdt en temmelig salvelsesfuld tale, og da de tre ufravigelige skuffer sand havde spredt sig over kistelåget, og et fadervor var læst, betragtede jeg handlingen som endt. Under det hele havde jeg i det skjulte iagttaget Niels Kel. Først stod han med foldede hænder og stirrede stift hen for sig. Under talen gav han sig til at svinge med armene og virre med hovedet, som om han af og til misbilligede præstens Ord. Endeligt beholdt han, som i distraktion, hatten på under læsningen af fadervor. Ligesom følget beredte sig til at forlade kirkegården, gjorde han pludseligt en stor svingning uden om det og styrede med ingenlunde sikre skridt hen imod det bræt, der var lagt over graven.

“Væk med den sidste planke!” råbte han og sparkede den til side med foden.

Der blev en almindelig opsigt; men han stillede sig lige på randen af graven og stirrede ned i den med en meget spekulativ mine. Pludseligt rev han hatten af hovedet, slog ud med hånden og sagde: “Ja, nu ligger du der, Ole Hansen. — Du var min ven! Men det har du for, at du holdt fejl kurs og ikke klarede pynten!”

Han holdt et øjeblik inde, som ledte han efter ord. Derpå fortsatte han igen: “Du var min ven, Ole Hansen! Ja, jeg siger det, du var min ven! Men du var en stor synder for Gud og mennesker. Det véd jeg bedre end …”

Niels Keis tale fik her en noget brat slutning. Jorden skred ud under hans fødder, og med et hult brag styrtede han ned i graven, mens følget forfærdet stimlede til for at trække ham op.


Den følgende dag var jeg igen ude for at se til Niels Kei. Han lå i sengen med et tørklæde bundet om hovedet; for da han ramte kistekanten havde han skrabet sin næse betydeligt. Der var en usædvanlig ro og mildhed over ham, måske lige så meget på grund af de dødstanker, der havde grebet ham, som af skam over hans opførsel på Hornbæk Kirkegård. Han talte meget fornuftigt og forstandigt om alting; men ét var det umuligt at få ud af hans hoved: Det, at det var hans sidste dag, og at han ville dø inden midnat.

Forgæves forsøgte jeg at overbevise ham om det indlysende, at sådanne varsler i regelen intet betyder. Forgæves søgte jeg at bortforklare det sære syn ved naturvidenskabelige grunde, noget, som desuden faldt mig vanskeligt, da jeg ikke selv fuldkomment forstod det. Forgæves talte jeg om en tilfældig lysning fra teglværksovnen, om tågespejlinger og lysbrydninger. Han tilbageviste ethvert forsøg med ordene: “Enhver får nu tro, som han vil.”

Om eftermiddagen kom jeg igen. Niels Kei var oppe og påklædt, men det var, som han ikke havde ro på sig noget sted. Han gik fra stalden til stuen og fra stuen den lille strandhave, og selv her flyttede han sig fra den ene af de to bænke over til den anden, som om hans egen skygge forfulgte ham. Til sidst gik han ind i storstuen, hvor han satte sig på slagbænken og begravede ansigtet i sine hænder. Således blev han siddende, medens mørket faldt på, uden at agte på mine velmente råd og formaninger, og ligegyldig for alt, undtagen det grønne bornholmske stueur, hvis viser han af og til sendte et blik. Mørket faldt tættere og tættere, men endnu sad han lige ubevægelig. Da klokken slog syv, rejste han sig pludseligt op og sagde:

“Har studenten noget imod at følge med op til præsten?”

“Ikke det mindste, Niels,” svarede jeg, glad over, at hans tanker tog en anden retning, men dog noget betænkelig ved den lange vej, vi havde at tilbagelægge.

“Lad os så gå da!” sagde han, idet han langede hatten ned fra knagen.

Vi trådte ud på vejen. Jeg ville dreje til højre, men Niels sagde: “Nej, det er nok bedst, at jeg taler med ham i Helsingør.” Det vartydeligt, at hans opførsel på kirkegården lå ham tungt på hjertet.

