Den tyske students eventyr af Washington Irving

Washington Irving
By Copy daguerreotype by Mathew Brady, reverse of original by John Plumbe.

En uvejrsnat i den stormfulde tid under den franske revolution gik en ung tysker sent om aftenen tilbage til sit logi gennem den gamle del af Paris. Lynene glimtede, og høje tordenbrag rungede gennem de høje, smalle gader.

Denne unge tysker hed Gottfried Wolfgang og var en ung mand af god familie. Han havde studeret nogen tid i Göttingen, men var i sin ungdoms iver blevet tiltrukket af gale og overdrevne doktriner, der så ofte har forvirret tyske studenter. Hans afsondrede liv, hans glubende flid og hans studiers særlige art øvede deres indvirkning på både legeme og sjæl, så hans helbred svigtede og han udviklede en sygelig fantasi. Han havde kastet sig ud i luftige spekulationer om åndevæsener til han, ligesom Swedenborg, havde sin egen idealverden omkring sig. Han fik en forestilling om, at en ond påvirkning hang over ham, at en ond ånd eller dæmon, forsøgte at lokke ham i en fælde og sikre hans fortabelse. Denne tanke påvirkede ham så voldsomt, at hans melankolske temperament ændrede sig til en ren besættelse. Han blev mat og fortvivlet. Da hans venner opdagede, hvordan de sjælelige kvaler tærede på ham, besluttede de, at den bedste kur var en luftforandring. Han blev derfor sendt til Paris for at fuldføre sine studier i denne bys glans og munterhed.

Wolfgang ankom til Paris, netop som revolutionen brød ud. Til at begynde med blev han grebet af det folkelige oprør, og han blev indfanget af tidens politiske og filosofiske teorier. Men de blodige scener, der fulgte, rystede hans følsomme natur, og fik ham til at væmmes ved samfundet og verden, så han blev mere indesluttet end nogen sinde. Han lukkede sig inde sin ensomme lejlighed i studenter-kvarteret, hvor han fortsatte med sine yndlingsspekulationer i timevis. Undertiden tilbragte han timer i træk på de store biblioteker i Paris, disse katakomber for afdøde forfattere, og rodede rundt i deres forråd af støvede og forældede værker for at finde føde for sin usunde appetit. Han var på en vis måde en litterær ådselæder, der nærede sig ved dét, han fandt i den rådnende litteraturs lighus.

Selv om Wolfgang var indesluttet og eremit-agtig, havde han et glødende temperament, som dog kun gav sig udslag i hans fantasi. Han var for genert og uvidende om verden til at gøre tilnærmelser til det andet køn, men han var en lidenskabelig beundrer af kvindelig skønhed, og på sit ensomme kammer fortabte han sig ofte i drømme om skikkelser og ansigter, han havde set. Og hans fantasi udmalede billeder af yndighed, der langt overgik virkeligheden.

En nat førte denne eksalterede tilstand til en drøm, der fik en forbløffende virkning på ham. I drømmen så han et kvindeansigt af overjordisk skønhed, og så stærkt et indtryk gjorde drømmen, at han genså ansigtet i drømme såvel som vågen gang på gang. Det plagede hans tanker ved dag, hans søvn om natten; kort sagt blev han lidenskabeligt indtaget i denne skygge af en drøm. Dette varede så længe, at det blev til en af de fikse ideer, der plager melankolske menneskers sind og undertiden fejlagtigt tolkes som vanvid.

Sådan var Gottfried Wolfgang, og således var hans situation. Han var på vej hjem en stormfuld nat gennem nogle af de gamle og dystre gyder i Paris, mens de vældige tordenbrag rungede mellem de høje huse i de smalle gader. Da kom han til Place de Greve, den plads, hvor de offentlige henrettelser finder sted. Lynene flimrede om spirene på det ældgamle Hôtel de Ville og sendte flakkende skær over den åbne plads forude. Idet Wolfgang krydsede pladsen, veg han tilbage i rædsel, da han pludselig fandt sig selv tæt på guillotinen. Det var i den værste rædselsperiode, da dette dødens frygtelige redskab altid stod rede og skafottet flød uafladelig af de tapre og retskafnes blod. Guillotinen havde selvsamme dag været i brug til en henrettelse, og nu stod den uhyggeligt opstillet i en tavs og sovende by og ventede på nye ofre.

Wolfgangs hjerte blev tungt i hans bryst, og han vendte sig gysende bort fra det frygtelige instrument. Da så han en skygge, der krøb sammen for foden af den trappe, der førte op til skafottet. En række flammende lynglimt viste den tydeligere. Det var en kvindeskikkelse, klædt i sort. Hun sad på et af de nederste trin og lænede sig frem med ansigtet skjult i skødet, og hendes lange uordentlige lokker hang ned til jorden, dryppende af den regn, der piskede ned. Wolfgang stoppede op. Der var noget ærefrygtindgydende over dette ensomme sorgens monument.

Kvinden så ud til at komme fra de bedre lag. Wolfgang vidste, at tiderne var omskiftelige, og at mangt et smukt hoved, der engang havde hvilet på dunpuder, nu sad på en omvandrende hjemløs. Måske var dette en stakkels sørgende, som den frygtelige økse havde bragt til fortvivlelse, og som sad her med knust hjerte på denne udkant af tilværelsen, hvorfra alt hvad der var hende kært var sendt over i evigheden.

Han nærmede sig og henvendte sig til hende med medfølende ord. Hun løftede hovedet og så på ham med et vildt blik. Forbløffet så han i lynenes klare skær netop det ansigt, der havde hjemsøgt ham i drømme. Det var blegt og fortvivlet, men stadigt blændende smukt. Skælvende af voldsomme og modstridende følelser talte Wolfgang atter til hende. Han sagde noget om at være ude på et sådant tidspunkt af natten og om et sådant uvejrs rasen og tilbød at følge hende til hendes venner. Hun pegede på guillotinen med en gestus af gru, der sagde alt.

“Jeg har ingen venner på jorden!” sagde hun.
“Men De har et hjem,” sagde Wolfgang.
“Ja – i graven!”

Studentens hjerte smeltede ved disse ord. “Hvis jeg som er en fremmed må driste mig til at fremsætte et tilbud uden fare for at blive misforstået,” sagde han “vil jeg tilbyde min ydmyge bolig som tilflugtssted; og mig selv som en hengiven ven. Jeg er selv venneløs i Paris og en fremmed i landet; men hvis mit liv kan være Dem til nytte, står det til Deres tjeneste og vil blive ofret, før De udsættes for skade eller vanære.”

Der var en oprigtig iver over den unge mands fremtræden, og også hans udenlandske accent talte ham til gunst; den viste at han ikke var en forstokket pariser. Den hjemløse fremmede lod sig overbevise af studentens sande begejstring, og gav sig stiltiende ind under hans beskyttelse.

Han støttede hendes vaklende skridt over Pont Neuf og gennem gader raseret af folkemassen. Uvejret havde lagt sig, og tordenen buldrede i det fjerne. Hele Paris var stille; denne vældige vulkan af menneskelige lidenskaber slumrede ind for en stund for at samle ny styrke til næste dags udbrud. Studenten førte den, han havde taget i sin varetægt, gennem de ældgamle gader i Pays Latin og forbi Sorbonnes mørke mure til det store, lurvede hotel, han boede i. Her stirrede den gamle portnerske, der lukkede dem ind, overrasket på det usædvanlige syn af den melankolske Wolfgang med en kvindelig ledsagerske.

Da de kom ind i studentens lejlighed, rødmede han for første gang. Lejligheden var spartansk og skødesløst indrettet med kun et enkelt værelse. En gammeldags salon med en mængde udskåret træværk og besynderligt møbleret med resterne af fordums stråleglans, for det var et af disse hoteller, der engang havde tilhørt adelen. Værelset var oversået med bøger og papirer, og alt hvad man ellers finder hos en student, og hans seng stod uredt i en alkove i den ene ende.

Da lysene blev bragt ind, og Wolfgang fik bedre mulighed for at betragte den fremmede, blev han endnu mere beruset af hendes skønhed. Hendes ansigt var blegt, men blændende skønt og fremhævet af et ravnsort hår, der hang i lange lokker. Hendes øjne var store og strålende, med et ganske særligt udtryk der næsten var vildt. For så vidt som den sorte kjole tillod hendes skikkelse at ses, var den fuldendt symmetrisk. Hele hendes udseende var særdeles iøjnefaldende, selv om hun var klædt på enkleste vis. Det eneste, hun bar, som nærmede sig et smykke, var et bredt sort bånd om halsen med et diamanthæfte.

Studenten blev nu ganske forvirret, da han overvejede, hvor han skulle gøre af det hjælpeløse væsen, der således var overladt til hans beskyttelse. Han tænkte på at overlade sit værelse til hende og selv søge logi andetsteds. Dog var han så fortryllet af hendes ynde, og hans tanker og sanser lammet af en sådan forhekselse, at han ikke kunne løsrive sig fra hende.

Også hendes væremåde var særegen og uforklarlig. Hun talte ikke mere om guillotinen, og hendes sorg havde lagt sig. Studenten havde med sin opmærksomhed vundet først hendes tillid og så tilsyneladende hendes hjerte. Det var åbenlyst, at hun ligesom han var en eksalteret natur, og de eksalterede forstår hurtigt hinanden.

Beruset af øjeblikket tilstod Wolfgang sin lidenskab for hende. Han fortalte hende historien om den mystiske drøm, og hvordan hun havde vundet hans hjerte, før han overhovedet havde set hende. Hans beretning havde en ejendommelig indvirkning på hende, og hun indrømmede, at hun havde fattet en godhed for ham, der var lige så uforklarlig.

Det var en tid med vanvittige teorier og vanvittige gerninger. Gamle fordomme og trossætninger blev skubbet til side; alt stod under ‘Fornuftens gudindes’ herredømme. Den gamle tids værdier var i opbrud, og man var begyndt at betragte ægteskabet med dets former og ceremonier som overflødige bånd for sjæle af ære. ‘Socialpagter’ var på mode, og Wolfgang var for meget af en teoretiker til ikke at lade sig smitte af tidens liberale doktriner.