Vi passerede gaden i Aalsgaarde, gik over Møllebroen, men da vi kom forbi kroen, hvor der stod en del unge fiskere, grinte de af ham. Niels Kei vendte hovedet til den anden side og sagde intet. Langsomt og under gensidig tavshed gennemvandrede vi Hellebæks Storgade, indtil vi kom til det punkt, hvor en skovsti slår af til venstre. Her stod Niels stille, som om han førte en kamp med sig selv, og sagde derpå: “Lad os gå denne vej.” Med disse ord tændte han en lille lygte, som han tog op af sin frakke. Langsomt og forsigtigt vandrede vi frem ad stien, langs dammen, snublede os frem over trærødderne, og for hver gang lygtens flagrende skær faldt på en af de hvide birkestammer, så jeg, at Niels skævede til dem. Endeligt nåede vi kirkegårdsmuren, hvor en lille gang løber op til hovedvejen ved teglværket. Her slukkede Niels Kei lygten, og sagde kort: “Her var det.”

“Ja,” svarede jeg, idet jeg så mig omkring, og på ny lagde mærke til, at der var lys i udhuset.

Netop som jeg udtalte ordet, for et lysglimt, som af et spejl, fra udhuset hen over vejen. En hvid, skinnende, cirkelrund plet viste sig på kirkegårdsmuren, og midt i den stod, ikke Schimmelmanns hest, men – en langbenet stork med en baby i næbbet.

Overraskelsen var så pludselig, og virkningen sp overvældende komisk, at jeg brast i latter, uden at lægge mærke til Niels Kei, som havde tabt lygten af forfærdelse.

“Det er jo en laterna magica!” råbte jeg, idet jeg trak ham hen imod huset. “Kom herind, Niels, så skal De se, at det går naturligt til.”

Det forholdt sig ganske, som jeg havde sagt. Inde i huset morede forpagterens drenge sig med at kaste de magiske spejlbilleder ud på den hvide mur gennem et hul i døren. Et skarpt forhør klarlagde, at de navnlig havde drevet dette uvæsen, når vejfarende kom forbi, og at de fredag aften havde været årsag til vort uheld.

“Skal vi så gå til præsten?” spurgte jeg, da vi atter stod på vejen.

“Nej, nu tror jeg, jeg kan opsætte det lidt,” sagde Niels Kei med sit gamle, smørrede smil. “Men vil studenten med på kroen og smage på en æggepunch, så er jeg med.”

“Nå, så det var en laterna magica,” fortsatte Niels, da vi sad i den lune krostue, og han stødte sit glas mod mit. “Ja , hvem kunne nu vide det? Sådan en må studenten købe til mig i København; men det skal være en med Skimmelmands hest — for i graven kom jeg dog ligegodt,” føjede han til.


Niels Kei kører ikke længere den brune imellem Hellebæk og Helsingør. Han er for længst ‘gået nordpå’ med den store vogn, som henter alle. Om han før sin død så Schimmelmanns hest, har jeg aldrig fået at vide. Derimod fandtes
der efter ham et lovformeligt ‘Testemonium’ på stemplet papir, hvorved der uddeltes to hundrede rigsdaler til fattige børn i Hellebæk. Om årsagen til denne rundhåndethed, gik der i lang tid de forskelligste rygter. Nogle ville vide, at Niels Kei i sin dødsstund havde betroet præsten, at han i forening med Ole Hansen havde fundet en pose mønter skjult i stendyssen over Schimmelmanns hest. Det ville forklare noget af det uforståelige i Niels Keis opførsel i de skæbnesvangre dage.

Trykt i: Nye Digtninger: Fortællinger og Digte af danske Forfattere, 1867

Kort om Vilhelm Bergsøe

Født: den 8. februar 1835
Død: den 26. juni 1911

Læs mere på Arkiv for Dansk Litteratur