“Hvorfor skulle vi skilles?” spurgte han. “Vore hjerter er forenede og for fornuftens og ærens øje er vi ét. Hvad behov er der for lurvede ceremonier for at binde to ædle sjæle sammen?”

Kvinden lyttede i stor sindsbevægelse; hun havde også godhed for de nye tiders opbrud med de gamle skikke.

“Du har hverken hjem eller familie,” fortsatte han. “Lad mig være alt for dig, eller rettere, lad os være alt for hinanden. Hvis form er nødvendig, skal formen overholdes – her er min hånd. Jeg forpligter mig til dig for evigt.”
“For evigt?” sagde den fremmede højtideligt.
“For evigt!” gentog Wolfgang.
Den fremmede greb hans fremrakte hånd. “Så er jeg din,” mumlede hun og sank ind mod hans bryst.

Den næste morgen forlod studenten sin brud, mens hun endnu sov, og drog ud for at søge en mere rummelig bolig, der passede til hans ændrede situation. Da han vendte tilbage, fandt han hende liggende med hovedet hængende ud over sengen og en arm strakt hen over det. Han talte til hende, men fik intet svar, så han gik hen for at vække hende af den kejtede stilling. Da han tog hendes hånd, var den kold – der var ingen puls – hendes ansigt var ligblegt. Hun var død!

Vild af rædsel alarmerede han huset. En forvirret scene fulgte. Politiet blev tilkaldt, men da gendarmeren kom ind i værelset, for han tilbage ved synet af liget.

“Du godeste Gud!” råbte han. “Hvordan er denne kvinde kommet her?”
“Ved De da noget om hende?” spurgte Wolfgang ivrigt.
“Om jeg gør?” udbrød politimanden. “Hun blev henrettet i guillotinen i går!”

Han trådte frem og løsnede det sorte bånd om ligets hals – og hovedet trillede ned på gulvet. Ved synet af dette blev studenten grebet af et anfald af vanvid. “Den djævel! Den djævel har fået mig i eje!” skreg han. “Jeg er fortabt for evig!”

De prøvede at bringe ham til ro, men forgæves. Han var besat af den frygtelige tro, at en ond ånd havde genoplivet liget for at lokke ham i en fælde. Han blev vanvittig og døde i et galehus.

Trykt i Tales of a Traveller, 1824
Originaltitel: The Adventure of the German Student

Kort om Washington Irving

Født: 3. april 1783
Død: 28. november 1859

Læs mere om Washington Irving

Spøgelseskareten af Alex. Schumacher

Spøgelseshistorier - fortællinger i ramme af Alex. Schumacher“Spøgelseshistorier: Fortællinger i ramme” består af en række korte fortællinger indlagt i en rammefortælling, hvor en gruppe mænd sidder og fortæller historier. Denne her kaldes for “Spøgelseskareten”.


– I gangen, som fra Riddersalen fører til nogle mindre værelser i vestre fløj, hænger blandt et par portrætter et maleri af en adelsmand fra Christian den Fjerdes tid. Skønt det forestiller en mand i trediverne, er det mærkeligt derved, at hans hår er aldeles hvidt og danner en sær kontrast til det mørkebrune skæg. Maleren har ingen mester været, men han har dog formået at give de ungdommelige træk et præg af dyb sørgmodighed, og de har intet af den bevidste selvfølelse, som ellers præger portrætter af datidens adelsmænd.

Jeg havde tit set på det omtalte maleri og søgt i slægtens historie efter en forklaring, men jeg havde intet fundet, udover at portrættet var af Hr. Preben Skinkel. Hr. Preben var medejer af gården her; hans ældre, gifte broder styrede bedriften, mens han selv i sin første ungdom rejste i fremmede lande, og senere opholdt sig ved kongens hof. Han tog også siden del i den tyske krig og holdt sig mandigt ved kongens side i det ulykkelige slag ved Lutter am Barenberg.

Disse få og tørre oplysninger havde jeg fra den ligprædiken, Hr. Søfren Staby holdt ved Hr. Prebens begravelse. Andre oplysninger fandtes ikke i prædikenens skal af vidtløftige ord og udførlige citater. At han døde ugift, kunne dog tyde på, at en eller anden kærlighedstragedie havde kastet en skygge over hans liv.

Så fandt jeg tilfældigt et håndskrift, hvori en gammel adelsmand sysler med livets og dødens problemer, og illustrerer sine betragtninger med tildragelser, han enten har hørt eller selv erfaret i et virksomt og bevæget liv. Da adelmandens slægt ved giftemål var knyttet til Hr. Prebens, er dette formodentlig grunden til, ikke blot at en afskrift af originalen er havnet i arkivet, men at håndskriftet tillige indeholdt svaret på det spørgsmål, der havde beskæftiget mig så længe. Og her er, hvad jeg læste.

Efter nederlaget ved Lutter am Barenberg og de umiddelbare følger deraf havde Hr. Preben afsluttet sin krigstjeneste og var vendt tilbage til Jylland for på sin gård at afvente den frygtede invasion af den kejserlige hær. Undervejs hjem tog han ind til Lerbæk ved Vejle, som dengang tilhørte Johan Brockenhus, der havde været hans ledsager på udenlandsrejsen og siden var forblevet hans gode ven. Hr. Johan havde netop hentet sin brud, Helvig Bille, fra Kjærsgaard på Fyn, og ægteparret nød hvedebrødsdagene på Lerbæk, da Hr. Preben meldte sin ankomst. Han blev hilst velkommen som gæst, skønt hans nyheder om krigen bragte forstyrrelse i hvedebrødsdagenes fredelige tilstand.

Hr. Preben havde nok at fortælle de opmærksomme tilhørere. Om slaget, hvor kongen på et hængende hår var blevet taget til fange af en flok kejserlige ryttere, og de tyske lejetropper spillede en så forargelig rolle; om arbejdet med at samle de splittede afdelinger af den danske hær og den brydsomme march gennem egne, der var hærgede som af onde ånder, og hvor luften var forpestet af ubegravede lig og røg fra afbrændte landsbyer. Men den værste nyhed var dog den, at Wallensteins tropper gjorde sig rede til et angreb på Jylland for at erobre hele halvøen. De samme Wallensteinere, om hvilke rygtet sagde, at der, hvor de trådte, groede intet græs. Og som en flok ravne drog den danske konges tyske lejetropper foran dem.

Udover Hr. Preben besøgte også en ung adelsjomfru Lerbæk som gæst, Jomfru Ingeborg Kaas. Hun var medtaget af Fru Helvig til selskab på Lerbæk. Hr. Preben var nok sluppet uskadt fra krigen, men kun for nu at blive hjerteramt af den lille, listige bueskytte, som aldrig fejler sit mål. Hr. Preben og Jomfru Ingeborg fandt stort behag i hinanden, så muligvis inspireret af Hr. Johan og Fru Helvig lykkelige eksempel, endte det med at det fælles besøg på Lerbæk gjorde dem til gode venner og modnede deres beslutning om, at de ville tilhøre hinanden for livet.

Hr. Preben betroede sig til vennen, som lovede at tale hans sag for sin svigerfar, der var den unge, forældreløse jomfrus værge. Og Jomfru Ingeborg betroede sig til veninden, og efter almindelig rådslagning blev det bestemt, at de skulle giftes, når Hr. Preben efter sin hjemkomst havde gjort alt rede til hendes modtagelse. Der var ingen grund til at vente, og tiden var for usikker til udsættelse. Med henblik på den truende krigsfare agtede Hr. Johan desuden at forlade Jylland og drage til Havrelykke på Lolland, og når han forlod Lerbæk skulle Jomfru Ingeborg med pålideligt følgeskab rejse til Hr. Prebens gård for der at fejre brylluppet.

Da Hr. Preben ved borgporten tog afsked med sin forlovede, var hun sært vemodig; men han så det kun som et tegn på jomfruens oprigtige kærlighed.

“Vær glad, mit hjerte,” sagde han. “Det er kun et kort farvel; snart mødes vi igen for aldrig mere at skilles.”
“Ak nej,” sukkede Jomfru Ingeborg. “Jeg har en følelse af, at jeg aldrig mere skal få Jer at se.”
“Det ligger alene i Guds hånd,” svarede han, smittet af hendes alvor. “Men hvorfor skulle Han have bragt os sammen efter at have ført mig uskadt gennem så mange farer, for at skille os ad nu?” Og han tilføjede som i et øjebliks overmod: “Selv død vil jeg dog komme og bringe Jer bud derom, og det samme må I gøre.”

Derpå red han bort. Oppe ved skoven vendte han sig om og svingede sin hat. Hun stod endnu på samme sted. Så skjulte træerne dem for hinanden.

Der blev glæde i gården ved Hr. Prebens hjemkomst. Rygterne om den danske hær og dens hårde skæbne var også nået til denne afsides egn, og de var ikke blevet mindre grumme på deres lange og bugtede vej. Men nu var han, der stod dem nær, hel og uskadt hos dem, så tænkte man ikke på de tusindvis, som var blevet tilbage og havde fundet en ukendt grav i det fremmede.

Den sidste nyhed han havde at berette, bragte dog en smule malurt i glæden. To kvinder i ét hus er sjældent en lykke, og skønt hans svigerinde, Fru Malfred, var en rolig og forstandig kvinde, mærkede Hr. Preben dog en vis misstemning mod Jomfru Ingeborg, som pludselig skulle føres ind i deres kreds. Han skildrede hende imidlertid med så stor varme og levende farver, at Fru Malfred med sit rolige smil erklærede, at selvom Jomfru Ingeborg kun besad halvdelen af de fortrin og dyder, Hr. Preben så i hende, så var hun stadig en pryd for sit køn.

Misstemningen hos Hr. Prebens broder skyldtes en anden årsag. Hr. Anders havde aldrig forestillet sig, at broderen ville gifte sig, skønt der ikke var nogen grund til at antage det modsatte. Men han havde levet sig ind i den forestilling, at broderen ville forblive ugift og gården således helt og ubeskåret ville tilfalde Hr. Anders og dennes arvinger. Nu gjorde en fremmed indgreb i det, han havde vænnet sig til at betragte som sin gode ret, og det bragte forstyrrelser. Fru Malfred var dog nysgerrig efter at lære den nye husfælle at kende, og Hr. Anders fik andet at tænke på end sine skuffede forhåbninger.

En del af den danske hær drog op gennem Jylland til værn mod de fremrykkende kejserlige tropper, men syntes at have sat sig for at gøre rent bord, inden disse kom. De havde stormet Koldinghus, hvor kong Christian og Kristine Munk opholdt sig og kun med møje undslap. Mens deres fører sendte røvet bytte bort i hele skibsladninger, gjorde folkene deres bedste efter ringere mål. Egnen her lå afsides langt fra deres vej og var som følge deraf forskånet for deres besøg, men rygterne om deres fremfærd nåede dog hertil, og adelen holdt møder for at rådslå om, hvad der burde gøres, da kongen var for optaget af Fru Kirsten og hendes meritter til at vide råd og holde sine egne tropper i kort snor.

Imidlertid blev alt gjort rede til Jomfru Ingeborgs modtagelse, og da der fra Lerbæk var sendt bud om, at herskabet havde forladt gården for fra Horsens at drage over til Fyn, red Hr. Preben dagligt ned til landevejen og spejdede efter den vogn, der skulle bringe hans kommende brud. Men hver dag vendte han skuffet tilbage, og for hver dag voksede hans utålmodighed og uro. Han bebrejdede sig, at han ikke selv havde hentet hende fra Lerbæk, men nu kunne han intet gøre, for han vidste ikke, hvilken vej vognen ville komme.

En sen aften hvor alle på gården var gået til ro, sad Hr. Preben på sit kammer, ene med sine tanker og pint af sin tvungne uvirksomhed. Pludselig hørte han en vogn komme kørende ind ad borgporten og rasle hen over den toppede stenbro. Han lyttede. Nu standsede den. Det måtte være den længeventede! Men alt var stille; ingen rørte sig på gården. Han skulle netop til at ile ud, da døren åbnedes, og hendes velkendte skikkelse langsomt trådte ham imøde.

Han strakte armene ud imod hende. “Ingeborg!” udbrød han. “Gud være lovet, at I endelig kom, jeg har været så bange for, at der skulle være sket Jer noget, og bittert fortrudt at jeg ikke blev og tog Jer med mig.”

“Min tid er knap. Jeg kommer kun for at sige farvel,” lød svaret.
“Men hvad er der sket?” Han greb begge hendes hænder; de var kolde som is. Hendes ansigt var så blegt, og øjnene så dybe og mørke, som om der ingen bund var i dem.
Hun rystede vemodigt på hovedet. “Der er sket det, som skiller os her i livet. Vi mødes først igen i Evigheden.”

Grebet af en usigelig angst havde han sluppet hendes hænder og stirrede nu på hende som på et drømmesyn. Så bøjede hun tavs hovedet, vendte sig bort og skred ud ad døren. Der mærkedes et isnende vindpust, da den åbnedes og lukkedes efter hende. Straks efter kørte en vogn bort.

Hr. Preben stod som stivnet uden at sanse eller forstå. Så sank han ned i stolen, hvor han før havde siddet, og her fandt broderen ham den følgende morgen. Hans hår var blevet hvidt, og han smilede aldrig mere, men gik resten af sine dage gennem livet uden fuldt at være til stede.

Det vides ikke, hvor eller hvordan Jomfru Ingeborg havde fundet døden. Men historien fortæller, at den tredie nat efter Hr. Prebens død hørte de, der vågede ved hans kiste, en vogn køre ind i gården og lidt efter køre bort igen. Men der var intet at se.

Trykt i: Spøgelseshistorier fortællinger i ramme, 1914
Illustration: Louis Moe

Kort om Alex. Schumacher:

Født: Den 17. september 1853
Død: Den 18. marts 1932

Læs mere på Litteraturpriser.dk

Spanieren af Alex. Schumacher

Spøgelseshistorier - fortællinger i ramme af Alex. Schumacher“Spøgelseshistorier: Fortællinger i ramme” består af en række korte fortællinger indlagt i en rammefortælling, hvor en gruppe mænd sidder og fortæller historier. Denne her kaldes for “Spanieren”.


– De kender jo den engelske digter Alexander Pope?
– Nå, jeg kan se på Dem, at De hverken har læst den berømte ‘Røvede hårlok’ eller de øvrige poesier, som henrykkede hans landsmænd i det 18. århundrede.
– Om jeg har? Jeg må ærligt tilstå, nej. Men under mit sidste besøg i England, på et herresæde, faldt jeg over hans ‘Levned’ en kedsommelig regnvejrsdag, og deri fandt jeg denne historie.

Denne Mr. Pope var et udpræget forstands-menneske og som følge deraf en erklæret fjende af spøgelsehistorier og overtroiske forestillinger. Det ganske uagtet at the second sight eller synskhed er en udbredt evne i Skotland, og ethvert engelsk hus af nogenlunde respektabel alder har et ‘husspøgelse’ eller flere, som hænger ved skuepladsen for tidligere gerninger. Det skyldes måske også englændernes respekt for traditionen. Men skønt digter og englænder kunne Mr. Pope som sagt ikke udstå spøgelser og havde udtrykkeligt forbudt sit tyende så meget som at omtale emnet for ham, og truet enhver der gjorde det med øjeblikkelig afsked.

Nu var han netop flyttet ind i en ny lejlighed, tilmed i et hus hvis alder og indretning nok kunne tyde på, at skygger lurede i dets mange krinkelkroge. Han havde fulgt anbringelsen af møblerne i sine værelser, og i arbejdsværelset, der også skulle tjene som soveværelse, havde han egenhændig opstillet sin bogsamling og anbragt sine værker i smuk rækkefølge og ret iøjnefaldende.

Nu skulle han tilbringe den første nat i sin nye lejlighed. Døren var låst, lyset brændte i stagen ved sengen, og han havde lagt sig mageligt til rette med en bog for efter sædvane at læse sig i søvn. Hvilken bog omtaler historien ikke, men det har næppe været et af hans egne værker. Da han har ligget lidt, bliver han opmærksom på en lyd henne ved døren ind til værelset. Han ser derhen, og i samme øjeblik går døren op, og ind træder en skikkelse i gammel spansk dragt.

“Hvem er det?” råber Pope til skikkelsen, som har et mørkt og alvorligt udseende. Men spanieren lader som ingenting, går hen til bogreolen, tager Popes skrifter, det ene bind efter det andet, bladrer lidt i dem, og med et nederdrægtigt spottende smil sætter han dem på plads igen. Men, som digteren henne i sengen ærgerligt bemærker, omvendt med titlen nedefter.

Pope brummer og rømmer sig. Spanieren lader sig ikke forstyrre i sin stumme kritik, og da han endelig er færdig med bøgerne, går han hen til skrivebordet, tager et manuskript, som digteren har arbejdet på om aftenen, læser, bladrer i det, ryster af og til smilende på hovedet og bladrer videre.

“Det er dog for galt,” tænker digteren. “Min Herre,” siger han og rejser sig op i sengen, “når De vil besøge folk, skulle De vælge et mere passende tidspunkt.” Spanieren værdiger ham ikke et blik.

“Og når De kommer til fremmede folk, burde De iagttage simpel høflighed og ikke rode i andres papirer.” Spanieren bladrer roligt videre, med sit nedrige, spottende smil.

“I modsat fald,” bruser den krænkede digter ud, “i modsat fald er man i sin gode ret, når man tugter en så påtrængende person…” Og dermed springer han ud af sengen, griber sin kårde og farer hen mod spanieren. Denne sænker roligt hånden, hvori han holder papirerne, og idet han med det samme kolde, spottende smil ser på den iltre lille skrutryggede digter i natkjole og med nathue, åbner han med den anden hånd sin vams og viser Pope sit blottede bryst. Her ser digteren til sin skræk et gabende, blodigt sår. Forfærdet farer han tilbage og ringer på sin tjener. Den korte, skarpe klang af klokken lyder gennem det stille hus; men der kommer ingen. Han ringer igen. Forgæves. Spanieren lader sig ikke forstyrre. Han står ganske rolig ved skrivebordet og bladrer i papirerne.

“Min Herre,” siger Pope til sidst, “nu synes jeg det må være nok; er De ikke så god at gå Deres vej!” Spanieren nikker samtykkende og går langsomt og værdigt ud ad døren.

Helt fortumlet af det natlige eventyr går Pope igen i seng. Så kommer tjeneren endelig og spørger, hvad Herren ønsker?
“Mødte du ikke nogen?” spørger Pope.
“Jo, på trappen,” svarer tjeneren.
“Hvem var det? Hvordan så han ud?”
Tjeneren svarer ikke, men står forlegen.
“Svar, når jeg spørger dig!”

Tjeneren minder om Herrens forbud mod at omtale visse ting, men endelig rykker han ud med, at han har mødt spanieren, og at det er genfærdet af en spanier, som for mange år siden er blevet myrdet der i huset. Ingen har dristet sig til at omtale det på grund af Herrens strenge forbud.

“Det er godt,” siger Pope, “men bliv nu her resten af natten. Du kan ligge henne på sofaen.” Digteren falder i søvn, og da han om morgenen vågner, kalder han på sin tjener. Ingen svarer. Han ser hen på sofaen. Der ligger ingen tjener.

Nu bliver Pope vred. Han trækker i klokkestrengen. Der kommer nogen op ad trappen, banker på og tager i døren. Den er låst. Pope må stå ud af sengen og lukke op. Det er tjeneren.

“Hvorfor er du gået din vej?” spørger Pope.
“Hvad mener Herren. De ringede og her er jeg,” svarer tjeneren forbavset.
“Har du da ikke været her i nat, da du mødte spanieren?”
Tjeneren ryster på hovedet. “Spanieren?” gentager han.
“Ja, spanieren” svarer Pope, “som var herinde.”

Tjeneren ser tvivlende på sin Herre og minder ham om, at døren var låst indvendigt fra. “De må have drømt Herre,” han til sidst. “Drømt!” gentager Pope ærgerlig. “Står bøgerne da ikke omvendt henne i reolen, således som den uhøflige gæst stillede dem i nat?” Begge ser hen på reolen. Bøgerne står i den skønneste orden, præcist som Pope havde stillet dem den foregående dag. “Nu kan du gå,” siger Pope og klapper tjeneren på skulderen. “Jeg ville blot sætte dig på prøve, men du har bestået den til min fulde tilfredshed.”

Pope glemte dog aldrig den mærkelige drøm, der var så levende, at den nær havde fået ham selv til at tro på gengangere.

Trykt i: Spøgelseshistorier fortællinger i ramme, 1914
Illustration: Louis Moe

Kort om Alex. Schumacher:

Født: Den 17. september 1853
Død: Den 18. marts 1932

Læs mere på Litteraturpriser.dk

Skæve Janet af Robert Louis Stevenson

Robert Louis Stevenson
Af A. G. Dew-Smith – Robert Louis Stevenson, No restrictions, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=6887532

Pastor Murdoch Soulis havde længe været præst i det lyngklædte hedesogn Balweary i Dule-dalen. Han var en alvorligt udseende og gråbleg gammel mand, der spredte rædsel hos sine tilhørere, og han boede i de sidste år af sit liv i den lille, ensomt beliggende præstegård inde under The Hanging Shaw uden selskab af familie, tjenestefolk eller andre mennesker. Som en modsætning til hans hårde ansigtstræk var blikket forvildet, angst og usikkert, og når han under fortrolige samtaler dvælede ved den forstokkedes fremtid, syntes det, som om hans blik borede sig igennem tidens storm og ind i evighedens rædsler. Mange unge mennesker, der kom for at forberede sig til Den Hellige Nadvers højtid, blev hårdt ramt af hans tale. Han havde en prædiken over Peter: “Djævelen er en brølende løve!” hver søndag efter den 17. august, hvor han plejede at overgå sig selv både med tekstens rystende indhold og den frygtindgydende opførsel, han viste på prædikestolen. Børnene blev skræmt halvt bevidstløse, og de ældre så endnu mere profetiske ud end sædvanligt.

Som selve præstegården lå der ved Dule-floden i en tæt lille stump skov med The Shaw hængende ud over sig til den ene side, og kolde, høje hedebakker ragende op mod himlen til den anden, var der allerede i hr. Soulis’ tidlige år som præst, selv hos folk, der ellers regnede sig for fornuftige mennesker, opstået en angst for at passere forbi præstegården i tusmørke. Selv i landsbykroens ølstue sad gode mænd og rystede på hovederne ved tanken om at gå forbi det uhyggelige sted på et sent tidspunkt af dagen.

For at være helt nøjagtig var der især ét sted, der blev betragtet med ærefrygt. Præstegården lå mellem landevejen og Dule-floden med en gavl ud mod hver. Bagsiden vendte mod Balweary Kirkeby, der lå ca. en halv mil borte; foran var der en nøgen have, indhegnet af en tjørnehæk på stykket mellem floden og vejen. Huset var i to etager med to store værelser i hver. Hoveddøren vendte ikke lige ud til haven, men til en sti eller passage over en slags dæmning, der løb langs vejen på den ene side og på den anden var lukket af de høje piletræer og hyldebuske, der voksede langs flodbredden. Det var dette lille stykke sti, der blandt de unge landsbyfolk i Balweary havde så dårligt et ry.

Præsten selv spadserede der tit efter mørkets frembrud. Sommetider stønnede han højt i sine tavse anråbelser. Men når han ikke var hjemme, og præstegårdens dør var låst, vovede de mere dristige skoledrenge med bankende hjerter at lege røvere og soldater på det sagnomspundne sted.

Denne atmosfære af rædsel, der omgav en rettroende Guds mand med pletfri karakter, var til almindelig forbavselse og undren hos de få fremmede, der af tilfældet eller forretninger blev ført til det ukendte, afsidesliggende stykke land. Men selv blandt sognets egen befolkning var mange uvidende om de begivenheder, der havde fundet sted i hr. Soulis’s første embedsår; og af dem, der vidste besked, var nogle tavse og andre tilbageholdende angående netop dét emne. Kun en sjælden gang kunne en af de ældre efter det tredje glas øl få så meget mod, at han turde fortælle hvad grunden til præstens mærkelige udseende og ensomme liv var.

For 50 år siden da hr. Soulis kom til Balweary, var han endnu ganske ung – en flot fyr, sagde folk – fyldt med boglig lærdom og en glimrende prædikant. De unge var imponerede over hans evner og talegaver; mens gamle, bekymrede og alvorlige mænd og kvinder blev hidset op til at bede for den unge mand, som de anså for en selvbedrager, samt for sognet som nu så ud til at skulle blive så dårligt betjent. Men dårlige ting er ligesom gode – de kommer begge dele stykkevis, en smule ad gangen; og der var selv dengang, folk der sagde, at Vorherre havde ladet professorerne sejle deres egen sø, og at unge mænd der studerede hos dem, havde gjort bedre i at blive siddende i tørvemosen ligesom deres forfædre under forfølgelserne, med en bibel under armen og en trang til at bede bønner i deres hjerter.

Der var imidlertid ingen tvivl om, at hr. Soulis havde været mere end længe nok på universitetet. Han bekymrede sig om mange ting. Han havde en bunke bøger med sig – flere end man nogen sinde før havde set i den præstegård. Det var et grueligt slæb for flyttefolkene, og de var lige ved at blive kvalt i The Devils Hag mellem her og Kilmackerlie. Det var bøger om Vorherre og religion naturligvis. Det sagde de i hvert fald, men alvorligere folk var af den mening, at der ikke var brug for så mange ord, når alle Guds ord kunne være på en side. Så plejede han oven i købet at sidde hele dagen og den halve nat – og det var ikke sømmeligt – og skrive. Først var de bange for, at han arbejdede med sine prædikener, og siden viste det sig, at han skrev på en bog, hvilket sandelig ikke passede sig for en mand i hans alder og med hans ringe erfaring.

I hvert fald trængte han til at få en gammel, anstændig kone, der kunne holde hus for ham og passe på hans penge. Han fik anbefalet en gammel kone – Janet M’Clour kaldte de hende – og derefter blev det overladt til ham selv at bestemme sig. Der var mange, der frarådede ham det, for Janet var ilde anset af de bedste folk i Balweary. Længe før den her omtalte begivenhed fik hun en ‘bette’ med en dragon. Hun havde ikke været til alters i måske 30 år; og nogle børn havde set hende gå og mumle med sig selv oppe på Key’s Loan i skumringen, hvilket var et upassende tidspunkt og sted for en gudfrygtig kvinde. Da folk fortalte ham, at Janet var fortrolig med djævelen, mente han, det var overtro; og da de fremlagde Bibelen for ham og historien om Endors heks, påstod han, at de dage var forbi og djævelen heldigvis overvundet. For det var herremanden selv, der først fortalte præsten om Janet, og i de dage ville hr. Soulis gøre meget for at stille herremanden tilpas.

Da det rygtedes i kirkebyen, at Janet M’Clour skulle være tjenestepige i præstegården, blev folk temmelig vrede på hende og også på ham. Nogle gode koner gik til hendes dør og fortalte hende, hvad der blev sagt om hende lige fra soldatens barn til John Tamsons to køer. Janet var ikke meget talende af sig, og folk lod hende i almindelighed gå sine egne veje, ligesom hun lod dem gå deres. Men når hun endelig tog fat, havde hun en stemme, der kunne gøre en møller døv. Og da konerne blev ved, tog hun fat. Der var ikke den gamle historie i Balweary, som hun ikke fik en eller anden hængt op på den dag. De kunne ikke sige noget, uden at hun gav dobbelt igen; så til sidst greb de gode koner fat i hende, rev tøjet af hende og slæbte hende gennem landsbyen til Dule-floden for at se om hun var en heks eller ikke, om hun flød ovenpå eller druknede.

Kællingen hvinede, så vi kunne høre hende ved The Hanging Shaw, og hun sloges som 10. Der var mangen en god kone, der var mærket af hendes slag næste dag og længe efter; og midt under det hedeste slagsmål, hvem skulle så (for sine synders skyld) dukke op, andre end den nye præst.

“Kvinder,” sagde han (og han havde en vældig stemme), “jeg befaler jer i Guds navn at lade hende gå.” Janet styrtede hen til ham – hun var nærmest vanvittig af angst – og klamrede sig til ham og bønfaldt ham om, for Jesu Kristi skyld, at frelse hende fra kvinderne; mens de for deres del fortalte ham alt, hvad man vidste om hende og måske lidt mere.

“Kvinde,” siger han så til Janet, “er dette sandt?”
“Som Gud selv ser mig,” siger hun, “som Gud selv skabte mig, så er ikke et ord sandt. Bortset fra barnet,” siger hun, “har jeg alle mine dage været en sømmelig og sædelig kvinde.”
“Vil du,” siger hr. Soulis, “i Guds navn, og foran mig, hans uværdige præst, afsværge djævelen, og alle hans gerninger?”

Nå, men så skete der det, at da han bad hende om det, så kom der en stønnen fra hende, der forskrækkede alle dem, der så til, og så hørte de hende hakke tænder af angst. Men der var ikke noget at stille op, der var kun de to muligheder; og Janet løftede den ene hånd og afsvor djævelen lige for ansigterne af dem alle.

“Og nu,” siger hr. Soulis så til de gode koner, “se så at komme hjem alle sammen og bed Gud tilgive jer.” Så bød han Janet sin arm, skønt hun ikke havde ret meget mere på end sin særk, og tog hende med gennem landsbyen hen til hendes egen dør, som om hun var en dame; og hendes råben op og latter var en hel skandale at høre på.

Der var mange alvorlige folk, der den aften bad deres bønner længere, end de plejede; men da morgenen kom, faldt der en angst over hele Balweary. Børnene gemte sig, og selv mandfolkene stod og kikkede fra deres døre. Der kom Janet ned gennem landsbyen – hun selv eller hendes udtrykte billede, det kunne ingen sige – med halsen bøjet og hovedet til den ene side, ligesom én der er blevet hængt, og et grin i ansigtet som et ikke-nedskåret lig. Lidt efter lidt blev de vant til det og spurgte til hende for at få at vide, hvad der var galt; men fra den dag af kunne hun ikke tale som en kristen kvinde, men savlede og hakkede tænder, og fra den dag af kom Guds navn aldrig mere over hendes læber. Somme tider forsøgte hun at sige det, men kunne ikke. De, der vidste bedst, sagde mindst; men de kaldte aldrig det væsen ved Janet M’Clours navn; for den gamle Janet var, mente de, i det sorteste helvede den dag. Kun præsten var hverken til at hugge eller stikke i, han prædikede kun om folks grusomhed, der havde givet hende et slag. Han skældte ud på de børn, der plagede hende; og han bragte hende samme nat op til præstegården og beholdt hende hos sig der under The Hanging Shaw

Nå, men tiden gik, og de mere dovne folk begyndte at tage hele den sorte affære mere let. Man tænkte godt om præsten; som stadig var optaget af sine skriverier, så folk så hans lys nede ved Dule-floden efter midnat. Han lod til at være tilfreds med sig selv og rank som i begyndelsen, skønt enhver kunne se, at han tæredes hen. Hvad angår Janet, så kom og gik hun. Hvis hun ikke havde sagt ret meget før, kunne hun af gode grunde sige endnu mindre nu. Hun plagede ikke nogen med noget, men hun var et spøgelsesagtigt væsen at se til, og ingen misundte Balweary præstegård hende.

Henimod slutningen af juli måned blev det et helt forhekset vejr, som der aldrig før var set mage til i den del af landet. Det var tungt og hedt og ufølsomt. Dyrene kunne ikke kravle op ad The Black Hill. Børnene var for trætte til at lege, og alligevel var der en del blæst. Pludselige hede vindstød, der buldrede i dalene, og korte regnskyl der ikke læskede nogen eller noget. Først troede vi bare, at det ville blive tordenvejr næste morgen; men morgenerne kom og gik, og det var stadig det samme ækle vejr, lige ubehageligt for både mennesker og dyr.

Af alle, der havde det ondt, var der ingen, der led som pastor Soulis. Han kunne hverken sove eller spise, sagde han til menighedens ældste; og når han ikke sad og skrev på sin besværlige bog, travede han omkring i bakkerne som en besat, selv når et menneske langt hellere burde søge ly i et hus.

Ovenover The Hanging Shaw, i læ af The Black Hill, er der et stykke aflukket grund med en jernport. De siger, at det i gamle dage var Balwearys kirkegård og indviet af papisterne, før det velsignede lys skinnede på kongedømmet. Det var i hvert fald et meget yndet opholdssted for hr. Soulis. Han plejede at sidde der og tænke over sine prædikener, og det er virkelig et beskyttet sted.

Nå, men da han en dag kom gående hen over det fjernest liggende stykke af The Black Hill, så han først to, og derefter fire, og derefter syv ravne flyve rundt om og over den gamle kirkegård. De fløj lavt og tungt og skreg til hinanden, mens de fløj; og det var klart for hr. Soulis, at et eller andet havde revet dem ud af deres vanlige færden. Han var ikke let at forskrække og gik lige hen til kirkegårdsmuren, og hvad fandt han der andet end en mand, eller noget der så ud som en mand, der sad indenfor på en grav. Han var stor og kraftig af skikkelse og så sort som helvede, og hans øjne var sære at se på. Hr. Soulis havde hørt tale om sorte mænd mange gange; men der var noget underligt ved denne sorte mand, der skræmte ham. Varm, som han var, følte han alligevel en slags kold gysen langs rygraden, men han talte alligevel: “Min ven, er De fremmed her på stedet?”

Den sorte svarede ikke et ord. Han rejste sig op og begyndte at hinke hen imod muren længst væk, men han så hele tiden på præsten; og præsten stod og gengældte hans blik; lige til den sorte mand et minut efter satte over muren og styrtede afsted for at komme i læ af træerne. Hr. Soulis vidste ikke rigtig hvorfor, men løb efter ham. Men han var vældig træt efter sin spadseretur og det varme, ubehagelige vejr; og skønt han løb, hvad han kunne, fik han blot et glimt af manden mellem birketræerne, før han nåede ned til foden af bakken. Der så han ham endnu en gang høj og knoglet skridte ud og hoppe og springe over Dule-floden og hen til præstegården.

Hr. Soulis var ikke begejstret over, at det gruelige væsen satte kursen mod Balweary præstegård, og han løb endnu hurtigere, fik våde fødder over åen, og op ad stien, men der var ingen djævel af en sort mand at se. Han gik ud på vejen, men der var ingen. Han stirrede ud over hele haven, men nej, der var ingen sort mand. Til sidst – og en smule bange var det ganske naturligt at han var – løftede han krogen og gik ind i præstegården; og der stod Janet M’Clour foran ham med sin skæve hals og var noget så glad for at se ham. Og han følte igen den samme kulde og dødsens gru.

“Janet,” siger han så, “har du set en sort mand?”
“En sort mand?” gentager hun. “Bevare os vel! Du er ikke rigtig klog, præst. Der er ingen sort mand i Balweary.” Men hun talte ikke rent, forstår De; men vrinskede som en pony med bidslet i munden.
“Nå,” siger han, “Janet, hvis der ikke findes nogen sort mand, så har jeg talt med Fornægteren.” Og han satte sig ligesom én, der har feber, og tænderne klaprede i hans mund.
“Fy,” siger hun, “du skulle skamme dig, præst,” og så gav hun ham en dråbe brændevin, som hun altid havde hos sig.

Derefter gik hr. Soulis ind i sit studerekammer til alle sine bøger. Det er et langt, lavt, mørkt kammer. Gennemtrængende koldt om vinteren og ikke engang særlig tørt selv midt på sommeren, for præstegården ligger lige ved åen. Her satte han sig og tænkte på alt, hvad der var sket, siden han kom til Balweary, og på sit hjem og på den tid, da han var barn og løb og legede i bakkerne. Men den sorte mand løb hele tiden inde i hans hoved som en strofe af en sang. Jo mere han tænkte, desto mere tænkte han på den sorte mand. Han forsøgte at bede, men ordene ville ikke komme til ham; og han forsøgte at skrive på sin bog, men han kunne ikke få noget ud af det. Til tider troede han, at den sorte mand tog ham i armen, og sveden stod ham ud af panden så kold som kildevand, og så kom han igen til sig selv som et kristent Guds barn og var ligeglad.

Til sidst gik han hen til vinduet og stod og stirrede på Dule-floden. Træerne er usædvanlig tykke, og vandet glider dybt og mørkt forbi nedenfor præstegården; og der stod Janet og vaskede tøj med skørterne kiltet op. Hun stod med ryggen til præsten, og han for sin part vidste næppe, hvad han stod og så på. Så vendte hun sig og viste ham sit ansigt. Hr. Soulis følte den samme kolde gru som to gange før den dag, og det slog ned i ham, hvad folk sagde. At Janet var død for længe siden, og at dette var et genfærd iklædt hendes kød og blod. Han trak sig en smule tilbage og holdt godt øje med hende. Hun trampede rundt på tøjet, mens hun nynnede for sig selv. Sommetider sang hun højere, men der fandtes ikke den mand, født af en kvinde, der kunne sige, hvilke ord hun sang. Sommetider så hun skråt nedad, men der var ikke noget at se på for hende der. Der gik en gysen gennem hans kød og ben, og det var en advarsel fra himlen. Men hr. Soulis anklagede bare sig selv, at han tænkte så ilde om en stakkels, gammel kone, der ikke havde en ven, bortset fra ham selv. Så bad han en bøn for sig selv og for hende og drak lidt koldt vand og gik op til sin ensomme seng i skumringen.

Natten til den 17. august, 1712 blev en nat, man aldrig har glemt i Balweary. Det havde, som jeg før har fortalt, været varmt, men den nat blev det varmere end nogen sinde. Solen gik ned mellem mærkeligt udseende skyer, og det blev så mørkt som i en brønd. Ikke en bevægelse, ikke et vindpust mærkede man, og selv gamle folk smed tæpperne af sig i sengen og lå og gispede efter vejret. Med alt, hvad hr. Soulis havde at spekulere på, var det temmelig usandsynlig, at han fik ret megen søvn. Han lå og kastede sig frem og tilbage. Den gode, kolde seng, han lagde sig i, brændte ham lige ind til marven; sommetider sov han lidt, sommetider lå han vågen; sommetider hørte han timeslagene i natten, og sommetider en køter, der stod og hylede ude på heden, som om nogen var død; sommetider syntes han, han hørte genfærd tale ind i øret på ham, og sommetider så han ildsluer inde i værelset. Han måtte brække sig, troede han; og brække sig gjorde han.

Langt om længe blev hans sind klart. Han satte sig op i sin skjorte på sengekanten og begyndte endnu en gang at tænke på den sorte mand og Janet. Pludselig kom det til ham som en regnskylle, at der var en forbindelse mellem de to, og at en af dem eller begge to var genfærd. I samme øjeblik lød der inde i Janets værelse, der lå ved siden af hans, en trampen af fødder, som om nogle mænd kæmpede, og så et højt bang; og så stormede vinden rundt om husets fire hjørner, og der blev igen så stille som i graven.

Hr. Soulis var hverken bange for mand eller djævel. Han fik fat i sit fyrtøj og tændte et lys og tog tre skridt hen imod Janets dør. Den var lukket, og han skubbede den op og kikkede tappert derind. Det var et stort værelse, lige så stort som præstens eget, og fyldt med store, gamle solide møbler, for han havde ikke andet. Der stod en seng med fire stolper og gamle vævede tæpper; og et smukt skab af egetræ, der var fuldt af præstens religiøse bøger, stillet derop for at være af vejen; og lidt af Janets tøj lå og flød på gulvet. Men Janet kunne hr. Soulis ikke se, og der var heller ikke noget tegn på kamp. Ind gik han (og der er få, der ville have fulgt ham) og så sig omkring, og lyttede. Men der var intet at høre, hverken inde i selve præstegården eller i Balweary sogn, og intet andet at se end skyggerne, der drejede omkring lyset.

Pludselig var præstens hjerte lige ved at sprænges og stod så helt stille! En kold vind blæste gennem hårene på hans hoved. Hvilket frygteligt syn for den stakkels mands øjne! Der hang Janet ned fra et søm på siden af egetræsskabet; hovedet lå stadigvæk ned mod hendes skulder, øjnene bulede ud, og tungen hang ud af munden, mens fødderne befandt sig to fod over gulvet. “Gud tilgive os alle!” tænkte hr. Soulis. “Stakkels Janet er død.” Han gik et skridt nærmere hen til liget, og så stod hans hjerte næsten stille igen. For som ved trolddom hang hun fra et enkelt søm og i en enkelt ulden tråd til at stoppe strømper med.

Det er frygteligt at være alene om natten med sådanne mørkets gerninger; men hr. Soulis var stærk i Herren. Han vendte sig og gik ud af værelset og lukkede døren bag sig; gik trin for trin ned ad trappen, så tung som bly, og stillede lyset nedenfor trappen. Han kunne ikke bede, han kunne ikke tænke, den kolde sved løb af ham og han kunne ikke høre andet end sit eget hjertes dunk-dunk-dunk. Han stod der en time, eller måske to. Han var rystet i sit inderste. Så hørte han pludselig en bevægelse ovenpå, som skridt der gik frem og tilbage i det værelse, hvor liget hang. Døren blev åbnet, skønt han vidste, at han havde lukket den; der lød skridt oppe på trappeafsatsen, og det forekom ham, at liget så ud over gelænderet og ned på ham dér, hvor han stod.

Han tog lyset igen (for han kunne ikke klare sig uden det) og gik så sagte, han overhovedet kunne ud af præstegården og hen til den anden ende af dæmningen. Det var stadig bælgmørkt. Da han stillede lyset ned på jorden, brændte flammen roligt og klart som inde i værelset. Intet andet bevægede sig end Dule-floden, der rislede og raslede ned gennem dalen – bortset fra ujævne fodtrin, der kom besværligt gående ned ad trappen inde i præstegården. Hr. Soulis kendte de fodtrin alt for godt! Det var Janets fodtrin, og for hvert skridt, der kom en lille smule nærmere, trængte kulden dybere ind i ham. Han befalede sin sjæl Gud i vold, og udbrød: “Oh, Gud. Giv mig styrke i denne nat til at kæmpe mod de onde magter.”

På dette tidspunkt var fodtrinene ved at komme ud gennem døråbningen. Han kunne høre en hånd glide langs væggen, som om det gruelige væsen følte sig frem. Piletræerne svajede for vinden og filtrede sig ind i hinanden. Så lød et langt, dybt suk lød hen over bakkerne, og lyset blev blæst ud. Dér stod Skæve Janets lig med hovedet som altid på skulderen, og det samme grin i ansigtet – levende, ville man have sagt – død, som hr. Soulis vel vidste – på dørtrinnet til præstegården.

Det er forunderligt, at et menneskes sjæl sådan skulle blive boret ind i det forgængelige legeme; men præsten så det, og hans hjerte brast ikke. Hun blev ikke stående der længe; hun begyndte igen at bevæge sig og kom langsomt hen imod hr. Soulis under piletræerne. Alt liv i hans krop, al hans åndsstyrke glødede ud af hans øjne. Det så ud, som om hun ville til at tale, men manglede ord og gjorde et tegn med venstre hånd. Der kom et lille vindpust, omtrent som en kats spinden. Ud gik lyset, piletræerne skreg, som var de mennesker, og hr. Soulis følte, at det gjaldt liv eller død.

“Heks, troldkvinde, djævel!” skreg han. “Jeg befaler dig, ved Guds magt, forsvind – hvis du er død, så til din grav – hvis du er forbandet, så til helvede.” Og i samme øjeblik ramte Herrens hånd fra himlen det rædselsfulde væsen der, hvor det stod. Det gamle, døde, vanhelligede lig af heksekællingen, der så længe var holdt borte fra graven og jaget omkring af djævle, flammede op som en svovlpøl og faldt som aske på jorden. Så bragede en voldsom torden løs, det ene skrald højere end det andet, og oven i det øsende regn. Hr. Soulis slap ud gennem hækken og løb, alt hvad remmer og tøj kunne holde ned til landsbyen.

Samme morgen så John Christie den sorte mand gå forbi The Muckle Cairn, da klokken var omtrent seks. Lidt før otte passerede han poststationen i Knockdow, og ikke længe efter så Sandy M’Lellan ham skynde sig ned ad bakkerne fra Kilmackerlie. Der er ikke meget tvivl om, at det var ham, der opholdt sig så længe i Janets krop. Men nu var han endelig borte, og siden den gang har djævelen aldrig mere hjemsøgt os i Balweary.

Men det var en underlig tilskikkelse for pastoren. I lang, lang tid lå han til sengs i febervildelse, og fra det tidspunkt og indtil nu var han den mand, man kender i dag.

Trykt i Cornhill Magazine, oktober 1881
Originaltitel: Thrawn Janet

Kort om Robert Louis Stevenson

Født den 13. november 1850
Død den 3. december 1894

Læs mere på Gyseren.dk

Tabte hjerter af M. R. James

M. R. James
By Unknown – http://ebooks.adelaide.edu.au/j/james/mr/, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=31183496

Det var, så vidt jeg kan få oplyst, i september 1811, at en postvogn kørte op foran døren til Aswarby Hall, som ligger midt i Lincolnshire. Den lille dreng, der var den eneste passager, og som sprang ud, så snart vognen var standset, så sig om med største nysgerrighed i den korte tid, der var mellem, at der blev ringet på døren, til den blev åbnet. Han så et højt, firkantet rødstenshus, bygget i dronning Annes tid; en søjlebåret indgangsportal var blevet tilføjet i den mere klassiske stil, der herskede i 1790; og husets vinduer var mange og høje og smalle med små ruder og brede hvide rammer. En prydgavl med et rundt vindue prydede facaden. Der var sidefløje både til højre og venstre, forbundet med midterfløjen ved ejendommelige glasdækkede søjlegange. Fløjene rummede åbenbart staldene, og hvad der havde med husets drift at gøre. Begge fløje var kronet af en dekorativ kuppel med en forgyldt vindfløj.

Aftensolen skinnede på bygningen, og fik vinduesruderne til at gløde som ild. Foran hovedbygningen strakte en park sig ud over det flade land med spredte egetræer og indrammet af fyrretræer, der stod i silhuet mod himlen. Uret i kirketårnet, som lå så skjult af træer i udkanten af parken, at kun den gyldne vejrhane fangede lyset, slog netop seks, og lyden nåede ham blødt båret af vinden. Alt i alt var indtrykket tiltalende, omend farvet af det anstrøg af melankoli, der kan være over en aften i det tidlige efterår, en melankoli, som forplantede sig til drengen, der stod og ventede på, at døren skulle blive åbnet for ham.

Postvognen havde haft ham med fra Warwickshire, hvor han for et halvt års tid siden var blevet forældreløs. Nu var han efter en generøs invitation fra sin aldrende slægtning, Mr. Abney, ankommet for at blive på Aswarby. Tilbuddet var kommet uventet, for alle der kendte noget som helst til Mr. Abney, betragtede ham som en noget dyster enspændernatur, i hvis rolige husholdning en lille dreng ville være et nyt og forstyrrende element.

I virkeligheden vidste ingen noget videre om Mr. Abneys interesser og sindelag. Professoren i græsk ved Cambridge universitetet skulle efter sigende have udtalt, at ingen vidste mere om de senere hedenske religioner end ejeren af Aswarby. Hans bibliotek indeholdt da også alt, hvad der på det tidspunkt fandtes af litteratur om mysticisme, Bacchus-dyrkelse, Mithras-tilbedelse og neoplatonisme. På marmorgulvet i hallen stod en smuk skulptur af Mithras i færd med at dræbe en tyr; Mr. Abney havde med betydelige omkostninger hjembragt den fra Middelhavet. Han havde bidraget til ‘The Gentlemans Magazine’ med en beskrivelse af den, og han havde i ‘The Critical Museum’ skrevet en serie udmærkede artikler om overtro hos den romerske befolkning i Nedre Egypten. Han blev i det store og hele betragtet som en mand, der var opslugt af sine bøger, og det var en kilde til stor forundring hos hans naboer, at han i det hele taget havde hørt om sin forældreløse slægtning, Stephen Elliott, endsige frivilligt havde tilbudt ham at bo på Aswarby Hall.

Hvad hans naboer end havde tænkt sig, så var det tydeligt, at Mr. Abney – den høje, tynde, dystre mand – var indstillet på at give sin unge slægtning en venlig modtagelse. I samme øjeblik hoveddøren blev åbnet, smuttede han ud af sit studerekammer og gned sig begejstret i hænderne.

“Hvordan har du det, min dreng? Hvordan har du det? Hvor gammel er du?” spurgte han. “Hvad ville jeg sige; du er vel ikke så træt af turen, at du ikke kan spise aftensmad?”
“Nej, det er jeg ikke, mange tak,” sagde den unge Elliott. “Jeg har det udmærket.”
“Det var en flink dreng,” sagde Mr. Abney. “Og hvor gammel er du, min dreng?” Det virkede lidt mærkeligt, at han allerede havde stillet dette spørgsmål to gange inden for de første to minutter af deres bekendtskab.

“Jeg fylder 12 næste gang,” sagde Stephen.
“Og hvornår er det din fødselsdag, min kære dreng? Den 11. september, hm? Det er godt, det er udmærket. Der er næsten et år til. Jeg holder af – ha ha – at få den slags ting noteret i min bog. Er du sikker på, at det er 12, du bliver? Helt sikker?”
“Ja, fuldstændig.”
“Nå, godt. Parkes, vil De tage ham med over til Mrs. Bunch, så han kan få te eller aftensmad, eller hvad han nu skal have.”
“Ja, sir,” svarede den sobre og solide Mr. Parkes og førte Stephen til de nedre regioner.

Mrs. Bunch var den hyggeligste og mest menneskelige person af dem, Stephen endnu havde mødt på Aswarby. Hun fik ham til at føle sig fuldstændig hjemme; i løbet af et kvarter var de pot og pande, og det blev de ved med at være. Mrs. Bunch var født på egnen ca. 55 år før Stephens ankomst, og hun havde resideret på Aswarby i 20 år. Om nogen kendte egnen og huset ud og ind, så var det hende, og hun havde ikke spor imod at lade sin viden gå videre.

Der var også mange ting i huset og haven, som Stephen, der var eventyrlysten og nysgerrig, var ivrig efter at få nærmere forklaret. Hvem har bygget det tempel for enden af laurbærstien? Hvem er den gamle mand, hvis billede hænger på trappen – ham, der sidder ved et bord med hånden på et dødningehoved? Disse punkter og mange tilsvarende blev opklaret ved hjælp af Mrs. Bunchs gode forstand og omfattende viden; men der var andre, hvor de fremsatte forklaringer var mindre tilfredsstillende.

En novemberaften sad Stephen ved kaminen i husbetyrerindens værelse og reflekterede over sine omgivelser. “Er Mr. Abney en god mand, og kommer han i himlen engang?” spurgte han pludselig med den ejendommelige tillid, børn kan have, til at de voksne kan løse problemer, hvis afgørelse, man ellers regner med er henlagt til den endelige domstol.

“God? – Gud bevares dreng!” sagde Mrs. Bunch. “Herren er så rart et menneske som nogen. Har jeg aldrig fortalt dig om den lille dreng, han tog ind lige fra gaden, som man siger, for 7 år siden? Og den lille pige, 2 år efter, at jeg var kommet hertil?”
“Nej. Fortæl mig om dem, Mrs. Bunch – nu med det samme.”

“Nå ja ja,” sagde Mrs. Bunch. “Den lille pige synes jeg ikke, jeg kan huske så meget om. Jeg kan huske, at Herren havde hende med hjem fra en af sine spadsereture og gav besked til Mrs. Ellis, som dengang var husbestyrerinde, om at hun skulle tage sig af hende på alle måder. Det stakkels barn havde slet ingen familie, det har hun selv fortalt mig, og hun boede her hos os en 3 ugers tid. Så ved jeg ikke, om der var lidt af en sigøjner i hende, eller hvad det var; men en skønne morgen var hun ude af sin seng, før nogen af os havde fået øjne, og siden har jeg ikke hørt eller set det mindste til hende. Herren var fuldstændig ude af det, og han lod dem trække vod i alle dammene; men jeg tror nu, det var de her sigøjnere, der tog hende, for der var en syngen rundt om huset i mindst en time den nat, hun forsvandt, og Parkes siger, at han hørte dem kalde og råbe i skoven hele den eftermiddag. Ak, kære venner, ja. Hun var nu et underligt barn, så stilfærdig og tavs; men jeg var forfærdelig glad for hende, så pænt hun opførte sig – mærkeligt nok.”

“Og hvad med den lille dreng?” spurgte Stephen.
“Åh, den stakkels dreng,” sukkede Mrs. Bunch. “Han var udlænding – Djovanni kaldte han sig – og han kom og drejede på sin lirekasse her i indkørslen en vinterdag. Herren fik ham straks ind og spurgte ham ud om, hvor han kom fra, og hvor gammel han var, og hvordan han kunne klare sig, og hvor hans familie var; og han var så flink mod ham, som man kunne ønske sig. Men det gik på samme måde med ham. Man kan ikke rigtig regne med de udlændinge, og en skønne morgen var han væk, akkurat ligesom pigen. Hvorfor han forsvandt, og hvor han tog hen, spekulerede vi på det meste af et år, for han tog ikke sin lirekasse med sig, og den ligger stadig her på hylden.”

Resten af aftenen tilbragte Stephen med skiftevis at krydsforhøre Mrs. Bunch og bestræbe sig på at få lirekassen til at frembringe en tone.

Den nat drømte han en besynderlig drøm. For enden af den gang i øverste etage, hvor hans værelse lå, var der et gammelt badeværelse, som ikke blev brugt mere. Det var aflåst; men i den øverste halvdel af døren var der et glasvindue, og da de musselinsgardiner, som engang havde hængt der, forlængst var borte, kunne man se det blyklædte badekar, der stod langs væggen til højre med hovedenden hen mod vinduet.

I drømmen befandt Stephen Elliott sig uden for glasdøren og stod og kiggede ind. Månen skinnede gennem vinduet, og han stirrede på en skikkelse, der lå i badekarret. Hans beskrivelse af det, han så, minder mig om noget, jeg engang selv har set i den berømte krypt under St. Michans kirke i Dublin, som besidder den uhyggelige egenskab at bevare de døde legemer i århundreder. I badekarret lå en ubeskrivelig tynd og hjertegribende skikkelse, mat blygrå af farve og indhyllet i noget, der mindede om et ligklæde, med de tynde læber fortrukket til et svagt, men skrækindjagende smil, og med hænderne tæt trykket ind mod hjerteregionen. Mens han stod og så på skikkelsen, udgik en fjern, næsten uhørlig stønnen fra dens læber, og armene begyndte at røre på sig. Stephen veg tilbage af rædsel, og han vågnede op og blev klar over, at han virkelig stod på gangens kolde trægulv midt i månelyset. Med et mod, jeg ikke tror, mange drenge i hans alder besidder, gik han hen til badeværelsesdøren for at forvisse sig om, hvorvidt den skikkelse, han havde set i sin drøm, var der i virkeligheden. Det var den ikke, og han gik tilbage til sin seng.

Næste morgen var Mrs. Bunch ret betaget af hans beretning og gik endda så vidt, at hun hængte et nyt gardin op. Også Mr. Abney, som han betroede sin oplevelse ved morgenmåltidet, var stærkt interesseret og gjorde notater i det, han kaldte ‘sin bog’.

Forårsjævndøgn var ved at nærme sig, som Mr. Abney ofte fortalte sin unge slægtning, med den tilføjelse at man i gamle dage altid havde anset dette for en kritisk tid for de unge, så Stephen måtte passe godt på sig selv og lukke sit vindue om natten, og at Censorinus havde nogle udmærkede kommentarer til problemet.

To begivenheder, der gjorde stærkt indtryk på Stephen, indtraf på denne tid. Den første kom, efter at Stephen havde tilbragt en usædvanlig urolig og trykkende nat, uden at han i øvrigt kunne huske, at han havde drømt noget særligt. Om aftenen samme dag sad Mrs. Bunch og reparerede hans natskjorte. “Bevar mig vel, Master Stephen,” udbrød hun noget irriteret. “Hvordan bærer De Dem dog ad med at få Deres natskjorte revet i laser på den måde? Vær så venlig at se her, min herre, hvor megen ulejlighed De gør de stakkels mennesker, der skal stoppe og reparere for Dem.”

Der var virkelig en hel række ødelæggende og tilsyneladende ganske formålsløse rifter og flænger i klædningsstykket, og det ville uden tvivl kræve dygtighed at udbedre skaden. De var begrænset til den venstre side af brystet – lange parallelle flænger på omkring seks tommer og nogle rifter, som ikke gik helt igennem stoffet. Stephen kunne kun bedyre, at han ikke anede, hvor de stammede fra; han var sikker på, at de ikke havde været der om aftenen. “Men Mrs. Bunch,” sagde han, “de er nøjagtig magen til de skrammer udvendigt på min sovekammerdør, og jeg ved bestemt, at det ikke er mig, der lavet dem.”

Mrs. Bunch stirrede på ham med åben mund; så greb hun et tændt lys og forlod i stor hast værelset. Man kunne høre, at hun gik ovenpå, og et par minutter efter kom hun ned igen. “Det må jeg sige, Master Stephen, at det er noget underligt noget med de skrammer,” sagde hun. “Det er for højt oppe til, at det kan være en kat eller hund, for slet ikke at tale om rotter. Det ser fuldstændig ud, som om en kineser har lavet dem med sine lange negle, som min onkel i kinafarten fortalte mig om i mine unge dage. Jeg ville nu ikke sige noget til herren, hvis jeg var Dem, Master Stephen, min dreng; men sørg for at nøglen er drejet ordentlig om, inden De går i seng.”
“Det gør jeg altid, Mrs. Bunch; lige så snart jeg har bedt min aftenbøn.”
“Åh, det var en god dreng; bed altid Deres aftenbøn, så er der ingen, der kan gøre Dem noget.” Hermed gik Mrs. Bunch i gang med at reparere den flåede natskjorte, og iberegnet de mellemrum, hvor hun sad og grublede, tog det hende lige til sengetid. Dette foregik en fredag aften i marts 1812.

Den følgende aften blev Stephens og Mrs. Bunchs sædvanlige samtale på tomandshånd pludselig suppleret ved Mr. Parkes ankomst. Hushovmesteren holdt sig ellers mest for sig selv på sit eget domæne. Han bemærkede ikke Stephens tilstedeværelse; han var ivrig og lidt ophidset og talte noget mindre værdigt, end han plejede.

Det første, han sagde, var: “Herren kan selv hente sin vin op om aftenen, hvis han har lyst. Enten gør jeg det om dagen eller slet ikke, Mrs. Bunch. Jeg ved ikke, hvad det kan være; det kan da godt være, det er rotterne, eller at der er et sted, hvor vinden kan komme ind; men jeg er ikke så ung, som jeg har været, – og jeg kan ikke tage det, som jeg har kunnet før.”

“Nå ja, Mr. Parkes; men De ved da godt, at dette her hus er noget så enestående med rotter.”
“Det vil jeg slet ikke nægte, Mrs. Bunch, og jeg har også mange gange hørt dokarbejderne fortælle om en rotte, der kunne tale; men det har jeg nu aldrig før haft nogen tro til; men nu i aften kunne jeg næsten have hørt, hvad de sagde, hvis jeg ville have nedværdiget mig til at lægge øret til døren til det bageste rum.”

“Nej, hør nu, Mr. Parkes; jeg vil ikke høre på den slags fantasier. Rotter, der taler med hinanden i vinkælderen! Har man hørt mage!”
“Ja ja, Mrs. Bunch, jeg vil ikke diskutere det med Dem; jeg siger bare, at hvis De skulle få lyst til at gå ned til det sidste rum og lægge øret til døren, så ville De komme til at sande mine ord lige på stedet.”

“Hvad er det dog for noget vås, De kommer med, Mr. Parkes – det er ikke noget for børn at høre på. De skræmmer jo Master Stephen her fra vid og sans.”
“Hvad? Master Stephen?” sagde Parkes og blev pludselig klar over drengens tilstedeværelse. “Master Stephen er så udmærket klar over, hvornår jeg driver gæk med Dem, Mrs. Bunch.”

Master Stephen vidste faktisk udmærket, at Parkes ikke havde ment det som en spøg. Parkes beretning gjorde ham både nysgerrig og lidt uhyggelig til mode, men alle hans forsøg på at få hushovmesteren til at give en mere detaljeret beskrivelse af sine oplevelser i vinkælderen var forgæves.

Vi er nu nået frem til den 24. marts 1812. For Stephen var det en dag fuld af besynderlige indtryk, en urolig og stormfuld dag, der fyldte huset og haven med en følelse af rastløshed. Da Stephen stod ved havestakittet og så ud i parken, havde han en fornemmelse af en uendelig procession af usynlige personer, der fejede forbi ham, båret af vinden, uden modstand og uden mål, uden at kunne standse, selv om de ville, uden at kunne gribe fat i noget, der kunne standse deres flugt og bringe dem i fornyet kontakt med den levende verden, som de engang havde haft del i.

Efter frokost den dag sagde Mr. Abney til Stephen: “Min dreng, tror du, at du kan komme af sted med at komme ned til mig i mit studerekammer så sent som klokken 11 i aften? Før den tid har jeg travlt, men jeg vil gerne vise dig noget, der har med din fremtidige tilværelse at gøre, og som det er af største vigtighed, at du skal kende til. Du skal ikke omtale dette til Mrs. Bunch eller til nogen anden her i huset, og du må hellere gå op på dit værelse til den sædvanlige tid.”

Her var igen noget nyt og spændende; Stephen greb ivrigt lejligheden til at sidde oppe til klokken 11. Han kiggede ind gennem døren til biblioteket, da han gik op den aften, og så, at et kulbækken, han tit havde set i det ene hjørne af stuen, var rykket ud fra kaminilden; et gammelt sølvforgyldt bæger fuldt af rødvin stod på bordet, og ved siden af lå nogle ark beskrevet papir. Mr. Abney strøede lidt røgelse på kulbækkenet i det øjeblik, Stephen gik forbi, men lod ikke til at bemærke ham.

Vinden var løjet af, og det blev en stille nat med fuldmåne. Omkring klokken 10 stod Stephen ved sit åbne vindue og så ud. Stille som natten var, var de mystiske væsener, der befolkede de fjerne, månebelyste skove, endnu ikke faldet til ro. Fra tid til anden lød mærkelige skrig over vejlerne som fra vildfarne og fortvivlede vandrere. De kunne skyldes ugler eller vadefugle, men lød ikke rigtig som nogen af delene. Kom de mon ikke nærmere? Nu lød de fra denne side af vandet, og et øjeblik efter virkede det, som om de svævede rundt mellem buskadserne i parken. Så hørte de op, men lige som Stephen ville til at lukke vinduet og igen tage fat på læsningen af Robinson Crusoe, fik han øje på to skikkelser, der stod på grusterrassen, der løb langs husets haveside. Det så ud til at være en dreng og en pige; de stod side om side og så op mod vinduerne. Der var noget ved pigen, som fremkaldte erindringen om skikkelsen i badekarret fra hans drøm, og drengen indgød ham en heftig angst.

Mens pigen stod stille, med et tilløb til et smil og med begge hænder lagt over hjertet, løftede drengen, som var tynd og sorthåret og klædt i laser, armene i en bevægelse, der var truende og udtrykte umættelig hunger og længsel. Månen skinnede på hans næsten gennemsigtige hænder, og Stephen så, at neglene var frygtelig lange, og at lyset skinnede igennem dem. Som han således stod med armene løftet, afslørede han et rystende syn. I venstre side af hans bryst åbnede en mørk og gabende flænge sig, og mere med sin hjerte end med sin hørelse opfattede Stephen et af disse hungrende og fortvivlede skrig, han hele aftenen havde hørt give genlyd over Aswarby. Et øjeblik efter var det frygtelige par gledet lydløst henover det tørre græs, og han kunne ikke mere se dem.

Forskrækket som han var, bestemte han sig til at tage sit lys og gå ned til Mr. Abneys studerekammer, for det var næsten tid for deres aftalte møde. Døren var i den ene side af hallen, og Stephen var, drevet af sin skræk, ikke længe om at nå derned. At komme ind var derimod ikke så let. Døren kunne ikke være låst, for nøglen sad udvendig som sædvanlig. Men han fik ikke noget svar på sin gentagne banken. Mr. Abney var optaget, han talte med nogen. Hvad? Hvorfor prøvede han at råbe? Og hvorfor blev råbet kvalt? Havde han også set de mystiske børn? Men nu var alting stille, og døren gav efter for Stephens desperate og rædselslagne skubben.

På bordet i Mr. Abneys studerekammer blev der fundet visse papirer, som forklarede situationen for Stephen, da han blev gammel nok til at forstå dem. De vigtigste afsnit var følgende:

“Det var en udbredt og fast tro hos vore forfædre – hvis viden om disse ting, jeg efter mine egne erfaringer har fået al mulig tillid til – at ved udøvelsen af visse processer, der for os nulevende har noget barbarisk ved sig, kan mennesket opnå en bemærkelsesværdig udvidelse af sine åndelige evner. For eksempel kan en person, der absorberer nogle af sine medmenneskers personlighed, opnå fuldstændigt herredømme over sådanne elementar-ånder, som styrer kræfterne i vort univers.

Det fortælles om Simon Mager, at han var i stand til at flyve gennem luften, at gøre sig usynlig eller antage en hvilken som helst skikkelse, han ønskede, alt formidlet ved en drengesjæl, hvis ejer han – for at bruge den injurierende vending, som forfatteren af Clementine Recognitions anvender – havde myrdet. Jeg har også fundet det meget detaljeret beskrevet i Hermes Trismegistus afhandlinger, at lignende gunstige resultater kan opnås ved, at man konsumerer hjerterne af mindst 3 mennensker under 21 år.

Jeg har ofret størstedelen af de sidste 20 år på at efterprøve holdbarheden af denne teori, idet jeg til mit eksperiment som corpora vilia har udvalgt sådanne personer, som kunne fjernes uden at efterlade noget mærkbart tomrum i samfundet. Det første trin realiserede jeg ved den 24. marts 1792 at fjerne en vis Phoebe Stanley, en pige af sigøjnerslægt. Det næste ved fjernelsen af en omstrejfende italiensk dreng ved navn Giovanni Paoli natten til den 23. marts 1805. Det sidste ‘offer’ – for at bruge et ord, der i højeste grad støder mine følelser – bliver min slægtning, Stephen Elliott. Hans dag skal komme den 24. marts 1812.

Den bedste metode til at opnå den fornødne sammensmeltning af personligheder er at udtage hjertet af det levende emne, derefter brænde det til aske og blande det i et glas rødvin. Resterne af de to første emner var jeg nødt til at skaffe af vejen, og her benyttede jeg et gammelt, aflåst badeværelse og vinkælderen. Der er dog forekommet visse forstyrrelser fra emnernes psykiske rester – det, som populært kaldes for spøgelser – men for en sand filosof som retvis udfører eksperimentet bør disse illusoriske forsøg på hævn ikke gives nogen opmærksomhed. Tværtimod ser jeg med stor tilfredsstillelse frem til den udvidelse af ånden, som et succesfuldt eksperiment vil medføre, og som ikke blot vil bringe mig udenfor rækkevidden af den såkaldte menneskelige retfærdighed, men også vil fjerne udsigten til døden selv.”

Mr. Abney blev fundet i sin stol. Hovedet var vredet bagover, og hans ansigt forvredet i en blanding af vrede, frygt og smerte. På venstre side af brystet var et grufuldt sår, der blotlagde hans hjerte. Der var ingen blod på hans hænder, og den lange kniv, man fandt på bordet ved siden af stolen, var ren. Vinduet i studerekammeret stod åbent, så et vildt dyr kunne være kommet ind og have påført Mr. Abney det dødelige sår. Det var i hvert fald doktorens konklusion. Stephen Elliott drog efter læsningen af ovennævnte papirer dog en ganske anden.

Trykt i The Pall Mall Magazine, december, 1895
Originaltitel: Lost Hearts

Kort om M. R. James

Født den 1. august 1862
Død den 12 juni 1936

Læs mere på Gyseren.dk